Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Il Grande Torino og katastrofen, der ændrede italiensk fodbold for altid

Il Grande Torino og katastrofen, der ændrede italiensk fodbold for altid

Jimmy Langelund beskriver et af de mest tragiske kapitler i italiensk fodbolds historie - udslettelsen af et suverænt mandskab, knust mod en bjergside i et flystyrt

Af Jimmy Langelund

Det er den 4. maj 2017. De femdobbelte italienske mestre fra Juventus har netop spillet Champions League semifinale på Camp Nou mod Barcelona, og hele truppen sidder nu på vej hjem i flyet, der om et øjeblik skal lande i lufthavnen i Torino. Alle mand er ombord, inklusiv stjerner som Gianluigi Buffon, Gonzalo Higuain, Giorgio Chiellini og træner Max Allegri. Men noget går helt galt. Tågen ligger tungt over byen, og på vej ned mister piloten orienteringen. En stærk vind slår flyet ud af kurs, og da først piloten opdager bjergsiden, er det for sent. Flyet og alle dets passagerer bliver pulveriseret mod klipperne.

Ovenstående er heldigvis ikke virkeligt. Det er opdigtet, og kommer forhåbentlig aldrig til at ske. Det ville nemlig betyde, at vi blev frarøvet nogle  af verdens bedste fodboldspillere, at Italien mistede deres bedste og mest succesfulde hold i nyere tid, at det italienske landshold mistede syv stamspillere, og at koner og børn mistede ægtemænd og fædre.

Det er nærmest umuligt at forestille sig, ikke?

Men det er faktisk sket. Nærmest præcist som beskrevet ovenfor. Holdet var dog ikke Juventus, men lokalrivalerne fra Torino FC. Året var 1949, og holdet var blot fire kampe fra at vinde deres femte italienske mesterskab på stribe. Flyet fløj også fra Barcelona, dog efter en træningskamp i Portugal. Hele truppen var ombord, og da flyet under indflyvningen ramte Supergabjerget uden for Torino, blev alle mand dræbt. Inklusiv 10 stamspillere fra det italienske landshold. Stjernespillere i deres bedste fodboldalder, der bare et år senere skulle have ført Italien til det tredje verdensmesterskab på stribe.

  • Fik du læst Jimmy Langelunds artikel om Parma?

Holdet er kendt som "Il Grande Torino", og det her er historien om, hvordan en by mistede deres hold, et land mistede deres stjerner, og hvordan fodboldlandskabet i Torino og hele Italien blev forandret for evigt i et skæbnesvangert øjeblik på Superga for 67 år siden.

Men for rigtigt at fatte, hvor omfattende og uvirkelig katastrofen var, så må vi starte ved begyndelsen. Il Grande Torino blev nemlig ikke Italiens ubestridt bedste fodboldhold natten over. Det startede som en idé hos en mand. En mand der forstod markedsmekanismerne i professionel fodbold, nærmest før der overhovedet var et marked for professionel fodbold.

Manden hed Ferrucio Novo. Præsident i Torino fra 1939 til 1953. Il Grande Torino var hans idé. Det var ham, der skabte holdet. Det var ham, der førte dem til storhed, og på allermest tragiske vis var han også den eneste, der overlevede.

Ferruccio Novo - manden med planen

Novo blev født i Torino den 2. marts 1897. Allerede fra barndommen var han vild med fodbold, og kærligheden kastede han særligt på den lokale fodboldstolthed - Torino Calcio FC. Da han i 1913, 16 år gammel, sluttede sig til klubbens ungdomshold, var planen en karriere som fodboldspiller, men det stod hurtigt klart, at Novo ikke havde talentet. I hvert fald ikke på banen, men uden for kridtstregerne så det helt anderledes ud.

Novo fik et job i klubbens administration, og langsomt, men sikkert, arbejdede han sig op gennem rækkerne. Han var kendt som en kvik fyr med masser af selvtillid og tro på egne evner, og troen skulle da også vise sig at være berettiget, da han i 1939 blev valgt som klubbens nye præsident.

Det blev et vendepunkt for klubben, der ind til da kun havde vundet et enkelt mesterskab i sæsonen 1928. Novo havde nemlig en drøm - han ville skabe det største hold, Italien nogensinde havde set.

Zidanes y Pavónes på italiensk

Planen var at bygge et hold af spillere fra Torino og omegn, som ville kæmpe for klubben med hjerte og sjæl, og så krydre det med indkøb af nogle af de bedste og mest talentfulde spillere i Italien. Lidt ligesom Florentino Pérez' projekt i Real Madrid, "Zidanes y Pavónes", hvor hjemmedyrkede talenter skulle levere støtte til dyrt indkøbte Galacticos. Blot 50 år tidligere. Og så lykkedes Novo bedre med sin plan, end Florentino Pérez gjorde.

På et tidspunkt hvor store transfersummer og prestigefulde spillerindkøb ikke fyldte en brøkdel af, hvad de gør nu, var Ferruccio Novo og Torino særdeles aktive. Og så formåede Novo faktisk at udnytte 2. verdenskrig til sin og klubbens fordel. I en tid med usikkerhed og økonomisk ustabilitet prioriterede de fleste klubber nemlig at holde på pengene, men ikke Novo. I stedet benyttede han konkurrenternes tilbageholdenhed til at hente nogle af de første brikker til sit kommende storhold. Franco Ossola blev som den første hentet  i Varese i 1940, og kort efter fulgte Romeo Menti fra Fiorentina.

Valentino Mazzola - kronen på værket

Der er dog en enkelt spillerhandel, der står som kronen på værket, og egentlig også som den handel, der markerede undfangelsen af det mandskab, der skulle blive kendt som Il Grande Torino.

Valentino Mazzola, stjernen over dem alle på Torino-mandskabet. Foto: Getty Images

Valentino Mazzola, stjernen over dem alle på Torino-mandskabet.

Foto: Getty Images

Den 31. maj 1942 rejste Torino til Venedig for at spille en ligakamp mod de lokale helte fra Venezia. Torino jagtede Roma, der førte Serie A, og havde derfor desperat brug for de to point, som en sejr ville kaste af sig. Gæsterne var da også favoritter, men uforvarende røg de i kløerne på manden, der i de kommende år skulle føre dem til triumfer, som de ikke havde turdet drømme om; Valentino Mazzola... og ja, han er far til Inter-legenden Sandro Mazzola.

Torino kom planmæssigt foran efter fem minutter, men her fra overtog Mazzola scenen, assisteret af sin løjtnant Ezio Loik, en sand arbejdshest på 6'er positionen. Fra sin position på den offensive midtbane var Mazzola både målscorer og createur, en ægte 10'er, og han var manden bag 85 minutters stormløb mod gæsternes mål, der resulterede i en sejr på 3-1 til Venezia og et mesterskab til Roma.

I Torinos omklædningsrum sad spillerne efter kampen og ventede på en skideballe fra Novo, men de kom til at vente længe. Præsidenten styrede nemlig i stedet direkte mod hjemmeholdets omklædningsrum, hvor han straks fandt Mazzola og Loik og lykønskede dem med den flotte måde, hvorpå de havde flået mesterskabet ud af hænderne på hans hold.

Præsidenten vidste dog også, at rivalerne fra Juventus længe havde haft et godt øje til både Loik og Mazzola, så han udnyttede lejligheden til rekruttere de to, der skulle udgøre rygraden i hans Torino-projekt. Juventus troede fejlagtigt, at de kunne vente til efter sæsonen med at begynde forhandlinger, så de blev slået på målstregen af Novo, der endte med at betale et, for den tid, svimlende beløb på 1,2 millioner lire plus to spillere for de to.

Venezias fans var rasende, og de gik i protestmarch mod klubbens hovedkvarter. Men temperamenterne faldt til ro, da Venezias præsident, Aldo Bennato, fra vinduet på sit kontor viste dem checken, som Novo havde udstedt. En check der reddede den på det tidspunkt økonomisk trængte Venedig-klub.

En spiller forud for sin tid

Valentino Mazzola var en moderne fodboldspiller i en tid, hvor fodbolden ellers ikke var særlig moderne.

Med sine 170 centimeter var han ikke nogen stor spiller af statur, men det var han til gengæld både teknisk, taktisk og fysisk. Spillere på den tid var ofte specialister på et enkelt felt, men ikke Mazzola. Han var noget nær en komplet spiller. Selv om han var lav, kunne han hoppe overraskende højt, og dominerede ofte i hovedspillet. Han havde et overblik og en taktisk forståelse, som kun tilkommer de største stjerner i spillet, og så kunne han både assistere og score mål, hvad 118 scoringer i 195 kampe da også vidner om. Han var en af fodboldens første store stjerner.

På mange måder mindede han også om nutidens stjerner, men det var altså kun inden for kridtstregerne. Når kampen var fløjtet af, og den bourgogne-farvede Torino-trøje byttet ud med civile klæder, så kunne Mazzola så langt fra leve op til nutidens mediedarlings, når det kommer til superstjerneattitude. Han havde hverken supermodelkærester, lystyachter eller egen underbuksekollektion. Til gengæld satte han stor pris på en god middag på en stille restaurant, og så elskede han at være sammen med sin søn, Sandro, som han ofte tog med på stadion i Torino, både til træning og kamp. Han var i det hele taget kendt som en stille type, der holdt sig i baggrunden.

Men på banen var historien en anden, og fra det øjeblik han trak i Torino-trøjen, drev han holdet frem til den ene triumf efter den anden.

Il Grande Torino - Legenden bliver skabt

I sommeren 1942 mente Novo, at han havde det hold, der kunne dominere italiensk fodbold, men projektet kom skidt fra start. I den forgangne sæson havde Torino anvendt WM-formationen, en ny moderne opstilling, der var udviklet af Arsenals manager Herbert Champman, og som i udgangspunktet var en 3-2-2-3. Novo havde dog beordret sin træner, ungarske Ernest Erbstein, til frem over at stille op i den mere klassiske 2-3-5 formation. Det resulterede i nederlag til Inter og Livorno, de to mandskaber som senere skulle vise sig som Torinos største konkurrenter til titlen.

Erbstein og Novo besluttede til den tredje kamp at gå tilbage til WM-formationen - den kamp måtte simpelthen ikke tabes, for ikke blot ville et nederlag sende Torino langt væk i tabellen, så var det også en kamp på udebane mod ærkerivalerne fra Juventus.

Et propfyldt Stadio Communale kunne efter kampen ikke være i tvivl om, at WM-formationen var den rette for Torino. Hjemmeholdet blev besejret med hele 5-2. Målene blev sat ind af Romeo Menti, der scorede to, Valentino Mazzola, Ezio Loik og Pietro Ferraris.

Her fra så Torino-spillerne sig ikke tilbage, og da sæsonen sluttede i sommeren 1943, kunne de ikke blot lade sig hylde som italienske mestre, men også som de første italienske double-vindere nogensinde, da Mazzola og Loiks gamle klub Venezia blev besejret med  hele 4-0 i pokalfinalen. Men da spillerne på sidste spilledag, den 25. april 1943, fejrede titlen, anede ingen af dem, at der ville gå tre år, før de kunne forsvare mesterskabet. Samme dag gik de allierede tropper nemlig i land på Sicilien, og 2. verdenskrig var for alvor kommet til Italien. Kampene satte en stopper for Serie A, der kom til at ligge stille de næste to år.

Rekorder og nåde med modstanderne

I april 1945 blev Italien befriet, fascismen blev afskaffet og Benito Mussolini blev effektivt stoppet, da italienske kommunister fangede og henrettede ham.

Der var dog ingen eller intet, der kunne stoppe Ferrucio Novo og Il Grande Torino. Præsidenten brugte således krigens slutning til at forstærke mandskabet yderligere med målmand Valerio Bacigalupo, forsvarsspilleren Aldo Ballarin og midtbanespillerne Mario Rigamonti og Virgilio Maroso - alle spillere, der skulle være med til at vinde mesterskaber og sætte rekorder på stribe.

Således snuppede Il Grande Torino tre mesterskaber på stribe - 1945/46, 1946/47 og 1947/48.

Alle tre sæsoner satte de rekord for flest point i Serie A. I '46 vandt de med tre point foran Inter, i '47 med 10 point foran Juventus, og i '48 med 16 point foran Milan. I den sidste sæson scorede de ikke færre end 125 mål i 40 kampe, og lukkede sølle 33 ind.

Holdet havde altså Serie A i deres hule hånd. Måske meget godt understreget af det, der skete i opgøret mod Roma på Stadio Olimpico den 28. april 1946.

Godt 50.000 tilskuere havde forventningsfuldt indtaget deres pladser med håbet om, at de lokale helte kunne skabe en overraskelse mod det store mandskab fra Torino. Men de kan næsten ikke havde vidst, hvad der ramte dem, for da der var spillet bare 19 minutter, førte gæsterne med hele 6-0.

Seks mål i kampens første 19 minutter, og så var opgøret afgjort, inden det for alvor var kommet i gang. Men det er faktisk ikke de seks mål, der tegner billedet af, hvor overlegne Il Grande Torino var. Det gør til gengæld den tilgang, som holdet udviste i anden halvleg.

I pausen foreslog Pietro Ferraris sin anfører, at de skulle tage den med ro i anden halvleg, og stoppe målscoringen for ikke at ydmyge hjemmeholdet mere end højst nødvendigt. Valentino Mazzola sagde god for ideen. Så da Giuseppe Grezar kort inde i anden halvleg kom til at sparke bolden i mål direkte på frispark, vendte han sig mod sine holdkammerater, bøjede hovedet og strakte undskyldende armene ud til siden. Kort efter blev Franco Ossola nedlagt i feltet. Et klokkeklart straffespark, og dommeren pegede da også med det samme på pletten. Men Ossola rejste sig op, rykkede bolden ud på den anden side af stregen og insisterede på, at forseelsen var sket uden for feltet. Torino vandt 7-0 og demonstrerede med al tydelighed, at de var det bedste og mest dominerende hold i landet. Det skinnede også igennem på landsholdet. Tydeligst i kampen mod Ungarn den 11. maj 1947.

Ti spillere i landsholdets startellever

Da landstræner Vittorio Pozzo sendte Azzurri på banen til venskabskampen mod Ungarn, bestod startformationen nemlig af Juventus' målmand, Lucidio Sentimenti, og der ud over var de ti markspillere Mazzola, Ferraris, Ballarin, Castigliano, Gabetto, Grezar, Loik, Maroso, Menti og Rigamonti. Alle ti fra Torino FC.

Aldrig er det set før, at et landsholds startformation består af ti spillere fra den samme klub, og så oven i købet alle markspillere. Det siger virkelig noget om det greb, som Torino havde om Serie A og fodbold i Italien. Kampen endte 3-3, og det var altså ikke nogen enlig svale. I den næste kamp mod Østrig var der ni repræsentanter fra Il Grande Torino i startelleveren, og kort efter var der otte i opgøret mod Tjekkoslovakiet.

En skæbnesvanger vennetjeneste

Men måske var det også Torinos overlegenhed, der i sidste ende var med til at koste dem alle livet.

Det sidste holdbillede af Il Grande Torino - taget før venskabskampen i Portugal. Foto: Getty Images

Det sidste holdbillede af Il Grande Torino - taget før venskabskampen i Portugal.

Foto: Getty Images

Ideen til en venskabskamp mod Benfica blev undfanget, da Italien og Portugal mødtes i en venskabskamp den 27. februar 1947. Portugals kaptajn, Francisco Ferreira, regnet som en af de største i Benficas historie, lagde snart støvlerne på hylden, og hans klub ville gerne belønne ham med en testimonial-kamp.

Da landskampen var slut, spurgte portugiseren Mazzola, om ikke han og Il Grande Torino ville gøre ham den ære at komme til Lissabon og spille kampen. Mazzola sagde ja, og det lykkedes ham også at få overtalt Ferrucio Novo til at gå med på ideen. Dog på en betingelse. Der manglede stadig fem spillerunder i Serie A, og turen til Lissabon kunne kun finde sted, hvis de vandt den næste kamp ude over Inter. Det gjorde de, med 1-0, og dermed kunne Torino tage på en tre dage lang smuttur til Lissabon for at hylde Ferreira, inden de skulle hjem og genvinde Serie A.

Der skal alligevel et vist overskud og en vis portion tro på tingene til, før end førerholdet i Serie A bruger tre dage i en sæsonafslutning på at rejse til Lissabon for at spille en testimonial.

De eneste, der blev hjemme, var præsident Ferruccio Novo, der var ved at komme sig efter en mindre operation, midtbanespilleren Sauro Tomà, der var langtidsskadet, og så andenmålmanden Renato Gandolfi, der nærmest blev hevet af flyet til fordel for tredjekeeper Dino Ballarin, hvis bror, højrebacken Aldo Ballarin, havde agiteret for at få ham med på turen.

Turen til Lissabon blev en succes. Holdet blev modtaget som helte i den portugisiske hovedstad. Der blev holdt festmiddag, de blev hyldet af jublende fans på deres hotel, og med et fyldt stadion blev der samlet et pænt beløb ind til Ferreira. 40.000 tilskuere så Il Grande Torino spille 3-3 mod Benfica i den kamp, der skulle vise sig at blive den sidste for det måske største hold nogensinde i Italiensk fodbold.

Katastrofen indtræffer

Der var 31 passagerer ombord på det Fiat G212-fly, der fløj fra Lissabon mod Torino tidligt om  morgenen den 4. maj 1949. 18 spillere, en cheftræner, tre assistenttrænere, en teknisk direktør, tre journalister, en arrangør og fire ansatte fra flyselskabet. Efter et stop i Barcelona skulle flyet lande i den lille militærlufthavn Aeritalia klokken fem om eftermiddagen.

Selv om det var forår, hang tågen tykt over Torino, og det regnede også temmelig kraftigt. Klokken 17.02 kaldte kaptajnen, Pierluigi Meroni, over radioen og meddelte, at alt gik fint, og de skulle til at begynde indflyvningen. Klokken 17.05 forsøgte kontroltårnet at få en status fra Meroni, men ingen svarede. Nogenlunde samtidig så en arbejdsmand på Superga et fly falde ned fra himlen og dykke direkte ned bag det kloster, der ligger på toppen af bjerget. Munkene i klostret var vant til at høre fly passere over dem, men i dag blev lyden af flyet efterfulgt af et højt brag og et lysglimt.

Ingen ved med sikkerhed, hvad der skete ombord på flyet, inden det bragede ind i klosterets mur og blev spredt ud over bjergsiden. Kaptajn Meroni fortalte over radioen en kollega, at han fløj under skyerne, på grund af det dårlige vejr, men at han havde fint udsyn. Undersøgelser har efterfølgende ikke peget på tekniske fejl på flyet, så man anslår, at fejlen har været menneskelig. Meronis egne kollegaer mente, at han havde navigeret efter klostret på toppen af bjerget, men at det dårlige vejr måske havde sendt ham ud af kurs, hvorefter den ene vinge ramte bjerget, og alle 31 passagerer styrtede direkte i døden.

Blandt de første på ulykkesstedet var præsidenten Ferruccio Novo og midtbanespilleren Sauro Tomà, der var blevet hjemme for at pleje en skade. De ankom sammen med Juventus-direktøren Giovanni Agnelli, hans danske nyerhvervelse John Hansen, der var blevet købt i BK Frem, og journalisten Vittore Catella fra La Stampa.

Det var et grufuldt syn, der mødte de fem. Flyet var eksploderet og lå spredt ud over hele bjergsiden foran klostret. Mellem forvredne vragdele lå forkullede lig - resterne af det største fodboldhold, Italien til dato havde set. Catella har efterfølgende fortalt, at han kunne genkende Valentino Mazzola, hvis ansigt var nogenlunde intakt og med åbne øjne stirrede op mod himlen.

Landstræner Vittorio Pozzo fik den triste opgave at identificere de spillere, der overhovedet kunne genkendes. Han havde trods alt udtaget stort set dem alle til sin landsholdstrup på et tidspunkt i deres karrierer. Men der var også enkelte, som han ikke kunne identificere, da de simpelthen var for medtagne. Ballarin kunne for eksempel kun identificeres, fordi hans pas stadig lå i bukselommen, og Rigamonti på den vielsesring, der sad på hans finger.

500.000 til begravelsesoptog

Blot to dage senere stod hele Italien stille, da Torino tog afsked med deres fodboldhold. En halv million indbyggere fulgte de 31 kister, da de kørte i parade gennem byen fra Piazza Castello til kirken på Piazza San Giovanni.

Der blev holdt taler, og repræsentanter fra samtlige klubber i Serie A var til stede for at tage afsked med de spillere, der for bare seks dage siden havde besejret Inter og konsolideret førstepladsen i den kamp, der skulle blive deres sidste i Serie A.

Hele Juventus' trup udsatte deres afgang til Palermo, hvor de skulle spille ligakamp dagen efter. De tog først af sted om aftenen, så de alle kunne vise den sidste respekt til deres store rivaler.

Efter begravelsesoptoget blev alle 31 kister fragtet til kirker spredt rundt om i hele landet, så de alle hver især kunne blive stedt til hvile, der hvor de kom fra. Il Grande Torino var ikke mere.

Det ændrede dog ikke på, at der stadig manglede at blive spillet fire runder i Serie A, og sammen besluttede klubberne og fodboldforbundet, at de skulle afvikles. Torino havde intet andet valg end at stille med deres ungdomshold, og derfor valgte deres sidste fire modstandere - Genoa, Palermo, Sampdoria og Fiorentina - at gøre det samme. Det resulterede i fire sejre til Torino og det femte scudetto på stribe. Men det var ikke et mesterskab, der blev fejret. Sorgen var stadig for stor, og forude ventede uvisheden, for hvad var klubben uden deres "Grande Torino"?

Værre end München

Klubben havde altså mistet 18 spillere og hele deres trænerstab. Ved katastrofen i München i 1959 mistede Manchester United til sammenligning otte spillere og to trænere. Matt Busby overlevede, og på resterne genopbyggede han et hold, der bare ti år senere triumferede i Europa Cuppen for mesterhold.

Det kunne man ikke i Torino. Der var simpelthen ikke noget at genopbygge fra. Tilbage var der blot præsidenten, en enkelt midtbanespiller og reservemålmanden. Ferruccio Novo brugte de næste fire år en masse tid og en masse millioner på at forsøge at opbygge et nyt slagkraftigt hold. Hans drøm var uden tvivl at lave et nyt Grande Torino, men drømmen brast. De nye spillere blev primært hentet i andre klubber, og han kunne ikke få dem til at kæmpe for den bourgognefarvede trøje, som hans drømmehold havde gjort det. Og så har der uden tvivl også ligget et tyngende pres på skuldrene af de stakkels spillere, der skulle træde i de afdøde legenders fodspor.

Trods en opblomstring i 70'erne, med et enkelt mesterskab til følge, er det faktisk ikke lykkedes for nogen. Torino gik fra at være det uden sammenligning største hold i Italien til at blive et elevatorhold, der primært har holdt til i den kedelige ende af Serie A.

Tusinder møder frem hvert år for at mindes Il Grande Torino ved klosteret, hvor flystyrtet skete.  Foto: Getty Images

Tusinder møder frem hvert år for at mindes Il Grande Torino ved klosteret, hvor flystyrtet skete. 

Foto: Getty Images

Uden Mazzola, Loik, Bacigalupo, Ballarin, Rigamonti, Ossola og alle de andre har Torino måtte se ærkerivalerne fra Juventus rende med det meste af hæderen og æren i italiensk fodbold. Hæder og ære som måske havde tilhørt den bourgognefarvede del af byen, hvis Il Grande Torino havde fortsat med at styre Serie A.

Topfoto: Det nedstyrtede fly med Torino-spillerne. Getty Images

 

Søndag mødes de igen - om forholdet mellem AGF og Brøndby

Søndag mødes de igen - om forholdet mellem AGF og Brøndby

Podcast: La Liga optakt - Messi vs Ronaldo part VIII - og lidt om Sisto og Laudrup

Podcast: La Liga optakt - Messi vs Ronaldo part VIII - og lidt om Sisto og Laudrup