Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Den uundgåelige katastrofe

Den uundgåelige katastrofe

Medianos David Barnwell var i London i denne uge, hvor sport og politik fandt hinanden i to dramaer med samme kurs - ud af det fælles Europa. På vej hjem fra lufthavnen sendte han os disse ord.

 

Af David Barnwell

London, 28. juni 2016

Englands nedsmeltning er resultatet af Hodgsons manglende taktiske elegance, snarere end et udtryk for manglende materiale.

London dagen derpå er stille.

Byen er stadig hvileløs, hektisk og syslende som man kender den. Men under overfladen lurer en afgrundsdyb frustration, så adstadig og så klar, at selv de første sommersolstråler synes dovne og forbeholdne.

Politik og sport har en stædig evne til at gå hånd i hånd, når de store nationale fortællinger skal skrives, og denne historiske tirsdag er ingen undtagelse i den engelske hovedstad. Oven på den mest turbulente uge i den britiske efterkrigstids historie, synes den totale fadæse på Allianz Riviera i Nice i EM-ottendedelsfinalen mod Island en næsten naturlig fortsættelse af et nationalt jordskælv, der aldrig mættes.

Det på alle måder rystende nederlag til de mægtige islandske lilleputter sidder dybt og lige under huden på samme tid. Det utænkelige exit til EMs nye blåblusede krigermaskotter er katastrofen, der ikke måtte ske. Nedturen ingen kunne havde forudset, men alle havde frygtet. Og nu står man her, ydmyget af ynglingene, skændet af skandinaverne, forvist fra kontinentet.

Klare faresignaler

Englændernes exit fra konkurrencen var ikke overraskende. Også selvom selve elimineringen måske var mere dramatisk, end selv de hårdeste skeptikere kunne have forudset. Snarere var det et forventet svar på et spørgsmål, der havde presset sig på fra denne sommers første fløjt:

Hvor længe går der før eksperimentet løber fra Hodgson? Hvor længe før man løber tør for held og man står tilbage, afsløret, udstillet og afklædt som det rasende middelmådige landshold man er?

I en gruppe, der burde have givet englænderne ro til at finde rytmen, bygge formen og afprøve talentet skrabede man sig igennem og formåede kun sikre sig billetten til den anden side som en taknemmelig to’er bag opkomlingene fra Wales – i sig selv et faresignal, der burde have givet grund til indgående selvransagelse, men som aldrig bød på konsekvenser.

Jovist, der var enkelte, afstumpede lyspunkter, som Diers frisparksperle mod et håbløst russisk hold og Sturridges og Allis sekundkorte genialiteter, der førte til sejrsmålet mod Wales. I enkelte momenter især i det første opgør så selv Rooneys bizarre nye rolle som en slags fattigmands Pirlo ud til at byde på potentiale og svar. Og Rose og Walker fungerede tilnærmelsesvist på backerne, mens Lallana i glimt brillerede. Men set over alle tre indledende kampe mindede de korte og de positive detaljer mere iagttagere og fans om manglen på kvalitet, end de pegede på en egentlig løsning.

Det var netop detaljerne og de få individuelle lyspunkter, der gav englænderne håb, aldrig det overordnede, altafgørende helhedsindtryk.

Fra kollektiv desperation til decideret panik

Boden for denne groteske middelmådighed og dens katastrofale mangel på konsekvens blev betalt mod Island. I en kamp, der ikke blot vil stå tilbage som englændernes værste under Hodgson, men utvivlsomt den værste i nyere engelsk tid, faldt Hodgsons landshold så eklatant sammen, at det er svært at finde ord, der rammer hårdt eller dybt nok. Rooneys tidlige scoring forærede englænderne de bedst tænkelige omstændigheder for et bekvemt avancement, men på bizar vis blev drømmestarten aldrig udnyttet. Tværtimod tillod det stjernespækkede engelske hold sig den utilgivelige luksus igen-igen at låse sig fast i de kendte statiske løbemønstre, desperat langsomme boldomgang og uinspirerede spilrytme, som kostede førstepladsen i gruppespillet.

Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om det engelske hold på noget tidspunkt i denne slutrunde har haft et decideret lederskab

De uprøvede debutanter fra øen højt mod nord derimod lugtede kløgtigt blod, og øjnede en unik mulighed for sensationen. Sigurdssons udligning lagde grundstenen for islændernes måske bedste periode under slutrunden, og da Sigthorssons afslutning slattent gled mellem hænderne på en udstrakt Joe Hart kunne ingen sige, at føringen var ufortjent. På trods af 72 minutter til at råde bod på misæren, formåede englænderne aldrig at etablere et modsvar, og i stedet endte man igen med at undergrave sig selv med en påfaldende kollektiv desperation, der som minutter gik, udviklede sig til decideret panik.

Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, om det engelske hold på noget tidspunkt i denne slutrunde har haft et decideret lederskab. Et dilemma, der blev udstillet mod Island på det skammeligste i takt med, at fejlafleveringerne tog til og utålmodig arbejdsomhed blev til en rædselsslagen søgen efter ansvar, idéer, mod - hvad som helst.

I de døende sekunder var Vardy, Kane, Rashford, Sturridge og Alli alle på banen, men uden hjerne og hjerte, uden plan og tanke, uden fokus og akse, opfindsomhed eller mod, virkede de offensive satsninger på ingen måde efter hensigten. I stedet mistede det engelske spil al form og logik i takt med, at katastrofen uundgåeligt rykkede nærmere. Selv på lægterne døde Rule Britannia en pinsom død og blev erstattet af islændingenes nye nordiske haka.

Da dommer Skomina minutter senere fik nok og endeligt fløjtede affæren af, kastede spillere fra begge hold sig på knæ; islændingene af rendyrket, barbarisk eufori oven på et fuldkomment ufatteligt resultat – englænderne i bar frustration og fortvivlet vantro, som unge mænd, der i disse døende sekunder alle blev ramt af alvoren af et resultat, der vil forfølge hver og en som en skamplet på resten af deres karrierer. 

En balance på kanten af katastrofen

Da Hodgson umiddelbart efter kampen offentliggjorde sin afsked som landstræner, sad man igen med smagen af uundgåelighed på tungen. Afskeden blev læst op fra en lille lap papir, en passende fej skilsmisse med pressen på en af fodboldens mest ubarmhjertige scener. Hodgson var fåmælt og leverede sit farvel uden synlig fortrydelse. Mest af alt, lignede han dog en træner, der udmærket vidste, at han i årevis havde balanceret på kanten af katastrofen. En træner, der vidste, at han på trods af et brugbart materiale aldrig formåede at skabe en enhed eller en egentlig vision for de evigt skuffende englændere. Med lappen i hånden og sit tavse farvel, lignede Hodgson i foruroligende grad en mand, der havde set det komme.

Not quite... Foto: Getty Images/Lars Baron

Not quite... Foto: Getty Images/Lars Baron

”Min kontrakt udløb uanset ved udgangen af dette EM,” konstaterede han tørt, uden at lade paraderne falde. Eller måske var alvoren og aftrykket på hans eget eftermæle simpelthen endnu ikke sunket ind. ”Det er nu på tide at en anden overtager ansvaret for denne gruppe af exceptionelt talentfulde spillere.”

Og dermed var det slut. Skrålet fra de islandske lægter kunne fortsat høres i kulissen, men mest larmende var stilheden som Hodgson luntede ud af bagdøren. Sådan går verden under, ikke med et brag, men med et langt, opgivende suk.

En spektakulær undergang

Hodgsons sidste ord den aften i Nice vil gå over i engelsk fodboldhistorie, akkurat som kampen i Nice mandag aften vil blive husket for evigt på Island. Og samtidig skulle Hodgson selv også bedre end nogen anden beskrive den egentlige grund bag den spektakulære undergang. Med spillere som de, Hodgson havde til rådighed, et uhyrligt talent, der tiggede om at blive forløst, er det simpelthen utilgiveligt ikke at slå til. ”Nok” er er ikke nok.

Kampen mod Island var et indiskutabelt lavpunkt, men samtidig blot et ekstremt udtryk for en sygdom, der plagede hans tid som landstræner som et vedvarende mareridt. Hodgson lignede i bedste fald en træner med en manglende evne til at forny sig i forhold til verden omkring ham, og i værste fald en træner uden en egentlig åbenbaring.

Hans taktiske præferencer var rigide, naive og i alt for høj grad fokuserede på en skråsikker formation og dens enkelte komponenter, snarere end et egentligt system og en vision for dets formål og muligheder; én løsning for alt, en enkelt og simpel idé, konstrueret til at klare det nødvendige, og til at forklare og forstå den hele verden omkring ham.

Roys England var mere form end detalje, mere idé end udførelse og spillemæssigt langt mere stålstærkt Victoriansk korset end forførende lingeri.

Ser man tilbage på hans tid som FAs mand i sædet på Wembley, og især i de afgørende slutrunder, er det mere end almindeligt svært at finde et egentligt højdepunkt, et definerende øjeblik af positivt momentum eller blot en tendens mod en form for udvikling. Og det, mere end det enkeltstående miserable nederlag mod de skæggede hipstervenlige vikinger, blev hans endeligt.

Nederlaget i Nice var den berømte dråbe, men den faldt i en balje af en betragtelig størrelse, som Hodgson selv har været med til at fylde som årene skred frem og billedet af hans vision udeblev.

Elegance søges

Få timer før englændernes pinefulde exit, gjorde Italiens Antonio Conte status efter et sandt taktisk mesterværk mod forhåndsfavoritterne fra Spanien i dagens anden ottendedelsfinale. Med EMs korteste og bedste analyse hidtil forklarede han overbevisende at ”idéer kan slå talentet.” En tese, som Island beviste mod den engelske overmagt i samme runde, og et mantra, der kendetegner en moderne generation af trænere, fra Guardiola og Simeone til Mourinho og Conte selv. Bag dette mantra gemmer sig en taktisk elegance og fleksibilitet, som i dag er nødvendig, uanset talent eller materiale.

Det er samme elegance Hodgson så indtrængende manglede. Og det er den elegance, som FA nu skal ud og finde i en afløser, der endegyldigt kan bringe engelsk landsholdsfodbold ind i det tredje årtusinde og atter få solen til skinne over London.

Foto: Getty Images/Catherine Ivill

EM Podcast: Polen skal håbe på, at Pepe bliver sur og Carvalho starter inde

EM Podcast: Polen skal håbe på, at Pepe bliver sur og Carvalho starter inde

A-Z og helt nye tider i Brøndby

A-Z og helt nye tider i Brøndby