Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

EM’s taktiske tendenser 2.0 - set af Mads Davidsen

EM’s taktiske tendenser 2.0 - set af Mads Davidsen

Der skal nu afsluttes 44 gange pr. scoring uden for feltet, men skaber et hold flest målchancer i feltet, så er der point i godt 90% af kampene. Og så har den klassiske 9’er fortsat svære målscoringsvilkår. Her er EM’s taktiske tendenser 2.0

 

Af Mads Davidsen, træner i Shanghai sipg FC

NB: Tallene i denne artikel er forfatterens egne. Derfor bedes man henvise, hvis man låner tal og analyser.

1. Klar tendens: bolden er fortsat ikke afgørende – det er afslutninger i feltet

Som jeg argumenterede for i Taktiske Tendenser 1.0, som du kan læse her, så var det for tidligt i turneringen at tale om reelle tendenser, men siden har tesen, at det er mere vitalt i en cupturnering at spille chancerne større, inden man afslutter (altså at komme ind i feltet) end at have bolden (possession-fasen) vist sig endnu mere tydelig efter alle gruppekampene.

Især i forhold til ikke at tabe kampene. Når et hold har haft flest afslutninger i feltet, så er fem kampe ud af de hidtidige 36 tabt, mens mest possession har resulteret i 12 nederlag. Og sammenligner vi værdien målt i point; flest afslutninger i felterne kontra possession, så hedder den 67 point mod kun 50 point ved possession, så der er ingen tvivl om, at afslutninger i felterne er vigtigere i en cupturnering end at have bolden statistisk set – også ved dette EM. Jeg har analyseret samme tendens fra VM 2014 (107 point mod 92 point, egne tal).

Der scores imidlertid fortsat flest mål efter possession-faser (længerevarende perioder med bolden); mere end 50% af alle mål er kommet efter åbent spil enten via en længerevarende possession-fase eller direkte spil i længderetningen, så det er fortsat relevant at have dygtige spillere på bolden, men der er mod slutningen af gruppespillet sket en stigning i antallet af scoringer efter omstillinger (eksempelvis Wales med to eller tre scoringer mod Rusland - afhængig af definitionen af en omstilling, samt Kroatiens 2-1-scoring mod Spanien), og det tal vil logisk set kun stige, når vi kommer til knald-eller-fald kampene, hvor der statistisk set oftest scores mere på omstillinger og standardsituationer.

Ved dette EM er 28% af målene efter gruppekampene scoret efter standardsituationer, mens der i play off-kampene op til EM, hvor Danmark blandt andet indkasserede to standarder mod Sverige og scorede på selv to, blev scoret på standardsituationer i 42% af målene, hvilket er exceptionelt højt, men netop viser, at denne fase kun bliver vigtigere og afgørende, når der er mere at risikere og tabe, hvilket kendetegner vind-eller-forsvind kampene, som turneringen i Frankrig nu går ind til.

Ved den seneste EM-slutrunde i 2012 var tallet 21%, mens gennemsnittet for de tre seneste EM-turneringer er 22% (tal fra UEFA), så denne turnering ligger fortsat i den høje ende vedrørende scoringer efter standardsituationer.

2. Afslut udenfor feltet som Lukaku

Hvis vi går mere i dybden med afslutningerne og målene i turneringen, så kan det fortsat ikke ’betale sig’ at afslutte udenfor feltet. Det krævede i gruppespillet præcis 44 afslutninger pr. scoring (egne tal), mens et hold inde i feltet skulle bruge godt syv afslutninger pr. scoring (helt præcist 7,5). Så nøglen er at spille chancen større før en afslutning - hvis man altså går efter at score. Afslutninger udenfor feltet lå længe på over 50 spark pr. mål, men fire scoringer onsdag aften forbedrede statistikken.

Jeg vil imidlertid gerne nuancere afslutningsdebatten. Lad os bruge Romelu Lukakus 1-0-scoring mod Irland i anden spillerunde som eksempel. Her var der tale om en afslutning på kanten af feltet, så statistisk set altså en afslutning og en scoring udenfor feltet, hvilket statistisk set, som nævnt ovenfor, ikke burde kunne betale sig.

Målet af Lukaku er fra en scoringsmæssig og statistisk realistisk position centralt i zone 14 og med en afslutningsteknik, som jeg også træner med mine angribere, så tro ikke, at man som træner helt skal forbyde spillerne at afslutte/score udenfor feltet. Det er ikke min pointe.

Det handler om bevidstliggørelse af, hvor, hvornår og hvordan det kan betale sig at afslutte, så spilleren i situationen kender den gode position og samtidig vælger den rigtige afslutningsteknik, og Lukakus scoring er perfekt udført.

En perfekt (fri) position centralt udenfor (men tæt på) feltet, et godt førstetouch, så han kan afslutte på andenberøringen, inden presset kommer og så vælger Lukaku den hårde, men kontrollerede inderside fladt (hvor målmanden har svært ved at nå ned/ikke har sine hænder naturligt) i det fjerneste målhjørne.

Romelu Lukaku scorer - lige efter Mads Davidsens opskrift - mod Irland. Foto: Ray McManus/Getty Images

Romelu Lukaku scorer - lige efter Mads Davidsens opskrift - mod Irland. Foto: Ray McManus/Getty Images

En målmand er chanceløs ved denne afslutning 100 ud af 100 gange, så topudført og selvfølgelig en position, i den rigtige zone og et afslutningsvalg, jeg også ville anbefale til mine offensiv-spillere, selvom afslutningen statistisk set er udenfor feltet.

3. Indlæg eller gennembrud centralt?

Det er altid en diskussion, hvordan man spiller chancen stor nok, og ønsker man som træner eller hold gennembrud centralt eller bredt? Og hvor tillader modstanderen dig at finde plads og udnytte rum?

Statistisk set har der været flest scoringer efter høje og flade indlæg ved dette EM kontra dybe stikninger eller kombinationsspil centralt (igennem zone 14), så isoleret set har indlægsspillet haft en stor betydning for scoringerne. Dog er det vigtigt også her at gå bagom tallene, og jeg har allieret mig med den dygtige freelance-fodboldanalytiker Claus Møller Henriksen, som har nørdet med indlægsstatistikken via Eye4Talents Performance analysesystem, hvilket jeg ikke selv har prioriteret, så Claus fortjener referencen 100%.

Claus’ indlægstal viser, at konverteringsprocenten af indlæg er yderst lav og et hold ligesom ved afslutninger udenfor feltet skal bruge rigtigt mange indlæg, før det giver en scoring.

Helt præcist scores der ét mål pr. 100 (høje) indlæg fra siderne, hvilket igen bør give stof til eftertanke i form af, hvorvidt holdets indlægsstrategi virker eller om det overhovedet er en god ide?

Der har i gennemsnit været 40 høje indlæg per kamp og kun 1% af dem er der scoret på, så det ligner ikke umiddelbart den mest effektive måde at score på, selvom der altså er scoret flest gange via indlæg (høje og flade/cutbacks) samlet set i turneringen.

For mig som træner handler det i høj grad om at have en prioritering i fase 3, afslutningsspillet, så spillerne ved, hvad de foretrukne optioner og bedste valg er, og derfor leder efter de mønstre og løb, der er gennemarbejdet og automatiseret. Tysklands første halvleg mod Nordirland var for mig den bedste og mest strukturerede præstation på banens sidste tredjedel – afslutningsspillet. Konstant gode positioner centralt, åbnede og udnyttede rum samt altid en option bredt også, hvilket gav nordirerne udfordringer, da fodbold heldigvis er konstrueret, så du aldrig kan lukke alle rum samtidigt. Samtidig havde tyskerne 13 afslutninger (egne tal) i første halvleg og alle 13 inde i feltet, hvilket helt sikkert skyldes en klar strategi og prioritering i afslutningsspillet.

Samme systematik bør være afgørende for indlægsstrategien; hvilke positioner skal udfyldes og hvordan håndterer du, at modstanderen også kender og læser de klassiske og helt åbenlyse positioner (forreste og bagerste område samt omkring straffesparkspletten)? Min påstand er, at for mange hold bare slår bolden blindt ind i feltet og håber det bedste. Det kalder jeg held og tilfældigheder og er det godt trænerarbejde? Ikke i min verden.

Og Claus’ statistik fortæller os, at det sjældent kan betale sig at prøve med indlæg, når kun 1% af de klassiske høje indlæg konverteres til scoring. Det er imidlertid også en diskussion om spillestil og valg af spiltyper.

Belgiens 2-0-scoring mod Irland af Axel Witsel kan være et indøvet indlægsmønster, men det ved kun Marc Wilmots og hans stab. Jeg synes, at det så planlagt og indarbejdet ud.

Angriberen har taget det første løb for at positionere sig til et tidligt indlæg, men bolden bliver i stedet stoppet og spillet baglæns og så kommer andenbevægelsen, hvor angriberen søger væk fra den centrale zone, hvilket skaber afstand og usikkerhed mellem de to irske stoppere, og her kommer Witsel med perfekt timing løbende ind i mellem de to stoppere og scorer.

Axel Witsel udnytter, at de irske centerforsvarere er trukket fra hinanden pga Lukakus arbejde og header et indlæg ind. Et af få eksempler på det gode indlæg ved dette EM. Foto:Dean Mouhtaropoulos/Getty Images

Axel Witsel udnytter, at de irske centerforsvarere er trukket fra hinanden pga Lukakus arbejde og header et indlæg ind. Et af få eksempler på det gode indlæg ved dette EM. Foto:Dean Mouhtaropoulos/Getty Images

Et klassemål, hvor Belgien rammer svagheden ved at markere i zoner ved indlæg, altså rummet mellem de to stoppere og scoring via andenbevægelsen, så indlæg kan naturligvis have en værdi også afhængig af typer, men det kan være en ide at have en specifik indlægsstrategi for at optimere konverteringsprocenten.

4. ”Den dygtige angriber – uden mål”

Jeg skrev ovenstående blog/klumme for snart tre år siden - du kan læse den her - om udviklingen i spillet (primært relateret til dansk fodbold), der har medført, at den klassiske angriber i moderne fodbold har mange roller, hvilket minimerer chancen for at score mål.

Den tendens er gennemgående i hele Europa, og derfor har vi ved dette EM heller ikke set specielt mange 9’ere score mange mål for deres respektive hold. Vi skoler angriberne tidligt til at være holdspillere, der skal være ’førsteforsvarer’ og samtidig være en opspilsstation, når man har possession. Det koster kræfter rent fysisk og chancen for at være i den gode scoringsposition mindskes, når man skal ned og deltage i opbygnings- og gennembrudspillet (fase 1-2).

Er det så et problem? En uundgåelig udvikling, mener jeg. Spillet har ændret sig rent fysisk og taktisk, så det kræver mere af alle 10 markspillere, og derfor har vi brug for angriberens arbejdsradius (højintense løb) med og uden bold. Det tror jeg, at alle trænere og sågar medspillere har fundet ud af.

Et eksempel er fra Bayern München, hvor jeg ved fra mit kildenetværk, at flere Bayern-spillere foretrak at spille sammen med Mario Mandzukic frem for Robert Lewandowski. Det kan virke en anelse besynderligt, når vi kigger på, hvor mange mål og implicit sejre Lewandowski de seneste sæsoner har skaffet det tyske mandskab, men pointen er, at Mandzukic defensivt arbejder langt hårdere, er mere bevægelig, løber mere (og længere) og på den måde hjælper holdkammeraterne og holdet rent organisatorisk. Og medspillerne derfor vurderer, at holdet som helhed kan vinde mere med ham på holdet. Så det har en kæmpe værdi i moderne fodbold – også for spillerne, som eksemplet her viser.

Der er ingen tvivl om, at fodboldkulturen også har en afgørende rolle for angriberens udvikling. I Europa har vi fortsat mere fokus på struktur og organisation, mens fx der i Sydamerika stadig spilles og trænes mere ustruktureret, individuelt og én-mod-én-betonet.

Jeg har selv erfaret det med de sydamerikanske offensiv-spillere, jeg har arbejdet med i Kina. De har fantastiske individuelle færdigheder og kan afgøre kampe på egen hånd, men de er ikke specielt dygtige relationelt (i sammenspillet med holdkammeraterne), eller ser nødvendigvis en stor værdi i at arbejde defensivt i holdets tjeneste.

I december var jeg på ’PRO-refresh’ trænerkursus hos DBU, og her var også interessante pointer og data UEFA’s Technical Group fra Champions League- og Europa League-sæsonerne.

UEFA’s tal viser, at topscorerne i de to turneringer primært er ikke-europæere. På daværende tidspunkt var otte af top 12 topscorere i Champions League ikke fra Europa, mens top 4 i Europe League kun havde en europæer i blandt (Romelu Lukaku, som endda har ikke-europæiske rødder), så vi kan konstatere, at der fortsat produceres mere klassiske angribere i Sydamerika og Afrika, selvom en stolt fodboldnation som Brasilien pt. også lider under en manglende top 9’er.   

I skrivende stund er Gareth Bale på tre scoringer og selvom han ofte agerer i et to-mandsangreb for Wales, så betragter jeg ikke ham som 9’er, og to af hans tre scoringer er direkte på frispark, hvilket dermed ikke har været qua hans rolle eller position som angriber.

Føromtalte Romelu Lukaku er på to mål efter stærkt belgisk omstillingsspil mod Irland, mens Alvaro Morata kom på tre scoringer senest (en scoring efter et fremragende tidligt indlæg og en god position forrest i feltet mod Tyrkiet), og her er tale om to klassiske 9’ere, så det bliver interessant at følge, hvordan 9’erens målscoringsrolle udvikler sig videre i denne turnering. Jeg tror ikke, at vi vil se markant flere mål fra 9’erens side fremover.

Min påstand, som beskrevet i bloggen fra 2013, er, at den klassiske 9’er er uddød, da rollen i dag er langt mere mangfoldig samt de offensive løb og målene kommer fra flere forskellige positioner, og det er en helt naturlig udvikling af fodboldspillet.

Kroatiens Ivan Perisic scorer sejrsmålet mod Spanien. Han kan være fremtidens afslutter. Foto: Ian Walton/Getty Images

Kroatiens Ivan Perisic scorer sejrsmålet mod Spanien. Han kan være fremtidens afslutter. Foto: Ian Walton/Getty Images

Vi udvikler og uddanner andre typer og flere målscorere fordelt ud over holdet; spillere som Dimitri Payet og Ivan Perisic, der begge står noteret for to scoringer ved dette EM. Det var også en del af min pointe i Taktiske Tendenser 1.0 omkring system- kontra positionsdebatten - rent offensivt.

Fodbold er ikke længere låste systemer og en fast rolle per spiller i boldbesiddelse, men langt mere flydende, bevægeligt og positionsroterende, hvilket netop forstærker behovet for andre typer af målscorere end kun den klassiske 9’er.

Foto: Jean Catuffe/Getty Images

EM-podcast: Åh nej, ikke TO hviledage!!

EM-podcast: Åh nej, ikke TO hviledage!!

Når klubben er vigtigere end liv og død

Når klubben er vigtigere end liv og død