Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Vi kalder ham Wardinho

Vi kalder ham Wardinho

Det er ikke Stephen Ward, der har fyldt mest i snakken om EM og de store profiler. Tværtimod. Men her kigger Henrik Larsen - som altid med afsæt i sin Wolverhampton-blog - på en af fodboldens mindre larmende profiler.

 

Af Henrik Larsen

Forestil dig, at du en fredag aften gør klar til en kamp mellem FCK og AaB. Eller Brøndby mod Esbjerg. Samtidig ved du, at det danske landshold forbereder sig til en altafgørende 1/8-dels finale ved EM mod værtsnationen.

Det lyder grotesk. Men dels skal vi ikke så langt tilbage i historien for, at det kunne være sket i Danmark, og dels er det den skinbarlige virkelighed. I dag.

 I Irland.

Selv om det kun er en parentes i denne historie, så tager vi lige Danmark og historien først. Da Danmark i 1984 deltog ved EM i Frankrig, var målmand Ole Quist (KB) og Esbjergs Jens Jørgen Bertelsen eneste faste inventar på holdet, der blev hentet fra den hjemlige 1. division. Bertelsen blev hurtigt solgt til Belgien, og en vis John Sivebæk, der kom på holdet undervejs i turneringen, skiftede et år senere Vejle ud med Manchester United efter en landskamp, hvor han fra sin back-plads manøvrerede sig igennem modstandernes forsvar (nogle vil nok sige driblede) fra egen banehalvdel for til sidst at sende bolden i en bue over modstandernes målmand.

 Modstanderen var Irland.

Så er vi på sporet igen. Det handler om irsk fodbold. Om en konkret spiller. Om en mand med et begrænset talent, men en pokkers god evne og en stålsat vilje til at få det maksimale ud af talentet.

Men inden vi kommer til ham, skal konteksten på plads.

Først parallellen til dansk klubfodbold i 80’erne. Irsk klubfodbold er noget crap. Hverken mere eller mindre. Pengene er små; tilskuerne endnu færre og resultaterne på europæisk plan er til at grine af. Præcis som i Danmark i begyndelsen af 80’erne, hvor den vildeste ambition for et dansk hold var at få en såkaldt ”kassekamp” – en kamp mod et kendt vesteuropæisk tophold, som den ene gang kunne fylde ståtribunerne til sidste plads. Og klubkassererens boks med entreindtægter.

Hvis man skal drive det til noget rent fodboldmæssigt som irer, så skal man væk hjemmefra, så hurtigt som overhovedet muligt

Så langt når man særdeles sjældent i Irland. Her stempler man som regel ud efter en af kvalifikations-runderne efter opgør mod modstandere fra lande som Malta og Albanien.

Alligevel kan Irland altså producere kvalificerede spillere nok til at mønstre et landshold, der i år kunne henregne sig blandt de 16 bedste i Europa, og som lige tog en sejr over Italien med i købet. Det lyder selvfølgelig selvmodsigende, men forklaringen er både simpel og ligetil: Hvis man skal drive det til noget rent fodboldmæssigt som irer, så skal man væk hjemmefra, så hurtigt som overhovedet muligt.

Man skal til England eller Skotland – selv om sidstnævnte ikke har den liga, man havde en gang. Og jo før man kommer af sted, jo bedre.

Derfor er der ikke mange spillere på det irske landshold, der har optrådt på seniorniveau for klubber som Bohemians, Shamrock Rovers eller Limerick (fede navne i parentes bemærket). Unge spillere med bare et vist talent er som regel scoutet af de engelske og skotske klubber allerede i 15-års alderen, og mors stuvningsgryder forlades derfor tidligt.

Chance of a lifetime

Den trafik har eksisteret næsten siden den engelske og skotske liga blev startet. Tilbage til tiden, hvor udenlandske spillere ikke havde adgang til engelske liga (for de unge læsere: det lyder absurd, men sådan var det faktisk indtil slutningen af 70’erne), blev irere, skotter, walisere og nordirere ikke betragtet som udlændinge, og Irland blev så at sige en del af rugekassen for de engelske klubber. Trafikken er fortsat og de fleste klubber har fortsat et meget fintmasket scouting-netværk i Irland. Om end de fleste irere nu må starte i akademier i Championship og nedefter.

Fodboldens globalisering har på den måde haft sin pris for de irske talenter, men rigtig mange ser stadig chancen for en fodboldkontrakt i England, som deres ”chance of a lifetime” og bidrager med det de kan: Hjerte, hard work og passion.

Sjældent – yderst sjældent – sker det, at en irer skaber sig en karriere i England efter at have optrådt i den irske liga. Og sjældnere endnu ender vedkommende på det irske landshold.

Så kommer vi til spilleren. Til en spiller som har optrådt som angriber hos Bohemians, inden han blev omskolet til back i Championship og Premier League, og nu igen har indtaget pladsen i venstre side af den irske forsvarskæde.

I mangel af bedre, mener mange.

Stephen Ward er manden, det handler om. Vokset op i Dublin, hvor han spillede i to mindre klubber inden skiftet til Bohemians. Jeg tillader mig at mene, at hans talent udviklede sig sent, da han dels ikke kom til England eller Skotland tidligere, og dels optrådte han først på irske ungdomslandshold, da han var 18.

Stephen Ward med'Ireland' på brystet. Foto: Getty Images/Adam Nurkiewicz

Stephen Ward med'Ireland' på brystet. Foto: Getty Images/Adam Nurkiewicz

Talentet var ikke desto mindre stort nok til, at Bohemians kastede krogen ud efter ham, og for Bohemians blev han en af de absolut bedre fangster. Bragt til klubben som angriber, viste han allerede i sin debut en vis målnæse (tjek lige billede ud af ham – han har en målnæse) og scorede to gange. Igen talentet var der, men hvor stort var det?

Ward måtte igennem næsten fire sæsoner hos Bohemians, inden han kom til engelsk fodbold. 26 mål i 93 kampe fik da heller ikke nogen Premier League-managers til at åbne kassen, men Mick McCarthy og Wolverhampton gjorde. 100.000 pund blev sendt til Dublin i januar 2007, og Ward røg den anden vej til en klub, der – som det kan læses andet sted på Mediano (prøv her) – gang på gang er lige ved og næsten. Og aldrig er i nærheden af være den magtfaktor i engelsk fodbold, klubben var en en gang.

Købt som striker til Wolves

Men i en alder af 22 skulle Ward nu være en af dem, der bragte Wolves tilbage til Premier League. For Mick McCarthy – landstræner i netop Irland fra 1996 til 2002, og nok mest kendt for at smide den daværende Manchester United stjerne Roy Keane hjem fra VM-slutrunden i 2002 – var Stephen Ward prototypen på den slags spillere, han ønskede at bygge et nyt Wolverhampton op om. Igen taler vi om klassiske irske dyder: Hard Work, dedikation og ikke mindst loyalitet over for klub og manager. I den retning har Stephen Ward det hele.

Og ikke ret meget mere vil mange mene. Karrieren i Wolves blev vel det man kan kalde pæn uden at være prangende. Igen var starten lovende. Tre scoringer i de første seks kampe og et sammenflikket Wolves-hold nåede faktisk play-off seminalen inden sæsonen sluttede. Over forventning – og Ward?  Ja han scorede ikke mere den halvsæson, og McCarthy havde ikke fået den måltyv, han havde håbet på.

Sæsonen efter springer vi hurtigt over. Ward døjede med skader, men blev klar til sæsonen 2008-2009, hvor alt gik op i en højere enhed for både Wolves og Ward. McCarthy havde indset, at Ward trods førnævnte dedikation og arbejdsvilje ikke var en angriber på topniveau, og derfor blev han omskolet til venstre back. Ward spillede 42 kampe på den position og var en gennemgående figur på det hold, der fik Wolves tilbage i Premier League. Ward blev belønnet med en kontraktforlængelse i Wolves. Efter sigende med en løn på 13.000 pund om ugen, hvilket må siges at være ligesom at vinde i lotto for den gode Ward.

Foto: Getty Images/Laurence Griffiths

Foto: Getty Images/Laurence Griffiths

Ward og Wolves fik tre sæsoner i Premier League. Udefra set hang Wolves konstant med en vis del i vandskorpen, men da de fleste lande af en eller anden grund ofte mangler en kvalificeret venstre back fik Ward pludselig status af irsk landsholdsspiler. Selvfølgelig scorede han i debuten i 2011, men inden vi vender tilbage til det irske landshold, skal vi lige en tur til Liverpool.

De to signifikante kampe mod Liverpool

For er der noget der er kendetegnende for Stephen Ward som spiller og for hans tid i Wolverhampton, er det to kampe mod Liverpool på Anfield i henholdsvis 2009 og 2010. Begge kampe placeret i det tætte juleprogram.

I 2009 var Wolves som nyoprykker konstant under pres og mødet med Gerrard, Torres og andre stjerner, burde ikke kunne kaste point af sig. Men længe holdt Wolves 0’et, indtil Stephen Ward lavede det, som mange Wolves-fan betegner som en klassisk Stephen Ward-aktion. Fra backpladsen forsøgte han sig med et par driblinger; mistede bolden og skabte en kontramulighed for Liverpool. Ward halsede tilbage og fik kantet Lukas med et efterfølgende frispark og gult kort til følge for Ward. Katastrofalt da Ward havde et gult i forvejen, og selvfølgelig scorede Gerrard kort efter og Wolves måtte tage tomhændet tilbage til Wolverhampton.

Året efter havde Liverpool skiftet Benitez ud med en vis Roy Hodgson på managerposten. Og med Christian Poulsen i spillerstaben. Wolves var hårdt ramt af skader, og McCarthy måtte ty til alle tricks for blot at lave en nogenlunde slagkraftig holdopstilling, hvilket indebar at Stephen Ward blev placeret i angrebet. Og sandelig: Midt under et konstant men relativt ufarligt Liverpool-pres, får Wolves en kontramulighed. Bolden bliver spillet frem til Ward, der køligt triller bolden under en fremstormende Pepe Reina i Liverpool-målet. Hævn for Ward og Wolves, og en kniv i hjertet på Roy Hodgson, der kort efter blev fyret som manager i Liverpool.

Inden det nuværende landstrænerjob i England kom Hodgson så til West Bromwich, hvor han pudsigt nok stod i spidsen for det West Bromwich hold, der sæsonen efter slog Wolves 5-1 på udebane og udløste en fyreseddel til McCarthy. Den historie runder vi en anden gang.

Bed sig fast under Trappatoni

Tilbage til Ward og Irland. Ward havde bidt sig fast på et irsk landshold med den gamle italienske toptræner Giovanni Trappatoni i spidsen. Holdet kvalificerede sig tilmed til EM-slutrunden i Polen-Ukraine, og oven på en nedrykning med Wolves, havde Ward chancen for at spille sig til en bedre klub på den europæiske fodboldscene.

En chance der ikke blev udnyttet. Tværtimod. Slutrunden viste med al tydelighed, at hårdt arbejde, dedikation og vilje har sine begrænsninger.

Det positive først: Ward spillede tre kampe for Irland. Alle tre kampe endte med irske nederlag, og Ward blev efterfølgende kåret som den ringeste spiller i turneringen. Den slags kåringer skal man naturligvis tage med et gran salt, men helt forkert var det nu ikke. Ward har aldrig været en naturlig back, og gang på gang blev han overspillet i sin forsvarsside, kulminerende med, at han i et enkelt tilfælde på grotesk vis ophævede en offside for modstanderen.

Så ingen ny klub til Ward, men en tur tilbage til Wolves og en ny manager ved navn Ståle Solbakken. Det match blev aldrig lykkeligt for hverken Ward, Wolves eller Solbakken, og Ward og Wolves endte med at ryge direkte ned i League One. Solbakken var for længst væk, og nu var det også slut for Ward i Wolves.

Derfor kalder de ham Wardinho

Hele sæsonen 2013- 2014 var Ward udlånt til Championship-kollegaerne i Brighton. Igen endte det med lige ved og næsten, da Brighton blev slået af Derby i playoff semifinalen. Trods den manglende oprykning lignede det et permanent skifte for Ward til den sydengelske badeby. Men så kom Burnley på banen. Klubben var netop rykket op i Premier League og sendte en check og en tre-årig kontrakt til Ward og Wolverhampton.

Her har Ward måske fundet sin helt rigtige plads. Burnley er en klub, der satser på britiske spillere. En klub, der nok drømmer om en permanent Premier League plads, men ikke forventer det. Man er så at sige tilfreds med at være oppe en sæson eller to, og så bruger man de mange ekstra penge på at bygge på. I den forbindelse er Ward et godt match. God nok til Championship. Som back og til nød som kant længere fremme. Men ikke helt god nok til Premier League.

Så når vi til overskriften. Ward har klare defensive mangler, men det er Wards driblinger frem af banen og hans tekniske formåen – eller mangel på samme, der er årsagen til overskriften på denne artikel.

Muntre Wolves-tilhængere opfandt udtrykket ”Wardinho” med en god portion sarkasme i bagagen. Ward vil gerne så meget, men kan i virkeligheden ret lidt. Det afholder ham imidlertid ikke fra gang på gang at forsøge offensive tiltag, som han burde have holdt sig fra, og som ville blive langt bedre udført af en vis brasilianer.

Men på den måde er Ward alligevel et typisk symbol for den irske fodboldkultur. Han kom godt nok sent i gang. Kom relativt sent til England, og debuterede ret sent på det irske landshold. Men han giver det, han kan. Hver gang.

Derfor er han stadig på holdkortet hos Martin O’Neill, som et fint symbol på, at man kan nå langt med vilje og energi, selv om talentet ikke er det største.

Foto: Getty Images/Matthew Ashton

EM podcast: Tallene bag EM 2016 - her er de markante konklusioner

EM podcast: Tallene bag EM 2016 - her er de markante konklusioner

EM podcast: Derfor bliver det Tyskland

EM podcast: Derfor bliver det Tyskland