Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Arven fra Pep - tilbageblik på Bayerns tid under Guardiola

Arven fra Pep - tilbageblik på Bayerns tid under Guardiola

Medianos mand i Bayern sætter Pep Guardiolas aftryk under lup. Og resultatet er langt mere mangefacetteret end tre suveræne mesterskaber og tre manglende Champions League-trofæer

 

Af David Barnwell

Efter tre år som førstestyrmand i FC Bayern München valgte Pep Guardiola at forlade Tysklands stolteste fuldrigger ved udgangen af denne sæson. I Carlo Ancelotti har man allerede en kompetent afløser på plads, og med tilgangen af Mats Hummels fra Borussia Dortmund og Renato Sanches fra Benfica er man alt i alt ganske godt garderet til en tilværelse uden Pep i det sydtyske. Alligevel er det som om, at Guardiolas spøgelse stadig hænger i luften og spørgsmålene stædigt presser sig på. Er klubben bedre stillet i dag end før Guardiola? Var Guardiolas tid i Bayern en ubetinget succes? Hvad var det præcist, der skete i løbet af de tre sæsoner og hvordan forstår man bedst det eftermæle Guardiola efterlader sig i byen?

Var det for eksempel nok at dominere den hjemlige liga så suverænt, at man begyndte at gætte på hvor tidligt Bayern blev mestre, snarere end om de blev det overhovedet? Var det nok at revolutionere den tyske pendant til totalfodbolden med en Bielsa’sk nyfortolkning af myge rum, flydende positioner, falske niere og intelligent pres? Eller lykkedes det Pep at ryste en klub, der så absolut helst ikke vil rystes, så grundigt, at man hellere vil pege finger af tre sæsoner uden det Champions League-trofæ, han i bund og grund var hentet til vinde?

Med Peps afgang til til Manchester City forsøger mange i München fortsat at gøre status over et af de mest spændende trænerkapitler i Bundesligaens historie. Og det er slet ikke så ligetil, som man måske kunne tro.

Den stædige revolution

På papiret er det ikke meget at sætte en finger på. Guardiola ankom til FC Bayern ridende på en bølge af historiske resultater i FC Barcelona efterfulgt af et sabbatår i New York, og forlod klubben igen tre år senere som en af de mest effektive managere i Bundesligaens historie. Alt i alt nåede han at stå spidsen for klubben 161 gange, med 121 sejre og blot 19 nederlag som følge – en kvote, der er bedre end den, han efterlod sig i Barcelona.

Den første sæson bød straks på den første rekord, da Bayern allerede i marts sikrede sig mesterskabet med en 3-1-sejr på udebane mod Hertha Berlin i den 27. spillerunde – en forbedring af den hidtidige rekord sat af Jupp Heynckes triple-mandskab året før i den 28. runde. Samme sæson slog Guardiola Karl-Heinz Feldmans 35 år gamle rekord med 28 kampe uden nederlag. Feldman nåede til sammenligning 14. Senere fulgte endnu to suveræne ligatitler, to pokaltitler samt sejre i både UEFA’s Super Cup og FIFA’s Club World Cup. Kun den evige forgæves flirt med Champions League-pokalen endte som et skår i den stormombruste kærlighedshistorie mellem den excentriske catalonier og de tyske rekordmestre.

Pep Guardiola omfavner Franck Ribery under træning. Foto: A. Hassenstein/Getty Images for FC Bayern

Pep Guardiola omfavner Franck Ribery under træning. Foto: A. Hassenstein/Getty Images for FC Bayern

Guardiolas største bedrift skal dog findes på et helt andet plan. På trods af rekorder, resultater og statistikker som Bundesligaen måske aldrig får at se igen, var det Peps daglige arbejde med spillerne og hans decideret visionære taktiske idéer, der gjorde den egentlige forskel. Under Pep opnåede Bayern en spilintelligens og taktisk fleksibilitet, der gjorde holdet til det absolut mest raffinerede, der til dato har optrådt i Bundesligaen, ikke mindst takket være hans knivskarpe øje for materiale og muligheder. På spillersiden stod Guardiola bag indkøbene af Thiago, Lewandowski, Costa, Vidal, Alonso, Coman, Kimmich, Benatia, Bernat, Rode og Kirchhoff, hvoraf størstedelen må siges at have slået til. Andre i mindre grad og kun få slet ikke. Samtidig slap han afsted med en fænomenalt elegant oprydningsrunde, der bød på et farvel til navne som Shaqiri, Dante, Mandzukic, Kroos og mest bemærkelsesværdigt ikonet Bastian Schweinsteiger – alt sammen uden at fællesskabet og det endelige resultat led egentlig skade.

Historien om Guardiolas taktiske aftryk i Bayern handler således først og fremmest om hvad han udrettede med det, som ingen andre kunne få øje på. Den kontroversielle omskoling af Lahm, den stædige vedholden af Alaba som en slags utæmmelig, omnipotent vildmand og den ufortrødne tillid til Müllers uforudsigelige luner og overrumplende spilintelligens er blot de bedste eksempler på den revolution Peps filosofi førte med sig. Utrættelig i sin søgen efter uforløst talent hos nogle af verdens absolut bedst etablerede spiller – verdensmestre og Champions League-vindere med års erfaring – jagtede han konstant den næste genialitet, den næste overraskelse, den næste provokation. Med et sublimt øje for det skjulte og det uforløste samt en uhørt voldsom tilgang til mandskabspleje formåede han at forvandle et hold, der netop havde vundet alt – samtidig med at han indførte en begavelse og finesse, der favoriserede det eventyrlige og uberegnelige hos både de enkelte spillere og truppen som helhed. Hvor Heynckes Bayern var en velsmurt maskine, en pumpende rød stempelmotor med en mekanisk, utrættelig energi, var Peps Bayern en avanceret og højtbegavet organisme, i stand til tilpasse sig enhver udfordring og minutiøst analysere sig frem til den mest optimale løsning under selv de vanskeligste forhold.

Og vanskelige forhold var der nok af. Ikke mindst uden for banen, og især i logerne på Allianz Arena og på de traditionsrige træningsbaner på Säbener Straße. Fortællingen om Peps Bayern var nemlig også en personlig og langt mere intim historie om et sammenstød mellem kulturer og sindelag. Når der den dag i dag stadig er folk i München, der hævder at Guardiola ikke for alvor slog til, skal forklaringen derfor langt hen af vejen findes i forholdet til klubben, dens ledelse, ansatte og ikke mindst dens fans.

Et ganske særligt sted

FC Bayern München er en ganske særlig klub. Gennemsyret af tør, sydtysk tradition og en kalkuleret påtaget arrogance der forener og splitter hele familier, er det en klub hvor ingen – virkelig ingen – er større end emblemet. Det er klubben, hvor idoler og egoer som Maier, Hoeness, Rummenigge, Beckenbauer, Breitner, Klinsmann, Matthäus, Effenberg og Kahn alle har måttet lære, at de intet er uden trøjen. Der er ikke plads til fine fornemmelser eller sart fnidder af nogen art – og slet ikke som udlænding. Det er forventet, at man forstår klubbens rolle som kulturinstitution i det konservative og forstokkede Freistaat Bayern, et sted som stadig er meget mere end blot en tysk region i langt størstedelen af folks selvforståelse. Man lærer sproget, læser op på historien, kører trofast i ens AUDI, sparer op til pensionen hos Allianz, tegner abonnement hos Telekom, og trækker troskyldigt i sine lederhosen, når der inviteres til den obligatoriske årlige udflugt til oktoberfesten. Sådan er det og sådan har det altid været.

Peps ofte abstruse gemyt og lettere gådefulde hjertelag var aldrig nødvendigvis et godt match i den sammenhæng. Det er på mange måder svært at forestille sig en større modsætning end den bayerske mentalitet med dens inderligt indskrænkede horisonter og Peps hang til avantgardistisk nytænkning og grandiose postmoderne luftkasteller. Og sammenstødene var da heller ikke til at undgå. Det medførte et ramaskrig, da han følte sig så forstyrret til de populære åbne træningspas i Untergiesing, at han hængte sorte plasticforhæng op for at holde tilskuerne ude. Den legendariske klublæge Hans-Wilhelm Müller-Wohlfahrts afgang efter 40 år i klubben var en skandale i og uden for klubben. Forbindelsen til broren Pere Guardiola, agent for blandt andre Thiago, var på grænsen til det uacceptable. For mange var den ellers så succesrige træner verdensfjern, tilknappet og endda en smule arrogant. Som person lå Pep simpelthen milevidt fra den småborgerlige lokalpatriotiske gemytlighed, der ellers kendetegner klubben og gør forholdet til dens fans til noget ganske særligt og oprigtigt familiært. Det var først da Pep efter pokalsejren over Dortmund i maj brød grædende sammen og omfavnede sine spillere med DFB-pokalen knuget i favnen, at man fik den intimitet og ærlighed at se, som mange sukkede efter. Og da var det af gode grunde for sent.

Pep Guardiola i tårer efter pokalsejr over Dortmund. Foto: Uwe Kraft/Anadolou Agency/Getty Images

Pep Guardiola i tårer efter pokalsejr over Dortmund.

Foto: Uwe Kraft/Anadolou Agency/Getty Images

Og så var der spillet. Peps Bayern revolutionerede Bundesligaen og når tingene gik op i en højere enhed, var Peps Bayern utvivlsomt et af de bedste hold, Bundesligaen til dato har set.

Men det er en misforståelse, at det også betød, at det var medrivende. For det var virkelig ikke altid underholdende. Langt fra. Spøgelset fra Barcelona, det evindelige boldflytteri og dræbende kedelige besiddelsesfodbold, var allestedsnærværende alle tre sæsoner. FC Bayern med Pep ved roret, ulasteligt klædt i skræddersyet tredelt jakkesæt, kunne vinde kampe 6-0 med 80% boldbesiddelse mens et fyldt Allianz Arena kæmpede for at holde øjnene åbne. Så dræbende kedelig og frustrerende var Peps vision i perioder, at selv klubbens øverste ledelse blev fanget i at ufortrødent kritisere den manglende underholdning til den glubske presse.

”Hvis det fortsætter sådan, ender vi med at blive ulidelige at se på, ligesom FC Barcelona,” pippede selveste Beckenbauer, da underholdningen var på sit laveste. ”Spillerne ender med at spille bolden baglæns, selv hvis de står på modstanderens mållinje.”

Hvis det fortsætter sådan, ender vi med at blive ulidelige at se på, ligesom FC Barcelona
— Franz Beckenbauer

Uhørt hårde ord i en klub som Bayern München, men det er svært at være uenig. Allianz Arena kan på sine værste dage tage sig ud som en decideret begravelse, og når Peps stjerner var allerkedeligst, var det så sørgeligt, at man godt kunne have fældet en tåre. Hvad nytter det at have et af verdens bedste fodboldhold og en række af verdens største individualister, hvis det eneste man får for pengene, er 93 minutters boldfedteri og en smal 1-0 sejr? Og omvendt, hvad er idéen med en billet til en opvisning i taktisk og fysisk overlegenhed i form af en knusende 5-0 sejr, hvis det eneste man ser, er røde trøjer i én og samme løberetning, og det eneste man hører, er modstandernes fans? Ubegribeligt for en klub der lever af dominans på alle planer, så var Peps Bayern simpelthen ofte for gode. Og prisen han måtte betale, var en besynderlig og på mange måder fatal distance til lægterne.

En frustrerende selvmodsigelse

Den endelig regning efter Peps tid i det sydtyske er en kompliceret en af slagsen. Mest af alt er det dog en regning, der skal gøres op i langt mere end resultater, spillemæssig dominans eller manglende Champions League-pokaler. Med afsæt i en gelassenhed, der ville gøre mange tyske trænerikoner stolte, indførte han en kompromisløs filosofi som tvang det bedste ud af etablerede, højt betalte verdensstjerner og tillod dem en udvikling, der er uhørt i moderne fodbold.

De, der forstod hans idéer, og var villige til at underkaste sig hans metoder, voksede som spillere under Peps enevælde. Den fine røde tråd gennem hans tid i tysk fodbold løber unægteligt gennem hans evne til aldrig at stille sig tilfreds og samtidig konsekvent overbevise andre om, at de skulle gøre det samme, uanset hvad traditionen måtte diktere. Det har betydet, at flere kernespillere både i Bayern og på det tyske landshold den dag i dag er markant bedre fodboldspillere end de var før hans ankomst til klubben. Og det er ubetinget unikt.  

På den anden side formåede han aldrig at skabe den dybe, intime og oprigtige forbindelse til klubben og dens fans, som mange havde håbet. Og netop her finder man måske det største hjertesuk fra hans ophold i FC Bayern. Guardiola havde med sine evner, visioner og forhold til de vigtigste spillere både i Bayern og hos de tyske verdensmestre en reel mulighed for at ændre klubben for altid. Men hans insisteren på distancen og den professionelle kølighed gjorde, at flirten aldrig udviklede sig til den helt store episke kærlighedsfortælling af den slags, der giver romantikerne tårer i øjnene og definerer både klub og trænere for kommende generationer. I stedet blev Peps Bayern en slags dybt frustrerende selvmodsigelse, et uægte barn født af lige dele hengivenhed til fodboldens endeløse udvikling og lige dele provokerende knægtelse af klubbens selvhøjtidelighed. Til tider jublende euforisk, til tider dybt, dybt tragisk.

Videre, altid videre

Hvis der en enkelt frase, der rammer ind i hjertet af tysk fodbold – helt ind bag Adidas-stribernes snorlige historie og de fire VM-stjerners finbroderede tråde – så er det Sepp Herbergers legendariske ”Nach dem Spiel ist vor dem Spiel” – efter kampen er før kampen. Eller anderledes forstået og skåret ind til benet: Kun den næste kamp tæller.

I dag står Herbergers citat tilbage som essensen af tysk grundighed og kynisme, et tidløst udtryk for en vindermentalitet, der nægter at se sig over skulderen. Sjældne, stærke ord af den slags, der forklarer og definerer, og med spor trukket helt op til nutidens højglanspolerede og ultra-effektive tyske fodboldmaskineri. Alt sammen finjusteret af en imponerende udviklingshistorie, der kulminerede med magtpræsentationen i Brasilien for to år siden, og som kendetegner Bundesligaen, som vi har lært at elske den.

Ironisk nok skulle en velklædt, energisk og enigmatisk udlænding vise sig at blive en af de bedste eksponenter for den slags grundighed og kynisme i den hjemlige liga, små 60 år efter Herbergers mirakel i Bern. Og samtidig skulle den velkendte floskel også vise sig at være den mest rammende, når facit skal gøres op i klubben og institutionen FC Bayern München. I München skal der mere til end både overrumplende resultater og velmente visioner. Og det har Pep måtte sande, på trods af hans klarsynede herkulesarbejde og blændende taktiske taktstok. Hans aftryk var enormt og resultaterne imponerende. Men når stadionlyset slukker og glasset er tomt er der kun én vej frem for både Bayern og Pep – og det er videre, altid videre.

Foto: Adam Pretty/Bongarts/Getty Images

EM Podcast: Tak Kroatien, så snakker vi ikke mere om ’lorte-EM’

EM Podcast: Tak Kroatien, så snakker vi ikke mere om ’lorte-EM’

EM Podcast: Derfor skal du se Spanien-Kroatien i aften

EM Podcast: Derfor skal du se Spanien-Kroatien i aften