Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Liverpool i det nye årtusinde: Pokaler med store ører og skyttegravskrig

Liverpool i det nye årtusinde: Pokaler med store ører og skyttegravskrig

Det første årti efter 2000 har været tumultarisk i Liverpool Football Club. Esben Suurballe Christensen har læst bogen 'Ring of Fire', og talt med forfatteren Simon Hughes om en tid, der bød på titler, interne magtkampe og opsigtsvækkende spillerhandler

Af Esben Suurballe Christensen

Det første tiår i dette årtusinde har været en rejse fra fra den endegyldige tilintetgørelse af ‘The Bootroom’-mentaliteten, der havde eksisteret i mere end tre årtier og udtjent sin værnepligt, over Champions Leaguesemifinaler, finaler og pokaler til, mod slutningen, at gå op i røg i intern skyttegravskrig mellem amerikanske fusentaster og en stædig konfliktsøgende manager. Resultatet? Liverpool Football Club er efterladt i en døsende sump af middelmådighed, som klubben endnu ikke har kæmpet sig op af, omend pilen peger i den rigtige retning.

Der er med andre ord nok at tage fat på, når den første tid i det nye millennium skal beskrives. Det samme mente Merseysideforfatteren og -journalisten Simon Hughes, som derfor valgte at skrive sin nye bog om LFC i 00erne; Ring Of Fire.

Ligesom han havde gjort med sin to tidligere bøger om Liverpool i ‘80erne og ‘90erne, er det via udvalgte spillere og markante personligheder, der har været i klubben, vi hører om de hæsblæsende 10 år, der bød på europæisk glans og amerikanske cowboys, som var få sekunder fra at  sende Liverpool Football Club i en økonomisk vingeskudt grav. I mange måneder op til at Royal Bank Of Scotland, der havde finansieret ejerne Tom Hicks og George Gillett, tvang de to cowboys til at sælge til Liverpool Football Clubs nuværende ejere FSG, havde der været både borgerkrig på direktionsgangen og blandt Liverpools egne supportergrupperinger. Nogle mente, ret forenklet, at Rafael Benitez, der få år forinden havde bragt LFC deres pokal nummer fem, var grundstenen til, at selvsamme klub nu sportsligt var kørt agterud, mens andre supporterstemmer mente, at manageren via sine både interne og eksterne kampe mod ejerne, direktionen og medierne kæmpede for Liverpool Football Clubs overlevelse. I al fald indtil han blev fyret af de daværende LFC-ejere, få måneder inden FSG overtog klubben.

Og Rafael Benitez fylder meget i bogen. Hans skygge er der hele tiden. Endda uden at være repræsenteret. Et bevidst valg, fortæller forfatteren til det hele, Simon Hughes, da jeg taler med ham over telefonen fra Merseyside.

“Der venter en stor bog på at blive skrevet om Rafael Benitez´ tid i Liverpool, og jeg var også i kontakt med hans agent, der udviste store interesse, men dagen efter fik 'Rafa' Newcastle-jobbet, og det ville besværliggøre det, jeg mener, er bogens styrke; dens transparens.  I stedet er han i bogen allestedsnærværende i de fleste kapitler, da nærmest alle som én af de medvirkende nævner ham. Sådan er det med 'Rafa'. Hvilket er et tegn på, hvor meget han den dag i dag fylder i Liverpool FC. Du kan have en snak med hvilken som helst person om Liverpool FC og på et eller andet tidspunkt kommer I til at snakke om Rafael Benitez,” griner Simon Hughes.

Mesterskabet der aldrig kom

At et mandskab bestående af Pepe Reina, Daniel Agger, Jamie Carragher, Javier Mascherano, Steven Gerrard, Xabi Alonso og Fernando Torres ikke lykkes med at vinde det engelske mesterskab, er for altid noget, der vil hjemsøge denne signatur. At slå Manchester United og Real Madrid med henholdsvis 4-1 og 4-0 på kun en uge, og så ikke have noget at vise andet end minder, blandet andet fordi den ubemærkede Macheda, som hverken før eller efter har gjort noget som helst af betydning i sin karriere, hjælper Manchester United til at overkomme Aston Villa i en kamp, man længe så ud til at tabe og derved spille mesterskabet næsten i favnen på Liverpool FC, er tragisk. Direkte resten-af-livet hjemsøgende. 

Først skal vi tilbage i tiden. Da Gerard Houllier overtager i 1998, først gennem delt managertjans med den pressede Roy Evans, er det fordi evige konfliktsky Liverpool med ejer David Moores i spidsen, ikke tror på at fyre managers. At den stabilitet der har været igennem 70erne og 80erne på managerfronten, nødvendigvis må gå i arv uanset at både verden og fodbolden har ændret sig umiskendeligt. Alt dette hører vi gennem bogen indgående fra sværvægtere som Jamie Carragher, Danny Murphy, assistentmanager Phil Thompson og til sidst Gerard Houllier.  

Det Liverpool-mandskab franskmanden Houllier overtager, er spist op indefra af Spice Boys, hvor ‘5-a-side’ træning og 'afternoon pints' går hånd i hånd. Det er ellers et kuld af unge, fortrinsvis lokale, spillere med Steve McManaman, Robbie Fowler, Jamie Redknapp, David Thompson og Jamie Carragher, der er i klubben på det tidspunkt, og de er mindst ligeså talentfulde - hvis ikke mere - end det Manchester Uniteds vidt berømmede årgang 1992. Der var “bare” en vis Alex Ferguson til forskel.

Gerard Houllier gjorde op med drengerøvsmentaliteten i Liverpool og var fantastisk for spillere som Steven Gerrard. Men sygdom kostede for meget i den sidste ende. Foto: Getty Images

Gerard Houllier gjorde op med drengerøvsmentaliteten i Liverpool og var fantastisk for spillere som Steven Gerrard. Men sygdom kostede for meget i den sidste ende.

Foto: Getty Images

Houllier er forfærdet over, hvad han ser og oplever. Han gør op med det med totalitær hånd, hvor han er overlæreren og assistentmanager Phil Thomsen er den bandende og svovlende idrætslærer, der i pausen fortæller spillerne, hvad der forventes af dem. Fowler ryger ud efter en episode på træningsbanen med Thomsen, så ikke alle er udelt begejstrede for den tilgang, manager og assistent ligger for dagen, beretter Thompson og Houllier levende om i bogen. Både Houllier, Thompson, Carragher, Owen og flere andre er inde på, hvor det gik galt for Houllier. Hvor projektet gik baglæns efter Cup Treble sæsonen i 2001, hvor man i den tid var en fast del af top 4. Houllier ender på hospitalet med hjerteproblemer og er tæt på at dø. Han får at vide af lægerne, at han kan se frem til 12 måneders genoptræning med fokus på ro og hvile. Ikke just optimale betingelser for en manager i Liverpool Football Club. Slet ikke for en manager, der tidligere havde arbejdet dag og nat.

De forfejlede indkøb

Da Houllier vender tilbage, udebliver resultaterne. Der bliver købt forfejlet ind  - Salif Diao og Ej Hadji Diouf kan nævnes - fordi Houllier ikke, som før i tiden, er fuldstændig inde over scoutingen, da han han stadigvæk må tage hensyn til sin fysiske tilstand. Han bruger mere tid på udenomsvirak, såsom kritik fra tidligere spillere, som han tillægger en nærmest paranoid værdi. Noget Houllier ikke før nu har været villig til at indrømme.  Til sidst må Houllier forlade posten som LFC-manager efter endnu en skuffende sæson, hvor Liverpool med nød og næppe lige får klemt sig ind på CL-pladserne. Tidligere Liverpool FC-CEO Rick Parry fortæller om samarbejdet med Houllier, Rafael Benitez og til sidst hvordan det var være en del af klubbens ledelse under Hicks og Gillett.

“Houllier stoppede to år for tidligt. Han ødelagde det, han havde bygget op, hvilket var et slagkraftigt mentalt stærkt mandskab, der kunne vinde i Barcelona, hvor de før, under Roy Evans og Souness, kunne tabe til Strasbourg, Brøndby og lignende hold. Det gjorde Houllier op med. Og han var god for de spillere, han kunne lide. Han var lidt af en faderfigur, især for sådan én som Steven Gerrard, som var en ung spiller, der havde brug for både fodboldfaglig og personlig støtte. Men han tabte meget efter sin sygdom, hvor han måtte tage så meget hensyn til sit helbred, at han ikke kunne fungere i sådan et krævende job, som det er at være manager for Liverpool Football Club. Men havde han ikke været der og opbygget den mentalitet, den vinderevne, så havde Liverpool ikke vundet i Istanbul i 2005-finalen i Champions League. Så var man fortsat med at tabe til små hold rundt omkring i Europa. Så selvom Houllier også i bogen overgør sin betydning ved at tage æren for, at Liverpool vinder CL-pokalen i Istanbul et år efter, han er blevet fyret, så er der et gran af sandhed i den påstand,” fortæller Hughes.

“For uden Houlliers arbejde med at opbygge en vindermentalitet og rydde op i disciplinen, var Liverpool end ikke kvalificeret til CL det år eller havde haft den mentale styrke til at spille med i de afgørende kampe.”  

Vi forsones med spillerne - de forsones med os

En af bogens helt store styrkepunkter er, at der er spillere, jeg forsones med efter mange år. Flere forlod LFC under omstændigheder, der mest af alt minder om et brud med en kæreste. Her tænker jeg på kapitlerne med Michael Owen og Fernando Torres, hvor især sidstnævnte for første gang fortæller om, hvorfor han blev nødt til at forlade Liverpool Football Club og tage til Chelsea i den handel, der kostede Roman Abramovich 500 millioner og medførte, at Liverpool købte Andy Carroll på transfervinduets sidste dag.

Fernando Torres forsones med Liverpool og tilhængerne med ham i Simon Hughes' bog. Foto: Getty Images

Fernando Torres forsones med Liverpool og tilhængerne med ham i Simon Hughes' bog.

Foto: Getty Images

"Både Owens og Torres´ historie minder om hinanden,” siger Hughes, da vi diskuterer de to mest profilerede og retrospektivt fejlagtige transfers i LFCs nyere historie. Ikke så meget for klubben, men for de to spillere, der så brændende ønskede sig, og til sidst kom, væk. For græsset var slet ikke grønnere på den anden side. Hverken for Michael Owen eller Fernando Torres.  Tværtom. Deres karriere skulle aldrig igen nå de højder, de fløj under i deres tid i Liverpool Football CLub

“Det var også derfor, jeg var rigtig glad for, at de takkede ja til at medvirke. Især Torres. Jeg kender hans agent og havde hørt, at han endelig var parat til at tale. Til at give sit syn på, hvad der skete. Jeg har oplevet i arbejdet med mine bøger, at sandheden som regel altid ligger et sted i midten. Så klubben har en version og spillerne en anden. Sandheden ligger ofte i midten. Men hvad jeg oplevede især med Fernando, var, at han var meget nuanceret i beskrivelsen af sin tid i klubben. Der var et stort element af skyld over, at tingene endte på den måde, som de gjorde. Han er en meget introvert fyr, Torres, der beskytter sig meget, men efter en halv time kom der både passion og varme i hans stemme. Man kunne simpelthen mærke, at meget af Liverpool-tiden var den bedste i hans karriere. Men, som han også siger i bogen, så lovede den øverste Liverpool-direktion og ejere ham ting, der ikke skete, og til sidst fik han uden omsvøb at vide, at det var bedst, han blev solgt. Der er ikke nogen tvivl om, at Fernando havde savnet en mulighed for at tale om de her ting i et format, hvor der plads og tid til at tale dybdegående om det. Men der skulle gå tid, så røgen og følelserne kom på afstand. For flere gange liver han op i både grin og smil, da han kommer i tanke om kampe, episoder og andre ting, som han ellers ikke har undt sig selv at tænke på i alle de år.”

Så det er ikke kun os, der forsones med Fernando Torres. Han forsones også med os, og udelukkende for det kapitel, som bevidst er Ring Of Fires sidste, bør man læse bogen, hvis man holder med den røde halvdel af Merseyside, fordi det følelsesmæssigt er det mest insisterende og involverende. Også personligt for denne signatur, som elskede Fernando Torres overalt i verden, og som efter afskeden lod sig omhylde af modernes fodbolds altomfavnende kynisme; den med at romantikken er død og at det ikke kan betale sig at lade sig blæse omkuld af disse moderne fremmedlegionærer og millionærer. Derfor var det vigtigt at få sat et nuanceret punktum, der igen kan gøre, at jeg kan tillade mig - ligesom Fernando Torres- at se tilbage på den tid med et nostalgisk smil på læben og en sang i baghovedet.

“Få glemmer hvor god en angriber han var. Han vandt Ballon d´Or. Han vandt  FA Cup-finalen mod Arsenal i 2001. Han var en superstjerne,” siger Simon Hughes.

Det er mere svært at tænke på Michael Owen som superstjerne i Liverpool Football Club, især med tanke på de valg han foretog sig efter, han forlod LFC, siger jeg til Simon Hughes. Man skriver ikke under med Manchester United, scorer mål for dem, trækker dig tilbage - for så at forvente, at man bliver omtalt som LFC-legende.

Michael Owen punkterede myten om romantikken i fodbolden med sit skifte til Manchester United, lyder påstanden. Foto: Getty Images

Michael Owen punkterede myten om romantikken i fodbolden med sit skifte til Manchester United, lyder påstanden.

Foto: Getty Images

“Det er sørgeligt, at han ikke er elsket eller velanset i nogle af de klubber, han har spillet for. Det, i sig selv, er noget af en bedrift. Det fortæller meget om, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side, og at de valg Owen lod sig overtale til, ikke gjorde ham nogen tjenester. For han var så ung, da han slog igennem. Og LFC havde Robbie Fowler, der var så elsket. Han blev set som den lokale gulddreng med et glimt i øjet, og var en direkte personificering af, hvordan scousere ser sig selv på banen. Det kunne Owen slet ikke. Så han måtte vælge et andet image. For tag ikke fejl. Som han kommer ind på i bogen, så kunne han både gå i byen, være hård som en negl og være midtpunktet sammen med Jamie Carragher, når der skulle tages pis på holdkammeraterne. Men det var ikke det, folkene bag ham ville have ud. Han var Englands gyldne dreng og han skulle være hele Europas gyldne dreng. “

Sådan gik det som bekendt ikke for Michael Owen. Han fik splinter bagi i Real Madrid, og havde allerede inden skiftet til den spanske kongeklub tænkt, naivt, vil nogen mene, at han tog mindst et år i den spanske sol, og hvis det gik galt, kunne han altid vende hjem til Liverpool. Men i mellemtiden havde LFC fået ny manager i Rafael Benitez, og havde under ham vundet Champions League efter den magiske aften i Istanbul. Og Benitez var nok interesseret i at tage Owen tilbage efter det fejlslagne år i Madrid, men ikke som førsteprioritet og ikke til de penge, som Real Madrid forlangte. Så efter flere, nærmest desperate, forsøg fra Owen på at gennemtvinge i et skifte tilbage til barndomsklubben, måtte han kapitulere og skrive under med Newcastle. Herefter fulgte flere forsøg på at skifte til Liverpool, uden held, inden Owen tog det valg, der til sidst umuliggjorde et skifte tilbage LFC: at takke ja til Alex Fergusons kurtiseren og dermed blev Manchester United-spiller.

“Vi er vant til, at spillere er troløse. Også lokale spillere. At de ser sig selv som deres eget firma, som skal have mest muligt ud af deres forretning. Måske var det Michael Owens skifte til United, som endegyldigt prikkede hul på romantikboblen og sparkede døren ind til moderne fodbold. Men nu hvor han selv er blevet agent, og skal rådgive unge spillere, kan man i bogen ane en større eftertænksomhed og refleksion over de valg, han traf, og måske endda også en snert af fortrydelse over, at han var så dreven. Så egenrådig fokuseret. Det klæder ham, og de gange jeg snakkede med ham, fremstod han både sympatisk og nuanceret. Jeg håber, det kan være med til at ændre læserens syn på ham eller i al fald få læseren til at reflektere med ham.”

Det er lige præcis det, Ring Of Fire kan: At få os til at reflektere sammen med de medvirkende om et årti I Liverpools historie, der bragte pokaler, masser af succes, for til sidst at bryde endegyldigt sammen efter år med fejlslagne beslutninger både på og udenfor banen. Noget Liverpool under FSG og  Jürgen Klopp først nu ser ud til nu at have fundet en strategi for at vinde tilbage. Ring Of Fire fortæller de virkelige historier fra dem, der var der og gennemlevede det. Historier, der ikke er blevet fortalt før.  Og det sig selv er en bedrift i et årti, hvor fodbolddækningen af Liverpool Football Club blev døgnomspændende.

 

Ring Of Fire af Simon Hughes er ude nu på Penguin, og kan købes her:

Topfoto: Getty Images

 

Podcast: Den ultimative guide til Polen-Danmark - Her er Hareides nøgler

Podcast: Den ultimative guide til Polen-Danmark - Her er Hareides nøgler

Mediano PL: Shearer, Henry eller Drogba? Her er den største angriber i Premier Leagues historie

Mediano PL: Shearer, Henry eller Drogba? Her er den største angriber i Premier Leagues historie