Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Når klubben er vigtigere end liv og død

Når klubben er vigtigere end liv og død

”Some people believe that football is a matter of life and death, I am very disappointed with that attitude. I can assure you that it is much, much more important than that,” sagde den legendariske Liverpool-manager Bill Shankly. Her ser Mediano på, hvilken betydning en fodboldklub kan blive tillagt af samfundet omkring den

 

Af Lasse Yde Hegnet

Har du, kære læser, nogensinde overvejet, hvordan du opfatter din hjerteklub? Hvad er det du tænker på, når du siger klubnavnet højt, lukker øjnene og lader det indre blik eksplodere i billeder og minder? Er det de 11 mand, der spillede klubbens største kamp? Er det logoet på brystet? Er det tilhængerne på tribunerne med deres flag og halstørklæder? Eller er det præsidenten, træneren eller sportsdirektøren?  Da jeg stillede mig selv spørgsmålet, var der ikke nogle af mulighederne, der dækkede, hvad klubben er. Så for at forstå hvad en fodboldklub virkelig er, må vi tænke på den som et symbol.

Symbol og identitet

Inden vi dykker ned i fodboldens utallige eksempler på klubber der, frivilligt eller ufrivilligt, er blevet symboler for noget, skal vi kort enes om hvad et symbol i sig selv er, og hvad det kan bruges til. En antropologisk indgangsvinkel til symboler er at se dem som ting, der er meningsløse i sig selv, men at de får mening tildelt af mennesker som projicerer værdier og følelser over på symbolet. På den måde bliver klubben en måde at udtrykke sin identitet eller søge ind i et fællesskab som passer til den identitet, man kan have. Ligesom at et kors i sig selv ikke har nogen mening, men er blevet til et symbol for alle, der identificerer sig selv som kristne. Symbolet er noget, der samler, men også noget der trækker grænser til, hvad man ikke er. I en dansk kontekst vil det svare til, at holder man med Brøndby IF, så holder man i hvert fald ikke med FC København!

Klubberne ender med at have samme symbolske styrke som nationalitet, især med de mange ”gamle” klubber i Europa, som fra deres grundlæggelse har været præget af medlemmernes sociale klasse, værdier, politiske orientering osv. Klubberne har altså en historisk baggrund for meget præcist at repræsentere et homogent fællesskab.

Nu hvor vi har fået et par antropologiske dykkerbriller på, tænder vi for iltforsyningen og dykker ned i fodboldverdenens koralrev for at se nærmere på nogle af de småfisk af klubber, der er blevet udfordret på indholdet af deres symbolik, og nogle af de mastodonter af fisk vi alle kender og ved repræsenterer meget mere end bare sig selv.

Mere end en klub

Vi begynder med at se på to af fodboldens giganter og i øvrigt to velkendte symboler: Real Madrid og FC Barcelona. Opbygningen af klubberne som modsætningsfyldte symboler startede under den spanske borgerkrig, hvor Francisco Franco lod FC Barcelonas socialistiske og catalansk orienterede præsident Josep Sunyol henrette uden retssag. Da Franco kom til magten, blev det ulovligt at tale eller bruge catalansk overhovedet, men på stadion kunne det ikke kontrolleres, hvilket sprog der blev talt og derfor blev det at være på stadion en måde at udtrykke sin catalanske identitet på. Rivaliseringen intensiveredes ekstremt efter semifinalerne i Copa del Generalísimo (nuværende Copa del Rey), hvor FC Barcelona efter at have vundet 3-0 på hjemmebane i første kamp blev forfulgt, truet, overfaldet med sten og møntkast, både før og efter kampen, fordi Real Madrid simpelthen ikke måtte tabe til ”de røde”, ”separatisterne” fra Barcelona. Barcelonas målmand, Lluis Mirí, turde kun nærme sig sin egen mållinje, hvis han var bevæbnet med sten. Real Madrid vandt kampen 11-1.

Semifinalen blev det første tydelige eksempel på regimets forkærlighed for Real Madrid, og dets indædte had til rebellerne i Spaniens nordøstlige hjørne. Geografi markerede en tydelig grænse, men efter semifinalen blev grænserne mellem "madridistas" og "culés" til mere. De indeholdt politik og modsatrettede ideologier. De blev en identitet med mere pondus end "bare" at være fra Madrid eller Barcelona, og grænsen gik fra at være et hegn til at være en afgrund, og den modsatte side blev til fjender.

Barcelona-tilhængere ved Copa del Rey finalen i 2015. Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

Barcelona-tilhængere ved Copa del Rey finalen i 2015.

Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images

FC Barcelona og catalanerne følte sig forfulgt og nedgjort af det fascistiske styre, og selv efter Francos død i 1975 voksede de tydelige modsætninger. Hooligangrupperinger opstod i 1980’erne, hvor de venstreorienterede støttede FC Barcelona og de højreorienterede støttede Real Madrid, og man dermed opretholdte det politiske modsætningsforhold mellem klubberne. Real Madrid havde med sine mange titler under Francos styre manifesteret sig som et symbol på Francos magt over Spanien. FC Barcelona var blevet et fælles udtryk for den ellers ulovlige catalanske identitet. Selv i dag bliver FC Barcelona brugt som symbol for catalansk selvstændighed – for nylig fik klubben en bøde af UEFA for at lade klubbens tilhængere bruge det catalanske flag i internationale kampe. FC Barcelona selv kaldte bøden for ”en krænkelse af ytringsfriheden”. Med den udtalelse levede klubben op til sit eget motto, ”Més que un club” (Mere end en klub), som er kendt af langt de fleste fodboldinteresserede. Det opstod under Francos regime som et udtryk, for at klubben var blevet gjort til symbolet på noget meget større og vigtigere end fodbold, og at klubben havde taget rollen til sig.

Historien om rivaliseringen mellem Real Madrid og FC Barcelona understreger hvad Bill Shankly mente, da han sagde at fodbold var vigtigere end liv og død – det strækker sig langt udover en enkelt person og en enkelt persons levetid. Det er ikke en enkelt person, der er på spil når klubberne, disse symboler for fællesskaber, tørner sammen. Det er hele fællesskabets identitet, der er på spil.

Moderne fodbolds trussel mod klubbernes symbolværdi

Nu bevæger vi os til de britiske øer for at se, hvad der sker, når nogle klubber bliver kastet ud i forandringer, og hvordan det påvirker symbolet. Når vi taler om en klub som et symbol, er der mange ting, der gør klubben til det, den er. Trøjer, logoer, navne, beliggenhed, sponsorerer og traditioner bygget op gennem historien er meget centrale for, at symbolet kan blive ved med at være større end bare en generation af mennesker. Fodbolden er på mange måder en konservativ verden, hvor forandringer er ilde set. Overalt i Europa ses tilhængere af ”gamle” klubber bære trøjer med skriften ”Imod moderne fodbold” med dets udenlandske investorer, fusioner og lejesoldat-lignende tilstande, hvor loyalitet til en klub fra spillerne efterhånden er lige så usandsynlig, som at Leicester vinder det engelske mesterskab – det kan ske, men langt fra ofte!  

I England har to klubber, eller fællesskaber, mødt den ”moderne fodbolds” forsøg på at ændre fællesskabets vigtigste symbol: fodboldklubben.

6. juni 2012 kunne tilhængere af Cardiff City FC vågne op til nyheden om at deres elskede 113 år gamle klub, der havde spillet i blåt i 104 af de år, og derfra havde fået tilnavnet ”the Bluebirds”, nu skulle ændre farven på trøjerne og logoet, der indeholdt en bluebird, altså en hyttesanger. Farven skulle være rød, og det mest prominente i logoet skulle være den røde, walisiske drage. Ideen opstod fra ejeren, malaysiske Vincent Tan, der ville give klubben ”more appeal to the international market”, som det blev udtrykt. Der var et ramaskrig blandt fansene og voldsom utilfredshed, selvom der ville blive pumpet mere end 100 millioner pund ind i en klub, som var ude af økonomisk balance og blødte en million pund om måneden. I tre år spillede klubben i rødt under voksende utilfredshed fra tilhængerne. Deres massive protester fik over julen 2014 Vincent Tan til at genoverveje holdets farver og logo. Trøjerne blev igen blå, og bluebirden kom tilbage til sin prominente plads i logoet. Den røde, walisiske drage blev gjort mindre og lignede nu mere en orientalsk drage. Tans juleovervejelser, fortalte han, blev skubbet i gang af hans mor, der mindede ham om betydningen af ”togetherness, unity and happiness” – altså hvad der hører til et fællesskab. Og det var på overfladen netop Tans store forbrydelse i udskiftningen af farver og logo – han havde som udefrakommende sat sig over det fællesskab, der allerede eksisterede under Cardiff City FC. ”Supra Societatem Nemo” er den latinske betegnelse for ”ingen over fællesskabet/klubben” og i Cardiffs tilfælde vandt fællesskabet over den fremmede investor. Udover at sætte sig over fællesskabet, som trods alt hænder, så er hans virkelige forbrydelse, at han ikke forstår indholdet af symbolet. Og dermed ikke forstår, at han truer hele fanskarens selvforståelse og identitet - de ER bluebirds. Tænk hvis det danske landshold pludselig skulle spille i blåt og gult – hvad ville der så ske med "vi er røde/vi er hvide"?

Vincent Tan, ejer af Cardiff City FC. Foto: Scott Heavey/Getty Images

Vincent Tan, ejer af Cardiff City FC.

Foto: Scott Heavey/Getty Images

Men den moderne fodbolds historie viser, at det ikke altid går sådan og at investorer og penge kan flytte og ændre på selv fasttømrede symboler. Vi bliver i det engelske og skal en tur til en del af London, der ellers er mest kendt for tennis – Wimbledon. Fra slutningen af 1980’erne og op gennem 90’erne var klubben Wimbledon FC et veletableret hold i toppen af engelsk fodbold. De var vindere af FA Cup-finalen 1988 mod selveste Liverpool, kendt som The Crazy Gang som følge af spillernes, trænere og formænds utilregnelige opførsel, eller ”the Wombles” efter en afholdt børneserie, der tog udgangspunkt i livet i Wimbledon-området. Og som det mest naturlige spillede klubben med Wimbledon-bydelens våbenskjold på brystet – den to-hovedede ørn. Klubbens historiske hjemmebane Plough Lane bukkede under for FA’s krav om opgradering af de engelske stadion, så klubbens ledelse søgte efter et nyt sted og endte med at leje sig ind hos Crystal Palace på Selhurst Park. Flytningen på under 10 km skulle være midlertidig, men da direktør Hammam ikke kunne finde et passende sted i nærheden af Wimbledon, dukked tankerne om at flytte klubben op. Fansene rasede, især da rygter om en flytning til Dublin dukkede op. Hammam solgte klubben i 1997 til nogle norske investorer. Investorerne solgte klubbens tidligere hjemmebane og fortsatte med at lede efter et nyt sted til klubben. Et konsortium med Pete Winkelman i spidsen udviklede samtidig et retail område i Milton Keynes, der inkluderede et fodboldstadion. Stadion blev tilbudt til Wimbledon FC, der tog imod tilbuddet i 2001 med den begrundelse overfor tilhængerne, at klubben ellers ville gå konkurs. Fansene var rasende og grundlagde en ny klub, AFC Wimbledon, og kort efter styrtdykkede tilskuertallet til den professionelle klub. I 2003 flyttede den til Milton Keynes og tog navnet Milton Keynes Dons FC. AFC Wimbledon er siden klatret stødt og roligt op gennem det engelske ligasystem. Klubbens største triumf kom for ganske nylig, da den vandt oprykningsfinalen til League One, den tredjebedste række. Oprykningsfinalen blev spillet på Wembley, hvor Wombles-tilhængerne stod med skilte og bannere, der hyldede det gamle Wimbledon FC, satte lighedstegn mellem klubberne og krævede Plough Lane tilbage som hjemmebane. Euforien var stor. Måske også fordi Milton Keynes Dons netop er rykket ned i League One.

Så i næste sæson skal de to klubber, der er sprunget ud af Wimbledon FC mødes – fansenes klub, der selvfølgelig spiller med Wimbledons to-hovedede ørn på brystet, og franchiseklubben, der forlod sine rødder for et passende stadion. Umiddelbart lyder det jo som, at AFC Wimbledon er den rigtige fortsættelse, siden det er det fællesskab, der var bag Wimbledon FC. Men AFC Wimbledon har ingen historie om at være "The Crazy Gang", ingen fortid på Plough Lane og ingen FA-cup titel. Har Milton Keynes Dons så det? Næ, men de har trods alt klubben, som “bare” er flyttet. Navnet "Dons" er en direkte reference til rødderne i London. Men ingen af klubberne har den oprindelige betydning eller identitet. Den er for evigt død som identiterne og grænserne mellem de hedengange Herning Fremad og Ikast FS, der er blevet til et nyt symbol i FC Midtjylland. Wimbledon FC blev til to nye, næsten historieløse symboler, der peger i hver sin retning.

Symbolerne er fællesskaber

Fodboldklubberne er der, hvor ens fællesskab, identitet og værdier kommer op mod andre fællesskaber i en æstetisk og fysisk duel om, hvilket fællesskab der er de andre overlegne. Det skræmmende er, at symbolerne/klubberne kan blive skrøbelige i den moderne fodbold. Små ændringer kan flosse fællesskabet bag dem, som ændringer i logoet eller fremmed overtagelse, hvor folk kan se deres klub ændre værdier og fjerne sig så meget fra den enkelte tilhænger, at han må finde et nyt fællesskab og et nyt symbol at stå bag. Jagten på investorer og sponsorer kan, som vi har set i eksemplerne Cardiff City og Wimbledon, rive det hele fra hinanden. Det samme kan også ske med større klubber, hvor mange klubber har tilhængere, der frygter for klubbens ve og vel. Manchester United er et eksempel, hvor tilhængerne frygter at ejerne, den amerikanske Glazer-familie, ikke varetager klubben rigtigt. De mest nervøse af tilhængerne bærer gule og grønne halstørklæder på stadion – de oprindelige farver fra dengang, klubben hed Newton Heath LYR - for at minde ledelsen om klubbens rødder. Nogle gik endda så vidt som at grundlægge en ny klub i, FC United of Manchester, da Glazer købte Manchester United i 2005.  

Vi har været på en kort tur rundt blandt nogle af fodboldens mange klubber, og vi har set på dem med briller, der viser dem som symboler. Vi har set på de store, klassiske klubber og hvordan, de kan vokse op og blive stærke, fordi de har en modpol, og vi har set, at selv små symboler betyder så meget for fællesskaberne bag dem, at forsøg på at ændre symbolerne risikerer at få symbolet til at gå under eller splitte det fra sit oprindelige fællesskab. Derfor er fodbold også, som Bill Shankly sagde, vigtigere end liv og død. Fodbolden, klubberne og historierne rækker meget længere ud, end det enkelte individ.

Foto: Matthew Ashton, AMA/Corbis via Getty Images

EM’s taktiske tendenser 2.0 - set af Mads Davidsen

EM’s taktiske tendenser 2.0 - set af Mads Davidsen

EM Podcast: Tak Kroatien, så snakker vi ikke mere om ’lorte-EM’

EM Podcast: Tak Kroatien, så snakker vi ikke mere om ’lorte-EM’