Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Hillsborough - da retfærdigheden lod vente på sig i 27 år

Hillsborough - da retfærdigheden lod vente på sig i 27 år

Arrene efter tragedien i Sheffield, der kostede 96 Liverpooltilhængere livet, er dybe. Men det hjælper, at retten har givet de efterladte og overlevende medhold, skriver Esben Suurballe Christensen

 

Af Esben Suurballe Christensen

Kan vi forestille os hvordan det dag efter dag, uge efter uge, må have føltes for Margaret Aspinall at sidde i retslokalerne i Warrington og høre på, hvordan det gik for sig, at 96 mennesker, heriblandt hendes egen søn James på 18 år, mistede livet 15. april 1989?

At sidde der med resten af de pårørende og nogle af de overlevende og høre, hvordan myndigheder og presse arbejdede sammen i mere end 27 år for at dække over de katastrofale og skæbnesvangre beslutninger, der blev truffet den dag i Sheffield. Hvordan anklagerne om meddelagtighed i så mange år ikke blev rettet mod de rette, men mod de Liverpool-supportere, der mistede livet, nogle mens de forsøgte at hjælpe andre.

Nej, det kan vi ikke, vel?

Det skulle også vise sig at være anklager, der, med den dom, som juryen ved den uafhængige politiklagemyndighed afsagde den 26 april i år, var helt og aldeles ubegrundede. Fuldstændigt uomtvisteligt.

Den famøse forside fra The Sun, der blev et pejlemærke på uretfærdigheden og de fejlagtige konklusioner.

Den famøse forside fra The Sun, der blev et pejlemærke på uretfærdigheden og de fejlagtige konklusioner.

Anklagerne efterlod dog Liverpool-supporterne og især de efterladtes familier med et rygte og renomé, som både de, men også byen har måttet kæmpe tappert imod siden. Lige siden tabloidavisen The Sun valgte at køre den mest omdiskuterede forside i britisk mediehistorie nogensinde.

En forside, der resulterede i, at The Sun fortsat er boykottet, vanæret og bandlyst på Merseyside. Både blandt røde og blå. Faktisk var et interview, daværende manager Graeme Souness gav til selvsamme avis tre år efter katastrofen, medvirkende til, at han for altid tabte anseelse og respekt i den klub og i den by, hvor han som aktiv spiller havde været sat på den højeste piedestal. Souness sagde efterfølgende, at han skulle være trådt tilbage som manager øjeblikket efter interviewet blev bragt. Det fortæller lidt om, hvor stort hadet er til Englands største avis.

Myten om gravrøvende hooligans

Få har skrevet mere fyldestgørende og dybdegående om retssagen end The Guardians David Conn. Det skal derfor ikke forsøges gjort bedre herfra. Har man et ønske om at sætte sig ind i årsagen til, hvorfor selve katastrofen skete, og hvad der skete under, er det hos David Conn, du skal starte. Det er ikke noget, en hurtig Google-søgning ikke kan klare.

Denne artikel vil mere dreje sig om det ry efterspillet gav familierne og byen Liverpool, og om hvordan ledende myndighedspersoner og medier som The Sun havde held til, overfor den brede befolkning, at male et billede af Liverpool-supporterne som fordrukne, gravrøvende hooligans, der selv var skyld i ulykken. Og hvilken direkte skandale og uretfærdighed det viste sig at være.  

St. Georges Hall efter afsigelse af den dom, der lettede mange hjerter. Foto: Getty Images

St. Georges Hall efter afsigelse af den dom, der lettede mange hjerter. Foto: Getty Images

I den fremragende “Hillsborough Voices”, skrevet af Merseysideforfatteren Kevin Sampson, fortæller efterladte og overlevende om, hvad de gennemgik under og primært efter katastrofen indtraf.

Det er barsk læsning.

Allerede timer efter katastrofen var indtruffet og ligene lå i en gymnastiksal ved siden af Hillsborough, oplevede familiemedlemmer på nært hold, at politiet begyndte at fokusere på om, og i givet fald hvor meget, både de overlevende og dem, der lå i ligsækkene, havde drukket. Allerede dér begyndte det at gå op for flere overlevende, såvel som efterladte, hvilken drejning, udmeldingerne til offentligheden skulle have.

En ledende politimand på arbejde under Hillsborough bærer en del af ansvaret for, at The Sun fire dage efter skulle udkomme med deres stigmatiserende “The Truth” forside. Den ledende politiofficer havde i South Yorkshire Politienheds private klub, Nigeria, natten efter katastrofen, fortalt et konservativt parlamentsmedlem, at Liverpool-supportere selv var skyld i katastrofen på grund af slagsmål og optøjer, samt at klubbens tilhængere havde urineret på og berøvet de omkomne og angrebet politiet, mens politiet forsøgte at redde de sårede og døde.

Den ledende politiofficer indrømmede under retssagen, at han vidste, Margaret Thatcher ville ankomme til Sheffield dagen efter, og at hans oplysninger ville nå højeste sted. The Suns politiske redaktør blev om tirsdagen efter katastrofen briefet af Margaret Thatchers personlige rådgiver om de oplysninger, der blev leveret den aften på Nigeria, og The Sun udkom dagen efter med den nu famøse forside, The Truth.

Der er ingen tvivl om, at især den forside, men også South Yorkshires Politienhed og andre myndigheders usande version af både årsagen til katastrofen og hændelserne under, blev alment accepteret som sandheden af den brede offentlighed uden for Liverpool.

Thatchers kamp mod Liverpool

Thatchers regering så generelt udelukkende fodboldsupportere som hooligans.  Der skulle slås hårdt ned på dem i de år, og der havde været episoder nok på fodboldstadions - blandt andet på Heysel - til at det syn og den politik havde bred opbakning i den britiske befolkning. Så Liverpool-supporternes troværdighed, blandt andet med Heysel frisk i erindring, var ikke specielt stor. Det vidste myndighederne, og de - kan vi se her bagefter - udnyttede det til fulde.

De pårørende og overlevende har sidenhen fortalt især i “Hillsborough Voices”, hvor meget det påvirkede dem, ikke blot at have oplevet tabet af sønner, døtre, fædre, brødre og nære venner, men at opfattelsen generelt ikke kun i England, men i hele verden, var at disse mennesker selv var skyld i katastrofen på grund af optøjer og fuldskab. Og som det ikke var nok, blev det også påstået, at de overlevende - mange mistede venner og familie - havde forhindret ambulancer, redningsfolk og politifolk i at redde mange af disse mennesker. Man kan kun forestille sig, hvad det gør ved folk, ikke kun at have været vidne til en katastrofe og tab af menneskeliv, men at blive anklaget og stigmatiseret som værende årsagen til, at 96 mennesker mistede livet, igennem nu mere end tre årtier. At blive udråbt til ligrøvende hooligans, selvom ikke én Liverpool supporter blev arresteret før, under og efter Hillsborough, må have været forfærdeligt.

Flere af de overlevende og pårørende begyndte i månederne efter katastrofen at mødes. Liverpools bystyre havde sat et beredskabscenter op og dannede Hillsborough Support Group, hvor Margaret Aspinal blev en central figur og talskvinde. Her kunne flere af de deltagende, både pårørende og overlevende, fortælle enslydende historier om, hvordan politiet i timerne, dagene og ugerne efter katastrofen havde fokuseret overraskende hårdt og meget i deres afhøringer på, om folk havde drukket. Sammenholdt med The Sun-forsiden og andre mediers dækning af katastrofen gik det op for flere i Liverpool, at det ikke var et tilfælde. At dette virkede som en bevidst vinkling. Noget retssagen i Warrington i år også beviste.

Margaret Aspinal, talskvinde for de overlevende og pårørende, glæder sig over rettens afgørelse. Foto: Christopher Furlong/Getty Images

Margaret Aspinal, talskvinde for de overlevende og pårørende, glæder sig over rettens afgørelse.

Foto: Christopher Furlong/Getty Images

Dette skabte forbitrelse, vrede og mistro i Liverpool. Ikke kun blandt de pårørende og overlevende, men i hele byen. Røde som blå. Ikke mindst vrede og mistro til en konservativ regering, som under Thatchers styre, blandt andet på grund af optøjer i Liverpool bydelen Toxteth (hvor Robbie Fowler i øvrigt stammer fra) i 1981 og 1985, gik med planer om at sætte byen Liverpool i stå. At undgå nogen som helst offentlig investering eller indsats. Liverpool har ikke haft en borgmester fra de konservative siden 1950erne, og efter Hillsborough og frem til nu, er der flere valgdistrikter, hvor de end ikke stiller kandidater, da det er nytteløst.

Mistroen til myndighederne

Denne mistro til establishmentet, til regeringen, til myndighederne, til et FA, som aldrig har taget deres del af ansvaret for at have udpeget Hillsborough som semifinale stadion, selvom de vidste der var store sikkerhedsmangler, lever den dag i dag i Liverpool. Denne utrættelige kamp for retfærdighed, som især kvinderne Margaret Aspinall og Anne Williams blev et symbol på, er noget, der faktisk kendetegner Liverpool som by på godt og ondt.

Retssagen viste jo, at de pårørende havde ret. At mødrene havde ret. At byen havde ret. At deres ustoppelige kamp var berettiget.

Jeg kan bedst sammenligne Liverpool med en ø. Fuldstændig forskanset fra, hvad der rører sig i resten af England. Der er intet, der betyder mere for scouserne end deres familier og venner. Derfor var det hele Liverpool, røde såvel som blå, der både stod sammen i kampen mod omverdenens daværende opfattelse af Hillsborough.

De samme egenskaber gjorde sig gældende, da Liverpool FC var ved at tabe livsgrundlaget under kløerne på de amerikanske fusentaster Tom Hicks og George Gillett, hvor protester og især voldsomme onlinekampagner var medvirkende til, at de to ikke fik refinansieret deres lån ved Royal Bank Of Scotland og måtte sælge. En sejr som var med til at styrke troen hos folk i Liverpool, på at stædighed kan betale sig, når magtfulde folk vil fordreje og udnytte.

Men nogle gange er der en hårfin linje mellem den berettigede mistro og skepsis, og så det overdrevne. Liverpool FC og supporterne gjorde ikke meget godt for omverdenens daværende blakkede syn på dem, da de under Luis Suarez´ påståede racismesag mod Manchester United-spilleren Patrice Evra i lang tid nægtede at anerkende, at Suarez havde gjort noget forkert. Sådan er det, når man gennem mange år oplever, at myndigheder og dem øverst i fødekæden fordrejer og lyver om tingene. Så er det svært at tro på, de ikke altid gør det.  

For myndighedernes og mediernes stereotype vinkling sad fast i hos folk uden for Liverpool, og det var med til at skabe en overbevisning om, at Liverpool-supportere aldrig vil tage ansvar for noget. At de altid pegede fingrene ud i stedet for ind. Rivalisernde supportergrupper var heller ikke sene til at udnytte det. På flere tribuner har man i årtier kunne høre tilråb som “It´s never your fault, you´re always the victims” og “offended by anything, ashamed of nothing” når Liverpool FC og deres supportere kom på besøg. En overbevisning flere ledende politikere også tilsluttede sig og delte, hvilket besværliggjorde familiernes kamp for retfærdighed gennem retssystemet, da der i mere end 20 år ikke var politisk vilje til at se på Hillsborough.

Tilbagetoget for politikerne

Boris Johnson, Londons tidligere højprofilerede konservative borgmester og frontfiguren i Brexit-bevægelsen, der som bekendt vandt, måtte gå bodsgang til Liverpool og undskylde for, at han som redaktør havde godkendt en artikel i det konservative politiske magasin The Spectator, der beskrev, hvordan Liverpool som by badede i selvmedlidenhed og ikke ville anerkende, at berusede supportere var medvirkende til at Hillsborough skete.

Og uanset hvor meget Englands nuværende premierminister David Cameron til sidst anerkendte den historiske uretfærdighed, ofrene og de pårørende for Hillsborough havde været ude for, af myndigheder, medier og det politiske system, så skal vi ikke længere tilbage end til 2011, hvor Cameron sammenlignede familiernes kamp for retfærdighed og rensning af deres efterladtes navne, til “En blind mand i et mørkt rum, der leder efter en sort kat, som ikke er der“.  

Det, der gør Liverpool til en så bemærkelsesværdig by, med så bemærkelsesværdige folk, er, at når sådan noget sker, så fortsættes kampen.

En del af de pårørende til ofrene for Hillsborough og overlevende har naturligvis bearbejdet deres sorg og deres traumer, ved ikke år efter år at kæmpe mod hvad der synes en uoverkommelig overmagt, men i stilhed og i fred. Men som hele fortsatte kampen. Og da kampen endelig vandt gehør hos det politiske system, fandt Liverpool endnu mere sammen som by. Især foranlediget af daværende sundhedsminister og evertonian Andy Burnham fra Labour, der var medvirkende til at daværende Labour-regering åbnede op for endnu en undersøgelse af omstændighederne til katastrofen, og som dermed lagde grundstenen til retssagen i 2016.

Det endte som en forløsning i retssalen i Warrington, da de myndigheder og især South Yorkshire Politienhed, der var til stede på Hillsborough i 1989, blev dømt for uagtsomt manddrab. Liverpool-supporterne og Liverpool som by blev endelig frikendt. Endelig renset.

Rickie Lambert og Darren Fletcher fra West Bromwich Albion viser deres respekt før kampen mellem WBA og Liverpool i maj. Foto: Getty Images/Andrew Powell

Rickie Lambert og Darren Fletcher fra West Bromwich Albion viser deres respekt før kampen mellem WBA og Liverpool i maj. Foto: Getty Images/Andrew Powell

Margaret Aspinall, Anne Williams, alle de andre pårørende, overlevende og byen gjorde det gennem 26 år med stilfærdig determination og værdighed.

De slag, de har måttet tage imod fra South Yorkshire Politienhed, diverse medier og i lang tid et lukket politisk system, har de taget og kæmpet imod. Noget, David Cameron også har anerkendt retroperspektivt.

De har kæmpet med værdighed. Med stålfast værdighed. De har aldrig, imponerende nok, mistet besindelsen, men ved hver lukket dør, ved hvert afslag, søgt nye appelmuligheder, nye veje at gå, således sandheden om Hillsborough kunne blive afdækket og bragt frem. Også selvom de i de 27 år der gik, har lagt øre til de stigmatiserende stereotyper om deres mistede familiemedlemmer, om dem selv og om Liverpool som by.

Selv her i Danmark har der fra tid til anden været særdeles upassende kommentarer fra fodboldkommentatorer - og personligheder, der har brugt familiernes stædige, vedholdende og værdige kamp for retfærdighed til enten af nedgøre deres kamp eller få sig et billigt grin på deres vegne. Ingen nævnt, ingen glemt.

De danske Liverpool-supportere, der er kommet i byen, har forelsket sig i byen, er ofte mødt med uvidende skepsis. Her skal især nævnes Peter Schulz` og Lars Mathiasens tv-dokumentar, samt de danske fanklubber. De har alle søgt at modbevise den stereotype, stigmatiserende og forkerte opfattelse af årsagen til Hillsborough og Liverpool-supporternes andel deri, som også danskere og danske medier i gennem årene har haft.

Men nu! Nu er ansvaret placeret. 27 år for sent. Men endelig placeret det rette sted. Og det var, hvad Margaret Aspinall, Anne Williams, de pårørende, de overlevende og Liverpool supportere ville til at starte med.

For som Evertons bestyrelsesformand Bill Kenwright sagde til Hillsborugh-mindehøjtideligheden i 2013 på Anfield;  

“You took on the wrong city…..You took on the wrong set of mums. “

Foto: Liverpool FC/Getty Images

Vi ses om en uge - Mediano går i hængekøjen

Vi ses om en uge - Mediano går i hængekøjen

Brüchmann om Superliga 2016/17: Velkommen til lykkehjulet

Brüchmann om Superliga 2016/17: Velkommen til lykkehjulet