Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Opgøret om Tyne er som Tredje Verdenskrig

Opgøret om Tyne er som Tredje Verdenskrig

Det ene hold rykkede ud, det andet blev i Premier League. Men historien om rivaliseringen mellem Newcastle og Sunderland lever videre. Her er et uddrag af Malte Lillelund Nørgaards bog "Ærkerivaler - Europas vildeste opgør"

Af Malte Lillelund Nørgaard
 

Floden Tyne, der skærer sig gennem det nordlige England, er det eneste, der holder Newcastle og Sunderland fra hinanden. Når de tørner sammen, ender det ofte i krig på banen. ”Det er uden tvivl den dynamik og energi, der findes, når de to holds fans dyrker hadet til hinanden, der gør dét her til et af de største opgør,” forklarer legenden Alan Shearer.

”Hvem er den idiot?” brager det ud af højtalerne. Lyden overstyrer og kommer let skrattende ud af højtalerne, der er placeret helt oppe under loftet med kun få meters mellemrum.

Billedet på stedets mange fladskærme er netop skiftet, så der nu toner et billede frem af Sunderland-manager Gustavo Poyet. Hundredevis af øresønderrivende buh-råb fra folk i sort-hvid stribede trøjer smelter sammen til én samlet lyd i det tætpakkede lokale. Der er ingen tvivl om, at de på denne side af Tyne-floden holder med Newcastle. Hver eneste kampdag samles de her.

Væggene er gule, mens der enkelte steder er skrevet tags for Newcastle United med tusch eller kuglepen. De seks barstole er lavet i mørkt, rustikt træ. Stolene bærer præg af mange stød, og flere steder er der slået en flig af. De har tydeligvis været i brug i mange år. Sæderne er slidte og blanke, og det er i sig selv en kunst at holde balancen på dem, når der er hældt nogle pints indenbords.

Helt bagerst i lokalet er baren, der også er bygget i mørkt træ, placeret. Her er naturligvis fustager, der drypper af kondens. Her er varmt, men logoet øverst på fustagerne er ikke til at tage fejl af. En orange baggrund med rød skrift slyngende rundt i en oval og den karakteristiske blå stjerne i midten. Her serveres der Newcastle Brown Ale. Selvfølgelig. Den øl, der i 16 år har været på maverne af trøjerne hos Newcastle United. Den lokale sponsor med det globale brand, der gennem tykt og tyndt har bakket op om byens fodboldhold.

Langs de gule vægge er der bygget fire podier til piger, der står og danser kun iført lingeri med Newcastle Uniteds logo. På trods af stedets slitage pumper musikken videre ud af højtalerne og bliver kun afbrudt, når speakeren på første etage griber mikrofonen og råber Newcastle-sange ud til de mange fremmødte på pubben. Førsteetagen har sin egen balkon, hvor det er muligt at kigge ned på de topløse piger og dansegulvet fra oven, mens der bliver skrålet med på de mange sange. Stedet er kompakt og proppet. Det er næsten umuligt at kæmpe sig gennem de mange stribede trøjer og op til baren, mens lyden er så indelukket, at det giver akustik, der mest af alt minder om stadionlyd i sodavandsdåse.

Sådan er det her. Og sådan er det hver eneste søndag, når Newcastle spiller på hjemmebane. Og sådan har det været i Newcastle, siden Newcastle United så dagens lys i 1892.

Fra Stanley til Newcastle East End

Allerede ti år forinden var en klub i den østlige del af Newcastle blevet stiftet. Klubben hed Stanley. Stanley voksede snart i størrelse som fodboldklub, men ofte forvekslet med en anden klub i Durham, der havde samme navn. Klubben valgte derfor hurtigt at skifte navn til Newcastle East End. I den anden ende af byen lå klubben Newcastle West End, der tjente som cricketklub. En række af holdets spillere valgte dog at bryde ud af West End i 1884 og starte en fodboldklub som modstykke til Newcastle East End. Fodboldklubben skulle naturligvis bære samme navn som cricketklubben: Newcastle West End. West End spillede stadig deres hjemmekampe på cricketbanen, men i maj 1886 lejede de sig ind på en grund, der lå placeret højt over byen Newcastle. Her kunne de have deres egen fodboldbane, og den fik tilnavnet St. James Park.

De to klubber var snart de største i Newcastle, og allerede i 1886 spillede Newcastle West End sin første kamp mod det hold, der senere skulle vise sig at blive de værste rivaler, Sunderland AFC. Newcastle West End slog Sunderland AFC ud af FA Cup, men røg selv ud i den følgende runde.

Den ambitiøse klub Newcastle West End voksede og fik lokket den skotske landsholdsspiller Bob Kelso til St. James Park. En stor stjerne, der trak mange overskrifter. Noget måtte gøres, hvis East End ikke ville distanceres fra byrivalerne. Der blev ryddet ud blandt ledere og spillere, så økonomien kunne komme tilbage på sporet.

Og snart skulle det vise sig at være en god idé. I 1888 blev det engelske fodboldforbund enig om at stifte en national fodboldliga. De to Newcastle-klubber indså hurtigt, at de ikke havde niveauet til at spille med blandt de bedste, og de undlod derfor at søge om optagelse i det fine selskab. Problemet var ganske enkelt, at byen Newcastle ikke havde kapaciteten til at rumme to fodboldhold, der kunne være blandt de 12 bedste i landet. Da Newcastle West End samtidig begyndte at ramle ind i økonomiske problemer, lå løsningen lige for. Newcastle West End og Newcastle East End blev slået sammen til Newcastle United Football Club i 1892. Den følgende sommer søgte holdet om at blive optaget i den nationale fodboldliga, og det engelske fodboldforbund imødekom forespørgslen med åbne arme. Det nye Newcastle United var en moderne fodboldklub med fine faciliteter, da den var rykket ind på Newcastle West Ends gamle faciliteter på St. James Park, hvor klubben den dag i dag stadig spiller sine hjemmekampe.

Billedet er fra omkring 1904 og viser en kamp mellem Newcastle og Sunderland på St. James Park. 

Billedet er fra omkring 1904 og viser en kamp mellem Newcastle og Sunderland på St. James Park. 

Året forinden var Sunderland AFC blevet optaget i det fine selskab blandt de 12 hold, der skulle spille i den første nationale liga, som skulle starte i sommeren 1888. Klubben havde da allerede eksisteret i ni år. En række skolelærere anført af skotske James Allan var blevet enige om at droppe cricketspillet til fordel for det mere moderne fodboldspil, der i stigende grad blev dyrket af masserne. Skolelærerne besluttede at hoppe med på vognen og stiftede deres egen klub ved navn Sunderland and District Teachers’ Association Football Club. De indså dog hurtigt, at det var en ret sluttet kreds, der ønskede optag i fodboldklubben på grund af dens navn og optagelseskrav. Derfor blev det allerede året efter besluttet, at fodboldklubben ikke længere kun var for skolelærere, men for alle, mens navnet blev ændret til det mere mundrette Sunderland AFC. Klubbens trøjer var på daværende tidspunkt marineblå, mens bukserne bar samme farve dog prydet med en hvid stribe. Den foretrukne opstilling var 2-2-6.

Året før optagelsen i den nationale fodboldliga var Sunderland AFC dog tæt på at blive slettet helt fra det engelske fodboldkort. De engelske klubber havde nemlig siden 1885 haft tilladelse til at betale deres spillere i modsætning til i Skotland, hvor spillerne stadig ikke havde fået lov at modtage penge for at spille. Grundet Sunderlands placering i det nordlige England var det derfor mere end oplagt at hente en række skotske spillere til klubben, hvis de blev tilbudt penge for at spille.

De lokale forlod klubben, da de ikke længere kunne få plads på holdet, og til sidst smækkede klubbens stifter, skolelæreren James Allan, også med døren. Mange af klubbens bedste spillere rejste med Allan, og sammen startede de en rivaliserende fodboldklub ved navn Sunderland Albion. En voldsom rivalisering opstod straks, men præcis som det var tilfældet i Newcastle, så var Sunderland heller ikke stor nok til at have to fodboldhold.

James Allan havde dog truffet den forkerte beslutning. To investorer havde nemlig set lyset i Sunderland AFC, efter at Allan var smuttet fra klubben. Kulmineejeren Samuel Tyzack og den rige skibsbygger Robert Thompson smed en masse penge ind i Sunderland AFC, der snart kunne købe en række endnu bedre spillere end dem, James Allan havde taget med sig. Sunderland Albion forsvandt derimod ned i glemslen, og i 1892 stod der derfor kun to store klubber tilbage på hver sin side af Tyne-floden. Fronterne var trukket op, og Tyne-Wear-derbyet blev snart en realitet.

Gigantisk opmærksomhed

”Det er det største opgør i engelsk fodbold.” Så klart har fodboldlegenden Sir Bobby Robson udtrykt sit syn på Tyne-Wear derbyet. Og det er ikke kun på grund af den korte, geografiske afstand mellem de to hold, at opgøret er stort. Uden for banen har opgøret også altid tiltrukket sig enorm opmærksomhed.

Langfredag i 1901 mødte flere end 120.000 mennesker op på St. James Park for at se de lokale helte spille mod rivalerne fra Sunderland, selvom kapaciteten på stadion blot var 30.000 på daværende tidspunkt.

Folk hang i lygtepæle og træer omkring banen, mens de på tribunerne stod klemt som aldrig før. Kampen endte derfor i sidste ende med at blive afblæst på grund af de massive tilskuermængder. Et scenarie, det er svært at forestille sig i dag. Populariteten omkring kampene var enorm, mens både Newcastle og Sunderland også nød stor sportslig succes inde på banen. I 1913 havde klubberne tilsammen vundet otte engelske mesterskaber, og de var derfor sammen med Aston Villa de tre mest vindende klubber i engelsk fodbold på daværende tidspunkt.

Den store sportslige succes betød også, at de to klubber ofte var med langt henne i pokalturneringen, FA Cup. I 1909 havde de to klubber trukket hinanden op af bowlen i kvartfinalen. Det blev indledningen til en hektisk periode, hvor de to hold mødte hinanden tre gange på bare ni dage. Det første møde skulle stå på Sunderlands daværende hjemmebane, Roker Park. Et kedeligt opgør endte 0-0, og der skulle derfor spilles omkamp på St. James Park i Newcastle. Her blev underholdningen straks skruet en tand i vejret, og kampen endte 2-2.

Adam Johnson har scoret mod Newcastle. Foto: Getty Images/Ian MacNicol

Adam Johnson har scoret mod Newcastle. Foto: Getty Images/Ian MacNicol

De to hold stod derfor stadig helt lige, og en ny omkamp skulle til. Der måtte slås plat og krone om, hvor kampen skulle spilles. Newcastle vandt og fik dermed hjemmebanefordelen.

50.000 mennesker var mødt op for at se opgøret på en bidende kold martsdag, hvor sneen føg på tværs af banen. Banen lignede et mudderhul, og det var ganske enkelt umuligt at spille noget, der mindede om fodbold. Bolden fløj fra ende til anden og ofte hoppede den i flere forskellige retninger, før den nåede at stoppe. En betænksom fan sprang ind på banen og spurtede ned mod Newcastle-målet med en paraply til keeperen, så han kunne stå lidt i læ, mens de resterende 20 markspillere tacklede igennem på midten af banen. Keeperen måtte dog smide paraplyen fra sig i snestormen nogle enkelte gange undervejs i kampen, da han måtte samle bolden ud af nettet tre gange. Newcastle formåede ikke at score foran et til sidst skuffet hjemmepublikum, og Sunderland strøg derfor videre i turneringen, hvor de endte med at tabe til Aston Villa i finalen.

Skinny og skaderne

Skinny er ikke så gammel, at han kan huske den slags. Han er i fyrrerne og er kommet her på diskoteket i mange år. Så længe han kan huske. Han kan sagtens nå at drikke ti pints i timerne op til kampene. Hans grå hår sidder i en kort grydefrisure, og på armene har han tatoveringer. Newcastle-tatoveringer naturligvis. Mere end én figur af en skade, som er Newcastle Uniteds kendetegn, er tegnet op med nålen.

Enhver Newcastle-fan ved, at en enkelt skade tatoveret bringer uheld, mens flere bringer lykke til holdet. Ølmaven er så småt begyndt at vinde frem under fodboldtrøjen, men den er stadig ikke så stor, at han har problemer med at læne sig over baren for at bestille den næste fadøl. Cowboybukserne er slidte, og det er længe siden, at de slidte kondisko har været hvide. Skinnys øjne er indsunkne og bærer tydeligt præg af et hårdt liv med mange, lidt for lange dage på pubs og bodegaer rundt omkring i England og Europa. Men han elsker Newcastle United, næsten så højt som sin otteårige søn, der naturligvis følger med sin far rundt på beværtningerne hver eneste weekend.

”Er du her for at se Tredje Verdenskrig?” råber Skinny gennem musikken, inden han tager en ordentlig slurk af sin fadøl og sætter glasset hårdt ned på baren foran sig.

I Skinnys berusede hoved er Tredje Verdenskrig et synonym for Tyne-Wear-derbyet. Han har set alle kampene mod Sunderland, siden hans egen far begyndte at tage ham med til fodboldkampe, da han havde nogenlunde samme alder, som hans søn har nu.

Særligt to kampe står klart i hukommelsen: Playoff-semifinalerne i Englands næstbedste række i 1990. Newcastle var sluttet tre placeringer højere og med seks point mere end Sunderland i Englands næstbedste række. De to øverst placerede hold, Oldham og Sheffield Wednesday, var rykket direkte op i Premier League, mens det, som reglerne foreskriver, artede sig således, at rækkens nummer tre, Newcastle, skulle møde rækkens nummer seks, Sunderland, i den ene playoff-semifinale.

Kampsituation fra den legendariske Playoff-semifinale i 1990, som Sunderland vandt 2-0.  Foto: Getty Images

Kampsituation fra den legendariske Playoff-semifinale i 1990, som Sunderland vandt 2-0. 

Foto: Getty Images

Ingen af de to hold havde formået at slå hinanden i den regulære sæson, og heller ikke i den første semifinale på Roker Park i Sunderland lykkedes det et af de to hold at score flest mål. Kampen endte 0-0, og opgøret stod derfor fuldstændigt åbent inden returkampen på St. James Park, hvor der skulle findes en vinder.

Invasionen og skrivebordet

Allerede efter 13 minutter bragte Eric Gates Sunderland i front, og tavsheden bredte sig over et udsolgt St. James Park. Stemningen blev iskold, da Marco Gabbiadini bragte Sunderland på 2-0. Gabbiadini klemte sig foran en forsvarsspiller på en dybdebold og med det yderste af tåspidsen prikkede bolden fladt i nettet fra kanten af feltet. Newcastle United var i knæ. Bagud 2-0 på hjemmebane mod Sunderland i sæsonens vigtigste kamp. Drømmen om en playoff-finale på Wembley og en mulig tilbagevenden til Premier League så ud til at glippe. Det gjorde ondt. Smertede i brystkassen. Der var kun én måde at stoppe mareridtet på. Newcastles fans invaderede banen. Hele tribuner væltede ud over grønsværen, og spillerne måtte flygte. Der var ingen ond hensigt med aktionen andet end at få kampen afbrudt, så lidelserne kunne stoppe.

Kampen endte dog med at blive genoptaget efter en enorm forsinkelse, og de sidste fire minutter kunne blive færdigspillet. Sunderland vandt 2-0, men tabte senere playoff-finalen på Wembley til Swindon. Swindon havde dog brudt en række af fodboldforbundets regler gennem sæsonen og blev derfor erklæret for tabere efter en skrivebordsafgørelse. Sunderland sikrede sig derfor reelt oprykningen til Premier League, da de slog Newcastle United på St. James Park. Aldrig har noget gjort så ondt på de sort-hvide Geordies, og aldrig har noget frydet så meget i et Sunderland-hjerte som sejren på den solbeskinnede majdag i 1990.

Allerede året efter rykkede Sunderland dog ud af Premier League sammen med Derby County. Efter syv år, der havde budt på både op- og nedture i den næstbedste række, rykkede Sunderland igen op i Premier League i 1996. Året efter røg de dog ud igen, da de tabte til Coventry på sidste spilledag.

En legende bliver skabt

Noget skulle der gøres, hvis klubben ville tilbage i Premier League og beholde pladsen blandt de bedste i stedet for at agere elevatorhold. Klubben hentede derfor den 26-årige angriber Kevin Phillips, der havde scoret i næsten halvdelen af sine kampe for Watford. Sunderland måtte smide seks millioner kroner efter angriberen, som de håbede var manden, der skulle blive den nye, store helt hos The Black Cats.

Phillips indledte ikke karrieren lovende på det spritnye Stadium of Light. 15 kampe inde i sæsonen havde han kun fundet vejen til modstanderens netmasker fire gange, og de fleste Sunderland-fans begyndte efterhånden at miste tålmodigheden med den dyrt indkøbte angriber. Men så fandt Phillips noget uventet frem. Han bombede pludselig mål ind, og han satte pludselig den ene klubrekord efter den anden. Mål i syv kampe i træk. Mål i ni hjemmekampe i træk. Og så blev han den første Sunderland-spiller siden legendariske Brian Clough til at score 30 ligamål i én sæson for klubben.

Kevin Phillips i en af de mange stjernestunder for Sunderland. Foto: Getty Images/Michael Steele

Kevin Phillips i en af de mange stjernestunder for Sunderland. Foto: Getty Images/Michael Steele

Phillips nåede i alt op på 35 mål i alle turneringer og kunne nu notere sig, at han var den Sunderland-spiller efter Anden Verdenskrig, der havde scoret flest mål i én og samme sæson. Phillips var gået fra flopindkøb til legendestatus på bare en halv sæson. Trods en misset oprykning og en række tilbud fra andre klubber, valgte Phillips at blive i Sunderland. Året efter endte Phillips nok engang som topscorer i Englands næstbedste række, og Sunderland rykkede herefter direkte op i Premier League.

Sunderland var klar til at tage den første tørn i Premier League, siden superindkøbet Kevin Phillips var kommet til klubben. Og nu skulle Phillips vise hele England, at han også kunne begå sig på højeste niveau. Inden sæsonstarten var der dog ikke meget tro på, at Phillips var god nok til Premier League. Den tidligere engelske landsholdsangriber Rodney Marsh udtalte i opstartsfasen, at han havde svært ved at se, hvordan Kevin Phillips skulle komme til at lave mere end fem eller seks mål. Marsh kunne ikke tage mere fejl. 18. september 1999, en måned inde i sæsonen, scorede Kevin Phillips sit sjette Premier League-mål for Sunderland. Siden da gik det kun én vej. Phillips scorede på alt, hvad der rørte sig. Da sæsonen var overstået, havde Kevin Phillips nettet ikke færre end 30 gange for Sunderland i Premier League, og han vandt topscorertitlen i England. Samtidig vandt han også Den Gyldne Støvle som den mest scorende spiller i Europa. Den dag i dag er Phillips stadig den eneste englænder nogensinde, der har vundet prisen.

Alt, hvad jeg kunne lugte, var alkohol

Og naturligvis var Phillips også på pletten mod Newcastle i en dramatisk affære på St. James Park. Regnen høvlede ned over stadion i Sunderland den februardag i 2000. Sunderland var oprykkere, og klubbens fans tørstede efter en sejr over Newcastle. De to hold havde ikke mødt hinanden i ligasammenhæng de seneste tre sæsoner, og mens Sunderland havde penduleret op og ned i de to øverste divisioner, havde Newcastle været fast inventar i Premier League siden 1993.

Newcastles franskmand Didier Domi bragte hurtigt udeholdet i front, da han smuttede ned ad højrekanten og lidt tilfældigt fra kanten af feltet fik smidt et afrettet skud ind bag en sagesløs Thomas Sørensen i Sunderland-buret.

Efter 21 minutter gik det helt galt for oprykkerne. En flyvende Kieron Dyer tryllede med et par fine driblinger i venstresiden og blev nedlagt. Dyer stod selv ved frisparksbolden og smed den perfekt i feltet, hvor den portugisiske lejesvend, Helder, kunne stige til vejrs og heade 2-0-målet ind. Bobby Robsons drenge var på vej mod en komfortabel udesejr over rivalerne, og stemningen blandt de medrejsende fans på det regnvåde stadion var i top. I to minutter. Så blev der stille for en stund. Phillips’ angrebsmakker, den 193 cm høje Niall Quinn, lagde bolden til rette for Sunderland-fansenes yndling midt i feltet bare to minutter senere, og så svigtede Phillips ikke fra de omkring ti meter. 2-1 ved pausen i en hæsblæsende affære, og håbet for de mange Sunderland-fans levede endnu.

I anden halvleg trykkede Sunderland på. Spillerne vidste, hvor vigtigt bare et enkelt point ville være for holdets fans, men Steve Harper i Newcastle-buret havde en fremragende dag. Flere gange snuppede han oplagte chancer fra både Kevin Kilbane og Chris Makin, men otte minutter før tid skete det så. Igen var Kevin Kilbane involveret, da han med et fladt indlæg fra venstre fandt Kevin Phillips, der på perfekt angribermanér havde taget position ved forreste stolpe. Bolden strøg over det glatte græstæppe. Stadion holdt vejret, mens Phillips kæmpede sig mod bolden. Målet var frit ved forreste stolpe. Bang! Udligning. 2-2. Kevin Phillips. En enorm jubel brød ud. Endnu større blev jubelbrølet, da kampens dommer fløjtede af. Phillips røg ud til klubbens fans, hvor han blev mast ind i mængden af jublende tilhængere.

”Jeg blev trykket helt ind mellem vores fans, og alt, hvad jeg kunne lugte, var en fantastisk stank af alkohol. Det var helt overvældende, det er den mest fantastiske atmosfære, jeg nogensinde har oplevet på et stadion,” har Phillips tidligere forklaret til Sunderland Echo.

”Det her er uden tvivl det største opgør i England. Det kombinerer alt, hvad Sunderland-fans elsker. Fodbold og pints. Og det er så vigtigt for alle i og omkring byerne, at det ikke er til at forstå. Den forventning og atmosfære, der er omkring opgørene, er helt unik,” sagde Phillips videre.

Derbydag er noget specielt i begge byer, uanset om kampen skal spilles i Sunderland eller Newcastle. Pubberne er pakkede selv tidligt om morgenen, og som regel får det engelske politi rykket kampstarten til klokken 12, så de fulde og forventningsfulde fans ikke kan nå at drikke alt for mange øl inden kampen. Den engelske alkohollovgivning foreskriver, at det ikke er tilladt at købe alkohol på udesteder før klokken ti om morgenen, med mindre der bestilles mad ved siden af. Derfor flyder det altid med billige baconsandwichs overalt i byen på kampdagene.

”Det er en kæmpe dag for alle fans i byen. Måske er det fordi, jeg selv er fra Newcastle og har været blandt fansene, at jeg føler den her atmosfære fuldstændigt. Jeg har den samme følelse som vores fans. Op til kampene stiger intensiteten, og det hele bliver lidt mere elektrisk. Det er anderledes end de andre ligakampe og lyden på lægterne er bare højere. Det er bare meget mere specielt at score mod Sunderland,” forklarer den tidligere Newcastle-yndling Alan Shearer, da jeg spørger ham til opgøret.

Fri øl til de medrejsende

Også Newcastles ejer Mike Ashley har tidligere været med til festlighederne. Før Ashley for alvor kom i unåde hos Newcastles fans ved at omdøbe St. James Park til Sport Direct Arena, var han rejst med til Sunderland sammen med holdets supportere. Togtiderne betød, at de sort-hvid-stribede var ankommet til Stadium of Light i Sunderland længe før kampstart. Øllene forsvandt hurtigere end vand, der rammer jorden på en knastør sommerdag, og snart var der drukket op. En beruset Newcastle-fan fik øje på Mike Ashley og råbte: ”Få så købt de øl, dit nærige svin.”

Mike Ashley reagerede konsekvent. Han gik op i en af barerne ved stadion og bestilte fri øl til alle de medrejsende, men Sunderland nægtede at tage imod bestillingen fra Newcastle-ejeren af frygt for uroligheder.

Urolighederne skal tøjles, så det ikke kommer til at lægge en dæmper på stemningen. En balancegang, der for et par sæsoner blev lidt for svær for en Newcastle-fan efter et nederlag til Sunderland, forklarer Alan Shearer.

”Du kan også tage et nederlag for tungt. Efter vi havde tabt en kamp mod Sunderland, var der en af vores fans, der havde slået en politihest. Dér kommer det ude af proportioner.”

”Men opgøret er stadig blandt de største i europæisk fodbold. Det er uden tvivl den dynamik og energi, der findes, når de to holds fans dyrker hadet til hinanden, der gør dét her til et af de største opgør.”

Newcastle

Klubnavn: Newcastle United Football Club

tiftet: 1892

Øgenavn: The Magpies

Stadion: St. James Park

Kapacitet: 52.405

Fangrupperinger: Newcastle Gremlins

Legendariske spillere: Alan Shearer, Jimmy Lawrence, Peter Beardsley

Danske spillere: Preben Arentoft, Frank Pingel, Bjørn Kristensen, Jon Dahl Tomasson, Peter Løvenkrands

Sunderland

Navn: Sunderland Association Football Club

Stiftet: 1879

Øgenavn: The Black Cats

Stadion: Stadium of Light

Kapacitet: 48.300

Fangrupperinger: The Seaburn Casuals

Legendariske spillere: Kevin Philipps, Jimmy Montgomery, Gary Rowell

Danske spillere: Kim Heiselberg, Carsten Fredgaard, Thomas Sørensen, Nicklas Bendtner

 

To klublegender

 

Kevin Phillips

Lillebitte Kevin Phillips på 170 centimeter, der endte med at blive den største angriber i nyere tid hos Sunderland. Tidligt i karrieren sagde Phillips’ træner til ham, at han var for lille til at spille angriber, og derfor blev han sat ned på højre back. Ungdomsklubben Southampton kunne dog ikke bruge Phillips og slet ikke på højre back, og derfor blev han fritstillet i 1990 efter blot at have spillet to reserveholdskampe for klubben. Phillips tog derfor videre til Baldock Town, der spiller uden for divisionerne i England. Her optrådte han også som forsvarsspiller, men en række skader tvang klubbens manager til at flytte Phillips op i angrebet. Her nettede han to gange i sin første kamp som forreste mand.

Foto: Stu Forster/Getty Images

Foto: Stu Forster/Getty Images

Watford fik snart øje på Phillips’ talent og hentede ham til klubben i 1994, hvor han nåede at score 24 mål i 59 kampe. En glimrende statistik, der til sidst bragte ham videre til Sunderland i 1997, hvor karrieren for alvor tog fart. På bare seks år flyttede Phillips sig fra at spille i den ottendebedste række i England til at være den mest scorende angriber i Europa foran spillere som Raúl, Patrick Kluivert og Andriy Shevchenko. Derfor blev det naturligvis også til landsholdsdebut for Sunderland-fansenes yndling, der debuterede mod Ungarn i 1999. Phillips nåede i alt at spille otte landskampe for England, uden at han dog formåede at få netmaskerne til at blafre.

Efter seks succesfulde år i Sunderland med 113 mål til følge, rykkede klubben ud af Premier League i 2003, og Phillips måtte finde nye græsgange. Phillips rykkede herefter til Southampton, hvor han spillede to år, inden han skiftede til Aston Villa, West Bromwich, Birmingham, Blackpool og Crystal Palace, hvorefter han til sidst havnede hos Leicester i 2014. Her nåede den 41-årige Phillips at fejre sin femte oprykning fra The Championship, inden han satte fodboldstøvlerne ud i garagen for sidste gang og stoppede den professionelle fodboldkarriere til fordel for et liv som træner.  På trods af sine blot seks år hos Sunderland, vil fans af klubben altid huske Phillips’ enorme arbejdsradius, fantastiske målnæse og hans gigantiske sejrsvilje.

 

Vinder af The Championship 1999, 2008 og ’14

Vinder af Den Gyldne Støvle 2000

Vinder af League Cup 2011

Topscorer i Premier League 2000

Topscorer i The Championship 1998

Årets spiller i The Championship 2008

Jeg kendte ikke meget til Tyne-Wear derbyet før jeg skiftede, men noget af det første, en af vores fans sagde til mig, var: Jeg er ligeglad med, hvordan du spiller, bare I slår Newcastle,
— Kevin Phillips

Alan Shearer

Foto: Stu Forster/Getty Images

Foto: Stu Forster/Getty Images

Alt var på plads. Stort set alle var sikre på, at Alan Shearer efter EM 1996 kunne kalde sig ny spiller i Manchester United. Men så ringede telefonen. I den anden ende var Kevin Keegan. Efter at have snakket med Shearer længe, fik han overtalt den engelske målræv til at vælge et skifte til hjemstavnens store hold, Newcastle United. Handlen slog alle rekorder. 150 millioner kroner betalte vicemestrene fra Newcastle for Shearer. Og de penge skulle vise sig at være godt givet ud. De næste ti år spillede Shearer for klubben, og han hamrede målene ind. 206 mål i 404 kampe for Newcastle United blev det til.

Det lå ellers ikke i kortene, at Shearer skulle ende hos Newcastle United, da de efter en endt prøvetræning havde afvist at tilbyde ham en kontrakt. Også West Bromwich og Manchester City havde Shearer til prøvetræning, uden at de blev overbevist, og i stedet tog Southampton bestik af situationen og skrev kontrakt med Shearer. Efter fire år i klubben hentede Blackburn Rovers i 1992 Shearer, og tre år senere kunne parterne fejre det engelske mesterskab sammen. Shearer havde nettet imponerende 34 gange i ligaen og spillede derfor en stor rolle i Blackburns mesterskabssæson.

Målmageren Shearer skulle hjem til Newcastle, og det kom han. Selvom han aldrig nåede at vinde mesterskaber med Newcastle, vil alle klubbens fans til deres død hævde, at Shearer er en af de bedste spillere, der nogensinde har optrådt i den sort/hvid-stribede trøje. Sjældent har en angriber haft så godt et øje for, hvor målet stod. Med sin eminente sparketeknik, sit lynhurtige antrit og sin fantastiske koldblodighed foran målet er Alan Shearer stadig den dag i dag den mest scorende spiller, der nogensinde har spillet for Newcastle United.

”Mit største Tyne-Wear øjeblik er uden tvivl fra derbyet på udebane i 2006, hvor jeg sparkede bolden i kassen på straffespark. Det viste sig senere, at dét spark til bolden blev det sidste i min professionelle karriere,” fortæller Alan Shearer.

Her så verden den legendariske Alan Shearer-jubelscene for sidste gang. Fuld spurt med pegefingeren mod himlen. En scene, der gentog sig så ofte, at den aldrig bliver glemt på St. James Park.

 

Vinder af Premier League 1995

Topscorer til EM 1996

Topscorer i Premier League 1995, ’96 og ’97

Årets spiller i Premier League 1995

Optaget i engelsk fodbolds Hall of Fame 2004

Jeg drømte om at spille sammen med Alan Shearer, da jeg var lille
— Wayne Rooney

 

 

Topfoto: Getty Images

 

Podcast - DBU: Derfor valgte vi Hareide

Podcast - DBU: Derfor valgte vi Hareide

Undskyld jeg siger det, men Danmark til VM er altså ikke nogen selvfølge

Undskyld jeg siger det, men Danmark til VM er altså ikke nogen selvfølge