Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

FC Internazionale - Kinas fodbolddrømme går igennem Milano - del 1

FC Internazionale - Kinas fodbolddrømme går igennem Milano - del 1

Mediano fortsætter vores fokus på italiensk fodbold – og på Kinas indtog i europæisk topfodbold. Disse to emner mødes i øjeblikket i Milano. Her fortæller Brian Bødker om Inter i første del af en miniserie om emnet. Næste del handler om AC Milan.

 

Af Brian Bødker

I Milano har statuen La Madonnina en helt særlig plads. Fra hendes position midt i Milano, stående på toppen af den imponerende domkirke Il Duomo, holder hun øje med byen og dennes to fodboldstoltheder.

Hvert år kæmper AC Milan og FC Internazionale om hendes gunst i det klassiske lokalopgør Derby della La Madonnina, som er opkaldt efter hende. Dette derby kæmpes foran 80.000 medlevende og entusiastiske fans, og de to klubbers store triumfer fejres foran hende på Piazza della Duomo.

Men på det seneste har der været langt imellem disse klubbers triumfer og La Madonnina savner de farverige fejringer på Piazza della Duomo.  Både AC Milan og FC Internazionale har i lang tid ligget underdrejet med både økonomisk og ledelsesmæssigt underskud, hvilket tydeligt kan ses på banen.

Dette er den første af i alt to artikler om henholdsvis FC Internazionale og AC Milan. I denne artikel kigger La Madonnina på Corso Vittorio Emanuele II, sidegaden til Il Duomo, hvor FC Internazionale Milano holder til. Hun spejder nysgerrigt efter, hvilke ændringer salget af klubben til det kinesiske Suning Group vil medføre, og om der er håb for fremtidige smil. Senere vil hun spejde ud imod CASA Milan for at finde hoved og hale i klubbens efterhånden langvarige flirt med forskellige købere. 

Pris: 600.000.000 euro

Den. 6. juni 2016 fik FC Internazionale nye ejere. Det indonesiske International Sports Capital med Erick Thohir i spidsen solgte FC Internazionale S.p.A og alle tilhørende datterselskaber til det kinesiske selskab Suning Group for ca. €600 millioner. Mr. Thohir havde gjort et forsøg på at omstille klubbens organisation til at tjene flere penge. Det har dog vist sig overordentligt svært at omstille en klub, som er blevet meget forkælet, til at stå på egne økonomiske ben.

Igennem det meste af FC Internazionale´s historie har den været en Blikfangs-klub i stil med alle andre italienske klubber. En Blikfangs-klub er et passende tilbehør til en italiensk mangemilliardær, som mangler noget til at skabe opmærksomhed og en platform til udødelighed. Blikfangs-klubberne er ekstremt dyre i drift og er meget forkælede.

Den nu tidligere ejer og præsident, Massimo Moratti, i selskab med mestertræner Jose Mourinho. Foto: Getty Images/Claudio VIlla.

Den nu tidligere ejer og præsident, Massimo Moratti, i selskab med mestertræner Jose Mourinho. Foto: Getty Images/Claudio VIlla.

Der har ikke været forventninger til overskud på driften, men underskuddet har været dækket af ejeren. Dette har sådan set fungeret fint i over 100 år i Italien.  Men indførelsen af UEFA´s Financial Fair Play har begrænset indtjeningen via 3. part og dermed skåret i en meget vigtig indtægtskilde for de store italienske klubber. FC Internazionale kæmper stadig med at omstille sig for at opfylde kravene til Financial Fair Play, og behøver hjælp udefra.  

FC Internazionale er en kompleks klub, som er svær at beskrive. Derfor er den kaldt forskellige navne og bliver betragtet fra forskellige vinkler. Den første betragtning er udefra, hvor klubben på mange måder minder om en lillesøster: et kønt, forkælet, introvert dydsmønster, som har store ambitioner om at imponere omgivelserne og blive bedre end ”storesøstrene” fra Juventus og AC Milan.

Inter og de to storesøstre

Jeg bruger det feminine gen, da Juventus jo kaldes Den Gamle Dame, og som vi senere skal se, bruger Inter udtrykket: ”hende” om klubben. Nu kan man med rette påstå,  at det er rimeligt frækt at betegne en europæisk sværvægter med 18 Scudetti og 3 Europa Cup/Champions League-titler for en Lillesøster. Men Inter har altså to meget dygtige ”storesøstre”, hvor hun pt. ikke kan  matche Juventus´ 32 Scudetti eller AC Milans 7 Europa Cup for mesterhold/Champions League-titler.

Men det vil hun gerne, og hun prøver meget hårdt på at få resultater, og at træde ud af ”storesøstrenes” skygge. Inter differentierer sig bevidst fra AC Milan, ved at være mere underspillet og fnyse arrogant af AC Milans skrydende fremfærd. Klubben prøver også hårdt at differentiere sig fra Juventus, ved at være påtaget forarget over Juventus´ snydende facon. Men i virkeligheden minder Inter  mest om Juventus og er også lidt hemmelig misundelig på Den Gamle Dames evne til at få resultater.

Men i virkeligheden minder Inter mest om Juventus og er også lidt hemmelig misundelig på Den Gamle Dames evne til at få resultater

FC Internazionale er til tider en irriterende og dukseagtig pige, som egentlig skriger på opmærksomhed. Men tager man sig tid til at lære søsteren rigtig at kende, så finder man ud af, at hun også er en charmerende, betænksom og godhjertet pige, som ønsker at gøre det så godt som muligt, og leve op til alle forventninger til hende. Hun har det ikke nemt, da rigtigt mange, forventer meget af hende.  

FC Internazionale har dog gradvist mistet sin gejst, og skal have hjælp udefra til at blive shinet op igen. Hjælpen ser ud til at komme fra Kina, som med milliarder i ryggen har ambitioner om at blive førende inden for fodbold og erobre den kommercielle verden. Som en del af denne ambition, har de behov for hjælp fra et yndigt og klogt italiensk blikfang.  Inden vi fordyber os i selve købet og kinesernes ambitioner, så lad os se på, hvad La Beneamata – den elskede, er for en størrelse.

Inter er ambition, melankoli og poesi – og mere til

Som før nævnt er FC Internazionale en meget kompleks klub, som kan være svær at blive klog på,med mindre man er Interista. Jeg har i mange år fulgt klubben som rival - hjertet ligger hos Milan -  og har i lang tid søgt efter klubbens essens, eller DNA. Men netop denne utilgængelighed og kompleksitet gør også, at klubben bliver interessant, og klubben åbner sig da også gradvist for mig.  Klubbens essens vil jeg koge ind til: ambition, melankoli og poesi. Når vi kommer længere frem imod salget til Suning Group, kommer der flere etiketter på, men lad os starte med den oprindelige essens.  

Erich Thohir, tidligere hovedaktionær, med Suning-formand Zhang Jindong og træner ROberto Mancini. Foto: Getty Images/Pier Marco Tacca.

Erich Thohir, tidligere hovedaktionær, med Suning-formand Zhang Jindong og træner ROberto Mancini. Foto: Getty Images/Pier Marco Tacca.

Lige fra klubbens start, har Inter haft store ambitioner. Football Club Internazionale Milano udspringer af forgængeren til AC Milan – Milano Cricket og Football Club (MCFC). FC Internazionale blev stiftet den 9. marts 1908 af en gruppe på 44 italienere og schweizere. De stiftende fædre var medlemmer af Milano Cricket og Football Club, men de var utilfredse med dominansen af engelske og italienske spillere, og at MCFC ikke ville acceptere flere udlændinge af andre nationaliteter på holdene. Så de brød ud fra MCFC og grundlagde FC Internazionale Milano i 1908.

The black and the blue

Som navnet, Internazionale, antyder var hensigten med den nye klub, at acceptere spillere af alle nationaliteter. Dette er fremhævet i et smuk citat fra en af grundlæggerne:

"It will be born here, at the Orologio restaurant, meeting place of artists and it will always be a team of great talent. On this splendid night its colours will be given: The black and the blue with a golden background of the stars. It will be called Internazionale, because we are brothers of the world."  (Giorgi Muggiani, March 9 1908). 

Ovennævnte Giorgi Muggiani var kunstmaler og tegnede Inter´s første klubemblem, hvis grundtræk stadig er gældende den dag i dag.  Det var særligt kunstnere og intellektuelle, som forstrede Inter som et kærlighedsbarn. Et barn, der skulle være anderledes, bedre og noget særligt end alle andre klubber, både på banen og uden for banen.

Det samme gælder for grundlæggernes længsel efter internationalisme og mangfoldighed. Der var således høje ambitioner med Inter fra starten, hvor klubben skulle være politisk korrekt samt være moralsk og intellektuelt hævet over alle andre klubber. Disse værdier er i høj grad også tilstede i dag, selvom de ikke altid bliver efterlevet. Klubben er meget populær i Italien og har mange og meget trofaste fans, hvilket afspejles i, at Inter har det højeste, gennemsnitlige antal tilskuere til hjemmekampene i Italien.

Inter opfattes som en mere ren klub

FC Internazionale har en tiltrækningskraft, da den opfattes som værende en mere ”ren” klub, end de øvrige italienske topklubber. FC Internazionale har aldrig været involveret i diverse skandaler, eks. Totonero, Dopingskandalen eller Calciopoli, og har aldrig rykket ned i Serie B. Inter distancerer sig fra andre italienske klubber ved, som navnet antyder, at være bevidst international.

Hvor AC Milan lægger vægt på at være lokal, og Juventus lægger vægt på at være national, så er Inter international. At Inter vitterlig er international, viser sig også i, at klubben mere end én gang har stillet med et hold, som kun bestod af udlændinge. Klubben benytter sjældent navnet Milano, selvom det egentlig indgår i klubbens fulde navn. Dette har ikke afskrækket Milaneserne fra at holde af klubben, da den har ca. ligeså mange fans i Milano som AC Milan. FC Internazionale har ingen lokale eller nationale symboler i klubemblemet eller på trøjen, som eks. AC Milan eller Juventus. Begge disse klubber inkorporerer ofte det italienske flag i deres trøjer og har lokale referencer i deres klubemblemer.

FC Internazionale opfattes også på det seneste som en ”ren” fodboldklub, der kun handler om fodbold og hvor Blikfangs-delen helt er gledet væk. Lillesøsteren er ikke et middel til at nå et politisk/populistisk mål, som Berlusconi benytter AC Milan til. Eller et kommercielt mål, hvor Agnelli benytter Juventus til at sælge FIAT-biler med. Det har Inter dog tidligere været, da den tidligere ejer Ernesto Pellegrini (1984-1995), brugte Lillesøsteren som blikfang for hans cateringfirma.  

Coitus Interruptus - det afbrudte samleje

Interistaerne nærer en dyb kærlighed til deres klub, og det er en kærlighed, som bedst kan sammenlignes med forældres kærlighed til deres barn.  Som det kære barn, Inter er, får den også mange kælenavne: La Beneamata – den elskede, Il Biscione – græsslangen, Il Nerazzurri – de sortblå. Interistaerne synes at have uendelig tålmodighed og kærlighed til deres klub, selvom den ikke altid returnerer kærligheden. Der er enorm opbakning og loyalitet til klubben, og som alle forældre, nærer Interistaerne store ambitioner på deres klubs vegne.

Nye tider venter Inter med Suning som ejere og Zhang Jindong. Foto: Getty Images/Pier Marco Tacca.

Nye tider venter Inter med Suning som ejere og Zhang Jindong. Foto: Getty Images/Pier Marco Tacca.

Der bliver ofte pralet med potentialet, men når sæsonen slutter, er det ofte endt med, at Inter tabte pusten og tabte til sig selv.  Meget ofte bliver klubben husket for, hvordan den var tæt på at vinde mesterskabet for derefter at tabe det hele tæt på målet. Det er sket så ofte, at FC Internazionale har fået det mindre flatterende øgenavn: Coitus interruptus – det afbrudte samleje. Mange gange har det været så ekstatisk godt og Interistaerne har været så tæt på klimaks, hvorefter både titlen og følelsen forsvinder ud i ingenting.

Inter har ofte helt uforklarligt mistet momentum, og endt op med at tabe til den værste modstander af alle, nemlig sig selv. Dette skete sidst i sæsonen 2015/16, hvor FC Internazionale startede som lyn og torden og lå nummer ét i 8 ud af de første 18 runder. Så mistede holdet, som så ofte før, momentum og landede ved afslutningen på en 4.plads med udsigt til, at Juventus endnu engang havde snuppet titlen. Disse ekstatiske ”åh, åh, ja, ja….Pis, nu er det væk”-oplevelser har ført til enorme skuffelser, frustrationer og beskyldninger imod andre klubber om snyd.

Lillesøsteren trækker store veksler på Interistaernes tålmodighed og loyalitet og er ikke et nemt barn at elske. Men forældre forlader jo ikke deres barn, selvom det skuffer dem. Interistaerne er eksemplarisk loyale og i stedet for at forlade klubben, forvandler fansene de uopfyldte ambitioner og uforløste behov til melankoli og endda Weltschmerz. Weltschmerz er et poetisk udtryk for den følelse, som en person oplever, når denne indser, at den fysiske virkelighed aldrig kan opfylde kravene fra sindet eller hjertet. Med andre ord: Virkeligheden lever ikke op til forventningen.

De andre har flere titler - Inter har mere poesi

Interistaerne håndterer disse uforløste behov og ambitioner ved f.eks. at kompensere og lovprise klubbens høje moral. Men de kanaliserer også den opsparede frustrationsenergi ud igennem gentagne kærlighedserklæringer såsom kælenavnet: La Beneamata og klubbens brug af udtrykket: ”Amala” fra hyldestsangen Pazza Inter. Amala kan oversættes til: elsk hende. AC Milan og Juventus har måske flere titler, men FC Internazionale har mere poesi. I klubbens Corporate Identity, søges Inter´s stemning poetisk at blive indfanget i dette narrativ:

“Try and picture the scene. Your wife smiling at you, or your husband hugging you. A friend you can count on, a dinner in a special place. Imagine music, art. Imagine the best goal Inter have ever scored, the game that gave you the biggest thrill. Imagine it. The best ever. Now that those sounds, tastes and colours are dancing in your head, now that you're thinking about the best thing ever, think of it in terms of the Nerazzurri. In terms of Inter. The team that makes your heart beat faster 

Man bliver jo næsten helt forelsket i den yndige Lillesøster.  Men når dagligheden kommer, og Inter igen misser en titel, så dukker følelsen af Weltschmerz op i igen, og klubben bliver mere sammenbidt. For klubben vil være blandt de bedste, og Interistaerne forventer at klubben vinder mesterskabet og titler i Europa. Denne forbitrelse over ikke at kunne nå op til ”storesøstrene” har skabt en kynisk fokusering på effektiv og defensiv fodbold med prioritering af resultater. Målet helliger midlet i FC Internazionale og Lillesøster underholder igennem fight og resultater.

Helenio Herrera og Catenaccio

FC Internazionale har gennem tiderne været tro mod den defensive og henholdende taktik, hvor de straffer modstandernes fejl – kynisk og klinisk.  Det er en stil, som blev grundlangt under klubbens første storhedstid i 1960´erne, hvor verden lærte at frygte FC Internazionale med Helenio Herreras berygtede Catenaccio-stil.

Helenio Herrara. Foto: Getty Images.

Helenio Herrara. Foto: Getty Images.

Catenaccio kan både ses som en defensiv taktik med et dirkefrit forsvar og lynhurtige kontraer.  Men Catenaccio kan også ses som en fodboldtilgang, der rummer brutalt, fysisk spil, små ufine kneb som tidsudtrækning, professionelle frispark og påvirkning af enhver dommerkendelse. Begge etiketter af Catenaccio er igennem historien sat på FC Internazionale, og klubben er ofte blevet brugt som eksempel på alt, hvad der er dårligt ved italiensk fodbold. Det er ikke helt fair overfor Inter, da andre italienske klubber også er skyldig i dette. Men etiketterne ser ud til at hænge fast ved FC Internazionale, som dog heller ikke gør meget for at ændre dette.

Den mest rendyrkede italienske filosofi

Inter´s fodboldfilosofi er det mest rendyrkede italienske: i fodbold tæller kun resultatet, og resultatet sikres bedst ud fra et sikkert forsvar, da selv et resultat på 0-0 sikrer 1 point. Så hvis modstanderen ikke scorer, har klubben allerede 1 point. Taktikken baseres på et kompromisløst forsvar, to fysisk meget stærke og bidske forsvarsspillere, to hurtige backs, en løbe- og fysisk stærk krigermidtbane samt en teknisk velfunderet spilfordeler og angribere med Killer-instinkt.

Hele holdet forsvarer dybt, når modstanderen er i boldbesiddelse, og når bolden erobres, afleveres den hurtigt til angriberne. Disse arbejder ofte på egen hånd, og hugger til på en af de få chancer, som opstår.  Denne stil kaldes også: Gioco vertikale – det vertikale spil.

Det var en stil som Helenio Herrera implementerede i 1960´erne, som Giovanni Trappattoni videreudviklede i 1980´erne og Jose Mourinho byggede på i slutningen af 2000´erne. Stilen har haft mange forskellige talkombinationer fra: 1-4-4-1 til 1-3-4-2, over til 4-2-3-1. Forskellig kombinationer og forskellige spillere, men samme filosofi: Gioco vertikale – det vertikale spil.  Denne stil startede under Helenio Herrera, som sammen med Inter høstede titler i 1960´erne. Så mange at holdet blev legendarisk og kaldt: Il Grande Inter.

Facchetti, Mazzola og Suárez

Il Grande Inter var formet af træner Helenio Herrera, og havde særdeles kompetente spillere til rådighed. Der var den lynhurtige venstreback Giacinto Facchetti, som er blevet Inter´s »Bandiera«, den spiller som symboliserer klubben, sammen med de teknisk sublime midtbanespillere Alessandro “Sandro” Mazzola og Luis Suárez.

Giacinto Facchetti som vægmaleri. Foto: Getty Images/Catherine Ivill.

Giacinto Facchetti som vægmaleri. Foto: Getty Images/Catherine Ivill.

Sidstnævnte Suárez vandt Ballon d´Or i 1960 og kom fra FC Barcelona for €164,000, hvilket var verdens højeste transfer på dette tidspunkt. Der var således tekniske færdigheder tilstede på Il Grande Inter, men Herrera lod dem stå langt tilbage på banen, og slå til med få afleveringer.  Herrera selv forklarer successen således:

I took out a midfielder and put him sweeping behind the main defence, liberating the left-back to attack”. “In attack, all players knew what I wanted: vertical football at great speed with no more than three passes to get to the opponent’s box. If you lose the ball playing vertically, it´s not a problem – but lose it laterally (vertically or sideways) and you pay with a goal”.

Denne stil er baseret på få lodrette afleveringer på langs af banen, hvilket muliggør et hurtigt skifte fra forsvar til angreb. Der er ikke meget tiki-taka over det, men det er en spillestil, som nyder anerkendelse fra ejeren: ”Jeg kan lide hurtig fodbold, tre afleveringer og et skud på mål”, udtalte den daværende klubejer Massimo Moratti i 2012. Der spilles meget sjældent horisontalt, da holdet dermed åbner sig op for kontra-angreb, hvis bolden mistes. Netop dét, som Inter håber på, at modstanderen vil gøre.

Slangen i Milanos emblem

 Skønt denne stil var effektiv, så affødte den ikke just beundring, men nærmere frygt. FC Internazionale søger ikke spilmæssigt lovprisning.  Derimod søger Lillesøsteren anerkendelse af resultaterne samt den dertilhørende ærefrygt og lovprisning af vinderen. Inter er frygtet i både Italien og Europa, som en meget hård modstander, der kan vende et truende nederlag til en sejr på et splitsekund.

Klubben har et tredje kælenavn: Il Biscione – græsslangen, som både er affødt af slangen i Milanos emblem, samt af klubbens spillestil. Inter er som en slange, der ligger på lur og hugger til, når byttet blotter sig. Den spillestil gør Inter til en hård nød at knække. De vinder sjældent målrige sejre, men Inter taber også sjældent. Hvis modstanderen forsøger at vinde over Inter, skal de arbejde hårdt for det, og det kommer til at gøre ondt på dem.  Historien viser dog, at denne taktik virker. FC Internazionale er en europæisk sværvægter, der har vundet 18 Scudetti, 3 Europa Cup/Champions League titler og 3 UEFA-Cuptitler, for bare at nævne nogle.

Fra forkælet lillesøster til udearbejdende kvinde

FC Internazionale er ambition, melankoli og poesi. Eller, det var den, for der er kommet mere til. Med Erick Thorhir´s ejerskab er der kommet endnu en etiket på klubben, nemlig: Profit. Inter skal nu være en profitabel investering. Men man omstiller ikke sådan lige en klub fra forkælet Lillesøster til selvstændig udearbejdende kvinde.   

FC Internazionale drives med hjertet – og det kan ses i regnskaberne

FC Internazionale kan ikke siges at være drevet som en professionel fodboldklub. Tingene har forbedret sig meget, siden Erick Thohir overtog klubben i 2013, men FC Internazionale har været og er stadig en klub, som er ledet og styret med hjertet.

Dette er et levn fra Moratti-familien, hvor de mere end én gang har udtalt, at de er Inter´s største fans. Dette har gennemsyret deres ledelse af FC Internazionale, hvor de på godt og ondt har styret klubben som passionerede fans. Moratti-familien og FC Internazionale har hørt tæt sammen lige siden Massimo Moratti´s far, Angelo Moratti, købte FC Internazionale i 1955.

Der eksisterer en anekdote i Inters historie som fortæller, at Ermina Moratti truede med at gøre hendes tre sønner arveløse, hvis de købte FC Internazionale

Angelo solgte Inter igen i 1968, men han og sønnen Massimo fulgte klubben tæt siden da. Massimo har som sin far altid haft en dyb, hengiven kærlighed til klubben. FC Internazionale er et meget forkælet barn, noget som Ermina Moratti (Angelos kone og Massimos mor) vidste alt for godt. Der eksisterer en anekdote i Inter´s historie som fortæller, at Ermina Moratti truede med at gøre hendes tre sønner arveløse, hvis de købte FC Internazionale. Ermina Moratti døde i 1989 og Massimo Moratti kunne holde sig tilbage i seks år, før han i 1995 købte FC Internazionale for €28 millioner af Ernesto Pellegrini.

Når man lader hjertet styre

Det kan være smukt at lede en fodboldklub med hjertet, men i en virksomhedssammenhæng medfører dette et kæmpeforbrug og få resultater. Manglen på professionalisme har særligt været gældende i toppen af Inter´s organisation, der indtil 2015 har været et familieforetagende, hvor flere fra Moratti-familien havde direktørposter. Når man leder med hjertet, så tager man helst ikke de ubehagelige, men nødvendige beslutninger for at sikre klubben fremdrift. Dette indebærer også at sikre ro og opbakning til trænere og spillere, selvom resultaterne udebliver.

Massimo Moratti. Foto: Getty Images/Claudio Villa.

Massimo Moratti. Foto: Getty Images/Claudio Villa.

I stedet har Massimo Moratti brugt sit lederskab og sit store, men naive hjerte på at indkøbe nye dyre spillere, tale familieært med dem på træningsanlægget i La Pinetina og forsvare dem overfor skiftende trænere. Andre medlemmer af Moratti-familien bruger tid på velgørenhed i Inter´s navn. Meget sympatisk, men ikke noget, der giver mange titler. Massimo Moratti har ikke lagt en klar strategi ift. spillestil, scouting, integration af spillere, talentarbejde med videre, men lader sig styre af sit hjerte. Når holdet ikke lever op til hans forventninger, fyres træneren og der købes en ny stjerne.

Lidt paradoksalt, da Inter har ét af Italiens bedste ungdomsakademier, hvor dets Primavera-hold (U-19 hold) ofte vinder ungdomsmesterskabet. Klubben bruger ikke sine talenter, men foretrækker i stedet at købe spillere fra andre klubber. Hjertet bestemmer i Inter, og hjertet har ikke tålmodighed. Dette giver selvsagt ikke en rød tråd for klubbens medarbejdere at arbejde efter. 

Der skal derfor en speciel type træner til for at forløse FC Internazionale. Trænere, der både er lidt gale og geniale, såsom Helenio Herrera eller Jose Mourinho.  Helenio Herrera, også kaldet Il Mago – Magikeren – gjorde det i 1960'erne og Jose Mourinho, selvudnævnt The Special One, gjorde det i 2000'erne.  Begge trænere kunne vække vindermentaliteten og ærgerrigheden, så tacklingerne ikke bare sang, men ramte rigtigt og skuddene fik modstandernes net til at blafre. FC Internazionale blev til en vinderklub under disse trænere, da de styrede omklædningsrummet og ikke tillod spillerne, at blive selvtilfredse eller at klynke til Massimo Moratti. I dag længes Interistaerne efter de tider, hvor hhv. Moratti senior og junior sprængte transferrekorder og gav trænerne rum til at forme vinderhold, som lærte verden at tage FC Internazionale alvorligt. 

Straffet under UEFAs Financial Fair Play-regler

Da Massimo Moratti solgte 71 procent af Inter til Erick Thohir i 2013, var det i håbet om, at Mr. Thohir kunne omstille Inter´s organisation til at blive en mere profitabel virksomhed, og dermed løfte Inter. Dette er dog slet ikke lykkedes for Thohir. Erick Thohir´s forhold til FC Internazionale er ikke præget af hengivenhed og kærlighed, men derimod et køligt blik for de indtjeninger, som han forventede at få. Erick Thohir ansatte Michael Bolingbroke, tidligere Chief Operating Officer i Manchester United, til at omstille FC Internazionale til en profitabel underholdningsvirksomhed. Men dette har Inter slet ikke indfriet. Tværtimod, ­FC Internazionale er i dybe økonomiske problemer.

  • 2011: - 86
  • 2012: - 78
  • 2013: -80
  • 2014: 33
  • 2015: -140,6

FC Internazionale – regnskab (mio €)
Kilde: Bilancio FC Internazionale SpA 2011,2012,2013,2014 og 2015

Hvis man ser på de sidste 5 års regnskaber, har Inter skabt et samlet underskud på €351 millioner eller over 2,6 milliarder kroner.  Vel og mærket uden at kunne fremvise en eneste titel i denne periode. 

Og det tal er endda reelt større, da det samlede resultat på €33 millioner i overskud i 2014 er lidt misvisende. Inter havde i 2014 et resultatmæssig underskud på €106 millioner, men igennem et lån på €139 millioner (for øvrigt fra Goldman Sachs) til FC Internazionale´s datterselskab Inter Media, og lidt kreativ bogføring, så endte FC Internazionale S.p.A. med et overskud på €33 millioner.

Dette medførte dog, at Inter i 2015 blev ramt af en sanktion fra UEFA`s Financial Fair Play (FFP). Sanktionen var, at Inter i sæsonen 2015/16 kun må have en trup på 21 spillere (i stedet for de sædvanlige 25) i de europæiske turneringer. Inter blev også idømt en bøde på €20 millioner, hvor de €6 millioner betales ved at få fratrukket indtægterne fra deltagelse i UEFA´s turneringer, mens betalingen af de øvrige €14 millioner afhænger af, om FFP-målene er opfyldt. FFP-målene siger, at klubben max må have et underskud på €30 millioner i 2016 og skal balancere i 2017. Mål som er overordentligt svære for FC Internazionale at indfri uden hjælp. 

Reddet af Kina

Denne hjælp kommer så fra Kina.  Den. 6. juni 2016 købte det kinesiske selskab Suning Group 68,55 procent af aktierne i FC Internationale S.p.A. og overtog dermed klubben for en samlet pris på minimum €600 millioner.  Salget skete relativt hurtigt og ret overraskende. Den forhenværende hovedaktionær, indonesiske Erick Thohir, har ikke ejet Inter i særlig lang tid. Han købte 71 procent af aktierne i FC Internazionale S.p.A. i 2013 for ca. €275 millioner gennem konsortiet International Sports Capital.  Hans klare intention var at gøre FC Internazionale til en profitable virksomhed, men han lykkedes ikke i den mission. I stedet solgte han 40 procent af sine aktier til Suning Group d. 6. juni 2016.

Inter på kinesisk - og på europæisk. Foto: Getty Images/VCG

Inter på kinesisk - og på europæisk. Foto: Getty Images/VCG

Erick Thohir er en smart forretningsmand, så da den kinesiske salgsmulighed opstod, slog han straks til. Suning betaler €270 millioner for aktierne samtidig med, at de overtager FC Internazionale´s gæld på €230 millioner samt et €100 millioner lån fra Erick Thohir.  Erich Thohir beholder 31 procent af aktierne og indtil videre posten som præsident.  De sidste 0,45 procent af aktierne tilhører småaktionærer. Men mere overraskende er det, at Massimo Moratti solgte alle sine 30 procent aktier til Suning Group og er nu helt ude af Inter. Men det er ikke sikkert, at Moratti-familien har sagt endelig farvel. Hvis Inter i fremtiden skulle få brug for en redningsmand, og råber ”Amala”, til en ny generation af Moratti, så springer de måske til igen. I mellemtiden er FC Internazionale ikke kun ambition, melankoli, poesi og profit. De nye ejere fra Kina tilføjer også politik.  

Kineserne tænker stort - meget stort

Hvorfor vil Suning Group bruge millioner af euro på en hensygnende italiensk fodboldgigant? I Kina har de store ambitioner om at blive ”Riget i midten”, og Suning Group har ambitioner om at udvide sine kommercielle aktiviteter. Bag købet af FC Internazionale ligger der således både storpolitiske og kommercielle årsager.

Lad os starte med den storpolitiske årsag. I disse tider udvider Kina sin indflydelse enormt. Både økonomisk, militært og territorialt er Kina i gang med at positionere sig som en stormagt, som ønsker respekt og at afstive sin nationale stolthed.  Kineserne ønsker at bruge fodbold til at øge den nationale stolthed, og få omverdens respekt. Den kinesiske præsident, Xi Jinping, er stor fodboldentusiast, og har udtrykt ønske om, at Kina skal vinde VM i fodbold[1]. I Kina hænger politik og sport nøje sammen.

Suning rykker ind i Serie A. Foto: Getty Images/VCG

Suning rykker ind i Serie A. Foto: Getty Images/VCG

Præsident Jinpings ambitioner bærer på en indirekte opfordring til landets virksomheder om at investere i fodbold, hvis disse virksomheder vil sikre sig gode forbindelser til regeringen. Og gode relationer til regeringen er altgørende for succes i Kina. Det kinesiske fodboldforbund har lagt en plan for, hvordan Kina bliver en fodboldsupermagt inden 2050. Der er planer om at oprette 20.000 fodboldskoler inden 2017, og dette tal skal vokse til 50.000 inden 2027. Et første skridt i den retning, var da klubben Guangzhou Ever Grande i 2016 indtog førstepladsen på den asiatiske klubrangering. Klubbens tidligere træner, Marcello Lippi beskrev dette således: ”for dem (kineserne), er det, at være i front foran Japan, Korea og Australien noget at være meget stolt af.

En Kina-finte som vej til de gode spillere

I dette storpolitiske perspektiv skal købet af FC Internazionale ses som en indirekte genvej til nationale resultater. Kineserne ønsker at overføre Inter´s ekspertise på det taktiske, organisatoriske og logistiske område samt på sundhedspleje og talentudvikling. Særligt ved talentudvikling skal FC Internazionale oprette akademier rundt om i Kina. Disse akademier skal, foruden at levere spillere til klubbens førstehold, også uddanne og hæve standarden for kinesiske fodboldspillere generelt, jf. regeringens plan. Suning Group ejer også den kinesiske fodboldklub Jiangsu Suning. Der er tanker om at udnytte en synergieffekt mellem Inter og Jiangsu Suning. Dette kunne ske ved, at lade Jiangsu Suning købe dyre stjernespillere og lade dem spille en sæson i Kina for derefter at udlåne dem gratis til FC Internazionale. Derved vil FC Internazionale kunne få stjernespillere uden at belaste klubbens økonomi og bryde Financial Fair Play regulativerne. En situation der viser at fodbolden vitterlig er global.

I det kommercielle perspektiv ønsker Suning Group at bruge FC Internazionale som blikfang og springbræt til at oprette butikker med elektronik i Europa. Zhang Jindong, CEO i Suning Group udtalte på pressemødet d. 6. juni 2016 vedr. overtagelsen af Inter: ”Købet af Inter er en del af Suning´s strategi for at blive førende i verden. På dette års udviklingsmøde i Suning besluttede vi, ikke kun at udvide i Asien, men også i Europa, for at nå et bredere marked og bredere kundebase. Inter vil give os adgang til denne verden”.

Inter som blikfang til 135 millioner kinesiske fans

Suning Group har i dag 4.200 butikker i Asien, og FC Internazionale er passende udset til at være det kønne blikfang, som får europæernes øjne op for de kommende Suning-butikker i Europa.

Suning Group ønsker også på sigt at gøre FC Internazionale til en profitabel virksomhed. Det er en stor udfordring at få vendt klubbens økonomi fra store underskud til anseelige overskud. Men særligt i Kina vurderes der at være et kæmpe, uopdyrket marked for fodbold og relaterede produkter. FC Internazionale vurderer at have 135 millioner fans i Kina alene og yderligere 190 millioner i resten af Asien. Selv om sådanne tal skal tolkes med varsomhed, så er der ingen tvivl om, at der er et kæmpe marked for klubben i Kina.  Adgangen til disse fans, samt tv-pengene i det som potentielt kan blive det største marked for fodbold om 5 til 10 år, er udsigter som får investeringslysten frem hos de kinesiske ejere.

FC Internazionale har fået en ny mæcen. Men hvor den tidligere ejer, Massimo Moratti, var Amala-forblændet af Inter, så har Suning Group hyret Lillesøster til at tjene penge, skabe kommerciel opmærksomhed og være politisk trækhest. Suning Group har kløgtigt lovet hende nyt legetøj i form af spillere fra øverste hylde til at shine hende op og kickstarte hendes motivation. Og hvem ved, måske kan Lillesøsteren overgår storesøstrene, og imponere så meget, at både La Madonnina og Riget i Midten smiler.

 

Sådan vil Kina blive fodboldens nye supermagt

Sådan vil Kina blive fodboldens nye supermagt

AaB, en ny start - og en ny tro

AaB, en ny start - og en ny tro