Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Hvorfor er vi så dårlige til at anerkende kvindefodbold?

Hvorfor er vi så dårlige til at anerkende kvindefodbold?

Det danske kvindelandshold får en brøkdel af opmærksomheden i forhold til mændene. Jesper Ravnborg dykker ned i årsagerne og peger på en spiller, der kan ændre meget: Nadia Nadim

 

Af Jesper Ravnborg

Den 15. juli 1970. Denne dato, som på overfladen synes ligegyldig i et politisk og historisk perspektiv, er reelt kulturelt definerende for dansk idræts udvikling. 

Her blev der skrevet dansk idrætshistorie foran 50.000 tilskuere på Stadio Communale i Torino, da det danske kvindelandshold i fodbold besejrede værtsnationen fra Italien med 2-0 og sikrede Danmark titlen som uofficielle verdensmestre. En mageløs præstation som BK Femina, grundet Danmarks officielle landsholds fravær, fik gjort til virkelighed, hvilket i den grad efterlod en sportsinteresseret dansk befolkning i forbløffelse. En almindelig skepsis for den lidet flatterende kvindefodbold led i den grad under manglen på nuancer. Kunne kvinder overhovedet spille bold?

I dag ved vi, at mange danskere har måttet revidere deres fordomme over for håndboldkvinderne (”livet er for kort til damehåndbold”), da de blev de store vindere af mesterskabstitler i slutningen af 1990’erne. Piger, kvinder, damer, ja vores ladies var pludseligt enormt populære – og ikke bare i jyske haller, men som primær attraktion på DR, sidenhen på TV2. Et gennembrud for kvindeidrætten med andre ord. Desværre kom det ikke til at smitte af på fodbolden, hvor damernes indsats til stadighed blev set skævt til. Niveauet var vist for lavt, mente mange.

Her 45 år efter det danske kvindelandshold i fodbold fik etableret konturerne af en succesrig fremfærd på den globale idrætsscene, er det til stadighed kvindefodboldens største udfordring, at den nedprioriteres. Kvindefodbolden søger stadig febrilsk efter den  anerkendelse fra folkets side, som ”de jernhårde håndboldladies” monopoliserede, og selvom det går fremad med accepten, og det tilsyneladende er blevet mere comme il faut at dyrke kvindefodbolden, synes broderparten stadig at rynke på næsen. Legemliggjort under denne sommers VM-slutrunde, hvor den kvindelige TV2-ekspert Malene Marquard blev offentligt udskammet på diverse sociale platforme, selvom anføreren på Brøndbys hold i 3F-ligaen som tidligere landsholdsspiller har deltaget i en EM-slutrunde og spillet . Nuvel, hun er måske ikke taktisk på samme niveau som Thomas Frank og Kasper Hjulmand, men det er egentlig de færreste, som kan præstere det, og at hun kunne drage paralleller til sine egne erfaringer fra fodboldbanen, var vel egentlig hendes primære funktion. Hendes taktiske formåen var ikke mere utilstrækkelig end hvad, man hørte fra hendes mandlige kolleger, som Pierre Emile Højbjerg og Yussef Poulsen, der som landsholdsspillere deltog i det interimistiske Bryggen-studie på DR1. Kvinderne skal ikke med i et ekspertpanel på grund af positiv særbehandling eller et flot ydre udseende, men på grund af deres faglige ekspertise, hvilket denne sommers EM-slutrunde var et udtryk for. Vi må være nået dertil, hvor idrætskvinder accepteres for deres præstationer. Specielt iøjnefaldende var det jo, at kvinderne høstede de fleste af Danmarks medaljer ved OL i Rio de Janeiro.

Det mest populære spil blandt kvinder


Fodbold er klart er det holdspil, som flest kvinder i Europa udøver. 56 procent spiller fodbold, 28 procent spiller volley og 26 procent spiller håndbold ifølge et forskningsprojekt fra Institut for Idræt og Ernæring.
Man overtog devisen fra håndbold, ”Livet er for kort til kvindefodbold”, og herved blev kvindefodbolden endnu mere usynlig.  Dette synspunkt er blevet nuanceret siden, men først rigtigt igennem de sidste fem år, hvilket blandt andet skyldes den nye sportslige succes ved EM i 2013, hvor Danmark dog måtte strække våben i semifinalen mod nord”mændene” i en nervepirrende straffesparkskonkurrence. En turnering som i øvrigt var det mest besøgte europamesterskab for kvinder nogensinde.
Netop den sportslige succes kan bane vejen til mediernes rampelys og være med til at nedbryde befolkningens barriere af skepsis.  

Det er svært at pege på, hvorfor kvindefodbold så sjældent fungerer som adspredelse for fodboldforbrugerne. Hvis det er kvindernes manglende styrke i forhold til mændene, kan det undre, at man ikke ser samme misforhold mellem tilskuertal indenfor en sportsgren som atletik, når mændene både løber hurtigere, springer højere og kaster længere? Men der er rent historiske grunde, som mange overser. For at forstå kvindefodboldens status i dag er vi derfor nødt til at se tingene i et historisk perspektiv.

Kvindefodbolden har næsten eksisteret lige så lang tid som herrefodbolden med rødder tilbage til fodboldens moderland England, hvor kvinder i midten af 1800-tallet mødtes til uofficielle landsbykampe. Men man skal frem til 1. verdenskrig for at finde det første kvindelige fodboldhold, som udsprang fra fabrikken Dick, Kerr i Preston og derfor blev kaldt ”The Dick, Kerr Ladies”. Specielt en kamp på den nuværende Everton-hjemmebane, Goodison Park, hvor The Dick, Kerr Ladies mødte St. Helen’s Ladies foran 53.000 tilskuere, mens der angiveligt skulle have været endnu flere tilskuere ude foran stadion, som måtte formenes adgang for at opretholde sikkerheden, står i dag som en særlig begivenhed. Efterspørgslen på underholdning udsprang af krigens gru og nærmest totale udslettelse af mange byers generationer af unge mænd, medførte denne interesse for en kvindefodboldkamp. Efterfølgende blev det dog for meget for Englands konservative fodboldforbund FA, som følte, at herrernes fodboldliga blev overskygget af kvindernes succes. Konsekvensen blev, at FA i 1921 forbød kvinderne at spille på forbundets baner, hvilket dengang mere eller mindre betød udelukkelse. Beslutningen blev opretholdt helt indtil 1971.

I kampen om bolden forsvinder den kvindelige ynde, krop og sjæl lider uvægerlig skade, og udstillingen af kroppen skader skikkeligheden og anstændigheden
— Det tyske fodboldforbund i 1955

Men lige så vel som krigene i det 20. århundrede var en væsentlig årsag til, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og fik stemmeret i de fleste europæiske lande, blev det også sideløbende mere accepteret, at også kvinder kunne og burde dyrke idræt. Således fik Italien og Frankrig oprettet kvindelige ligaer i begyndelsen af 1930’erne, mens lande som Sverige og Norge fik gang i fodboldvæksten i kølvandet på anden verdenskrig. I 1955 ulovliggjorde de tyske fodboldforbund imidlertid kvindernes brug af fodboldbanerne ud fra dette kuriøse argument :

»I kampen om bolden forsvinder den kvindelige ynde, krop og sjæl lider uvægerlig skade, og udstillingen af kroppen skader skikkeligheden og anstændigheden«

Citatet er angiveligt formuleret i tæt samarbejde med nogle hollandske psykologer kun et år efter det vesttyske herrelandshold vandt den berømte VM-finale over Ungarn 3-2 i 1954, siden omtalt som ”Miraklet i Bern”. De selvsamme fagfolk havde desuden proklameret, at det at sparke til en fodbold altså ”var et mandligt karaktertræk”. Et udsagn som er nuanceret siden.
Tankevækkende er det også, at citatet kun er 60 år gammelt, og først i 1970 blev det atter lovliggjort for tyske kvinder at spille fodbold, og der skulle efterfølgende gå 12 år, før den første landskamp blev spillet. Det skal retfærdigvis nævnes, at tyskerne har været allestedsnærværende i kvindefodbolden, og har været det ubetinget bedste hold i Europa siden slutningen af 1980’erne.

Gigantisk i USA

Den danske kvindeliga blev først etableret i begyndelsen af 1970’erne, hvor DBU langt om længe fik anerkendt kvindefodboldens ekspansion og vækstpotentiale. Kvindefodbolden blev indlemmet under DBU i 1972, og den første vinder af de officielle Danmarksmesterskaber blev Ribe Boldklub i 1973.
Kigger vi mere på kvindefodbolden herhjemme, har der været en vis stilstand siden da. Igennem en årrække havde vi haft et yderst kompetent lokomotiv med det mundrette navn BK Femina, der, som tidligere nævnt, repræsenterede Danmark og vandt det uofficielle verdensmesterskab i 1970. Året efter genvandt Danmark VM, denne gang i Mexico. Verdensmesterskabet i 1971 var det første mesterskab med et egentligt dansk landshold indeholdende spillere fra 13 danske klubber. Danmark vandt finalen for øjnene af 110.000 tilskuere på Estadio Azteca i Mexico City over VM-værtslandet. Alle kampens mål blev scoret af et 15-årigt stortalent ved navn Susanne Augustesen, som dog forblev et lettere perifert bekendtskab i dansk idrætshistorie. Efterfølgende blev vi også uofficielle Europamestre i 1979. Den første officielle EM-slutrunde blev afholdt i 1984, hvor danskerne måtte tage til takke med en semifinaleplads.

Interessant er det, hvordan kvindefodbolden har vundet stort indpas i USA, hvor herrefodbolden ikke nyder samme tilslutning, selvom kommercielle markedskræfter gør et ihærdigt forsøg på at promovere herrefodbolden, både i forhold til deres egen liga, men også med stort mediemæssigt fokus på Premier League og Champions League. De fire store sportsgrene i landet - ishockey, football, basketball og baseball - er og bliver favoritterne.

Kvindefodbold er populært i USA - og det sportslige niveau er højt. USA vandt VM sidste år med en finalesejr over Japan. Foto: Getty Images

Kvindefodbold er populært i USA - og det sportslige niveau er højt. USA vandt VM sidste år med en finalesejr over Japan.

Foto: Getty Images

USA’s kvindelandshold vandt det første officielle VM, som blev afholdt af FIFA i Kina i 1991. En sportslig succes som helt konkret førte til, at USA blev tildelt værtsskabet for VM-slutrunden i 1999. Turneringen blev en stor succes, sportsligt såvel som kommercielt, og til finalen mellem USA og Kina samledes hele 70 millioner amerikanere foran tv-skærmene. For at forstå det særlige i dette kan en analogi til mændenes fodboldverden tjene som eksempel. USA fungerede også som værtsland for en herrernes VM-slutrunde i 1994, hvor værtslandet ikke var i nærheden af at kunne præstere et lignende antal seere til finalen mellem Brasilien og Italien.
VM-finalen for kvinder i 2011 mellem Japan og USA blev på daværende tidspunkt genstand for en dubiøs verdensrekord ved at være den mest tweetede begivenhed nogensinde med 7.196 tweets i sekundet ved dets maksimum.

I dag er den amerikanske fodboldliga for kvinder, NWSL, den ubestridt bedste i verden, hvor blandt andet Danmarks helt store stjerne, Nadia Nadim, spiller for Portland Thorns FC. En spiller som de fleste danskere stiftede bekendtskab med i serien ”Nadia Nadim angriber”, da den løb over skærmen på DR3 i foråret 2016. Historien fungerer som et eksemplarisk eksempel på vellykket integration, efter hun kom til Danmark som flygtning sammen med sin mor og fire søstre på flugt fra den islamistiske bevægelse Taleban, som stod bag drabet på hendes far - en general i den afghanske hær. På flugt søgte familien mod England, hvor de havde familiære bånd, men endte ved en tilfældighed i Danmark. Hun kom til Danmark som 12-årig uden at kunne tale dansk, men fremstår den dag i dag som en succeshistorie; medicinstuderende fra Aarhus Universitet samt Danmarks ubetinget største fodboldstjerne. En solstrålehistorie som i den grad pryder en til tider unuanceret debat om integrationen i Danmark, men vigtigst af alt fungerer hun som rollemodel i kvindefodbolden, som har hungret efter en pioner, de unge kunne se op til.

Den største danske stjerne Nadia Nadim (th) spiller i den amerikanske liga og er på mange måder drømmen om en rollemodel. Foto: Rich Barnes/Getty Images

Den største danske stjerne Nadia Nadim (th) spiller i den amerikanske liga og er på mange måder drømmen om en rollemodel.

Foto: Rich Barnes/Getty Images

Dette aspekt berører de to landsholdsspillere Mariann Gajhede og Johanna M. B. Rasmussen glimrende i en kronik fra 2013 i Tipsbladet:

”Vores håb er, at flere piger skal drømme om at blive professionelle. Flere piger skal drømme om at blive lige så gode som deres idoler. Problemet er bare, at meget få piger har et kvindeligt idol. Meget få piger kender os. Meget få piger ved, at det er pissesjovt at spille fodbold – også når man bliver ældre”.
Manglen på idoldyrkelse smitter af på den tiltrækning, som fodbolden burde have på de unge piger. Dette aspekt beskriver de to ligeledes, samtidig med at de peger på et andet væsentligt skisma, som elitekvindefodbolden kæmper med i forhold til herrefodbolden:
”De vil blive præcis ligesom deres store idoler og drømmer at nå lige så langt. Ryggene er fyldt med Messi, Ronaldo og van Persie. Når man til gengæld spørger pigerne, hvorfor de spiller fodbold, og hvad de drømmer om, er svarene ofte anderledes. Pigerne spiller, fordi veninderne gør det, og fordi det er sjovt. Meget få har ambitioner om at blive landsholdsspillere eller professionelle”
Hvis deres udsagn står til troende, så er det interessant, at majoriteten af pigerne, som spiller fodbold, ikke søger den professionelle tilværelse senere i livet, som er drømmen for mange af drengene.
I de danske klubber trives breddefodbolden hos pigerne, og nu er omkring 70.000 af de i alt 330.000 medlemmer af foreningsfodbolden i Danmark piger. Det er DBU’s mål inden for en overskuelig fremtid at blive op imod 500.000 medlemmer, og her spiller pigerne en central rolle i vækstplanerne, hvilket DBU-topchef, Claus Bretton-Meyer, ikke har lagt skjul på. Problematisk er det dog, at pigerne ofte nedprioriteres i klubberne, når det nu er her, vækstpotentialet er størst.

Tænk fodbold på kvinders præmisser

Med over 20 millioner aktive kvindelige fodboldspillere er fodbolden nu blevet verdens største kvindesport, hvilket tydeliggør vækstpotentialet. Det kunne måske være en ide at møde pigerne på pigernes eget niveau. En opprioritering kunne for eksempel bestå i noget så banalt som at undgå at tildele pigerne bolde, baner og omklædningsrum som de sidste, hvilket Bretton-Meyer faktisk adresserer i en artikel på sitet fodboldforpiger.dk:

”Meget fodbold er drevet på mænds præmisser. Tag for eksempel omklædningsrummene. Det er typisk sådan nogle, der lugter lidt af sur sok og består af et koldt miljø med bænke i brunt træ, jernbjælker osv. Den slags er mange drenge kodet til at acceptere. De ser det bare ikke. Men mange piger synes det er klamt at komme ind i sådan et omklædningsrum, og de signaler skal vi være langt bedre til at opfange.”

Om DBU vil nå sin målsætning om 500.000 medlemmer i landets klubber, er svært at forudsige, men man forstår DBU-chefens refleksioner om fremtidens udfordringer. Et generelt løft af det daglige kunne være en fornuftig start i rekrutteringen af flere piger til sporten. Men prioriteringerne i dansk fodbold skal på den anden side også ses ud fra et økonomisk rationale, hvilket tidligere formand for DBU Allan Hansen har uddybet i Information :

»I bestyrelsen er vi nødt til at forholde os til den kendsgerning og objektive betragtning, at vores eneste indtægtskilde er herrelandsholdet. Uden herrelandsholdets succes ville vi ikke være i stand til at bruge så mange penge, som vi gør på andre aktiviteter som børne- og ungdomsfodbold, talentudvikling, uddannelse og kvindefodbold. Når eksempelvis Norge og Sverige i disse år bruger større beløb på kvindefodbold, end vi gør i Danmark, er det ikke forbundsmidler, men sponsor- og tv-indtægter baseret på de internationale resultater, som norsk og svensk kvindefodbold har haft, og som dansk kvindefodbold fortsat mangler.«

Den manglende kommercialisering er hæmmende for den vækstrate i kvindefodbold, hvilket igen bremser kvindelandsholdets opprioritering og popularitet. Langt størstedelen af de kvindelige danske fodboldspillere løber stadig rundt som semiprofessionelle fodboldspillere. Vi opererer med en liga, 3F-ligaen, hvor polariseringen i det sportslige niveau simpelthen er for stor med de evige konkurrenter, Brøndby og Fortuna Hjørring, som de faste mesterskabsaspiranter. Ligaen er langt svagere end i Sverige, hvor tilskuerinteresse, tv-aftaler samt sponsoraftaler er milevidt fra det, vi ser i Danmark. Uden kommercialiseringen vil vi aldrig se forandring, og det er trods alt glædeligt, at DR er begyndt at vise et par kampe fra såvel 3F-ligaen som de danske landskampe, så sporten kan forankres ude i stuerne. En af grundene til den manglende kommercialisering hænger selvfølgelig i høj grad sammen med, at herrefodbold har en meget længere historie bag sig end kvindefodbolden, og at tålmodighed derfor er nødvendig.
Et yderligere problem vi ser i kvindefodbolden, er manglende kvindelige trænere og fodboldledere, som ligeledes er et område med stor mandlig dominans. Dette er en ubalance, som kræver et ledelsesmæssigt fokus, hvis skævheden skal kommes til livs. Det kræver oplysningskampagner og understøttende tiltag fra DBU, blandt andet igennem flere uddannelsesforløb af kvindelige ledertalenter.

Men hvorfor skulle man så vælge at se Odense Q-Brøndby i 3F-ligaen i stedet for at følge mændenes Superliga? Spørgsmålet er i den grad legitimt. Jeg mener, at dansk kvindefodbold er nødt til at definere sig selv på ny, hvilket Allan Hansen tidligere har pointeret.

”Man skal lade være med at sammenligne herre- og kvindefodbold. Kvindefodbolden skal opbygge sin egen identitet og skabe sit eget brand. Selv om det er den samme sport, er der tale om to forskellige idrætter. Der er alt andet lige forskel på mænd og kvinder i blandt andet fysik og hurtighed. Hvis kvindefodbolden skal nå dertil, hvor vi alle gerne vil have den hen, er alle nødt til at erkende, at kvindefodboldens muligheder ligger i at skabe sit eget brand baseret på et spil og turneringer, der er tilpasset kvindernes fysik og kvalitative forudsætninger”. 

Kvinder tænker mere langsigtet

Kvindefodbolden skal finde områder, hvorpå den adskiller sig fra herrefodbolden i stedet for konkurrere med mændene på mændenes præmisser.
Helt konkret kan kvindefodbolden præstere et nærvær, som man sjældent finder andre steder i en professionaliseret og kommercialiseret sportsverden. Yderligere kunne kvindefodbolden eksponere sig selv ved det ’sportsmanship’, som praktiseres i ligaen, og som ikke findes hos mændene. I en fodboldverden hvor en økonomisk endnu stærkere Europæisk Superliga ikke behøver at ligge specielt langt ude i fremtiden, ser vi i kvindefodbolden sportsånd, hjerte, nærvær, udpræget respekt for modstanderen, dommeren og Fair Play-reglerne, som  er svær at finde andre steder.
Yderligere er det bemærkelsesværdigt, hvor mange af de kvindelige elitefodboldspillere som sideløbende med fodbolden er under uddannelse, og på den måde forbereder sig på et liv efter fodbolden, hvilket færre mandlige fodboldspillere benytter sig af. Bevares, mandlige fodboldspillere tjener et betydeligt højere beløb i deres karriere, men forberedelsen til et liv efter fodbold er stadig en væsentlig problemstilling, mange mandlige fodboldspillere glemmer at tage stilling til i en omskiftelig tilværelse. Men vigtigt er det, at kvindefodbolden danner sin egen identitet og definerer egne styrker og svagheder. Kvindefodbolden er ikke tjent med hele tiden at blive målt og vejet i en evindelig formålsløs sammenligning med herrefodbolden.

Her umiddelbart før de to kvalifikationskampe mod Moldova og Sverige synes der nu alligevel at være langt bedre forudsætninger sportsligt såvel som kommercielt for kvindefodbolden, trods DBU’s økonomiske vanskeligheder, der netop skyldes herrelandsholdets manglende kvalifikation til de seneste slutrunder. Vi har et fremragende dansk kvindelandshold med forbilledlige rollemodeller bestående af et persongalleri som Nadia Nadim, Pernille Harder og Julie Trustrup, samt med en tiltagende dansk interesse for sporten, hvilket vi skal lukrere på. Sågar den tidligere FCK-boss, Don Ø, har rost kvindelandsholdet efter Danmarks 6-0-sejr i juni over Polen.

Vi skal ikke lovgive os ud af de strukturelle problemer, vi ser netop nu, dette ville være en misforstået form for ligestilling, men i stedet støtte kvindelandsholdets vækstmuligheder. Det kræver i den grad også, at der tages ansvar. Det kræver, at DBU tænker visioner for kvindefodbolden, og samtidig stopper med den pligtforsømmelse, som har fundet sted og iværksætter en idrætspolitisk opprioritering af kvindefodbolden. Kampene mod Moldova og Sverige kan blive startskuddet til en sportslig succes, som også er forudsætningen for en øget kommerciel og folkelig værdi.  
Der er i hvert fald mere substans i kvindefodbolden end de fordomme, der blandt andet er kommet til udtryk hos den nu detroniserede FIFA præsident, Sepp Blatter, der havde sin ide om, hvorledes en opblomstring af kvindefodbolden med øget tilskuertække kunne imødekommes:

”Kortere og mere tætsiddende dragter”.

 

Topfoto: Martin Rose/Getty Images

 

Kan Daniel Levy bringe Spurs helt til tops?

Kan Daniel Levy bringe Spurs helt til tops?

Mediano CL: Juventus slikker sig allerede om munden

Mediano CL: Juventus slikker sig allerede om munden