Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

We're northern lads, we're into music, girls and football

We're northern lads, we're into music, girls and football

“Loads Of Man United fans in the area….Bastards!”

Sådan lød det fra Noel Gallagher på Grøn Scene, Roskilde Dyrskueplads, 1995 inden han slog akkorderne an til en dengang ny sang ved navn Morning Glory. Titelnummeret på det album, der siden hen skulle sælge mere end 22 millioner eksemplarer. 

 

AF Esben suurballe christensen

For som denne artikel vil påstå, så spillede fodbold og især Manchester City en andel i, at arbejderklasse-gadedrengene fra Burnage, Manchester, Noel og Liam sammen med resten af Oasis blev det sidste kulturdefinerende band i England. 

For Oasis gjorde det cool igen at tage til fodbold, at snakke om fodbold og gå op i fodbold, efter år i skammekrogen både hos medier og den brede befolkning på baggrund af de grimme voldelige 80ere.

FOTO Shaun Botterill/Getty Images

FOTO Shaun Botterill/Getty Images

I dag er det med til at give respekt, profilering og omtale, når musikere i England bekender fodboldmæssig kulør. Det indikerer, at de er jordbundne, loyale og tro mod deres arbejderklasse-rødder, i et land, der stadigvæk er gennemsyret af klasserangering.

Sådan var det ikke, da Oasis kom frem i en orkan af svovlende - og bidende citater, knyttede næver og et dertilhørende ret liberalt syn på narkotika og alkohol. For med Heysel og andre profilerede voldelige episoder forbundet med engelsk fodbold og engelske fodbold-supportere frisk i erindringen skulle musikere dengang for deres eget bedste og image helst undgå at blive sat i bås, med de fordrukne og voldelige fodboldbøller, som både den konservative regering og den Tory-pro dele af pressen i mere end et årti havde haft held til generalisere fodboldsupportere som.

For Oasis gjorde det cool igen at tage til fodbold, at snakke om fodbold og gå op i fodbold efter år i skammekrogen

Fodbold blev betegnet som et lavkulturelt samlingspunkt for en arbejderklasse, der havde travlt med at slås, drikke sig sanseløs og strejke. Ironisk nok var det blandt andet med disse virkemidler, at Oasis skulle blive et kulturfænomen, der siden hen ikke er set i England.

 

Triste Manchester

Men lad os tage tilbage til et gråt og fattigt Manchester tilbage i 70erne og 80erne. Hvor den irske immigrant; alkoholiske, ludomanske og voldlige Thomas Gallagher opdragede sine tre sønner Paul, Noel og efternøleren William (Liam) Gallagher til at holde med den fodboldmæssige underhund i Manchester på daværende tidspunkt, de lyseblå fra Manchester City. Omend Liam blev taget med til sin første kamp med City af sin idrætslærer, en af de dage hvor han rent faktisk var i skole. For det er her kimen til Oasis´ omfangsrige succes blev lagt.  

Adrian Heath, Manchester City - FOTO Bob Thomas/Getty Images)

Adrian Heath, Manchester City - FOTO Bob Thomas/Getty Images)

Manchester City var en fodboldklub, der dengang stod i stærk kontrast til de berømte og profilerede bysbørn fra Manchester United. Noel Gallagher har siden hen fortalt, at det sagde meget om faderens noget særegne humor og personlighed, at han valgte Manchester City, fremfor United, som mange irske immigranter gjorde på grund af den irske fodboldstjerne og playboy George Best, som var tidens helt store stjerne hos Manchester United og i fodboldverdenen.

Forklaringen skal findes i, at Thomas Gallagher hadede sine brødre, og da disse supporterede Manchester United, valgte Gallagher Snr, Manchester City som sit hold. Et noget anstrengt forhold til familiemedlemmer er altså en arv, der lever i bedste velgående den dag i dag, hvor Noel og Liam fortsat ikke er på talefod siden Oasis gik i opløsning efter et slagsmål, smadrede guitarer og en kastet blomme, i et backstagelokale i Paris i 2008.

Weekenderne blev brugt på Manchester Citys daværende hjemmebane Maine Road, der lå cirka 3 kilometer fra det kommunale rækkehus, som familien Gallagher boede i og som lå i et område, der hedder Moss Side, omringet af gyder med faldefærdige små rækkehuse og som sådan perfekt til de bagholdsangreb de lokale City firms som især Noel Gallagher blev en del af, udøvede på de tilrejsende modstandersupportere.

Main entrance to Maine Road stadium. - FOTO: Mark Leech/Getty Images)

Main entrance to Maine Road stadium. - FOTO: Mark Leech/Getty Images)

Det var her, Thomas Gallagher overlod sønnerne til sig selv på Kippax tribunen, for at stå længere oppe med alle de andre fædre og drikke sig i hegnet og se fodbold. Det var der Noel og Liam Gallagher fik deres fodboldmæssige opdragelse, men det var også her, at grundstenen til Oasis´ og sangskriver Noel Gallaghers musikalske dna blev lagt. For før kampene og efter kampene var der på de britiske fodboldstadions en tradition om at hitsene fra den betydningsfulde single top 50, blev spillet og det var her en ung Noel kunne høre, hvilke virkemidler der fik Kippax tribunen til at synge med. Hvad omkvædenes singnatur skulle være for, at tusindevis af mandlige benhårde arbejderklasse stemmer stemte i. For når vi hører Oasis´ musik, er meget af det centreret omkring de berusede og berusende omkvæd, der er designet til at stå med armene ud til livet, med pints i blodet og synge med hjertet ud. Præcis som på tribunerne hver eneste weekend, England rundt lørdag kl. 16. Og det var drømmen for Noel. Det var målet. Ikke at få musikjournalisten fra The Guardian til at give 5 stjerner og få musik-nørderne til at svime. Nej, det var at få musikken hørt - og sunget blandt de folk han kaldte sine egne. Nemlig de mænd og drenge, der hver weekend stod på fodboldstadions England rundt og så deres hold spille. Det hold for dem, der var det eneste og bedste hold i verden.  Det var dem, han skulle overbevise. Det var af dem accepten betød noget. Og den fik han! Den fik omkvædene! Den fik Oasis!

 

Oprejsning efter Grunge

Britisk musik var så småt begyndt at røre på sig igen efter at have været godt og grundigt slået i jorden, af det jammerlige amerikanske musikfænomen Grunge og de årelange massive tømmermænd fra Manchester scenen.

Tye Kinks 1964 - FOTO: Columbia TriStar/Courtesy of Getty Images)

Tye Kinks 1964 - FOTO: Columbia TriStar/Courtesy of Getty Images)

I London var middelklasse bands som Suede og Blur begyndt at se tilbage til britisk musiks storhedstid og finde inspiration i David Bowie, The Kinks og den britiske musikscenes storhedstid i 60erne. Men intet band personificerede musikalsk det retroperspektive som Oasis.

Noel og Liam lagde ikke skjul på deres kærlighed til Beatles og andre sværvægtere fra 60erne. Faktisk lånte de skamløst både akkorder og tekstbidder. Det var virkningsfuldt. Det var, hvad tiden og især et England i begyndelsen af et økonomisk opsving havde brug for, efter år med humorforladt navlepillende grunge fra Amerika. De sang om, hvad unge mænd fra arbejderklassen fik tiden til at gå med. Feste, spille, se fodbold og knalde piger.

Suede singer Brett Anderson - FOTO Martyn Goodacre/Getty Image

Suede singer Brett Anderson - FOTO Martyn Goodacre/Getty Image

Noget andet de bragte med sig var også evnen til med faverige profaniteter at sige deres mening om alt og alle. Inklusiv hinanden. Noget de var op, når forskræmte indiemusikere gav pænt genlyd i musikpressen. For hele deres opvækst på fodboldstadions havde lært dem, at man både giver og tager nådesløst hårdt. Gerne med mange profaniteter. Især overfor modstanderholdets spillere og supportere. Og andre bands var som modstandere for Noel og Liam. Men de ømfindige middelklasse bands, der aldrig havde stået en onsdag aften i regn og set deres hold tabe til Luton, kunne aldrig helt forstå, at det i sidste ende for fanden da bare var for sjov. Grovkornet sjov. En måde at få overtaget på.

De lignede også nogen fra de mange fodboldstadions i nordengland. Mens middelklasse bands fra London gik med huller i bukserne, klædt i sort og alt det jazz. Gik Noel og Liam i det tøj, i de mærker, som alle de andre arbejderklasse lads, de gik til fodbold til med hver weekend. I Nordengland primært, på grund af vejret, men også som fashion statement er en parkacoat det vigtigste element i din påklædning sammen med din sko. Og Liam og Noel har gennem hele deres karriere, gjort en dyd af at deres parkacoats er de fremmeste på markedet og at de trainers, de har på, naturligvis er Adiddas Orginals og ørkenstøvlerne er fra Clarks.

Samme uniform, som du på hver kampdag i Liverpool, Manchester, Sheffield og alle de andre byer, den dag i dag kan se mændene gå til fodbold i. Sammen med den poloshirt, som naturligvis også er en del af dit matchday outfit. For det kan godt være, at du tilhører arbejderklassen, men på kampdag, skal tøjet være i orden, for der er øl, der skal drikkes før, under og efter kampen, byer der skal indtages og piger der skal kurtiseres.

 

Moden får øjnene op

Men Liam og Noel profilerede det look, da de pludselig blev stjerner. De lagde ikke skjul på hvad de gik i og hvorfor de gik i det og vigtigheden i det. For fanden stå i det, hvis du bliver set af dine mates i noget gear som ikke er accepteret eller i de stramme fodboldklub replicatrøjer, som er forbeholdt middelklassen og turisterne. Du bliver namet og shamet benhårdt med det samme, hvis du bliver fanget i det.

Og der gik ikke længe, før mærker som Fred Perry, Ben Sherman, Stone Island, Clarks, Adidas og alle de andre mærker, som så længe havde forsøgt at distancere sig fra fodboldsupporterne, fordi de ikke ville associeres med hooligans og vold, begyndte at brande sig på Noel, Liam,  Oasis og de andre bands, der fulgte i kølvandet på dem og fik betegnelsen britpop. En association og en industri med en million omsætning der med Premier Leagues store eksponering og popularitet, er større end nogensinde før.

Noel and Liam Gallagher FOTO: Photoshot/Getty Images  

Noel and Liam Gallagher FOTO: Photoshot/Getty Images
 

Ikke nok med, at match day outfittet blev taget til sig af masserne og lever i bedste velgående den dag i dag, så lagde Noel og Liam på ingen måde skjul på, at de gik op i fodbold. Tværtimod. De benyttede enhver lejlighed til at fortælle, at de supporter den lyseblå halvdel af Manchester og det er de skide stolte af. Det var det helt store paradigmeskifte fra tiden i 80erne, hvor The Beautiful game var en del af det dårlige selskab.

Så fra koncertscener i Roskilde, Manchester, Knebworth og verden rundt, fik lokalrivalerne fra Manchester United tørt på. Selvfølgelig skulle Oasis headline Maine Road over to aftener, da succesen var eksploderet. For hvad mere naturligt end at gøre det, det sted, som havde betydet så meget for dem i deres opvækst. Selvfølgelig kom Liam ind til den sidste aften iført Manchester Citys lyseblå Umbro træningssæt. Og da de var blevet, for en kort stund, klodens største band og med to aftener i Knebworth foran 125.000 tilskuere hver aften, benyttede brødrene naturligvis lejligheden til at få alle tilstedeværende med på at synge Who The F### Are Man United. Vi taler på daværende tidspunkt, de største udendørs koncerter nogensinde holdt i England og det skulle ikke gå ubemærket hen, at det var to lyseblå, der stod på scenen foran deres folk og havde fået deres drømme opfyldt og mere til.

 

Afskyen for United

Siden hen er enhver lejlighed til at tage pis på lokalrivalerne og bysbørnene fra United ikke blevet forpasset. I forbindelse med Wayne Rooneys 22 års fødselsdag, ville hustruen Coleen gerne have, at Noel Gallagher satte en autograf på den guitar, hun ville give manden i fødselsdag. Noel fik guitaren malet i Citys farver, fik skrevet første vers til Citys indgangssang  Blue Moon på den, og til sidst sluttede af med skrible Happy Birthday Spongebob.

Samme behandling fik Gary Neville, da han også bad den ældre Gallagher signe en guitar til ham selv. Han fik den retur med følgende Happy Birthday, Knobhead. Ouch!

  Noel Gallagher - FOTO: Mark Robert Milan

  Noel Gallagher - FOTO: Mark Robert Milan

Noel er i de sidste mange år blandt andet blevet brugt regelmæssigt på sports radiostationen Talksport, til at dissekere stort og småt om Premier League, ofte med intelligente, men benhårde og komiske iagttagelser om især Manchester United. Og både SkySports´ Gary Neville og Jamie Carragher har flere gange interviewet ham, når City har skulle møde enten United eller Liverpool.  

Næsten synkront med Knebworth var der EM i England, Labour havde fået en ny leder ved navn Tony Blair som signalerede ungdom og vitalitet, og England var musikalsk og kulturelt fokuspunkt for det meste af verdens opmærksomhed. Det sammenholdt med at SkySports nu var blevet en stor succes, pumpede ufattelige penge ind i Engelsk fodbold, men også leverede både en på daværende tidspunkt nyskabende fodbold transmission og en sports nyhedskanal der dækkede 24/7, eksploderede interessen for Premier League. Også verden rundt. En interesse der ser ud til kun udelukkende at stige også nu.

Det gjorde det igen legitimt og ufarligt for musikere i England at bekende kulør. For arbejderklassen og arbejderklasse attitude og interesser var blevet hipt i forbindelse med Oasis´ massive succes.  Så daværende Oasis nemesis og ærkerival Blurs Damon Albarn begyndte at blive set på Chelseas Stamford Bridge. Han har sæsonkort der, den dag i dag. Pulps Jarvis Cocker lagde ikke skjul på at han var Sheffield Wednesday supporter - noget i øvrigt bysbørnene fra Arctic Monkeys også er - og mange andre musikere og kunstnere ville pludselig gerne associeres med fodbold igen. Dette har ikke ændret sig nu godt 20 år efter.  Fodbold er blevet en accepteret del af det kulturelle landskab i England og ikke længere forbundet med vold og udelukkende arbejderklassen. Heri spillede Oasis´ kulturdefinerende succes en ikke helt ubetydelig rolle.

Sanger Damon Albarn - FOTO: Terry O'Neill/Getty Images

Sanger Damon Albarn - FOTO: Terry O'Neill/Getty Images

Og hvad med Noel og Liam? Well siden bruddet i 2008 har stridsøksen været slebet lige siden. De følger stadigvæk Manchester City i tykt og tyndt. Men hver for sig.  Faktisk er én af de få gange, hvor de har været i samme rum, dengang de lyseblå vandt FA Cuppen i 2011, og Liam Gallagher overraskede storebroderen i baren på Wembley, ved at tage fat i testiklerne på ham. Da Manchester City vandt Premier League, var Noel Gallagher på banen med Vincent Kompanys anførerbind på sin arm. I øvrigt sammen med The Smiths´ stjerneguitarist Johnny Marr.  Og nå ja, i forbindelse med en Champions Leauge kamp i 2012 lykkedes det Liam at blive smidt ud af selveste Santiago Bernabeu, da han viste, på den eneste måde han kan, sin utilfredshed med et scoret Real Madrid mål. Så selvom fodbolden i England har ændret sig betydeligt, så er alt alligevel præcis som det plejer, siden Thomas Gallagher overlod sønnerne til dem selv på Kippax Tribunen. I alt fald for Noel og Liam Gallagher. 

Cover Foto: Des Willie/Redferns

 

God save the Queen!

God save the Queen!

Mediano er Danmarks nye stærke fodboldmedie - et mission statement

Mediano er Danmarks nye stærke fodboldmedie - et mission statement