Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Debatoplæg: Er vi kloge nok i vores talentudvikling?

Debatoplæg: Er vi kloge nok i vores talentudvikling?

Hvordan udvikler man talent? Diskursen er, at vejen til de bedste resultater går over tidlig identificering og specialisering. Men der er et alternativ

Af Rasmus Bøving Hansen

Ajax, Barcelona, Manchester United – listen og historien af store europæiske fodboldklubber, der årligt skyder et tocifret millionbeløb i talentudvikling, er lang. De danske fodboldklubber har ikke de samme midler og derfor bliver det nødvendigt at overveje, hvordan vi undgår at tabe terræn på den internationale scene.

Denne artikel er ment som et bud på, hvordan vi kan gøre det anderledes – og måske bedre - i Danmark. For det er nødvendigt at tænke i nye baner, hvis vi skal være i stand til at udvikle næste generation af Laudrup-brødre og den nye Peter Schmeichel – eller Kasper, om man vil. Dem, der kan erobre de danske fodboldhjerter på både klub- og landshold. Inspirationen kommer fra andre sportsgrene, hvor man har gjort tingene anderledes, men hvor det stadig er lykkedes at konkurrere på det højeste, internationale niveau.

Danmark er et lille land. Vi har en sparsom mængde talenter og derfor skal vi være klogere end de andre, når vi udvikler vores unge fodboldspillere fra talenter til eliteatleter.

Den tidlige specialisering - hvad gør vi i dag?

Generelt er der i fodbold en konsensus om, at talent skal identificeres tidligt. Børn ned til 10-11 års alderen bliver udvalgt og sat til at konkurrere i miljøer, hvor fokus konstant er på at vinde. Det handler om resultatet og morgendagens kamp, og ikke om udviklingen på længere sigt. Der bliver forventet og forlangt meget fra de små voksne; træning året rundt og kampe weekend efter weekend. Børnene skal i den forstand præstere, som om de var voksne elitesportsudøvere. På Fyn spiller de fra U10 til U12 en turneringsstruktur, som de kalder ”Golden League”. Turneringen er opbygget således at der er fire hold i en pulje. Disse fire hold skal spille én gang mod hinanden, hvor det dårligste af de fire hold rykker ned. Herefter gentages dette tre gange på tre måneder. Det betyder at i en klub som OB, hvor man vil være de bedste i alle årgange, er man tvunget til at fokusere på resultatet og sejren. Hvis ikke, rykker de ned.

Hør denne Mediano Special podcast om dansk talentudvikling. Peter Brüchmann i samtale med Ole Bjur, Niels Frederiksen og Michael 'Mio' Nielsen:

Denne turneringsstruktur er opbygget på denne måde, fordi der er en diskurs om at tidlig specialisering er vejen frem. Dette indebærer at spillerne fra en ung alder gennemgår en meget målrettet og koncentreret træning i jagten på den professionelle karriere. Det betyder også at der kræves resultater i en tidlig alder. Der er altså fokus på at kampen i morgen skal vindes, men ikke fokus på kampen om 10 år.

Flere af disse holdninger bygger på svenske Anders Ericssons forskning. Hans kongstanke er, at det kræver 10.000 timers træning og en tidlig specialisering  for at blive eliteatlet. En tanke som Rasmus Ankersen, der er bestyrelsesformand i FC Midtjylland, ligeledes har været eksponent for. Problemet er, at metoden kan medføre et tab af motivation, før seniorkarrieren overhovedet er begyndt. I øvrigt kan det give skader, der kan tvinge den unge sportsudøver til at stoppe på eliteplan.

Forskning fra netop Sverige viser også, at flertallet af de professionelle fodboldspillere har haft et udviklingsforløb som det, der er beskrevet ovenfor. Spørgsmålet er om systemet bliver en selvopfyldende profeti, hvor de talenter der lykkes, er dem der trives med den tidlige specialisering. Enhver metode vil give et naturligt frafald, som viser sig når spillerne vokser op og enten taber motivationen eller rammes af skader. Muligvis begge dele.

Yussuf Poulsen er en af de spillere, der er født i årets første halvdel og dermed har en fordel på ungdomsholdene. Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports/Getty Images

Yussuf Poulsen er en af de spillere, der er født i årets første halvdel og dermed har en fordel på ungdomsholdene.

Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports/Getty Images

Andre gange skyldes frafaldet simple faktorer – eksempelvis hvornår på året er man født. Altså den relative alderseffekt. Forskning viser at de fleste elitesportsudøvere, ikke kun i fodbold men også i andre sportsgrene, er født i starten af året. I Spanien konkluderede et hold forskere i 2008, at 70-79% af ungdomslandsholdspillerne var født indenfor årets første seks måneder. Det danske A-landshold, der spillede mod Tjekkiet den 15. november 2016, havde en relativt høj alderseffekt på 61%. Dette var på trods af at holdet var uden spillere som Christian Eriksen, Andreas Christensen, Simon Kjær og Yussuf Poulsen, der alle er født i årets første seks måneder. I dette tilfælde, ville effekten have været højere. I de unge årgange er spillerne simpelthen fysisk større og tidligere udviklet. Derfor konkurrerer de på ulige vilkår i forhold til andre spillere fra samme årgang. Dette er logisk. Derfor har et land som Belgien også udviklet et såkaldt ”Future-landshold”, der samler de spillere, som er fysisk mindre, eller som er født senere på året. Efterfølgende har Danmark fuldt i Belgiens fodspor og udviklet et lignende ”Future-landshold”. Men er det nok?

Den sene specialisering - hvad kan vi gøre i morgen?

Tilbage til motivationen. Eller mangel på samme. Som nævnt er en af de store slagsider ved den tidlige specialisering, som sjældent bliver drøftet og debatteret, at den øger risikoen for at det unge menneske tidligt mister motivationen for at satse på deres primærsport.

De oplever en højere skadesfrekvens, fordi kroppen er brugt og belastet efter store mængder træning. Selv hvis talentet rækker til en professionel karriere, oplever de ofte en kort karriere, fordi de kører træt i livet som professionel. Der er altså store udfordringer ved tidlig specialisering. Udfordringer, der kan risikere at sabotere talenterne.  

Men hvad er så løsningen? Hvis vi dykker ned i litteraturen og kigger mod andre talentudviklingsmiljøer, er der inspiration at hente. Netop i forhold til tidlig specialisering er der lavet en stor mængde kontraforskning, der argumenterer for en senere specialisering, samt et større fokus på leg tidligt i udviklingsforløbet.

Fordelene ved den legende tilgang

Flere fremtrædende forskere, herunder eksempelvis Jean Côté, Joseph Baker og Bruce Abernethy, beskriver hvordan en senere specialisering ligeledes kan skabe atleter, der kan konkurrere på højeste internationale niveau. Blandt andet omtaler Côté, hvordan unge mennesker på op til 16 år sagtens kan få succes, selvom de bevarer en legende tilgang til sporten. I slummen af Brasilien løber tusindvis af håbefulde drenge og piger rundt. De har en gammel beskidt bold de leger og jonglerer med. Her er ingen fodboldspecialisering. Dog løber der flere eksempler rundt i de største europæiske fodboldmetropoler, det er opvokset i dette legende udviklingsmiljø. Diego Costa der terroriserer forsvarskæder for Chelsea i den engelske Premier League, havde aldrig deltaget i organiseret træning, før 16 årsalderen. Côté pointerer dog samtidig, at der fra 12 årsalderen kan påbegyndes en lille specialisering, men at den legende tilgang stadig skal være i centrum. Legen kan forstås både som den, man finder i skolegården eller de brasilianske favelaer. Men også som den, der kommer fra en engageret træner i den lokale sportsklub. Derved bliver det ikke morgendagens resultat, som Ericsson-metoden prædiker, der kommer i fokus. Tværtimod bliver det den kamp om 10 år. Er det måske endda VM-finalen i 2026?

Diego Costa fik sin fodboldopdragelse i Brasilien og først som 16-årig modtog han organiseret træning. Her i en landskamp for Brasilien - i dag repræsenterer han Spanien. Foto: Getty Images

Diego Costa fik sin fodboldopdragelse i Brasilien og først som 16-årig modtog han organiseret træning. Her i en landskamp for Brasilien - i dag repræsenterer han Spanien.

Foto: Getty Images

I 2011 udgav Kristoffer Henriksen bogen ”Talentmiljøer i verdensklasse”, hvor han argumenterer for at unge mennesker helt op til 15-18 år, stadig kan dyrke andre sportsgrene sideløbende med deres primærsport. I flere tilfælde kan kendskab til andre sportsgrene endda påvirke præstationen positivt, fordi udøveren får kompetencer ud over dem, der findes i primærsporten. Zlatan Ibrahimović har i flere tilfælde fortalt om hvordan han siddeløbende med fodbold dyrkede kampsport som ung. Hvis Ibrahimović er kendt for andet end bemærkelsesværdige citater, er det hans fantastiske og akrobatiske mål. Men ville han overhovedet have været i stand til dette, hvis han som ung ikke havde dyrket Taekwondo?

De miljøer, hvor der er fokus på en legende tilgang og en senere specialisering, skaber i højere grad motiverede atleter. Disse kan konkurrere i længere tid, og stoppes sjældnere af overbelastningsskader.

Derfor skal der bruges tid på andre sportsgrene

Karin Moesch fra Københavns Universitet udførte i 2011 et studie, hvor hun undersøgte forskellen mellem elite- og næreliteudøvere, der dyrkede målbare sportsgrene som roning og atletik på seniorplan. Hun analyserede også deres træningsmængde, fra da de var 9 til de var 21 år gamle. Moesch konkluderede, at eliteatleterne brugte signifikant mindre tid i primærsporten end næreliteatleterne gjorde. Det var først, da udøverne fyldte 15-18 år, at elitegruppen begyndte at træne i primærsporten lige så meget som næreliteatleterne gjorde. Eliteatleterne dyrkede altså ikke mindre sport, de brugte blot deres tid anderledes. Den tidligere Arsenal og Everton styrmand Mikel Arteta har tidligere udtalt, at han i en alder af 15 år tog et aktivt valg om at spille fodbold, selvom han præsterede på et højt niveau indenfor tennis. Arteta er et eksempel på, at sammensætningen af to sportsgrene ikke udelukker en professionel karriere. Det kan i virkeligheden have gavnet den.

Som nævnt ovenstående, har de i Sverige havde undersøgt hvordan forholdet mellem tidlig og sen specialisering påvirker antallet af eliteatleter på verdensplan. Studiet inddragede sportsgrene, som kræver en højere grad af teknik end de mere målbare sportsgrene, hvilke Karin Moesch undersøgte. Disse indebærer sportsgrene som tennis eller fodbold. Forskningen viste entydigt, med undtagelse af fodbold, at senere specialisering skaber atleter, der kan præstere på højeste internationale niveau. Særligt i tennis, en sportsgren der kræver en stor teknisk og taktisk kunnen, blev det klargjort at flere spillere slog igennem på seniorniveau efter at have gennemgået forløb med fokus på sen specialisering.

Lad os tage skyklapperne af og tænke anderledes

Tidligere landsholdsanfører Martin Laursen er et eksempel på at sen specialisering sagtens kan skabe fodboldspillere på eliteniveau. Han spillede i den lokale klub, Horn Fårvang Idrætsforening,  til han var 17 år. Først da skiftede han til Silkeborg IF. Han endte med at vinde Champions League og Serie A med AC Milan. Det understreger Côtés pointe fra tidligere; senere specialisering skaber eliteatleter – og måske endda i højere grad end ved at følge Ericsson-metoden om de 10.000 timer, som vi gør i Danmark?

På nuværende tidspunkt opnår kun 20 procent af fodboldklubbernes talenter en professionel karriere. Resten spiller på amatørplan eller stopper helt på grund af skader og manglende motivation.

Derfor spørger jeg igen: har vi råd til det i Danmark?

Vi er et lille land og vi har brug for en solid talentmasse, hvis vi skal være konkurrencedygtige. Så lad os tage skyklapperne af og starte en debat, der er nødvendig for både talenter og dansk fodbold som helhed.

 

Zicos ånd spøger ved Japans forblæste stillehavskyst

Zicos ånd spøger ved Japans forblæste stillehavskyst

"Det var ikke kønt, men det er det vi elsker Premier League for"

"Det var ikke kønt, men det er det vi elsker Premier League for"