Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Englands næststørste by lider: Lokalderby i skyggen af problemer

Englands næststørste by lider: Lokalderby i skyggen af problemer

Aston Villa møder lørdag aften Wolverhampton i et lokalbrag, der engang var gigantisk, men i dag spilles mellem to kinesisk-ejede klubber fra den tunge ende af The Championship. Medianos rektor i det vestjyske, Henrik Larsen, trækker tråde fra nu- til fortiden

Af Henrik Larsen

Det er to kriseramte mandskaber, der mødes på Villa Park lørdag aften. Aston Villa og Wolverhampton var engang storklubber i det område, der dominerede engelsk fodbold. Sådan er det ikke længere, for Birminghams rolle som arnested for storhed ligger langt tilbage i historien.

I Manchester vil fodboldfans med baggrund i de mange mesterskaber vundet af både City og United, selvfølgelig plædere for at Englands niendestørste by er nummer et fodboldmæssigt, mens naboerne fra Liverpool vil hævde det samme med et lidt længere kig tilbage i historien, hvor både Everton og Liverpool FC har bidraget til festen.

Spørger man en londoner, er der selvfølgelig ingen tvivl: London er nummer et i alt. Den største by – en metropol – og fodbold er ikke bare en duo. Nej, her har både Arsenal, Chelsea og Tottenham hentet national og international hæder til hjembyen. Når man så tænker West Hams pokalsucces, Crystal Palace’s momentvise opblomstring og et Fulham og QPR, der også regelmæssigt har gjort sig i de højere luftlag, ja så er det selvfølgelig London, der er fodboldbyen i England.

Nu kom vi så rundt om by nummer et, fire og ni rent størrelsesmæssigt i England. Bedømt på de seneste 30-40 år i engelsk fodbold, er det utvetydigt disse tre byer, der har siddet på magten i engelsk fodbold. Sådan har det imidlertid ikke altid været. For hvor er lige nummer to i bystørrelse henne i det spil?

Birmingham er Englands næststørste by. Beliggende i The Midlands – pudsigt nok nærmest midt  mellem London i Syd og Manchester-Liverpool i nord. Mens London økonomisk og udviklingsmæssigt igennem mange år har været inde i en positiv udvikling, er den positive udvikling i Manchester og Liverpool først begyndt at tage fart i de seneste 20 år. I 1980’erne under det konservative Thatcher-styre, blev Liverpool – med en glorværdig fortid som især havneby -  nærmest økonomisk udsultet af centraladministrationen fra London, og Manchester gik det ikke ret meget bedre. Da dronning Elizabeth besøgte Rusland midt i 90’erne, mødte hun en ung russisk studerende, der kunne fortælle dronningen, at hun havde boet en periode i Manchester, hvortil Elizabeth med vanlig elegance replicerede: ”That’s not a nice place”

Forsiderne var ryddet, men helt uret havde den gode dronning bestemt ikke. Manchester er i markant bedre gænge i dag. Mange investeringer har styrket byen i de seneste 20 år, og selvtilliden i dag skyldes ikke kun de fodboldmæssige præstationer.

Det var dengang for Villa

Hvilket så fører os tilbage til Birmingham. For her går det knap så godt. Hverken for byen, for oplandet eller for fodboldholdene. Tværtimod. Det hele er lidt elendigt. Birmingham er så at sige blevet marginaliseret i midten. Lidt lige som det vi i dag kalder for ”Motorvejsøen” – Fyn. Da udviklingen i England gik fra syd mod nord strøg den forbi Birmingham – præcis som det skete, da Storebæltsbroen fik os alle sammen til at glemme Odense og Fyn. Nå ja, og også lidt OB.

Vi glemmer også B 1909 og B1913 igen. For mens disse klubber er forsvundet fra det fodboldmæssige landkort, så er det ikke gået helt så galt for Birmingham-klubberne – men næsten. Fodbold i Birmingham og The Midlands er blot en fjern skygge af en meget glorværdig fortid. En fortid hvor Birmingham-området berettiget kunne have tituleret sig som Englands fodboldby nummer et. Med hele fire hold i den bedste række. Faktisk skal vi blot tilbage til sæsonen 2011-2012, hvor det sidst var tilfældet. Seneste mesterskab til Birmingham daterer sig dog tilbage til 1981, hvor Aston Villa snuppede titlen efter et intenst kapløb mod lille Ipswich fra Suffolk-området. Året efter tog Villa så tilmed den europæiske titel efter en meriterende sejr over Bayern Munchen i finalen.

Gary Shaw og Tony Morley fejrer 1-0-sejren over Bayern München i Europa Cup'en 1982. Foto: Gerry Armes/Birmingham Mail/Popper Photos via Getty Images

Gary Shaw og Tony Morley fejrer 1-0-sejren over Bayern München i Europa Cup'en 1982.

Foto: Gerry Armes/Birmingham Mail/Popper Photos via Getty Images

Ak ja. Det var dengang for Villa. Og dengang for Birmingham. Siden har der været rigtig langt mellem snapsene, og den før nok så stærke Midlands-kvartet – Aston Villa, Birmingham FC, West Bromwich Albions og Wolverhampton – kæmper i dag en kamp for at vende tilbage til de gyldne tider, hvor Midlands-faktoren var stærk og frygtet, og hvor mindst et af holdene altid var i nærheden af en eller anden titel. På samme måde er det for Birmingham som by og Midlands som område. Man er aldrig helt kommet helt igennem transformationen fra traditionel industriel produktion til en moderne økonomi. Helt aktuelt vurderes store dele af området – og i særdeleshed Wolverhampton – som et af de dårligste områder overhovedet at investere i. Flittige læsere af denne blog vil huske, at jeg har beskrevet dette forhold i den første blog om Wolverhampton Wanderers – nye læsere kan finde de hidtil skrevne her:

Som bekendt er kun WBA at finde i den bedste række i denne sæson. Lidt pudsigt fordi WBA faktisk betragtes som den mindste af de fire klubber. WBA har ikke vundet en titel siden 1968, og dermed er man også lillebror i forhold til de tre øvrige – om end Wolves skal tilbage til 1980 for at finde deres sidste store titel. WBA hånes i øvrigt også af de øvrige klubber og deres fans, idet West Bromwich ikke har sit eget postnummer – og ifølge drillerierne derfor ikke er at betragte som en by. Villa og Birmingham er begge hjemmehørende i Birmingham, mens Wolverhampton hører til lige udenfor byen.

Traditionelt er Aston Villa storebror i flokken. Klubben med de fleste fans, en lang stabil periode i Premier League og med evnen til at trække spillere og managere om ikke fra øverste hylde, så dog deroppe i nærheden af. Tænk bare på Benteke og længere tilbage Dwight Yorke. Så glemmer vi lige Niklas Helenius og Jores Okore i den sammenhæng, mens til gengæld Martin Laursen fortsat står som en meget velanskreven spiller i Villa efter skiftet fra Milan. Vi holder lige tangenten til OB, idet Kent Nielsen havde små tre sæsoner hos Villa – solidt, uden at være alt for prangende. Og med al respekt for Kent Nielsen, så har han vel kun været oppe på den øverste hylde dengang i 92, hvor han flyvende forhindrede en oplagt scoring til Karl Heinz Riedle og Tyskland i EM-finalen.

Aston Villa’s historie er både lang og imponerende. Aston Villa var reelt grundlæggerne af den engelske liga. Tilbage i marts 1888 fik den daværende Villa-formand William McGregor tilslutning til at lave den første turnering i England med 12 hold, der skulle møde hinanden ude og hjemme. Hidtil havde man kun haft en pokalturnering med forholdsvis få kampe. Wolves og WBA var også med blandt de første hold, og i den allerførste runde i september 1888 mødtes Wolves og Aston Villa foran 2.500 tilskuere på Dudley Road i Wolverhampton – i dag en central indkøbsgade i Wolverhampton, hvor Wolves har den ene af sine to fanshops. Kampen endte 1-1, mens Villa vandt hjemmekampen med 2-1 i november samme år. Samlet set sluttede Aston Villa dermed et point foran Wolves og indtog andenpladsen efter helt suveræne Preston, der vandt det første engelske mesterskab i fodbold nogensinde.

Lokalopgørets lange historie

De to kampe er siden blevet til i alt 106 opgør mellem de to klubber i den engelske liga, mens der har været dømt lokalopgør i pokalturneringerne mellem de to mest succesfulde hold i Midlands 15 gange. Og fraset en periode sidst i 1950’erne med en klar overhånd til Villa. I de senere år er opgørene mellem de to klubber blevet sjældne, da Wolves – alt – for sjældent har været at finde i den bedste række. Sidst de to hold mødtes var i sæsonen 2011-2012, hvor resultaterne – 0-0 på Villa Park og 3-2 sejr til Villa på Molineux på bedste vis illustrerer Wolves i den sæson og som underhund i forholdet generelt. 0-0 betød at Wolves faktisk førte Premier League i to timer, og 2-3 nederlaget cementerede en opfattelse af, at Wolves bare er klubben der ikke evner at gøre tingene helt rigtigt. Eller bare ikke har det held, der ofte også er nødvendigt for at få fodboldklub til at fungere i de højere luftlag. Forklaringen på det kommer her:

Efter en tidlig straffesparksscoring af Darren Bent havde Wolves inden pausen bragt sig i front med 2-1. Wolves var ovenpå, og det nye indlån fra Arsenal, midtbanespilleren Emmanuel Frimpong, lignede unægtelig den ankermand, der kunne styre Wolves væk fra pladserne i bunden. Men de første 10 minutter efter pausen udviklede sig katastrofalt for Wolves. Gennem hele sæsonen havde det ikke alene haltet defensivt for Wolves, men der blev også lavet for få mål i den rigtige ende. Mange fans havde håbet, at klubben havde benyttet lejligheden til at låne Robbie Keane hjem i en periode fra LA Galaxy. Grundet en relativ kort, men yderst succesfuld, karriere i Wolves i en meget ung alder, var Keane en populær mand blandt fans, og mange drømte om, at hans flotte klubhistorik (Coventry, Inter, Leeds, Tottenham og Liverpool) kunne afrundes på bedste vis i den orange trøje. Men enten var manager Mick McCartney ikke interesseret, eller også var pungen bare lukket hos ejer Steve Morgan. I hvert fald endte Keane i stedet hos netop Aston Villa – og totalt typisk for Wolves nettede Keane selvfølgelig seks minutter efter pausen. Og ondt blev til værre, da Frimpong måtte bæres fra banen fem minutter senere, og ikke kom på banen mere i den sæson. Og gæt selv, hvem der scorede til 3-2 for Villa, inden han lod sig udskifte i kampens sidste minut – naturligvis Robbie Keane. I øvrigt på et Villa-hold med fine navne som Shay Given på mål, og en vis Marc Albrighton, der to år senere skiftede til Leicester i noget, der på det tidspunkt lignede et tilbageskridt i karrieren.

Robbie Keane har lige scoret sit andet mål i 2012-opgøret mellem Wolverhampton og Aston Villa - en kamp, der endte 3-2 til Villa.  Foto: Getty Images

Robbie Keane har lige scoret sit andet mål i 2012-opgøret mellem Wolverhampton og Aston Villa - en kamp, der endte 3-2 til Villa. 

Foto: Getty Images

Så en tur ned af Memory Lane er klart sjovest for Villa-fans. Birmingham er større end Wolverhampton, og historisk har potentialet – fraset Wolves’ gyldne periode i 50’erne – altid været større hos Villa end hos Wolves. Derfor er overhånden til Villa hverken ulogisk eller unaturlig. Men opgøret lørdag aften kan blive et signal om, at Wolves er på vej op og Villa på vej ned.

Det udsagn vil selvfølgelig ikke stå uimodsagt fra en Villa-fan. Og meget kan også hurtigt ændre sig i en Championship-række, der nok allerede er ved at sætte sig med Newcastle og Norwich som solide bud på de direkte oprykningspladser, og hvor både Wolves og Villa kæmper med at finde den form, der kan gøre dem til troværdige kandidater til en playoff-plads.

Er Villa på vej hele vejen ned?

Wolves er dog – midt i den midtlandske elendighed – tættest på at få pilen til at pege i den rigtige retning. Massive indkøb af de nye kinesiske ejere har bevirket at truppen er styrket markant, men to nederlag i de seneste to kampe ødelagde den gode stemning for manager Walther Zenga oven på en virkelig meriterende og overbevisende sejr på udebane over Newcastle.

To nederlag i træk burde ikke få en ny og relativt populær manager til at sidde løst i sadlen, men italienske Zenga har bragt sig selv under pres, da han valgte at benytte landskampspausen til at holde ferie hos familien i Dubai. Dem, der har set billeder af hans yngre kone, forstår godt den prioritering, men det gør en kineser med en asiatisk arbejdsmoral slet ikke. Her kommer arbejdet altid først og rygter vil vide, at Zenga ikke nødvendigvis omtales positivt på direktionsgangene længere.

Wolves-manager Walter Zenga er under pres efter ferie i Dubai - og et par nederlag. Foto: Getty Images

Wolves-manager Walter Zenga er under pres efter ferie i Dubai - og et par nederlag.

Foto: Getty Images

Det er derfor en manager under et vist pres, der forbereder sit hold til en svær udekamp. Men Wolves har dog trods alt en manager, der i en længere periode har kunnet arbejde med sit spillermateriale, hvilket Villa i skrivende stund ikke har haft. Steve Bruce blev udpeget til det varme sæde – den fjerde nye manager på to år – og dertil kan vi så tillægge et par midlertidige af slagsen. Bruce er efter manges opfattelse et solidt og sikkert valg, men hans udgangspunkt for succes er aktuelt noget svagt. Og så er vi tilbage ved min påstand om, at en Wolves sejr lørdag aften kan blive signalet om nye tider i ”The Midlands”.

Forskellige forudsætninger lige nu

For Villa er simpelthen en klub i kaos. Også her kom der nye kinesiske ejere til før denne sæson. Men hvor man i Wolverhampton – formentlig belært af bitter erfaring – godt nok signalerer ambitioner om tilbagevenden til Premier League, og derefter en længere periode til at etablere sig i den bedste række, var den nye ejer i Villa alt andet end beskeden i sin udmelding: Villa skulle ikke bare tilbage i Premier League men sågar hurtigt i Champions League og være en af verdens allerstørste klubber.

Til at indfri den ambition hentede man i sommers Roberto di Matteo ind som manager. På papiret en rigtig god signing, idet de Matteo havde erfaring fra både de lavere engelske rækker og så har han jo også vundet Champions League med Chelsea. Ja, det var ham, der parkerede bussen både i London, Barcelona og Munchen og slap afsted med en straffesparkssejr over Bayern München. Så det at vinde over Bayern i en europæisk finale havde han dermed også tilfælles med Villa.

Dem, der kan huske Premier League fra sidste sæson, erindrer et Villa-hold nærmest i opløsning fra begyndelsen til sidste runde. Matteo skiftede derfor voldsomt ud i truppen – 17 røg ud og 13 er kommet ind. Men dels vil det nok være forkert at tale om en forstærket trup, og dels lykkedes det aldrig di Matteo at komme af med den taberkultur, der var udpræget på holdet i sidste sæson. Derfor røg de Matteo ud igen i forrige uge – efterladende Villa på en plads lige over nedrykningsstegen. Champions League er meget langt væk lige nu, og hedder det ikke Championship for Villa næste sæson ligner det meget mere League One end Premier League næste år.

På den måde kan Villa komme til at lave ”en Wolves” med en direkte nedrykning to år i træk. Der er klare paralleller mellem den nuværende situation i Aston Villa lige nu, og den situation Wolves var i, da man i 2012 gjorde klar til en sæson i Championship efter nedrykningen fra Premier League. Men der er også forskelle, og det kan Villa-fans formentlig søge trøst i.

Wolves hentede også en ny manager i 2012 – Ståle Solbakken – men resultaterne skuffede og Solbakken røg ud igen efter blot seks måneder i klubben. Solbakken fik aldrig gjort op med taberkulturen i Wolves, Det var ligheden. Forskellen er, at Wolves ikke hentede mange nye spillere ind, men alene solgte ud fra den bedre ende. Derfor bør Steve Bruce i Villa have bedre muligheder for at vende udviklingen. Læg lige dertil at Bruce er en kapabel manager, modsat det valg Wolves foretog efter fyringen af Solbakken: Dean Saunders, der formentlig er i top tre over alletiders dårligste managers i Wolves. Og der er ellers en del at tage af.  Bruce skal imidlertid levere hutigt og stabilt, hvis der skal være bare en lille smule realisme i de ambitiøse planer for klubben.

Med andre ord står der ekstremt meget på spil for begge klubber lørdag aften. Det handler ikke kun om håneretten de næste måneder. Kampen kan ikke alene blive stærkt definerende for resten af sæsonen for de to klubber. Den kan også blive det første markante signal om, hvem der i fremtiden at være den førende klub i området. WBA sidder godt nok aktuelt på den trone, men kan de ikke blive enige om andet, så vil alle med tilknytning til Wolves eller Villa mene, at den placering kun er til låns.

De to store i Midlands er altså Aston Villa og Wolves.

 

 

Topfoto: Wolverhamptons Andy Gray diskuterer med Aston Villas Tony Morley, mens dommer Joe Worrall forsøger at lægge sig imellem. Billedet er fra 1981.

Getty Images

Den historiske venskabskamp: Cuba mod USA - sådan var det

Den historiske venskabskamp: Cuba mod USA - sådan var det

500.000 tak. Medianos første store milepæl er nået

500.000 tak. Medianos første store milepæl er nået