Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Wolverhampton - og The Italian Connection

Wolverhampton - og The Italian Connection

Henrik Larsen er tilbage med sin populære blog om Wolverhampton Wanderers. Klubben er hen over sommeren blevet solgt til kinesiske ejere og har fået selveste Walter Zenga som manager.

 

Af Henrik Larsen

Kig godt på billedet over denne artikel. Det er fra VM-slutrunden 1990. Det er 26 år siden. Walter Zenga er datidens udgave af Gianluigi Buffon. Masser af stil. Masser af hår. Meget mere end i dag.

Ham vender vi rigtig meget tilbage til.

Men først skal vi lige samle tråden i denne Wolverhampton-blog op. For siden sidst er der røget en manager; hentet to portugisere og en islandsk EM-helt til den tynde spillertrup. Samtidig er det organisationsmæssige set-up ændret ret markant, og der har såmænd været besøg af Benficas præsident til en udekamp. I Rotherham. Vi passerer en pædofili-sag og en række af mystiske managerudnævnelser. Og såmænd også gode gamle Peter Shilton. Velkommen til Wolves.

Slutdagene i juli var hektiske i Wolverhampton. Wolves var blevet en del af den kinesiske trend efter, at Fosun-gruppen havde købt klubben af Steve Morgan. Til de fleste tilhængeres ærgrelse startede de nye ejere med at fastholde den solide, sympatiske, men lidet karismatiske Kenny Jackett i managerrollen, og Jackett arbejdede derfor seriøst på at gøre holdet klar til den sidste test inden sæsonen – en hjemmekamp mod Swansea.

Walter Zenga under præsentationen som ny manager i Wolverhampton. Foto: Getty Images/Sam Bagnall.

Walter Zenga under præsentationen som ny manager i Wolverhampton. Foto: Getty Images/Sam Bagnall.

 

Sideløbende hermed begyndte den tætte kontakt til superagenten Jorge Mendes at blive synlig. Første fredag i august ankom to portugisere til klubben. Forsvarsspilleren Silvio fra Atletico Madrid (via udlejning i Benfica) og midtbanespilleren Brito Joao Teixara fra Benficas B-trup. Og noget overraskende kom der en islænding til, nemlig Jon Dadi Bodvarsson. Sidstnævnte mere købt på baggrund af sin indsats i EM-slutrunden end tiden i Kaiserslautern. Førstnævnte Silvio er en fremragende forsvarsspiller, der dog for det meste er skadet, så det overraskede ikke ret mange, at han blev skadet i en af sine første træninger, og derfor endnu ikke er til rådighed for Zenga. Den slags spillere kender vi alt for godt i Wolves.

Zenga og Bull

Jeg har i en tidligere blog beskæftiget mig med den seneste store Wolverhampton-legende Steve Bull. Bull der som spiller fra den tredjebedste række, kom med i den engelske til VM i Italien i 1990. Legendariske Bobby Robson var den engelske manager, der turde tage chancen med den uprøvede angriber, og i øvrigt manden bag Englands bedste VM-resultat siden 1966, da englænderne i den turnering fik en træls fjerdeplads, efter i semifinalen at have tabt på straffespark til det daværende Vesttyskland.

England tabte kampen om 3. pladsen til værterne fra Italien. Steve Bull kom ikke på banen. På banen var til gengæld en vis Walter Zenga – som målmand for de italienske VM-værter. I parentes bemærket stod Peter Shilton sin sidste landskamp for England i den modsatte ende – ham støder vi desværre på senere.

Det møde mellem Zenga og Bull, der ikke blev til noget i 1990, kan de to herrer nu passende tage over en pint Banks eller et glas barolo. I Billys Bootroom – den ganske hyggelige pub beliggende på Molineux Stadium i Wolverhampton.

Kenny Jackett røg ud i Wolves. Foto: Getty Images/David Rogers

Kenny Jackett røg ud i Wolves. Foto: Getty Images/David Rogers

For helt sensationelt er Walter Zenga blevet udnævnt som ny manager i Wolverhampton, da man ret uventet skippede Kenny Jackett . Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde over udnævnelsen af Zenga, men lad mig slå fast, at jeg var lidt skeptisk. Nej mere end det. Meget skeptisk.

Otte point i de første fire kampe og ganske seværdigt spil, har dog unægtelig dæmpet denne skepsis, men man er vel ikke vendelbo for ingenting, så lad os nu lige se tiden lidt an omkring Zenga.

Walter Zenga har snakket meget siden sin ankomst til det midtengelske, og måske handler det også om at benytte taletiden, mens han har den. I hvert fald er der et tydeligt karakteristika omkring Zenga’s 17-årige trænerkarriere: Korte ansættelser i mindre ligaer (15 i alt) – med mindre man betragter den rumænske ligaer som en af de større ligaer.

Retfærdigvis havde Zenga en vis succes i Rumænien hos Steaua Bukarest, men det ligger efterhånden en del år tilbage, og den succes blev ikke kapitaliseret til en succesfuld trænerkarriere i de større ligaer. Jovist har der været et par intermezzoer i Zenga’s italienske hjemland, men det har ikke resulteret i hverken stor succes eller lange ansættelser.

Fra Turner og frem

Med 15 ansættelser på 17 år er det eneste stabile ved Zenga vel næsten at vi ved, at vi ikke har ham så længe. Og så måske alligevel. For på en eller anden underfundig måde, falder udnævnelsen af Zenga fint i tråd med Wolverhamptons nærmest unikke evne til at foretage de uventede og særdeles overraskende – og tvivlsomme - managerudpegninger gennem de seneste 25 år. Nogle holdt meget kort, andre blev siddende for længe. Og afsendelsen af fyresedlerne og de efterfølgende ansættelser har udefra set sjældent været ret gennemtænkt.

Graham Turner. Foto: Getty/Chris Brunskill.

Graham Turner. Foto: Getty/Chris Brunskill.

Vi tager det lige lidt kronologisk. Da Sir Jack (se tidligere blogs på Mediano) i de tidlige 90’ere åbnede tegnebogen og begyndte at bruge løs af de 700 mio kroner, som eventyret med Wolves kostede ham, da hed manageren Graham Turner. I midtfirserne blev Turner hentet til Aston Villa, som det nye unge managerhåb, der skulle bringe The Villians tilbage mod den storhed, der historisk bl.a hed en sejr over Bayern Munchen i 1982 i Europa Cup’en for mesterhold.

Turner magtede ikke jobbet, og måtte ned i 4. Division til Wolves, som han så med taktisk dygtighed og forholdsvis få penge fik flyttet op i den daværende 2. Division. Her trådte Sir Jack til med spenderbukserne og gode spillere med 1. Divisionserfaring blev hentet ind – Kevin Keen fra West Ham og Geoff Thomas fra Crystal Palace til eksempel. Mere kuriøst blev også gamle Cyrile Regis hentet i netop Aston Villa. Folk på min alder – stadiet lige før demensen sætter ind – husker sikkert Regis fra hans tid i West Bromwich, hvor han var en vigtig angrebsbrik på det hold, der skrev sig ind i Tipslørdag-historien med en 5-3 sejr på Old Trafford en sen decemberdag i 1978.

Ja dén Cyrile Regis

Der var så lige 15 års forskel på den Regis, mange af os kan huske fra den kamp, og så ham der fik debut under Turner hos Wolves. Det kunne ses, og købet kom mest af alt til at ligne den slags køb, børn ofte kommer til at gøre i en slikbutik, når bedsteforældrene har givet frit slag: De køber, fordi de kan, uden helt at vide hvorfor, og uden at tænke på, om de kan lide det. Overført til Regis: Turner købte Regis fordi han kunne – 19 kampe og to mål senere blev han sendt videre, og 600.000 pund plus lønomkostningen var røget ud af lommerne på Sir Jack. Forhåbentlig fik Sir Jack ikke ondt i hverken mave eller tænder.

De mange spillerindkøb og manglende resultater kostede Turner jobbet i 93-94 sæsonen. Umiddelbart en beslutning omgivelserne accepterede – Turner var nok populær på grund af to oprykninger, men tilliden til ham var begyndt at smuldre – men hvad kom så i stedet?

Graham Taylor som England manager. Foto: Getty Images

Graham Taylor som England manager. Foto: Getty Images

Selveste Graham ”Do I not like that” Taylor. Manden der for Elton Johns penge førte Watford fra 4. til 1. Division og en tabt pokalfinale i 1984 (0-2 mod Everton). Via Aston Villa fik han det utaknemmelige job som engelsk landstræner, hvor han kvalificerede England til EM i 92 (hvis nogen husker den slutrunde) og kiksede kvalifikationen til VM i USA to år senere. Oddsene var svære, for England rådede vitterligt ikke over mange klassespillere i den periode, men forventningerne var som altid store, og Taylors eftermæle som landstræner blev hurtigt ret ”dummy-agtigt”.

Do I not like that

Særligt på grund af ”Do I not like that”-sætningen, der gang på gang blev gentaget i den fremragende ITV-dokumentar om Taylors tid som landstræner. Mener den stadig findes på youtube, og den kan sagtes måle sig med de bedste podcasts her på siden (hov, hov, Larsen, red..). Og tankevækkende at mekanismerne er de samme omkring Roy Hodgson 23 år senere.

”Do I not like that” var en meget brugt kommentar blandt Wolves-fansene, da Taylor overraskende blev udnævnt i marts 1994. Starten var såmænd lovende, og playoff-drømmen levede indtil 2. Påskedag det år. I forbindelse med en påsketur til London, var eksfruen lokket en tur med til Oxford, og efter den obligatoriske rundgang blandt de forskellige Universiteter i byen, stod den på bold på det gamle, nedslidte og pivkolde Manor Ground. Udekamp mod lille Oxford United – tre point i kufferten og så hurtigt videre, var min forventning. Og så er det ikke fedt at stå bag målet hos Oxford-tilhængere og konstatere, at vi var bagud 0-3 efter en halv time, og at Taylor absolut intet bud havde på taktiske ændringer undervejs. Den planlagte oprykning løb for første – men bestemt ikke sidste – gang ud i ingenting.

Med baggrund i en usvækket blind tillid fra Sir Jack brugte Taylor sommeren 94 – der hvor han burde have været til VM i USA – til at luge ud i truppen og bruge løs af Sir Jacks penge. 5 mio pund røg ud af kassen, og en række af Taylors gamle kæledægger fik kontrakt og en klækkelig lønpose for ulejligheden. I flæng kan nævnes den nærmest permanent skadede Tony Daley og Steve Froggatt fra Aston Villa samt Don Goodmann fra Sunderland. De to sidstnævnte bestemt med en vis spillemæssig succes – Daley det modsatte. Til gengæld har han- som manden der altid var skadet – haft ansvaret for den fysiske træning i Wolverhampton de seneste mange år!

Trods det ubetingede største budget i sæsonen 94-95 formåede Taylor kun at bringe holdet til playoff, hvor Wolves tabte semifinalen til Bolton, og allerede sæsonen efter var det slut med Taylor i klubben. Den generelle vurdering var, at tiden simpelthen var løbet fra hans metoder, men få år efter fik han såmænd flyttet Watford fra tredje bedste række til Premier League. I bund og grund bare så symptomatisk for Wolves.

Lige tilbage til playoffkampene mod Bolton. Samlet tabte Wolves 3-2. 2-1 hjemme blev udlignet af et 1-0 nederlag i Bolton. Og da udebanemål først talte efter forlænget spilletid, måtte man ud i 120 minutter, hvor Bolton scorede det andet mål. Et frygteligt nederlag for Wolves, der altid har haft det anstrengt med Bolton på både tilhænger- og spillerside. Og allermest frustrerende fordi Bolton i den første kamp måtte grave en reservekeeper frem til kampen på Molineux. Ud af gemmerne – til sin eneste kamp for Bolton – gravede man 45-årige Peter Shilton frem. Og selvfølgelig skulle han lige grave ungdomsformen frem og forhindre Steve Bull og andre fra yderligere scoringer den dag.

Storskrydende skotte

I stedet for Taylor hentede Sir Jack storskrydende Mark McGhee. Skotten, der som spiller var med på det Aberdeen hold en vis Alex Ferguson (før han blev Sir) førte  til triumf i UEFA Cup’en i 1983, så sig selv som en kommende arvtager til Sir Alex, og efter en managerstart i Reading – med en vis succes indrømmet – hentede Leicester ham til Premier League, hvor han ikke formåede at redde The Foxes fra nedrykning. Hvorfor Wolves betalte Leicester et millionbeløb for at frigive McGhee er for mig et af de største spørgsmålstegn blandt mange omkring managerudnævnelser i klubben.

Mark McGee. Foto: Getty Images

Mark McGee. Foto: Getty Images

Særligt fordi der på det tidspunkt gik en talentfuld manager rundt i Norwich på det tidspunkt, som Leicester hentede ind som afløser for McGhee – en vis Martin O’Neil, der på sit CV trods alt har relativt store succes’er. Senest med det irske landshold til EM.

Ikke bare i mine, men i de flestes øjne var McGhee en katastrofe som manager. Men ud over de heftige talegaver om egen fortræffelighed, havde han en anden vigtig egenskab, der forlængede hans tid i Wolves langt ud over det acceptable: Hans held. På det tidspunkt udkom der et fantastisk godt ”Fanzine” om Wolves, ”A load of Bull”, hvor den primære ankermand Charles Ross i efterårsudgaven i 1998, netop pegede på den egenskab hos McGhee. Wolves fik nemlig en forrygende start med fire sejre i træk mod særdeles overkommelige modstandere. Fodbolden var elendig, men sejrene skabte lidt ro, inden en elendig serie sluttede McGhees karriere.

Jones kunne vi godt bruge

Man kan godt argumentere for, at jeg er for hård i min vurdering af McGhee. Wolves kom trods alt igen i en playoff semifinale, men når min kritik her 20 år efter stadig er hård, er det fordi McGhee var med til at stoppe Sir Jacks pengeregn til klubben. Og helt forståeligt fordi McGhee spenderede vildt mange penge på helt ubrugelige spillere.

McGhees afløser – hans assistent Colin Lee – fik derefter den utaknemmelige opgave at føre Wolves ind i det nye årtusinde. En klub med et uforløst potentiale og en ejer, der berettiget var begyndt at tvivle på fremtiden.

Og så måske alligevel. Lige før jul i år 2000 skippede Sir Jack Colin Lee, og hentede i stedet den tidligere Southampton-manager Dave Jones ind i folden. På papiret et i alle henseender fornuftigt og godt valg, men alligevel en typisk Wolves-udnævnelse. Sagen var nemlig den, at Dave Jones havde været igennem en retssag, hvor han blev anklaget for seksuelle krænkelser af en række tidligere elever på et fritidshjem, hvor han arbejdede umiddelbart efter sin egen spillerkarriere.

Anklagerne tvang Jones væk fra jobbet i Southampton, men da retssagen begyndte, tog det ikke dommeren mange dage at konstatere, at sagen var pure opspind, og Jones nåede end ikke selv at vidne i sagen, inden han var frikendt. ”No smoke – no fire”, som dommeren udtalte det om sagen.

Få uger efter blev Jones præsenteret hos Wolves. Tradtionen tro åbnede Sir Jack pungen igen, og i Jones første fulde sæson, var der virkelig tegningen til noget stort. Jones havde en bred trup og det lignede længe en direkte oprykning sammen med Manchester City. Ja ved juletid i 2002 begyndte de evigt-optimistiske tilhængere at tale om oprykning allerede til påske. Et katastrofalt formdyk i slutningen af sæsonen betød endnu en tur i playoff – og det sædvanlige nederlag i semifinalen. Og værre endnu: Den direkte oprykning gik i stedet til West Bromwich – dem vi hader allermest.

Paul Ince i sin Wolves-tid. Foto: Getty Images/Professional Sport

Paul Ince i sin Wolves-tid. Foto: Getty Images/Professional Sport

Jones fortsatte dog på posten; hentede rutinerede Dennis Irwin og Paul Ince ind for en slik, og præstationskontrakter der ville noget: Oprykning var lig med en fordobling af ugelønnen på 10.000 pund til dem hver. De smilede begge på vej ned i banken, da sæsonen sluttede i maj 2003. For efter en lidt haltende start ramte Wolves pludselig formen efter jul, og fra baghjul kom man med i playoff, og sandelig om ikke forbandelsen blev brudt. Samlet sejre over Reading bragte Wolves til Cardiff og en helt igennem forrygende solskinsmandag. Sheffield United måtte lægge ryg til et nederlag på 0-3 og efter 19 år var Wolves tilbage, hvor vi hørte til, Premier League.

10 år for sent efter mine begreber, men det vender vi tilbage til ved en anden lejlighed. Det blev kun til en enkelt sæson i Premier League. De nødvendige forstærkninger blev ikke rigtigt købt, og selv om det blev til en meriterende 1-0 sejr over Manchester United – dagen før jeg blev 40 – rykkede Jones og Wolves ud igen, og Jones gjorde sig igen klar til livet i Championship.

Hoddle?! I krigerrækken?

Hvorfor han så han pludselig fik silkesnoren, har jeg aldrig helt forstået. Måske fordi han offentlig kritiserede klubbens manglende ambitioner økonomisk? I hvert fald var det farvel til den dygtige manager, der så efterfølgende førte Cardiff til en FA-Cup finale og gjorde det pænt i Sheffield Wednesday for små midler.

Og så troede man vel ikke, de kunne gøre det igen. Men sandelig. Endnu en gang overgik klubben sig selv, og udpegede Glenn Hoddle til manager. Endnu en tidligere landstræner. Ham der mistede jobbet for England, fordi han kom til at ytre sig om, at handicappede selv var skyld i deres handicap, da de sikkert havde opført sig dårligt i et tidligere liv! Manden som selv nærmest var Pirlo-agtig på banen, og som turde satse på en ung David Beckham og shortpassing fodbold på landsholdet. Den Glenn Hoddle udpegede man til krigerrækken over alle i fodbold, Championship. Mine venner kan bevidne at jeg kaldte den allerede samme dag, han blev udnævnt. Det er ikke kun efterrationalisering.

Glenn Hoddle i Wolves. Fioto: Getty Images/Bryn Lennon

Glenn Hoddle i Wolves. Fioto: Getty Images/Bryn Lennon

Der er egentlig ikke meget at sige om Hoddles korte tid i Wolves. Spillet var gudsjammerligt kedeligt og hans største aftryk var nok, at han krævede at banen på Molineux blev gjort større, så der blev bedre plads til Wolves-spillerne. Nå ja så ansatte han også brormand som scout. Han kom fra en tjans som brugtvognssælger..

Hoddle fandt ud af, at Sir Jack var blevet træt af at tømme tegnebogen, og valgte selv at trække sig før sæsonstarten i 2006 efter halvandet meget lange år i klubben. Så skulle man jo nok mene, at det der med at ansætte afdankede landstrænere var slut for Wolves’ vedkommende, men sandelig om ikke de kunne trække yderligere én frem. Denne gang dog fra Irland, idet Mick McCarthy trådte til. Her ramte man faktisk rigtigt, og sammen med Dave Jones er det de to bedste udpegninger, Wolves har præsteret de sidste 25 år. Jeg vender tilbage med McCarthy og i øvrigt også ham der Solbakken inden alt for længe.

En kinesisk beslutning

Udpegningen af managers er selvfølgelig en bestyrelsesbeslutning. Men klubbens CEO har selvfølgelig et stort ord at skulle have sagt. I den forbindelse har Jeff Moxey været en central figur i klubben i mere end 16 år. I sidste blog var jeg inde over Moxey, som jeg fortsat mener, har været en særdeles dygtig direktør for klubben. Nok ikke altid i managerspørgsmål, men Moxey skal ikke bebrejdes for udpegningen af Zenga. Det er et kinesisk anliggende. Moxey var manden, der satte ord på opbakningen til Jackett, og nu er Moxey i stedet i Norwich. Hans stilling er i stedet todelt, med en sportslig direktør og en kommerciel/administrativ direktør. Man kan så spørge, om det er den forfremmede Kevin Thelwell, der har sagt god for udnævnelsen, eller det i virkeligheden er hans nye højre hånd, Andrea Butti. Butti – også italiener – med en fortid som sportsdirektør i Monaco, og måske mere interessant mindre positioner i Zengas gamle italienske klub, Inter.

Tankevækkende er det i hvert at man ikke vælger det sikre kort, der var til rådighed: Steve Bruce. Manden, der om nogen er garant for en oprykning til Premier League, og som netop har forladt nyoprykkede Hull, fordi han ikke kunne få penge til forstærkninger.

Agentens overskudslager

De penge er der tilsyneladende i Wolves i dag. Men Zenga’s udpegning kan også hænge sammen med de førnævnte spillerindkøb. Er Wolves i virkeligheden ved at blive et overskudslager for Jorge Mendes’ klienter, og er Benficas præsident pludselig på besøg, fordi han ikke alene er kommet af med en skadesramt forsvarsspiller og en uprøvet midtbanespiller, men også forsøger at komme af med andre spillere fra overskudslageret. Den præmis om mindre indflydelse på spillerindkøb kender Zenga formentlig, og det kan meget vel være hans accept af præmissen, der har givet ham jobbet.

Nå det sidste var lidt sortseer-agtigt i en ellers sjælden optimistisk tid for Wolves. Zenga kom afsted med et fornuftigt uafgjort resultat i sæsonåbningen ude mod Rotherham, hvor Wolves var nede 0-2 og fik en mand udvist tidligt i 2. halvleg. Det blev fulgt op af en pligtsejr i en ligacup kamp mod Crawley inden sejre over Reading og Birmingham. At vi så var heldige med 0-0 mod Ipswich var såmænd blot en typisk Wolves-ting. Førnævnte Mick McCarthy har efter afskeden i Wolves huseret i Ipswich og heller ikke hans fjerde besøg på Molineux resulterede i et nederlag til ham. Men trods det resultat har Zenga såmænd allerede fået rosende ord i den lokale presse fra Steve Bull om sine taktiske evner, så måske bliver det i sæson Wolves endelig udløser potentialet. Så bliver det champagne i Billys Bootroom i stedet..

Som et allersidste PS i denne omgang, skal det lige med at det kinesiske indtog i Wolves har skærpet interessen fra Skysport. Pludselig er Wolves kommet op på listen med live-transmissioner, og det betyder at gruppen af charmerende velklædte yngre mænd på facebook- i dagligdagen forkortet til Danske fans af Wolverhampton Wanderers – holder fantræf på The Globe i København d. 1. Oktober. Efter en fælles frokost varmes der op med en forkamp, inden Wolves møder Norwich.

Så er interessen for denne fantastiske klub skabt hos dig kære læser, så kig forbi. Og nå ja forkampen er vel ikke helt uinteressant. Det er Tottenham mod Manchester City..

 

Foto: Getty Images/Bob Thomas

Historien om eventyret Huddersfield og Jürgen Klopps best man

Historien om eventyret Huddersfield og Jürgen Klopps best man

La Liga-klummen:  At debutere mod den bedste

La Liga-klummen: At debutere mod den bedste