Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Glinvads La Liga-klumme:  Valencia vakler, Voro vinder

Glinvads La Liga-klumme: Valencia vakler, Voro vinder

Valencia er på jagt efter den fjerde træner på mindre end et år i kølvandet på en elendig sæsonstart  Mens klubejeren i Singapore overvejer sit næste træk, gør brandslukkertræneren Voro, som han plejer: Sørger for at Valencia vinder fodboldkampe, indtil en ny mand kommer til Mestalla

 

Af Morten Glinvad

 

VALENCIA – Det var mange måneders opsparet frustration, vrede og afmagt. Følelsen af endelig at kunne få afløb. Fornemmelsen af, at der måske alligevel var lys forude. De kiggede i spænding ned på manden med nummer 10 på ryggen. Ham, de få minutter tidligere havde piftet af som så mange gange før: Dani Parejo. Midtbanespilleren lagde bolden til rette på pletten 11 meter fra mål, tog tilløb og sparkede sikkert bolden i nettet. Et brøl bragede ud over Mestalla. Et brøl fra 33.000 forpinte sjæle.

Torsdag var få minutter fra at blive fredag, og i midnatstimen var det endelig ved at lykkedes at gøre en ende på trængslerne. I de sidste minutter gjorde spillerne alt, hvad der stod i deres magt for at trække tiden, og til sidst var det overstået. Valencia havde vundet 2-1 over oprykkerne Alavés. Nullet i tabellen var blevet erstattet af et tretal. I sæsonens femte kamp kom den første sejr. Og det med Dani Parejo som matchvinder. Et symbol på uroen i Valencia. En spiller med et åbenlyst potentiale, og som har båret anførerbindet. Men samtidig en spiller, der har frustreret tilhængerne med ustabile præstationer, og som i sommer i en periode var smidt ud af truppen for at have optrådt uengageret i en periode, hvor han håbede på at blive solgt til Sevilla.

Midtvejs i 2. halvleg havde Parejo endnu engang fået tilhængerne på nakken, da han inden for et par minutter tre gange smed bolden væk. Alligevel tog han ansvaret på sine skuldre, og efter slutfløjtet gav han over for radiostationen COPE afløb for sine følelser:

”Jeg har aldrig nægtet at træne, sådan som det er blevet sagt. Jeg har givet alt for denne klub, og alligevel har alle villet slå mig ihjel. Jeg har grædt derhjemme. Når jeg går på gaden med min familie, råber folk, at jeg skal løbe mere, og at jeg er en hund. Havde jeg brændt det straffespark, var jeg ikke sluppet levende ud af Mestalla.”

Lidt senere dukkede Voro op i presserummet på Mestalla. Holdlederen, der for fjerde gang var blevet bedt om at overtage træneransvaret som overgangsfigur, og som endnu engang havde gjort det med omgående succes. Da hans evaluering af kampen var ved at være ovre, rettede han på eget initiativ fokus på matchvinderen Parejo.

”Han fortjener at blive hyldet. Han er en god spiller, og nogle gange værdsætter vi ikke, hvad han giver os. Han viste stor personlighed ved at sparke straffesparket,” lød det fra Voro, der to dage forinden var blevet udnævnt som midlertidig træner for den store klub i Spaniens tredjestørste by.

Tirsdag blev Pako Ayestarán fyret efter en elendig sæsonstart, hvor nederlag i de fire første kampe havde efterladt Valencia sidst i tabellen. Trænerkarrusellen har kørt i højeste gear i Valencia siden fyringen af Nuno sidste efterår. Voro trådte også dengang til som brandslukker i en enkelt ligakamp, inden Gary Neville overraskende blev opfundet som cheftræner. Englænderen var en fiasko, og da nedrykningsstregen nærmede sig i foråret, valgte Valencia endnu engang at skifte træner. Ny chef blev Nevilles assistent Ayestarán, en tidligere fysisk træner under Rafael Benítez. Og som ifølge Neville ville forlade Valencia den dag, Neville selv forlod klubben.

Men Ayestarán forlod ikke Valencia med Neville. Som cheftræner fik han sikret eksistensen i La Liga og blev belønnet med en permanent toårig kontrakt. Fire kampe inde i den blev han fyret. Selvom spillet i flere kampe i sæsonstarten havde været udmærket, talte resultaterne deres tydelige sprog; nederlaget i Bilbao sidste weekend var det fjerde ud af fire mulige.

Så i tirsdags blev Ayestarán bedt om at møde op på kontoret til et møde med sportsdirektøren Jesús García Pitarch, manden, der i sommer havde været den store fortaler for at give Ayestarán jobbet permanent. Ifølge den valencianske sportsavis Superdeporte meddelte García Pitarch, at klubben havde besluttet at fyre Ayestarán og rakte ham en telefon. I den anden ende blev fyringen uddybet af klubbens præsident Layhoon Chan, der befandt sig i Singapore for at modtage instruktioner fra den mand, der virkelig bestemmer i Valencia: Klubejer Peter Lim.

Ayestarán var fortid efter 12 kampe som cheftræner. Og Valencia må igen starte forfra.

”Vi vil ikke længere se på nogen praktikanter som cheftrænere. Ikke flere tv-kommentatorer eller fysiske trænere. Valencia har brug for en rigtig træner. En med erfaring, som ved, hvad han vil,” fortalte Valencia-tilhængeren José, som jeg talte med foran Mestalla inden kampen mod Alavés i selskab med hans søn David.

”Problemet er, at der ingen kommunikation er fra klubbens side. Det er svært at finde ud af, hvad der foregår,” sagde David.

”Og så er trænersædet på Mestalla som en elektrisk stol. Det er en svær klub med et varmt, men krævende publikum,” tilføjede José.

Storklubbens dybe fald

Det er et historisk lavpunkt, Valencia befinder sig i. Det synes som en anden tidsalder, når man i skumringstimen spadserer over det udtørrede flodleje efter Turia-floden, ankommer til det enorme Mestalla og på facaden ser portrætter af nogle af heltene fra klubbens historie. Mario Kempes, José Claramunt, Gaizka Mendieta, Roberto Ayala og mange andre. Inde på stadion kan man hele vejen rundt på tribunen aflæse årstallene for klubbens triumfer. Det er ved at være nogle år siden, der er skrevet et nyt år på. Sidste mesterskab ligger tilbage i 2004. Siden da har klubben kun vundet en pokaltitel i 2008 på et tidspunkt, hvor forfaldet havde sat ind.

Økonomien har været katastrofal, og skiftende præsidenter har kun gjort situationen værre. Så da Peter Lim i 2014 kom til med mange penge, blev han i første omgang budt nogenlunde velkommen. Det kunne næsten ikke blive værre, end det allerede var.

Men det kunne det. Den sportslige ledelse har været ikke-eksisterende og i meget høj grad præget af den portugisiske superagent Jorge Mendes, som plejer gode relationer til Lim. Samhørigheden mellem klubben, tilhængerne og byen Valencia har været udfordret for at sige det mildt. Spillertruppen har været præget af Mendes-lejesoldater på gennemrejse, og selvom der har været gode spillere iblandt, og det lykkedes at blive nummer fire i 2015, så har der hele tiden været en skepsis over for projektet. En opfattelse af, at det ikke var en værdig måde at drive en klub som Valencia, og at man slet ikke har fået nok ud af midlerne.

Denne sommer har Valencia været tvunget til at sælge nogle af profilerne, da lønomkostningerne uden europæisk deltagelse var blevet så høje, at man var på kant med Financial Fair Play-reglerne. Man forsøgte uden held at slippe af med nogle af de mange flop i truppen, men endte med at sælge tre af de spillere, der havde leveret på et højt niveau: Shkodran Mustafi skiftede til Arsenal, mens Paco Alcácer og europamesteren André Gomes blev solgt til FC Barcelona for store beløb.

Alligevel er der stadig kvalitet i truppen, hvilket også blev vist mod Alavés. Ikke kvalitet til at komme i nærheden af mesterskabskampen, men nok kvalitet til at spille med om de europæiske pladser. Og i hvert fald en trup, der bør være rigeligt stærk til at holde Valencia langt væk fra nedrykningsstregen.

Men det er også en skrøbelig og nervøs trup. Det er betegnende, at både den tidligere anfører Parejo og den nuværende anfører Enzo Pérez efter kampen mod Alavés gik i rette med den kritik, de har modtaget fra egne fans og fra medierne. Bærende kræfter, der lige nu har rigeligt at gøre med at passe deres eget. Det er svært at se, hvem der holder sammen på holdet. Altså lige bortset fra Voro.

Valencias mirakelmager Voro. Foto: Getty Images

Valencias mirakelmager Voro.

Foto: Getty Images

”Frelseren” og ”en talisman” kaldes han i sportsaviserne dagen efter Alavés-kampen. ”Voro skaber miraklet,” skriver Levante-EMV, den største avis i Comunidad Valenciana-regionen, og hyldesten er forståelig. Allerede inden kampen var Voro statistisk den bedste træner i Valencias historie til trods for, at han reelt aldrig har været træner og kun er blevet tilkaldt, når krisen har kradset. Sejren over Alavés var Voros femte i hans syvende ligakamp i de fire perioder som brandslukkende træner for Valencia. For den bedrift fortjente han ifølge Marca en ”Medalla de Voro”. Et ordspil, hvor Voro uden v bliver til oro, det spanske ord for guld.

Udadtil er Voro en mand uden den store karisma. En diskret eksistens, der ikke søger rampelyset. Det fik han nok af gennem ni år som spiller for Valencia og med en plads i Spaniens trup ved VM i 1994. Men indadtil besidder han den ro, som truppen behøver. Han beskrives som en faderskikkelse, og det er nok lige præcis det, spillerne har brug for i øjeblikket. Efter kampen mod Alavés talte Voro længe om, at han håbede på, at spillerne nu ville føle sig befriede for presset og kunne spille mere frigjort.

Svaret sidder i Singapore

Tre dage senere var det tid til næste opgave for Voro. Også denne gang var modstanderen en oprykker, da Valencia for første gang i historien skulle til Madrid-forstaden Leganés. I en rodet affære kom Valencia bagud, men fik alligevel alle tre point. Sommerens store indkøb Nani scorede sit første mål for klubben og spillede sin bedste kamp. Og Voros statistik blev endnu engang forbedret, så det var uundgåeligt, at han blev stillet spørgsmålet, om han dog ikke kunne tænke sig at blive rigtig træner for Valencia. Når nu han åbenbart er den bedste til jobbet.

”Det har været helt klart, at det her kun var midlertidigt. Det er ikke min prioritet at være træner, og jeg har mine grunde til det. Jeg er stolt over, at klubben tænkte på mig og bad mig give en hånd med. Jeg er til disposition, og medmindre der sker en ændring, er der træning i morgen klokken ti. Men det ændrer intet for mig, at vi har vundet to kampe,” sagde Voro, efter at den anden sejr i træk havde bragt Valencia over nedrykningsstregen.

Så holdlederen er næppe løsningen på længere sigt, og i skrivende stund er det fortsat uafklaret, hvad fremtiden bringer. Førsteprioriteten lod til at være Marcelino García Toral, men her var problemet, at han ifølge reglerne ikke havde lov til at træne Valencia i denne sæson. Marcelino blev fyret i Villarreal i august, og reglerne siger, at man ikke må træne to forskellige hold i Primera División i samme sæson, og ifølge reglementet regnes 1. juli som startdatoen på en ny sæson. Så i første omgang blev Marcelino i sidste uge afskrevet som mulighed.

Men Valencia gav ikke op så let og påpegede, at Marcelino jo var blevet fyret allerede inden sæsonstarten, og at det derfor ville være urimeligt og ulogisk, hvis han skulle være spærret i hele sæsonen. Den besynderlige tvist ventede Valencia nogle dage på at få afklaret, og det endte mandag med endnu et nej, kunne radiostationen Cadena SER fortælle.

Så nu er spørgsmålet, hvad alternativet er. Det svirrede med rygter over Mestalla, da jeg var der i torsdags, men de færreste byggede på ret meget konkret som en konsekvens af, at beslutningen i sidste ende ligger hos klubejeren i Singapore. I sommer fik sportsdirektør García Pitarch ganske vist sin kandidat igennem med ansættelsen af Ayestarán, men det gik som bekendt ikke alt for godt, så García Pitarch har næppe ret meget at skulle have sagt denne gang.

I torsdags viste flere arbejdsløse trænere sig frem på Mestalla, og det samme skete søndag på Butarque i Leganés, hvor blandt andre Joaquín Caparrós var til stede. Derudover var agenten til klubbens gamle midtbanespiller Rubén Baraja på besøg på spillerhotellet. Baraja har været ungdomstræner i Valencia og var i sidste sæson træner for Elche i den næstbedste række.

Om den nye træner så hedder Caparrós, Baraja eller noget helt tredje, så står han med en enorm opgave foran sig. En opgave, der handler om at samle en skrøbelig trup, få styr på det vaklende forsvar og afstikke en tydelig kurs. Med overvejende sandsynlighed for, at det går galt, så vi inden for en overskuelig fremtid endnu engang kommer til at se holdlederen og talismanen Voro redde stumperne i den kaotiske storklub.

Rundt om runden:

  • I 2014 hentede FC Barcelona højrebacken Douglas i São Paulo for at forbedre bredden i truppen inden den transferkarantæne, der ventede forude. Det var ingen succes; Douglas kom aldrig i nærheden af at blive fast mand og udviklede sig til at være lidt af en joke i spansk fodbold. Alligevel blev han voldsomt skuffet, da han i slutningen af august blev bedt om at mødt op på klubbens kontor og fandt ud af, at han var sat stævne for at skrive under på en lejeaftale med Sporting Gijón. Ifølge Barcelona-avisen Sport nægtede Douglas at skrive under, han krævede at få sine advokater tilkaldt, og indtil det skete, nægtede han at forlade stedet. Douglas havde besat Barcelonas kontor og var en ’okupa’, skrev Sport med hentydning til de mennesker, der besætter tomme boligblokke i Barcelona. Han endte dog med at acceptere og fik debut for Sporting mod Atlético sidste weekend, hvor han spillede tre forskellige positioner i 5-0-nederlaget. I den følgende kamp i Vigo i onsdags blev han sorteret fra kamptruppen, og i bussen på vej hjem til Gijón faldt han i søvn. Uheldigvis i en uhensigtsmæssig stilling, så han fik ondt i lænden og ikke kunne træne dagen efter. ”Douglas blev skadet i bussen,” morede de spanske medier sig, men brasilianeren var dog blevet klar til at indgå i truppen til lørdagens hjemmekamp mod Barcelona. Her blev han skiftet ind i 2. halvleg som venstre back, skvattede i bolden i en af sine første aktioner og kunne i øvrigt se den nuværende højreback hos Barcelona spille en storkamp: Den omskolede midtbanespiller Sergi Roberto stod bag flere af målene i Barcelonas 5-0-sejr, der først blev en storsejr, efter at Alberto Lora var blevet udvist i 2. halvleg. Og Douglas har nu tabt begge sine kampe for Sporting med 5-0.

 

  • Det er skudår i 2016, og det markerede sportsavisen Marca tilbage i februar med at ønske tillykke til den eneste spiller i La Liga, der var født på den sjældne dag den 29. februar: Athletic Bilbaos solide venstreback Mikel Balenziaga. ”Jeg har oftere fødselsdag, end jeg scorer mål,” konstaterede han med en vis portion selvironi efter nul mål i 302 kampe som seniorspiller. Men lørdag lykkedes det endelig; Balenziaga slettede nullet og gjorde det tilmed med et strålende mål i sin seniorkamp nummer 323. Athletic vandt 3-1 over Sevilla og var den store vinder i den forgangne uges tre spillerunder. Athletic vandt alle tre kampe og er tilbage i toppen.

 

  • Cristiano Ronaldo gav Zinédine Zidane hånden, men han værdigede ham ikke et blik. Der var 20 minutter tilbage på Gran Canaria, da Real Madrid-træneren gjorde noget, der engang havde været utænkeligt: Han udskiftede Cristiano i en kamp, der endnu ikke var afgjort. Nøgternt set var det forståeligt, portugiseren havde været helt anonym og virker slet ikke til at have nået topformen endnu efter knæskaden i EM-finalen i juli. ”Vi har en kamp på tirsdag, og jeg tænkte, at det var det rette tidspunkt at skifte ham ud. Jeg ved godt, at han altid vil spille, men det var nødvendigt at give ham et hvil med tanke på den næste kamp,” sagde Zidane om weekendens mest omdiskuterede udskiftning. Real Madrid spillede i en 4-2-3-1-formation i skadede Casemiros fravær med Toni Kroos og Luka Modric på den defensive midtbane med Marco Asensio foran. Real Madrid gjorde nok til at vinde kampen, men måtte for anden gang i træk nøjes med uafgjort mod et Las Palmas-hold, der understregede holdets fine stil, men som i perioder agerede lige selvmorderisk nok.

 

  • Man skulle næsten tro, Diego Alves gjorde det med vilje, da den brasilianske Valencia-målmand begik et tåbeligt (og lidt tvivlsomt) straffespark i Leganés. For naturligvis reddede han sparket fra Alexander Szymanowski, så han med 17 reddede straffespark i La Liga nu har overtaget Andoni Zubizarretas rekord.

 

  • 'Først en assist mod Sporting og nu det første mål i spansk fodbold mod Espanyol. Og hvilket mål. ”Sisto scorede à la Maradona,” skrev Marca og kaldte andetsteds Pione Sistos scoring efter et sololøb over 70 meter for ”et kunstværk.” En fornem uge for danskeren, der med scoringen i overtiden var med til at give Celta den anden sejr i træk efter den dårlige sæsonstart.

 

Morten Glinvad er fodboldkommentator på Discovery Networks Danmarks kanaler.

Topfoto: Getty Images

 

Nekrolog: Henning Enoksen - Danmarks bedste venstreben

Nekrolog: Henning Enoksen - Danmarks bedste venstreben

Fodboldministeriet: Flade hierarkier, tabte omklædningsrum og breaking Søren Andersen-news

Fodboldministeriet: Flade hierarkier, tabte omklædningsrum og breaking Søren Andersen-news