Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Grasshopper Club Zürich – historien om klubben uden et hjem

Grasshopper Club Zürich – historien om klubben uden et hjem

I 2007 blev Hardturm revet ned. Det var her, Mark Strudal hang i hegnet foran et af de mest medlevende publikum i Europa. Frederik Hvillum er kun 24 år, men nåede at besøge Hardturm en del gange med sin far. Her skriver han om Grasshoppers Zürich - en klub uden hjemmebane.

 

Af Frederik Hvillum

1. September 2007. Kort efter Raul Bobadillas reducering til 1-2 mod Xamax Neuchatel lød fløjten for sidste gang på Stadion Hardturm.

Det var ikke kun nederlagets skyld, at størstedelen af de godt 12.000 tilskuere sad stumme med tårer i øjenkrogen. Fløjten havde for allersidste gang lydt på den hjemmebane, som Grasshoppers Club Zürich havde haft siden 1929. Man havde måske forventet en anden afsked med det stadion, der efter 78 år skulle jævnes med jorden, så et nyt Hardturm kunne bygges på samme plads.

- Det gør ondt at tabe den sidste kamp på Hardturm, udtalte træner Hans-Peter Latour efter kampen. Dog blev det sidste mål altså scoret af en Grasshoppers spiller, hvilket var et – meget, meget lille – plaster på såret. For et sår, det var der.

Nu, ni år efter, har Grasshoppers netop påbegyndt den niende sæson siden nedrivningen af det elskede stadion. Til sæsonpremieren i sidste uge mod nyoprykkede Lausanne var der blot 5.500 sjæle til stede på Stadion Letzigrund, hvor Grasshoppers spiller i eksil. Et stadion som bysbørnene FC Zürich har som hjemmebane, og som Grasshoppers nu for niende sæson spiller til leje på.

Der kom nemlig aldrig et nyt Hardturm Stadion på Hardturmstrasse i Zürichs Kreis 5.

Og ret skal være ret. Denne artikel skrives af en Grasshoppers-fan, der selv nåede at opleve en god håndfuld kampe på Hardturm. Blandt disse kampe i noget så eksotisk som Inter Toto, den daværende Division A i Schweiz og seneste landskamp mellem Schweiz og Danmark.

Med Chapuisat på ryggen

Jeg har samtidig set flere opgør på den nuværende hjemmebane og trods min forholdsvis unge alder, da Hardturms lysmaster stadig skinnede over det rå industrikvarter i Zürich, kan jeg stadig huske timerne op til kick-off på kampdagene. De forskellige barer i Grasshoppers kvarteret var godt besøgte og her gik snakken oftest på hvor meget Grasshoppers ville vinde – for dengang var Grasshoppers en utrolig farlig modstander. Og især hjemmebanen var en fæstning. De resterende ni klubber i ligaen fik ofte ørerne i maskinen, når de besøgte Hardturm, som var som et rigtigt stadion skal være – velbesøgt, intenst og intimiderende. Her er Letzigrund en diametral modsætning.

Hele kvarteret rungede simpelthen af Grasshoppers. Fra tram nummer 17 kunne man på afstand se de store, runde lysmaster, der lyste hjemmebanen op. Jeg husker selv gåturene fra stoppestedet og til stadion, hvor jeg iført min Grasshoppers trøje fra den seneste mesterskabssæson 2002-2003, med Chapuisat på ryggen, blev mødt af råbene ”Hopp GC!”, mens man så småt kunne begynde at ane duften af de grillede bratwursts.

Her på Letzigrund bor Grasshoppers til leje. Foto: Getty Images/Euro Football.

Her på Letzigrund bor Grasshoppers til leje. Foto: Getty Images/Euro Football.

På Letzigrund er sagen dog en helt anden. Der er ikke den samme stemning som i de gode, gamle dage, hvor alting jo bare var bedre. I dag kan man op til kampstart ikke fornemme samme stemning som før. Der er ikke længere de samme mødesteder før hver kamp, som der var før – kun til derbykampene. Letzigrund ligger godt en kilometer fra det gamle Hardturm, og før hver derby mødes Grasshoppers fansene på den gamle grund og tager turen over Hardbrücke til det forhadte Letzigrund.

Den mest vindende klub

Grasshoppers blev på Hardturm til den ubestridt mest vindende schweiziske fodboldklub. Her vandt klubben 20 af sine 27 mestertitler, som stadig er rekorden den dag i dag, selvom klubben altså ikke har vundet ligaen siden 2003. Samtidig var det på Hardturm, at den første direkte radioudsendelse om en schweizisk fodboldkamp fandt sted, mens det også var her, de første stadionlysmaster i Schweiz blev tændt. To brande måtte Hardturm lide i sin livstid, men ingen af de to kunne slå det ud.

Fra 1886, hvor Grasshoppers blev grundlagt af en flok engelske studenter, til 1929 oplevede klubben et længere odyssé, hvor man spillede fem forskellige steder rundt i Zürich. Man spillede blandt andet ved Zürichsøen og ved den i dag så luksuriøse shopping-gade Bahnhoffstrasse. Disse forskellige spillesteder betød, at klubben et par år i denne periode helt måtte melde sig ud af ligaen – simpelthen fordi klubben egentlig ikke havde en egentlig hjemmebane.

Det var i øvrigt i denne dvaleperiode fra Grasshoppers’ side, at FC Zürich fik deres blåhvide dragt. Når nu Grasshoppers ikke skulle bruge dem, så kunne FCZ jo passende tage disse farver.

Senere blev Hardturm arealet opkøbt af den mangeårige centralpræsident, Walter Schoeller, som hurtigt fik et byggeri af Grasshoppers’ nye hjemmebane i gang. Her blev der plads til 27.500 primært stående tilskuere fra de fire tribuner, hvor tre af tribunerne bestod af store jordvolde, mens den fjerde – og bedste tribune – bestod af græs. Hardturm blev det nye stadion kaldt, opkaldt efter tårnet af selvsamme navn, fra den gamle bymur.

I 1934, efter Hardturms første brand, byggede man to nye hovedtribuner. Man ville forhøje antallet af siddepladser, mens også indtægterne skulle forhøjes. I anledningen af de fem VM kampe i 1954 på Hardturm blev der samtidig bygget mere til. Og i 1956 kom de første stadionlysmaster altså til Schweiz.

Svenskeren og andre legender

Hardturm fik, efter endnu en stor brand i 1968, et helt nyt design. Man ville nu bygge et højt, ottekantet stadion med to niveauer, således at der også kunne være plads til business-lounger. Efter et byggeri af flere omgange stod Hardturm Stadion færdig i 1985, hvor Grasshoppers netop havde hentet en ung svensker ved navn Mats Gren i Göteborg, som skulle vise sig at blive en af de største legender i den blåhvide trøje. 427 kampe, fem mesterskaber og fire cup-titler senere stoppede Mats Gren sin karriere hos Grasshoppers.

Mats Gren fra tiden i Grasshoppers. Foto: Getty Images.

Mats Gren fra tiden i Grasshoppers. Foto: Getty Images.

Store personligheder har gennem tiden betrådt Hardturms græs. Legendariske trænere som Helmuth Johannsen, Hennes Weisweiler, Ottmar Hitzfeld og Christian Gross har alle stået i spidsen for rekordmestrene og alle hentet mesterskaber til klubben. Samtidig står spillere som førnævnte Mats Gren, Freddy Bickel, Ove Grahn, Ruedi ”Turbo” Elsener, og Roger Berbig som nogle af de vigtigste spillere, der har ført Grasshoppers på banen på Hardturm. For blot at nævne en håndfuld.

Grass.jpg

Grasshoppers blev i 1991 med Ottmar Hitzfeld for 22. gang schweizisk mester. Mark Strudal ses i midten af billedet. (Foto: GC-arkiv)

Store europæiske kampe har desuden fundet sted på Hardturm. Den dag i dag mindes flere Grasshoppers fans stadig Claudio Sulsers 2-0 mål mod Real Madrid. Eller 5-1 sejren over Bratislava. Eller de to Champions League grupperunder i midt-90erne. Minderne er mange fra det legendariske stadion.

Fra Estrade Ost til Tribüne Süd

Stemningen på Hardturm var altid trykkende. Møderne med lokalrivalerne FC Zürich var legendariske, hvor den der stikker mest ud var semifinalederbyet i cuppen i 2004. I det 82. minut førte FC Zürich med 2-5, og alt håb føltes ude for Grasshoppers. Man nåede dog at udligne til 5-5 i den ordinære spilletid, inden Richard Núnez scorede et af sine vigtigste mål i karrieren, da han bankede bolden i nettet til 6-5 i den forlængede spilletid. At man så tabte finalen til FC Wil, skal der ikke bruges spalteplads på.

Estrade Ost var Hardturms østkurve, hvor fansene holdt til. På Tribüne Süd var der lounge og et ”normalt” publikum, mens der på den gamle hovedtribune var gamle ”Hoppere” og prominente fra Zürich-området. Gamle fangrupperinger, som i dag er opløst, blev til i 80ernes Hardturm, hvor der for alvor blev bygget en kultur op omkring Estrade Ost.

I dag er Pierluigi Tami træner i Grasshoppers FC. Foto: Getty Images/Matthias Kern.

I dag er Pierluigi Tami træner i Grasshoppers FC. Foto: Getty Images/Matthias Kern.

Disse var blandt andre Hardturmfront, Blue-White og Grassmokers. På den før til tider foragtede Estrade Ost var der nu skabt en farverig og festlig kultur omkring kampene, og tribunen blev flere gange hyldet i den schweiziske presse.

Stadion Hardturm kunne dog ikke opfylde kravene for et moderne fodboldstadion. Stadionet var blevet for gammelt, og på trods af, at det engang var det mest moderne stadion i Schweiz, kunne det ikke længere følge med tiden.

- Vandet var for det meste varmt, udtalte tyske Günter Netzer, som blev hentet til Grasshoppers fra Real Madrid, til en schweizisk journalist i forbindelsen med en bog om Stadion Hardturm. En af hovedpunkterne for nedrivelsen af Hardturm var dog sikkerhedsaspektet. Kun tynde hegn skilte udeholdets fans fra de neutrale, hvilket ofte resulterede i grimme scener – især i kampene mod FCZ og Basel.

Så gik den ikke længere

Sidste kamp på Stadion Hardturm blev altså den 1. September i 2007. Efter slutfløjt blev samtlige tilskuere på stadion, hvor alt lige fra sæder til håndvaske skulle med hjem som souvenir. På en storskærm blev der vist højdepunkter fra Hardturm, som blev mødt med tårer og glæde. Her stod de ældre generationer og beundrede Roger Berbig og co. mens de yngre fans ikke kunne undgå at trække på smilebåndet over tv-billederne af Johnny Leonis kluntede driblinger i feltet, som Dos Santos omsatte til en derbysejr i det 89. minut.

Herefter rykkede Grasshoppers altså ind på det nye atletikstadion, Letzigrund, som blev bygget til EURO 2008. Første kamp på det nye stadion var – selvfølgelig - mod FC Zürich, som bankede Grasshoppers synder og sammen i et sviende 0-4 nederlag. Så var man ligesom rykket væk fra Hardturm og ind på det knap 30.000 siddepladsers store stadion. Ugen efter spillede man en hjemmekamp mod Young Boys, som endte 3-3, efter at Grasshoppers målmanden, Eldin Jakupovic, headede bolden over stregen i dommerens overtid. Sølle 5.600 personer var tilstede til det opgør, som ellers plejede at tiltrække et helt fint tilskuertal.

Ude godt - hjemme bedst

Netop det ordsprog passer meget godt på Grasshoppers’ situation. Siden flytningen til Letzigrund, som man egentlig blot regnede med som værende midlertidigt, er tilskuergennemsnittet faldet gevaldigt gennem årene.

Der er ikke den faretruende følelse over at komme som gæst til Letzigrund, som heller ikke just emmer af fodbold. Det er et atletikstadion med stor løbebane omkring banen, som fuldstændig ødelægger stemningen på tribunerne. Dette blev blandt andet også pointeret sidste sommer af Kim Källström, der kom til fra Moskva. Han var således forbløffet over, hvor stille der egentlig kunne være på Letzigrund. Ikke just en udtalelse man ønsker at høre.

Kim Källström var forbløffet over, hvor stille der kunne være på Letzigrund, da han kom til Grasshoppers og eksil-hjemmebanen. Foto: Getty Images/Jean Catuffe.

Kim Källström var forbløffet over, hvor stille der kunne være på Letzigrund, da han kom til Grasshoppers og eksil-hjemmebanen. Foto: Getty Images/Jean Catuffe.

Denne stadionsituation har Grasshoppers fansene i den grad også taget til sig. Til hver hjemmekamp er der ingen flag og tifoer, men kun et langt banner med teksten: ”Trotz Exil A Jedem Spiel” (Trods eksil til hver kamp). Stemningen på langsiderne er død til størstedelen af kampene i ligaen, hvor klubben, af finansielle årsager, har flere sektioner lukket. Dermed ser Grasshoppers’ kampe utrolig døde ud på TV-billeder, da det blot er fansektionen, som er tæt pakket – men gemt godt væk bag den store løbebane.

Flere gange har klubben truet med at rykke ud af byen for at undgå den dyre leje det koster at være på Letzigrund. Hvert år giver klubben 3 millioner franc til Stadt Zürich for lejen.

Samtidig boykotter flere af de gamle Hardturm-gængere hjemmebanekampene på Letzigrund. Flere taler om tabet af Hardturm som tabet af et familiemedlem, mens flere mener, at det ikke føles som et hjem. I dagene op til seneste Europa League kvalifikationskamp mod Apollon Limassol kom det frem, at Grasshoppers – på baggrund af en Bruce Springsteen koncert på Letzigrund – skulle spille hele seks udekampe i streg. Dette blev svaret med et banner af Grasshoppers fansene med teksten: ”Heimspiele? Nur im Hardturm!”

Der har altså ikke været tale om hjemmebanekampe siden nedrivelsen af Hardturm.

Hvor lang tid Grasshoppers endnu skal spille i eksil står skrevet i stjernerne. Der har været flere forsøg på at få igangsat et byggeri af et nyt Hardturm Stadion. Disse er dog blevet nedstemt i folkeafstemningerne, hvor man i 2013 havde 50,8 procent imod stemmer. Dog er der et spinkelt håb. I sidste måned kom et nyt forslag frem, hvor et større byggeri på Hardturmarealet både skal indeholde to højhuse samt altså et nyt fodboldstadion. Man har lov at håbe. Og som Grasshoppers fansene trofast synger: ”Gc Züri olé, jeg forventer at se dig spille på Hardturm”.

Man gjorde en klub fortræd - historien om Parma

Man gjorde en klub fortræd - historien om Parma

Foreverton - eller bare Neverton?

Foreverton - eller bare Neverton?