Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

EM Podcast: Polen skal håbe på, at Pepe bliver sur og Carvalho starter inde

EM Podcast: Polen skal håbe på, at Pepe bliver sur og Carvalho starter inde

EM-podcast dag 20: England skal bryde ned for at bygge op - ellers vinder de aldrig noget.  Og så skal Polen løbe med de portugisiske forsvarere, hvis de skal vinde dagens kvartfinale. Sådan lyder to af de gode råd i Medianos EM podcast, der også nåede at runde den danske 2. division og to spillere fra Randers.

 

Af Søren Højlund Carlsen og Peter Brüchmann

 For i panelet i dag var Tom Søjberg, cheftræner for Brabrand i 2. division og Michael Sten Jensen, nyuddannet journalist og fodboldspiller for Aarhus Fremads 2. divisionshold. De to var på besøg hos Medianos interimistiske aflæggerkontor i Aarhus. Her faldt snakken hurtigt på den engelske fiasko, som gæsterne stadig var rystet over. 

- Der mangler simpelthen spil-intelligens og snuhed - for at sige det lige ud. Hvis du ser på det italienske forsvar for eksempel, så spiller de med en snuhed og klogskab, som England mangler. Spillerne flytter også bolden for meget rundt uden en plan og uden, at det ser ud som de ved, hvorfor de spiller som de gør. Jeg har meget svært ved at se intelligensen i det – de er som fluer i en flaske, siger Tom Søjberg.

- Det er de små ting. Italienerne bliver ofte kritiseret for at spille på de små tricks under kampen. Tage et ekstra frispark og den slags ting. Og det ser du jo aldrig englænderne gøre. De er meget umiddelbare og spiller efter deres intuition og de tænker ikke særligt meget fremad, supplerer Michael Sten Jensen, der også tror, at presset igen var en for stor belastning for de engelske spillere. 

- Man kan ikke forestille sig, hvor stort et pres de her spillere er under. Prøv at tænke tilbage på Beckham i 1998, der kom op at hænge i en galge derhjemme, da England røg ud fra VM. Og den her gang havde ingen jo regnet Island for noget i England. Det var så udtalt inden kampen, at hvis England kiksede den her, så ville det være en katastrofe. Det pres påvirker en spiller - uanset, hvor rutineret og vellønnet han er, siger Michael Sten Jensen.

 Så hvad så nu?, spurgte dagens vært, Søren Højlund Carlsen. 

- England skal kigge mod det Tyskland gjorde i starten af 00’erne. Altså starte forfra igen, udvikle kloge unge spillere og bygge noget nyt op helt fra bunden. Få skabt en bedre talentudvikling og et bedre samarbejde mellem klubber og landshold. Og så skal de frem for alt have tålmodighed og ikke regne med, at deres landshold altid skal præstere ved slutrunder. Det er jeg nu ikke så optimistisk omkring. Men hvis ikke de starter forfra og får tålmodighed, så vinder de ikke noget de næste 50 år, spår Tom Søjberg. 

I dag starter kvartfinalerne - nu altså uden England. Dagens kamp står mellem Polen og Portugal, der mødes kl. 21 i en kamp, der kan ses på DR1. Både Michael Sten Jensen og Tom Søjberg har været glade for at følge Polen under EM og de levner dem flere chancer end hos Oddset. Her giver Polen 3.85 pengene igen ved en sejr, mens Portugal giver 2.25. 

- Jeg tror Polen har en fin chance. Især, hvis de kan udnytte Portugals aldrende defensiv. For Tom Søjberg har øjnet nogen polske muligheder i de to centerforsvarere Pepe og Carvalho.

- Kan Polen få tirret Pepe ud af balance og få sat et spil op med mange løb udenom Carvalho, der har en nået en vis alder og ikke kan løbe ret meget mere, så tror jeg de får scoret. Set fra Polens synspunkt skal Pepe have et tidligt kort og Carvalho skal ud og løbe med Milik og Lewandowski. Det bliver et nøglepunkt i kampen, siger Tom Søjberg, der påpeger, at Portugal - som de gjorde mod Kroatien - også kan stille med José Fonte i stedet for Carvalho.

Hør også gårsdagens podcast, hvor Ole Bjur og Troels Henriksen diskuterer talentudvikling, DBUs røde tråd, talentudvikling og meget andet.

HUSK: Skriv gerne en anmeldelse i iTunes, giv os en vurdering - og allervigtigst: Hvis du kan lide vores podcast, så del dem med vennerne. Mediano er et nyt medie uden markedsføring, uden mediepartner og uden budget til at promovere vores indhold, så vi lever af, at I vil dele vores indhold.

Mediano EM Special laves i samarbejde med Oddset. Mediano er et site uden bannere og uden brugerbetaling. Til gengæld tager vi vores partnere ind i indholdet, hvor det er relevant. Gå ind på oddset.dk/mediano så kan Oddset og Danske Spil se, at brugerne kommer fra Mediano og det øger chancerne for, at vi kan lave flere podcasts i fremtiden. 

Podcasten er optaget hos Aarhus Studenterradio. 

Foto: Getty Images/Matthew Ashton

Rotation eller rundtosset – kunsten at ramme 11 rigtige

Rotation eller rundtosset – kunsten at ramme 11 rigtige

Den uundgåelige katastrofe

Den uundgåelige katastrofe