Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Et spørgsmål om etik: Hvad er meningen i fodbold?

Et spørgsmål om etik: Hvad er meningen i fodbold?

Handler det om at vinde - for enhver pris? Nej, mener skribent Jakob Fredslund. Fodbolden er på vej til at degenerere, når brud på reglerne er reduceret til en handel, lyder det i dette blogindlæg.

Jakob Fredslund er forfatter og forsker ved Alexandra Instituttet i Aarhus.

 

Af Jakob Fredslund

Hvad er meningen i fodbold? Hvad gælder det om? Det handler om at vinde; det handler om at være den bedste. Men er de to definitioner egentlig ens?

Nej, det mener jeg ikke. De burde være det, men i praksis er de forskellige. For hvordan afgør man, hvem der vandt? Det gør man ved at se op på måltavlen, når kampen er slut: Det hold, som har fået flest mål, når kampen er slut, har vundet. Alt, der er gået forud, er glemt. Det, der står på tavlen, er eneste gyldige parameter.

Hvordan afgør man så, hvem der er den bedste? Det er umiddelbart en smule mere kompliceret. Det simpleste ville selvfølgelig være, at det kunne afgøres alene ved et kig på tavlen. Men det mener jeg ikke er tilfældet.

Fodbold defineres af et sæt af regler, og to hold kæmper mod hinanden inden for reglerne. Hvem af to hold er bedst til fodbold? Det er det hold, som får flere mål end det andet ved at holde sig indenfor reglerne. Hvis man ikke holder sig indenfor reglerne undervejs, så spiller man jo ikke fodbold, og så kan man ikke bagefter sige, at man er det bedste fodboldhold. Men man kan godt sige, at man vandt kampen.

Suarez’ røde kort

Ved VM i fodbold i 2010 mødtes Uruguay og Ghana i kvartfinalen. Kampen var uafgjort indtil få minutter før tid, hvor Ghana scorer et mål – eller næsten scorer et mål, for på målstregen redder angriberen Luis Suarez bolden med hånden med fuldt overlæg. Han bliver naturligvis udvist, og Ghana får straffe, men det brænder de, og Suarez jubler på sidelinjen over, at det betalte sig for ham at tage en udvisning på holdets vegne. Senere vinder Uruguay på straffespark og kommer i semifinalen.

Luis Suarez hyldes for sit røde kort efter kampen mod Ghana. Foto: Michael Steele/Getty Images

Luis Suarez hyldes for sit røde kort efter kampen mod Ghana.

Foto: Michael Steele/Getty Images

Efter min mening er det dybest set en meningsløs ”sejr”. Uruguay havde flest mål til sidst, men de kan ikke siges at have været bedre til at spille fodbold end Ghana – undervejs spillede de jo også håndbold. Og jeg har det på samme måde med alle de såkaldt professionelle frispark, som begås med vilje. Fint, du forhindrede en friløber til de andre for at forhindre, at de måske kunne have vundet kampen, og du betalte prisen på et gult kort. Men samtidig er det ikke længere en fodboldkamp, det er nu kun en kamp om at vinde. Det handler om to tal, og jeres tal skal åbenbart for enhver pris være større end de andres tal.

Forskellen på de to formålsdefinitioner er, at den ene frisætter deltagerne til ikke at følge den præmis, som definerer den aktivitet, vi i fællesskab er i gang med. Den fritager deltagerne for at have en fælles moral med ind på banen; moralen defineres individuelt eller i hvert fald uden for den fælles vedtagne norm. Det handler ikke længere om at være bedst inden for rammerne; det handler på en måde mere om, hvem der er bedst til at udnytte systemet imod spillets ånd.

Reglerne er ikke længere en slags etik; det er et katalog over mulige forseelser og sammenhørende priser. Som et menukort på en fastfoodrestaurant. Hvad kan jeg få for et gult kort? Hvad kan jeg få for et rødt kort? Okay hvis det kun koster et gult kort at få en mulighed-for-at-spænde-ben-for-en-modstander-så-han-ikke-scorer, så tager jeg sådan en. Straffen er ikke en uønskværdig repressalie og ses ikke som en understregning af, at man ikke må begå forseelsen. Logikken er vendt på hovedet: Der er ikke længere tale om et forbud; der er tale om en tilladelse til at begå en handling med en tilhørende pris.

Når forseelsen er reduceret til en handel

Hvis rammerne ikke er essensen, men kun en skal, som spillet foregår indeni og udenfor, så er bevidste forseelser – at træde uden for rammen – ikke længere ødelæggende for spillets idé. I den optik er det ok, så længe det ikke bliver opdaget – og det er også helt ok, at det bliver opdaget, hvis bare man betaler prisen for overtrædelsen. Det er jo bare en handel. Men spillets idé er jo at spille fodbold: at drible forbi en modstander, fordi du er dygtigere end ham; at spille forsvaret tyndt, fordi I har en fantastisk indbyrdes forståelse; at score et mål i sidste minut, som sender dit undertippede hold i VM-semifinalen. Det er sgu da smukkere, sjovere, gladere, mere opløftende end at se en eller anden tage bolden med hånden.

Af samme grund har jeg aldrig rigtig helt forstået håndbold. Der begås frikast i ét væk i håndbold. Det er blevet en helt integreret del af spillet. Forsvaret farer ud og omklamrer modstanderen med bolden, indtil dommeren fløjter, og så er angrebet slået i stykker. Og det kan man så blive ved med hele kampen, så vidt jeg da kan se, så længe man ikke er for voldsom.

Det er sgu da smukkere, sjovere, gladere, mere opløftende end at se en eller anden tage bolden med hånden

Skal fodbold også være sådan? Under det netop overståede EM har emnet igen på været på dagsordenen, bl.a. efter Italiens kamp mod Belgien. Læs her.

Dommer Kenn Hansen svarer på et seerspørgsmål, at man jo får en advarsel for en nødbremse og derfor ikke kan gøre det samme igen i samme kamp, ligesom man står i karantænefare senere i turneringen, så det er jo ikke gratis (hvilket understreger den her handel-tankegang) – og at sådan er reglerne jo nu engang skruet sammen. Her som i så mange andre aspekter af livet i en civilisation kommer det altså til at handle om  lovens bogstav snarere end lovens ånd. Og det er da irriterende at skulle detailstyre og regulere og kontrollere og skærpe straffene, fordi folk insisterer på at udfordre en gældende og vedtagen fælles norm.

Daniele Di Rossi har godt fat i Eden Hazard. Italien vandt kampen 2-0. Foto: Claudio Vila/Getty Images

Daniele Di Rossi har godt fat i Eden Hazard. Italien vandt kampen 2-0.

Foto: Claudio Vila/Getty Images

Skal så vi virkelig have en diskussion om graden eller typen af overtrædelser, der er acceptable? Eftersom det hele ligger ud over de nedfældede regler, som definerer hvad vi snakker om, forekommer det mig ret absurd. Giver det mening at forestille sig en skala, som starter der, hvor reglerne slutter?

Mange mener tilsyneladende i virkeligheden, at ja det kan man godt. Det er okay at hive sin modstander i trøjen, så han ikke scorer. Må man filme sig til et straffespark? Ja, vil mange mene. Må man lade som om, en modstander har sparket ud efter en, så han får et rødt kort? Arh, det er uværdig film, vil nogen synes, men ikke alle. Må man tage bolden med hånden med vilje, som Suarez gjorde? Ja, det er ok, man får jo et rødt kort, så det giver en rimelig straf, vil nogen sige.

Må man så bestikke en modstander, så han spiller dårligere end ellers? Må man skade en modstander under kampen? Må man skyde en modstander inden kampen?! Hvis de andre mangler deres bedste spiller, så ville man vel have større chance for at vinde.

Det handlede jo om noget andet?

Jeg synes næsten ikke, der er noget værre i fodbold, end når en fantastisk spiller bevidst stoppes i en fantastisk aktion med ulovlige midler – bare fordi nogen andre har den smålige dagsorden, at det ikke handler om at være bedst, det handler om at have flest mål til sidst. Det må da handle om at se noget flot fodbold? At se gudbenådede spillere og kollektiver udfolde deres exceptionelle evner og vise, hvor dygtig man egentlig kan være til fodbold?

Hvad gør vi så? Skal et professionelt frispark give et orange kort, dvs. en 20 minutters udvisning? I grovere tilfælde et rødt kort, og i helt grove tilfælde rødt kort plus fem kampes karantæne? Jeg ved godt, at det i praksis vil være ustyrlig svært for en dommer at afgøre, hvornår et frispark begås med vilje, men kan nogle kloge folk ikke finde på noget? Skulle Ghana ikke bare have fået mål i stedet for straffe? Så ville tvivlen komme den forurettede til gode i stedet for omvendt.

Fodbold degenererer, hvis udviklingen får lov at fortsætte

For mig udvander det andet tankesæt sporten. Fodbold er efter min mening kreativitet, teknik, styrke, kampgejst, instinktiv forståelse mellem holdkammerater, strategi, sammenhold, respekt for modstanderen. Ikke noget med at tage bolden med hånden eller hive folk i trøjen, så det bedste hold ikke vinder. Fodbold degenererer, hvis udviklingen får lov at fortsætte. Det er jo dybest set fuldstændig tomt, at man vandt 1-0, hvis man var nødt til bevidst at bruge midler, som ikke er en del af spillet.

Hvad har du så bevist? Ikke rigtig noget, synes jeg. Jo, du har bevist, at det er vigtigere at komme langt i turneringen end at finde ud af, hvem der er bedst til at spille fodbold.

Men det var jo ikke det, det startede med: Det startede med, at vi gerne ville finde ud af, hvem der var bedst til at spille fodbold.

Foto: Bob Thomas/Getty Images

OB før Superliga: Arvesølv og store drømme

OB før Superliga: Arvesølv og store drømme

Fokus på fodboldens organisationer: Sportens etiske forfald

Fokus på fodboldens organisationer: Sportens etiske forfald