Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Trænerens EM: Min taktiske rygsæk er fyldt til bristepunktet

Trænerens EM: Min taktiske rygsæk er fyldt til bristepunktet

Der er ikke noget nyt at hente ud af EM. Defensivt, kedeligt og et tilbageskridt for fodbolden, siger mange.

Men ikke fodboldtræneren Jonathan Hartmann, der er ekspert i spansk fodbold og deltager i mange af Medianos EM-udsendelser. Her fortæller han om sin taktiske inspiration fra EM.

 

Af Jonathan Hartmann, fodboldtræner Lyngby FC

Med Éders langskudsmål og Mark Clattenburgs sidste pift i fløjten er EM ovre for denne gang.

Forventningerne til slutrundens underholdningsværdi har efterladt den målhungrende tv-seer skuffet over de offensive stjerners manglende skarphed. Men som fodboldtræner har jeg med nysgerrighed set med på, hvad nogle af Europas skarpeste fodboldhjerner har medbragt til EM-slutrunden.

At negligere de spillemæssige lærdomme, vi kan tage med fra EM-slutrunden, blot fordi målsnittet er lavere og de offensive mønstre er mindre genkendelige, er en simplificeret og forfejlet konklusion.

Det betyder blot, at vi skal kigge på andre dele af banen end den sidste tredjedel. Og her er den taktiske rygsæk, som jeg bærer med mig videre, fyldt helt op til bristepunktet med tendenser i spillet, taktiske elementer og kampafgørende detaljer.

Mandsorienteret forsvarsspil

Et af de tydeligste taktiske redskaber i trænernes værktøjskasser fra dette EM er beslutningen om at spille med en stor grad af mandsorienteret forsvarsspil. Det var tilfældet hos flere af de store nationer. At være mandsorienteret er i sig selv ikke nyt, det er snarere sådan lidt fodboldhipster-agtigt at bekende sig til den forsvarsstrategi, men tidligere har flere hold primært benyttet sig af den strategi i det høje pres og i erobringsspillet. Marcelo Bielsas Athletic Bilbao og Paco Jemez’ Rayo Vallecano er gode eksempler på det

Ved slutrunden er det mandsorienterede forsvarsspil i udpræget grad blevet brugt i det dybere forsvarsspil. Det bedste eksempel er Portugals forsvarsspil, der tit har haft udgangspunkt i en 4-1-4-1-formation i middel eller lavt pres. Her har de tre centrale spillere (oftest Adrien Silva, João Mário og enten Danilo eller Carvalho) klæbet til modstanderens centrale midtbanespillere og fulgt dem rundt på banen. Eksempelvis agerede William Carvalho overfrakke for Antoine Griezmann, og fulgte ham langt ned i banen i flere situationer i EM-finalen. I et zoneforsvar ville ansvaret i stedet overgå til den person, hvis zone Griezmann var løbet ned, typisk en anden centralt midtbanespiller.

William Carvalho, hele tiden tæt på Antoine Griezmann i finalen. Foto: Getty Images/Matthias Hangst

William Carvalho, hele tiden tæt på Antoine Griezmann i finalen. Foto: Getty Images/Matthias Hangst

Også på det franske mandskab har det mandsorienterede forsvarsspil været praktiseret. I EM-finalen brugte Frankrig flere gange en forsvarsstrategi, hvor de forreste spillere opdækkede nærmeste modspiller, mens de tillod det svageste opspilsled José Fonte at stå med bolden, hvorfra Portugal havde svært ved at komme videre. Det fungerede godt i finalen, men tidligere i turneringen har strategien givet Koscielny og Rami nogle ubehagelige løbedueller, fordi Sagna og Evra tidligt er brudt op på modstandernes kanter, hvilket har efterladt store områder på siden af de franske midtstoppere, hvor modstandernes 9’er kunne løbe ud.

Få mål på omstillinger

Der er i turneringen blevet scoret utroligt få mål på omstillinger. Ifølge fodboldanalytiker Claus Møller Henriksen er kun 15 procent af de 108 mål ved slutrunden scoret sådan. Det er ikke unormalt, at det tal normalt er ca. dobbelt så højt.

En af forklaringerne er, at trænere i dag har et stort fokus på, hvordan de spillere, der ikke deltager i angrebet, er positioneret for at kunne stoppe modstandernes kontraangreb, hvis bolden mistes. I fodboldterminologi hedder det restforsvar.

I den forbindelse har backs en enorm vigtig rolle. Det bliver mere og mere anvendt, at det er backen i den modsatte side af, hvor angrebet er i gang, som positionerer sig 10-15 meter foran de to stoppere centralt i banen i restforsvaret – nærmest på 6’er-positionen – så backen kan tage imod clearinger og have øje på modstanderens 9’er, som ofte falder lidt ned i banen. Det er en rolle, som Sagna har løst formidabelt under slutrunden.

Det store fokus på restforsvar betyder, at vi som trænere skal finde en modgift til det. Fra min daglige gang på træningsbanerne i ungdomselitemiljøer i Danmark og fra DBU’s træneruddannelser ved jeg, at begrebet ”restangreb” vinder indpas.

Vi skal i fremtiden være dygtigere til at arbejde med positioneringen af eksempelvis en 10’er, en 9’er og en modsat kant, som ikke deltager i en given forsvarssituation, så de bliver sværere at dække op fra restforsvaret, så vi fortsat kan lave mål på omstillinger. Og måske kan en kantspiller tyvstarte et offensivt løb med håbet om, at vi snart erobrer bolden, som man bl.a. kender det fra fløjspillernes tidlige løb i håndbold, når modstanderen skal til at afslutte.

I den forbindelse har jeg eksempelvis set en midtjysk klub have som strategi i ungdomsregi at stille en mand i eget straffesparksfelt på hjørne, som ikke har nogle markeringsopgaver på hjørnesparket. Til gengæld skal han sprinte fremad, lige når hjørnesparket sparkes, så han er fri til et udkast eller udspark, når målmanden griber bolden, så holdet kan starte en hurtig omstilling. Restangreb kommer vi til at høre mere om i fremtiden. 

Defensive indlægsstrategier

Under slutrunden har de forskellige hold forsvaret eget mål på indlæg med varierende succes. Et af de stærkeste mandskaber i den disciplin var italienerne, som excellerede i gode clearinger efter den klassiske strategi om, at alle indlæg i den forreste del af feltet skal cleares i samme retning, som indlægget blev slået i, mens indlæg i den bagerste del af feltet skal afvises i modsatte retning af indlæggets oprindelse. I begge tilfælde for at undgå, at man clearer ind forbi eget mål.

Der var dog også hold, der forsvarede sig mindre godt. Spanien og Belgien blev på egen tredjedel så mandsorienterede og boldfikserede, at forsvarskæden var spredt ud i hele bredderetningen. Det var Kroatiens 1-1-mål mod Spanien og de walisiske indlægsscoringer mod belgierne et resultat af. Ramsey eller Bale løb den ene vej, trak forsvaret med, og så var Vokes eller Robson-Kanu fri i et affolket felt.

Generelt var der ved EM-slutrunden også på den defensive indlægsstrategi en tendens til, at holdene er blevet en smule mandsorienterede. Det har sine fordele, at eksempelvis José Fonte følger med Giroud mod det bagerste område, så den store franskmand ikke har en luftduel mod lille Raphael.

Men omvendt åbner det op for sene indløb i de zoner, som ikke længere er besat af nogle spillere, fordi man orienterer sig efter modstander og bold frem for efter forsvarszone og medspillere. Det er nogle af Griezmanns sene entreer i feltet eksempler på, hvor han har været fri midt for målet, fordi Giroud har været et opmærksomhedspunkt for modstanderne.

Standardsituationernes vigtighed og de små detaljer

Afslutningsvis er der en række interessante lærdomme til trænere og andre fodboldnørder omkring de standardsituationer, vi har set ved EM-slutrunden.

En af de store øjenåbnere har været Islands strategi på offensive indkast. Ofte vælger holdene at kaste bolden så tæt på mål som muligt, præcis som da Rory Delap slyngede boldene indover på et vindblæst og regnfuldt Britannia Stadium. En strategi Kian Hansen og FCM har adopteret. Det har naturligvis sine fordele at kaste så tæt på målet, for herfra skal bolden kun snitte en glatbarberet isse, og så kan bolden ligge i nettet. Omvendt betyder det, at modstanderen naturligvis placerer sine bedste headere – de to stoppere og måske en hovedstødsstærk 9’er - tæt på målet omkring nærmest stolpe.

Derfor valgte Island ofte under EM at kaste bolden nærmest væk fra målet og ud på kanten af feltet for at finde et mere fordelagtigt fysisk match-up. Det kunne eksempelvis være 190 cm. høje Kari Arnason over for 176 cm. høje Wayne Rooney, et match-up som giver gode forudsætninger for en vundet duel. Herfra var et hovedstød mod mål og de rette 2. boldsløb opskriften på flere islandske scoringer. Det er en interessant strategi og for mig en ny måde at angribe de offensive indkastsituationer på.

Også Irland havde nye varianter at serve bolden i feltet på ved standardsituationer. Her stod to spillere omkring bolden ved hjørnesparket, som man ofte ser det ved frispark. Forsvaret ved ikke, hvornår bolden bliver sparket (når den ene måske hopper over), og målmanden ved ikke, om bolden kommer indad- eller udadskruet. En anden variant var, at sparkeren triller bolden til en medspiller, som med bedre tilløb og vinkel kan få mere fart og gevind i bolden, så den skruer væk fra målmanden. Generelt var der ved slutrunden mange udadskruede spark og server i områder, som ikke er tæt under mål, fordi mange målmænd (fx Neuer, Courtois, Lloris og Patricio i finalen) i dag er dygtige til at bokse eller gribe indlæg fra standardsituationer.

Gareth Bale scorer på frispark mod Slovakiet overfor en meget bred slovakisk mur med hele seks spillere i. Foto: Getty Images/Dean Mouhtaropoulos

Gareth Bale scorer på frispark mod Slovakiet overfor en meget bred slovakisk mur med hele seks spillere i. Foto: Getty Images/Dean Mouhtaropoulos

Den sidste detalje at tage med fra standardsituationerne er omkring opsætningen af frisparksmure. De nye bolde blandet med den nye sparketeknik som blandt andre Ronaldo, Bale og Kane praktiserer, betyder, at målmændene skal overveje deres murstrategi. Tidligere var den foretrukne frisparksmetode Ronaldinhos og Beckhams, hvor bolden blev curlet og placeret op i målhjørnet. Derfor kunne målmændene godt nå at reagere, hvis de først så bolden, når den gik over muren. I dag bliver der sparket hårdere og mere utilregneligt. Derfor vil jeg råde mine målmænd til at vælge en mur med færre spillere, så udsynet er bedre, og de kan nå at reagere på de knæk og bræk, som skytterne er dygtige til at give boldene i dag.

 

Jonathan Hartmann er assistenttræner for Lyngby FCs U17-mandskab og igang med sin træneruddannelse i DBU-regi. Han har afsluttet sin A-licens. 

Jonathan Hartmann er også en af bagmændene bag podcasten Viva La Liga og en stor kender af spansk fodbold. Han har medvirket i en række af Medianos EM Special-udsendelser både før og under EM.

EM podcast - data special: Her er EM-slutrundens vigtigste læringer og tal

EM podcast - data special: Her er EM-slutrundens vigtigste læringer og tal

EMs taktiske tendenser 3.0 - set af Mads Davidsen

EMs taktiske tendenser 3.0 - set af Mads Davidsen