Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Rotation eller rundtosset – kunsten at ramme 11 rigtige

Rotation eller rundtosset – kunsten at ramme 11 rigtige

Er det bedst at gå efter den størst mulige kontinuitet eller skal en landstræner forsøge at holde spillerne så friske som muligt? Jeppe Grønning, der selv er Superligaspiller i Viborg, kigger her på EM og på de seneste slutrunder - og hvilke valg vinderne traf.

 

Af Jeppe Grønning

Før Storbritannien chokerede de fleste med udmeldelsen af EU, og journalisterne for en stund fik andet at tænke på end EM, havde især de engelske aviser travlt med at skyde på Roy Hodgsons beslutning om at udskifte seks spillere (Walker, Rose, Alli, Rooney, Sterling, Kane) til Englands sidste gruppekamp mod Slovakiet. En kamp, der trods englænderens status som allerede kvalificeret fra gruppespillet skulle afgøre, hvilken forhindringsbane holdet skulle igennem.

Kampen forblev dog som bekendt målløs og i stedet for Nordirland, stod der nu et sammentømret islandsk mandskab, der endnu har til gode at ændre på sin startopstilling på modstandernes holdkort. Og efter den kamp blev selv Brexit trængt af forsiderne igen, og ordet ’sportslig rotation’ havde med et fået en helt anden betydning.

Her er denne artikels forfatter, Jeppe Grønning, i kamp for Viborg mod Randers FC. Foto: Getty Images/Jan Christensen

Her er denne artikels forfatter, Jeppe Grønning, i kamp for Viborg mod Randers FC. Foto: Getty Images/Jan Christensen

Men lad os lige blive ved gruppekampen. Hodgson begrundede sine rokader med, at de to backs Kyle Walker og Danny Rose sjældent spiller tre kampe på en uge (ni dage mellem første og tredje gruppekamp) i Tottenham, og at han simpelthen ønskede at hvile Dele Alli og Wayne Rooney, selvom sidstnævnte, der også blev taget ud mod Rusland, overfor pressen ikke lagde skjul, at han hellere end gerne ville have spillet kampen.

Modsat havde Kroatien held til at skifte hele fem mand mod Spanien i deres overraskende 2-1-sejr over Spanien, der sendte Ante Cacic’ mandskab over i modsatte turneringshalvdel af England og EM’s største favoritter, og for en – kort - stund gjorde Balkan-landet til slutrundens helt store outsider.

Det er det klassiske valg mellem at beholde rytmen i holdet og relationerne spillerne imellem, kontra at holde alle sine spillere tilfredse og til ilden, samtidig med at de bærende spilleres fysiske belastning skal balanceres. Ser man det i en historisk kontekst finder man dog en relativ klar tendens til, at de færreste stamspillere rent faktisk har haft brug for hvile undervejs i slutrunder, og at det i højere grad har været mere afgørende at få basen på plads og i gang, end at skifte et halvt hold og især at få alle sine forsvarer og midtbanespillere på banen, hvis man skal gå hele vejen mod trofæet.

Få rokader blandt turneringsvindere

Graver man dybere ned i de seneste tre europamesterskaber finder man nemlig ud af, at flere af de senere turneringsvindere i højere grad har satset på én stor stamme af spillere, fremfor mange rokereringer fra kamp til kamp. Da Spanien vandt EM i 2012 var hele ti spillere (Casillas, Alba, Pique, Ramos, Arbeloa, Busquets, Alonso, Xavi, Iniesta og Silva) startet inde i samtlige seks kampe – kun den enlige angrebsplads varierede mellem Fabregas som falsk nier, Torres eller Negredo, alt efter hvilken modstander man mødte. Kun 18 spillere blev benyttet og seks fik fuld tid i samtlige kampe.

I 2008 startede Spanien gruppespillet med sejre over henholdsvis Rusland og Sverige og var dermed allerede videre som etter inden sidste kamp mod Grækenland, hvorfor landstræner Luis Aragonés, akkurat som Italien ved den nuværende slutrunde, valgte at spare langt størstedelen af de vigtigste spillere. I modsætning til Azurri vandt spanierne også den sidste gruppekamp, og gik som bekendt hele vejen med finalesejr over Tyskland. Ser man bort fra gratiskampen mod grækerne, startede ti spillere (Casillas, Ramos, Marchena, Puyol, Capdevilla, Senna, Iniesta, Xavi, Fabregas, Silva og Torres) igen de fem resterende kampe.

Spanien vandt EM 2012 på en meget fast stamme af spillere - især blandt de 6-7 bageste. Foto: Getty Images

Spanien vandt EM 2012 på en meget fast stamme af spillere - især blandt de 6-7 bageste. Foto: Getty Images

Ved EM i 2004 var Grækenland den helt store overraskelse, men Otto Rehhagel stod ikke helt i en lige så privilegeret situation som Aragonés og Conte inden gruppespillets sidste kamp. Med fire point i de to første kamp mod Portugal og Spanien skulle grækerne stadig bruge point i sidste runde for selv at afgøre sin videre skæbne, men trods et 2-1-nederlag til Rusland sneg tyskerens mandskab sig videre, fordi Portugal besejrede Spanien, og resten er som bekendt historie. Igennem hele turneringen benyttede Grækenland blot 16 spillere og ni (Nikopolidis, Seitaridis, Dellas, Kapsis, Zagorakis, Charisteas, Katsouranis, Fyssas, Vryzas) af disse stod for mere end 80 procent af samtlige 555 spilminutter (de seks første fik fuld spilletid). Det maksimale antal rokader Rehhagel foretog fra kamp til kamp var tre forud for det nær kuldsejlede møde med Rusland og igen før den efterfølgende kvartfinale mod Frankrig.

Det er dog værd at bemærke, at der i modsætning til det nuværende EM kun var 16 deltagere og derfor ikke blev spillet ottendedelsfinaler, hvorfor den fysiske belastning må anses som værende større i det nye turneringsformat. Derfor er det også relevant at tage et kig på de seneste verdensmesterskaber, som ligesom ved dette EM også har givet syv kampe til turneringsfinalisterne.

De senere verdensmestre fra Tyskland skulle i 2014 blot bruge ét point i den afgørende gruppefinale mod USA for at sikre sig førstepladsen i gruppe G, men tog alle tre takket være et mål af Thomas Müller. Til den kamp havde Joachim Löw blot skiftet på to positioner i forhold til 2-2-kampen forinden mod Ghana, og det var også det højeste antal rokader den tyske landstræner foretog sig imellem to kampe under slutrunden. Syv (Neuer, Lahm, Höwedes, Kroos, Müller, Boateng og Özil) spillere startede samtlige kampe, hvoraf de fem førstnævnte fik fuld spilletid i alle disse.

Ved VM i 2010 var vinderne endnu engang Spanien og billedet endnu mere udtalt. La Furia Roja åbnede turneringen med et choknederlag til Schweiz og var derfor pisket til at vinde sine resterende gruppekampe, hvilket man dog også gjorde ved at slå Honduras og Chile og dermed tog førstepladsen foran sidstnævnte. Fire 1-0-sejre var herefter nok til den anden af Spaniens senere hen tre slutrundesejre i træk og identisk med europamesterskaberne var udskiftningen minimal. Ni spillere (Casillas, Ramos, Pique, Capdevilla, Puyol, Busquets, Alonso, Xavi, Villa) af i alt 19 benyttede, startede inde i alle syv kampe. Kun Iniesta blev sparet undervejs (anden gruppekamp mod Honduras), hvorimod den sidste plads enten gik til Torres eller Silva/Pedro afhængig af, om Vicente Del Bosque gik med to angribere eller en ekstra midtbanespiller.

Der er i nyere tid også eksempler på turneringer, hvor vinderne har benyttet stort set samtlige spillere i sin trup og samtidig har fordelt minutterne mere ligeligt imellem disse, men selv ved VM-slutrunden i 2006, hvor Italien havde 21 spillere i kamp og kun fire med fra start i alle kampe, skiftede Marcelo Lippi maksimalt tre spillere ud per kamp og præcis det samme var tilfældet i 2002, da Luiz Filipe Scolari førte Brasilien til sejr i Japan og Sydkorea.

Offensive udskiftninger

Jeg har allerede været lidt inde på det i forhold til Spanien, men der hvor rokeringer historisk set hyppigst har været brugt og ofte båret frugt blandt turneringsvinderne, er især mellem forskellige offensive spillere og spillertyper. Ser man bort fra den førnævnte kamp mod Grækenland i 2008, skiftede Spanien ikke en eneste gang ud i startopstillingen blandt de syv bagerste i nogle af de tre slutrundesejre, men i stedet blev de få rokader både før og under kampene foretaget blandt de forreste spillere.

I 2012 blev fire af Spaniens seks gruppemål enten scoret af indskiftere (Pedro og Fabregas) eller af en ny spiller i startopstillingen (to af Torres) og to indskiftermål af både Torres og Mata i finalen fik totalen op på otte ud af holdets i alt 12 slutrundemål.
 

Pedro i aktion under slutrunden i 2012. Foto: Getty Images/Alex Livesay

Pedro i aktion under slutrunden i 2012. Foto: Getty Images/Alex Livesay

To år tidligere fik angrebsreserven Daniel Güiza chancen i gruppespillets sidste og ubetydelige kamp og kvitterede med en scoring. Som indskifter lukkede han senere i turneringen semifinalen mod Rusland med sin scoring til 2-0 i et opgør, hvor hverken Torres eller Villa fandt netmaskerne.

Vi husker også alle, hvordan Mario Götze for to år siden afgjorde VM-finalen efter forlænget spilletid som indskifter, men ved samme turnering bidrog også André Schürrle (3) og Klose (1) med mål fra bænken. Til gengæld fik defensiven lov til at spille igennem, hvor maksimalt én rokade blev lavet fra kamp til kamp blandt de fire forsvarsspillere og to/tre centrale midtbanespillere.

Ved Grækenlands triumf i 04 var fem af de seks spillere, der fik fuld spilletid målmand, forsvarer eller defensiv midtbanespillere, og selv da Italien i 2002 skiftede tre spillere ved to lejligheder var maksimalt én af disse blandt de seks bagerste.

Det hører dermed til sjældenhederne, at senere turneringsvindere enten har haft en kamp, hvor halvdelen af holdet, eller mere end én spiller fra den defensive base (målmand, forsvar og defensive midtbanespillere) er blevet skiftet, som tilfældet har været med England og Kroatien i år.

Forskellige tilgange i år

Til dette EM har bookmakernes favoritter valgt vidt forskellige strategier. Tyskerne havde skiftet minimalt ud med i alt blot to rokeringer inden tredje gruppekamp, der skulle vindes over Nordirland for at sikre førstepladsen, og sidenhen én op til ottendedelsfinalen, imens Spanien som vanligt har kørt med samme startopstilling i hele gruppespillet, men tabte altså  førstepladsen til Kroatien efter et brændt straffespark og en sen scoring af Ivan Perisic. Og efter, at Antonio Contes Italien effektivt har blokeret for et muligt tredje spansk Europamesterskab på stribe, behøver vi ikke regne mere på Vicente del Bosques dispositioner.

Hverken Portugal eller Belgien var videre inden tredje spillerunde og havde over de tre gruppekampe brugt henholdsvis 15 og 14 spillere i startopstillingen og begge kun skiftet én forsvarspiller.

Sammen med England og Kroatien, var Frankrig, fraset Italien, der allerede var videre som etter og derfor skiftede otte mand mod Irland, det hold, der roterede mest inden sidste gruppekamp. Les Bleus skiftede fem mand op til kampen mod Schweiz og igen fire inden ottendedelsfinalen mod Irland, men værd at bemærke er, at alle de nye franskmænd til begge kampe var blandt holdets seks forreste spillere.

Kroatien skiftede også fem inden opgøret mod Spanien og noget usædvanligt var tre af kroaternes udskiftninger rent faktisk i forsvaret og på den centrale midtbane. De fleste troede derfor, at Hrvatska på forhånd havde solgt kampen mod Spanien, men truppen viste enorm bredde med 2-1-sejren, der ikke bare sikrede førstepladsen i gruppen, men også sendte holdet videre til den på papiret nemmere turneringshalvdel. Kroaterne lignede dermed et godt bud på landet, der kunne modbevise historien, men de skakternede måtte som bekendt allerede rejse hjem efter et nederlag til Portugal i ottendedelsfinalen, hvor mandskaberne rent faktisk havde skiftet henholdsvis fem og fire spillere.

At være træner, og i dette tilfælde højt profileret landstræner ved en nærmest verdensomspændende slutrunde må til tider være et utaknemmeligt job, fordi alle ens beslutninger bliver vendt og drejet i medierne og kun vinderen har ret, uanset om operationen på sin vis lykkedes, men patienten alligevel døde. Småting kan afgøre om en træner er gal eller genial og rokeringer kan enten ses som et usikkerhedsmoment omkring holdets reelle styrke eller en styrke i bredden, alt afhængig af sejr eller nederlag.

Kroatien fremstod efter gruppespillet som et af de stærkeste bud på en finalist, imens billedet af England var mere famlende, men havde Ramos ikke brændt straffesparket mod Kroatien og Lallana scoret på et af sine mange tilbud mod Slovakiet, havde situationen måske set anderledes ud.

Del Bosques Spanien ramte altså Italien og dermed EMs mur. Del Bosque blev også kritiseret ved VM i 14, hvor manglende rokader måske var skyld i holdets kollaps, men hvem modargumenterer en træner, der har vundet alt inklusiv verdens- og europamesterskaberne og har historien på sin side? På trods af fiaskoen i Brasilien, tegner der sig nemlig et klart billede af, at landshold med succes ved slutrunder ofte har kørt med en fasttømret og bestandig stamme, end lavet mange rokader fra kamp til kamp og forsøgt at hvile sine nøglespillere.

Spanien er ude for denne gang, og nu er diskussionen ikke om rotation, men om fornyelse.  Den diskussion er i den grad også interessant, men den tager vi en anden dag.

Vi vil med al sandsynlighed se færre rokader, jo tættere vi kommer på finalen, fordi der i en knockoutfase ikke er råd til flere eksperimenter. Tilbage står så bare spørgsmålene om Frankrig, Belgien og Portugal endelig har fundet sin idealopstilling, eller om det (som sædvanligt fristes man til at sige) bliver den allerede så godt som definerede tyske (eller endda walisiske eller islandske) startellever, der holder hele vejen til mål.

Foto: Getty Images/Alexander Hassenstein

Podcast – DBU: Kasper Schmeichel har fuldstændig ret

Podcast – DBU: Kasper Schmeichel har fuldstændig ret

EM Podcast: Polen skal håbe på, at Pepe bliver sur og Carvalho starter inde

EM Podcast: Polen skal håbe på, at Pepe bliver sur og Carvalho starter inde