MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Boganmeldelse: A Yorkshire Tragedy - da minerne lukkede, forsvandt storheden

Boganmeldelse: A Yorkshire Tragedy - da minerne lukkede, forsvandt storheden

En sportslig tragedie fra Yorkshire - Esben Suurballe Christensen har læst Anthony Clavanes A Yorkshire Tragedy

Af Esben Suurballe Christensen

 

Den engelske forfatter Anthony Clavane har skrevet om et områdes nedtur rent sportsligt. Men den sportslige deroute er blot symbolet på en forandret region - økonomisk, samfundsmæssigt og kulturelt.  

To skelsættende hændelser definerer forandringen: en strejke og en stadionkatastrofe.

Den første hændelse var den voldelige konfrontation i 1984, i Orgreave, i det sydlige Yorkshire mellem strejkevagter og politiet, hvor 51 strejkevagter og 72 politibetjente blev såret. Orgreave blev et kardinalsymptom på den konflikt, som minearbejdernes fagforening NUM (National Union of Mineworkers) havde med den regerende konservative regering og premierminister Margaret Thatcher. En konflikt som resulterede i, at NUM havde beordret en generalstrejke for de 56.000 minearbejdere, der arbejdede i Yorkshire. Thatcher havde været medlem af den konservative regering, der stod i spidsen for nationen, som i 1972 blev lammet af en strejke, og regeringen måtte indvillige i at give minearbejderne en lønforhøjelse på 35 procent. Thatcher svor, det ikke skulle ske igen, at landet og regeringen blev taget som gidsel af fagforeningerne, samtidig med at hun af politiske og økonomiske årsager liberaliserede minedriften, som før havde været statsdrevet.

Hvorfor er dette øjeblik vigtigt for en sportsbog som Anthony Clavane´s A Yorkshire Tragedy, fristes man til at spørge. Det er det for at forstå hele regionens indre liv. Indtil da havde Yorkshire som område været en bærende sportslig institution i England indenfor især rugby og fodbold. Mine- og stålarbejderne bestod af fortrinsvis arbejderklassedrenge og -mænd, der, når de ikke arbejdede, spillede rugby og fodbold i Yorkshire-byer som Barnsley, Hull, Bradford og Sheffield. På lægterne stod deres kolleger og familiemedlemmer og så på. Der var et sammenhold og et fællesskab, der gik fra arbejdspladsen til den sportslige arena. Man plejer at sige, at sport er et spejlbillede på livet og samfundet. Og dengang var der både sportslig succes og arbejde at få i Yorkshire.

Da minerne forsvandt - sådan måtte det gå uden statslige økonomiske tilskud - steg arbejdsløsheden og dermed forsvandt muligheden for mange til at stå på lægterne, når Barnsley, Bradford eller Hull spillede. Med faldende indtægter var der ikke økonomisk råderum til at tiltrække spillere eller modernisere stadions. Hvilket efterlader os ved det andet skelsættende øjeblik, som bogen kredser om: Katastrofen på Hillsborough. En katastrofe vi på Mediano har dækket i denne artikel:

En ulykkelig hændelse, der siger noget om den foragt, politiet i Sheffield havde for en fortrinsvis arbejdsløs arbejderklasse, der dengang var dem, der gik til fodbold. Hillsborough var med til at forstærke konflikten i regionen mellem myndigheder og den arbejdsløse arbejderklasse, og understrege den armod som syntes at forfølge Yorkshire det årti - meget falder ifølge Clavane tilbage på Thatcher.

Disse to episoder er, blandt mange andre grunde, vægtige årsager til, at Yorkshire nu som region kun er repræsenteret ved Hull i Englands fornemmeste række i fodbold. Og som sådan ikke har haft et stabilt tophold, hverken i rugby eller fodbold de sidste 30 år. Regionen er sportsligt efterladt på de bagerste rækker uden håb om at kunne møve sig frem. Clavane taler igennem hele bogen med markante stemmer fra den tid. Tidligere spillere, ledende direktører, supportere, journalister, fagforeningsfolk, skuespillere og musikere. Alle er med til at sætte ord på hændelser og episoder, som Clavane kronologisk følger fra halvfjerdserne, helt op til dannelsen af Premier League og Robert Murdochs mange millioner af pund begynder at vælte ind over engelsk fodbold, rugby og cricket.

Bogen er fremragende i sin karakteristik af Yorkshire som region, og som beskrivelse af hvordan samfundet  - og Premier League - tog fart og gjorde de rige klubber endnu rigere og efterlod de mindre hold med få chancer for også at få deres bid af kagen. Både sportsligt og økonomisk. Anthony Clavane kender regionens kulturelle ophav. Han er selv Leeds-supporter og har skrevet en anerkendt bog om klubben.  

Mange kan i 'A Yorkshire Tragedy' ikke genkende den sport, de voksede op med, både som aktive eller som supportere. Fodbolden er blevet spist op af middelklassen, penge, udenlandske ejere, gjort kønsløs og individuel. Der er en stor portion arbejderklasseromantik i bogen, og det skal man nogen gange kunne sortere fra, men den giver et bud på, hvorfor så stor en region som Sheffield ikke har mere at byde ind med på banen og på tribunerne, og hvad der lå forud for det, samfundsmæssigt, økonomisk og sportsligt. Det er tankevækkende læsning.

'A Yorkshire Tragedy' af Anthony Clavane er udkommet på forlaget Riverrun og kan købes her

 

Mediano bulibold: Topstrid, fyring og ny magtbalance

Mediano bulibold: Topstrid, fyring og ny magtbalance

Mediano CL: Glem Guardiola mod Barca: Her er rundens bedste underholdning

Mediano CL: Glem Guardiola mod Barca: Her er rundens bedste underholdning