Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Nekrolog: Henning Enoksen - Danmarks bedste venstreben

Nekrolog: Henning Enoksen - Danmarks bedste venstreben

Søndag aften mistede dansk fodbold en af sine helt store målhelte, da Henning Enoksen sov ind på et plejehjem. Medianos Søren Højlund Carlsen fortæller historien om mødet med legenden med det tordnende venstreben

 

Af Søren Højlund Carlsen

Historien lyder som noget fra en tegnefilm af den slags, hvor den sultne prærieulv løber ud over en klippekant og først falder ned, når han kigger samme vej og opdager, at han er ude i den fri luft og tyngdekraften nu tager over. Men den skulle være god nok - sådan da.

Vi befinder os på Gentofte Stadion en gang i 1960’erne. B1903 møder AGF. På et tidspunkt fik gæsterne fra Aarhus frispark og AGF-topscorer Henning Enoksen skulle tage det. Så vidste målmanden hos B1903, Jørn Larsen godt, at der for alvor var fare på færde. Så han udbad sig ingen mur - der skulle være frit udsyn til Enoksens skud, der på det tidspunkt var kendt som et af de hårdeste i landet - Enoksen skød knaldhårdt med sit venstreben. Så ingen mur til Jørn Larsen, der var kendt som en målmand med en unormal stor selvtillid - han ville kunne se bolden hele vejen. Men lige lidt hjalp det, for anekdoten går, at Enoksen skød så hårdt, at godt nok greb Larsen bolden på fineste vis, men både bold og målmand havnede i det ene målhjørne og AGF kom foran.

Henning Enoksens scoring på Gentofte Stadion var blot et af mange mål, han scorede i den bedste danske fodboldrække. I alt lavede han vanvittige 194 mål for sine to klubber; Vejle Boldklub og AGF. For Vejle spillede han 132 kampe og scorede 111 mål i årene 1957 til 1961, mens han spillede i Aarhus fra 1962 til 1967, hvor han scorede 83 mål i 115 kampe for AGF.

De mange mål bliver i historiebøgerne kun overgået af Frem'eren Pauli Jørgensen, der er den eneste spiller, som har scoret mere end Henning Enoksen gennem de nu mere end 100 år, man har spillet om det danske mesterskab i fodbold.

Også på landsholdet lynede det gyldne venstreben. 28 mål blev det til for Henning Enoksen i landsholdstrøjen. Som for eksempel da han scorede sejrsmålet i Danmarks berømte 2-0 sejr over Ungarn i OL-semifinalen i 1960 - den kamp, hvor hans senere klubkammerat i AGF Henry From satte sit tyggegummi på stolpen og derefter reddede et straffespark. I øvrigt en turnering som Danmark kun kom med til, fordi vi i kvalifikationen op til spillede 1-1 mod Island i en kamp, der ikke måtte tabes. Den danske målscorer var … Henning Enoksen.

Mange af Henning Enoksens mål blev scoret med et venstreben, der kunne sparke stærkere end en hest. Så hårdt, at man selv den dag i dag på Aarhus Stadion en gang i mellem kan høre nogen nævne, at nu ville det ha’ været godt med Henning Enoksen, når hjemmeholdet får et frispark tæt på mål. Her er Henning Enoksen stadig kendt som ”spilleren med det hårdeste spark”, som AGF’s sportslige administrator og arkivar Ole Hall uopfordret kaldte ham, da jeg spurgte om han kunne hjælpe med et par billeder til denne artikel.

En tur til Grenå

For nogen år siden - i det sene efterår i 2013 - var Henning Enoksen efterhånden blevet 78 år og alderen var for alvor begyndt at trykke. Jeg selv havde endnu ikke rundet de 40 år og havde derfor aldrig ved selvsyn oplevet Henning Enoksen på en fodboldbane. Men som flittig gæst på Aarhus Stadion havde jeg ofte hørt om ham. Han blev altid nævnt med samme kærlige og nostalgiske toneleje som andre store AGF-koryfæer som Henry From, Aage Rou, John Amdisen og hvad de ellers hed - alle dem, der var med i AGF’s guldalder i 50’erne og 60’erne. Men i 2013 var der ikke mange tilbage fra den gang - de fleste var døde og levede nu kun videre i de århusianske fodboldminder som mytologiske figurer fra en tid, der aldrig ville komme igen, men som man stadig taler om i Aarhus.

Henning Enoksen levede endnu. Han var her stadig. Men det var på lånt tid, forlød det i klubben. Alderdommen og en kræftsygdom havde efterhånden svækket den før så stærke og vitale spiller, og spørgsmålet var nu, hvor lang tid han havde igen. Så det var ved at være sidste chance, hvis man skulle have muligheden for at møde en af de helt store spillere fra den danske fodboldhistorie. En af dem, der vandt sølv med landsholdet til OL i Rom og en af dem, der begejstrede så meget i store traditionsrige klubber som Vejle og AGF - en af de store.

Defor besluttede jeg mig for, at jeg ville opsøge Henning Enoksen for høre om hans mange mål - eller måske mest af alt for bare at møde ham, inden hans indre kampur passerede de 90 minutter og tiden randt ud.

Det synes Århus Stiftstidende også var en god ide, så de sendte mig med toget til Grenå, hvor Henning Enoksen var flyttet til med sin hustru efter et rigt liv i Tønder. Nu skulle århusianerne mindes om en af de store fra dengang, det virkelig var sjovt at gå på Aarhus Stadion. Derfor blev AGF det naturlige fokuspunkt for mit møde med Henning Enoksen, der få uger forinden havde modtaget et brev fra mig, hvor jeg udbad mig hans tid til en snak. Det indvilgede han heldigvis i. Bare så længe jeg kunne komme til Grenå, sagde hans hustru Vibeke, der fungerede som mellemled - så ville hun lave kaffe.

Lærerjob i stedet for transfer

Henning Enoksen kom til AGF fra datidens store rivaler fra Vejle Boldklub, hvor han havde spillet sig på landsholdet og ind i avisernes overskrifter. I dag ville et skifte fra Vejle til AGF som regel være betinget af en transfersum og kontraktforhandlinger. Men ikke i 1962. Den gang var der langt mere jordnære ting på spil, når landets bedste fodboldspillere skiftede klub.

- Jeg kom til AGF, fordi jeg fik et spændende jobtilbud som lærer på Marselisborg Seminarium. Og mit udgangspunkt var altid, at mit job var nummer et. Derefter kom fodbolden i anden omgang. De to ting behøvede ikke at modarbejde hinanden, og man kunne godt tage hensyn til enten det ene eller andet. Men det var altid min civile karriere, der var vigtigst for mig, fortæller Henning Enoksen siddende i sit hjem i Grenå, hvor han tilbringer sin alderdom i selskab med sin kone Vibeke. Jeg er kommet med morgentoget og Vibeke har dækket et fyldigt morgenbord med boller, brie og bitter, og hun bidrager med at udfylde de huller, som alderdommen uden nåde anbringer i vores hukommelse - selv hos store fodboldlegender som Henning Enoksen, der havde nået en alder, hvor det kan være svært at huske detaljer og navne.

For Enoksen var blevet gammel, da jeg mødte ham i rækkehuset i Grenå og oven i købet sygdomsramt, så kræfterne var ikke, hvad de havde været. Alligevel havde han overskud til at fortælle om sin tid som topscorer i AGF i 1960'erne.

- Da jeg fik stillingen i Aarhus, var det naturligt for mig at vælge AGF som min nye klub. Den gang handlede man ikke fodboldspillere, som vi kender nu - vi var jo ikke professionelle. Men jeg havde alligevel ambitioner med fodbolden, så hvis jeg kunne kombinere mit job med at spille for AGF, der jo var en rigtig stor klub dengang, var det rigtig fint for mig. Måske det er svært at tro i dag, når fodbolden er blevet så professionel som den er, men det var sekundært for mig - det vigtigste for mig var stadig mit arbejde.

De sidste amatører

Den holdning delte de århusianske fodboldfans ikke i midten af 60'erne, hvor Henning Enoksens venstreben scorede det ene mål efter det andet. Så i Aarhus var Enoksen alt andet end sekundær. Han blev således national topscorer allerede i sin første sæson i Aarhus, hvor han scorede 24 mål og fortsatte dermed sin målstime fra Vejle.

Henning Enoksen (yderst til højre) scorer for AGF i en kamp mod B93.  Foto bragt med tilladelse fra AGF

Henning Enoksen (yderst til højre) scorer for AGF i en kamp mod B93. 

Foto bragt med tilladelse fra AGF

- AGF var kendt for at have en god indstilling og som et sted, hvor man tog fodbolden seriøst. Klubben forventede sig meget af sine spillere, og selv om jeg kom fra Vejle og var landsholdsspiller, så måtte jeg kæmpe og arbejde lige så hårdt som alle de andre. AGF var også et sted, der tog amatørbegrebet alvorligt. De brystede sig af, at de aldrig selv henvendte sig til nogen spillere - man skulle være beæret over at spille i AGF. Så vi fik ikke en krone for det - vi var næsten de sidste amatører, siger Henning Enoksen, der da også kunne nøjes med at træne to gange om ugen og så spille kamp i weekenden.

En træningsmængde, der står i skarp kontrast til den tid, som nutidens professionelle fodboldspillere bruger på deres job. Men den manglende løn bekymrede nu hverken Enoksen og hans holdkammerater. I stedet nød de spillet og hinandens selskab på og uden for banen.

- Vi havde det rigtig godt sammen. For eksempel husker jeg en fyr som Peder Kjær, som var en af de sjoveste personer, jeg har mødt på en fodboldbane og som jeg havde et rigtig godt samarbejde med. Han spillede på kanten, og for det meste skulle jeg bare sparke bolden ned mod hjørneflaget. Så ville han altid nå den og komme til et indlæg. Men en dag var han der ikke, da jeg havde lagt afleveringen, som derfor bare trillede ud til målspark. Da jeg så fik fat i Kjær i pausen, viste det sig, at han var smuttet ud på toilettet midt i kampen. "Det må du undskylde makker, men jeg var så trængende", sagde han. Det var typisk ham. Men selv om der var plads til sjov, så havde vi også et godt hold - nok et af de bedre AGF har haft, fortæller Henning Enoksen, der også nåede at spille sammen med så legendariske AGF-navne som Henry From, Hans Chr. Nielsen, John Jensen og John Amdisen.

Selv spillede Enoksen på midten med nummer 10 på ryggen - innerwing kalder han det selv.

- Jeg var reelt på midtbanen, men meget offensiv. Det var et andet system end man spiller i dag - der var angribere foran mig, men jeg var stadig langt fremme og kom til mange målchancer, og jeg var en god afslutter, husker Henning Enoksen, mens vi på en blok forsøger at skitsere det system AGF spillede i 60'erne. Det er svært at huske, men vi ender med en slags 4-3-2-1 med Henning Enoksen som den ene offensive midtbanespiller.

- Jeg skulle jo ha' plads nok, som han konstaterer med et smil.

Hvorfor scorede du så mange mål - hvad var det du var god til?

- Jeg var god til langskud og lavede mange mål fra uden for feltet. Men jeg nød også godt af mine gode medspillere og deres afleveringer. Jeg var måske ikke verdens hurtigste, men jeg havde teknikken til at afslutte med et godt spark, som også var hårdt. Men det var nu også min drengedrøm at blive afslutteren - ham der scorede mål. Det kunne jeg godt lide.

Sagde nej til en million

Og score - det gjorde Henning Enoksen i et omfang, så nutidens fodboldfans må drømme sig tilbage til 60'erne, hvor AGF ikke kun i selvbevidstheden var en af de store danske klubber. I alt scorede Henning Enoksen sine 83 mål på kun 115 kampe, hvilket var et uhyre højt gennemsnit.   

- I dag spiller man efter nogen forudbestemte planer og taktik - det gjorde vi ikke. Vi spillede bare derud af. Så i dag er det næsten et helt andet spil end den gang. Det er ikke blevet kedeligere, men det er blevet anderledes - det er mere fysisk betonet og spillerne er stærkere.

Man kan ellers godt få indtrykket af, at det var hårdere at spille fodbold i gamle dage?

- Jo, det kunne da være barsk. Banerne var dårligere end nu, og vi måtte heller ikke skifte ud - det måtte man ikke den gang. Så man skulle bare spille videre, hvis man havde en skade. Så det var lidt af en katastrofe, hvis en spiller blev alvorligt skadet under en kamp. På den måde var det selvfølgelig hårdere. Men vi tog også meget hensyn til hinanden, så vi alle kunne komme på arbejde om mandagen, erindrer Henning Enoksen, der stadig ser lidt fodbold i fjernsynet, når kræfterne rækker til det.

- Jeg misunder nutidens spillere deres teknik. For de er meget bedre tekniske, end vi var. Ikke fordi vi ikke havde talent, men fordi de kan træne på fuld tid nu og har bedre muligheder. Og man kommer langt med en god teknik. Det er i det hele taget en fornøjelse at se nutidens gode tekniske spillere.

Misunder du også deres tilværelse som professionel?

- Nej, egentlig ikke. Jeg fik faktisk en gang muligheden, da jeg var i AGF, hvor jeg en dag - jeg mener det var i 1962 - fik et tilbud fra Genoa om at komme til Italien for at spille. En dag ringede det på døren til min lejlighed på Kaj Munksvej i Aarhus, og der stod træneren og manageren i selskab med en dansk tolk. De var kommet til Aarhus for at hente mig til Italien. Jeg var umiddelbart ikke interesseret, men vi kom så alligevel ind i nogen forhandlinger. Det endte med, at de gav mig et tilbud og rejste hjem til Italien, og jeg fik så noget betænkningstid til tilbuddet, som jeg tror endte på en halv million kroner til mig (en rekordsum dengang, red.), hvis jeg skrev under. Men jeg sagde i den sidste ende nej tak.

Hvordan kunne du sige nej til så mange penge?

- Jeg havde jo lige fået et godt job i Aarhus, og det virkede mere trygt og sikkert, at jeg kendte min fremtid i forhold til en kontrakt i Italien. Og kunne jeg senere vende tilbage til mit job på seminariet? Det vidste jeg ikke. Alt det var usikkert. Og så var jeg også glad for at være i AGF og i Aarhus - det var en god klub og en god by. Det var da en svær beslutning, men jeg har aldrig fortrudt mit nej, fortalte Henning Enoksen, der senere - ligesom for at understrege sin glæde ved amatørfodbolden og sit civile job - året efter sågar gav sin egen biografi titlen; ”Nej til millionkontrakt”.

Skæbnens ironi

Henning Enoksen havde nu heller ingen grund til fortrydelsen, for i stedet for at tage til Italien gav han Aarhus og AGF en masse oplevelser og flotte mål - mange af dem scoret med hans brølstærke venstreben.

Men den dag tilbage i 2013, hvor jeg mødte Henning Enoksen - så mange år år efter, at han byggede på sin legendestatus på stadion i Vejle og Aarhus - er den direkte årsag til hans mange mål forsvundet fra jordens overflade. For venstrefoden er væk. Henning Enoksen sidder således i kørestol med udsigten til et venstreben, der ender i en knude på bukserne ved knæet. For på grund af en barsk kræftsygdom har han måtte lade sit venstreben amputere. Tilbage er nu kun det holde højreben, som Enoksens tidligere holdkammerat på landsholdet Tommy Troelsen mente, at Henning kun tog på til kampene for syns skyld.   

På den måde er det skæbnens onde og kolde ironi, at han sad tilbage med sit kolde højreben, mens det ben, der gav ham så megen glæde og så store oplevelser var blevet taget fra ham på en operationsstue.

- Det var en meget svær beslutning. Fra begyndelsen ville jeg ikke have, at de tog mit venstreben, og jeg kæmpede meget imod det. Men det nytter jo ikke noget - det var ingen anden udvej, hvis jeg skulle blive rask. Og det var trods alt det vigtigste, siger Henning Enoksen, mens han triller baglæns ud af rummet på sin kørestol og undskylder sig med, at det er tid til en toiletpause. Han er træt, så jeg fornemmer, at det er ved at være tid til at lukke samtalen ned og komme hjem til Aarhus.

Vibeke - Hennings hustru - skulle lige ned i Brugsen, så jeg er hele alene i den lille stue. Jeg sidder længe og lytter til uret, der tikker, mens jeg tænker på, hvor underligt det må være at miste den del af sin krop, der har givet - ikke bare sig selv, men tusindvis af andre - så stor glæde. Den del af sin krop, der betyder, at man - i modsætning til de fleste af os andre - vil blive husket i næsten en evighed. Så det spørger jeg Henning Enoksen om, da han endelig kommer tilbage. Hans beskedenhed forbyder ham nærmest at forholde sig til mit spørgsmål. Sådan tænker han slet ikke på sig selv - det er for stort et spørgsmål.

- Men det er da trist, at det skulle ende med det - det er det. For det var jo mit målscorerben, nøjes han med at mumle. Henning Enoksen sukker sagte og kigger ned på det stykke luft, hvor der før sad en fod, der i en periode i 1950 og 1960'erne måske var den mest berømte i landet. Nu er foden forsvundet.

Tre år efter jeg mødte ham, forsvandt Henning Enoksen også. For mandag den 26. september 2016 fortalte hans søn offentligheden, at Henning Enoksen aftenen forinden var sovet stille ind på det plejehjem, han havde boet på i nogle år - afkræftet og plaget af demens. Han døde to dage før, han ville være fyldt 81 år.  

Men Henning Enoksens mål vil for evigt bestå som tal i fodboldens historiebøger og i den kollektive hukommelse hos - især fodboldtilhængere i Vejle og Aarhus, der husker Henning Enoksen og ikke mindst hans venstreben med det knaldhårde spark. Og selv om jeg kom for sent til at se det ben, der kunne sparke så hårdt, så kom jeg ikke for sent til at møde Henning Enoksen - en af de helt store. Æret være hans minde.

Henning Enoksen er født i 1935 på Nykøbing Mors. Han har spillet i Nykøbing Mors IF, Silkeborg IF og i Vejle og AGF. Han scorede 111 mål for Vejle og 83 mål i AGF. For landsholdet scorede han 29 mål.

Henning Enoksen dannede angrebspar med Harald Nielsen på det legendariske landshold, der vandt sølv ved OL i Rom i 1960. Henning Enoksen spillede sin sidste kamp for AGF og på topniveau i juni 1967, hvor efter han flyttede til Tønder for at tiltræde et job som adjunkt på Tønder Statsseminarium.

Enoksen holdt dog ved fodbolden som træner i Tønder SF. Samtidig var han aktiv i DBU inden for uddannelse og han har modtaget både DBU’s og JBU’s sølvnål som en anerkendelse for sit arbejde. I 1973 var Enoksen i en kort periode landstræner for Island. Henning Enoksen døde den 25. september 2016 - en dag før sin 81-årige fødselsdag.

Dele af denne artikel har tidligere været bragt i Århus Stiftstidende.

Topfoto bragt med tilladelse fra AGF.

 

 

Mediano CL: Fra voldspsykopat til rolig fyr

Mediano CL: Fra voldspsykopat til rolig fyr

Glinvads La Liga-klumme:  Valencia vakler, Voro vinder

Glinvads La Liga-klumme: Valencia vakler, Voro vinder