Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Derby della Madonnina - når djævlen og slangen kæmper om Jomfru Marias gunst

Derby della Madonnina - når djævlen og slangen kæmper om Jomfru Marias gunst

Der er derbyfeber i Milano. For 217. gang udkæmper AC Milan og FC Internazionale et af verdens største lokalderbyer, det traditionsrige Derby della Madonnina

 

Af Brian Bødker

I Italien er der en tradition for at opkalde lokalopgør efter byens vartegn. I Milano troner La Madonnina – den lille Madonna eller Jomfru Maria på dansk – øverst på byens vartegn Il Duomo. Det var derfor nærliggende at opkalde kampen imellem den rødsorte djævel og den blåsorte slange efter denne statue. Hvis alle officielle turneringer tælles med, så har FC Internazionale indtil nu vundet 77 gange, mens Milan har vundet 75. Hvis uofficielle kampe tælles med, har de to klubber til dato spillet 303 kampe, hvor AC Milan har vundet 115 gange, mens Inter har vundet 108 gange. Sådan kan statistik bruges til at gøre alle glade.

Derby della Madonnina har en lang historie. De to klubber mødtes første gang d. 18.oktober 1908, efter en gruppe brød ud af det daværende AC Milan og dannede FC Internazionale Milano. Derbyet har ved flere lejligheder været scenen, hvor verdens to stærkeste hold testede deres styrke. I 1960erne kæmpede Sandro Mazzolas Inter imod Gianni Riveras Milan. I 1990erne var Milano igen fodboldens hovedstad, hvor Ruud Gullits Milan udkæmpede hårde salg imod Lothar Matthäus´ Inter. I 1980erne spillede begge Baresi-brødre – Franco og Giuseppe – i Derby della Madonnina, men på hver deres hold. Derby della Madonnina er en særlig kamp i sæsonen, hvor der er mere end tre point på spil. Både spillere, fans og medier ser frem til denne kamp, som har helt sit eget liv. 

Derby della Madonnina har sit eget liv

Derby della Madonnina er en helt speciel kamp, som ingen af holdene vil tabe. Når Derby della Madonnina går i gang, så nulstilles holdenes tidligere præstationer i sæsonen. En sejr kan bringe mere end tre point. Den kan give gejsten, holdånden og smilet tilbage og derigennem være et vendepunkt for holdet. Spillerne går ind til denne kamp med ekstra motivation, og der frigøres derfor ekstra ressourcer i kampen. Det er meget svært at udpege en favorit i denne kamp. Som situationen er nu, er AC Milan øverst placeret og det mest formstærke hold af de to. Men selvom FC Internazionale´s optakt har været alt andet end optimalt, kan det vise sig at være til deres fordel. Inter´s favoritposition er at overraske som undertippet hold – når slangen bliver presset op i en krog, så bider den mere aggressivt. Ofte har det hold, som har ligget lavest i tabellen, brugt derbyet til vinde respekten og stoltheden tilbage og derfor kæmpet mest for sejren.

Hør Medianos podcast om opgøret mellem Milan og Inter her:

Det kan meget vel også ske i det 217. derby, hvilket gør derbyet så uforudsigeligt og tiltrækkende. Dette er jo også tilfældet ved andre lokalderbyer, men hvad der gør Derby della Madonnina helt særligt, og giver kampen sit eget liv, er den imponerende ramme som derbyet foregår i. Kampene er ofte meget taktiske affærer, hvor begge hold først og fremmest satser på ikke at tabe. Men La Scala del Calcio, som San Siro også kaldes, leverer enestående kulisser og rammer til drama.  San Siro indbyder tilskuerne til at løfte noget så ordinært som en fodboldkamp til et episk drama. Tribunerne på San Siro er meget høje og har plateauer, hvor fansene har plads og dybde til at lade deres kæmpe flag vejre fra side til side. De høje tribuner og taget på San Siro sørger også for at lyden og trykket holdes inde. Det mærkes blandt andet ved, at der er dejligt varmt på San Siro. Når tifosierne hepper, råber, synger og pifter, så bliver resultatet en trykkoger med et kolossalt lydinferno. Dette bliver ikke mindre af de kanonslag og romerlys som fyres af under kampen. Lugten af krudt og en hæs stemme er en del af Derby della Madonnina.

Tifoer er en central del af Derby della Madonnina - her skabt af Inter-fans. Foto: Getty Images

Tifoer er en central del af Derby della Madonnina - her skabt af Inter-fans.

Foto: Getty Images

Sidst, men ikke mindst, fuldender de kæmpestore og fantasifulde tifo´s en intens totaloplevelse, der kun sjældent ses andre steder. Både Milanista´erne og Interista'erne er verdens bedste til at producere og opføre tifo´s. Selv om jeg måber og griner mest af Curva Sud´s (Milan), så er jeg lige så imponeret af, hvad Curva Nord (Inter) formår at frembringe. Milano er ikke bare et center for mode, men også for tifo´s. Tifo´erne er ikke bare en stor flade med klubbens logo. I Milano fortæller tifo´erne ofte en historie om klubbens storhed eller gør tykt grin med modstanderen. Rigtig mange gange spiller klubbens symboler: djævlen for AC Milan og den blå slange for FC Internazionale, en hovedrolle i den visuelle fortælling, som tjener som et præludium for kampen.

Hvad der også er særligt ved Derby della Madonnina er, at derbyet er fredeligt uden voldelige sammenstød. Milans og Inters fans har et mindeligt forhold til hinanden. Der har været voldelige sammenstød igennem tiderne, men de sidste voldsomme sammenstød går tilbage til 1983, da en Inter-fan døde. Lederne af de to klubbers Ultra-grupper mødtes og blev enige om en våbenhvile, som har holdt indtil i dag. En årsag til den fredelige sameksistens ligger i det faktum, at de to klubber krydser familier, områder af byen, religioner og politiske tilhørsforhold. Der er ikke et Inter- eller Milan-territorium i Milano, eller en særlig filosofi, som knytter fansene til deres klub. Meget tyder i stedet på, at klubberne vinder fans, når de har sejrige perioder. Fansene af de to klubber kender hinanden godt og har et godt forhold til hinanden. Det er ikke usædvanligt at se Milanista´er og Interista´er gå på bar sammen før og efter derbyet. Den vigtigste drivkraft i rivalisering i mellem FC Internazionale og AC Milan er, at vinde La Madonnina´s gunst for dermed at gøre grin og vinde håneretten indtil næste derby.

Milan-tilhængerne holder sig ikke tilbage for rivalerne på den modstående tribune. Foto: Getty Images

Milan-tilhængerne holder sig ikke tilbage for rivalerne på den modstående tribune.

Foto: Getty Images

Hverken AC Milan eller FC Internazionale har i dag fordums styrke. Tidligere spillede begge hold med om mesterskabet, men de er nu henvist til spille andenviolin efter Juventus og Roma. Begge hold er i gang med en omstillingsfase med nye ejere, og denne proces sætter sit tydelige præg på begge hold.  De to klubber har udnyttet denne omstilling forskelligt, hvilket kan aflæses på banen. Mens AC Milan har haft en overraskende flot og stigende formkurve, med relativt ro internt i organisationen, så har Inter haft en forfærdelig start på sæsonen, kun overgået af stor tumult internt i organisationen. Både Inter og Milan har dog besejret Juventus på hjemmebane, hvilket gør ryggen meget rankere i Milano. I tider hvor resultaterne ikke lever op til forventningerne, er Derby della Madonnina en stor mulighed for at vinde æren tilbage og give de to Curva´er anledning til at tage pis på hinanden. Grundet FC Internazionales dårlige sæsonstart så har de mest at vinde i derbyet i år. Så lad os starte med at tage temperaturen på dem.

FC Internazionale – sædvanlige store ambitioner, sædvanlig tumult

FC Internazionale blev købt af det kinesiske Suning Group tidligere i år. Overtagelsen gik meget smidigt, men de overtog en klub i store problemer. Træner Roberto Mancini havde ikke indfriet forventningerne og blev fyret 16. august, kun fem dage før sæsonstart. At fyre en træner fem dage før sæsonstart er tåbeligt, men den beslutning blev overgået i tåbelighed af den næste beslutning: at ansætte den tidligere AFC Ajax-træner Frank de Boer. Det var et projekt, der var dømt til at mislykkedes fra starten. Frank de Boer havde fem dage til at forberede holdet til kampen imod Chievo (som Inter tabte 0-2), han talte ikke italiensk, havde ingen erfaring med Serie A og stod for en helt anden spilfilosofi og strategi, som ligger langt fra Inter´s DNA, og som spillerne var vant til. Det gik som forventet meget dårligt. Retfærdigvis skal det nævnes, at de Boer også var uheldig med, at hans anfører og stjerne, Mauro Icardi, gjorde sig upopulær hos Inters fans. Icardi udgav en bog: Sempre Aventi, hvori han beskrev en episode, hvor han kom op og skændes med nogle af Inter´s Ultras. I Icardi´s version gav episoden ham respekt i omklædningsrummet, og han truede med at hente 100 kriminelle fra Argentina, som ville dræbe alle, som truede ham. Inters ultras oplevede episoden noget anderledes. Det er her vigtig er pointere, at klubbernes Ultra-grupper er meget magtfulde grupper, som ikke bare møder op og hepper. De bliver taget dybt alvorligt af klubber og medier, og de kræver respekt.  Dette gælder også for Inters ultras, som  udsendte en erklæring, hvor de kaldte Icardi en løgner og krævede, at anførerbindet blev taget fra ham, samt at han var færdig for dem. De placerede et banner udenfor Icardi´s bolig, der svinede ham til, og proklamerede på de sociale medier, at de ventede på hans 100 kriminelle uden for hans bolig. Konfrontationen blev trappet ned, men ikke glemt. At det kunne komme til så voldsom en konfrontation imellem en spiller og klubbens mest loyale fans er uforståeligt og uprofessionelt. Det faktum, at Inter ikke læste bogen igennem og stoppede de kontroversielle passager, fortæller meget om, hvor lidt styr der er på tingene i Inter.  Mauro Icardi har længe været et problembarn i Inter, men han er samtidig også klubbens eneste stjerne, der leverer mange mål. Klubben fik meget travlt med at forlænge hans kontrakt, da Napoli havde udset sig ham som afløseren for Higuain. Higuain blev jo under stor begrædelse i Napoli snuppet af Juventus, så at snuppe stjernen fra Inter ville dulme noget af skuffelsen sydpå. Men Inter ville ikke sidde tilbage med sorteper i den spillerrokade. Derfor fik klubben travlt med at forlænge med Icardi og fik indført en frikøbsklausul på 110 millioner euro til at afskrække andre klubber.

Mauro Icardi scorer mål, men han har gjort sig voldsomt upopulær i byen med sin biografi. Foto: Getty Images

Mauro Icardi scorer mål, men han har gjort sig voldsomt upopulær i byen med sin biografi.

Foto: Getty Images

Den 1. november fyrede Inter så Frank de Boer efter 85 dage på trænerbænken. Han blev fyret selvom klubbens CEO, Michael Bolingbroke, tre dage forinden havde meddelt aktionærerne, at Inter stod 100% bag de Boer. Det afslørede en afgrundsdyb uenighed i klubbens øverste ledelse, og det skabte endnu mere tumult i FC Internazionale, da Michael Bolingbroke valgte at sige op 7. november. Bolingbroke blev erstattet af Liu Jun, som var tidligere vice-president i moderselskabet Suning Sports. Hvordan han vil klare jobbet, må tiden vise, men han har noget af en udfordring foran sig, da klubben er i krise og tilmed leverede et historisk stort underskud i 2015 på 140 millioner euro – over en milliard danske kroner.

Læs Brian Bødkers store gennemgang af Inter her:

Som erstatning for Frank de Boer har Inter ansat Stefano Pioli. Det skete efter en ansættelsesrunde, hvor spanske Marcelino og Gianfranco Zola også deltog. Hollandske Guus Hiddink også blev bedt om at deltage, men afslog dog tilbuddet om en samtale og referrede i stedet til hans CV. Suning Group ville tydeligvis prøve en anden tilgang til ansættelsen, end hvad de gjorde ved ansættelsen af de Boer: Der satsede Suning på hans navn i stedet for et klart match. Om ansættelse af Pioli giver bedre resultater må tiden vise, men Pioli har ikke noget imponerende CV at fremvise. Hans bedste trænermæssige resultat var i 2015 at føre Lazio til en tredjeplads og i pokalfinalen. Pioli er dog en træner, som har vist mod til at satse på unge talenter. Da FC Internazionale har nogle af Italiens bedste ungdomshold, kan der være et godt match på det punkt. Men det vil være et brud på en hidtidig praksis i Inter. Ser man på FC Internazionale spillertrup, så rummer den mange kvalitetsspillere, som er købt dyrt. Problemet i Inter er, at mange af spillerne er købt selvom trænerne ikke ønskede dem. Et aktuelt eksempel er brasilianske Gabriel Barbosa Almeida (Gabrigol) som blev indkøbt i august og hurtigt fløjet til Milano, dog kun for at komme på banen én gang i denne sæson. Til denne sæson har Inter investeret kraftigt, selvom klubben er ramt af en Financial Fair Play-sanktion. Det er gode spillere som Éver Benega, der skal bringe kreativitet på midtbanen, Antonio Candreva, som bringer gennembrud på kanten, samt João Mario, der skal skabe overblik og ro på midtbanen. Mario blev indkøbt i stedet for en anden meget dyr herre, den unge franskmand Geoffrey Kondogbia, som de Boer effektiv tog gejsten fra ved offentligt at latterliggøre ham. Disse spillere har kvalitet,  men formåede ikke at omsætte de Boers strategi til resultater.  Onde tunger proklamerer hånligt, at der er nye penge i Inter, men gamle dumheder. Hidtil har resultaterne ikke tilbagevist denne påstand. 

Interistaerne drømmer søde drømme om, at Diego Simeone vender tilbage til Inter som træner. Simeone spillede i Inter fra 1997 til 1999, og han og Inter vil være et Match made in heaven. Simeone´s defensive strategi med kompromisløs fight er lige i tråd med Inter’s DNA og Interistaernes forventninger til deres hold. Simeone har kontrakt med Atletico Madrid til sommeren 2018, så Interistaerne skal væbne sig med tålmodighed. De kan i mellemtiden med fordel kigge ud på, hvad der sker på CASA Milan. 

AC Milan – ejervakuummet udnyttes til realisme

AC Milan er i gang med at blive overtaget af det kinesiske investeringsselskab: Sino-Europe Sports Investment Management Changxing co.ltd., for nemhedens skyld forkortet til SESIMC. Overtagelsen af AC Milan går langsomt, og langt fra offentligheden. Der gisnes og gættes meget, da bagmændene i SESIMC ikke er særlige åbne. Det står i kontrast til i Inter´s ejere i Suning Group, som har været meget åbne fra overtagelsen af Inter.  SESIMC er meget tilbageholdene med, hvem de øvrige investorer er i konsortiet, sandsynligvis fordi hovedmændene i SESIMC stadig forhandler om at få flere investorer med. Mens strukturen i ejerskabet bag AC Milan stadig er tåget, så er den nye organisationinternt i klubben ved at falde på plads. De tidligere direktører Andriano Galliani (Uncle Fester) og Barbara Berlusconi er på vej ud, mens Silvio Berlusconi ser ud til at blive ærespræsident i klubben. Ny CEO er Marco Fassone. Han var tidligere CEO i FC Internazionale, men blev fritstillet da Erick Thohir hentede Michael Bolingbroke ind. Som sportschef har han hentet Massimo Mirabelli, der tidligere var talentchef i FC Internazionale. Milano er et ganske godt arbejdskraftopland for ansatte inden for fodboldverdenen.

Læs Brian Bødkers store gennemgang af AC Milan her:

Ikke alt er dog rosenrødt i AC Milan. Marco Fassone og SESIMC vil meget gerne have en goodwill-direktør ind i klubben. En goodwill-direktør er eksempelvis en tidligere topspiller, som kender klubben og som kan videreføre klubbens DNA og vinderkultur. Endvidere har en tidligere topspiller en større legitimitet til at kritisere holdet, og nyder ofte stor anseelse hos fansene. Juventus har sådan en goodwill-direktør i Pavel Nedved og Inter har det i Javier Zanetti. Det oplagte bud for AC Milan er spilleren med flest kampe for klubben og det gudesmukke ansigt: Paolo Maldini.  Fassone og Maldini har haft drøftelser om en rolle for Maldini, men Maldini valgte offentligt at afvise tilbuddet med manglende ansvar og indsigt i ejerstrukturen som årsag. At Maldini offentligt afviste Fassone og SESIMC er lidt af en ydmygelse, men Fassone arbejder på at få anden topspiller med i direktionen.

Mens Berlusconi har travlt med at overdrage nøglerne til CASA Milan til SESIMC, er der på den sportslige side opstået et ledelsesmæssigt vakuum. Hverken de gamle eller de nye ejere har pt. en klar målsætning, ligesom at hverken de tidligere eller de kommende direktører vil igangsætte revolutioner i dette efterår. Dette har givet den nye træner Vincenzo Montella et stort ledelsesrum og meget frie hænder til at sammensætte sit hold uden indblanding fra ledelsen. Det udnytter han forbilledligt.

Montella blev hentet til klubben d. 1. juni i år, og efter mange trænerforsøg har han vist sig at være den rigtige til posten. Adriano Galliani var overbevist om, at Montella kunne få Milan igennem disse vanskelige tider og samtidig spille attraktiv fodbold. Det var han for øvrigt også med Clarence Seedorf og Filippo Inzhagi. Galliani insisterede på, at det var ”the Milan-way ”, og det har man gjort de sidste 30 år, lige siden dagene med Arrigo Sacchi. Galliani har med Montella fået ret indtil videre, men på en anden måde end han regnede med. For Montella har fået ro og identitet på holdet, ved at jage ”spøgelserne” ud af omklædningsrummet. Det er de spøgelser, som hjemsøgte spillerne med krav om titler og sejre i Champions League. Spøgelserne krævede også, at Milan dominerede med underholdende angrebsspil, hvor sætningen: ”Vi er Milan – vi skal dominere og angribe” ofte ekkoede i gangene på Milanello og San Siro. AC Milan og Montella vil stadig dominere og underholde, men han har taget presset af spillerne ved realistisk at erkende Milans nuværende styrke og give holdet en strategi, som spillerne kan udføre. Alt for længe har Milan været arrogant og troet, at blot ved at hænge en rød-sort trøje på en halvgod, lejet spiller, så ville underholdningen og sejrene komme af sig selv. Milan har ikke villet indse, at høje ambitioner kræver investeringer i kvalitet eller lang tålmodighed. Montella begår ikke den fejl, at skrue op for forventningerne ved at gentage mantraet om at dominere og angribe. I stedet taler han om, at resultatet i den næste kamp er det vigtigste. På den måde har Montella kløgtigt udnyttet klubbens nuværende vakuum på ejerskab til at få realisme ind i klubben.

Montella er en typisk pragmatisk Milan-træner. Han prioriterer at spiller flot og underholdende, når det er muligt, men prioriterer altid sejren højest. Han er derfor villig til at lade modstanderen få initiativet, hvis det giver bedre resultater. Montella er også en taktisk klog træner.

“Jeg tror ikke på formationer, i stedet ser jeg på strategier og de kan ændre sig. Jeg tror på en filosofi, fordi det er vitalt at have en. Du vælger en og arbejder med den – ellers skaber man bare forvirring,” lyder det fra Montella

Han er meget inspireret af Marcello Lippi´s måde at tænke taktik, og ligesom Lippi er Montella fleksibel og spiller ofte med mere end én formation i en kamp.

Montella udformer først sin strategi for den kommende kamp. Han analyser modstanderen og tager i betragtning, hvilke spillere han kan mønstre. Derefter tilpasser han taktikkerne og formationerne.  Montellas strategi er, at opnå kontrol med kampen igennem boldbesiddelse. Hans hold spiller ud fra forsvaret og ligger et højt tryk på modstanderen. Hans angribere er første linje i forsvaret, hvilket er noget som ikke behager Carlos Bacca. Han har dog indtil videre affundet sig med det. Den defensive del har tidligere været Milans achilleshæl, men Montella har fået mere disciplin og styr på forsvaret, bl.a. ved at markere mand-til-mand, og have en målmand som effektivt rydder op. AC Milan er nu et hold med en identitet og en strategi, som spillerne kan udføre.  Det har givet spillerne overskud til at løbe mere og bakke hinanden op.  

Milans blot 17-årige målmand Gianluigi Donnarumma personificerer klubbens nye strategi: brug de unge talenter. Og Donnarumma har potentialet til at blive verdens bedste. Foto: Getty Images

Milans blot 17-årige målmand Gianluigi Donnarumma personificerer klubbens nye strategi: brug de unge talenter. Og Donnarumma har potentialet til at blive verdens bedste.

Foto: Getty Images

Montella har været dygtig og heldig med at benytte Milans unge talenter. Den 18. årige Manuel Locatelli har effektivt overtaget pladsen som Regista i Montelivo´s skadespause. Locatelli skrev sig ind i alle Milanista´ernes hjerter, da han scorede sejrsmålet i mod Juventus med et drømmehug.  På holdet er også talenterne Mattia de Sciglio, Suso,  Alessio Romagnoli, David Calabria og den stærke angriber M´Baye Niang, som ser ud til at realisere det potentiale, som alle så i Mario Balotelli. Sidst, men ikke mindst, er der jo Gianluigi Donnarumma!

Mærk jer dette navn! Han bliver verdens bedste målmand. Med en højde på 1,96 meter, reflekser som en kat, og en excellent evne for positionering har han alle forudsætningerne for at blive den bedste. Dette kombineret med en ydmyghed, vindermentalitet samt en alder på kun 17 år gør, at jeg har en urokkelig tro på ham. Han debuterede som 16-årig for Milan og som 17-årig på landsholdet mod Frankrig. Han har i mere end én kamp sikret AC Milan point, og givet det skrøbelige forsvar tilliden tilbage. Nu bliver forsvarsfejl ikke kynisk straffet med mål, men taget af Donnarumma. Sådan en evne giver tillid og ro på holdet.

Den store grundbog om Serie A finder du lige her:

Montella og de unge djævle har fået troen og realismen tilbage hos Milanista´erne. I Milan er der nu mere en erkendelse af, at man ikke er på højde med Juventus og Roma, men at de er inden for rækkevidde.  Der er også forhåbninger om, at med SESIMC´s overtagelse af klubben, bliver der også pumpet 100 millioner euro i klubben til nye spillere. Der er således optimisme i AC Milan.

Men det er ikke nok for at opnå sejren i Derby della Madonnina. Som alle kendere af Derby della Madonnina ved, så nulstilles sæsonens præstationer, når de to hold mødes på San Siro. Derby della Madonnina har sit eget liv, hvor der kæmpes om mere end tre point. En sejr kan give et ekstra boost til resten af sæsonen, og det vil fansene gøre alt for at understøtte. I Derby della Madonnina kæmper slangen og djævlen således ikke bare på banen, men i lige så høj grad på tribunen om Jomfru Maria´s gunst. 

 

 

 

En rigtig Mediano Special uge: Fire lande - fire storkampe - fire podcasts

En rigtig Mediano Special uge: Fire lande - fire storkampe - fire podcasts

Pogba og de store forventninger

Pogba og de store forventninger