Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Kapitel 2: Enden eller begyndelsen? - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Kapitel 2: Enden eller begyndelsen? - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Skribenten Casper Hindse begaver dig her med gennemgangen af det tyske landshold fra begyndelsen og frem til nu. Over fem kapitler fortæller han den fascinerende historie.

 

Af Casper Hindse

Intro

Tyskland har spillet bold op ad verdenshistorien, så langt tilbage man fodboldmæssigt kan huske i ”das Vaterland”.

Først nåede landet kun at spille kampe under FIFA fra 1904 til 1914, hvorefter 1. Verdenskrig skilte Tyskland fra resten af fodboldfællesskabet. I mellemkrigsårene levede landsholdet så en diffus tilværelse. Først i Weimar-republikkens spirende demokrati for så at overgå til at spille under nazistisk flag i 1930’erne. Efter 2. Verdenskrig gik der ikke lang tid, før Tyskland fik to landshold under Den Kolde Krig, og efter genforeningen i 1990 fremstod den tyske nation så pludselig som en decideret magtfaktor på fodboldverdenskortet. På trods af al denne turbulens er det tyske landshold resultatmæssigt verdens ubetinget mest succesfulde nogensinde. Holdets imponerende sejrsstatistikker er noget, enhver tysker med respekt for sig selv kan i søvne: Siden 1954 har Tyskland været i otte VM-finaler og vundet hele fire af dem. Derudover er det blevet til fem europamesterskabsfinaler, hvor tyskerne har sejret i tre.

På samme måde er det tyske folk enormt stolt af deres liga. Her er klubberne generelt sunde forretninger, hvor der skabes velstand og store fodboldoplevelser. Lige netop det skaber identitet, og derfor fyldes samtlige stadioner da også til randen med fans hver weekend.

Imidlertid er det nu landsholdet, der agerer samlingspunkt for de 80,2 millioner tyskere. Befolkningen har nemlig altid fulgt de 11 udvalgte med stor entusiasme. Selv i de seneste årtier hvor landsholdet har gennemgået en moderne fodboldkrise og ladet folket vente hele 18 år, førend den samlede tyske nation (endelig) kunne hæve en pokal mod himlen en sommeraften i Brasilien i 2014.

I dag er det tyske landshold faktisk så populært, at Boateng, Götze, Müller og træner ”Joggi” Löw er langt mere folkekære end den tyske nationalsang og sågar det tyske flag, der stort set kun blafrer, når fodboldlandsholdet klarer sig godt.

Dette er historien om et land, som lever og ånder gennem fodboldspillet. Dette er fortællingen om tysk fodbold, der mere end noget andet har afspejlet den tyske selvforståelse gennem verdenshistorien.

Fik du læst?

Kapitel 2: Enden eller begyndelsen?

Efter at være kommet igennem to verdenskrige stod den tyske befolkning forslået tilbage. Kun et mirakel kunne redde nationen videre, og det fik tyskerne så en sommeraften i 1954. Fodbolden blev på den måde en katalysator for samfundet. Og har været det lige siden.

Bilen tuder gennem regnen, men må bremse. Folkemassen fra Schmitzz har indtaget vejen i Mitte kun få minutter efter, at landsholdsanfører Philip Lahm har løftet VM-pokalen mod den brasilianske himmel, og her i Berlin insisterer folk på regndans anno 2014. Betragter man dem lidt på afstand, er det dog tydeligt, at massen stille og rolig flyder ud. For nogle af så naturlige alkoholårsager, at deres blikke og sang begynder at bølge, men for andre virker tilbageholdenheden mere grundfæstet. Selvom festen er på sit højeste, så er løjerne ikke ultimative. Det samme billede går igen og igen, når man trasker gennem Berlin i den regnvåde nat. Disen ligger over tagene som røg fra usynlige skorstene, og ofte møder man store grupper af festende tyskere, men hvor der hver gang er mindst én i selskabet, som ser fjern ud. Et mesterskab er ligesom at gå. Det er interessant at gå op, og når ens hold har tur i den, så går og går man, indtil man når toppen – finalen – og så, når man står der og ser ud over hele fodboldverdenen, kan man kun gå én vej, fordi man jo aldrig ønsker at gå tilbage. Man skal ned igen. Det at gå ned minder én om en afslutning, og det gør de første timer efter finalen tydeligvis også hos flere af festdeltagerne. Hvem kan gå ned med den samme glæde, som de gik op?

I morgen vil de første flag blive pillet ned. De var formodentlig allerede røget her til aften, hvis argentinerne havde vundet. Der vil gå noget tid, inden tyskerne igen kan samles om landsholdet, som de netop har gjort. Der vil gå lang tid, inden det igen er naturligt, at alle flager. Sommeren 2014 vil være mindeværdig og på sin vis først blive afløst af sommeren 2016, når den står på EM i nabolandet Frankrig.

Mindernes aften

Regnen hører op. Ikke fra det ene øjeblik til det andet, men den går nu alligevel hurtigt fra klaskende til silende til usammenhængende og til sidst til dryppende. Så stopper den. Menneskene i gaderne søger i alle mulige retninger. Ingen ved, hvor de skal hen. Nogle snakker om, at der er fest ved Brandenburger Tor, andre nævner, at stedet er spærret af som en slags privatfest for alle dem, der overværede finalen ved den ikoniske kæmpebue i byen.

”Det er da ikke sammenhold,” siger en langt fra appelsinfri ung mand ud fra en høj hat, der er malet gul, rød og sort:

”Hvordan tror du, de fejrede det i ’54?” Hatten vender sig mod sin ven, som sidder og koger på en bænk. Han ser op med et smil, der minder om tyve genstande eller kontaktlim:

”Der har de rendt rundt og fattet ingenting, mand!”

”Ligesom os,” siger højhatten og slår sig ned på bænken.

”Jeg kan huske EM ’96, mand,” siger kontaktlimen:

”Det var en fest, men alligevel anede man ikke, hvor man var henne. Tænk hvis vi havde vidst, at vi skulle vente indtil i dag med at vinde igen. Så havde den fået mere smæk på!”

”Hvordan tror du, de fejrede det i ’54?” siger højhatten og ser drømmende ud. Det er tydeligt, at han ikke har nogen som helst idé om, at han spurgte om det samme for lidt siden.

Den undertippede mester

Der er et tidspunkt før og efter 1954 i den moderne tyske fodboldhistorie. Vi er kun ni år efter afslutningen på 2. Verdenskrig, og der er store interne spændinger i landet, som stadig bliver genopbygget. Men netop denne sommer er tyskerne blevet sportsligt benådet. I 1950 var man ikke velkommen til VM i Brasilien, men i 1954 er man igen inviteret indenfor til slutrunden i Schweiz. Efter 16 års fravær og endnu en verdenskrig er det tyske nationalmandskab tilbage. Holdet åbner gruppespillet med at blamere sig imod det magiske ungarske mandskab med Puskas, Kocsis og Bozsik, som udspiller tyskerne og vinder 8-3. Det tyske hold er da også kommet til turneringen uden de store forventninger. Det er ikke fodbold, man taler mest om derhjemme. Nazisternes entusiasme omkring spillet ligger stadig som en skygge over sporten.

Alligevel samler det tyske hold sig selv op efter de ungarske tæsk. Efter omkamp mod Tyrkiet om at gå videre til slutspillet, slår tyskerne først Jugoslavien 2-0 i kvartfinalen, og i semifinalen knuser de tyske spillere Østrig (som er blevet et selvstændigt land igen efter 1945) med 6-1. Dermed skal tyskerne igen møde storfavoritterne fra Ungarn, og selvom det er den første direkte tv-transmitterede VM-finale nogensinde, er forventningerne i Tyskland ualmindeligt lave. Tyske aviser skriver, at det vil være en sejr ikke at være bagud med mere end tre ved halvleg.

Miraklernes tid

Det hele starter da også forventeligt, da Ungarn efter kun otte minutter er foran 2-0 på det tætpakkede stadion i Bern. Men så slækker storfavoritterne på tempoet, og de tyske underhunde kan inden pausefløjtet udligne på mål af Max Morlock og Helmut Rahn. I anden halvleg åbner de ungarske favoritter med et storstilet pres og et stolpeskud, men ind vil bolden ikke, og da den ungarske målmand modtager bolden med seks minutter tilbage af kampen og glider i det regnvåde græs, napper angriber Rahn lynhurtigt bolden og gør det til 3-2 til Tyskland. Kort før slutfløjt udligner verdensstjernen Puskas imidlertid, men dommeren annullerer af uransagelige årsager målet, og dermed er Tyskland verdensmester for første gang nogensinde. Samtidig er det Ungarns første nederlag i fire år, og den tyske eufori spreder sig ud over de schweiziske grænser.

For første gang i mange år ser man tyskere, der render jublende rundt i gaderne. Aviserne beskriver den tyske befolkning som høns uden hoveder, fordi nationen helt har glemt, hvordan man fejrer noget, og derfor stæser alle bare rundt, mens de råber og skriger som vilde. VM-finalen i 1954 får senere navnet ”Miraklet i Bern”, og at det lykkes tyskerne at blive verdensmester for første gang nogensinde den regnvåde sommerdag i bunden af de schweiziske alper, er blot endnu et eksempel på, at landsholdet har været med til at afspejle landets historie.

Det mentale Wirtschaftswunder

Kort efter 2. Verdenskrigs ophør startede den tyske genopbygning. Kort fortalt fik denne opgave betegnelsen ”Wirtschaftswunder”, fordi økonomien reagerede positivt på såvel reformer som Marshall-plan. Der var altså i 1954 kommet flere penge mellem de tyske hænder, men selvforståelsen kneb det stadig med. Den tyske befolkning havde svært ved at acceptere, hvordan den var blevet ført bag lyset af en ondsindet diktator, og de fleste tyske statsborgere vidste, at det ville tage om ikke generationer, så i hvert fald mange år, at genopbygge verdens tillid til landet igen.

Men ”Miraklet i Bern” skabte den glæde, som tyskerne havde hungret efter. Selvfølgelig hjalp sejren ikke økonomien videre, men den tyske selvtillid blev nu alligevel højnet betydeligt. Avisen Bild klaskede ”Vi er store igen” på forsiden, og landsholdets dopamin-indsprøjtning gav befolkningen en yderst tiltrængt succes. Tyskerne forstod, hvad Bild mente. Nok var det økonomien, der gav folk smør på brødet, men det var netop også de bedre tider, som landsholdet var et resultat af. De tyske drenge havde i Schweiz vist, at hvis man kæmper, opsøger heldet og gør alt, hvad man kan, ja, så går resultaterne altså sommetider også ens vej.

Tyskerne følte efter den sommer, at landet gik en lysere tid i møde. De vidste, at det var på grund af de mange politiske reformer, men netop disse fik et menneskeligt ansigt i sommeren 1954. Ansigtet var Helmut Rahns. Matchvinderen mod Ungarns troldmænd blev symbolet på, at man gennem hårdt arbejde kan komme længere end de fleste, og da den legendariske tyske landstræner Sepp Herberger (som bestred embedet fra 1936-1964) udtalte, at den tyske sejr var bygget på dét, som det tyske land var skabt af – arbejdsmænd, der med disciplin og trofasthed, der havde besejret de ungarske magikere – ville jublen ingen ende tage. Det var pludselig blevet okay, at være en del af den fodboldelskende, arbejdende klasse (hvilket ellers ikke var særlig hipt efter Hitlers indoktrinering i 1930’erne). Tyskland tog et mentalt kvantespring i sommeren 1954. Det var ikke fodboldens skyld, men det var med fodbolden som katalysator.

Deuuuuuuuutschland

På bænken i Berlin i 2014 er der stadig gang i snakken om ikke alverden. Og så alligevel om så meget.

”Hertha,” siger højhatten.

”Union,” svarer kontaktlimen.

”Hertha!”

”Union! Du holder kun med Hertha, fordi du ligner Boateng.”

”Du holder kun med Union, fordi du ikke har forstand på fodbold.”

Vi er et par timer efter et tysk verdensmesterskab, og klubfodbolden er allerede begyndt at bygge en mental Berlinmur imellem to kammesjukker. I hvert fald indtil næste slutrunde. Ingen i Tyskland ved denne sommeraften i 2014, at Joggi Löw vil begynde at eksperimentere med holdet allerede kort efter slutrunden. At Tyskland vil tabe på hjemmebane til Argentina, og at holdet vil få en miserabel start på EM-kvalifikationen med en smal hjemmesejr over Skotland, et nederlag i Polen og en uafgjort hjemme mod Irland, men at man selvfølgelig vil kvalificere sig og være én af favoritterne til EM-titlen i Frankrig.

”Det er fjerde gang, vi bliver verdensmestre, ik’?” siger højhatten til kontaktlimen.

”Hvem tæller?” lyder svaret.

De to læner sig plørede op ad hinanden og smiler begge selvtilfredse. Så kommer der en mislyd ud mellem læberne på kontaktlimen (det var nok et forsøg på en bøvs), og lyden efterfølges af et snalret råb:

”Deuuuuuuuutschland!”

”Deutschland, Deutschland, Deutschland,” lyder det ud af en bil, der kommer susende gennem gaden med to store tyske flag blæsende ud af vinduerne. Bænken stemmer i:

”Deutschland, Deutschland, Deuuuuuuuuuuutschland!”

Foto: Ullstein Bild/Getty Images

Fik du læst?

EM-podcast: Zlatan har jo lovet, at han scorer!

EM-podcast: Zlatan har jo lovet, at han scorer!

Kapitel 1: Nationen over alle - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Kapitel 1: Nationen over alle - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede