Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Kapitel 4: Det integrerede hold - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Kapitel 4: Det integrerede hold - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Skribenten Casper Hindse begaver dig her med gennemgangen af det tyske landshold fra begyndelsen og frem til nu. Over fem kapitler fortæller han den fascinerende historie.

 

AF CASPER HINDSE

Intro

Tyskland har spillet bold op ad verdenshistorien, så langt tilbage man fodboldmæssigt kan huske i ”das Vaterland”.

Først nåede landet kun at spille kampe under FIFA fra 1904 til 1914, hvorefter 1. Verdenskrig skilte Tyskland fra resten af fodboldfællesskabet. I mellemkrigsårene levede landsholdet så en diffus tilværelse. Først i Weimar-republikkens spirende demokrati for så at overgå til at spille under nazistisk flag i 1930’erne. Efter 2. Verdenskrig gik der ikke lang tid, før Tyskland fik to landshold under Den Kolde Krig, og efter genforeningen i 1990 fremstod den tyske nation så pludselig som en decideret magtfaktor på fodboldverdenskortet. På trods af al denne turbulens er det tyske landshold resultatmæssigt verdens ubetinget mest succesfulde nogensinde. Holdets imponerende sejrsstatistikker er noget, enhver tysker med respekt for sig selv kan i søvne: Siden 1954 har Tyskland været i otte VM-finaler og vundet hele fire af dem. Derudover er det blevet til fem europamesterskabsfinaler, hvor tyskerne har sejret i tre.

På samme måde er det tyske folk enormt stolt af deres liga. Her er klubberne generelt sunde forretninger, hvor der skabes velstand og store fodboldoplevelser. Lige netop det skaber identitet, og derfor fyldes samtlige stadioner da også til randen med fans hver weekend.

Imidlertid er det nu landsholdet, der agerer samlingspunkt for de 80,2 millioner tyskere. Befolkningen har nemlig altid fulgt de 11 udvalgte med stor entusiasme. Selv i de seneste årtier hvor landsholdet har gennemgået en moderne fodboldkrise og ladet folket vente hele 18 år, førend den samlede tyske nation (endelig) kunne hæve en pokal mod himlen en sommeraften i Brasilien i 2014.

I dag er det tyske landshold faktisk så populært, at Boateng, Götze, Müller og træner ”Joggi” Löw er langt mere folkekære end den tyske nationalsang og sågar det tyske flag, der stort set kun blafrer, når fodboldlandsholdet klarer sig godt.

Dette er historien om et land, som lever og ånder gennem fodboldspillet. Dette er fortællingen om tysk fodbold, der mere end noget andet har afspejlet den tyske selvforståelse gennem verdenshistorien.

Fik du læst?

Kapitel 4: Det integrerende hold

Med historien som baggrundspladespiller har Tyskland de seneste mange år fokuseret på integration som kun ganske få andre lande. Det ser man i særlig grad på fodboldlandsholdet, der ikke bare samler folket, men også fungerer som et historisk stærkt integrationsprojekt.

I Tyskland er det umuligt ikke at se fodbold. Uanset hvor du går eller står under en slutrunde, er der et fjernsyn, som viser grønne græsbaner. Alle caféer, shawarmabikse, restauranter, slikbutikker, burger joints, barer, værtshuse og kiosker er klar med den næste kamp. I Schönleinstrasse i Kreuzberg – det gamle indvandrerkvarter i Vestberlin, der i dag er blevet hipt og proppet med kunstnere og studerende – ligger én af den slags kiosker, som lyser og blinker efter alle kunstens mellemøstlige regler. De fleste halvliters øl koster rundt regnet halvanden euro, og det giver en unik mulighed for at få en ordentlig brandert på allerede før aftensmaden. Fortovet er proppet med så mange forskellige nationaliteter, at det ville være umuligt at regne ud, hvilken by man sad i, hvis det da ikke lige var fordi, at alle pludrede løs på gebrokkent tysk. Samtaler om løst og fast væves ind og ud imellem hinanden, men selvfølgelig handler de mest om den kamp, som kører på det 38 tommers tv, der er stillet op foran alle havestolene midt i Schönleinstrasse.

Den lokale indehaver er en mand i midten af halvtredserne med tyndt kruset hår. Han kom til Tyskland i starten af 1980’erne og åbnede sin kiosk kort efter. Der findes en dato, han kan i søvne.

”9. november 1989. Der væltede Muren, og jeg valgte at begynde at holde med det tyske fodboldlandshold,” siger han og slår endnu en øl ind på kasseapparatet. At Tyskland så året efter blev verdensmester efter en dramatisk finale i Rom, gjorde bestemt ikke nationalfølelsen mindre:

”Jeg husker det hele i billeder. Folk, der jubler, øst- og vesttyskere samlet om fodbold. Målet i finalen. Hvilket straffespark… Hvilket straffespark! Det spark genforenede Tyskland.”

Det vigtigste øjeblik

Straffesparket bliver tilbage i 1990 sat ind af Andreas Brehme, hvis svedige tyskergarn modstår det argentinske pres. Argentinerne omringer både dommer og Brehme for at markere, at der bestemt ikke burde være fløjtet, men dommeren gelejder de blåblusede argentinere væk, og Brehme er alene med bolden, målmanden og verdensmesterskabet. Med et kort tilløb afgør Brehme en ellers sløj finale i det 85. minut. Det minut, som mange tyskere stadig husker som det vigtigste i året 1990. Det år har ellers en helt anden altoverskyggende begivenhed set med internationale briller: Genforeningen af det delte Tyskland. Øst kom ind i Vest, men alligevel viste en rundspørge omkring årtusindeskiftet, at mens 98 % af alle tyske kvinder rangerede genforeningen som 1990’s største begivenhed, så svarede 67 % af mændene, at Andy Brehmes mål i finalen mod Argentina var det absolutte højdepunkt. Det ville kioskmanden i Schönleinstrasse også svare, og som han siger:

”Det tyske landshold er i dag langt mere vores, end det nogensinde har været før. Se hvor mange dygtige spillere, der kommer fra indvandrerfamilier og direkte ind blandt de elleve startende. Det kan jeg godt fryde mig over i mit stille sind, men for den almene tysker betyder det ikke så meget. De drenge er tyske, som alle andre.”

Verdens bedste integration

Ser man på en fodboldslutrundes opbygning, er den som skabt for nationalister. Eller ”festnationalister” kunne man måske kalde dem. Hele slutrunden er kreeret omkring, at man holder med sit land, uanset om de spiller frygteligt eller forrygende. Det kunne uden tvivl skabe en del problemer i et land som det tyske, hvor nationalisme klinger fælt i et historisk perspektiv, men tværtimod er VM og EM også her en fest. For i Tyskland er nogle af de største stjerner nemlig integrationssucceser, som den tyske befolkning ser på som deres egne, mens immigranter ser på dem som tyske forbilleder.

Tager man et kig på den trup, der sikrede det fjerde tyske verdensmesterskab i 2014, er intet mindre end seks af spillerne enten indvandrere eller fra familier med indvandrerbaggrund: Boateng, Mustafi, Khedira, Özil, Podolski og Klose. Til sammenligning kan nævnes, at vi i Danmark først de senere år er begyndt at få flerfarvede spillere. I Tyskland har man imidlertid ikke nationaliseret spillerne, som tidligere i historien. Nej, spillere som Boateng, Podolski og Klose har selv aktivt valgt at ville spille for det tyske landshold, fordi de føler sig tyske. Og sådan ser tyskerne også på dem. En undersøgelse viste i 2006, at kun 15 % vidste, at Klose og Podolski havde polske rødder, og samme undersøgelse konkluderede, at spillere med indvandrerbaggrund bliver nationalt neutraliseret, når de optræder på det tyske fodboldlandshold. Spillerne er forbilleder. De er en del af den tyske nationalfølelse.

Multi-kulti-mandskab

Samtidig har flere studier påvist, hvordan indvandrere i Tyskland i langt højere grad er begyndt at føle sig nationale, siden Mesut Özil i 2009 debuterede på det tyske landshold, som den første ”multi-kulti”-spiller. Altså en spiller med indvandrerbaggrund. At Özil er den første, er imidlertid ikke helt sandt, idet Gerald Asamoah, der er af ghanesisk afstamning, faktisk allerede debuterede i 2001. Men folk så ganske enkelt ikke den mørke Asamoah som andet end tysk, og derfor blev Özil udnævnt til at være den første ”multi-kulti”.

Alligevel er der nu også andre forklaringer på, hvorfor integrationen fungerer så godt, som den gør i Tyskland. Efter genopbygningen af det tyske land, som mildest talt lå i ruiner efter 2. Verdenskrig, hentede tyske fabrikker i stor stil gæstearbejdere til landet. De skulle levere et stykke arbejde og så rejse tilbage til deres familier med penge på lommen. Men kontrakterne blev forlænget, familierne blev hentet til Tyskland, og på grund af landets historie var det kun et fåtal, som ønskede at rynke på næsen over dette. Det er disse gæstearbejdere (som i dag kaldes ”indvandrere”), der har produceret de børn, folk i dag hylder på grønsværen. Således er Mesut Özil tredjegenerationsindvandrer af tysktyrkiske forældre, og på samme måde er Sami Khedira halvt tunesisk, mens Jerome Boateng har en ghanesisk far.

Symbolspillere

Den symbolske betydning af disse spillere i den tyske trup er ikke til at tage fejl af. De går hånd i hånd med de lempelser i indvandringspolitikken, som den tyske regering foretog i år 2000. Her blev det gjort lettere at blive tysk statsborger, og samtidig kunne børn, som blev født i Tyskland af udenlandske forældre, fra dag ét kalde sig tyske statsborgere. Alt sammen for at vise, at man i Tyskland tager sig af sine indvandrere.

Derfor er det heller ikke unaturligt, når bundeskansler Angela Merkel ofte omtaler det tyske landshold som en model for accept og integration. Noget andre kan læne sig op ad, hvis de mangler forsikring om de tyske idealer. Det er samme klang, der er i tonerne fra det tyske fodboldforbund. Her har man decideret en målsætning for integrationen, og det er ikke sjældent, at det fremhæves, hvordan næsten 50 % af alle amatørklubber i Tyskland er drevet af folk med indvandrerbaggrund. På samme måde viser flere målinger, at nytilkomne tyskere i højere og højere grad føler et ansvar for at integrere sig, og at mange vælger at gøre dette gennem de lokale fodboldklubber. I den henseende bliver landsholdet det, som alle unge kan stræbe efter, og landsholdets symbolik bliver således et billede på den tyske kultur som helhed.

Flaget er for alle

I en verden hvor der bliver diskuteret indvandring med ord som ”kvoter”, ”værdier” og ”nationalitet”, påviste en tysk rapport fra VM 2014’s første uge et ret opsigtsvækkende resultat: I alle større tyske byer var koncentrationen af tyske flag i bybilledet markant størst i områder befolket af indvandrere. Nyheden fik unge yderliggående på venstrefløjen til at starte demonstrationer, fordi de mente, at man indoktrinerede indvandrere gennem fodbold.

”Når vi ikke er stolte af flaget, hvorfor skal nye tyskere så være det?” spurgte en ung tildækket kvinde i en direkte nyhedsudsendelse fra én af demoerne og slog samtidig fast, at ingen vil synge med på nationalsangen, fordi den ligesom flaget har en nazistisk fortid. Med hensyn til flaget har den hætteklædte jo ikke ret, men reaktionen er nu alligevel ikke ny. Under VM i 2006 i Tyskland blev tusindvis af flag udsat for hærværk, mens maskerede unge kastede vandballoner efter fodboldfans. Altså er fodbolden ikke et samlingspunkt for alle, men landsholdet er alligevel blevet et symbol på, at integrationen er mulig, hvis man tror på folk. En optælling i en førende tysk avis viste, at halvdelen af det tyske mandskab, der rejste til Brasilien i 2014, ikke ville have kunnet deltage tilbage i 1930’erne grundet deres familiære status, og på den måde er historien altid nærværende både på de tyske ydrefløjen og i de tyske avisspalter.

Særlig mentalitet

Helt i tråd med dette er den tyske 2. Bundesliga den liga i verden, der de seneste 10 år har givet debut til flest tyske spillere med anden etnisk herkomst. Ligaen anses for at være en rugemaskine for talenter og landene, hvor spillernes rødder er spiret, ser da også muligheder her. Således er det svært at se, hvordan der på det tyske landshold i dag skulle være plads til stjernespillere som Nuri Sahin og Hakan Çalhanoğlu. Begge er opvokset og opdraget i den tyske fodboldkultur, hvilket det tyrkiske landshold nu nyder godt af. Sahin og Çalhanoğlu er stjernerne, når de tørner ud for tyrkerne, men ofte kommer der også historier frem om, at de ikke passer ind i det tyrkiske landsholds mentalitet. De er muligvis en smule for tyske, men deres fodboldkvaliteter og skoling kan bruges på de fleste landshold. Denne tydelige tyske mentalitet vidner om en integration, der fungerer. Og særligt fungerer den altså gennem fodboldopdragelsen i de tyske klubber og i det store hele, fordi et samlet tysk landshold er fyldt med tyske spillere. Uanset hudfarve og baggrund. Værdierne er tyske, fordi disse værdier fortæller, at der er plads til alle.

Alle er tyskere

Den lokale kurdiske kioskmand jubler med, da tyskerne sætter det afgørende mål ind mod USA i sidste gruppekamp ved VM 2014. I silende monsunregnvejr på Recife sørger Thomas Müller for kampens enlige kasse efter 55 minutter, og tyskerne går således videre til knockoutfasen sammen med amerikanerne. Blandt andet på bekostning af Ghana, som Tyskland få dage forinden har spillet 2-2 med i en stærkt underholdende kamp, hvor Jerome Boateng mødte sin halvbror Kevin-Prince Boateng, der valgte at forblive ghaneser, da det valg skulle træffes.

”Man kan jo ikke blive andet end national af det her,” smiler den kurdiske kioskmand, og det har han ret i. Et fireårigt forskningsprojekt viste nemlig kort før VM 2014, at den almene tysker bliver markant mere nationalistisk under fodboldslutrunder. Det skal der nu ikke mere end fire sekunder til at bekræfte, for kigger man rundt i Schönleinstrasse, så hænger der tyske flag ud af vinduerne over alt, mens bilerne kører rundt med flagene blafrende fra sidespejlene.

Nationalisme er imidlertid et noget anderledes begreb, når man taler Tyskland. Op til slutrunden har en stor kampagne nemlig kørt på de tyske stadioner. En kampagne, der er imod udlændingefjendtlighed: Nationalisme kan være godt, hvis den gælder for alle, der bor og arbejder i Tyskland, var budskabet således, men det handler nu mest af alt om fodbold, som den kurdiske kioskejer siger:

”I år skal det være! Vi har ventet siden 1996 på at hæve en pokal igen, men hvis det ikke bliver i år, bliver det bare i Frankrig i 2016 – eller måske begge steder. Tyskland er mit land. Den bedste fodboldnation.”

Foto: Bob Thomas/Getty Images

Fik du læst?

My wife’s lactating and I’m spectating, it’s a football thing

My wife’s lactating and I’m spectating, it’s a football thing

EM-podcast: Italien, Italien, Italien

EM-podcast: Italien, Italien, Italien