Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Aston Villa - når det er i klubbens DNA at tabe

Aston Villa - når det er i klubbens DNA at tabe

Aston Villa kollapsede fuldkommen sidste sæson og forlod den eksklusive klub af hold, der har spillet i Premier League siden begyndelsen - her 

Af Alfred Winther Groth

”Drømmenes teater” i Manchester blev lørdag den 16. april 2016 til ”Mareridtenes teater” for såvel de medrejsende fans som alle Aston Villa-fans verden over, da Uniteds Marcus Rashofrd var eneste målscorer i det opgør. Nederlaget blev historisk, da Aston Villa meldte sig ud af en helt særlig klub: De hold, der har spillet hver sæson i Premier League siden stiftelsen i 1992.

Det kom dog ikke som en overraskelse for nogen. Hverken spillere eller fans. De sidste mange sæsoner havde det blot været et spørgsmål om tid, før nedrykningen blev en realitet. Faktisk skal vi helt tilbage til sæsonen 2010/2011, før Birmingham-klubben var mere end fem point fra nedrykning. I den sæson blev det til en niendeplads i Englands bedste fodboldrække. Umiddelbart lød det som en god sæson. Men det var ikke realiteten. Ligaen var tæt, og kun ti point skilte ottendepladsen fra nedrykning. Resultatet den sæson skal ikke tillægges den franske manager, Gérard Houllier, men nærmere Martin O’Neil, som siden 2007 havde arbejdet holdet og klubben op fra en placering midt i tabellen til europæisk fodbold og kurs mod toppen af England.

Udsalg i Birmingham

Houllier formåede ikke at gentage O’Neils flotte sidste sæson i klubben, som bød på FA Cup-semifinale, League Cup-finalenederlag og en sjetteplads foran hold som Liverpool FC, Everton og ikke mindst de hadede lokalrivaler fra Birmingham City. Men hvorfor gik det så galt for den gæve franskmand, der blandt andet havde vundet Ligue 1 med Lyon, og flere pokaltitler i sin syv år lange ansættelse i Liverpool?

En af årsagerne skal blandt andet findes i en ændret transferstrategi. Efter amerikanske Randy Lerner i 2007 overtog aktiemajoriteten i klubben fra klubmanden Doug Ellis, var der frem til 2010 blevet købt større stjerner, end der var blevet solgt. Det lyder umiddelbart som en strategi, der er en (sub)topklub værdig. Men med salget af Gareth Barry til nyrige Manchester City i 2009 vendte denne tendens og en ubehagelig trend begyndte.

Læs her om problemerne for Birminghams fodboldklubber: 

Året efter blev endnu en vigtig spiller solgt, da James Milner for en hidtil rekordsum på 165 mio. kr. gjorde sin gamle leder Barry selskab, og skiftede til den blå del af Manchester. Helt mislykket hentede man i samme sæson Darren Bent til klubben, som sæsonen forinden havde bombet mål ind på stribe for Sunderland. Tilmed for den nette sum af knap 160 mio. kr. Altså var alle Milner-pengene spenderet – dengang kunne man dog ikke vide, at de lige så godt kunne være skyllet ud i toilettet. Darren Bent blev, som mange nok ved, en decideret fiasko og i stedet for de henholdsvis 24 og 17 scoringer, som det var blevet til i de to forgange sæsoner, så blev det til sølle ni mål i hans første sæson i klubben.

Randy Lerner var ikke en populær ejer af Aston Villa - så sent som i foråret 2016 var der store protester mod ham. Foto: Getty Images

Randy Lerner var ikke en populær ejer af Aston Villa - så sent som i foråret 2016 var der store protester mod ham.

Foto: Getty Images

Klubben blev dog klogere på indkøbsstrategi. Men der blev stadig solgt spillere, som var de fadøl før en kampstart. Endnu en gang blev midtbanen luget godt og grundigt ud, da bærende spillere som Ashley Young og Stewart Downing blev sendt til Manchester United og Liverpool. Som om det ikke var nok for Randy Lerner, så valgte han i sæsonen 2011/2012 at sælge den ene fanfavorit større end den anden. Dernæst blev ingen ringere end Alex McLeish hentet til klubben fra rivalerne Birmingham City. Ikke just lovende fremtidsperspektiver for fans og klub når man tænker på, at McLeish i den forrige sæson, 2010/2011, var rykket ned med den blå klub fra Birmingham. Et forhadt træner med en nylig nedrykning i bagagen virkede ikke som den mest lovende ansættelse. McLeish klarede som bekendt kun lige at sikre Aston Villa overlevelse, men en 16. plads var ikke godt nok, og han blev fyret, da sæsonen var overstået.

I februar måned 2012 - og altså inden McLeishs fyring - annoncerede Lerner og klubledelsen et underskud på 53,9 mio. pund, lige under en halv mia kr. I maj 2012 havde Lerner fået nok, og aktiemajoriteten blev sat til salg med en estimeret klubværdi på 200 mio. pund - 1,8 mia. kr. Men klubben blev ikke solgt med det samme – langt fra. Der skulle gå tre år, før der blev enighed om en pris - det vender vi tilbage til.

Klubbens salgsstrategi ændrede sig også. Efter salgene af Young og Downing i 2011/2012, skal vi hele tre sæsoner frem, før en spiller bliver solgt for mere end 20 mio. kr. I 2015/2016 blev det så også til hele tre afgange over 20 mio. kr., da Benteke, Delph og Weimann alle forlod klubben. Endnu engang farvel til offensive kræfter. Og samme transfervindue bød også på et farvel til rekordkøbet Darren Bent, da han forlængede sit lejeophold hos Derby County i forbindelse med et kontraktudløb hos Villa.

Sæsonen forinden, 2014/2015, hvor Paul Lambert stadig sad ved roret - efter at have overtaget posten som manager fra forhadte Alex McLeish – skete noget ganske interessant. Efter 25 kampe havde Aston Villa kun scoret 12 mål, hvilket var historisk lavt for en Premier League-klub, og så var lunten heller ikke længere, og Paul Lambert blev fyret. Tim Sherwood blev ansat, sikrede overlevelse, og blev fyret i den nye sæson efter otte nederlag i de ti første kampe.

Der skulle disciplin i truppen, og det var tid til genopbygning af den tidligere engelske storklub. Til det blev Arsène Wengers protegé fra dagene i AS Moncao, Rémi Garde, hentet ind. Han holdt dog heller ikke længe og blev fyret, da den onde spiral blev fuldendt. Aston Villa Football Club rykkede for første gang ud af den bedste engelske række i Premier Leagues historie.

Forandringens vinde blæser

I maj måned 2016 blev klubben så endelig solgt, da kinesiske Dr. Xia Jiantong – eller med sit engelske alias, Dr. Tony Xia – holdt pressemøde på sit kontor i Beijing. Den nye ejer var klar i mælet: ”Min ambition er at bringe Villa i top seks på mindre end fem år, og jeg håber, at klubben bliver blandt top tre i verden – endda som den bedst kendte i verden – på mindre end ti år”.

Min ambition er at bringe Villa i top seks på mindre end fem år, og jeg håber, at klubben bliver blandt top tre i verden – endda som den bedst kendte i verden – på mindre end ti år
— Xia Jiantong, ny ejer af Aston Villa

Store ambitioner for en klub, der blot en måned forinden havde forladt den engelske top tyve med et brag. Foruden de omfangsrige planer, så havde ”Doktoren” også en mere jordnær plan klar. Der skulle købes seks til syv spillere inden sæsonstart, og så skulle man af med så meget ’dødvægt’ som mulig. Til det ville den nye manager få stillet et sted mellem 150 og 350 mio. kr. til rådighed. Lovende takter fra en kinesisk rigmand, som ifølge eget udsagn aldrig havde mislykkedes med nogle af sine forretningsplaner.

Den nye manager blev en gammel kending af engelsk fodbold: Roberto Di Matteo. Den schweizisk-fødte italiener begyndte trænerkarrieren i Milton Keynes Dons, inden han senere ledte West Bromwich Albion til oprykning og deltagelse i den bedste engelske række og senere som midlertidig afløser vandt Champions League og FA Cup med Chelsea, inden han senere blev fyret fra London-klubben.

Samtidig med ansættelsen af Di Matteo blev der indkøbt, hvad truppen siden salget af Gareth Barry i 2009 havde skreget på: lederskikkelser. Ross McCormack, Tommy Elphick og Mile Jedinak havde hver især været anførere på deres tidligere hold. Mænd med hår på brystet var mere end velkomne. Efter år med salg af store profiler og katastrofale resultater begyndte det at se lyst ud. De nytilkommende spillere virkede dybt professionelle, og de havde tidligere vist, at de havde, hvad der skulle til for at levere sejre. Det der virkede som en taberkultur, uvant forankret i klubben, havde nu alle forudsætninger for at blive udskiftet af erfaringer og nyt blod samt store ambitioner.

Den italienske træner indbød tilmed flotte kombinationer og fremragende offensivt spil. Det nåede dog aldrig at sætte sig, og efter kun 124 dage i jobbet som manager for den tidligere sejrherre i Mesterholdenes Europa Cup tilbage i 1982, var Di Matteo færdig. Med svingende resultater og kun én sejr i de elleve første ligaforsøg vandt han aldrig tilhængernes hjerter. Og som den tidligere Aston Villa-angriber Garry Thomson så smukt forklarede BBC: ”Så snart du mister støtten fra de medrejsende fans, og de vender sig i mod dig, så er du i problemer”. Til trods for de spillemæssige lovende takter, så manglede det allervigtigste: sejrene. Og for at opnå dem manglede der stadig lederskikkelser, som viste sig frem og ville kæmpe for trøjen. De lovende indkøb virkede altså ikke som en umiddelbar succes, og taberkulturen stak formentlig dybere, end hvad nogle havde frygtet.

De mange års udsalg af store stjerner og konstant nedrykningsfare syntes at true en ellers lovende trup. Da Roberto Di Matteo blev fyret, kredsede snakken pludseligt om hvorvidt Aston Villa skulle opleve den samme nedtur, som Wolverhampton få år forinden havde lidt.

I hvad der virkede som et desperat forsøg på at forløse det nyindkøbte materiale, besluttede Dr. Tony Xia og resten af bestyrelsen at ansætte den gamle Birmingham-kending Steve Bruce. Den femte manager indenfor 12 måneder blev en pragmatiker med godt kendskab til det engelske ligasystem og flere oprykninger bag sig, men som ikke just stod øverst på Villa-fansenes ønskeliste.

Steve Bruce står nu i spidsen for Aston Villa. Foto: Getty Images

Steve Bruce står nu i spidsen for Aston Villa.

Foto: Getty Images

Det var nemlig ikke første gang, at den tidligere Manchester United-forsvarer blev ansat i en Birmingham-klub. Han havde stor succes i Birmingham City, hvor han var manager fra 2001 til 2007 og blandt andet huskes for sæsonen 2002/2003 hvor den blå del af Birmingham, for første gang siden midten af 1970’erne, endte højere placeret end Aston Villa.

Om tiderne er ovre, hvor de store spillere blev solgt til større klubber, og man konstant var i nedrykningsfare, er for fremtiden uvist. Men det er helt tydeligt, at der er forandring på vej. I sin blot anden kamp viste Steve Bruce, hvordan han angriber tilgangen til fodbold anderledes end Di Matteo gjorde.

For første gang i fjorten måneder vandt Aston Villa en kamp på udebane, da Reading den 19. oktober blev besejret med 1-2.

Det er helt tydeligt, at man med det nye ejerskab for første gang i årevis bliver mødt med store ambitioner, når man snakker om klubbens fremtid. Det er også tydeligt, at denne sæsons indkøb mere peger i retningen af større indkøb end salg.

Om tiden er ovre, hvor det at tabe lå så dybt i klubbens DNA, at det nærmere var reglen end undtagelsen at tabe er for fremtiden uvist. Men det lysner forude, og sejrene bliver flere og flere. Med Bruce ved roret er det blevet til tre sejre i fem kampe.

Om tiderne er ovre, hvor Aston Villa var en sovende gigant, er for fremtiden, ja, I har gættet det: uvist.  

Topfoto: Aston Villa-spillere efter kampen mod Man U, der kostede livet i den bedste engelske række. Getty Images

 

Mediano Superliga: Hvis Michelsen rejser til Stockholm og hvis Peter Sørensen bliver dømt, så...

Mediano Superliga: Hvis Michelsen rejser til Stockholm og hvis Peter Sørensen bliver dømt, så...

Labour-bastionen Sunderland blev reddet af en konservativ regering - men hvem skal redde en fodboldklub i frit fald?

Labour-bastionen Sunderland blev reddet af en konservativ regering - men hvem skal redde en fodboldklub i frit fald?