Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Fokus på Spanien og EM: Fra Aarhus til Salvador

Fokus på Spanien og EM: Fra Aarhus til Salvador

Under en latterliggjort trænerveteran startede historien om det mest dominerende hold i den europæiske landsholdshistorie med et ikonisk mål i Aarhus. Nu er spørgsmålet, om tiki-taka’en blev endegyldigt begravet for to år siden af en flyvende hollænder i Bahia. Spanien tvivler og diskuterer, hvad de har lært af VM-fiaskoen i Brasilien.

 

Af Morten Glinvad

 

Det var en fredag i marts i 2007 i Las Rozas lidt uden for Madrid. Der var otte dage til den vigtige EM-kvalifikationskamp inde på Santiago Bernabéu mellem Spanien og Danmark, og jeg var på besøg i det spanske fodboldforbunds hovedkvarter for at interviewe den omdiskuterede spanske landstræner.

”Der kommer manden, hele Spanien griner af,” hviskede en journalistkollega hånligt, da Luis Aragonés dukkede op bagest i lokalet. Med hastige skridt spadserede han op mod podiet, satte sig ned og læste uden nogen indledning navnene op på de 20 spillere i truppen til de kommende kvalifikationskampe.

Stemningen var anspændt mellem landstræneren og de spanske journalister, og det var den af flere årsager. Dels var Spanien kommet elendigt fra start i kvalifikationsturneringen, og dels var Aragonés i reel fare for at miste sit job. Og vigtigst af alt havde han lagt sig ud med store dele af landet ved at kassere fodboldmajestæten Raúl González til sit landshold.

Jeg kiggede op på ham med en vis skepsis. En gammel mand med blege hænder og en diskret guldring på en af fingrene. Han så utilpas ud i sit nålestribede jakkesæt med hvid skjorte og rødt slips. Han lignede et fortidslevn, en mand, der snart ville blive den næste i rækken af tidligere spanske landstrænere, der ikke var i stand til at forløse potentialet i den store fodboldnation.

Ja selvfølgelig gjorde I det

Efter pressemødet gik jeg med Aragonés ind i et lille mødelokale for at gennemføre det interview, jeg skulle lave på vegne af Tipsbladet som optakt til kampen. Den bryske facade, han havde vist under pressemødet, forsvandt hurtigt, og Aragonés fortalte veltilfreds om præstationen i den seneste kamp på Old Trafford mod England.

”Holdet spillede, som vi havde aftalt. Vi havde bolden mere end en modstander, som grundlæggende har en bedre fysik, end vi har. Vi forsøgte at have bolden i vores magt og på den måde få modstanderen til at lide. Det var en kamp, hvor Spanien fuldstændig dominerede spillet og bolden,” sagde han.

Luis Aragonés ved EM 2008 i Schweiz og Østrig som Spanien endte med at vinde. Foto: Ullstein Bild - Getty Images.

Luis Aragonés ved EM 2008 i Schweiz og Østrig som Spanien endte med at vinde. Foto: Ullstein Bild - Getty Images.

Vi havde bolden mere. Vi dominerede spillet. Ja, selvfølgelig gjorde I det, tænker man her ni år senere, hvor citaterne virker som de rene banaliteter og en simpel beskrivelse af den stil, som har kendetegnet det spanske landshold på dets eventyrlige rejse mod fodboldens tinder indtil det voldsomme kollaps ved VM i Brasilien. Men dengang i 2007 forholdt det sig anderledes. Da var det på ingen måde givet, at det var sådan, Spanien skulle spille fodbold.

Den vise mand blev klogere

I en historisk kontekst har spansk landsholdsfodbold været kendetegnet af det begreb, som har været landsholdets kælenavn. La Furia Roja, det røde raseri. Et fodboldhold præget af temperament og attitude og skiftende spillestil, uden at det gav ret mange store resultater. En EM-titel i 1964 og en EM-finale i 1984 var det samlede udbytte, da jeg mødte den 68-årige Luis Aragonés i 2007.

Flere gange havde El Sabio de Hortaleza, den vise mand fra Hortaleza, været sat i forbindelse med landstrænerjobbet. I 1998 takkede han selv nej til at efterfølge baskeren Javier Clemente, der havde regeret i 1990’erne uden nævneværdig succes og med en stilmæssig kontrast til Johan Cruyffs Dream Team i Barcelona.

Uenighed med fodboldforbundet var dengang årsagen til Aragonés’ nej, og nogle måneder senere gav han i et interview med avisen El País sit syn på det spanske fodboldlandshold og den spanske filosofi:

”Spansk fodbold har aldrig været udsøgt. Der er ingen grund til at insistere på, at den er det. Du kan ikke gå imod et lands kendetegn. Begrebet La Furia var ikke et påfund eller en fiks ide. Når det prædikat blev skabt, var der en grund til det. Og raseriet er det koncept, som landsholdet skal finde tilbage til. Folk har vænnet sig til at tale om, at vi skal spille bolden godt. Nej. Vores fodbold handler ikke om at spille bolden godt,” lød det fra Luis Aragonés i 1998. En bemærkelsesværdig udtalelse i betragtning af, hvad han senere skulle komme til at repræsentere.

Raul tilhørte raseriets tid

Seks år senere blev han langt om længe enig med fodboldforbundet om at blive landstræner, men Spaniens præstationer frem mod VM i 2006 var ikke overbevisende. Så da jeg tog ud på Zentralstadion i Leipzig en varm eftermiddag for at overvære spaniernes åbningskamp mod Ukraine, var det uden de store forventninger. Ikke mange regnede med Spanien, men det blev der lavet om på efter en forrygende kamp, hvor David Villa og Fernando Torres scorede tre mål tilsammen i 4-0-sejren.

Nogle dage senere besøgte jeg den spanske VM-lejr i Kamen lidt uden for Dortmund. Her var det, som om der var gået et lys op for Aragonés. Spillerne kombinerede og kombinerede, der var fokus på el toque, det spanske udtryk for den gode kontakt med bolden, den gode berøring, det gode touch.

Eso es!” råbte Aragonés igen og igen, når teknikerne fandt hinanden. Sådan skal det være. Raseriet var ved at blive gemt væk og erstattet af noget andet.

Spanien var et af de bedst spillende hold i gruppespillet, så da jeg kørte op til Hannover til ottendedelsfinalen, var det denne gang med helt andre forventninger end inden premierekampen i Leipzig. Spanierne lignede favoritter mod et fransk hold, der intet havde vist i gruppespillet.

Spansk skuffelse efter VM-exit i 2006. Foto: Shaun Botterill - Getty Images.

Spansk skuffelse efter VM-exit i 2006. Foto: Shaun Botterill - Getty Images.

Men som så ofte før blev spanierne overvundet af et klogere hold og en genfødt Zinédine Zidane. Endnu et tidligt VM-exit, som blev fulgt af det forfærdelige efterår i 2006, hvor Spanien tabte i både Nordirland og Sverige, og hvor Aragonés to gange tilbød at trække sig som landstræner.

Efter nederlaget i Belfast havde han sat Raúl af holdet, en af de mest kontroversielle beslutninger i landsholdets historie. Der havde været uheldige episoder mellem Aragonés og Raúl, og samtidig stod anføreren i vejen for den nye stil med et fladere hierarki og den teknisk betonede pasningsfodbold, som Aragonés havde fundet frem til i Tyskland. Raúl tilhørte raseriets tid, det gjorde Aragonés ikke længere.

Om jeg tvivlede? Nej, hvorfor?

Problemet var bare, at resultaterne var alarmerende, og derfor var det en skæbnekamp, han stod foran, da jeg mødte ham i 2007. Jeg spurgte ham, om den dårlige EM-start havde fået ham til at tvivle på den spillestil, han havde valgt.

”Nej. Og hvorfor? Fordi den er blevet nøje studeret og har ligget fast siden begyndelsen. Vores fysik er grundlæggende ikke specielt god, men det er vores teknik til gengæld, så det er den vej, vi skal følge. Og når man har sine ideer helt klare, nytter det ikke noget at ændre dem,” sagde han og lød som en anden mand end den, der talte med El País i 1998. Eller også var det spansk fodbold, der havde ændret sig.

”Da jeg overtog ansvaret for landsholdet, vidste alle spillerne, at vi ville gå efter den gode fodbold, den tekniske fodbold, eftersom vores fysik i øjeblikket ikke er til at sætte superlativer på. Vi skal derfor dominere og have bolden,” sagde han.

”Tidligere har Spanien haft en anden stil, fordi der har været spillere med en bedre fysik. Nu har vi midtbanespillere som Iniesta og som ’Cesc’, som fysisk ikke er stærke, men som kontrollerer bolden fremragende, og så må vi dedikere os til det.”

Den vise mand var blevet klogere og hang ikke fast i fortidens dogmer.

Vendepunktet i Aarhus

Kampen mod Danmark blev en opslidende og nervøs affære for Aragonés. Danskerne startede godt og respektløst, men efter 20 minutter modtog Niclas Jensen sit andet gule kort og efterlod danskerne i undertal. Alligevel hang gæsterne på, Michael Gravgaard reducerede til 2-1 i starten af 2. halvleg, og resten af opgøret var præget af spanske nerver.

”Vi havde en god mavefornemmelse og startede godt. Jeg er den dag i dag overbevist om, at vi havde fået et godt resultat med, hvis ikke vi havde fået det røde kort,” fortæller Gravgaard.

”Selv i undertal blev vi slet ikke blæst ud. Forestil dig, hvis det havde været et par år senere. 70 minutter ude mod Spanien i undertal. Vi havde været chanceløse! Men det var vi ikke, de havde slet ikke den samme styrke, som de fik senere. De spillede slet ikke som et hold. Det var faktisk os, der dominerede bolden i lange perioder.  Det var ikke sådan, at man talte om, hvordan man skulle stoppe den spanske stil. Vi havde fokus på deres individualister,” fortsætter han.

Nøglespillerne Xavi og Iniesta, der har spillet et utal af kampe sammen på klub- og landshold. Foto: David Ramos - Getty Images.

Nøglespillerne Xavi og Iniesta, der har spillet et utal af kampe sammen på klub- og landshold. Foto: David Ramos - Getty Images.

Sejren betød, at Aragonés beholdt sit job. Resultaterne blev herefter bedre uden at være prangende, og en ny nøglekamp ventede et halvt år senere i Aarhus. Her indtraf efter 39 minutter det spanske 2-0-mål, der i et historisk perspektiv er blevet set som øjeblikket, hvor det hele startede. Spanierne kombinerede og kombinerede, uden at danskerne var i stand til at komme i nærheden af bolden. Frem og tilbage, fra den ene side til den anden. Og så, lige pludselig, mere direkte afleveringer frem i banen. Xavi til Raúl Tamudo til den fremstormende højreback Sergio Ramos. 28 afleveringer. Det perfekte mål, som Xavi beskrev det efterfølgende.

Psykologi vigtigere end taktik

 

EM-billetten kom i hus, men stadigvæk var holdet i almindelighed og Aragonés i særdeleshed udsat for en voldsom kritik. Men i modsætning til tidligere var der en fornemmelse af, at kritikken bragte holdet sammen i stedet for at splitte det i kliker præget af klubtilhørsforhold. Og på sin egen spøjse facon viste Aragonés sig at være den rigtige leder og et kuriøst samlingspunkt. Tilbage i 1980’erne måtte han selv i flere perioder indstille trænergerningen, da han blev ramt af angstanfald, og hans start som landstræner var præget af den pinlige episode, da han i et forsøg på at motivere José Antonio Reyes blev overhørt i at omtale hans Arsenal-holdkammerat Thierry Henry i en diskriminerende tone. Et mislykket forsøg på at anvende den psykologiske snilde, der kendetegner Aragonés. Han kunne til tider virke komisk på grænsen til det latterlige, når han ikke kunne udtale navnene på modstanderne, eller når han lod sig påvirke af gammel overtro. Selv har han sagt, at det vigtigste for ham som træner var gruppepsykologi. Det var langt vigtigere end taktik. Og på et landshold præget af historisk pessimisme var det måske netop det, der var brug for.

’Hvad fanden foregår der?’

Det afgørende øjeblik i EM 2008 var kvartfinalen mod Spaniens onde ånd Italien. Et hold, Spanien ikke havde besejret i en betydende kamp siden OL i 1920, og som stod for alt det, Spanien manglede. Snuhed, effektivitet og en evne til at være bedst, når det gælder. Spanien havde vundet alle tre gruppekampe og dominerede i kvartfinalen men var ikke i stand til at nedbryde den italienske defensiv. Det ville have været typisk spansk at tabe sådan en kamp efter straffespark, men Iker Casillas reddede forsøgene fra Daniele De Rossi og Antonio Di Natale. En mur var brudt ned, og hvor kampen i Aarhus stod som det spillemæssige vendepunkt, var EM-kvartfinalen det mentale gennembrud.

Rusland blev udspillet i semifinalen, og Fernando Torres scorede det eneste mål i finalen i Wien mod Tyskland.

”Vi blev med at spille, ved med at angribe, og frem for alt holdt vi fast i bolden. Der var et tidspunkt, hvor tyskerne slet ikke kunne få fat i den og bare kiggede på hinanden, som om de sagde: ’Hvad fanden foregår der?’ I det øjeblik tænkte jeg: ’Det her slutter ikke her. Det er bare begyndelsen’,” fortæller Torres til den skotske journalist Graham Hunter i bogen ’Spain – The inside story of La Roja’s historic treble.’

Ekkoet fra Barcelona

Torres viste sig at få ret. EM-titlen var kun starten på det hele, selvom spillerne ikke fik opfyldt deres ønske om, at Aragonés skulle fortsætte som landstræner. Beslutningen om hans stop var taget inden EM, og sådan forblev det. Afløseren Vicente del Bosque stod nu over for en noget anden opgave end den, han havde forestillet sig. I stedet for at klinke skårene og genopbygge landsholdet handlede det nu om kontinuitet og stabilitet. Og på den måde var Del Bosque den rette mand på det rette tidspunkt med sin erfaring fra storklubben Real Madrid under Galácticos-æraen, hvor det mest handlede om at skabe en harmonisk trup. Lykkedes det, var spillernes kvaliteter så store, at det nok skulle give succes. Nu var opgaven den samme. Fundamentet var lagt, og stilen ikke længere til diskussion.

”Den spanske stil var modsvaret til Sacchis zonespil fra Milan i 1990’erne og til Frankrigs atletiske landshold omkring årtusindskiftet. Det lykkedes at få boldtempoet så meget op, at man kunne udfordre de andre måder at tænke fodbold. Man udviklede spillere, som kunne handle ekstremt hurtigt,” vurderer Kasper Hjulmand, der i sin trænerkarriere har hentet en del inspiration fra Spanien.

”Jeg havde ikke forudset, at den stil ville komme til at dominere. At små spanske midtbanespillere kunne præge fodbolden på den måde. Men det var fantastiske vinde, der blæste ind over fodbolden i de år. At se et hold være så proaktivt på bolden, være så opsat på at styre kampene og have så store tekniske færdigheder. Det var for mig megaunderholdende og samtidig superambitiøst. Jeg ved, hvor svært det er at spille på den måde,” siger han.

Alle A-spillerne ser U-landsholdet

Den nye landstræner Del Bosque kunne i højere og højere grad orientere sig mod Barcelona, der under Josep Guardiola skabte et hold med et usædvanligt højt antal spillere fra egne rækker. Del Bosques Spanien blev et ekko af Guardiolas Barҫa med inspiration fra resten af landet.

”Spanierne har været og er stadig ekstremt dygtige i deres talentudvikling. Selvfølgelig i særdeleshed i Barcelona, men også i Baskerlandet, i Villarreal og andre steder. De går utrolig meget op i det og har en stor stolthed ved at skabe deres egne talenter,” fortæller Kasper Hjulmand.

”Samtidig har de formået at skabe en ekstremt stærk kultur og en særlig fællesskabsfølelse omkring landsholdet. Jeg var dernede, da det danske A-landshold skulle spille en kamp om onsdagen, mens U/21-landsholdene skulle spille dagen før. Da havde næsten alle spillerne fra det spanske A-landshold taget en 200 kilometer lang tur for at se og støtte U/21-spillerne. Det var virkelig lykkedes at skabe en spansk familie.”

Vicente Del Bosque, der har stået i spidsen for Spanien siden 2008. Foto: David Ramos - Getty Images.

Vicente Del Bosque, der har stået i spidsen for Spanien siden 2008. Foto: David Ramos - Getty Images.

Vejen til VM forløb uden problemer, og da først Spanien mødte modgang, blev det understreget, hvor stærk kulturen og selvsikkerheden havde vokset sig. I Confederations Cup i Sydafrika i 2009 tabte Spanien sensationelt i semifinalen til et heroisk forsvarende USA, og ved VM året efter skete det samme i åbningskampen mod Schweiz. Uden at det fik Del Bosque eller spillerne til at tvivle, selvom kritikken nu haglede ned over landstræneren med Barcelonas Sergio Busquets som syndebuk.

Kritikerne mente, at det var unødvendigt at spille med både Busquets og Xabi Alonso på den defensive midtbane i modsætning til EM i 2008, hvor Marcos Senna havde regeret der alene. Men Del Bosque lod sig ikke påvirke og fastholdt sin vurdering af, hvad der gav den bedste balance. Spanien vandt de seks resterende kampe i Sydafrika med Andrés Iniestas mål i finalen mod Holland som kulminationen.

De færreste havde noget at indvende mod den spanske VM-titel. Men alligevel blev det noteret, at alle fire kampe i knockoutfasen blev vundet med beskedne 1-0. Ikke et resultat, der passede så godt med forestillingen om Spaniens besnærende offensive fodbold. En debat, der skulle blive et stort tema to år senere.

Tiki-takanaccio hele vejen til Kijev

Én mand kom til at præge spansk fodbold i årene mellem VM-titlen i 2010 og det europæiske titelforsvar i 2012. José Mourinho. Den portugisiske supertræner, der ankom til Real Madrid i sommeren 2010 med den ene mission at omstyrte Barcelonas herredømme og nedbryde cataloniernes spillestil. Stemningen mellem de to klubber blev mere og mere anspændt, og for Real Madrids landsholdsspillere blev det en fodboldmæssig skizofreni; den ene uge kunne de høre Mourinho fortælle dem, hvordan de skulle ødelægge Barcelonas spil. Den næste uge skulle de tilpasse sig landsholdets Barcelona-inspirerede spil.

I 2011 udviklede en række Clásicos sig i en mere og mere voldsom retning, og det hele kulminerede, da Mourinho prikkede en finger i øjet på Barcelonas daværende assistenttræner Tito Vilonova efter den spanske Supercopa. I et interview leverede Casillas en omgang Mourinho-propaganda ved at beskylde Barcelona-spillerne for at smide sig for nemt og for meget, men efterfølgende erkendte han, at han havde taget fejl. Målmanden ringede til Xavi, og de to fik talt ud om tingene med det fælles ønske, at klubrivaliseringen ikke skulle få lov til at forpeste klimaet på landsholdet. Opkaldet ødelagde Casillas’ forhold til Mourinho, men var med til at sikre, at den historiske kløft mellem Barcelona og Madrid ikke igen fik lov til at præge landsholdet.

Den ekstremt hårde konkurrence om pladserne

Roen lod til at have sænket sig igen, da spanierne den følgende sommer slog lejr i Gniewino i Polen. Nogle af nøglespillerne var nu inde karrierens efterår, men samtidig stod de yngre spillere i kø og skabte en logisk og naturlig udskiftning, som blev gennemført på rationel og udramatisk vis af Del Bosque. Midterforsvaret bestod nu af Gerard Piqué og Sergio Ramos, efter at Carles Puyol og Carlos Marchena var faldet for alderen. Jordi Alba var en naturlig afløser for Joan Capdevila som venstre back. Og på midtbanen havde Busquets i flere år taget over fra Marcos Senna. Samtidig var kvaliteten så høj, at konkurrencen om spilletid gennem årene havde været ekstremt hård. I 2008 sad Xabi Alonso på bænken i det meste af turneringen. David Silva endte samme sted efter åbningskampen i 2010. Cesc Fàbregas kunne aldrig vide sig sikker på en plads i startopstillingen. Og tekniske vidundere som Santiago Cazorla og Juan Mata blev aldrig andet end marginalspillere på landsholdet.

I 2012 var Del Bosques nyskabelse i flere kampe at anvende Fàbregas som frontangriber, som en falsk 9’er som Lionel Messi i Barcelona. Spanien gik videre fra gruppespillet, slog Frankrig i kvartfinalen og Portugal i semifinalen efter straffespark. Men noget var anderledes denne gang. Omverdenen lod sig ikke længere begejstre af Spanien. Spillet var lidt langsommere, lidt mere forudsigeligt og ikke helt så chanceskabende. I medierne blev den tidligere så hyldede tiki-taka pludselig lagt for had og hånligt omdøbt til tiki-takanaccio med henvisning til den italienske catenaccio-stil, det historiske symbol for defensiv fodbold. Spillede Spanien overhovedet offensivt, når de bare holdt på bolden, indtil modstandere, tilskuere og tv-seere faldt i søvn?

Finalen i Kijev blev en skærende kontrast til resten af turneringen. Det spanske spil blev udført til perfektion. Kombinationerne var hurtigere og mere præcise. Dybdeløbene og stikningerne sad, hvor de skulle. Italien blev flået i småstykker, Spanien genvandt EM med en 4-0-sejr og fejrede efterfølgende triumfen på noget mere kontrolleret og afmålt vis end fire år tidligere. Det unge hold fra 2008 var blevet til et modent mandskab af familiefædre, der var vant til at vinde store titler.

Kollapset i Salvador

Sejren over Italien lukkede munden på alle Spaniens kritikere. Fire mål mod et hold med en defensiv styrke som det italienske måtte være det klare bevis på, at der stadig var liv i tiki-taka, og at Spanien stadig kunne spille seværdigt. Så naturligvis var der ikke lagt op til ændringer frem mod VM-titelforsvaret i Brasilien to år senere, efter at et bevæget Spanien nogle måneder forinden havde taget afsked med den nu så folkekære Luis Aragonés, der døde af leukæmi i begyndelsen af 2014.

Som i 2009 var Confederations Cup i 2013 endt som en skuffelse, da Spanien blev blæst ud af banen i finalen mod de brasilianske værter. Også denne gang uden at det fik spanierne til at tvivle på sig selv frem mod VM.

I Salvador de Bahia ventede i premieren en gentagelse af finalen fra 2010. Denne gang var der ikke de store forventninger til Holland, og det hele startede efter planen. Xabi Alonso bragte spanierne foran på straffespark, og David Silva havde en stor chance for at øge føringen. Men kort før pausen headede en flyvende Robin van Persie udligningen i nettet, og i 2. halvleg gik alt galt. Spanierne søgte at forcere spillet og tempoet, men savnede præcisionen, og hollænderne var nådesløse i omstillingerne med en forrygende Arjen Robben i spidsen. Det endte 5-1, og Spanien var ramt af en choktilstand, som ikke havde fortaget sig, da Chile få dage senere var næste modstander og vandt med 2-0. Efter to kampe var de regerende verdensmestre ude af VM.

Et bittert farvel til Spanien efter blot to kampe ved VM i Brasilien. Foto:  Anadolu Agency - Getty Images.

Et bittert farvel til Spanien efter blot to kampe ved VM i Brasilien. Foto:  Anadolu Agency - Getty Images.

”Det var skønt, så længe det varede. Men nu er det slut,” lød det i sportsavisen AS.

”Spanien var Titanic. Historiens bedste spanske landshold er slået ud af VM og afslutter en epoke, der ikke kan gentages. Når chokket har fortaget sig, må La Roja blive nøje analyseret,” skrev El País.

Mange spørgsmål pressede sig på. Døde det spanske landshold den dag i Salvador? Var det tiki-taka’ens undergang og afslutningen på den måske mest markante epoke i landsholdsfodboldens historie?

”Mange har villet ramme os på grund af vores tilknytning til Barcelona. Men det er ikke kun Barҫa, som går i den retning. Det er spansk fodbold generelt. Nogle bliver forgiftede af at se os. Det er deres problem. Men vi må ikke glemme, hvad der har bragt os til succesen. Vejen er klar. Tvivl er ikke godt,” sagde Del Bosque nogle måneder senere i et interview med El País.

Tiki-takaens død er bare sensationelle avisoverskrifter

I jagten på en uddybende analyse ringer jeg til de to trænere bag Spaniens to seneste titler ved EM for U/21-landshold for at høre deres opfattelse af hændelserne i Brasilien og vurdering af Spaniens fremtid.

”Spanien kom til Brasilien som superfavorit. Men når man kommer til et VM, skal man gøre det i optimal forfatning, og det gjorde Spanien ikke. Holdet var slidt efter en hård sæson, og mange spillere var ikke på 100 procent, da de ankom. Man håbede, de ville nå det undervejs, men det gjorde de ikke,” vurderer Luis Milla, den tidligere Real Madrid- og Barcelona-spiller, der har været træner for flere spanske ungdomslandshold og stod i spidsen for det U/21-landshold, der vandt EM i Danmark i 2011 med spillere som Juan Mata, David De Gea, Javi Martínez og Thiago.

Milla blev efterfulgt af Julen Lopetegui, der som aktiv var målmand i blandt andet Barcelona og Real Madrid og deltog ved VM i USA i 1994. Lopetegui havde vundet U/19-EM i 2012 og gentog i 2013 Millas bedrift med et U/21-EM i Israel med spillere som Koke og Isco.

”At erklære tiki-taka’en død er bare sensationelle avisoverskrifter. Det er helt fejlagtigt at tolke det, der skete i Brasilien, på den måde. Man er nødt til at se det i et større perspektiv. En slutrunde er så speciel en størrelse, at det ofte bliver afgjort af de små detaljer. Det er ikke altid, det bedste hold vinder,” siger Lopetegui, der senest var træner i den portugisiske storklub FC Porto, hvor han blev fyret i vinter.

’Jeg kender del Bosque. Han er stærk’

Det er da også til at finde forklaringer, der ikke nødvendigvis giver den konklusion, at det er spillestilen, der var problemet. Del Bosque havde måske forsømt at gennemføre generationsskiftet i tide. Han havde ignoreret de tegn, han fik med det store nederlag i Confederations Cup-finalen i 2013 og flere nederlag i testkampe.

Casillas og Xavi var ikke længere på samme niveau som før. Gerard Piqué var i dårlig form og som andre Barcelona-spillere præget af den svageste sæson siden 2008. Integrationen af brasilianskfødte Diego Costa kom for sent i gang og endte som en fiasko. Xabi Alonso spillede en af karrierens dårligste kampe mod Chile. Og så kunne Silvas afbrænder ved 1-0 mod Holland have ændret historien i en kamp, hvor Spanien vanen tro havde bolden to tredjedele af tiden og mere end dobbelt så mange vellykkede afleveringer som hollænderne. Marginalerne gik mod Spanien i modsætning til de foregående slutrunder, hvor man slap levende gennem straffesparkskonkurrencer i både 2008 og 2012, mens Casillas reddede et straffespark i VM-kvartfinalen i 2010 mod Paraguay og blokerede afslutningen fra en helt fri Arjen Robben i finalen.

Iker Casillas blokerer Arjen Robbens forsøg i VM-finalen 2010. Ryan Pierse - FIFA - Getty Images.

Iker Casillas blokerer Arjen Robbens forsøg i VM-finalen 2010. Ryan Pierse - FIFA - Getty Images.

”I Spanien er der altid heftig debat. Jeg synes ikke, Spanien skal lave noget om. Vi skal følge den samme linje og filosofi, som har givet os succes. Talentudviklingen er for mig det helt grundlæggende, og den skal vi ikke ændre. Vi har skabt tekniske spillere i årevis, som føler sig godt tilpas ved at spille på den måde. De spanske midtbanespillere har brug for at have meget kontakt med bolden. Vi kan ikke sige til dem, at nu skal de spille på en anden måde,” vurderer Luis Milla.

”Heldigvis har VM ikke fået de ansvarlige i fodboldforbundet til at tvivle. Man har for længe siden valgt en vej for spansk fodbold i et velfungerende samarbejde mellem klubberne og fodboldforbundet. Med fokus på at uddanne teknisk dygtige spillere. Det holder man fast i.

Jeg kender Del Bosque. Han er stærk. Han lader sig ikke påvirke af kritikken
— siger Julen Lopetegui.

Pessimismen er tilbage

Alligevel er det, som om noget er forandret, og tvivlen stikker dybere. Efter nederlagene til USA ved Confederations Cup i 2009 og Schweiz ved VM i 2010 kunne de fleste se, at Spanien grundlæggende havde fat i det rigtige. Da handlede debatten mere om enkeltpersoner og enkelte positioner på banen. Men siden har fodbolden udviklet sig. Guardiola er for længst fortid i Barcelona, og cataloniernes indflydelse på landsholdet er ikke så markant som i årene 2008-12. Xavi, Puyol og David Villa er færdige på landsholdet, og Pedro er fortid i Barcelona, hvor store dele af det offensive spil under Luis Enrique er bygget op om de tre forreste, som har Argentina, Brasilien og Uruguay som deres hjemlande.

Samtidig er fodboldmoden skiftet, så mange nu orienterer sig mod den tyske fart, dynamik og omstillingsfodbold. Se bare debatten herhjemme, hvor Morten Olsen tidligere blev set som en fremsynet foregangsmand med sin forkærlighed for boldbesiddelse og pasningsfodbold, men til sidst blev set som det modsatte. Nu skal vi ’spille i rum i stedet for på fod’, som de er begyndt at sige ude i DBU.

”Det er de små ting, der skal justeres. Detaljerne. Alle hold spiller nu meget kompakt og kontant mod Spanien, og det gør det svært. Målet må være at være mindre forudsigelig og mere varieret og nogle gange spille lidt mere i længderetningen. Men grundlæggende er filosofien den samme,” siger Luis Milla.

”Forskellen i forhold til tidligere ligger på spillerfronten. Der har man set en større udskiftning gennem EM-kvalifikationen. Og så er der nogle mindre nuancer i spillet, der er anderledes,” siger Julen Lopetegui.

Spanien skal holde høj hastighed i bolden

Den EM-kvalifikation blev præget af et højest overraskende nederlag i Slovakiet nogle få måneder efter VM. I begyndelsen af 2015 rejste jeg selv til Sevilla til EM-kvalifikationskampen mod Ukraine og kunne konstatere, at Ramón Sánchez Pizjuán var et godt stykke fra at være fyldt. Euforien omkring landsholdet var væk, publikum var tøvende, og Spanien vandt en kneben 1-0-sejr på et afrettet forsøg af Álvaro Morata og virkede ukoncentrerede og uskarpe i 2. halvleg.

”Fodbold er dynamisk, og der er altid en risiko for at blive luret. Spanien er afhængig af at holde hastigheden oppe i bolden. Og har man et par spillere, der har en dårlig dag, så er det svært at gøre det. Den spanske stil er den sværeste måde at vinde kampe.

Det er nemmere at organisere og disciplinere og nedbryde
— Erik Larsen

siger den mangeårige iagttager af spansk fodbold, scouten Erik Larsen.

Det er nemmere at organisere og disciplinere og nedbryde,” siger den mangeårige iagttager af spansk fodbold, scouten Erik Larsen.

Men Spanien har valgt sin vej, og den holder de fast i. Nogle stilmæssige revolutioner skal vi næppe forvente os af spanierne denne sommer, selvom spillestilen blandt de bedste hold i Primera División i denne sæson i virkeligheden har været meget afvekslende. Barcelona, Real Madrid, Atlético Madrid, Villarreal, Athletic Bilbao, Celta og Sevilla står for syv meget forskellige opfattelser af fodbolden, og det giver et andet udgangspunkt end i de år, hvor Spanien var et logisk spejlbillede af Guardiolas Barcelona.

”Det skaber nogle gode automatismer med så mange spillere fra samme hold, og det var afgjort en fordel for Del Bosque. Men det er ikke kun Barca-spillerne, der kan spille på den måde,” siger Lopetegui.

”Jeg har haft Saúl og Koke på ungdomslandsholdene. De er fremragende teknikere og passer perfekt ind i landsholdets stil. I Atlético tilpasser de sig og spiller på en anden måde, mere kontrabetonet, men det er ikke et problem for dem at spille for landsholdet. Forhåbentlig kan de måske være med til at gøre landsholdet mindre forudsigeligt,” supplerer Milla, der dog ikke får Saúl at se til EM, efter at Atlético-talentet blev sorteret fra som en af de sidste.

Netop fravalget af Saúl og Isco som de to sidste har fået mange til at rette en voldsom og noget skinger kritik mod Del Bosque, så man næsten har følt sig hensat til optakten til EM i 2008, hvor Luis Aragonés blev angrebet fra alle sider. Dengang rykkede spillerne sammen, og det samme så man for nylig, da flere spillere følte behov for at gå i rette med kritikerne, give opbakning til Del Bosque og slå fast, at det endnu er for tidligt at konkludere, at fiaskoen i Brasilien virkelig var afslutningen på historien om Spanien som verdens stærkeste landshold.

”Man skal lige huske på, at vi stadig er regerende europamestre. Det er, som om folk har glemt det,” siger Julen Lopetegui om pessimismen inden jagten på den tredje EM-titel i træk.

 

 

 

Wolverhampton Wanderers – når den glorværdige fortid overskygger nutiden

Wolverhampton Wanderers – når den glorværdige fortid overskygger nutiden

Set i fremtidens lys

Set i fremtidens lys