Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

AGF - Den strategiske pokal

AGF - Den strategiske pokal

Det var langt fra en tilfældighed, at AGF var den ene del af finalen i Pokalturneringen. Det var en bevidst satsning, fortæller AGF's trænerteam Glen Riddersholm og Lars Friis i denne Mediano-podcast

 

Af Søren Højlund Carlsen

Man skal ikke bevæge sig længe rundt på AGF’s anlæg Fredensvang i Viby, før man finder ud af, at pokalturneringen har en særlig plads hos den århusianske klub. Væggene i cafeteriet prydes af navnene på de spillere, der har vundet turneringen. Her deler de plads med plakater fra tidligere triumfer. Som for eksempel finalen i 1992, der blev spillet i Aarhus, hvor AGF vandt 3-0 over B1903.

AGF er da også den danske klub, der har været i flest finaler - 12 i alt, hvor de ni er vundet, hvilket også gør AGF til den danske klub med flest pokaltitler. Så det er ikke så mærkeligt, at tilhængerne på det nærliggende Ceres Park synger ”Pokalen er vigtig i A-G-F”, når deres helte spiller kampe i pokalturneringen.

- Man fornemmer tydeligt, at pokalen er betydningsfuld i AGF. Klubben har en lang og gloværdig historie i turneringen som ingen anden dansk klub. Derfor har det også været en vigtig turnering for os og det har været noget, vi i år bevidst har prioriteret meget højt, fortæller AGF’s cheftræner, Glen Riddersholm, der sammen med hans assistent Lars Friis har sat sig ned med Mediano’s Søren Højlund Carlsen for i en podcast netop at snakke om den prioritering af pokalturneringen, der langt fra er nogen tilfældighed.

For ikke bare er det den korteste vej til succes, som de to trænere formulerer det. Det har også været en kærkommen lejlighed til at skabe arbejdsro i processen med at genopbygge et slagkraftigt AGF-mandskab, der igen kan vinde fodboldkampe. For i et Aarhus, som nogen har kaldt Danmarks svar på Napoli, når det kommer til passionen for sit fodboldhold, så er der ikke megen tålmodighed. Heller ikke selv om AGF i den netop overståede Alka Superliga var oprykkere med alt, hvad det normalt ville indebære af dæmpede forventninger til de sportslige udfoldelser.

Vindermentalitet var målet

Men Aarhus damper snarere af forventninger end dæmper dem. Derfor så de to trænere en mulighed i pokalturneringen for en genvej til at rekonstruere en vindermentalitet i truppen, men samtidig også skabe ro og lidt frihed til at arbejde med holdet. For hvis Aarhus havde succes i pokalturneringen, så levede byen nok med lidt haltende resultater i Superligaen.

Pokalturneringen var muligheden for alle os omkring klubben - nye som gamle - for at skabe en ny optimisme og en ny tro på fremtiden
— Glen Riddersholm, AGF-træner

- Det har været væsentligt, at der var noget godt at se frem mod - det ville også give os lidt arbejdsro her i byen. Pokalturneringen var muligheden for alle os omkring klubben - nye som gamle - for at skabe en ny optimisme og en ny tro på fremtiden. Og det har vi brug for. AGF har været meget tungt igennem. Derfor ville en succes-oplevelse være en gave for os i arbejdet med at genrejse klubben, siger Glen Riddersholm.

Derfor tog den nye træner sammen med resten af ledelsen en strategisk beslutning om at satse - om ikke alt, så rigtig meget på at nå finalen i foråret 2016. Det skete på et møde mellem direktør Jacob Nielsen, Glen Riddersholm, hans assistent Lars Friis, sportschef Jens Andersson og chef-scout Peter Christiansen.

Alle var de med på klubbens træningslejr i Portugal op til den nye sæson. Her sad de en blid Portugal vinter-aften og formulerede deres mål.

- Vi blev enige om, at den pokal skulle vi prioritere lidt mere end normalt. For vi følte os optimistiske i forhold til vores ultimative mål om overlevelse i ligaen. Så her havde vi en rigtig god mulighed for at nå en succes, vi kunne bruge til rigtig meget i det her forår - både på et strategisk niveau for klubben som helhed, men også for os i forhold til truppen og i arbejdet med at skabe en varig vinderkultur, siger Glen Riddersholm.

I podcasten her fra Mediano får du historien om AGF’s forår 2016, hvor pokalturneringen blev et strategisk værktøj i både kommunikation, udvikling, motivation og ledelse - fortalt af cheftræner Glen Riddersholm og assistenttræner Lars Friis til Søren Højlund Carlsen.

Cover Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

 

I samarbejde med

Derfor "Mediano"

Derfor "Mediano"

Englands chance - Come on Roy, du skal bare spille som Tottenham

Englands chance - Come on Roy, du skal bare spille som Tottenham