Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

My wife’s lactating and I’m spectating, it’s a football thing

My wife’s lactating and I’m spectating, it’s a football thing

Medianos musik- og fodboldelsker Esben Suurballe Christensen ser på (og lytter til) den engelske slagsang ved EM - og tager turen tilbage i historien

Af Esben Suurballe Christensen

Hvad skal musikalsk overgå Jamie Vardy´s "Having a party, bring your vodka and charlie" tilråbene, når England torsdag møder Wales? 

England har en stolt tradition for, at slutrunder som oftest bliver ledsaget af en musikalsk holdbar sang, der er designet netop til netop det formål at blive sunget indenfor og udenfor pubben, med pintglasset i hånden og den bleghvide hud branket af solen. Som sådan noget der uvant for os danskere, især under de musikalske  Rollo og King år, med klaphatte og danske flag på kinderne.

I år er det en gammel kending - og connaisseur udi den disciplin at være stegt på utallige måder - samt levere sange til slutrunder, nemlig Happy Mondays´ Shaun Ryder, der har leveret årets bidrag til den engelske brandert. Sammen med sin gamle makker fra lige så fremragende Black Grape - der efterfulgte Happy Mondays -  Kermit har Ryder lavet en sang, der trækker store veksler på den sang, han leverede til EM i 1996, "England's Irie" men stadigvæk med uomtvistlige kvaliteter.

Omkvædets "We´re England ´til we die, until we die, until we die" får selv den mest berusede Leeds-supporter, der har taget turen til Sydfrankrig for at støtte Roy´s boys, til at skråle med og Ryders gale og geniale vrøvlerier giver garanteret en surrealistisk mening efter 12 timers søben, formoder man.

Paul Oakenfold har produceret, som han også gjorde på Happy Mondays (mester)værk fra 1990  “Pills 'n' Thrills and Bellyaches”.

Og eftersom store dele af Happy Mondays publikum består af ældre ravers og karseklippede fodboldsupportere med Kronenbourg mave, skal både produktion og musikalsk lyd nok også tage stikket hjem. Substansen er til at overse på, men hvem tænker på det, når først solen skinner, øllene flyder fra hanerne og bedste kammerater står side ved side, mens Harry Kane sparker England til EM-sejr?

Som skrevet har England en stolt tradition for slutrunde sange og her følger et par denne signaturs favoritter:

“E” is for England

Ovenstående var den oprindelige titel på New Orders bidrag til verdensmesterskaberne i Italien i 1990. Men de støvede jakkesæt i FA mente at titlen ville give associationer til designerstoffet Ecstasy, der i de år var strømmet ind over England og i særdeleshed var en del af interiøret i den natklub, som New Order ejede - The Hacienda i Manchester. Jakkesættene så givetvis rigtigt.  

Så New Order ændrede titlen til World In Motion og fik deres eneste nr. 1 på den altid så betydningsfulde singlehitliste i England.

Og eftersom at World In Motion i sit lydmæssige udseende minder om min helt personlige New Order favorit True Faith er dens appel ligetil.

Tilsætter vi så det ultimative rap nogensinde leveret (af en fodboldspiller) i form af Liverpools John Barnes. Sikke et flow!  Ja, så har vi naturligvis a stone cold classic.

At John Barnes er en af de bedste spillere nogensinde for Liverpool, skygger naturligvis ikke for objektiviteten, når hans bidrag skal bedømmes...

Sangens medfølgende levende billeder fra 1990, er rørende, da man ser en spillevende Paul Gascoigne med 10.000 glimt i øjet og det smil, der kunne smelte selv den hårdeste minearbejder.

It´s coming home

Det er lidt ironisk at den nok mest kendte fodboldsang nogensinde, er skrevet af en Liverpool-supporter. Det er ikke nogen hemmelighed at Liverpool supportere, såvel som Manchester United og Arsenal supportere, har et noget anstrengt forhold til det engelske landshold. For de her folk tæller udelukkende klubholdet.

Derfor er det som oftest også supportere af noget mindre klubber, der følger England home and away. Det ser man også nu i det franske, hvor supporternes flag kommer fra Ipswich, Wigan, West Bromwich Albion og dets lige. Forklaringen er ganske enkelt, at det er disse tilhængeres gyldne mulighed for at opleve en europæisk udebanetur. At komme afsted, opleve et andet klima, en anden pub og kurtisere nogle pænere kvinder - alt det kan EM give.

Den musikalske Liverpool-legende The Lightening Seeds´ Ian Broudie leverede sammen med komikerparret David Braddiel og Frank Skinner, på højden af britpop, New Labour og EM-feber, det officielle bidrag til 1996-slutrunden. Og med fodboldens moderland som vært gav omkvædet mening, det nu legendariske  'It´s coming home…. Football´s coming home'.

Selvom England i de år bugnede af økonomisk, politisk og kulturel optimisme, så mixede Three Lions sødmefyldte popmusik, der var tiden værdig, med en desillusioneret tekst, der beskrev, hvordan England gang på gang havde fejlet i slutrunder. Men der var håb i sangen. Håb om at England på hjemmebane kunne overvinde sig selv og tage pokalen, selvom der havde været 30 års smerte. Det skulle ikke ske. Til juli er det 50 år siden, England vandt en turnering.

Selvom Three Lions lider under af at være spillet alt for meget, så har den lige præcis den rette dosis af musikalsk tilgængelighed, britisk stolthed og selvudslettende drømmende ironi til at dens position som førerhunden inden for fodboldsange er berettiget.

 





Podcast: Historien om Aggers kamp med gigtpillerne

Podcast: Historien om Aggers kamp med gigtpillerne

Kapitel 4: Det integrerede hold - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede

Kapitel 4: Det integrerede hold - Tysklands 11 udvalgte som nationalt spejlbillede