Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Joey Bartons biografi: Hans version af dét røde kort

Joey Bartons biografi: Hans version af dét røde kort

Joey Barton er en omdiskuteret person i fodboldens verden. Utilregnelig, provokerende og voldelig. Men også et skrøbeligt menneske med lille selvværd og alkoholproblemer. Her bringer Mediano et uddrag af den netop udgivne selvbiografi

 

Scenen er Etihad Stadium på den sidste spilledag i 2011-2012-sæsonen. Queens Park Rangers spiller mod Manchester City. Stillingen er 1-1 efter 55 minutters spil. Joey Barton er sekunder fra at få et rødt kort, der udløser voldsomme 12 spilledages karantæne og betyder, at han på en lejeaftale forlader QPR til fordel for franske Marseille. Her er hans version af udvisningen og hvad der fulgte efter:

 

De har kun råd til plastikflag på Etihad Stadium, men reaktionen på min udvisning lugtede af brændende fakler båret af en lynchgruppe. De kaldte mig et dyr.

Jeg kan ikke påstå at det var uretfærdigt, men forbandelserne tog ikke højde for den uhyggelige klarhed der kendetegnede min tankegang under en af min karrieres mest berygtede hændelser. Jeg bliver konstant spurgt om episoden. Jeg kan rationalisere hændelsesforløbet uden at undskylde det. Det passede ind i et mønster: Forud for de fleste af mine store kontroverser er gået to til tre måneder med periodisk tilbagevendende uro, som regel væk fra offentlighedens søgelys. Det er lidt ligesom en vulkansk eksplosion. Presset opbygges, plader forrykker sig og så booooom! … Presset udløses med en spektakulær, destruktiv kraft.

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Dette lyder borderline sindssygt, men jeg var i komplet kontrol efter at jeg havde reageret på Tevez’ snu albuestød mod mit ansigt. Når jeg ser overvågningskameraernes optagelser af det slagsmål i bymidten som jeg røg i spjældet for, kan jeg se at jeg var ude af kontrol. Når jeg ser sammenstødet med Tevez, kan jeg se at jeg er analytisk, nærmest distanceret.

Køb bogen her:

Jeg vidste hvad der kom da dommeren Mike Dean kom gående hen imod mig efter at have konsulteret sin ene linjedommer, Andy Garrat. Shaun Derry hang nærmest på skulderen af ham og råbte ind i øret på ham, mens han stak hånden i lommen for at fiske det røde kort frem. Jeg overrakte roligt anførerbindet til Dezza da jeg hørte Bobby Zamora hvæse: ”Tag en med dig i faldet.” I dag griner vi ad det, men jeg kan huske at jeg tænkte: ”God idé!” Jeg købte mig et par sekunder ved at protestere, og så begyndte dominobrikkerne at falde.

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Aguero var lige i nærheden, og han var følelsesmæssigt involveret fordi jeg havde slået hans ven. Jeg sparkede ham på låret i håb om at han ville gøre gengæld, men han røg til jorden lige så hurtigt som en overmatchet bokser der søger tilflugt på kanvassen. Vincent Kompany kom busende frem med spændte skuldre og brystet skudt frem. Han var helt åben for et punch, men jeg fintede en skalle for at se om han ville reagere. Martin Tyler, som i øvrigt er en fremragende kommentator, observerede: ”Det her er vanvittigt,” men han kunne ikke læse mine tanker. Jeg overvejede nøgternt chancerne for at ryge i slagsmål med Joleon Lescott før Kevin Hitchcock og Eddie Niedzwiecki, QPR’s trænere, kunne få fat i mig. Micah Richards, en ven fra mine dage i City, hjalp dem med at skubbe mig ud af banen. Først da fik jeg øje på endnu en ubenyttet reservespiller, Mario Balotelli, der poserede som den tegneseriespiller han var og altid vil være. Jeg var på vej hen imod ham da jeg indså at det ville være nytteløst at slås med ham eftersom det ikke ville påvirke kampen at få ham vist ud. Virkeligheden, og skyldfølelsen, kommer da jeg – frivilligt – går i spillertunnellen.

Jeg har fucket mit hold.

Jeg har lavet lort i den, igen. Jeg er virkelig, virkelig ude at skide. Da jeg står under bruseren, gør jeg hvad jeg plejer at gøre i den slags situationer. Jeg distancerer mig fra de uundgåelige konsekvenser og forsøger at aflede skylden. Det er en forsvarsmekanisme der ærlig talt generer mig. Den er et selvbedrag der søger tilflugt i ordene hvis, men og måske. Hvis den knægt i Liverpools bymidte ikke havde sparket Nadine, havde jeg ikke overfaldet ham. Hvis Dabo ikke havde vendt sig og var stormet mod mig, havde jeg ikke slået ham ud. Hvis Tandy ikke havde sat ild til min skjorte, ville jeg ikke have angrebet ham med alle til rådighed stående midler.

Mit indre barn, den umodne karakter der er bange, sårbar og frygtsom, fortæller mig at jeg er magtesløs i den slags situationer. Men jeg er en voksen mand. Jeg ønsker at blive betragtet som ældre og klogere, som en statsmand. Den mere modne og rationelle del af min psyke skælder mig ud og fortæller mig at jeg er bedre end den slags skæve ræsonnementer og så skadelig en opførsel. Barnet angriber, manden lider. Barnet siger ”Shit happens”, manden føler anger.

Jeg kan ikke gå rundt og bære på byrden af denne konflikt hver dag. Det er energikrævende, og jeg er nødt til at lære at lade tingene passere. Mit problem, der forværres på grund af mit rygte, er at ingen andre har til hensigt at lade tingene fare. De kommer efter mig. Fodbold har en aldrig svigtende evne til at fremhæve personlige brister.

Jeg så slutminutterne af kampen fra indgangen til spillertunnellen. Her havde jeg frit udsyn til Roberto Mancinis nedsmeltning da City var ved at tabe 1-2 til ti mand. Jeg har aldrig set en manager der i den grad har tabt sutten. Han løb frem og tilbage langs sidelinjen som en vanvittig mens han konstant skreg: ”I svigter mig.” Tro mig, den slags nedsættende bemærkninger kan ikke vaskes væk med den champagne man drikker når der skal fejres. Spillere er vant til at håndtere pressede situationer, og den slags svaghed bliver hverken glemt eller tilgivet. Jeg er sikker på at den eftermiddag der markerede hans største triumf som manager, var begyndelsen til enden for Mancini i Manchester. Hans spillere kunne ikke længere stole på ham.

Jeg havde selvfølgelig mere presserende spørgsmål at forholde mig til. Jeg var et vrag efter kampen og kunne ikke rigtig forholde mig til de andres lettelse over at have undgået nedrykning. Jeg overfusede sågar Samir Nasri fordi han kom ind i vores holdbus for at dele sin glæde over at City havde vundet mesterskabet, bare fordi vi ikke havde noget at fejre. I lufthavnen forsøgte klubbens ejer at trøste mig ved at rose mig for mit bidrag gennem hele sæsonen, men Hughes’ farvel-håndtryk overbeviste mig ikke. Det var med god grund, for klubbens ledelse mødtes for at afgøre min fremtid allerede inden fodboldforbundets disciplinærkomités høring omkring masseslagsmålet på Citys hjemmebane.

Jeg blev idømt 12 spilledages karantæne – hvilket var uden fortilfælde – og en bøde på 75.000 £, præcis som det blev foruddiskonteret i den dags morgenaviser. Jeg er sikker på at en sådan forudseenhed var tilfældig, for det er naturligvis under Vort Store Spils vogteres værdighed at briefe medierne på forhånd.

Resten skete per automatik. Jeg blev overdraget til sprængningskommandoen da jeg genoptog træningen. Klubben idømte mig en bøde på seks ugers løn og forbød mig at tage med på en rejse til Asien inden sæsonstarten. Mine chancer for at bestige Everest var større end mine chancer for at beholde anførerhvervet. Hughes holdt en pause fra sin beskæftigelse med at foretage underlige og vidunderlige spillerindkøb for at betro mig at han havde ordnet det således at jeg kunne skifte til Sheffield Wednesday på en lejeaftale. Med opbydelsen af hele min diplomatiske snilde bad jeg ham om at rende mig i røven.

Havde jeg brug for fodbold på det stadie i mit liv? Nej. Havde jeg mistet kærligheden til alt hvad der havde med spillet at gøre? Ja. Så forlad dog spillet. Men hvorfor skulle jeg rive en kontrakt i stykker der først udløb om tre år? QPR havde været desperate efter at sende et signal ved at betale mig en masse penge. Hvorfor gøre vrøvl? Jeg kunne læne mig tilbage og lade dem alle sammen udråbe mig til skurk – og alligevel leve en bekvem tilværelse. Jeg er ikke sådan at løbe om hjørner med, for jeg tilbød Fernandes muligheden for at fyre mig. Han ville være forpligtet til at betale mig restbeløbet af mit sign-on fee på 6 millioner £, nemlig 4,5 millioner, men han ville spare penge på min grundløn som han ellers var pligtig til at betale i henhold til min oprindelige kontrakt. Han afviste mit forslag og blev særdeles forbløffet over min nødplan. Jeg ville have lov til at skifte til Fleetwood Town der lige var rykket op i Football League.

Idéen var ikke helt så tåbelig som den måske kunne lyde. Jeg var gode venner med Andy Pilley, bestyrelsesformanden i Fleetwood, og med Andy Mangan, en angriber der senere forlod klubben og nu på anden sæson spiller i Shrewsbury Town. Jeg havde lyst til at træne hårdt og bruge min tid bedst muligt – ved at genopdage fodbold af den gamle skole hvor det gjaldt om at vise nosser, og hvor afdraget på huset stod og faldt med resultaterne på banen. Min tid i Fleetwood var kortvarig, men god. Oprindelig havde jeg ingen plan om at skulle spille kampe fordi jeg ikke ville risikere at løbe ind i en skade på et tidspunkt hvor flere klubber, heriblandt Fenerbahçe, viste interesse for mig, men jeg lod mig overtale til at spille 45 minutter da vi besejrede Kilmarnock 4-0 i en venskabskamp. Micky Mellon, manageren i Fleetwood, viste sig fra sin humoristiske side idet han lod som om han fik et raserianfald da jeg efterfølgende missede en træningssession for at flyve til London.

Der var bogstavelig talt gang i svingdøren da jeg gik ind på Chelsea Harbour Hotel. José Bosingwa var på vej ud efter at have underskrevet en kontrakt med QPR. Han holdt mindre end et år, og han grinede blot da det stod klart at QPR ville rykke ned.

Mit møde med Vincent Labrune og José Anigo, henholdsvis præsident og sportsdirektør i Olympique de Marseille, forløb lige så venskabeligt og produktivt som jeg kunne have ønsket. Samtalen gled ubesværet i et par timer til trods for den begrænsning det gav, at der skulle en oversætter indover. De var mænd af format hvis mål var at gå fra Europa League til Champions League. Jeg tror de blev overraskede over dybden i mit kendskab til fransk fodbold, og over det faktum at jeg på forhånd havde tænkt over hvordan jeg bedst kunne passe ind på holdet, som tilbagetrukken midtbanespiller. Vi diskuterede den yderste højrefløjs politik, men først efter at jeg havde forsikret dem om at rygterne om at jeg havde en racistisk tatovering, var grundløse. Efterfølgende fjernede Fernandes den sidste barriere ved at indvillige i at betale en lille procentdel af min løn. Jeg takkede ham og sagde at han skulle forberede sig på hårde tider, for Rangers ville ikke vinde en eneste kamp i sæsonens første to måneder. Jeg tog fejl. Det varede nærmere tre måneder. Det var ikke mit problem, i hvert fald ikke på kort sigt.

Jeg havde det indtryk at Marseilles tilhængere godt kunne lide at deres spillere var markante, så jeg valgte at fremkomme med en slags politisk budskab ved at være iført en sort T-shirt som jeg havde fået af Hillsborough Justice Campaign, da jeg officielt blev præsenteret i det sydlige Frankrig. På forsiden stod navnene på de 96 omkomne, på bagsiden et dybfølt budskab: ”Køb ikke The S*n.” Den gestus blev godt modtaget, men jeg var ikke forberedt på den scene der mødte mig da jeg dukkede op på Stade Vélodrome for at se mine nye holdkammerater spille mod Rennes. Bag det ene mål var et stort banner der hyldede mine to lidenskaber, fodbold og The Smiths. Budskabet stod skrevet med hvide gotiske bogstaver på en rød baggrund: ”Welcome Sweet and Tender Hooligan”.

Topfoto: Getty Images

Was passiert, Bayern? Det halter for Carlo Ancelottis projekt

Was passiert, Bayern? Det halter for Carlo Ancelottis projekt

Mediano CL: Der er noget der ikke fungerer i Barcelona

Mediano CL: Der er noget der ikke fungerer i Barcelona