Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Den almindelige mand på Bundesliga-gaden

Den almindelige mand på Bundesliga-gaden

Freiburg er tilbage i Bundesligaen. Her fortæller Medianos Oscar Rothstein om klubben, der hylder dyder som fællesskab, mådehold og miljøansvarlighed. Træneren personificerer hele projektet

 

Af Oscar Rothstein

Årets oprykkere i Bundesligaen repræsenterer hver deres fløj i moderne tysk fodbold.

Til højre står debutanterne RasenBallsport Leipzig, der er en del af et større sportskonglomerat drevet af den østrigske energidrik- og milliardvirksomhed Red Bull. Det er benhård kapitalisme i fodboldforklædning.

Til  venstre står 112 år gamle SC Freiburg, der inkarnerer den traditionelle tyske fodboldånd med dens historie, lokale forankring og sociale bevidsthed. “Køb nyt tøj og større bryster til jeres koner, men lad vores fodbold være i fred for jeres penge”, skrev Freiburg-fansene på et banner, da de to klubber mødtes i 2. Bundesliga i sidste sæson.

Umiddelbart er RB Leipzigs historie den oplagte at fortælle. Klubben blev ikke grundlagt før 2009 og har på rekordfart pløjet sig gennem det tyske ligasystem efter opkøbet af SSV Markanstädts spillelicens i den femtebedste række. De spiller aggressiv og fremadrettet presfodbold af den slags, som vi formentlig kommer til at se endnu mere af i de kommende år. Deres strategi med rugekasseklubber i Østrig, Brasilien, Ghana og USA er nok kommet for at blive. Og det samme kan man tænke om ejerstrukturen. På flere områder kunne RB Leipzig sagtens være i gang med at foregribe fodboldens fremtid.

Freiburg er ikke nyskabende på samme måde, men det er til gengæld en klub, der appellerer til den tyske folkelighed. Her er ingen saftige skandaler, eksorbitante lønninger, udenlandske investorer eller overmenneskelige stjernespillere. Man kunne kalde Freiburg for Bundesligaens version af den almindelige mand på gaden, ham som man ikke rigtig regner for noget og derfor altid overser, men som under paraplyen tænker store tanker.

Otte minutters-talen om flygtningekrisen

Det har meget at gøre med Christian Streich, en usædvanlig Bundesliga-træner, men helt almindelig 51-årig. I et interview med bundesliga.de beskrev han engang sig selv netop sådan og tilføjede, at han hverken har tatoveringer eller piercinger. Tidligere spillere har fortalt om en idiosynkratisk træner med en dragende passion for spillet, men også om en ærlig og sensitiv mand med åbne arme og en oprigtig interesse for alles ve og vel.

Han står på sidelinjen i et uflatterende gråt joggingsæt. Han bryder sig ikke om at blive kaldt ‘cheftræner’ og hylder ofte klubbens frivillige. Han cykler til og fra alle træninger og hjemmekampe. Og ved et pressemøde forud for en kamp mod Armenia Bielefeld i sidste sæson så han bort fra alle fodboldrelaterede spørgsmål og begav sig i stedet ud i en otte minutter lang enetale om tidens flygtningekrise.

Der var tydeligvis ikke tale om en fodboldmand, der til lejligheden havde opfundet en holdning, fordi det var det rigtige at gøre. Det var en retskaffen og oprigtig indigneret mand, der selvfølgelig ikke kunne få sig selv til at tale om noget så banalt som fodbold, når der som samfundsborger var langt vigtigere ting at forholde sig til. Streich fremstod umiddelbar, reflekteret, fri af klichéer og udpegede de tiltagende etniske kløfter i det tyske samfund som det egentlige problem - ikke flygtningene.

Hele talen blev fremført på hans tykke schwabiske dialekt og fik efterfølgende stor medieopmærksomhed i Tyskland.

Streich er født i Weil am Rhein en god halv times kørsel fra Freiburg i det sydvestligste af Tyskland nær den franske grænse mod vest og den schweiziske mod syd. Her voksede han op bag skranken i sin faders slagterbutik, når han altså ikke lige spillede fodbold i den lokale klub. Spillerkarrieren blev imidlertid afbrudt i utide af en slem knæskade, men i stedet for at vende tilbage til slagteriarbejdet blev Streich i 1995 ungdomstræner i Freiburg, hvor han havde nået få førsteholdskampe, inden knæet ville det anderledes.

SC Finke

På det tidspunkt havde Volker Finke været træner i Freiburg i fire år, og det blev han ved med helt til 2007. Inden den bidske træners ankomst havde klubbens kampe kun tiltrukket et par tusinder tilskuere, men snart blev Freiburg til en regional favorit. I 1993 rykkede man op i Bundesligaen for første gang nogensinde med en trup, der matchede Finkes traditionsbundne sind. Det vil sige ærlige, ydmyge og hårdtarbejdende spillere, som folk kunne forstå og relatere til. Bag sine buskede øjenbryn tænkte Finke således mange kritiske tanker om fodboldens udvikling, som han allerede i begyndelsen af 90’erne fandt for kommerciel.

Inde på banen havde han imidlertid et anderledes visionært syn på tingene. Med Finke kom ordet konzeptfussball, der blev brugt til at beskrive Freiburgs dogmatiske spillestil med kollektivt pres og mange afleveringer op langs banens midte, som modsatte sig tidens tyske trends med mandsopdækning og en libero. Gentagne gange brokkede han sig over hold, der konstant afleverede bolden fra side til side. Det var for kedeligt, mente han.

Den legendariske Freiburg-træner Volker Finke giver Alexander Iashvili et kram. Foto: Michael Kienzler/Getty Images

Den legendariske Freiburg-træner Volker Finke giver Alexander Iashvili et kram.

Foto: Michael Kienzler/Getty Images

Der var selvfølgelig ikke tale om en revolution. Nogle år inden havde Arrigo Sacchis AC Milan introduceret fodboldpublikummet for den slags spil, og Finke var ikke den eneste tysker, der var blevet inspireret. Men som den forrygende tyske fodboldjournalist Uli Hesse har skrevet i en artikel for ESPN:

“Sacchi kom godt nok først, men Freiburg fik det til at virke uden Baresi, Maldini, Rijkaard, Gullit og Van Basten”. I stedet hed profilerne Uwe Spies, Jens Todt og Stefan Müller hentet i intetsigende klubber som SSV Ulm, TSV Havelse og SG Lörrach-Stetten. I dag tilskrives Finke flere af de tanker, som Tysklands heftige fodboldudvikling det seneste årti har stået på skuldrene af. Og Konzeptfussball bør uden tvivl stå forklaret i enhver tysk fodboldordbog.

Publikum hylder Volke Finke i dennes afskedskamp. Foto: Lars Baron/Getty Images

Publikum hylder Volke Finke i dennes afskedskamp.

Foto: Lars Baron/Getty Images

Freiburg fik etableret sig i Bundesligaen og blev endda treer i 1995. Allerede to år efter røg de dog tilbage på anden klasse. De rykkede godt nok op igen sæsonen efter, men heller ikke 2002 og 2005 overlevede de i Bundesligaen. Finkes fremtid var dog aldrig til diskussion.

Klubpræsidenten gennem 37 år, Achim Stocker, jokede i stedet med, at man ligeså godt kunne omdøbe klubben til SC Finke. Og trænerens Freiburg-arv begrænser sig i dag heller ikke til spillet på banen. 1 1993 tog han initiativ til en udbygning og renovering af hjemmebanen, Schwarzwald-Stadion, dengang Dreisamstadion, så det kunne blive det første tyske stadion drevet af solenergi - historien går på, at Finke kun spiste Fairtrade-mærkede bananer og ved siden af trænergerningen engagerede sig i forskellige miljøvelgørende projekter.

I 2001 fik han tilmed klubben til at investere 90 millioner kroner i Freiburg Fussballschule, et talentakademi med lige dele fokus på fodbold og uddannelse, hvor nuværende Bundesliga-profiler som Matthias Ginter (nu Dortmund), Oliver Baumann (Hoffenheim), Daniel Aogo (Schalke 04) og Daniel Caliguiri (Wolfsburg) er kommet fra. Og med Finkes seksten år i klubben er kontinuitet ikke bare et buzzword i Freiburg, men en integreret del af kulturen og selvforståelsen.

Holdet med flest akademispillere

Det er de traditioner, som Streich er rundet og direkte inspireret af. Spillestilen læner sig kraftigt op ad konzeptfussball, Streichs cykelture må varme Finkes grønne hjerte, truppens gennemsnitsalder i sidste sæson var 24,9 år med elleve spillere fra Freiburger Fussballschule (iflg. CIES Football Observatory var Freiburg i 2014 det hold med fjerdeflest spillere fra eget talentakademi pr. kamp, kun overgået af  de tre store spanske klubber Barcelona, Athletic Club og Real Sociedad), og i hvilken som helst anden klub var træneren nok blevet fyret efter nedrykningen til 2. Bundesliga sidste sommer, men det blev Streich altså ikke.

Resultatet var en fejende flot sæson med 75 mål i 34 kampe og en direkte retur til tinderne af tysk fodbold. Nærmest som et ekko af Finke udtrykte Streich i et interview med Kicker i 2013 bekymring for de absurde mængder penge, der er i fodbolden:

“Sporten er i den grad truet. Jeg frygter, at vi en dag vil se kampe, der bliver afbrudt på grund af reklamer, eller at der bliver installeret kameraer i omklædningsrummene. Det er nærmest et mirakel, at fodbold fortsat inspirerer så mange millioner af mennesker, men jeg ved ikke, hvor længe det bliver ved.”

For at trække i den modsatte retning har Freiburg givet sig selv restriktioner på transfermarkedet, hvor de højst lader sig selv betale seks millioner euro for en spiller, mens alle kontraktbundne talenter på Freiburger Fussballschule får samme løn uanset alder eller niveau.

Fodbold er et teater, et smukt teater

Freiburgs profil i det tyske fodboldlandskab matcher byens politiske image. Første gang byen findes omtalt i historieskrivningen er allerede i 1008, og med sin placering som et centraleuropæisk vejkryds har Freiburg været frygtelig ramt af krige gennem tiden. I dag udmærker den sig dog som en universitetsby, hvor hele 30.000 af de 220.000 indbyggere er studerende, og som Tyskland mest miljøvenlige by.

Når Streich hopper på cyklen, er han således ikke kun en glad motionist. Solcellerne på Schwarzwald Stadion var heller ikke bare Fairtrade-Finkes fikse idé. Begge er et udtryk for en hel bys klimakamp.

I 2002 blev Dieter Salomon valgt til borgmester som den første fra miljøpartiet Die Grünen i en større tysk by.

Han har iscenesat Freiburg som et grønt åndehul, og i dag er byen kendt for deres bilfrie gader, solcelleproduktion og energibesparende huse. The Guardian skrev sidste år en artikel under overskriften  “Freiburg, Germany: is this the greenest city in the world?”

Det er selvfølgelig ikke sådan noget, der afgør kampe, men det er i det lys, at man må forstå fodboldklubben Freiburg som institution. Det er  på flere måder en klub, der tæt knyttet til sit lokalområde - helt modsat RB Leipzigs pankontinentale fodbolddrøm. Stadion- og trøjesponsoren Schwarzwaldmilch er et 80 år gammelt mejeri, der altid har ligget i eller omkring Freiburg, mens Freiburger Fussballschule kun hverver talenter fra lokalområdet, hvor de har dusinvis af mindre samarbejdsklubber.

Tidligere på sommeren sagde den nuværende klubpræsident Fritz Keller til Frankfurter Allgemeine: “Vi har et ansvar for at fortælle børn og unge, at det der sker nede på græsset er smukt, men det er ikke det virkelige liv. For tag ikke fejl: fodbold er et teater, et smukt teater, men det er ikke selve livet, og det er vores sociale opgave at påpege det.”

Gode regnskaber

Til AP har han også sagt, at en fodboldklub ikke er et legetøj, men et fællesskab med mange mennesker involveret, og det må man respektere, selvom det i moderne fodbold kan betyde ringere sportslige betingelser. Af samme interview fremgik det, at når Freiburg tjener én euro, tjener Bayern München hele otte. Dette folkelige perspektiv har gjort Freiburg til en velanset klub i hele Tyskland, og faktisk også vist sig som en bæredygtig forretningsmodel.

Klubben har præsenteret rekordgode regnskaber det seneste årti og solgte sidste sommer flere sæsonkort end nogensinde trods nedrykningen til 2. Bundesliga. Et nyt stadion med plads til 35.000 (11.000 flere end på det nuværende) i bydelen Wolfswinkel er derfor under konstruktion og forventes færdigt i 2019.

Freiburg fejrer Bundesliga-returen med en udekamp i Berlin mod Hertha på søndag, og runden efter venter den første hjemmekamp mod Gladbach.

Topscorer Nils Petersen

Lader man blikket glide ned over spillertruppen, er det svært at forestille sig, at Streich og co. ikke kommer til at kæmpe hårdt for at undgå en ny nedrykning, for selvom sidste sæson var imponerende, er det stadig et ufærdigt hold. For et år siden sagde Freiburg således farvel til hele otte stamspillere i Admir Mehmedi (skiftet til Bayer Leverkusen), Vladimir Darida (Hertha Berlin), Jonathan Schimd (Hoffenheim), Roman Bürki (Borussia Dortmund), Sascha Riether (Schalke 04), Pavel Krmas (Hradec Kralove), Oliver Sorg og Felix Klaus (begge Hannover 96). Det er spillere, som kun delvist er blevet erstattet - i hvert fald i Bundesliga-målestok.

Nils Petersen, der havde en nøglerolle under OL i Brasilien, får en fremtrædende rolle på Freiburgs mandskab i denne sæson. Foto: Paul Gilham/Getty Images

Nils Petersen, der havde en nøglerolle under OL i Brasilien, får en fremtrædende rolle på Freiburgs mandskab i denne sæson.

Foto: Paul Gilham/Getty Images

Nils Petersen, sidste sæsons topscorer med 21 mål og udtaget til den tyske OL-trup, skal ramme målformen. Den kreative midtbanespiller Vincenzo Grifo er værd at holde øje med, det samme er den norske tekniker Mats Møller Dæhli, der har et uforløst potentiale, mens den 31-årig defensive midtbanespiller Julian Schuster, som netop er blevet udnævnt til anfører, og forsvarsspilleren Christian Günter fra Freiburger Fussballschule bærer et tungt ansvar.

Streich plejer at spille 4-4-2 , men i weekendens pokalkamp mod Potsdam-klubben SV Babelsberg 03, som Freiburg vandt 4-0, forsøgte han sig med en 3-5-2. Det havde nok mest at gøre med, at hverken Marc-Oliver Kempf, Marc Torrejon og Manuel Gulde var til rådighed i forsvaret, men det kunne sagtens vise sig som et kærkomment alternativ for ellers normalt taktisk stædige Streich.

En almindelig mand i en ualmindelig verden

Finke abdicerede i 2007  med udsigten til en tredje sæson i streg i 2. Bundesliga. Afløseren blev Robin Dutt, der havde skabt sig selv et navn i 3. Bundesliga-klubben Stuttgart Kickers, selvom han endnu kun var i begyndelsen af 30’erne. Han førte Freiburg tilbage til Bundesligaen og blev i 2011 hentet til Bayer Leverkusen. Efterfølgende holdt tilknappede Marcus Sorg kun fem måneder i jobbet, inden Christian Streich blev forfremmet til førsteholdstræner i december 2011.

Det havde været oplagt at give ham en kort kontrakt for at se ham an som seniortræner, men Freiburg er en klub bundet sammen af tillid. Og det var netop, hvad Streich blev vist med en tre-årig aftale. Fem og et halvt år senere har han både været i Europa League (i 2013) og 2. Bundesliga med sit hold, men hverken større klubber eller en fyring har for alvor været på tale. For Streich er blevet til selve personificeringen af den freiburgske ånd: en almindelig mand i en ualmindelig verden.

Han blev en historie i de tyske medier, da det kom frem, at han foretrækker cyklen, da han opfordrede sine spillere til at stemme ved forbundsvalget i 2013 og da han leverede sin dundertale om flygtninge.

Men hvorfor egentlig? Af en eller anden grund kommer det altid som et chok, når fodboldspillere- og trænere fremstår som bare nogenlunde tænkende væsener med følelser og holdninger. Streich er således ikke bare en dygtig træner, han er også en påmindelse om, at artisterne i det verdensomspændende fodboldcirkus rent faktisk lever i den samme verden som alle os andre - ikke i en eller anden parallelverden med champagne i hanerne og skodder for vinduerne.

Derfor er en lille klub i midt i Baden-Württembergs sorte skove blevet til et forbillede. I en tid hvor landets fodboldtradition bliver kraftigt udfordret af nyrige klubber som RB Leipzig, FC Ingolstadt og TSG Hoffenheim, er Freiburg en formildende omstændighed for dem, der har det svært med, at forretningsmoguler bruger deres penge på fodbold i stedet for nyt tøj og større bryster til deres koner.

Topfoto: Alexander Schreuber/Getty Images

Pep-æraen er forbi - et nyt Ancelotti tager form i Bayern

Pep-æraen er forbi - et nyt Ancelotti tager form i Bayern

Bundesliga-podcast: Sådan får du fingrene i den her igen, Carlo

Bundesliga-podcast: Sådan får du fingrene i den her igen, Carlo