Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Da Jan Bartram var SIF’er i en uge

Da Jan Bartram var SIF’er i en uge

For næsten 30 år siden skiftede landsholdsspilleren Jan Bartram fra AGF til Silkeborg i et opsigtsvækkende og forunderligt klubskifte. Ikke bare var det uhørt, at en profil forlod en storklub til fordel for en lille ny-oprykker, men Jan Bartram var også kun SIF’er i en uge.
Mediano’s Søren Højlund Carlsen har bedt Jan Bartram kigge tilbage på sine besynderlige syv dage som silkeborgenser.


(Søren Højlund tiltræder i denne uge som kommunikationschef i AGF, men denne artikel er lavet i december).

Af Søren Højlund Carlsen

Det er så langt ude på Silkeborgvej, at der står 900 på adressen. Det stråtækte hus er et velkendt pejlemærke for enhver østjyde, der har kørt mellem Aarhus og Silkeborg. Med sit bindingsværk og stråtækte tag ligner Årslev Kro en grundtegning fra Den Gamle By inde i Aarhus.

En prototype på en dansk kro af den slags, der en gang lå mange af langs landevejene mellem de store danske byer. Nu er mange forsvundet i støjen af de moderne motorveje, men Årslev Kro lever endnu. Nu blot med ordet Hotel foran og et køkken, der er kendt milevidt omkring.

For mange år siden mødtes fem mænd på kroen. Fire fra Silkeborg og en fra Aarhus. Så kroen var lidt på halvvejen for alle. De fire fra Silkeborg var repræsentanter for Silkeborg IF, der - her hvor 1987 sæsonen var gået på hæld - netop var rykket op i 1. division under træner Viggo Jensen, der også var med på kroen.

Manden fra Aarhus hed Jan Bartram, og han var en af de helt store profiler i datidens 1. division. Debut på landsholdet i 1985, med til VM i Mexico året efter med den gyldne generation under Sepp Pionteks ledelse og dansk mester med AGF efter han kom hjem fra Mexico. 127 kampe havde skibonitten allerede spillet på venstrekanten i AGF’s trøje, da han satte sig ned foran de fire mænd fra Silkeborg.

De havde et stykke papir med til ham. Det indeholdt et tilbud om at spille for Silkeborg IF’s nykårede 1. divisionshold. Det var ikke lige det klubskifte, Jan Bartram havde forestillet sig, når han sad på studiet på Aarhus Universitet og dagdrømte om en tilværelse som professionel fodboldspiller i det store udland. Men omstændigheder udenfor hans kontrol havde ført ham til Årslev Kro.

- Jeg rendte rundt i AGF på en ganske almindelig beskeden kontrakt, der ikke var særlig stor, men jeg studerede, så lønnen var et fint supplement til min SU. Men efterhånden fornemmede jeg, at der var en stigende interesse for min person fra udenlandske klubber. Og samtidig var jeg selv begyndt at tænke tanken, om ikke det ville være noget for mig, at spille i udlandet. Så jeg ville gerne af sted, men det viste sig ikke at være så let, fortæller Jan Bartram.

Stavnsbundet Bartram

Vi er i tiden før den såkaldte ’Bosmandom’, der som bekendt næsten revolutionerede klubfodbolden, da en EU-domstol i 1995 afgjorde, at professionelle fodboldspillere i EU har ret til at skrive kontrakt med en ny klub, når deres kontrakt udløber - uden, at den gamle klub har krav på nogen form for kompensation.

Men her i 1987 lignede professionel fodbold stadig et erhverv fra stavnsbåndets tid. For selv om en spillers kontrakt var udløbet skulle hans nye klub stadig betale en pris til hans gamle - uagtet, altså, at de to parter ikke længere havde noget papir på hinanden. Og det var de betingelser, der forhindrede Jan Bartram i at få opfyldt drømmen om en lukrativ og spændende kontrakt med en udenlandsk klub.

Selv om hans aftale sådan set var udløbet, stillede AGF sig på bagbenene og forlangte - ifølge Jan Bartram - alt for meget for hans underskrift.

- Jeg blev vred og følte, at AGF ikke spillede med åbne kort og var reelle med, hvad de forlangte for mig. I forhold til min løn, så forlangte de en alt for stor pris - det synes jeg ikke var rimeligt. Den gang havde man ikke personlige agenter som i dag, men jeg hørte blandt andet om en konkret interesse fra Bayer Uerdingen fra Bundesligaen. Men da AGF opgav en anden pris til dem end, hvad de havde sagt til mig, de ville forlange, så kølnede den interesse hurtigt. Og sådan var der flere tilfælde, hvor jeg følte, at klubben sagde ét til mig og noget andet til de interesserede klubber.

- Det synes jeg var noget underligt noget, at klubben spillede sådan et dobbeltspil - det kunne jeg ikke leve med, husker Jan Bartram, der blev vred og gik hårdt til AGF med sin utilfredshed, men den daværende ledelse var ikke klar til at imødekomme Jan Bartrams ønsker.

- Jeg synes de gik bag ryggen på mig. Der var ingen ærlig dialog, og det var meget frustrerende - det var noget underligt noget. Jeg var ellers rigtig glad for klubben, hvor vi havde et virkelig godt hold. Men jeg brændte for at komme ud - det var nu, jeg ville smede, mens jernet var varmt, men det blev jeg forhindret i, siger Jan Bartram.

Bagvej i Silkeborg

Men til trods for, at vi altså befandt os i tiden, før Bosman-dommen løftede professionelle fodboldspillere ud af stavnsbåndet, så fandt Jan Bartram alligevel en vej ud af sine kvaler. For i Danmark var der dengang en særlig regel under DBU, der tillod spillere, hvis kontrakt var løbet ud, at skifte til en dansk klub fra en anden dansk klub, for et beløb, der blev udregnet med baggrund i spillerens løn. Og maksimalt kunne summen kun være på 75.000 kr.

Det havde Jan Bartram og Silkeborgs driftige bestyrelsesmedlem Orla Madsen luret. Så sidstnævnte ringede til Jan Bartram og inviterede ham på Årslev Kro.

- Det sagde jeg ja til og så det som en mulighed for at komme til udlandet på en god måde. For hvis jeg lavede en ny kontrakt, kunne jeg få indført et loft over min pris, og dermed var der klare linjer og jeg skulle ikke være frustreret mere, erindrer Jan Bartram, der i dag gerne indrømmer, at han ikke havde nogen intentioner om at skulle gøre en lang karriere ud af sit skifte til Silkeborg.

- Det var et smuthul for mig, og jeg havde ikke tænkt mig at spille særlig længe for Silkeborg. Måske et halvt år eller sådan noget - det ville også passe fint med mine studier i Aarhus. Og jeg var helt klar i min hensigt. Jeg fik et loft i kontrakten på et par millioner med det primære formål, at jeg skulle sælges og det var helt uset den gang, at en spiller fik sådan et loft. Men det var fint for Orla og de andre, erindrer Bartram.

- Hvis de som nyoprykker kunne tiltrække mig - en landsholdsspiller fra den store klub inde fra Aarhus - ville det være en stor skalp for dem og et stærkt signal til byen og til sponsorer. Og for mig var det rigtig godt. Nu kendte jeg mit prisskilt, og der var ingen, der løb om hjørner med prisen.

Glasgow Rangers

Lidet skulle både Jan Bartram og ledelsen i Silkeborg vide, at det kun ville blive til signalværdien og ikke til et eneste minut på banen i den rød-hvide Silkeborgdragt. For kun få dage efter underskriften og mødet på Årslev Kro fik Jan Bartram en henvendelse fra en mand, der mente, at Jan Bartram ville passe perfekt til den skotske storklub Glasgow Rangers.

- Han var en tidligere spiller i Rangers, der nu fungerede som en slags scout eller agent. Han ringer og siger, at han har en klub, han mener, jeg kan begå mig i - og det var så Rangers. Han havde hørt om mit nye prisloft, der vist var blevet omtalt i en avis, og han kunne arrangere en prøvetræning i 14 dage. Den interesse kendte jeg helt ærlig ikke til inden, jeg havde skrevet under med Silkeborg, men det kom vitterligt nogen ganske få dage efter - det var meget hurtigt, fortæller Jan Bartram.

Kantspilleren var ellers ikke meget for en prøvetræning, men Glasgow Rangers blev den gang trænet af Graeme Souness, som Bartram kendte og beundrede fra Souness’ tid som spiller i Liverpool og Sampdoria.

- Jeg var beæret over muligheden, så selvfølgelig sagde jeg ja. Så jeg tog derop i januar måned i Skotland. Pissekoldt var det, men jeg klarede mig godt, for der gik kun en uge, inden de sagde, at de ville have mig. De havde en deadline, så jeg kunne nå med på holdkortet til Europa Cup’en, hvis vi klarede det hurtigt. Men det var ikke så svært at sige ja, når først man havde været der. Det vrimlede med tilhængere allerede i lufthavnen, og der var massiv opbakning til deres hjemmekampe - det var en kæmpestor klub. Og så havde de jo Graeme Souness, hvilket også betød noget. Så jeg skrev under på den betingelse, at jeg efter et halvt år kunne rejse hjem igen, hvis ikke det var noget for mig alligevel.

Endnu en gang havde Bartram taget styringen og sat en betingelse i sin kontrakt - det skulle senere komme ham til gode. Men de syv dage som Silkeborgspiller var slut.

Jan Bartram i Glasgow Rangers, hvor han her i 1988 bliver udfordret af Celtics Billy Spark. Foto: Getty Images/Bob Thomas.

Jan Bartram i Glasgow Rangers, hvor han her i 1988 bliver udfordret af Celtics Billy Spark. Foto: Getty Images/Bob Thomas.

- Silkeborg havde gerne beholdt mig, men de tog det pænt. De tjente en stor sum penge bare ved at lave en kontrakt med mig, så det var fint - det var mange penge for Silkeborg den gang. Men det er klart, at det var lidt ambivalent. For de kunne sikkert også godt have brugt mig på banen. Viggo Jensen ville i hvert fald gerne ha’ beholdt mig, og det er helt sikkert, at det ikke kun var for at sælge mig videre, at de købte mig, siger Jan Bartram, der understreger, at han ikke kendte til Rangers interesse inden han tog til Silkeborg.

- Måske de havde holdt øje med mig - det ved jeg ikke. Men det gik langt hurtigere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Det passede i øvrigt også dårligt med mine studier, hvor det havde været langt bedre, hvis jeg kunne spille i Silkeborg til sommerferien og så tage af sted. Men en gang i mellem må man tage chancen, og det var jo ikke sikkert, at jeg nogensinde ville få sådan et tilbud igen.

Tog styringen

Skiftet til Silkeborg var ikke bare meget kort - det var måske også første gang, fodbolddanmark så en spiller på den måde tage skæbnen i sin egen hånd og selv sætte sin dagsorden. Professionel fodbold i Danmark var kun 10 år gammel, og klubberne var ikke vant til en spiller, der som Jan Bartram var meget bevidst om sit værd og sine muligheder.

Med sin uge i Silkeborg signalerede Jan Bartram den gang, hvilken spiller han blev i sin karriere, hvor han ofte gik sine egne veje. For eksempel tog han på et tidspunkt orlov for at rejse jorden rundt i et års tid, ligesom han også senere takkede nej til at spille på landsholdet under Richard Møller Nielsen.

Så Jan Bartram gik sine egne veje som fodboldspiller - og det startede med et møde på Årslev Kro på landevejen mellem Silkeborg og Aarhus.

- Det var måske nok epokegørende, at man på den måde selv tog styringen over sin fremtid og fik sat et loft over sin transfersum. Eller brugte en anden klub som løftestang - det var aldrig set før. Det var helt nyt, at det var os spillere, der på den måde tog magten. Men det endte jo godt. Senere kom jeg tilbage til AGF, hvor der intet ondt blod var. Man forstod mit valg, og jeg fik et fint forhold til klubben igen.

- Også i Silkeborg var de glade - om ikke andet, så fordi deres hurtige salg af mig vist endte med at finansiere en tribune på klubbens stadion. Så mon ikke alle var glade - selv om jeg aldrig kom på banen som Silkeborgspiller.

Som han selv havde forudset, blev Jan Bartram hurtigt træt af skotsk fodbold - ”De vidste ikke hvad et overlap var”, som han siger. Så Brøndby IF udløste hans klausul, og han tog hjem igen i sommeren 1987. Man kan læse om Jan Bartrams ophold i Glasgow Rangers efter salget fra Silkeborg og resten af hans flotte karriere i hans bog; ”Løb for livet - når livet er andet end fodbold”.

Foto: Getty Images/Bob Thomas

Mediano 1. division: Rugekasse, oprykningskandidater og FC Roskilde

Mediano 1. division: Rugekasse, oprykningskandidater og FC Roskilde

Fodboldministeriets Nytårsspecial

Fodboldministeriets Nytårsspecial