Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

AC Milan - Kinas fodbolddrømme går igennem Milano - del 2

AC Milan - Kinas fodbolddrømme går igennem Milano - del 2

Begge de traditionsrige Milano-klubber er på vej på kinesiske hænder. Her fortæller Brian Bødker om AC Milan under Silvio Berlusconi, og hvorfor han har afhændet sin klub

 

Af Brian Bødker

Forandringens vinde blæser disse dage i Milano. Disse vinde mærker statuen La Madonnina særligt på sin plads, stående på toppen af den imponerende domkirke Il Duomo. Hun har trist overværet, at byens to fodboldstoltheder er sygnet hen i middelmådighed. Det er efterhånden lang tid siden, at AC Milan og FC Internazionale har besøgt Piazza della Duomo for at fremvise deres seneste titel for hende.

Begge klubber er i resultatmæssig krise som følge af et økonomisk og ledelsesmæssigt vakuum. La Madonnina har ventet længselsfuldt, men nu bærer østenvinden på nyt om, at solen stiger og vil skinne varmt på Milanos fodboldstoltheder.  

Dette er den anden af i alt to artikler om henholdsvis FC Internazionale og AC Milan. Tidligere har Mediano bragt historien om FC Internazionale´s salg til Suning Group, læs det her.

Denne artikel kigger mod CASA Milan i Portello-kvarteret for at finde hoved og hale i AC Milans efterhånden langvarige flirt med forskellige købere. Den 5. august 2016 blev der indgået en forkøbsaftale om salg af AC Milan til det kinesiske investeringsselskab Sino-Europe Sports Investment Management Changxing Co. Ltd., på en samlet værdi af i alt 740 mio. euro - godt fem mia. kr. - med forventet overtagelse inden udgangen af 2016.  Den tidligere ejer, Silvio Berlusconi, har taget sin tid om at sælge sin blikfangsklub.

Derfor blikfang

AC Milan er indbegrebet af en blikfangsklub, altså et passende tilbehør til en italiensk mangemilliardær, som mangler en platform til at skabe sin egen udødelighed. Den type klubber er ekstremt dyre i drift, men hvis klubben har succes, kan ejeren opnå den ønskede misundelse fra andre mænd og ydermere give et eftermæle. Endvidere kan blikfangsklubberne  gøre opmærksom på et produkt eller et budskab. Dette har sådan set fungeret udmærket i over 100 år, men UEFAs indførelse af Financial Fair Play har begrænset indtjeningen via tredjepart, og gjort dette ejerskab sværere. AC Milan har intentioner om at omstille sig, men klubben er som virksomhed slet ikke økonomisk bæredygtig og har været helt afhængig af, at Berlusconis holdingselskab Fininvest dækkede underskuddene.     

Fodboldklubber er komplekse fænomener, og de italienske klubber er ingen undtagelse. Det kan derfor være en hjælp i formidlingen at bruge et metafor, som kan indfange ånden og handlingerne i klubben. AC Milan vil jeg beskrive som La Bella Donna, den smukke kvinde. AC Milan er den elegante, veldrejede, ekstroverte, opmærksomhedssøgende kvinde, hvis æggende gang tiltrækker sig hele rummets opmærksomhed, når hun entrerer. Hun er sit udseende og flirt bevidst, for hun er hele tiden på jagt efter en mæcen, som kan finansiere hendes meget dyre og ekstravagante liv. Som den mest rendyrkede af blikfangsklubberne tager hun denne rolle meget seriøst, og hun har aldrig rigtig arbejdet selv. På det seneste er det dog som om, at hendes udseende og tiltrækningskraft er begyndt at falme. Hun har brug for hjælp til at blive shinet op, eller måske ligefrem en make-over.  Hjælpen ser ud til at komme fra Kina, som ved hjælp af et smukt italiensk brand har ambitioner om at blive førende inden for fodbold og erobre den kommercielle verden.   

Kinesernes køb og hensigt med AC Milan kommer jeg senere ind på. Men først skal vi lige kaste et blik på, hvad der er bag facaden på klubben som også kaldes Il Rossoneri - de rød-sorte eller Il Diavolo - Djævlen.    

Den rødsorte djævel, som repræsenterer Milano

Klubben blev grundlagt i 1899 som Milan Crickett and Football Club (MCFC) af englænderne Herbert Kilpin og Alfred Edwards.  Kilpin var selv spiller på holdet og blev også klubbens første træner. Ifølge anekdoterne var det Herbert Kilpin, der stod bag klubbens farver og klubbens kælenavne.

Navnet Il Diavolo – djævlen - siges at komme fra et udbrud, som Kilpin rettede imod fodboldklubben Genoa CFC. I frustration over Genoa CFCs dominans i starten af 1900-tallet skulle Kilpin have udbrudt: “Jeg skal skabe en klub, der vil være som Djævlen overfor jer” og stiftede MCFC som en reaktion derpå. En anden anekdote siger, at Herbert Kilpin selv blev omtalt som Djævlen, da han var protestant i en katolsk by. AC Milan har altid spillet i en trøje med rød-sorte striber og Kilpin har også spillet en rolle her.  

Foto: Getty Images/Michael Steele

Foto: Getty Images/Michael Steele

“Vores trøjer skal være røde, fordi vi er djævlene og lad os så putte noget sort på for at skræmme modstanderne,” foreslog han angiveligt. En anden version af anekdoten siger, at den røde farve symboliserer spillernes brændende vilje og den sorte farve repræsenterer modstandernes frygt.

Den moralske hovedstad

AC Milan repræsenterer med stolthed Milano. Dette ses både i klubnavnet samt i klubemblemet, hvor det røde St. Ambrose´s kors pryder den venstre side af klubemblemet og de rødsorte striber den højre. Det røde St. Ambrose´s kors på den hvide baggrund stammer fra Milanos flag. AC Milan er også en stolt italiensk klub, hvor det italienske flag ofte er indarbejdet i spilletrøjerne.

Klubben fremviser også den samme selvbevidsthed, som Milano gør. Milano er Italiens økonomiske og designmæssige center og udgør sammen med Torino også Italiens industrielle center. Milaneserne er mere blærede og livsnydende end naboerne fra Torino, men mere rationelle og hårdarbejdende end syditalienerne. Milano er en velhavende og en dannet by, der sætter pris på kultur og æstetik. Byen rummer Italiens børs, operahuset La Scala, Alfa Romeo og er, næst efter Paris, verdens center for mode. Der er en ubesværet elegance over byen, både i arkitekturen og i mentaliteten hos indbyggerne. Milaneserne anser Milano for at være Italiens ”moralske” hovedstad, hvor værdierne og kulturen skabes i Norditalien, men at pengene tages og fordeles af Rom og bruges i Syditalien. Det siger vel sig selv, at milaneserne er meget stolte af deres by.

Dette gælder for både fans af Inter og Milan. De to klubbers historie har hængt sammen lige siden, at en gruppe brød ud af MCFC i 1908 og dannede FC Internazionale. De to klubber har et venligt forhold til hinanden, hvor de deler det ikoniske Giuseppe Meazza-stadion, også kaldet San Siro. Men klubberne har også et stærkt rivaliserende forhold til hinanden, hvilket har ført til et af verdens bedste lokalderbyer, kaldet Derby della Madonnina.

Der har tidligere været tumult mellem klubbernes fans, men vi skal helt tilbage til 1983 for at finde de sidste sammenstød. Der døde en Inter-fan desværre, hvorefter lederne af de to klubbers Ultra-grupper satte sig sammen og aftalte fred. Freden har holdt til i dag. At Inter og Milan lever fredsommeligt sammen, hænger også sammen med, at der ikke er et særligt Inter- eller Milan-territorium i Milano, tværtimod krydser tilhørsforholdet familier, religioner, bydele og politisk ståsted.

Fra et af derby-møderne mellem de to Milano-klubber. Foto: Getty Images/Sandra Behne.

Fra et af derby-møderne mellem de to Milano-klubber. Foto: Getty Images/Sandra Behne.

Rivaliseringen imellem de to klubbers fans beskrives med begrebet: »sfoggere«, hvilket bedst kan oversættes til at lave fis med hinanden. Læg mærke til tifoerne ved Derby della Madonnina, hvor de to grupper fremviser imponerende, farverige og banebrydende forhånelser af modparten. Der gøres blandt andet grin med forskellene i klubbernes væremåde: hvor Inter er indadvendt og melankolsk, er Milan udadvendt og flamboyant.

AC Milan har swag!

AC Milan har swag og gør sig store anstrengelser for at tage sig godt ud. Klubben har en elegant, selvbevidst, ja nærmest ”svævende over jorden”- stil. Tænk Andrea Pirlo, hans udseende, hans coole væremåde og elegante spil. En forførende stil, når ambitioner og resultater går op i en højere enhed, men fordi klubben ofte melder urealistiske ambitioner ud og resultaterne ikke lever op til den varrme luft,  så ender det i komisk selvfedme, tenderende til det pinagtige. Og det er desværre, hvad AC Milan har været siden 2011.

AC Milan har aldrig været konstant vindende som Juventus, men har haft æraer, hvor de var altdominerende – både i Italien og i verden. At klubben internationalt er blandt de mest vindende, fremhæves igen og igen. AC Milan havde sin første storhedstid i starten af 1960´erne under træner Nereo Rocco. Holdet havde spillere som Cesare Maldini,  Giovanni Trappattoni, Gianni Rivera og José Altafini.

AC Milan blev i 1963 det første italienske hold, som vandt Europa Cup’en for mesterhold, hvor de introducerede resten af Europa for en ny version af catenaccio. Catenaccio betyder hængelås på italiensk, og positionerer spillerne med det formål at ødelægge modstandernes spil og selv score på kontraangreb. Taktikken hedder oftest 1-3-5-1, hvor udgangspunktet er et dirkefrit forsvar.  I AC Milans udgave af catenaccio ville de gerne have bolden og benyttede liberoen som både et defensivt og offensivt våben til at skabe overtal på midtbanen.

AC Milan vandt Europa Cuppen for mesterhold igen i 1969, men oplevede derefter en større nedtur, der kulminerede med væddemålsskandalen Totonero i 1980, hvor klubben blev tvangsnedrykket til Serie B. Fra 1979 til 1986 lå klubben også underdrejet med elendig ledelse og dårlig økonomi, lidt ligesom nu. La Bella Donna var meget bleg og flosset. Men en flot barm og et smukt smil kan redde en Bella Donna ud af meget.

En kavaler reddede La Bella Donna

I 1986 kom en kavaler ridende, eller rettere: flyvende i helikopter, og reddede La Bella Donna. Silvio Berlusconi, med kælenavnet Il Cavaliere - kavaleren - købte klubben for 6 mio. euro af Giuseppe Farina.  Berlusconi er en self-made millionær, i modsætning til Inters Massimo Moratti og Juventus’ Andrea Agnelli, som har arvet deres rigdom. Han er en glimrende entertainer og selviscenesætter, hvilket verdenen fik at se, da han i 1986 ankom i helikopter til tonerne af Wagners ”Valkyriernes ridt” til præsentationen af sig selv og sine spillere.

Berlusconi elsker rampelyset, og ved, hvordan man arrangerer god underholdning.  Han har været involveret i utallige skandaler og dømt husarrest, men Il Cavaliere har på forunderlig vis altid formået at holde sig ovenpå, godt hjulpet på vej af hans smil og beskyldninger om, at han bliver politisk forfulgt. Berlusconi formår kompetent at spille Vittimismo-kortet, at hele tiden se sig selv som et offer, og derigennem opnå sympati.

Berlusconi havde en klar ide med, hvad han ville med klubben. AC Milan skulle være blikfanget i Berlusconis medievirksomhed, Mediasat, som var ved at etablere sig som et kommercielt alternativ til det statslige RAI.

Foto: Getty Images/Pier Marco Tacca

Foto: Getty Images/Pier Marco Tacca

Berlusconi ville trække kunder i butikken hos Mediasat ved at tilbyde kampe med AC Milan. Dette krævede, at folk ønskede at se AC Milans kampe, og derfor var det ikke nok for AC Milan bare at vinde, de skulle også underholde!

Berlusconi havde blik for detaljen, og instruerede sine tv-producere i at zoome ind på de kønne kvinder blandt tilskuerne for at vise, at det er fredeligt at gå til fodbold i Milano. Et tiltag som sidenhen har bredt sig til andre tv-stationer. Selvom AC Milan ikke var økonomisk bæredygtig - den har kun givet overskud i tre af de 30 år, Berlusconi har ejet den - så indgik klubben i en forretningssymbiose med Mediasat i Berlusconis holdingselskab, Fininvest.

Et underskud i AC Milan blev dækket af Fininvest, da Mediasat tjente penge på tv. Hvad der tabes på gyngerne, vindes på karrusellerne.  Senere opdagede Berlusconi den betydelige synergi i at udnytte AC Milans succes i hans kandidatur til premierminister. Berlusconi benyttede tungt AC Milan som en politisk platform i hans valgkampagner. Billedet som frelseren af AC Milan, som ændrede Calcio og erobrede verden, blev projiceret op til, at Berlusconi var den mand, der kunne gøre Italien stor igen.

Han brugte svulstig fodboldretorik i kampagnerne (eks. Forza Italia), og det er et sprog, som den jævne italiener forstår. De kvitterede med at vælge ham til premierminister – to gange!  

AC Milan skal være protagonisten

I 1986 havde Berlusconi store visioner for klubben. Han ønskede, at AC Milan skulle være protagonisten i Italien og i verden. Begrebet har sit oprindelige fra græsk. Her er protagonisten hovedrollen, eller helten, i et græsk drama. Protagonisten engagerer sig ofte i en sag, og møder modstand i form af en anden rolle i dramaet, nemlig Antagonisten. AC Milan skulle som protagonisten spille hovedrollen i et drama, hvor særligt Juventus og FC Internazionale var tiltænkt rollen som antagonister. Berlusconi har udtalt sine ambitioner således:  

“Milan har én ambition: at vinde, vinde i alle turneringer, man deltager i. Og for at vinde skal man indtage banen med det den rette vilje og determination. Vi skal styre kampen og derfor skal Milan altid være angrebsivrig. Vores sejre skal komme via den måde, vi spiller på og Milan er den mest kendte klub i verden på grund af det. Spillerne på banen skal være forbilleder for såvel modstandere som holdkammerater.”

Store ord. Til at virkeliggøre dette og positionere klubben som helten havde Berlusconi brug for noget særligt. Og det fandt han i Arrigo Sacchi. Sacchi og hans taktiske ideer var dog hverken populære eller succesfulde fra starten. Han blev ofte kritiseret af pressen for den risikable stil, og pressen var også efter Sacchi, fordi han ikke selv havde været en professionel fodboldspiller.

Sacchis respons var bemærkningen: ”man behøver ikke at være født som hest, for at blive jockey”. Sacchi holdt dog stædigt fast, og blev bakket op af Silvio Berlusconi. Med Sacchi som træner blev AC Milan, protagonisten, ved at spille angrebsfodbold med meget højt pres og løbe modstanderne over ende. Sacchi  indførte først presfodbold som træner i Parma, hvor han førte klubben fra Serie C1 til Serie B i første sæson og var tre point fra at sikre Parma oprykning til Serie A i den efterfølgende sæson.

Det var dog i pokalturneringen, at Silvio Berlusconi fik øje på Sacchi. Parma slog AC Milan to gange i denne turnering i 1987, og det var nok til, at Berlusconi fandt sin træner. Både Berlusconi og Sacchi ville ikke bare vinde. De ville vinde overbevisende, hvor der ikke skulle være nogen tvivl om, hvem der var bedst.  

Arrigo Sacchi til et seminar hos det italienske fodboldforbund. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellini.

Arrigo Sacchi til et seminar hos det italienske fodboldforbund. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellini.

I den fremragende bog Inverting the Pyramide af Jonathan Wilson, er Sacchi citeret for at sige:  

"Store klubber har én ting til fælles i deres historie, uagtet tiden eller taktikken. De ejede banen og de ejede bolden. Det betyder, at når man er i boldbesiddelse, så dikterer man spillet og når man forsvarer sig, så dikterer man området. Marco van Basten plejede at spørge mig, hvorfor vi skulle vinde så overbevisende. For et par år siden lavede France Football en liste over de 10 største hold i historien. Mit Milan var med i toppen. World Soccer gjorde det samme og mit Milan var på fjerdepladsen, mens de tre første var landshold - Ungarn i ´54, Brasilien i ´70 og Holland i ´74. Og så os. Så jeg tog de her magasiner og sagde til Marco: Det er derfor, du skal vinde overbevisende. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg ville skrive historie, jeg gjorde det, fordi jeg ville give 90 minutters glæde til publikum. Og jeg ville have, at den glæde ikke skulle komme fra kun at vinde, men fra at være underholdt, fra at have været vidner til noget helt særligt."  

Det var i starten af 1990´erne, at Sacchi viste disse magasiner til van Basten, men selv i dag vurderes det, at AC Milans hold fra 1988-1994 stadig er blandt de bedste hold, som verden har set. AC Milan brillerede i en tid, hvor Serie A blev betragtet som verdens bedste liga. Inter kunne mønstre de tyske verdensmestre Lothar Matthäus, Andreas Brehme og Jürgen Klinsmann, mens Juventus stillede op med verdensmestrene Jürgen Kohler, Stefan Reuter og verdens dyreste spiller på det tidspunkt, Roberto Baggio. Napoli havde Diego Maradona indtil 1991, så der var mange kompetente hold i Serie A.  

Jeg selv faldt pladask for AC Milan, da jeg så dem smadre Real Madrid 5-0 i semifinalen i Europa Cup’en for mesterhold i 1989. Her var et hold, der spillede overmenneskeligt godt, med fuld risiko for fiasko og med kæmpe tro på egne evner tværer de modstanderne ud. De ikke bare vandt – de var bedre! Jeg var dybt imponeret og fascineret af disse præstationer, der berettiger klubbens selvbevidste og flamboyante stil. Det nærmeste, nogen kommer på denne Milans præstation er Guardiola´s FC Barcelona fra 2008-2012.  Men Milan-holdene fra 1989-1996 ville klart knockoute dem! Tror jeg.  

Zonal Pressing var et paradigmeskift i Calcio

Sacchi og AC Milan blæste på den italienske grundtanke om effektiv fodbold, hvor der skrues ned for intensiteten efter føringsmålet. De blæste også på kutymen om ikke at ydmyge modstanderen og legede skydetelt med pres fra start til slut. Sacchi gennemførte et paradigmeskift i italiensk fodbold, da hans Zonal Pressing var Catenaccio´s direkte modsætning: Fodbold med højt, aggressivt pres og fokus på boldbesiddelse, dominans og horisontale afleveringer.

At spille med horisontale afleveringer, er for de fleste italienere i fodboldmæssig forstand selvmord, da holdet risikerer at blive fanget i en omstilling. Dette fik både presse, tilskuere og spillere til at udstøde et: ”Mamma Mia!” da de opdagede, hvad AC Milan var i gang med. Dette havde Sacchi tænkt på, og spillede med 4 forsvarsspillere på linje, i stedet for en Libero. Han tog udgangspunkt i en 4-4-2 opstilling, hvor der markeres i zoner, lægges et højt aggressivt pres på modstanderne og aktivt bruger offside-fælder som forsvar.

Forsvarskæden blev skubbet helt op til midterlinien, hvorved AC Milan pressede spillet så meget sammen, at der ikke var mere end 25 meter fra forsvarskæden og til angrebskæden. Så skulle modstanderne gennembryde tre kæder lige efter hinanden, hvilket viste sig at være meget svært.

Zonal Pressing adskiller sig fra andre systemer ved, at hele holdet bevæger sig som én enhed. For at opnå konsistens i spillet, er alle spillere nødt til at bevæge sig i samme retning som bolden. Normalt er det fem-seks spillere som bevæger sig, mens resten er stationære. Men på Milan-holdet bevægede alle spillere sig i samme retning som bolden. Hele holdet bevægede sig op og ned, og fra side til side, mens de alle beholdt den samme afstand til hinanden.  

Zonal Pressing er således mere fast struktureret ift. Ajax´ Total Football eller FC Barcelonas Tiki-Taka, hvor spillerne havde større frihed til at søge deres egne løsninger på udfordringerne. Spillerne på Arrigo Sacchis hold skulle følge hans mønstre og anvisninger til punkt og prikke, hvilket også gjorde systemet meget stift og ufleksibelt. For at få hele holdet til at bevæge sig som én enhed, trænede Sacchi i Skygge-spil. Sacchi stillede sit hold op på træningsbanen uden modstandere og bold. Han ville så fortælle, hvor modstanderen og bolden var, hvorefter hele holdet så skulle bevæge sig koordineret til den nye position. Igen og igen og igen, indtil spillerne kunne bevæge som én enhed.

Husk Capello

Mens det ofte er Arrigo Sacchi som nævnes i sammenhæng med AC Milans succes, så er det sjældent, at man hører om Fabio Capello. Dette er tæt på at være en skændsel. For hvor Sacchi skabte Il Immortali – de udødelige, så skabte Capello et måske endnu bedre Milan-hold, som blev kaldt: Il Invicibili – de usårlige. Capello startede som ungdomstræner under Sacchi og overtog førsteholdet i 1991. Han videreførte Sacchis ideer, men skruede ned for det høje pres, hvilket gav holdet mere luft. Resultaterne udeblev ikke. Fra 1991 og til 1996 vandt AC Milan fire mesterskaber - Scudetti - hvor særligt den første sæson er beundringsværdig. Fra d. 26. maj 1991 og til d. 21. marts 1993 gik AC Milan ubesejret igennem 58 kampe. Det er stadig rekorden i Serie A, hvor Juventus er nr. to med 49 kampe uden nederlag. I denne periode var AC Milan i tre Champions League-finaler, hvor de vandt titlen i 1994. En ret god kamp, hvor Dream Team fra FC Barcelona blev besejret med 4-0.     

Fabio Capello. Foto: Getty Images/Michael Regan

Fabio Capello. Foto: Getty Images/Michael Regan

AC Milan har været mægtige siden i 1986. Klubben er usædvanlig på den måde, at den har kørt med de samme topledere i meget lang tid. Direktøren for det meste, Adriano Galliani (også kaldet Uncle Fester, efter hans lighed med figuren af samme navn i filmen The Adams Family) har været med siden 1986 som vicepræsident. Han blev dog degraderet i 2013, da Silvios datter, Barbara, skulle have plads i hierarkiet, og delte denne funktion med Galliani. Sportsdirektøren Ariedo Braida har også været med siden 1986, men forlod klubben i 2015. Dette er meget lang tid i Italien, og i Europa, og vidner om stor kontinuitet.  

Ned af bakke for AC Milan siden 2011

Siden den sidste Scudetto i 2011 har AC Milan været på en total nedtur. Klubben blev i 2012 helt uhørt nødt til at sælge de to store stjerner, Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva, for at få penge i den meget tomme kasse. Efter sigende blev Zlatan solgt meget imod hans vilje. Men han tjente €10 millioner om året, og sådanne lønninger havde AC Milan ikke råd til.

Den finansielle krise havde også ramt Berlusconis Fininvest, og klubben måtte gøre noget drastisk. I klubbens egen overvurderede selvforståelse, blev disse salg kommunikeret som en enlig svale, der skulle til for at kick-starte klubben igen. Klubben ville stadig vinde Champions League, spille attraktiv fodbold og inspireret af FC Barcelona, satse på egne talenter.

Resultatet blev i stedet et mislykket forsøg på at gøre holdet yngre, da Andrea Pirlo blev solgt til Juventus samt at de gamle stjerner: Maldini, Nesta, Ambrosini blev længere tid på holdet end godt var. Da disse spillere stoppede, var der ingen til kvalitetsmæssigt og kulturelt at erstatte dem. Pludselig var Milan-kulturen: professionalismen, vindermentaliteten og sulten efter titler væk fra omklædningsrummet, hvor de nye spillere ikke havde nogen at hvile sig op ad eller til at give dem et spark bagi.

Yderligere havde AC Milan en udmeldt strategi om at bruge klubbens unge talenter, men fulgte den ikke. Klubben havde en del unge talenter såsom Stephan El Shaarawy, Bryan Crisante og Mattia de Sciglio, men klubben turde ikke bruge dem. I stedet rejste Adriano Galliani rundt for at finde billige spillere, som kunne lejes, eller som var fri af kontrakter. Trænerne fik ikke kvalitetsspillere med det rette incitament til at virkeliggøre Berlusconis krav om resultater og flot spil. Massimiliano Allegri forsøgte på bedste vis at skaffe resultater via henholdende spil, men blev konstant kritiseret af Berlusconi. Allegri blev fyret i 2014, og kom til Juventus, hvor han har stor succes.

I dag har Allegri stor succes i Juventus. Her er han med Zlatan Ibrahimovic. Men hos Milan fik han primært kritik fra Berlusconi. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellerin.

I dag har Allegri stor succes i Juventus. Her er han med Zlatan Ibrahimovic. Men hos Milan fik han primært kritik fra Berlusconi. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellerin.

AC Milan, derimod, har haft 6 forskellige trænere fra 2014 og til 2016. En fremgangsmåde som den tidligere, mangeårige sportsdirektør i AC Milan, Ariedo Breida, ikke ville være med til. Han sagde sit job op i 2015, og blev hyret af FC Barcelona i stedet.   Med andre ord, det sejler i AC Milan som er i en nedadgående spiral, hvor tilskuerne svigter, og klubben er i 2016 ikke engang god nok til Europa-League. Mamma Mia!

Berlusconi drømmer ikke om AC Milan mere

AC Milans deroute hænger nøje sammen med Berlusconis dalende interesse i klubben. Sammen med AC Milan har Berlusconi fået opfyldt sine drømme. I en alder af 79 år er det som om, at han er ved at være tømt for nye ambitioner. Den evigt smilende, flamboyante storentreprenør er langsomt ved at indse, at han ikke har så meget at bruge AC Milan til mere.  På Berlusconis klassiske storskrydende facon har han proklameret store ambitioner for klubben, men han vil ikke bakke disse ambitioner op med flere penge i klubben. Og dog, for det gør han sådan set ved at dække klubbens årlige underskud igennem Fininvest. De sidste 5 år har AC Milan skabt et samlet underskud på 271 mio. euro, eller over 2 milliarder kroner. Vel og mærke uden at kunne fremvise en eneste titel i denne periode.     

 

Milans årlige underskud (i mio. euro)

 

Berlusconi virker ikke til at have et nyt mål, som AC Milan er midlet til at opnå. I den situation holder han mere igen med at købe verdensstjerner ind til holdet, og direktør Adriano Galliani, må arbejde hårdt for at sikre sig billige overskudsspillere fra andre klubber.

Berlusconis børn virker ikke synderligt interesseret i at overtage AC Milan efter ham. Kun datteren Barbara er involveret i klubben som kommerciel direktør og hans 4 øvrige børn nærer ikke den samme brændende kærlighed til klubben. De ønsker ikke at skyde flere euro fra familieformuen ind i klubben og har i lang tid været interesseret i at sælge klubben. Efter salget af AC Milan, bekræftede Marina Berlusconi, Silvios datter, og formand for Fininvest, til Il Sore 24, at ingen af de €740 millioner ryger tilbage i klubben, men bliver i Fininvest.     

Det har længe lakket mod enden for Berlusconi-familiens ejerskab af AC Milan. Der var dog en sidste ambition, som Silvio Berlusconi ville have opfyldt: sikring af hans eftermæle. Berlusconi har stor kærlighed til AC Milan, men lige så meget kærlighed til sit eftermæle. Dette har haft stor indflydelse på købsforhandlingerne, som har taget langt tid og involveret mange bejlere.  Der har været mange interesserede parter, som har gjort tilnærmelser til La Bella Donna. Faktisk virker det til, at køberne har trådt hinanden over tæerne for at byde La Bella Donna op til dans.  

Dansen om La Bella Donnas gunst

Dansen om køb af AC Milan blev åbnet i 2015 med den thailandske forretningsmand Bee Taechaubol. Mr. Bee forhandlede i lang tid på vegne af en gruppe kinesiske forretningsmænd, og flirten var rigtig hed på et tidspunkt. Forhandlingerne brød dog sammen efter langt tids »Komiske Ali«-agtige optræden fra Mr. Taechaubol, da den kinesiske økonomi fik en nedtur i 2015. Da nyheden om at Berlusconi seriøst overvejede at sælge var ude, stod køberne i kø.

De næste bejlere stod allerede klar i starten af 2016. Et konsortium bestående af Robin Li (Baidu), Eric Xu (Huwai), He Xiangjian (Midea) og Hui Ka Yan (Guangzhou Real Estate Group) forhandlede om køb.  Denne flirt blev aldrig rigtig hed, da der manglede gensidig tiltrækning. I stedet indledte et konsortium ledet af Sonny Wu og GSR Capital i foråret 2016 en flirt, som i lang tid så ud til, at kunne udvikle sig til noget mere. I dette konsortium var bl.a. Han Li, som vi vender tilbage til. Flirten udviklede sig ikke til kærlighed, da interne stridigheder i dette konsortium, resulterede i at konsortiumet tøvede.

Rigmænd der tøver, er ikke noget som behager La Bella Donna. For at gøre førstebejleren jaloux, blinkede hun kækt med øjnene til en sideflirt med Fosun Group, som også ejer Wolverhampton.  

Om det var sideflirten eller tilfældigheder vides ikke, men det endte med, at et spritnyt selskab, kaldet: Sino-Europe Sports Investment Management Changxing Co. Ltd., (SESIMCC) løb af med ballets dronning. Yonghong Li er præsident, mens Han Li er direktør i SESIMCC. De indgik en forkøbsaftale, hvor den endelige overtagelse forventes at blive gennemført inden udgangen af 2016.

Prisen for Berlusconis eftermæle

Prisen er €740 millioner (ca. 5,55 milliarder kr.) fordelt på €520 millioner for selve klubben samt overtagelse af €220 millioner i gæld. En pæn stigning fra de €6 millioner, som Berlusconi betalte til den tidligere ejer, Giuseppe Farina, i 1986.  Berlusconi og hans holdingselskab: Fininvest skulle efter sigende have pumpet i alt €820 millioner i klubben siden 1986. SESIMCC skyder endvidere €350 millioner ind i klubben over 3 år, hvor de første €100 millioner betales ved den endelige overtagelse.

Denne meget hurtige kapitalindsprøjtning har været et præmis for Silvio Berlusconi for at sælge, og er indskrevet i salgsaftalen som klausul. La Bella Donna skal hurtigst mulig shines op, og bringes i stand til at vinde titler igen.  

Et meget interessant aspekt ved SESIMCC er, at det bl.a. er stiftet af Yonghong Li og Han Li, som var med i det forrige konsortium ledet af Sonny Wu og hans GSR Capital. Sonny Wu´s konsortium var meget tæt på at købe AC Milan, men lykkedes ikke med at afslutte handlen. I stedet brød Yonghong Li og Han Li ud af dette konsortium, stiftede SESIMCC og fik handlen på plads.  Disse herrer tøvede ikke, men fortalte La Bella Donna hvad hun ville høre. 5 bejlere inden for ét år! La Bella Donna ser måske lidt umoderne ud, men hendes tiltrækningskraft er uformindsket.

Et andet interessant aspekt ved SESIMCC er, at bagmændene er ret hemmelighedsfulde og lever et tilbagetrukket liv.  Som før skrevet er Sino-Europe Sports Investment Management Changxing Co. Ltd. et relativt nyt selskab. I forbindelse med købet af AC Milan oprettes der et holdingselskab med navnet: ”Rossoneri Sport”.  

Dette selskab består foruden Haixia Capital Management også af  industrikoncernen Jilin Yongda Group. Haixia Capital Management er et kinesisk investeringsselskab, som indgår i en meget større sammenhæng, nemlig SDIC. Disses 4 bogstaver står for: State Development & Investment Corporation, og er den kinesiske stats officielle investeringsfond. AC Milan er således overvejende ejet af den kinesiske stat igennem en række investeringsselskaber.

Men hvorfor vil den kinesiske stat bruge millioner af euro på en hensygnende italiensk fodboldgigant?

AC Milan som protagonist for fodbold i Kina

Kineserne tænker stort og langsigtet, når de investerer. De nye ejere har endnu ikke offentliggjort detaljer om deres hensigter, men en talsmand for SESIMCC har udtalt:

"Intentionerne bag købet? Milan har 116 års storslået historie. Milan har en stor plads i utallige kineseres hjerter. Det er første gang, at udelukkende kinesisk kapital bliver brugt til at købe en klub i verdenstoppen. Vi håber, at vi med investeringen kan vise kinesisk fodbolds hurtige udvikling frem. Vi har valgt Milan på baggrund af den stolte historie, der tillader Kina at udvikle fodbolden, både som kultur og som forretning. Sino Europe har fået stor hjælp fra regeringen i Changxing i forbindelse med overtagelsen.

Købet af AC Milan skal således ses som en investering i at udvikle fodbolden i Kina, og som en forretningsmæssig investering. Som Mediano har beskrevet i flere artikler, så ønsker kineserne at bruge fodbold til at øge den nationale stolthed og få omverdens respekt. Den kinesiske præsident, Xi Jinping, er stor fodboldentusiast, og har udtrykt ønske om, at Kina skal vinde VM i fodbold indenfor 15 år. I Kina hænger politik og sport nøje sammen. Det kinesiske fodboldforbund har lagt en plan for, hvordan Kina bliver en fodboldsupermagt inden 2050. Der er planer om at oprette 20.000 fodboldskoler inden 2017, og dette tal skal vokse til 50.000 inden 2027. Kina planlægger endvidere at afholde VM i enten 2026 eller 2030, passende i de år, hvor præsident Xi Jinping forventer, at Kina vinder VM.

Præsident Jinpings ambitioner bærer på en indirekte opfordring til landets virksomheder om at investere i fodbold, hvis disse virksomheder vil sikre sig gode forbindelser til regeringen. Og gode relationer til regeringen er altgørende for succes i Kina. Mads Davidsen, hjælpetræner i Shanghai SIPG, kalder det for, at ”vinde magtens ører”. Netop forsøget på at vinde magtens ører, kan forklare hvorfor mange forskellige konsortier, har forsøgt at købe AC Milan.

Udefra set, virker det som om mange kinesiske virksomhedsejere har været meget forhippet på at sikre sig AC Milan. Men salgskravene har åbenbart været for store, hvor det endte med, at SESIMCC med SDIC i ryggen, måtte træde til for at sikre købet. Det virker næsten som om, det ville være et ”tab af ansigt” for Kina, hvis ikke AC Milan kom på kinesiske hænder.

Præsident Xi Jinping - i midten - er meget sportsintereseret. Her er han til basketball med LA Lakers. Foto: Getty Images

Præsident Xi Jinping - i midten - er meget sportsintereseret. Her er han til basketball med LA Lakers. Foto: Getty Images

La Bella Donna skal ud og arbejde. Købet af AC Milan skal ses som en indirekte genvej til nationale resultater. Kineserne ønsker at overføre AC Milans ekspertise på det taktiske, organisatoriske og logistiske område samt på sundhedspleje og talentudvikling. Særligt ved talentudvikling skal AC Milan oprette akademier rundt om i Kina. Disse akademier skal, foruden at levere spillere til klubbens førstehold, også uddanne og hæve standarden for kinesiske fodboldspillere generelt, jf. regeringens plan. Værdien af investeringen i AC Milan skal måles på, om klubben bidrager væsentligt til at gøre fodbold populært i Kina.  

I det forretningsmæssige perspektiv, ønsker de nye kinesiske ejere at gøre klubben til en profitabel virksomhed, hvor en børsnotering af klubben lurer i horisonten. Særligt i Kina vurderes der at være et kæmpe, uopdyrket marked for fodboldrelaterede produkter. Den italienske Serie A er meget populær i Kina, og var den første liga til at blive Tv-transmitteret derude. AC Milan vurderer selv, at have 380 millioner følgere i hele verden, hvor de 243 millioner følgere er bosat i Kina og Asien. Selv om sådanne tal skal tolkes med varsomhed, så er der ingen tvivl om, at der er et kæmpe marked for klubben i Kina.  Adgangen til disse fans, samt at få del i det, som potentielt kan blive det største TV-marked for fodbold om 5 til 10 år, er særdeles gyldne udsigter. Med disse potentialer og med en børsnotering, kunne klubbens værdi godt stige 100 % fra €740 millioner og til €1,5 milliarder over 5 til 10 år. Til sammenligning vurderer Forbes Magazine i 2016, at Bayern München er €2,42 milliarder værd og Arsenal er €1,98 milliarder værd.

Skal man som Milanista være bekymret over det nye kinesiske ejerskab? Jeg er ikke bekymret. Jeg kunne ligefrem forestille mig, at det nye ejerskab vil blive som Agnellis ejerskab af Juventus. Det virker jo til at gå meget godt for Den Gamle Dame.

Historikken viser, at kineserne ikke blander sig i driften, og respekter de lokale kulturer. De ønsker know-how og profit, og er fokuseret på god, professionel drift af klubben. Der vil ske udskiftninger, hvor Barbara Berlusconi og Adriano Galliano forventes at blive erstattet af Marco Fassone, tidligere direktør i Juventus, Napoli og Inter.

Desuden er der følere ude efter erfarne, italienske sportsdirektører, noget som klubben har savnet efter at Ariedo Breida forlod klubben. Der går rygter i italiensk presse om, at tidligere ikoner som Paolo Maldini, Demetrio Albertini eller Billy Costacurta skal indtage vigtige positioner for at genskabe Milans identitet og kultur.

En børsnotering af AC Milan er også en naturlig udvikling hen imod at blive en økonomisk, bæredygtigt virksomhed, hvor La Bella Donna lærer at stå på egne ben. Dette vil sætte skub i diskussionen om et eget stadion, eller om klubben skal blive på San Siro sammen med Inter.

Østenvinden bringer varme med til både La Madonnina og La Bella Donna. De nye ejere har store ambitioner for klubben, og ønsker igen at gøre klubben til protagonist. Fodboldglæden skal vækkes i Kina og Champions League-trofæet tilbage til Milan.  Og sker det, så jubler de ikke kun på Piazza della Duomo, men også på Tiananmen Square i Bejing.

Og jeg jubler på Ry Bytorv.

 

Fodbold-økonomens ligning på Paul Pogba: Sådan regner man 800 millioner hjem

Fodbold-økonomens ligning på Paul Pogba: Sådan regner man 800 millioner hjem

Søndag mødes de igen - om forholdet mellem AGF og Brøndby

Søndag mødes de igen - om forholdet mellem AGF og Brøndby