Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Man gjorde en klub fortræd - historien om Parma

Man gjorde en klub fortræd - historien om Parma

Dette er historien om opbygningen, nedrivningen og nu genopbygningn af Parma. Journalist Jimmy Langelund, der har været med hele vejen, fortæller her den gribende, skræmmende og inspirerende historie.

 

Af Jimmy Langelund

Stadio Ennio Tardini er proppet til randen. Lige knap 28.000 tifosis jubler af fuld hals.

Det er brasilianske Junior, der har fået stemningen op i det røde felt, da han fra kanten af feltet, med en halvkikset afslutning, scorer kampens eneste mål. Scoringen betyder nemlig, at Parma AC på hjemmebane slår mægtige Juventus med 1-0 i finalen i Coppa Italia.

Det er man maj 2002. Dermed kan provinsklubbens fans fejre det ottende trofæ på bare elleve år. En bemærkelsesværdig præstation for en forholdsvis lille klub fra en forholdsvis lille by i det nordlige Italien, hvor det ellers er mastodonterne Juventus, Milan og Inter, der har patent på trofæerne.

Fra storhedstiden i 2000 med Hernan Crespo i jubel. Foto: Getty Images/Grazia Neri.

Fra storhedstiden i 2000 med Hernan Crespo i jubel. Foto: Getty Images/Grazia Neri.

Det er kulminationen på 13 år i den bedste italienske række, men hvad de festende fans på dette tidspunkt ikke aner, så er det også starten på en 13 år lang nedtur, der ender på den værst tænkelige måde i sommeren 2015.

Må sælge alt - selv trofæerne

Den 22. juni 2015 sker det uundgåelige - Parma FC bliver erklæret konkurs. Samtlige spillere og medarbejdere omkring holdet bliver fritstillet, og klubben bliver tvangsnedrykket til den fjerdebedste række i Italien, Serie D.

Forud er gået tretten år med skiftende ejere, økonomisk kaos, og svindel og skandaler på stribe.

Det er historien om, hvordan en klub kan blive solgt for en enkelt Euro, ikke bare én gang, men to gange på to måneder. Historien om, hvordan tvivlsomme personager har kørt klubben helt der ud, hvor skattemyndighederne beslaglægger køretøjer, spillerne ikke får løn i et helt år, gartnerne ikke længere klipper græsset på træningsbanen, fordi de simpelthen ikke bliver betalt for det, og hvordan kampe i den bedste italienske fodboldrække bliver aflyst, fordi klubben ikke har råd til at hyre vagter til at stå for sikkerheden på kampdagen.

Det er historien om, hvordan klubben sågar bliver nødt til at sælge de trofæer, som vidner om en svunden storhedstid - inklusiv det fra Coppa Italia-sejren over Juventus.

Eventyret er slut. Det er enden på en æra - en æra, der på godt og ondt har blotlagt konsekvenserne af rigmænds indtog i fodboldens verden. Men som mormor siger, så er der intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, og alt efter hvordan man har det med moderne fodbold, så kan man måske godt sige, at eventyret ender lykkeligt. Men det vil jeg lade være op til dig selv, når du når til bunds i fortællingen om Parma FC's storhed og fald. Eller rettere Parma AC's storhed og fald. Undervejs i nedturen ændrede klubben nemlig navn.

Lad os se nærmere på de mænd, der står bag.

Ejerne - Parmas brød og Parmas død

Stenrige og enevældige ejere kan være guld værd for en klub. Sådan har det også været i Parma. Men de kan også være det modsatte. Også været i Parma.

Succeshistorien om klubben begynder tilbage i 1989, og som så mange andre tilfælde i moderne fodbold er det en gavmild rigmand, der står bag. Navnet er Calisto Tanzi, ejer af firmaet Parmalat, som er en af verdens største producenter af mejeriprodukter.

Calisto Tanzi endte med en fængselsdom på 17 år. Foto: Getty Images/Bloomberg.

Calisto Tanzi endte med en fængselsdom på 17 år. Foto: Getty Images/Bloomberg.

Tanzi er født og opvokset i Parma, og som enhver anden italiener er han stor fodboldfan. Og som enhver rigmand med respekt for sig selv, skal han også have sit eget fodboldhold. Han køber 98 procent af aktierne i Parma AC, og de næste 15 år skinner trofæerne om kap med stjernespillerne i den lille provinsby. Pokalskabet bugner med tre Coppa Italia titler, en italiensk Super Cup, to UEFA Cup trofæer, en Cup Winners Cup og enkelt europæisk Super Cup. Vundet af dyre stjerner som Lilian Thuram, Hristo Stoichkov, Faustino Asprilla, Tomas Brolin, Hernan Crespo, Fabio Cannavaro, Enrico Chiesa og Juan Sebastian Veron. Men i 2003 går det galt... for første gang.

Parmalat har problemer med at udbetale aktieudbytte til sine aktionærer. Et beløb på omkring 150 millioner Euro. Det undrer mange, da firmaet hævder at have 3,9 milliarder Euro i banken.

Det viser sig dog ret hurtigt, at de penge slet ikke findes, og da Bank of America, hvor Parmalat via underselskabet Bonlat har placeret en del af de fiktive midler, begynder at grave i firmaets økonomi, dukker der kæmpe huller op i regnskaberne. På bundlinjen står nu en gæld på intet mindre end 14 milliarder Euro. I december 2003 bliver firmaet erklæret konkurs, og kort efter bliver Calisto Tanzi anholdt og sigtet for regnskabssvindel og hvidvaskning af penge. Han ender med at få en dom på 17 års fængsel.

Smuthul

Og når ejeren af en fodboldklub går konkurs, ja, så gør fodboldklubben altså det samme. Parma AC kommer således ud af 2003 med et dundrende underskud på 77 millioner Euro.

Klubben erklæres insolvent, men via et smuthul i reglerne lykkes det faktisk at holde næsen oven vande. Klubben ændrer navn fra Parma AC til Parma FC, og får lov at fortsætte i Serie A. Men livet i den bedste række er altså svært,  når klubben samtidig er tvunget til at sælge en god del af sine bedste spillere. I sommeren 2004 bliver der blandt andre sagt farvel til den brasilianske bomber Adriano, der tager til Inter, japanske Hidetoshi Nakata sælges til Bologna, Adrian Mutu smutter til Chelsea, og Junior lejes ud til Siena.

Tommaso Ghirardi. Foto: Getty Images/Marco Luzzani.

Tommaso Ghirardi. Foto: Getty Images/Marco Luzzani.

De næste tre år er Parma under økonomisk administration, og mildest talt presset på pengepungen. Efter Parmalats fald bliver topplaceringer og europæisk succes skiftet ud med slutplaceringer i den tunge ende af Serie A - en 17. plads, en 10. plads og en 12. plads.

Næste ejer i rækken - begyndelsen til enden

Enter - næste rigmand i rækken, som gerne vil spille real life Football Manager. I 2007 køber 31-årige Tommaso Ghirardi Parma FC. Det gør han på en aktion, hvor han smider godt og vel 220 millioner kroner for at erhverve sig de to mest magtfulde titler i klubben - ejer og præsident.

Den korpulente forretningsmand, der oprindeligt stammer fra nabobyen Brescia, har tjent sin formue som entreprenør. Han ejer i forvejen et hold i den femtebedste italienske række, men har ingen erfaring med at drive en klub i den absolutte topklasse. Og det skinner igennem.

På banen svinger resultaterne. To nedrykninger til Serie B bliver det til i Ghirardis regeringstid, og det resulterer også i et storforbrug af trænere. Hele ti "allenatore" sætter sig i det brandvarme sæde over de næste syv år. Det er dog langt fra dem alle, der overhovedet når at mærke varmen bagi. Således står argentinske Héctor Cúper blot i spidsen for holdet i to måneder, inden han bliver fyret efter 10 kampe.

Organisatorisk og økonomisk er klubben også en rodebutik. Spillerkontrakter i Italien er en mærkelig størrelse. Lejeaftaler og halvparter i spillere forekommer i langt højere grad end i andre ligaer, og også i Parma. Det betyder således, at klubben på et tidspunkt har ikke færre end 226 spillere på kontrakt.

226 spillere!

For dem der bøvler med hovedregning, betyder det altså, at når de 11 i startopstillingen er sat, så er der 215 spillere, der ikke er på banen. Og de skal alle sammen have løn.

Udelukket fra Europa

Og det er langt fra dem alle, der får deres løn, for tiden under Ghirardi er præget af økonomisk ustabilitet. En ustabilitet, der ender med at koste klubben dyrt, da de noget overraskende slutter som nummer 6 i Serie A i sommeren 2014. Den placering giver en hårdt tiltrængt billet til europæisk fodbold, men tifosierne når knap at få armene ned, før den billet er revet ud af hænderne på dem igen.

Der er nemlig rod i økonomien, og en ubetalt skattegæld på 2,2 millioner kroner viser sig at være dråben, der får bægeret til at flyde over. Den italienske olympiske komité og det italienske fodboldforbund beslutter sig for at udelukke Parma fra at spille europæisk fodbold, og i stedet foræres pladsen i Europa League til Torino.

Antonio Cassano fra den seneste storhedstid i 2014. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellini.

Antonio Cassano fra den seneste storhedstid i 2014. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellini.

Ghirardi er rasende, og som en konsekvens sætter han straks klubben til salg og fastslår, at han er færdig med sport.

Men et truende fallitbo er altså ikke i høj kurs, og der går syv måneder, før Ghirardi lykkes med at finde en køber. I december 2014 sælger han Parma FC til det russisk-cypriotiske firma Dastraso Holding Limited. Et salg, der har gjort, at Ghirardi den dag i dag stadig er tiltalt for at være skyld i Parmas endelige konkurs.

Historiens korteste ejerskab

Dastraso Holding Limited.

Det vides ikke præcist, hvem mændene bag firmanavnet er, men faktum er altså, at Dastraso køber Parma FC af en desperat Tommaso Ghirardi for sølle én Euro. Det er 29.999.999 Euro mindre, end Ghirardi i sin tid selv betalte for klubben, men nu handler det bare om at slippe af med det fallitbo, som han selv har ført helt hen til afgrunden. Salget viser sig at blive det sidste skub ud over kanten.

Det er den unge præsident, Ermir Kodra til højre på billedet. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellini.

Det er den unge præsident, Ermir Kodra til højre på billedet. Foto: Getty Images/Giuseppe Bellini.

Dastraso ansætter straks en ny præsident. Den yngste nogensinde i Serie A. Hans navn er Ermir Kodra, og hvis du aldrig har hørt om ham, så fortvivl ikke, for det er der ikke ret mange, der har. Kodra er en 29 år gammel forretningsmand fra Albanien, der aldrig nogensinde har haft med fodbold at gøre. Han er uddannet bankmand hjemme i Albanien, og har arbejdet som marketingsdirektør for et albansk olieraffinaderi. Det er nu ham, der skal stå for genrejsningen af en af de mest succesfulde klubber i den italienske Serie A.

Som de fleste nok har forudset, så går det ikke rigtig godt. Faktisk går det overhovedet ikke.

Holdet ligger begravet på en sidsteplads i Serie A, gælden vokser sig større og større, og spillerne har nu givet klubben et ultimatum: "Betal hvad I skylder os inden den 15. februar, ellers spiller vi ikke længere."

Fem dage før, den 10. februar, træder Kodra tilbage som præsident, og Dastraso Holding Limited sælger klubben, for én enkelt Euro, til den italienske forretningsmand Giampietri Manenti.

Næste mand - rejsende i fup og svindel

Enter - rigmand nummer fire. Giampetri Manenti. Eller, der er faktisk ikke rigtig nogen, der ved, om han er rig eller ej. Han har som sagt kun betalt en Euro for at købe klubben, og der er tilsyneladende ikke nogen, der rigtig ved noget om ham. Men det afholder ikke Manenti fra at love, at han nok skal få betalt spillerne deres løn, og at han i øvrigt nok skal tage sig af klubbens gæld på 750 millioner kroner - altså trekvart milliard.

- Vi er virkelig motiverede, fortæller Manenti til ESPN.

- Det er vores pligt at respektere de deadlines, der er, og det gælder både vores kreditorer, spillerne og de ansatte i klubben. Vi forsøger at få både italienske og udenlandske firmaer med om bord.

Det lyder jo meget godt. Det gør det garanteret også for de fans, som har set klubben synke længere og længere ned i dyndet de sidste par år. Men da de omtalte deadlines oprinder, viser det sig desværre, at der intet nyt er under solen i Parma. Den 15. februar må spillerne stadig se langt efter deres løn -  som de i øvrigt har gjort de seneste godt og vel syv måneder.

Giampetro Manenti. Foto: Getty Images/Vallerio Pennicino.

Giampetro Manenti. Foto: Getty Images/Vallerio Pennicino.

Kreditorerne ser heller ikke så meget som en Euro, og korthuset vælter, da de italienske myndigheder d. 17. marts, altså blot en måned efter han overtog klubben, anholder Manenti og sigter ham for kreditkortsvindel og hvidvaskning af penge.

Grunden til at ingen rigtig ved, hvor Manenti har sine penge fra, er fordi han har anskaffet dem på dybt ulovlig vis. "Forretningsmanden" har gennem en årrække været med i en gruppe af svindlere, der har forfalsket kreditkort, og på den måde har stjålet store summer fra flere banker i Schweiz. Han er altså ikke andet og mere end en gemen tyveknægt og en svindler.

Dødsstødet

Parma har stået model til meget, og har også overlevet meget, men nu går den ikke længere. Manenti leverer dødsstødet. Ingen er interesserede i at overtage et mildest talt slidt konkursbo, der tilmed slutter sæsonen på den absolutte jumboplads i Serie A. Sågar kun på de andre klubbers nåde, da de kommer klubben til undsætning og donerer 30 millioner kroner, så holdet har råd til at spille sæsonen færdig. En 13 år lang kamp for overlevelse er slut - sidste mand lukker og slukker. Parma FC går konkurs og ophører med at eksistere.

S.S.D. Parma Calcio 1913

I sit hjem i Parma sidder Marco Ferrari og ser nyheder i slutningen af juni.  Han følger den grumme udvikling i den klub, som har betydet så meget for den by, som han er født og vokset op i. Han beslutter sig for, at han må gøre noget.

Men det skal ikke være endnu en redningsaktion. Ikke endnu et lille plaster på et kæmpestort kødsår. Det skal være noget nyt. Noget helt nyt. Ingen enevældige ejere. Ingen økonomiske lappeløsninger. Ingen suspekte personager. Og ingen Serie A...

Ideen til S.S.D Parma Calcio 1913 er Ferraris.

Her er redningsholdet: Guido Barilla, Nevio Scala og Marco Ferrari. Foto: Getty Images/Marco Luzzani.

Her er redningsholdet: Guido Barilla, Nevio Scala og Marco Ferrari. Foto: Getty Images/Marco Luzzani.

Ideen er ikke at tage over, hvor Parma FC slap, men at starte forfra i den ånd, der i sin tid førte til, at der overhovedet kunne skabes først et Parma AC og senere et Parma FC. Ferrari vil overtage Parma FC's licens, men starte fra scratch i den fjerdebedste række. Serie D. En amatørrække, hvor man ikke må skrive professionelle kontrakter. På den måde holdes det gamle Parma's historie i live, men samtidig får han muligheden for at starte klubben forfra.

Det skal gøres med hjerteblod. Den slags hjerteblod, som man kun finder hos folk, der har både klubben og byen helt inde under huden. Som for eksempel Guido Barilla. Ejeren af pastagiganten Barilla, som tidligere er blevet forsøgt at lokke til at købe konkursboet Parma AC, men den gang takkede nej, fordi han på flere kilometers afstand kunne spotte en usund forretning.

Seks investorer - og Nevio Scala

Denne gang er situationen dog en anden. Denne gang siger han ja. Han stoler på Ferrari, og modsat Tanzi og folkene bag Parmalat, er Barilla kendt for at drive en sund forretning. Det er Gian Paolo Dallara også. Han er også fra Parma, og har siden 1972 tjent millioner på at bygge racerbiler i sit firma Dallara Motorsports. Han er også med ombord.

Ferrari lykkes med at overtale i alt seks lokale investorer til at skyde penge i projektet, og alle seks skal stå som ejere af klubben. Ingen enegang.

Nevio Scala tilbage i Parma. Foto: Getty ImagesRoberto Serra.

Nevio Scala tilbage i Parma. Foto: Getty ImagesRoberto Serra.

Men der skal også nogen med noget seriøs fodboldviden med i projektet. Nogen, der ved noget om fodboldverdenen, der ved noget om italiensk fodbold, og om Parma.

Her kommer Nevio Scala ind i billedet. Han var manden, der fra trænerbænken førte Parma fra Serie B til toppen af italiensk fodbold i starten af 90'erne, og også gjorde dem til en europæisk magtfaktor. Han er altså intet mindre end en levende legende i Parma og omegn. 67 år gammel er han egentlig gået på pension, men da Ferrari kontakter ham, fortæller ham om sin plan, og tilbyder ham posten som præsident i "det nye Parma", kan han ikke sige nej. Faktisk vil han det så gerne, at han siger ja til at arbejde gratis det første år. Eller næsten gratis - hans eneste betaling er et årskort til Teatro Regio, som er byens operahus. Han har dog en enkelt og meget vigtig betingelse:

- Jeg vil have fuldstændig gennemsigtighed og klarhed omkring reglerne, kræver han ifølge New York Times.

- Jeg vil have klubben til at blive genfødt og følge bestemte værdier, som jeg mener ellers er gået tabt i moderne fodbold.

Det bliver han lovet, så Nevio Scala takker ja til jobbet, og med sig tager han to af sine gamle kæmper, der var med til at sætte Parma på fodboldlandkortet. Fra 1987 til 2000 spillede Luigi Apolloni og Lorenzo Minotti til sammen mere end 600 kampe for Parma. Den gang med græs på knæene, men nu skal det gøres fra sidelinjen. Apolloni sætter sig i trænersædet, imens Minotti skal være teknisk direktør.

Holdet er altså på plads - alle sammen folk, der elsker både byen og fodboldholdet Parma, men der mangler nogen. Faktisk nærmest de vigtigste: fansene.

En for alle, alle for én

De seks føromtalte ejere skraber 2,5 millioner Euro sammen, og for dem sætter de sig på 75 procent af aktierne i klubben. Til sammen er de dog gode for milliarder, så de kan sagtens købe de sidste 25 procent. Men det gør de ikke. De er nemlig reserveret. Reserveret til fansene. De resterende 25 procent af aktierne bliver solgt til klubbens fans, der dermed også er garanteret en plads i bestyrelsen. I løbet af den første uge køber 200 fans aktier - nogle for mindstebeløbet på 500 Euro, andre for helt op til 40.000 Euro.

- Vi vil ikke have deres penge, vi vil have deres loyalitet, fortæller Marco Ferrari til New York Times.

- Derfor dobler vi også op, så for eksempel fans, der har købt aktier for 500 Euro, får aktier svarende til 1000 Euro.

Desuden bliver det indskrevet i vedtægterne, at fansene aldrig må eje under 10 procent af aktierne.

Tifosierne kvitterer for tilliden ved ikke bare at købe aktier, men også 9.000 sæsonkort. Suveræn rekord i Serie D. Og heldigvis får de også, hvad de betaler for.

One down, two to go

Kigger man på Parmas hjemmeside, så findes der ikke noget erklæret mål om at rykke op X antal gange på X antal år. Faktisk står der slet ikke noget om at rykke op, og Serie A er ikke nævnt med et eneste ord. Målsætninger er derimod at: "Genvinde respekten og æren, som et hold med otte nationale og internationale titler fortjener, såvel som at fremvise både byens og fansenes anstændighed og identitet."

Alessandro Lucarelli. Foto: Getty Images

Alessandro Lucarelli. Foto: Getty Images

Det afholder dog ikke Parmas førstehold fra at cruise igennem Serie D. Sæsonen 2015/16 byder på 28 sejre, 10 uafgjorte og ikke et eneste nederlag. Holdet vinder med 94 point den fjerdebedste række i suveræn stil, hele 17 point foran nummer to Altovicentino.

Holdet består primært af unge spillere fra lokalområdet, og af ældre spillere, der tidligere har været i klubben, men som den gang havde svært ved at slå dyre, udenlandske spillere af holdet. Fokus er at bygge et hold af spillere, der af den ene eller anden grund er bundet til området omkring Parma, og derfor også har hjertet med sig i projektet.

En af dem, der bestemt har hjertet med ind i projektet, er Alessandro Lucarelli. Anføreren, der mistede en million Euro, da klubben gik konkurs, har været med siden 2008, og han har også taget turen med ned i Serie D. Her kan han ikke gøre sig nogen som helst forhåbninger om at tjene bare i nærheden af de penge, han har mistet, men han har til gengæld gjort sig fortjent til noget langt større - udødelighed i Parma, og en central plads ikke bare i hjerterne hos Parmas fans, men også i historiebøgerne.

Et nyt forbillede - at starte forfra

Folk i og omkring Parma, det være sig både fans, spillere, ledere og indbyggere i byen, havde garanteret gerne været foruden 13 år med kaos i fodboldklubben, og de havde formentlig også gerne været foruden de mange konkurser. Men i et fodboldland hvor økonomisk kaos er mere en regel end en undtagelse, er muligheden for at starte forfra måske ikke noget helt dårligt scenarie.

Det er altså ofte i modvind, at man viser sit sande jeg, og det har både byen og fodboldklubben Parma benyttet de ulykkelige omstændigheder til at gøre på fineste vis.

Frem fra asken efter årtier med grådige ejere, der primært tænkte på penge, succes og gerne egen vinding, er vokset muligheden for at skabe en ny klub i byens egen ånd.

En klub, som man har lyst til at være stolt af. Et hold som er forankret i lokalområdet, og et hold som byen og dens indbyggere kan spejle sig i. Så bliver det bare spændende at se, hvordan fremtiden forvaltes, hvis holdet en dag igen er at finde tilbage i Serie A.

Jeg krydser i hvert fald fingre...

 

Foto: Getty Images/Guiseppe Bellini

Kilder - tryk på linket:
BBC
New York Times
ESPN
These Football Times
The Guardian

Rafalutionen - en ny start i Newcastle United

Rafalutionen - en ny start i Newcastle United

Grasshopper Club Zürich – historien om klubben uden et hjem

Grasshopper Club Zürich – historien om klubben uden et hjem