Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Ægte kærlighed - Borussia Dortmunds rutsjebanetur

Ægte kærlighed - Borussia Dortmunds rutsjebanetur

De passionerede fans mente ikke, at en spiller til 8,5 millioner mark passede ind i et landskab, hvor tonsvis af arbejdspladser forsvandt. Og natten efter Matthias Sammers første optræden på Westfalenstadion brændte da også tusinder af bål, som stålarbejderne havde antændt i protest mod ledighedstruslen ...

Det følgende kapitel er et uddrag fra Rasmus Elgaards bog 'Weltklasse', der udkom i denne uge på Turbineforlaget.

 

Af Rasmus Elgaard, forfatter

Da Ottmar Hitzfeld i 1991 kom til Borussia Dortmund, var den lokale presse skeptisk. Klubben fra industribyen i det vestlige Tyskland var i sæsonen forinden havnet på en beskeden 10.-plads, og det kostede selvsagt træner Horst Köppel jobbet. Borussia Dortmund hentede i stedet en ung ’schweizisk’ afløser. Egentlig stammede Hitzfeld fra den tyske grænseby Lörrach, men mange tyskere anede slet ikke, at han var deres landsmand, selvom han i 1972 havde optrådt for det vesttyske OL-landshold. De så ham som schweizer.

Det var da også i nabolandet, at Hitzfeld havde spillet det meste af sin aktive karriere og som træner netop havde vundet to mesterskaber i træk med Grasshoppers. Men den schweiziske liga havde ingen status nord for grænsen, og den ukendte træner var blot 42 år gammel.

Skepsissen voksede, da Borussia Dortmund tabte 1-5 i Rostock og 2-5 til ærkerivalen Schalke 04 og efter fem spillerunder blot var nummer 15.

Hitzfeld var en disciplineret gentleman, der opererede med strategisk akkuratesse. Med matematiklæreren præsenterede klubben en ny trænertype, som rettede sin opmærksomhed mod at forbedre den spillemæssige substans.

Ottmar Hitzfeld (th) fejrer Champions League-triumfen i 1997 med Jürgen Kohler. Foto: Getty Images/Bongarts

Ottmar Hitzfeld (th) fejrer Champions League-triumfen i 1997 med Jürgen Kohler. Foto: Getty Images/Bongarts

Generalen, som Hitzfeld blev kaldt, satte sine rekrutter under pres og barren højt. Målsætningen om at komme tilbage til toppen og ud i Europa skulle stort set gennemføres med den samme trup, for Hitzfeld hentede blot Stèphane Chapuisat, som var en ægte schweizer.

Da sæsonen 1991/92 nåede sin legendariske afslutning, missede Hitzfeld lige nøjagtig sin første Bundesligatitel. 20.000 fans ledsagede holdet til Duisburg, og klokken 15.40 sparkede Chapuisat gæsterne i front. Borussia Dortmund var således mester indtil fire minutter før sæsonens afslutning, for klokken 17.12 steg Guido Buchwald i kampen mod Bayer Leverkusen til vejrs og sendte med hovedet bolden i mål, så VfB Stuttgart vandt mesterskabet.

Hitzfeld var lamslået. 20.000 fans stod i Duisburg med lige så knuste drømme som hundredtusinder hjemme i Dortmund.

Tre år senere, i 1995, stod Hitzfeld i den tilknappede trenchcoat på Westfalenstadions græsplæne med glædestårer i øjnene. Midt i vanviddet blev han trøstet af landsholdsspilleren Stefan Reuter. Borussia Dortmund var mester, Hitzfeld var mester. Borussia Dortmund havde endelig vundet sin første Bundesligatitel.

Det startede så godt

Ruhr-distriktet var oprindeligt arnested for hård industri og rendyrket arbejderkultur. Området indbød til minedrift, og Dortmund blev centrum særligt for stålindustri. Byen var også kendt for sin ølproduktion, og i midten af det 20. århundrede var der knap 30 bryggerier i byen, der blev Europas ølhovedstad.

Kun i Milwaukee i USA blev der brygget mere øl end i Dortmund. Fodboldklubben blev i 1909 indlysende nok opkaldt efter et af byens mange bryggerier, Borussia.

Mens både øl- og stålproduktion var på sit højeste, var Borussia Dortmund det samme. Klubben havde selvfølgelig fået adgang til den første Bundesligasæson - Bundesligaen blev etableret i 1963 - for i juni samme år havde klubben vundet sit tredje mesterskab efter sejr i det, der blev den sidste regulære mesterskabsfinale.

Borussia Dortmund gik ind til historiens første Bundesligasæson som favorit, og selvom den startede godt med Timo Konietzkas mål efter mindre end et minut af sæsonpremieren, det første mål nogensinde i Bundesligaen, måtte de forsvarende mestre nøjes med en fjerdeplads. Klubben nåede også blandt de sidste fire i mesterholdenes Europa Cup. I semifinalen tabte tyskerne dog til det, der blev kaldt ’La Grande’ Inter. Uagtet nederlaget var byen Dortmund nu blevet internationalt anerkendt for mere end stål og øl.

Det blev endnu bedre to år senere, da Borussia Dortmund kom i Europa Cup-finalen for pokalvindere, hvor modstanderen var Liverpool. Den 5. maj 1966 stod det klassiske tysk-britiske slag på Hampden Park i Glasgow. Borussia Dortmunds stærkt undertippede mandskab tvang opgøret mod de overlegne englændere ud i forlænget spilletid. I den løftede Reinhard ’Stan’ Libuda bolden 30 meter fra mål i en bue over den udfarende målmand, Tommy Lawrence, og fra stolpen sprang den hen på forsvareren Ron Yeats og derefter i mål. Borussia Dortmund vandt som det første tyske hold nogensinde en Europa Cup-finale.

Strabadserne i den europæiske turnering havde tydeligt sat sig hos de sort-gule, og det virkede som en taktisk fejlvurdering at satse på selvsamme mandskab, som havde triumferet i Glasgow, da Borussia Dortmund kort efter mødte 1860 München i Bundesligaens næstsidste runde. De udmattede spillere kunne intet stille op og tabte med 0-2 til mesterskabsrivalen.

Borussia Dortmund måtte nøjes med andenpladsen bag Münchens løver, men havde i Lothar Emmerich trods alt Bundesligaens målkonge.

Hør også Medianas podcast som optakt til Bundesligaen 2016/17:

 

Nedrykning og truende ruin

Utroligt var det efterfølgende fald for Borussia Dortmund. Blot seks år efter Europa Cup-sejren rykkede klubben ud af Bundesligaen og stod i 1972 foran en økonomisk ruin. Det absurde lavpunkt på banen kom, da Bayern München uden modstand nedlagde Borussia Dortmund med hele 11-1.

Stadionet Rote Erde, som var Borussia Dortmunds beskedne hjemmebane i de første Bundesliga-år, var for lille til at skaffe solide indtægter, og de bedste spillere måtte sælges for at få penge i kassen.

En anden grund til nedturen var den konservative indkøbspolitik. Flere spillere havde klubben allerede en aftale med, men i sidste ende kollapsede det på grund af et par tusinde mark, som andre klubber i stedet var villige til at betale. En tredje grund var, at Borussia Dortmund markedsførte succesen dårligt. Efter Europa Cup-sejren i 1966 kunne klubben have fået gode spillere for få penge, fordi klubnavnet i sig selv var dragende. Det skete ikke. Borussia Dortmund sakkede i stedet som områdets kriseramte kul- og stålindustri agterud og måtte ned i den næstbedste række.

Heldigvis blev byen Dortmund tildelt et værtskab ved VM i 1974. Westfalenstadion blev bygget klos op ad det tidligere hjem, Rote Erde, og tiltrak et enormt publikum. Arenaen blev opført, selvom Borussia Dortmund tumlede rundt i Regionalligaen. Først efter fire triste år i den returnerede klubben i 1976 til Bundesligaen.

Det første højdepunkt kom i 1989 i den tyske pokalfinale. Med Frank Mill og Norbert Dickel, der siden blev stadionspeaker på sin gamle hjemmebane, som fortryllende frontduo var de sort-gule Werder Bremen overlegne i finalen.

23 år efter Borussia Dortmunds seneste titel var pokalen en kærkommen fryd for arbejderfolket. Efter årtier med resultater så middelmådige som områdets levestandard lignede det tegningen til en ny stor epoke.

MARK STRUDAL
Født: 29.4.1968 - Position: angriber
Bundesliga: 12/1 for Borussia Dortmund (1989) - Landskampe: 9/3

»Vi vandt pokalen i 1989, men jeg fik ikke spilletid, for på det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at skifte og havde meldt det ud til klubben, så jeg var ikke udtaget blandt de 18 spillere. Jeg sad bare på tribunen. Det er selvfølgelig en stor begivenhed, men jeg havde et ambivalent forhold til den, fordi jeg ikke følte, at jeg var delagtiggjort og var allerede tankemæssigt videre med et nyt eventyr. Men byen var på den anden ende i en hel uge. Det var helt sindssygt. Pokaltitlen var med til at kickstarte Dortmunds muligheder og hæve klubbens ambitionsniveau og selvtillid.

Jeg havde haft muligheden for at komme til Bayern München, men jeg valgte i sin tid Dortmund, fordi jeg bedre kunne identificere mig med en arbejderklub og et arbejderområde, end jeg kunne med Bayern München. Dortmund var en klub på vej frem og var på det tidspunkt i en stor genopbygningsfase.

Det var en kæmpeoplevelse, for jeg kom ud som 19-årig og stod på egne ben i et fremmed land. Det var ikke et miljø for opkomlinge og en bonderøv fra Danmark. Det var et stenhårdt, elitært miljø. Flere af spillernes løn var bonusrelateret, så de fik kun hyre, når de spillede eller var udtaget til truppen, så man kan næsten regne ud, hvordan den ugentlige træning var ren overlevelse.

Frank Mill fra perioden, da han var kongen af Dortmund. Foto: Getty Images/Clive Brunskill.

Frank Mill fra perioden, da han var kongen af Dortmund. Foto: Getty Images/Clive Brunskill.

Jeg blev selv udsat for benhård skoling eller hærdning, eller hvad man nu vil kalde det. Jeg blev hele tiden smasket ned til træning af de to samme forsvarsspillere, Bernd Storck og Alexander Conrad, indtil jeg fandt ud af, at de to var mere eller mindre i lommen på Frank Mill. De var ligesom hans to lakajer. Hver gang jeg blev smasket ned af dem, smaskede jeg så Frank Mill ned, og efter noget tid var der så ikke mere. Frank Mill, der var i sin karrieres efterår, var efter mig, fordi jeg var arvtager, når han ikke kunne mere. Der var ikke den store harmoni mellem os fra starten. Det var øje for øje og tand for tand, survival of the fittest. Sådan var det bare.

Horst Köppel var en okay træner, han ville gerne have mig og var glad for mig som ung angriber, der kunne komme og skabe noget konkurrence i truppen. Men til gengæld turde han ikke sætte sig op mod Frank Mill, som styrede klubben og medierne omkring Dortmund på det tidspunkt. Han var som landsholdsspiller den, der havde den direkte kontakt til Bild Zeitung og andre aviser. Han kunne sætte rigtig mange dårlige ting i omløb, så han havde kæmpeindflydelse, også på cheftræneren.

Der var ingen tvivl om, at jeg var bedst under træningen, men han turde simpelthen bare ikke sætte mig på og hive Frank Mill ud. Det havde jeg så et møde med ham om, og så var det, at jeg ville væk. Jeg var frustreret og gal. Han syntes jo omvendt, at jeg var ung og uerfaren, når jeg kunne sige sådan og ville skifte væk fra en klub som Dortmund. Köppel sagde til mig, at jeg skulle have tålmodighed, så ville jeg også komme til at spille, men her og nu kunne jeg ikke få pladsen. Men det var bare ikke nok for mig, for hvis du ikke var stamspiller i din klub, kunne du ikke komme i betragtning til A-landsholdet. Det gjorde, at jeg tog min beslutning, da Ottmar Hitzfeld ringede fra Grasshoppers i Schweiz. Det var derfor, jeg kun var en sæson i Dortmund.

De italienske forbindelser

Byen Dortmund var under stærk forandring, og de gamle minearbejdere havde svært ved at omstille sig til det moderne servicesamfund, hvorfor der var stor arbejdsløshed i området. Den økonomiske krise strakte sig langt ind i 1990’erne.

Borussia Dortmund blev i midten af det årti stadig betragtet som synonym med tradition og den rene fodbold. Men bag den gamle facade havde der i de seneste år rejst sig en mastodont i underholdningssektoren. Klubben virkede som et smart, restaureret hus, hvor facaden stod fra de gamle dage, mens indretningen var sober og moderne.

Klubben blev i 1990’erne omdannet til en kommerciel virksomhed, der blev drevet af tre slipseklædte mænd. Advokat Gerd Niebaum var præsident, og økonomen Michael Meier sad som manager. Med Ottmar Hitzfeld ansatte duoen en træner, der virkede så alvorlig, at han næsten ikke hørte hjemme på en fodboldbane.

I foråret 1993 så fansene det hidtil dyreste Bundesligaindkøb, Matthias Sammer, som den nye attraktion i oplevelsesparken Westfalenstadion. Landsholdsspilleren vendte efter blot få måneder hjem til Bundesligaen, da han aldrig fandt sig til rette i Italien. Mange mistænkte dog klubben for at bringe en total fremmed ind i eget hus, der tidligere havde været domineret af arbejdertyper som Dieter Kurrat, Wolfgang Paul og Hans Tilkowski, hvis ærlige arbejde i 1966 gjorde Borussia Dortmund til den første tyske vinder af en europæisk titel.

Matthias Sammer i Champions League-finalen 1997 mod Juventus. Foto: Getty Images/Popperfoto

Matthias Sammer i Champions League-finalen 1997 mod Juventus. Foto: Getty Images/Popperfoto

Sammer blev eksemplet på balancegangen mellem populisme og milliongage. Ugeavisen Welt am Sonntag mente, at klubben med millionaftalerne mistede sin uskyld.

8,5 millioner mark betalte Borussia Dortmund til Inter i den mest spektakulære handel, en tysk klub nogensinde havde foretaget. Klubben forklarede det som normal procedure, og præsident Niebaum kaldte det for en stigning i klubbens anlægsaktiver.

Sætninger, der stammede fra årsrapporten, blev blomstrende sprogbrug hos lederne, mens fansene ikke forstod et kvæk. For dem rakte det i første omgang, at Niebaum, Meier og Hitzfeld trods alt ikke fejrede megakontrakten med champagne, men med et glas øl.

Med Sammer på holdet lykkedes det at nå finalen i UEFA Cup'en i 1993. Modstanderen fra Juventus var dog så overlegen, at det resultatmæssigt ikke blev mindeværdige finalekampe. Men det blev økonomisk set et vendepunkt. Borussia Dortmund tjente efter et særligt bonussystem en formue på turen i Europa, og præsident Niebaum fik den idé at hente flere udvandrede landsholdsspillere tilbage til Bundesligaen.

Særligt stjerner fra Italien blev fragtet til arenaen ved Strobelallee i en tid, da penge pludselig ikke syntes noget problem for ledelsen. Klubben samlede en dyr trup og hentede helst spillere, som allerede havde tjent deres penge i lireparadiset, og med dem byggede Borussia Dortmund et arsenal op, der skulle gøre klubben til Bayern Münchens permanente rival.

»Italienske forbindelser,« kaldte manager Meier det.

Milliontruppen blev udråbt som en medfavorit til mesterskabet i 1994/95, og de sort-gule virkede da også bedre end den forsvarende mester fra Bayern München.

Tre knæ, et klædeskab og et babyangreb

Den geniale forsvarsspiller Matthias Sammer forårsagede næsten en majestætsfornærmelse, da han udfordrede opfattelsen af, hvem der var tidernes bedste libero. ’Kejseren’ Franz Beckenbauer eller rødtoppen selv. Ved hans side satte den granvoksne brasilianske manddækker Julio César nye standarder for Bundesligaforsvarere. Den modebevidste brasilianer gik under tilnavnet ’det mørke klædeskab fra Sao Paulo’.

Han opnåede ikke respekt hos modstanderne gennem hårde tacklinger og frispark, men med overblik og teknisk brillans. Beckenbauer noterede sig i den lokale presse:

»Denne mand er for Borussia som at vinde i lotto.«

Særpræget var også den offensive magiske trekant med Stèphane Chapuisat og Karl-Heinz Riedle i forreste geled, der optrådte, som var de tvillinger, og som duo producerede mål. Bag dem lå Andreas Möller, der optrådte med raffinement. Men der var endnu en angriber, der fra tid til anden pressede Riedle ud på bænken og syntes at være i sit livs form.

Fra sæsonstarten i 1994/95 vendte den danske europamester Flemming Povlsen efter sin første korsbåndsskade tilbage med klassepræstationer og mål. Hele Bundesligaen misundte Borussia Dortmund Chapuisat, Povlsen og Riedle, og træner Ottmar Hitzfelds rotationssystem gav den rette interne konkurrence.

Schultz, Poschner og Povlsen. Foto: Getty Images/Bongarts

Schultz, Poschner og Povlsen. Foto: Getty Images/Bongarts

Povlsen pådrog sig i september 1994 dog endnu en korsbåndsskade, den anden inden for 18 måneder. Først var det danskerens højre knæ, denne gang hans venstre. Det kostede et halvt års pause, og angrebstrioen var skrumpet ind til en duo. Selv uden danskeren skød Borussia Dortmund sig overlegent til titlen som Herbstmeister efter blot et nederlag i efteråret.

I marts 1995 gik det dog galt igen. På Borussias baneanlæg blev der leget og leet, men pludselig lød der et skrig, der rystede selv hegnet omkring træningsbanen. Chapuisat krummede sig sammen og holdt i smerte om sit ene knæ. Assistenttræner Michael Henkes ansigt var blegt, for han var klar over følgen af en kollision med schweizeren. I det populære spil ’fem mod to’ var Henke stødt sammen med angriberen og havde ramt ham med et strakt ben. Den dystre prognose kom senere på eftermiddagen. Chapuisat havde ødelagt et korsbånd.

Ulykkerne fortsatte med at ramle ned over klubben, for et par måneder senere på træningsbanen faldt også Riedle sammen som ramt af lynet. Det stod hurtigt klart, at også den tredje angriber havde pådraget sig en korsbåndsskade.

Borussia Dortmunds angrebsbid havde fået slået alle tre tænder ud. I stedet for Povlsen, Chapuisat og Riedle udpegede Hitzfeld et babyangreb med talenterne Ibrahim Tanko og Lars Ricken til de afgørende spillerunder.

Borussia Dortmund udkæmpede et tæt slag med Werder Bremen og var blot et point efter nordtyskerne inden sidste spillerunde, hvor der var lagt op til en intens afslutning som i 1992.

Borussia Dortmund sejrede på sidste spilledag med 2-0 over Hamburger SV foran et begejstret publikum på Westfalenstadion og flere end 50.000 på Friedensplatz foran byens rådhus, hvor de fulgte kampen på en storskærm. I München vandt de detroniserede mestre fra Bayern samtidig med 3-1 over Werder Bremen.

Efter 32 lange års venten blev Borussia Dortmund igen tysk mester, denne gang for første gang i Bundesligaen. Kun afskeden med den vellidte Povlsen var vemodig, men danskeren, der sluttede sin karriere på grund af knæskaden, lovede:

»Jeg tager et stykke af Dortmund med hjem.«

Flere end en halv million, eller snarere en hel by, fyldte gaderne i et dagslangt jubelvanvid. Og selv mestertræneren Hitzfeld, den tyske schweizer, havde besvær med at holde på glædestårerne.

Bitter duel med Kejserens drømmehold

Borussia Dortmund købte op til sæsonen 1995/96 igen dyrt ind. Indkøbslysten var så stor og efterhånden også accepteret af hjemmepublikummet på Westfalenstadion, at det indimellem udtrykte sarkastisk hån mod en svagere modstander:

»Hvis vi vil, kan vi købe jer!«

Borussia Dortmunds ledelse havde indledt en kold krig mod Bayern München. Den handlede ikke blot om harmløse verbale skærmydsler, men om, at de tyske rekordmestre sværmede om flere af rivalens spillere, hvilket førte til løneksplosioner. Avisen Süddeutsche Zeitung forsøgte at udspørge selveste ’kejseren’ Franz Beckenbauer om, hvorvidt Bayern München bevidst forfulgte en strategi, der gik ud på at drive Borussia Dortmund ud over den økonomiske kant. Avisen modtog kun veltalende bortforklaringer.

Mens dramaet stod på i kulissen, fortsatte holdet med at løbe ind i skader, og den planlagte stamformation blev kun sjældent foldet ud i løbet af det andet sæsonhalvår. Dilemmaet blev klart demonstreret i kvartfinalen i Champions League, hvor Ajax på Westfalenstadion gav tyskerne en bitter lektion. De dominerende hollændere vandt 2-0 og gjorde returkampen til blot en obligatorisk opgave.

I Bundesligaen forsvarede Borussia Dortmund sig fra dag til dag, men resultaterne var ikke ret gode. Den store konkurrent fra München mistede også værdifulde point og blev derved holdt på afstand. I udekampen i marts 1996 hos VfB Stuttgart hentede Borussia Dortmund lidt opmuntring.

»Chappi er tilbage,« råbte de 5.000 medrejsende fans på Gottlieb-Daimler Stadion, mens de undrende kiggede på den måltavle, der fortalte dem, at deres hold havde vundet med 5-0.

Stèphane Chapuisat, der efter sin knæskade havde haft store problemer med at finde sin gamle form, bidrog to gange til måltavlens glans.

I de følgende uger kunne begge tophold ikke finde den beslutsomhed, der havde gjort efteråret så storartet. I München måtte træner Otto Rehhagel tilmed forlade sin trænerstol. ’Kejseren’ selv tog naturligvis over.

Beckenbauers tropper blev i næstsidste runde sendt til tælling af Schalke 04, og med den uventede hjælp fra rivalen kunne Borussia Dortmund i Bayern Münchens egen hule på det olympiske stadion sikre sig mesterskabet. Her holdt også 1860 München til, og det ene point mod ’løverne’ var rigeligt til et forsvar af mesterskabet.

»Det er ikke noget berusende mesterværk, for vi har i anden halvdel af sæsonen vist for mange svagheder. På den anden side var viljen vores styrke,« sagde træner Ottmar Hitzfeld.

Fansene var ligeglade. De nød den anden ligatitel inden for 12 måneder.

FLEMMING POVLSEN
Født: 3.12.1966 - Position: angriber
Bundesliga: 187/39 for FC Köln (1987-90), B. Dortmund (1990-95) - Landskampe: 62/21

Skaderne i 1994/95 tyngede holdet, men det var ikke på noget tidspunkt ved at gå i stykker. Det var en fantastisk trist periode, at man havde tre angribere ude med korsbåndsskader. Og alle tre med en vis tyngde. Men det kendetegnede klubben, at selv de nakkedrag, man kunne få, fik man lukket ned for med kollektiv energi. Jeg var med i starten og til slut, men særligt, da jeg var skadet, fik jeg virkelig at vide, hvad jeg havde betydet for klubben. Præsidenten var ude at sige, at der her mesterskab tilegner vi Flemming, og jeg var den første, der fik lov til at løfte det flotte fad, da vi skulle vise det frem inde på rådhuspladsen. For mig var det et bevis på, at jeg havde været med til at løfte den klub, og at den havde sat pris på det.

Da jeg kom derned, måtte man kun have to udlændinge på holdet. Pludselig blev der åbnet op for, at der måtte være flere. Det benyttede Dortmund sig også af, selvom klubben var bevidst om, at man ikke bare kunne smide en masse udlændinge ind, for det ville være at bevæge sig for langt væk fra rødderne. Der har altid været et meget fintfølende forhold mellem klubben og tilskuerne. For mig var det også et lykketræf at komme et sted hen, hvor fanskaren godt vidste, at hårdt arbejde og ærlighed blev værdsat. Selvom jeg i perioder ikke scorede så meget, var jeg stadigvæk en elsket spiller, for de mistede aldrig tanken om den hårdt arbejdende spiller.

Den dag man ikke løber igennem efter en bold, man måske synes er tabt, får man dog også en pibekoncert. Den gule mur er givende, men den er også krævende. Jeg kan huske, at der var en periode, hvor vi ikke vandt, og så var der 25.000, der råbte: »Ottmar, hol den Knippel raus!« som betyder: Ottmar, tag kniplen frem! Altså at han skulle slå os i gang. Jeg kan huske det endnu. Det er et fantastisk sted og en god opbakning, men man skal ikke tage fejl af, at de også har krav til spillerne. Det er kærlighed, men ikke bare betingelsesløs kærlighed. Der skal også noget den anden vej.

Hitzfeld var en mand, der kom ind og fik styr på tingene. Det første, der faldt i ørerne og øjnene på mig, var, at han kom ind og fjernede vores bearnaisesauce, pomfritter og cola ved maden. Jeg tænkte: »For satan også, hvad sker der her?« Men han kom ind med nogle nye tiltag og var en træner, der egentlig overlod meget til spillerne. Han fik også købt nogle stærke spillere til klubben, som var færdigudviklede. Det kendetegnede ham, at han var god til at have færdigudviklede spillere i sin trup, og at han kunne styre dem. Jo flere færdige spillere han fik ind på holdet, jo bedre blev holdet.

Det var i 1991/92, det hele startede. Vi spillede godt under Hitzfeld med et hold af mest ukendte spillere og var meget uheldige med ikke at blive tyske mestre, da Stuttgart scorede fire minutter før tid i sæsonens sidste runde. Men vi græd ikke, for vi havde ikke selv haft det i hænderne. Men man kom tættere på fornemmelsen af at kunne vinde noget, og det skabte lidt mesterskabsstemning.

Vi vandt ikke, men det var imponerende, hvordan vi alligevel blev modtaget dagen efter på rådhuspladsen. For fansene var det som at fejre mesterskabet, fordi de ikke havde prøvet det gennem så mange år. Bare det at dufte til det var nok til at få alle folk på gaden. Generelt siger man i Dortmund, at hvis man tænder lyset på stadion en mandag aften, kommer der 10.000 bare for at se, om der sker noget. Det er deres tilgang til det

Arbejderne som Europas konger

Den største triumf i klubbens historie lå ikke just i luften. De forsvarende mestre indkasserede i 1996/97 hele ni nederlag, heraf seks af dem i anden halvdel af sæsonen. Den stjernespækkede trup med den nye tilføjelse Paulo Sousa, der kom fra Champions League-indehaverne Juventus, spillede den svageste forårssæson i de seks år under træner Ottmar Hitzfeld.

- Den selvtillidsfulde, men ofte ikke helt friske trup havde gradvist taget afstand fra dens mesterlige skaber Hitzfeld og blev delt i smågrupper og holdt dybest set kun sammen på grund af ekstreme succesoplevelser, analyserede avisen Die Zeit.

Ottmar Hitzfeld. Foto: Getty Images/Christof Koepsel

Ottmar Hitzfeld. Foto: Getty Images/Christof Koepsel

Spillet under Hitzfeld blev præget af en vis nøjsomhed, og ingen legemliggjorde dette bedre end den 20-årige Lars Ricken, der med sin destroyerstil var mand for de afgørende mål i Champions League. Talentet afgjorde da også semifinalen i april 1997 mod Manchester United, hos hvem stjernen Eric Cantona måtte bøje sig for en anden storspillende aktør.

»Jürgen Kohler, Fußballgott,« råbte Dortmunds fans fra de nordengelske tribuner ned mod forsvareren, som tog sig strålende ud i en tete-a-tete med den franske celebritet.

Træner Hitzfeld havde som i Bundesligaen fastlagt sit hold ud fra strenge taktiske overvejelser. Det gjorde han også op til Champions League-finalen den 28. maj 1997 mod Juventus på Münchens olympiske stadion. Foran liberoen Matthias Sammer havde Hitzfeld denne gang valgt de to markører for at lukke ned for italienerne.

Borussia Dortmund kom under et massivt pres, og de netop genkronede italienske mestre lod både bold og modstander løbe. Især på midtbanen havde Torino-klubben overtaget, for tyskerne kunne ikke holde styr på den fodboldgeniale franskmand Zinedine Zidane.

Men med to mål fra Karl-Heinz Riedle omkring den halve time chokerede tyskerne alligevel favoritten, og da Zidane siden ramte stolpen, og Christian Vieri fik et mål underkendt, anede Borussia Dortmund en sensation.

Efter pausen lod Sammer sit forsvar møde italienernes pres alt for sent. Da Juventus med Alessandro Del Piero havde bragte en tredje angriber i spil, måtte den stærkt spillende Stefan Reuter også tage plads i forsvaret, men forhindre et hælmål fra troldmanden Del Piero kunne end ikke han, og 2-2 syntes som den naturlige følge af reduceringen.

Hitzfeld reagerede med en indskiftning, og Dortmund-drengen Ricken havde blot optrådt på plænen i få sekunder, da Andreas Möller sendte ham i dybden med en fortræffelig stikning. Ricken kiggede kort op og løftede derefter fra næsten 30 meter bolden over målmand Angelo Peruzzi og ind i det italienske mål, næsten som en kopi af Reinhard Libudas bedrift mod Liverpool i 1966.

Borussia Dortmund vandt som det første tyske hold Champions League under turneringens nye navn, og da Schalke 04 samtidig vandt UEFA Cuppen, sad Ruhr-distriktets arbejdere på hele den europæiske trone.

Fra verdenstoppen til afgrunden

Da Ottmar Hitzfeld i december 1997 i Japan også så sit hold vinde den interkontinentale klubtitel, var det i en ny og kortvarig stilling som sportsdirektør.

Den største lykke besad den lille italiener Nevio Scala, som indtil da ikke havde haft meget at more sig over som afløser for Hitzfeld. Scala havde på syv år formet den italienske provinsklub Parma til en europæisk topklub. I Tyskland fandt træneren dog ikke megen succes, og Scalas myndighed faldt for hvert nederlag, og landsholdsspillerne Stefan Reuter og Jürgen Kohler brølede så højt ad italieneren, at det stod i de fleste aviser den næste dag.

Den indflydelsesrige Andreas Möller betegnede forskellen mellem forgængeren Hitzfeld og Scala med bemærkningen:

»Dertil kan man jo bare se på tabellen.«

Med sejren på 2-0 over brasilianske Cruzeiro på det olympiske stadion i Tokyo var Scala allerede inden hjemflyvningen i den syvende himmel. Men i den følgende Bundesligahverdag falmede den herlige VM-titel hurtigt, og Scala måtte et halvt år efter mere eller mindre frivilligt forlade sin plads i trænerstolen efter en beskeden midterplacering.

Nedturen kom snigende allerede inden klubbens højdepunkt i Champions League-finalen i 1997, for også træner Hitzfeld havde da mistet agtelse. Spillerne frygtede for deres levebrød, da Hitzfeld annoncerede, at han ville erstatte flere af stjernerne for at ruske op i hierarkiet og øge sulten.

Spillere som Reuter, Steffen Freund og den trofaste Hitzfeld-kritiker Matthias Sammer fik på regelmæssig basis lov til at himle op om taktik og træning uden efterfølgende reprimande fra ledelsen, og derved kunne spillerne afvikle deres succestræners autoritet.

Bekostelig brasiliansk brillans

Det var to dage før jul i 2003. Det virkede, som om Borussia Dortmunds tætpakkede pressemøde signalerede begyndelsen til enden. Men måske var det snarere begyndelsen til begyndelsen. Det var ikke til at se den tågede juledag...

Det var chokerende tal, som Süddeutsche Zeitung og Kicker havde lagt frem dagen forinden. De to medier havde offentliggjort tal fra det børsnoterede selskab bag fodboldklubben Borussia Dortmund. Tre år efter klubbens børsintroduktion havde ledelsen brugt stort set alle penge.

I oktober 2000 gik Borussia Dortmund som den første og eneste tyske fodboldklub på børsen. Aktierne blev flittigt solgt og indbragte klubben omkring 150 millioner euro.

Den hurtige investeringspolitik i årene derefter havde allerede opslugt millionerne, klubbens stadion var solgt til leasingselskabet Molsiris, en leverandøraftale med Nike på 38 millioner euro var allerede indkasseret, selvom aftalen endnu ikke var trådt i kraft. Klubledelsen optog lån, og de sidste pengereserver forsvandt gennem obskure forretninger.

Mistænkeligt var det også, at klubben måneden inden pressemødet kunne præsentere en rekordomsætning på 162,3 millioner euro, men blot et beskedent overskud på tre millioner.

Klubbens forretningspolitik mindede et udvalgsmedlem om en mand, der sprang ud fra taget af en skyskraber og ved hver etage sagde: ’Indtil nu går alt godt’.

To dage før hjerternes fest belærte den administrerende direktør Gerd Niebaum og manager Michael Meier med forstenede miner den fremmødte presse om, at påstandene var overdrevne, irrelevante og usande. Klubben var ikke ved at gå konkurs, den var kernesund, mente ledelsen.

Et år senere var realiteten en anden. Luften var sivet ud af klubben, og gælden var på mere end 100 millioner euro. I februar 2005 bekendtgjorde klubben, at den var i en eksistenstruende situation.

Matthias Sammer mellem Michael Meier og Gerd Niebaum. Foto: Getty Images/Christof Koepsel

Matthias Sammer mellem Michael Meier og Gerd Niebaum. Foto: Getty Images/Christof Koepsel

Kort før selve børsintroduktionen var Matthias Sammer blevet ansat som træner efter at have stået i mesterlære hos selveste Udo Lattek, og han skulle forsøge at konsolidere holdets position. Det lykkedes i den første sæson med en vis rimelighed, da holdet i 2000/01 sluttede lige uden for den dramatiske mesterskabsduel mellem Bayern München og Schalke 04.

Afgørelsen på mesterskabet i 2001/02 trak ligeledes ud og kom først 16 minutter før afslutningen på sæsonen. Allerede før tredjesidste spillerunde havde præsident Niebaum ellers placeret mesterskabstrofæet.

»Jeg lykønsker Bayer Leverkusen med titlen,« sagde han.

Bayer Leverkusen havde et forspring på fem point og 16 mål, så at sige seks point, ned til mesterskabsrivalen med tre runder tilbage af sæsonen. I de to næste runde vandt Borussia Dortmund dog begge gange, mens Bayer Leverkusen tabte sine to opgør.

Det lykkedes for Paul Stalteri at ryste Borussia Dortmunds selvtillid i sidste runde på Westfalenstadion, der var proppet til bristepunktet. Arenaen emmede af festrus, og de færreste forstod, hvordan canadieren havde den frækhed at ødelægge den med sin scoring for Werder Bremen.

Den tjekkiske skyskraber Jan Koller sørgede trods alt for mållighed, inden de to hold byttede banehalvdel. Scoringen fik stemningsbarometeret til brat at stige, og fodboldtemplet brød ud i ekstase, da brasilianeren Ewerthon slog til 16 minutter før tid og scorede til 2-1.

Træner Sammer var hovedansvarlig for i sin første sæson at føre klubben tilbage til Champions League, og det krydrede han året efter med et mesterskab og blev i en alder af 34 år den yngste mestertræner gennem tiderne.

På banen gav den letbenede fodboldkomponist Tomas Rosicky med tilnavnet ’Lille Mozart’ og tometergiganten Koller ofte modstanderne uløselige problemer. Den tjekkiske duo fik sambahjælp, da fire brasilianere også optrådte på mesterholdet, herunder topscorer Márcio Amoroso.

Reddet fra kollaps i sidste øjeblik

Midt i al euforien over klubbens uventede mesterskab nødsejlede den økonomiske del af Ruhr-flagskibet rundt i et hav af problemer, som både var selvforskyldte og et udslag af en generel finanskrise. I midten af 1990’erne var tysk fodbold ramt af en massiv gældsbyrde, som truede eksistensen hos flere klubber. Det hjalp heller ikke på deres virke, at amatørspilleren Jean-Marc Bosman gennem EU fik afskaffet transfersummer på kontraktfrie spillere og dermed ændrede fodboldforretningen radikalt.

Da det samlede gældsbjerg mod slutningen af århundredet nærmede sig milliardgrænsen, reddede en tv-aftale med Kirch Media Bundesligaen fra det totale kollaps. Ingen kunne forudse, at luften hastigt sivede ud af redningskransen, men man måtte i stedet grusomt erkende det, da forretningsmanden Leo Kirchs hjertebarn i foråret 2002 måtte indgive konkursbegæring. Da medieimperiet styrtede sammen, kom 40 procent af ligaens samlede indtægter fra tv-aftaler, de fleste fra Kirch-gruppen.

Bundesligaen var truet af bankerot, og krisen ramte alle klubber med brutal styrke, og dermed også Borussia Dortmund, der samtidig led under børskrakket som følge af terrorangrebet på World Trade Center. Selvom traditionsklubbens situation var relateret til Kirchs konkurs, børskrak og den generelle finansielle krise i europæisk fodbold, faldt kursværdien i selskabet bag Borussia Dortmund i endnu højere grad på grund af en ruinerende politik.

Syndigt dyre spillerhandler og ublu lejeomkostninger for det udvidede Westfalenstadion bragte præsident Gerd Niebaum i konstant forklaringsnød. Klubben havde sågar anvendt tvivlsomme metoder til at sætte virksomhedens økonomiske situation i et mere gunstigt lys.

Borussia Dortmund slap således af sted med en hemmelig aftale, som blev forhandlet på plads i sommeren 2001 i forbindelse med indkøbet af Márcio Amoroso, der blev handlet for ligaens daværende rekordsum, 50 millioner mark. Borussia Dortmund solgte samtidig brasilianske Evaniílson for næsten utopiske 35 millioner mark til italienerne og gav dermed reelt kun omkring 15 millioner mark for den internationale stjerne Amoroso.

Det egentlige formål med den absurde byttehandel var, at de virtuelle millioner for Evaniílson blev bogført i Borussia Dortmunds første regnskabsår efter indtoget på børsen. Borussia Dortmund lejede herefter Evanílson, for to år senere som en del af aftalen at købe ham tilbage for næsten det oprindelige salgsbeløb.

Klubbens største problem var egentlig ikke gælden i sig selv, men det faktum, at den havde lånt penge af mere end 70 banker, virksomheder og privatpersoner. Da skibet hastigt begyndte at synke, forsøgte præsident Niebaum og manager Michael Meier at skaffe penge alle vegne. Ledelsen gik sågar tiggergang hos Bayern München, som i efteråret 2004 lånte rivalen to millioner euro. Men Borussia Dortmund kunne ikke afdrage de mange enkeltstående lån.

Bedrøvede og magtesløse fulgte indbyggerne i Dortmund deres boldklubs undergang. Nyheden om, at Tysklands eneste børsnoterede fodboldklub var ved at bryde sammen, ramte byen lige i hjertet. Mineindustrien var for længst borte, den sidste mine lukkede i 1987, det sidste stålværk i 2000. Og i Europas førende ølby var blot få bryggerier tilbage. Det, der var tilbage af fortiden og gjorde Dortmunds indbyggere stolte, var klubben Borussia.

Ægte kærlighed blev klubbens motto, og til byens mægtige stadion drog omkring 80.000 tilskuere, 27.000 af dem på sydtribunen, verdens største ståtribune, hver anden uge på pilgrimsfærd til klubbens hjemmekampe. Et gennemsnitligt fremmøde eksisterede ikke lignende noget sted på kloden.

Westfakebstadion. Foto: Getty Images

Westfakebstadion. Foto: Getty Images

Gennem mere end et år havde Borussia Dortmunds dobbeltledelse med Niebaum og Meier ikke ændret den kurs, de måtte have vidst var fejlagtig, og i stedet så vokse fra krise til katastrofe.

Den 14. november 2004 fratrådte Niebaum som præsident for klubben, efter at gælden var øget til omkring 120 millioner euro. Meier måtte ved sin kontrakts udløb i midten af 2005 også forlade klubben.

Kort forinden havde ejendomsfonden Molsiris i sidste øjeblik forhindret den forestående bankerot. I timevis havde Borussia Dortmunds nye direktør, Hans-Joachim Watzke, der som klubbens tidligere kasserer havde været årelang kritiker af Niebaum, forsøgt at overbevise investorer om at stemme for en omstrukturering af den stærkt forgældede klub.

Borussia Dortmund ville tilbagekøbe 42,8 procent af hjemmebanen fra fonden for omkring 43 millioner euro. Pengene skaffede Borussia Dortmund fra et beløb på 52 millioner euro, som klubben oprindeligt havde deponeret som sikkerhed for investorerne. Dette depositum var pantsat for at sikre det oprindeligt planlagte tilbagekøb af stadion i 2017. De resterende ni millioner euro behøvede klubben alene for at overleve resten af sæsonen.

Et nej ville betyde enden for Borussia Dortmund, men på det ekstraordinære møde stemte et klart flertal af investorerne i Molsiris for klubbens plan.

Dagen efter fremlagde Borussia Dortmund som alle de øvrige Bundesligaklubber de nødvendige dokumenter for fodboldforbundet, så de kunne modtage licensen for sæsonen 2005/06. Direktør Watzke ordinerede Borussia Dortmund på en rehabiliteringskur, og i november 2014 kunne han fortælle, at Borussia Dortmund var gældfri.

Pressemødet i 2003 var måske reelt begyndelsen til begyndelsen på en ny æra. En æra, hvori hovedpersonen skulle komme til at hedde Jürgen Klopp..

NICLAS JENSEN
Født: 17.8.1974 - Position: forsvarer
Bundesliga: 43/2 for Borussia Dortmund (2003-05) - Landskampe: 62/0

Det var en kæmpeklub, som havde været i puljespillet i Champions League i seks af de sidste otte år, som jeg kom til i 2003. Det trak meget i mig, selvom jeg var glad for at være i Manchester City. Der skete så det, at vi i kvalifikationen til Champions League i august 2003 røg ud efter straffespark til Club Brügge. Og så var det nærmest dagen efter, at man kunne mærke, at klubben var ved at kollapse og gå konkurs, og det prægede faktisk hele min tid dernede.

I de sidste dage inden transfervinduet lukkede, solgte Dortmund tre-fire spillere ret hurtigt. Klubben prøvede at lukke lidt huller og få lidt styr på det, men i begge år, jeg var der, var det noget, som hver eneste dag prægede klubben. I Tyskland har pressen helt enorm magt, de har jo adgang til alle træninger. Jeg kom fra England, hvor alle træninger var lukkede, hvor klubben selv havde styr på, hvad der blev videregivet til pressen. Pressen i Tyskland spillede folk ud mod hinanden, intet blev holdt internt, og det er ikke noget, man har brug for i en klub, der skranter og halter. Der var konstant uro.

Vi kunne læse i avisen, at så sagde den ene noget om den anden, og så sagde den anden noget tilbage. Der blev holdt møder, og vi aftalte, at nu tier vi stille, nu holder vi det internt. Og så alligevel stod det alle steder et halvt døgn senere. Det var et sted, hvor man hyttede sit eget skind, og sådan et miljø er ikke specielt konstruktivt at være i.

Niclas Jensen i 04/05 sæsonen. Foto: Getty Images/Lars Baron

Niclas Jensen i 04/05 sæsonen. Foto: Getty Images/Lars Baron

Samtlige spillere gik nogle procenter ned i løn for at hjælpe klubben, og så skulle vi ellers bare koncentrere os om at spille og træne. Det gjorde vi også, og vi havde nogle o.k. sæsoner, hvor vi blev nummer seks og syv. Men du kan ikke få de sidste fem-ti procent ud af et hold og en trup, hvis der ikke er styr på hele klubben og balancen på holdet. Og det er der bare ikke under sådanne forhold.

Jeg spillede under Matthias Sammer. Han var tysker. Så enkelt kan det siges. Hvis vi havde tabt, skulle vi løbe lidt længere nede i skoven. Det var på mange måder langt fra, hvad jeg syntes, der var den rigtige måde at gribe det an på. Men han var meget tysk, der var meget disciplin, og der var ikke noget med at sidde og grine ved morgenmaden. Det kunne godt være, at jeg og fire-fem andre syntes, det var en forkert måde, men mange tyske spillere fungerede sindssygt godt i det. Jeg kom jo fra City, og jeg fortalte, at vi hoppede rundt og dansede til musik klokken 14.58, og klokken

15.00 blev der fløjtet op i Premier League. Tyskerne troede ikke på det. Så kan man jo ikke spille, sagde de.

I den anden sæson fik vi Bert van Marwijk, som ville have masser af smil og leg med bolden. Det var lige noget, som vores gruppe kunne bruge, men som tyskerne fandt for slapt. Tabte vi en kamp, så var det jo det, der var grunden. De mekanismer er man nødt til at forstå, hvis man skal præstere dernede.

Det var en tid, hvor klubben famlede og padlede rundt og ventede på, at tingene ordnede sig, så man kunne bygge noget nyt op. Det fundament kom aldrig, mens jeg var der. Der gik nogle år, før man fik etableret sig igen og begyndte at bygge på og har lagt på og lagt på og er der, hvor man er i dag.

Vildmandens revolution

De fornemme herrer fra Hamburger SV følte sig i april 2011 måske endnu engang overbevist. Lige foran hovedtribunen på Hamborgs Imtech Arena fór en galning op ad sidelinjen. Ansigtet snoede sig i en sælsom grimasse med tænderne blottet, overkæben skåret til venstre, underkæben til højre, mens hans knytnæver hamrede løs i luften. Vildmanden var Jürgen Klopp

I 2008 HAVDE HAMBURGER SV’S LEDELSE udset sig fire kandidater som klubbens nye træner, og nordtyskerne sendte folk ud for at indhente flere oplysninger om dem.

Den ene var Jürgen Klopp, men i sidste ende forsvandt interessen, for kandidaten havde optrådt med huller i sine jeans, var ubarberet og røg sågar cigaretter. Hamburger SV’s ledelse mente ikke, at det var værdigt for deres klub.

Klopp landede i stedet i Dortmund, og tre år senere havde Hamburger SV beskæftiget fem forskellige trænere, uden at nogen af dem havde haft bare en brøkdel af den succes, som Klopp oplevede. I Dortmund fejrede et par hundredtusinde mennesker i for- sommeren 2011 nemlig mesterskabet, og at det kom så vidt, havde netop noget at gøre med aprilkampen i Hamborg.

Jürgen Klopp med alt det, der definerede ham som træner. Foto: Getty Images/Alex Grimm

Jürgen Klopp med alt det, der definerede ham som træner. Foto: Getty Images/Alex Grimm

Kort før afslutningen på opgøret var Borussia Dortmund bagud med 0-1, og hvis førerholdet tabte, ville diskussionen om dets holdbarhed med fem uger tilbage af sæsonen fortsætte med uformindsket kraft. Dommerens tillagte tid var næsten udløbet, da bolden for sidste gang fløj ind i feltet. Jakub Blaszczykowski forsøgte sig med en flugter og ramte plet til 1-1. Det var øjeblikket, da Klopp begyndte at fare op ad sidelinjen.

Klopp var allerede som spiller snarere træner, og en søndag i februar 2001 stod han som forsvarer for FSV Mainz 05 på banen, den næste dag førte han sine tidligere kolleger ud på træningsbanen. Klubben var truet af nedrykning fra 2. Bundesliga, havde netop fyret en træner for anden gang i sæsonen, og Klopp havde blot to dage inden den næste kamp til at styre sine pludselig forhenværende holdkammerater ud af krisen.

Under den første træning sendte han sine spillere ud på græsset og studerede deres løbebaner uden bold. Som spiller hadede han disse øvelser. Som træner var han overbevist om, at et hold med en klar plan kunne kompensere for dets mangel på individuel talent.

De første skridt til at blive folkets favorit tog han på pubben Zum Willi, få skridt fra sin lejlighed i Mainz, og som tilfældigvis var ejet af sportschefen for tv-stationen ZDF. De kendte hinanden flygtigt, kom i samtale, for det meste handlede det om fodbold. Sportschefen var begejstret for Klopps analytiske evner og retoriske færdigheder. Op til VM-slutrunden i 2006 var ZDF på udkig efter en ekspertefterfølger til Franz Beckenbauer.

I Tyskland skal man mindst have været verdensmester for at komme bare nogenlunde i betragtning. Klopp havde spillet 325 kampe i 2. Bundesliga og trænede da det middelmådige Bundesligamandskab fra Mainz. Hvordan kunne han fortælle om fodbold og dissekere fejl i spillet hos verdensmestrene Brasilien, tænkte kritikerne. Men Klopp malede streger, kurver og linjer på skærmen, udfoldede løbe- og pasningsruter og tilbød med charme offentligheden et helt nyt syn på spillet.

VM-slutrunden på sidelinjen var Klopps egentlige gennembrud, og mens landet berusede sig selv med den nye venlige tyske fodboldstil, herskede der i ZDF-studiet på Potsdamer Platz i Berlin en stadionatmosfære, hvor Klopp var i sit rette element.

Det ukendte mesterhold

»Bayern bliver mester, fordi intet andet hold er i nærheden af at være så stærkt som Münchens,« forudså Jürgen Klopp før sæsonen 2010/11 til det tyske nyhedsbureau DPA.

Allerede ved vintertide havde hans Dortmund-mandskab dog lagt storfavoritten bag sig. Borussia Dortmund havde et forspring på 10 point, og da holdet startede forårssæsonen med 3-1 på udebane over sæsonens værste konkurrenter fra Bayer Leverkusen, fortsatte det blot i mesterlig stil.

De sort-gule sikrede sig i tredjesidste spillerunde mesterskabet i egen arena. FC Nürnberg blev besejret med 2-0, og målmand Roman Weidenfellers fortælling til en arabisk tv-reporter med lige så store engelsksprogede kvaler blev nærmest kult.

»We have a grandios saison gespielt,« sagde målmanden. Weidenfeller var sammen med Nuri Sahin, brasilianeren Dedé og anfører Sebastian Kehl de eneste, der havde oplevet klubbens krisetid med truende konkurs og nu kunne fejre mesterskabet og starten på en ny æra.

Borussia Dortmund var det yngste mesterhold nogensinde, og spillere som Mario Götze, Mats Hummels, Marcel Schmelzer, Sven Bender og Kevin Großkreutz var fremtidens folk og hastede alle ind på landsholdet.

Holdet havde fællesskabets ånd og nød spillet. Faderen til denne succes var Klopp, der gennem tre år i Borussia Dortmund havde formet sin trup. I hans første sæson i 2008/09 blev klubben nummer seks, og i den anden nummer fem, i den tredje blev evolutionen til en revolution. I næsten alle ligakampe var Klopps tropper overlegne, og i flere af dem havde Borussia Dortmund 20 skud på mål, modstanderen blot et enkelt.

»Vores angreb begynder, når modstanderen har bolden,« sagde Klopp, og det måtte selv Bayern München sande i begge de interne dueller.

Alt dette blev opnået med billige og ukendte spillere og talenter hentet ud fra egen stald. Intet køb var dyrere end fem millioner euro, og på Bundesligaens lønskala rakte Borussia Dortmunds evner blot til en midterplacering.

Træner Klopp fulgte sportsligt klubbens nøjsomme strategi. Han købte ikke stjerner, han ønskede at gøre talenter til sådanne. Derudover havde Klopp en klar idé om, hvordan man sammensatte et hold. Mladen Petric og Alexander Frei, to af Borussia Dortmunds succesfulde målscorere, kunne han ikke bruge. De løb for lidt og deltog ikke i forsvaret. På deres plads indtrådte paraguayanske Lucas Barrios og siden polske Robert Lewandowski, som begge hurtigt lærte at løbe som alle de øvrige.

Klopp fik efterhånden så meget fart i sit hold, at den følgende sæson i 2011/12 blev så mindeværdig, at fans sjældent havde haft så meget at tale om. De var forbløffede og klappede af titelindehaverne Borussia Dortmund, som havde været otte point bag Bayern München, men takket være en superserie kom Klopps mandskab tilbage og blev igen mester.

Den sort-gule armada sænkede tilmed Bayern München i pokal- finalen med hele 5-2, så kun den første Champions League-deltagelse i ni år efterlod en bitter sæsonsmag. På den internationale scene endte det unge Borussia-hold sidst i sin gruppe.

Revanchen kom allerede sæsonen efter, og selvom mesterskabet længe var uden for rækkevidde, var finalepladsen mod Bayern München i Champions League en endegyldig triumf otte år efter konkurstruslen. Det var derfor ikke så underligt, at direktøren, Hans-Joachim Watzke, og sportsdirektøren, Michael Zorc, lod sig fotografere med store smil foran fodboldens højborg Wembley, langt fra den Kreisliga, der ellers havde truet med at være hjemsted for fallitboet Borussia Dortmund.

Duoen havde været med hele den tunge gang fra konkursens afgrund til Champions League-finalen i 2013 i de allerhelligste fodboldgemakker. De havde udstukket den rette kurs, og styrmanden, Klopp, havde fulgt den med strålende præcision.

Bayern Münchens Arjen Robben hindrede i slutminuttet dog den helt store lykke i den rent tyske finale.

To år senere dansede Borussia Dortmund omkring nedrykningsstregen, og Klopp kom så meget under pres, at den da 65-årige Ottmar Hitzfeld endda kom på tale som redningsmand. Men igen viste Klopp sin magi, og i foråret 2015 førte han for første gang i Bundesligaens historie en klub fra en sidsteplads ved nytårstide til europæisk deltagelse.

Efter syv år i spidsen for klubben valgte Klopp af takke af efter sæsonen, og afskeden med den populære træner den 24. maj 2015 på Signal Iduna Park var tårevædet og vidnede om et forhold med ægte kærlighed.

Foto: Getty Images/Sampics

Zornigers Brøndby er holdbart og bestod testen mod FCK, men det her kommer til at afgøre mesterskabet

Zornigers Brøndby er holdbart og bestod testen mod FCK, men det her kommer til at afgøre mesterskabet

Her foregår den største revolution i fodboldens verden lige nu

Her foregår den største revolution i fodboldens verden lige nu