Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Fodboldministeriet: Når direktøren pipper og Per P laver store ting

Fodboldministeriet: Når direktøren pipper og Per P laver store ting

Hvad betyder det for spillertruppen, når direktøren eller præsidenten sparker nedad i pressen? Hvem henter dobbeltpoint i Landsholds-Lars quiz’en? Og hvordan tackler Per P det, når der bliver lavet en prank på ham? Få svarene i 14. udgave af Fodboldministeriet.

AF CHRISTIAN WOLNY & STURE SANDØ

Fodboldministeriet er på banen igen. Denne gang med en ekstra frisk Landsholds-Lars, der efter at have løbet hele vejen fra hjemme og til Pirlos Hule er sprængfyldt af energi. Og raseri. Den kombination giver Jacobsen så meget selvtillid, at han beder om at få sat dobbelt indsats på højkant i Landsholds-Lars quiz’en. En farlig leg, der enten kan sætte ham helt af i den samlede stilling, eller bringe ham tilbage i kampen om sejren.

Wolny, Jacobsen og Producer-Sture får diskuteret, hvad det egentlig betyder for en trup, når en direktør eller bestyrelsesformand går ud med offentlig kritik af deres arbejde, som Jacob Nielsen gjorde i AGF i den forgangne uge. Om hvorfor spillerne ikke tager det så alvorligt, som så mange andre måske ville gøre på en arbejdsplads, når den øverste chef rasler med sablen. Hvorfor spillertrup og trænerteam i de fleste klubber er isoleret fra den øverste ledelse og resten af administrationen. Og om hvorfor en offentlig kritik faktisk ofte kan ende med at have den modsatte effekt af, hvad der var ønsket bag den.

Fodboldministeriet skal også finde vindere af konkurrencen, hvor præmien er eksemplarer af den nye bog om Superligaens historie fra Turbine Forlaget i anledning af ligaens 25-års jubilæum. Producer-Sture har valgt blandt de mange indsendte bud og vindernes egne favorit-anekdoter kan høres i denne uges podcast. En lytter spørger til, om det kan passe, at enkelte spillere bare ganske enkelt altid er i god fysisk form. Og det ender i en snak om Jürgen Klopp og Diego Maradonas opvarmningsøvelser i 80’erne.

Og så spiller Landsholds-Lars som nævnt højt spil i sin egen quiz. Find ud af om det betaler sig lige inden, du får serveret Per P News med en anekdote, som legenden selv har budt ind med. Uden at afsløre for meget, så er det en historie der bekræfter to ting: 1) at Per P HAR været postbud ved siden af karrieren som fodboldspiller. 2) At den tidligere bomber var lige så fræk uden for banen som foran målet. En anekdote der får både Producer-Sture og Wolny til at miste mælet af grin og forbavselse. Alt sammen får du i 14. udgave af Fodboldministeriet, der er produceret i samarbejde med Faxe Kondi. Husk at du hver mandag kan få Fodboldministeriet direkte ind på din telefon eller ipad ved at ved at abonnere på podcasten i iTunes eller Soundcloud.

Foto: Christof Koepsel/Getty Images

Glinvads La Liga-klumme: Alarm i Catalonien

Glinvads La Liga-klumme: Alarm i Catalonien

Mediano Superliga: Tilskuerkrise - Hvorfor bliver I hjemme?

Mediano Superliga: Tilskuerkrise - Hvorfor bliver I hjemme?