Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Hansa forever und für die Ewigkeit

Hansa forever und für die Ewigkeit

Hansa Rostock er en stolthed i Udkanststyskland. Mads Lund Mikkelsen hoppede på et tog mod den østtyske by og fortæller historien om en klub, der er raslet ned i rækkerne og først nu har fået gjort op med nynazistiske fangrupper

 

Af Mads Lund Mikkelsen  


Hamburgs hovedbanegård er langtfra så ubehagelig om morgenen, som i resten af døgnets timer; menneskemylderet og trængslen er til at håndtere og tempoet adstadigt. Foran Burger King ved nedgangen til spor 11 står jeg tidligt om morgenen og venter på Ole, der kommer med vores billige Mecklenburg-Vorpommern-fællesbillet, som skal tage os fra Hamburg og ind i det tidligere Østtyskland, nærmere bestemt til Rostock. Vi skal til bold på Ostseestadion, hos FC Hansa Rostock.

Jeg er spændt, for det er et besøg, jeg i lang tid har håbet på kunne lade sig gøre. Blandt mine bekendte og venner i Hamburg har jeg ellers kun mødt ironiske smil og hovedrysten, når jeg har fortalt dem om projektet og om min fascination af FC Hansa. Deres tanker er lette at læse: »Hvad vil ham den skøre dansker der, i Rostock?«

Bortset fra dele af Østberlin har jeg aldrig besøgt en østtysk by før, og de efterhånden decideret mondæne kvarterer Friedrichshain og Prenzlauer Berg, jeg har besøgt, tæller strengt taget ikke rigtigt med. Selvom jeg er germanist, og altså burde kende Tyskland ind og ud, skal jeg måske ikke skamme mig for meget, for mange tyskere fra den vestlige del af landet har heller aldrig har været rigtigt østpå, og mange har kun vage og for det meste mere eller mindre negative forestillinger om, hvordan livet er i øst hos ”die Ossies”. Det til trods for af at Tyskland som bekendt har været ét samlet land i over 25 år.

Det er stadig anderledes i øst; man er økonomisk set ikke på omgangshøjde med de gamle bundeslande, arbejdsløsheden er højere og der bor flere, som statistisk defineres som fattige. Udkants-Tyskland altså, oversat til dansk terminologi, selvom Tysklands føderale statslige struktur gør, at de mindre byer ikke på samme måde som i eksempelvis Danmark eller Frankrig drænes for liv som følge af stigende centralisering af offentlige arbejdspladser og institutioner.

Forskellen mellem øst og vest

Man kan tydeligt se forskellen mellem Hamburgs opland og det landskab, vi ruller igennem, efter at vores tog har krydset grænsen ind til Mecklenburg-Vorpommern. Landskabet er smukt og grønt, men der er længere mellem byerne og på banegårdsfacaderne krakelerer kalken og falder som sommersne mod jorden, hvor ukrudtet har frit spil. Ole og jeg bilder os også ind, at vores medpassagerer i regionaltoget, der snegler sig godmodigt afsted, ser anderledes ud end hamburgerne, vi er vant til; ingen hipstere i miles omkreds.

Meget påfaldende er også de meget store Hansa Rostock-graffitier, der pryder forladte siloer og banegårdsbygninger. Sådan fortsætter det hele vejen til Rostock. Undervejs samler toget også flere og flere op, der er klædt i Hansas blå og hvide farver, unge piger i flok, et par ældre herrer og en gruppe fulde drenge, der iklædt blå-hvide bøllehatte spiller høj teknomusik i området omkring toilettet og med jævne mellemrum skråler ”Haansaa!”. Klokken er endnu ikke 11, og kampstart er klokken først 18. De får en lang dag.

Altsammen passer det godt sammen ind i det billede, jeg har læst mig til om Hansa Rostocks position i Mecklenburg-Vorpommern; det er hele bundeslandets hold og stolthed, ikke kun Rostocks. Klubbens investor, erhvervsmanden Rolf Elgeti har endda udtalt at »Hansa er Mecklenburg-Vorpommerns højeste kulturskat«.

Men hvad er det, der gør Hansa Rostock til en så stærk identitetsskabende faktor? Opstået af hedengangne Empor Rostock i 1965, helt normalt for DDR-klubber, førte klubben indtil genforeningen ofte en tilværelse som elevatorhold mellem DDRs bedste og anden bedste liga. Dog sluttede man i 60'erne også fem gange på en smertefuld 2 plads i den bedste række, Oberligaen, og tabte samme antal pokalfinaler.

Kimen til Hansas uhyre tiltrækningskraft og store berømmelse i og udenfor Tysklands grænser ligger dog, på godt og ondt, i halvfemserne, selvom klubben også inden murens fald nød massiv popularitet i Rostock og Mecklenburg-Vorpommern.

Den sidste mester i DDR

Den sidste udgave af DDR-mesterskabet inden indslusningen af de østtyske fodboldklubber i bundesligasystemet var sæsonen 1990/91. Netop dette sidste mulige Oberliga-mesterskab vandt Hansa og samme sæson hentede man tilmed også den første pokaltitel. Klubbens første mesterskabstitel skulle vise sig at få vidtrækkende betydning for klubbens fremtid, da titlen udover et stykke sølvtøj til pokalskabet også indløste en direkte billet til deltagelse i 1991/92 udgaven af Bundeligaen. Andre klubber som eks. 80'ernes altdominerende hold BFC Dynamo Berlin måtte se sig henvist til at spille om kvalifikation til 2. Bundesliga og er sidenhen forsvundet fuldstændigt fra tysk topfodbold. En hård skæbne.

I Rostock var begejstringen omkring byens hold inden den første sæson i Bundesligaen enorm, og jublen ville ingen ende tage, da Hansa, af alle eksperter dømt til nedrykningskamp, efter sæsonens tredje spillerunde sensationelt kunne indtage tabellens førsteplads efter glorværdige sejre over Bayern München, Borussia Dortmund og 1. FC Nürnberg. Vestholdene blev betvunget med tempofyldt, offensiv fodbold og en betragtelig dosis fysik.

På TV-billeder fra dengang kan man se unge mænd i blå-hvide trøjer, med fyldige overskæg og ikke mindst med det nu berygtede Bundesligahår købe billetter gennem en lille luge og strømme ind på det gamle Ostseestadion for at se heltene, der for de flestes vedkommende delte publikums smag når det kom til valg af frisure. Lykkelige tider, i hvert fald fodboldmæssigt.

Sagde du tysk fodboldhår? Hansa Rostocks træner Uwe Reinders sidder omgivet af Jens Wahl og Henri Fuchs efter pokaltriumfen i 1990/1991-sæsonen.  Foto: Getty Images

Sagde du tysk fodboldhår? Hansa Rostocks træner Uwe Reinders sidder omgivet af Jens Wahl og Henri Fuchs efter pokaltriumfen i 1990/1991-sæsonen. 

Foto: Getty Images

Selvom Hansa trods sin flyvende start på sæsonen endte med at rykke ned, er det i Hansas uimponerede og selvsikre måde at vise hele Tyskland, at man også kan spille fodbold i øst, man skal finde roden til den lidenskab og begejstring holdet endnu i dag vækker hos så mange fans.

Efter et par sæsoner i 2. Bundesliga vendte Hansa i 1995 tilbage til Bundeligaen, og var fra da af fast inventar i toppen af tysk fodbold. Hele 10 år i træk, indil 2005, kunne Hansa holde sig ovenvande og undgå nedrykning. Som ofte eneste østklub i Bundesligaen blev klubben tilmed til et symbol på fodbolden i øst.

Men halvfemserne havde også en skyggeside for Hansa, for Rostock og for hele Mecklenburg-Vorpommern. Man bidrog ikke kun med positive historier til fortællingen om integrationen af de nye bundeslande.

Asylcenter i brand

I 1992 brændte en rasende hob i Rostock-forstaden Lichtenhagen en lejlighedsblok ned, der blev anvendt som flygningehjem. Paniske asylansøgere måtte reddes ud af den brændende bygning og det ses i dag som lidt af et mirakel, at ingen omkom under optøjerne, der strakte sig over flere dage.

Allerede i 1992 ulmede utilfredsheden blandt almindelige østtyskere med måden, hvorpå øst blev smeltet sammen med vest, og flammerne i Lichtenhagen, der rystede hele Tyskland, var også et udtryk for østtyskernes magtesløshed overfor tidens enorme forandringer, der mod forventning ikke syntes at komme dem til gode.

Samtidig med, at de førhen statsejede virksomheder lukkede og arbejdsløsheden steg massivt, affolkedes byerne i øst. Rostock gik fra et befolkningstal på 253.990 i 1988 før murens fald til lavpunktet 198.259 i 2002. Sideløbende med den samfundsmæssige krise udviklede der sig i de nye bundeslande i løbet af halvfemserne også stærke nynazistiske strømninger, som flere steder indgik i en uskøn alliance med den ligeledes boomende hooligankultur. Således også i Rostock, hvor hooligan-scenen omkring Hansa op gennem halvfemserne fik et ry for at være særligt voldelig og højreekstremistisk. Egentlig gjaldt det og glæder det stadig, at de fleste hooligan-grupper omkring østklubber tenderer til højreekstremisme og har medlemmer, som udover at være hooligans også er aktive i deciderede nynazistiske grupper, men netop FC Hansa har som den østklub med flest sæsoner i Bundesligaen fået mest eksponering i regionale og landsdækkende medier.

Særligt ved kampene mod FC St. Pauli, klubben fra Hamburgs havneområde med de mange autonome fans og en generelt antifascistisk fan-scene, opstod der allerede fra første møde i 1993 regulære gadekampe. Til kampene kom ofte personer på stadion, som normalt ikke dukker op, og udelukkende var der for at søge konfrontationen med den politiske modstander.

FC St. Pauli har i store dele af Tyskland karakter af et særlig sympatisk hold, og selvom Paulis autonome tilhængere må siges at bære deres del af skylden for de mange uroligheder gennem årene, har rivaliteten med St. Pauli skaffet Hansa Rostock og ikke mindst klubbens fans et blakket ry udenfor Mecklenburg-Vorpommern, til stor fortrydelse for det brede flertal af Hansas fans, som ikke går til fodbold for at slås.

Nynazisterne i det lokale parlament

Mecklenburg-Vorpommern og også Rostock slås i dag, trods en periode på 10 år med markant økonomisk fremgang og faldende arbejdsløshed, stadig med problemer med organiseret nynazisme. Parlamentarisk har det resulteret i, at det højreradikale parti NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands), har været repræsenteret i bundeslandets parlament. NPD har gentagne gange været forsøgt forbudt grundet dets forbindelser til nynazister.

Det nationalsocialistiske NPD marcherer 1. maj i Rostock - den yderste højrefløj har præget den tidligere østtyske by og ligeledes byens fodboldbolds fangrupperinger. Foto: Getty Images

Det nationalsocialistiske NPD marcherer 1. maj i Rostock - den yderste højrefløj har præget den tidligere østtyske by og ligeledes byens fodboldbolds fangrupperinger.

Foto: Getty Images

Ankommet til Rostock var det da også tydeligt, at politik fylder i byen. Primært fordi de politiske partier under vores besøg førte valgkamp til bundeslandsparlamentet. Plakater fra både NPD og socialistiske Die Linke prydede lygtepælene og på den centrale plads med det smukke gamle rådhus og de karakteristiske gavlhuse fra hanse-købmændenes tid delte partifolk fra AfD, Alternative für Deutschland, materialer, bolcher og balloner ud.

Netop AfD, et forholdvist nyt parti med fokus på kritik af bundesregeringens flygningepolitik, gik senere hen og bliver valgets helt store vinder. Mens NPD aldrig har fået over 10% af stemmerne, opnåede AfD at få 20,8% af stemmerne og partiet blev dermed større end bundeskansler Angela Merkels CDU. Valgprocenten til valgene i Mecklenburg-Vorpommern er normalt lav, og meget tyder på at de nye AfD vælgere primært er sofavælgere og utilfredse vælgere af de etablerede partier. Selvom NPD ved kommende valg står til at bløde et par procentpoint, formodentlig til AfD, og dermed ryge under spærregrænsen, er altså ikke primært de traditionelle NPD-vælgere, der udgør AfDs vælgergruppe.

Flygtningespørgsmålet har fyldt alt i valgkampen i et bundesland, der ellers har modtaget få flygtninge i forhold til de rigere bundeslande som eksempelvis Bayern. Fattigdomsproblemet i Mecklenburg-Vorpommern, som ikke er blevet afhjulpet af den økonomiske fremgang, optager ikke vælgerne. I hvert fald ikke direkte. Hele Tyskland spørger sig selv, hvad der får folk til at stemme på AfD og kigger med angst frem mod næste forbundsdagsvalg. Frygten for, hvad der gemmer sig i folkedybet melder sig blandt den del af tyskerne, for hvem en stemme på AfD er utænkelig. Det er for så vidt forståeligt; ikke siden 30erne har et højrepopulistisk parti været repræsenteret i forbundsdagen, og dengang endte demokratiet med at afskaffe sig selv. Angsten for AfD grunder i en solid skepsis for, hvad folk kan finde på at bruge deres demokratiske stemmeret til. Det er angsten for, at folket skal afsløre sig selv som uoplyst, nationalistisk og fremmedfjendsk og forkaste den liberale åbenhed overfor verden, vesten og særligt Europa, som har karakteriseret Tyskland siden 2. verdenskrig.

Rostock er en havneby, gør meget ud af sin maritime identitet og er langt fra at være grå og trist, som man eller kunne forestille sig, at en by præget af DDR-arkitektur ville være. Grønne, røde og blå pastelfarver lyste fra facaderne mat i det varme solskin. På strøget var der et mylder af mennesker, men ellers var byen stille, og virkede ren og velholdt.

Den langsomme opretning

Et par timer inden kampstart søgte vi langsomt mod stadion gennem det alternative kvarter Kröpeliner-Tor-Vorstadt, der også virkede helt dødt, på trods af, at det var lørdag eftermiddag. Fra vinduerne hang enkelte steder regnbueflag. Der bygges mange steder i Rostock, der er tydeligt, når man bevæger sig rundt lidt udenfor centrum. Byen vokser igen og var i 2015 fra de 198.259 indbyggere i 2002 vokset til et befolkningstal på 206.011.

Samtidig med, at Rostock altså langsomt er begyndt at vende den negative udvikling efter murens fald, er det gået ned af bakke for byens hold Hansa. Sidst klubben var at finde i Bundeligaen var i sæsonen 2007/08 og siden 2012 har den stået på bold i 3. Bundesliga, hvor klubben huserer sammen en række andre gamle østklubber som 1. FC Magdeburg, Hallescher FC og Chemnitzer FC. Østduellerne sikrer, at ligaen i det mindste fra et fan-teknisk synspunkt er attraktiv.

En nedrykning fra 3. Bundesliga kan dog få fatale konsekvenser for klubberne, finansielt såvel som sportsligt. Særligt Hansa har et stort set-up omkring klubben og en dårlig økonomi. Af samme grund var klubben i 2015 tæt på at miste licensen til at spille i 3. bundesliga, inden førnævnte Elgeti trådte til og reddede klubben fra afgrunden. Sidenhen har Onkel Rolf, det folkelige øgenavn, købt klubben ud af den kvælende gæld, der stiftedes i forbindelse med byggeriet af klubbens stadion, Ostseestadion, i 2000. I de seneste to sæsoner har Hansa kun knapt undgået nedrykning fra tredjebedste række. Alligevel er tilskuertallene igen stigende og sidste år kom der i gennemsnit 12.855 tilskuere pr. kamp.

Ostseestadion er et prægtigt fodboldstadion, som fortjener at være fyldt hver gang, der spilles. Tribunerne troner sig stejlt over den velholdte grønsvær og selv hvis man sidder på de øverste rækker oppe under taget, føler man sig tæt på banen.

Udenfor stadion er der et fantastisk liv i timen op til kampstart; folk i alle aldre kommer til fodbold, bedstemødre, familiefædre og unge knægte hyllet i halstørklæder, trøjer og hatte i Hansas farver. Koggen ser man overalt, skibet, der pryder Hansas logo, en karakteristisk skibstype benyttet i middelalderen af hansekøbmændene.

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Kort før startfløjtetet til pokalkampen mod 2. Bundeligaholdet Fortuna Düsseldorf er det ikke til at mærke, at Hansa-koggen de seneste par år har været snublende tæt på at gå endegyldigt ned. 18.500 tilskuere er kommet og da klubbens hymne, slageren ”Hansa forever” skal afsynges hæver alle hjemmebanetilskuere deres halstørklæder i vejret og skråler med af deres lungers fulde kraft. Særligt omkvædet fænger og giver en øredøvende lyd. Oversat til dansk lyder det: »Hansa forever, og for altid, Hansa forever og i al evighed, Hansa vi lader dig aldrig i stikken, Hansa forever og uendeligt«. Herefter byder klubbens berømte og berygtede ultrás på sydtribunen, Suptras Rostock, på et imponerende hav af faner og også folk omkring os på de øvre rækker af østtribunen synger med og svinger ivrigt med halstørklæderne i minutterne efter kampstart.

Siden 90'ernes hooligan-dominans har fan-scenen forandret sig grundlæggende. Selvfølgelig findes der stadig hooligans, også omkring Hansa, men som i resten af Tyskland har ultrá-kulturen, importeret fra Italien, overtaget positionen som den toneangivende fankultur på lægterne. Skiftet har ikke betydet et endegyldigt farvel til volden, desværre, men optisk og lydligt har ultrá-kulturen i Tyskland betydet et massivt løft, som er med til at gøre tysk fankultur berømt i hele verden. Nogle ultrágrupper positionerer sig politisk til højre, nogle til venstre mens andre definerer sig som politisk neutrale. Det sidste er tilfældet i Rostock, hvor neutralitetsbudet håndhæves konsekvent; i 2010 blev en af Mecklenburg-Vorpommerns førende NPD-politikere smidt ud af sydtribunen på hænder og fødder, da han sammen med en gruppe partikammerater ville udnytte af Hansas popularitet til at promovere sit parti. På sydtribunen tolererer Suptras hverken højre- eller venstreorienterede paroler eller tegn. På stadion skal det handle om Hansa og intet andet.

I kampen mod Fortuna Düsseldorf er Hansa chanceløse og taber 0-3. Selvom vi gerne ville have oplevet en hjemmesejr er resultatet for os udefrakommende af underordnet betydning; vi har haft en fantastisk oplevelse.

Hansa Rostock kan ikke reduceres til hverken klubbens mest højlydte eller voldelige fans. De er en stor del af klubben, på godt og ondt, men Hansa er meget større end det, og det fornemmes tydeligt, at klubben for rigtigt mange mennesker i Rostock og i Mecklenburg-Vorpommern er en regulær lidenskab, en kærlighed. På og omkring stadion mærker man ikke noget til politik eller Mecklenburg-Vorpommerns problemer med fattigdom og udkantsstatus. Snarere virker det som om, at Hansa for klubbens fans tilbyder frirum, hvor de kan fejre deres stærke lokale og regionale identitet og leve og ånde for deres fodboldklub. Den holdning er netop, hvad der kommer til udtryk i den i Tyskland landskendte, venstreorienterede rapper Materias Rostock-hymne »Mein Rostock«, som spilles over stadionhøjtalerne lige inden hele Ostseestadion strækker halstørklæderne over hovedet og synger deres »Hansa forever«. Hansa er for alle i Rostock og Mecklenburg-Vorpommern og er ikke længere noget arnested for højreekstremisme og nynazisme. At der på stadion til kampen mod Fortuna fra Düsseldorf så har befundet sig en god portion AfD vælgere, er ikke til at komme udenom; de udgør immervæk 20,8% af den stemmeberettigede befolkning i Mecklenburg-Vorpommern.

Topfoto: Getty Images

 

Podcast om Manchester City: Så stor er forskellen mellem Guardiola og Mourinho

Podcast om Manchester City: Så stor er forskellen mellem Guardiola og Mourinho

Podcast: Mourinhos problem hedder Rooney

Podcast: Mourinhos problem hedder Rooney