Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Da 'Verdens dårligste klub' lærte at vinde – historien om Toronto FC

Da 'Verdens dårligste klub' lærte at vinde – historien om Toronto FC

MLS er kendt for lighed og hvor hurtigt et dårligt hold kan omstille sig og få succes. I ligaens 20-årige historie har et hold dog vist en bemærkelsesværdig evne til snuble over egne ben. Her fortæller Henrik Lønne historien om det, der blev kaldt 'verdens dårligste klub'.

Af Henrik Lønne

Fodbold i Canada startede ikke med Toronto FCs debutsæson i 2007.

Den første landskamp udenfor Europa fandt sted i New Jersey i 1885 og var en canadisk 1-0 sejr over USA. Galt FC fra det sydlige Ontario vandt den Olympiske fodboldturnering i 1904 (om end der kun var tre hold med og de resterende to hold i turneringen var amerikanske). Det 20. århundrede gik fra regionale amatør- eller semiprofessionelle ligaer, henover North American Soccer League, hvor Eusebio sluttede sin karriere med at sikre mesterskabet for Toronto Metros-Croatia i 1983, til Vancouver og Montreals stærke præstationer i lavere nordamerikanske rækker i 90erne og 00erne.

At Canada fik sin første Major League Soccer-klub i Toronto FC i 2007 betød altså ikke, at fodbolden pludselig blev opfundet i Canada, men det var alligevel et markant øjeblikket i canadisk fodbolds historie.

Et globalt spil i en global by

Canada er med en relativt åben immigrationspolitik gået fra at være et land præget af efterkommere af briter og franskmænd til en mosaik med brikker fra hele verden.

Intet sted er det mere tydeligt end i landets største by Toronto, hvor tre fjerdele af byens befolkning har en forælder, der er født uden for Canada eller selv er født udenlands. I en by, hvor mange har en tilknytning til især Italien, Portugal eller Grækenland er det ikke overraskende at fodbold er en populær sport. Men i mange år betød det at være fodboldfan, udover hyggefodbold, at man hev parabolen frem og så kampe om morgenen fra ’den gamle verden’. 

Dette ændrede sig i 2007. Canada og Toronto havde endelig et hold på højeste niveau i Nordamerika. Et rigtigt professionelt hold, drevet af sportskonglomeratet Maple Leaf Sports and Entertainment, der også står for byens ishockey- og basketballhold.

Gik efter de unge tilskuere

Toronto fik også vist sig som en rigtig fodboldby. I 2007 var det sværere at få en billet til en TFC-kamp end til en Toronto Maple Leafs kamp i NHL. Et markant statement i et land, hvor ishockey regerer. Byen og dens fodboldfans viste også MLS og den nordamerikanske fodboldverden et nyt niveau for supporterkultur. Toronto opfandt ikke supporterkultur i Nordamerika, hvor især DC Uniteds fans fortjener stor ros for deres indsats i ligaens tidlige år, men i Toronto var det større og vildere, end man nogensinde havde set i Major League Soccer.

Dette hang især sammen at klubbens ledelse valgte at omfavne og understøtte supporterkulturen og gå målrettet efter et ungt, urbant publikum, fremfor at følge tidens gængse strategi i MLS med at satse på børnefamilier fra forstæderne. Det var en succes og samtlige hjemmekampe var udsolgt i debutsæsonen.

Det er dog svært at stille et stærkt hold som en ny klub og organisation. Det kan man få bekræftet af de fleste folk, der har set eller arbejdet med et expansion-hold i MLS. Men for Toronto FC lå der dog den ekstra udfordring, at det canadiske fodboldforbund havde krævet, at klubben skulle have minimum otte canadiere i truppen for at sanktionere et canadisk hold i en amerikansk liga.

Det lave bundniveau

Et forståeligt krav fra et fodboldforbund, der har til formål at udvikle canadiske spillere og ikke ville risikere at Toronto FC reelt ville være endnu et amerikansk hold i en amerikansk liga, der blot tilfældigvis spillede i Canada. Man skulle tro at dette krav, som holdt i fire sæsoner - indtil Vancouver Whitecaps og Montreal Impact kom med i 2011 og det blev sat ned til tre per hold - ikke ville være et problem, når Toronto FC var eneste canadiske hold i toppen af fodboldpyramiden og der kun var to andre professionelle klubber – Whitecaps og Impact – som spillede i den næstbedste amerikanske række.

Men netop denne manglende fodboldinfrastruktur og mange års forsømmelse af talentarbejdet i canadisk breddefodbold, gjorde at Toronto FC havde et bundniveau, der lå langt under resten af Major League Soccer. I årene 2007 til 2010 var der langt mellem sejrene og man gennemgik hele fem trænere, heraf var to dog midlertidige.

Toronto FC taber i december sidste år pokalfinalen efter straffespark. Foto: Getty Images/Steve Russell

Toronto FC taber i december sidste år pokalfinalen efter straffespark. Foto: Getty Images/Steve Russell

De lyspunkter, man som klub og fans måtte klynge sig til, var enkelte øjeblikke, som f.eks. klubbens første mål, der blev scoret i en 3-1 sejr efter fire nederlag i træk.

Rudy Mammitzsch, der har været med som fan fra starten, beskriver det således: ”Højdepunkterne spænder fra mindeværdige mål, at alle rekorder var nye, og underholdende øjeblikke til sange, latter og øl. Lavpunkterne har været hjerteskærende nederlag, flere kampe i træk uden mål og elendige præstationer, foruden styrtende regn, frost ind til knoglerne og de uundgåelige nederlag. Men det er fodbold – du kan ikke få det ene uden det andet. Hvordan ville det være at synge af glæde på tilskuerpladserne, hvis du ikke forstod den bitre smag af konstante nederlag?”

Flere af de inkarnerede og trofaste Toronto FC-fans, som Mediano har talt med, peger blandt andet på de canadiske mesterskaber, som Toronto FC har vundet flere af, som et af lyspunkterne. De canadiske mesterskaber er nemme at tale ned. Turneringen har sine rødder i 2002, hvor Canada havde fire hold i den amerikanske 2. division, og en gruppe af landsholdsfans kaldet the Voyageurs bestemte sig for at crowdfunde et trofæ – The Voyageurs Cup - og uddele det til det hold med de bedste interne resultater heri.

Fodbold i de lavere divisioner var dog ustabilt, og i 2007 var der blot Vancouver og Montreal tilbage. I 2008 indgik the Voyageurs og det canadiske fodboldforbund en aftale om, at forbundet ville arrangere en decideret turnering, hvor vinderen udover the Voyageurs Cup også fik titlen som canadisk mester. Efter en Montrealsejr i 2008, kunne Toronto FC kalde sig canadisk mester fem gange i træk, uden tvivl hjulpet af at spille på et højere niveau end Vancouver og Montreal, om end Toronto FC, uden at fornærme nogen, ikke havde særligt dygtige hold.

Et outsourcet forsøg på succes

Efter fire sæsoner uden succes i MLS måtte man prøve noget nyt. MLSE, selskabet bag Toronto FC, valgte derfor i november 2010 at ansætte Jürgen Klinsmann, der boede i Californien, og hans selskab SoccerSolutions som konsulenter, for at identificere en sportslig identitet til klubben og det passende personale her til.

I januar blev resultatet præsenteret: Toronto FCs akademi og det talentfulde opland i Toronto skulle udnyttes, og klubben skulle derfor modelleres efter Ajax med possessionfodbold, 4-3-3, og det, der hører sig til. For at opnå dette ansatte man Aron Winter, der var assistent på Ajax’ akademihold, som cheftræner, der dog blev understøttet af Paul Mariner, der var assistent på New England Revolutions succesfulde hold fra 2004-2009, som sportsdirektør.

Toronto ansatte den tidligere engelske angriber Paul Mariner. Foto: Getty Images/Jamie Squire

Toronto ansatte den tidligere engelske angriber Paul Mariner. Foto: Getty Images/Jamie Squire

Det er svært at beskrive Toronto FCs 2012-sæson som andet end absurd. På den ene side startede man sæsonen med avancement i Champions League-kvartfinalerne imod Los Angeles Galaxy, der på daværende tidspunkt endelig havde fået gjort David Beckham til en velspillende del af truppen, men samtidig fik man en dårlig start på ligaen.

Et nederlag i sæsondebuten hos Seattle Sounders blev fulgt op af et nederlag hjemme imod San Jose og Columbus. Da marts var overstået, havde man tabt alle kampe i ligaen, men havde samtidig slået Los Angeles ud af Champions League og spillet uafgjort på hjemmebane i den første semifinale imod mexicanske Santos Laguna. Så kom april.

Den fjerde april blev man kylet ud af Champions League med et 6-2 nederlag og tre dage senere tabte man hos rivalerne i Montreal. En uge efter så mange muligheden for et vendepunkt. Hjemme på BMO Field tog Toronto FC imod Chivas USA - mexicanske Chivas Guadalajaras kaotiske satellitklub, der siden er blevet nedlagt – en af få klubber, man kunne argumentere for, var dårligere end Toronto FC. Chivas USA kunne tage hjem til Los Angeles med en 1-0 sejr. Det blev til yderligere fire nederlag. Ni liganederlag i træk. Det er hårdt for enhver klub, og canadiernes hollandske DP-angriber Danny Koevermanns lagde ikke fingrene i mellem, da han forklarede til en gruppe journalister, at Toronto FC var i gang med at ”sætte en rekord som det dårligste hold i verden.” Journalisten Arash Madani fik senere bekræftet hollændernes syn på eget hold: ”Nævn et hold i hele verden der er 0-9 i kampe. Der er ikke et hold i verden, der har tabt ni gange i træk.”

Det værste hold i verden, mente Danny Koevermans (i rød trøje) om sit eget hold. Foto: Getty Images/Winslow Townson.

Det værste hold i verden, mente Danny Koevermans (i rød trøje) om sit eget hold. Foto: Getty Images/Winslow Townson.

Farvel til Winter

Aron Winter overlevede ikke som træner. Hans fyring blev dog gjort bitter af, at den ikke blot kom efter sæsonens første sejr, men han blev tilmed erstattet af sportsdirektøren Paul Mariner, hvis eneste erfaringer i spidsen for et hold var otte måneder i bunden af Championship med Plymouth Argyle. Under Mariner havde man ni gode kampe henover sommeren med bare et nederlag, fire uafgjorte og fire sejre, hvor en var en 3-0 sejr på udebane over Montreal, og de andre tre kom direkte efter hinanden. Denne gode stime blev dog efterfuldt af 14 kampe uden sejr og blot fire uafgjorte, og så var sæsonen slut.

Terry Dunfield, der i dag arbejder som kommentator på canadisk TV, var en del af Aron Winters Toronto FC , og selvom han kom til Toronto fra Vancouver i en MLS-handel, hvor han ikke selv havde noget skulle have sagt, kan han fortælle Mediano, at det stadig var en god nyhed for ham at komme til Toronto FC: ”Da jeg hørte at jeg skulle til Toronto FC, blev jeg meget spændt. Jeg ville gerne være en af de vigtige brikker, der kunne hjælpe med at vende klubbens resultater. Jeg vidste, klubben havde infrastrukturen og støtte fra tilhængerne, så den kunne blive noget dominerende og specielt. Når jeg kigger tilbage, ankom jeg nok et par år for tidligt.”

Reboot 2.0

Efter en katastrofal 2012-sæson kom der en total udrensning.  Kevin Payne blev hentet ind som general manager (en blanding af klubdirektør og sportsdirektør red.) fra DC United, hvor han i ligaens første år havde bidraget til at gøre den amerikanske hovedstadsklub til en af de mest succesfulde i MLS.

Payne ville sætte sit eget hold, og Mariner røg ud. Erstatningen for Mariner blev annonceret den 8. januar i form af Queens Park Rangers forsvaren Ryan Nelsen, der med en fortid i netop DC United havde spillererfaring fra både MLS og Premier League. Der var blot en hage: Nelsen var stadig aktiv spiller, og Payne havde åbenbart ikke ulejliget sig med at købe Nelsen fri fra QPR, inden udpegningen skulle annonceres. Ifølge avisen Toronto Sun kunne Payne fortælle på pressemødet, at der var en risiko for, at man ikke ville have Nelsen parat til sæsonstarten mod Vancouver d. 2. marts: ”Vi er ikke sikre på, hvornår han slutter sig til os.”

To gamle AaB-spillere i kamp. Danny Califf fra Toronto og Jimmy Nielsen fra Kansas fra Kansas City. Toronto vandt kampen 2-1. Foto: Getty Images/Tara Walton

To gamle AaB-spillere i kamp. Danny Califf fra Toronto og Jimmy Nielsen fra Kansas fra Kansas City. Toronto vandt kampen 2-1. Foto: Getty Images/Tara Walton

Nelsen understregede, at de var i forhandlinger med QPR om at lade ham skifte og forsøgte at tale situationen ned med en vittighed:  ”Forhåbentlig cruiser QPR til den tid med 45 point, og der vil ikke være brug for det (at nægte ham at stoppe red.). Det ville være den perfekte situation.”  Nelsen spillede sin sidste kamp for QPR den 29. januar og fik lov til at slutte sig til Torontos sæsonforberedelser den 1. februar.

På trods af stor udskiftning på holdet var Toronto FC stadig et dårligt hold, og man sluttede langt fra slutspillet, som det tredjedårligste hold i ligaen med blot seks sejre. Derudover blev holdet sendt ud af de canadiske mesterskaber med et pinligt 6-0 nederlag til rivalerne fra Montreal. På trods af endnu en dårlig sæson fik Nelsen lov til at blive som cheftræner. Ledelsesgangene ville dog ikke være foruden ofre. I løbet af sæsonen var Tim Leiweke blevet ansat som direktør for Toronto FCs ejere Maple Leaf Sports and Entertainment, og med ét fik Toronto FC noget, som de aldrig havde haft før: En ejer med kendskab til fodbold og MLS. Tim Leiweke var ikke en hr. Hvem-som-helst. Han kom fra en tilsvarende rolle hos Anschutz Entertainment Group (AEG), der ikke bare ejer Los Angeles Kings (NHL), dele af Los Angeles Lakers (NBA), flere stadions rundt omkring i verden, men også Los Angeles Galaxy og spillede en nøglerolle i at sikre MLS’ overlevelse i starten af 00erne, hvor selskabet ejede 6 ud af 10 hold.

Alt dette under Leiwekes ledelse. Leiweke var ikke tilfreds med, hvad han så i Kevin Payne og efter en sæson, var han ude igen. Ifølge Toronto Sun handlede det især om dårlige transfers, draftvalg og interne handler i MLS, men Leiweke har muligvis også gerne ville sætte sit eget hold.

Bloody Big Deal

Hvis Tim Leiweke lærte noget i spidsen for AEG, var det, at moderne sport er lig underholdning. Han spillede en nøglerolle i forhold til at hente David Beckham til LA Galaxy, og i dag samarbejder han også med englænderen om at få et MLS-hold til Miami.

Daniel Squizatto, der udover at være fan af Toronto FC, også er journalist, er da heller ikke i tvivl om Leiwekes betydning for Toronto FC: ”Hvis jeg skal pege på et vendepunkt, så vil det nok være Tim Leiwekes korte ansættelse i spidsen for MLSE, der ejer TFC. Han kom ind som en sværvægter inden for MLS og kom til klubben med faktiske ambitioner. OK, det lykkedes ikke med Jermain ”Bloody Big Deal” Defoe, men uden ham, er der ingen Jozy Altidore. Uden Leiwekes kræfter, er der sikkert ingen Michael Bradley og Sebastian Giovinco. De sidste tre år har det virket som om, at holdet faktisk bygger hen mod noget i stedet for at eksistere blot for at gøre det.”

Jermain Defoe og Michael Bradley præsenteres på et pressemøde. Foto: Getty Images/Jag Gundu.

Jermain Defoe og Michael Bradley præsenteres på et pressemøde. Foto: Getty Images/Jag Gundu.

Bloody Big Deal var navnet på reklamekampagnen, der skulle vise byen Toronto og fodboldfansene deri, at et nyt Toronto FC var ankommet. Det skulle være slut med middelmådighed og de nye ambitioner skulle vises. På et stort anlagt pressemøde annoncerede klubben ikke bare Jermain Defoe, men overraskede også alle ved at præsentere den 26-årige amerikanske landsholdsspiller Michael Bradley, som man havde hentet i Roma. Derudover havde man også hentet den brasilianske angriber Gilberto på en Designated Player-kontrakt, og de tre spillere skulle stå i spidsen for det nye Toronto FC.

En ny medarbejder udenfor banen, der også kom til at spille en nøglerolle, var den nye general manager, som man havde hentet fra ligaens hovedkontor, hvor han havde arbejdet med spillerhandler og derfor kom med stor viden om regulativerne om trupsammensætning. Daniel Squizatto forklarer til Mediano, hvilken rolle han kom til at spille for Toronto FC: ”Tim Bezbatchenko, en anden fyr med erfaring fra ligaen (MLS red.) ankom lidt senere i 2013 og pludselig havde holdet folk i spidsen, som forstod spillet, ligaen og virkede til at have noget, der lignede plan, fremfor bare at rende rundt og slukke ildebrande.”

Kort sagt gik klubben fra at være dårlig til at være middelmådig. Den forbedring kunne dog ikke redde Ryan Nelsen, og i august blev han erstattet af den tidligere amerikanske landsholdsforsvarer Greg Vanney, der egentlig var hentet ind som akademidirektør, men nu stod i spidsen for førsteholdet.

Giovincos succes og et vendepunkt

Defoes ankomst var højtprofileret. Ikke bare var der tale om en højtprofileret angriber fra den engelske Premier League, men historierne om hvordan Toronto FC og MLSE havde gjort brug af Drake til at charmerere ikke bare Defoe, men også hans mor, var med til at hype transferen.

Med 11 mål i 19 kampe var englænderen nok effektiv, men angriberen faldt aldrig ordentlig til. Årsagerne var en kombination af småskader, hjemve og skuffelse over at ikke komme med i Englands VM-trup. Til Toronto Star fortalte Defoe: ”Jeg tror aldrig, jeg vil komme over det. Det var uden tvivl min karrieres lavpunkt. Jeg er knust. Jeg kan ikke huske meget af samtalen. Så snart han fortalte mig, at jeg ikke var i truppen, slog jeg fra. Jeg var ulykkelig.”

Da 2014 sæsonen var ovre, var det tydeligt, at situationen ikke var holdbar, og i januar 2015 kunne man præsentere en byttehandel med Sunderland, hvor englænderen blev sendt hjem til Premier League, og canadierne fik den amerikanske landsholdsspiller Jozy Altidore, der aldrig havde slået helt til Premier League.

Den helt store transfer i 2015 kom dog uden tvivl blot fire dage efter. Her kunne man fortælle, at Juventus-spilleren Sebastian Giovinco havde skrevet under på en 5-årig kontrakt, og at han ville ankomme, når Serie A-sæsonen var slut. Nyheden blev dog endnu bedre få uger efter, da Toronto FC kunne fortælle, at man havde købt italieneren fri af sin kontrakt, og at han ville ankomme til Toronto med det samme.

Det betød et farvel til brasilianeren Gilberto, da man i MLS højst kan have tre spillere med Designated Player-kontrakter. Han blev lejet ud til en brasiliansk klub og senere sendt til Chicago. Forandringen var komplet, og det var tydeligt, at det ville være et helt nyt Toronto FC, man ville få at se.

2015 blev klubbens hidtil bedste sæson. Sebastian Giovinco satte ikke bare ny MLS-rekord for flest mål og assists på en sæson, men spillede sig lige ind i tilhængernes hjerter, hjemmebanen begyndte at blive garanti for point, og ikke mindst, kvalificerede man sig for første gang til slutspillet. Eneste hage var, at den eneste slutspilskamp de fik, var på udebane, hvor man rendte ind i et 3-0 nederlag til rivalerne fra Montreal Impact.

Højt bundniveau bedre end topniveau

Selvom the Atomic Ant’s debutsæson i MLS viste, at han var i stand til at afgøre kampe på egen hånd, blev det også tydeligt, at holdet ikke kunne forlade sig alene på ham. Bredde- og støttespillerne viste stadig stor ustabilitet, og mange gange var det kun Giovincos magi, der reddede klubben.

Det var derfor tydeligt, at hvor man havde sikret topniveauet af truppen, var det nu resten af truppen, der skulle forbedres for at tage næste skridt. Og det var netop det, man gjorde. Transferstrategien ændrede sig også: Hvor man tidligere ofte havde hentet europæiske spillere til de bærende roller, gik man nu i stedet efter etablerede MLS-spillere. Fra Colorado Rapids hentede Toronto FC målmanden Clint Irwin og midterforsvaren Drew Moor, mens man i Portland Timbers fik den canadiske midtbanespiller Will Johnson. Tilfælles for alle tre var at de alle havde vundet MLS-mesterskaber og var vant til de unikke fysiske krav livet som MLS-spiller stiller i form af lange udebaneture og skiftende klimaer.

I et interview i år med ESPN understregede Tim Bezbatchenko, hvor vigtige disse typer spillere er: ”Det er svært at få disse kernespillere, fordi alle vil have dem, og alle ved, hvor vigtige de er for en trup. Hvis man derudover har en model med tre Designated Players, har man færre ressourcer (inden for lønloftet red.) til at hente dem.”

Det er svært at sige, at Bezbetchenko og resten af Toronto FC ikke lykkedes. Ikke blot fik klubben i 2016 sit højeste antal point nogensinde og sikrede sig hjemmebanefordelen i første runde af slutspillet imod Philadelphia Union, men en overgang var man endda med i kampen om Supporters Shield – holdet med flest point i grundspillet. Sebastian Giovinco spillede med 17 mål en vigtig rolle og er på blot to sæsoner blevet den spiller med flest mål i klubbens i historie. Det er dog svært at komme uden om, hvor vigtige Clint Irwin og især Drew Moor har været. I de foregående fire sæsoner slap Toronto FC henholdsvis 62, 47, 54 og 58 mål ind, mens holdet i 2016 kun lukkede 39 ind. Endnu en klubrekord.

Slutspillet og finalen

I MLS vinder man titler ved at smede, mens jernet er varmt, og det er glohedt, når der er slutspil. Toronto FC viste her, at man havde skilt sig af med fortidens onde ånder og evne til at snuble over egne ben. Efter en samlet 7-0 sejr over New York City FC, stod man over for rivalerne fra Montreal. Det er en rivalisering, der handler om mere end fodbold og går længere tilbage end begge hold, og ligaen de spiller i. Det er et opgør med elementer, der handler om sprog, national og kulturel identitet og to byers kamp om at være den vigtigste i landet.

Første opgør stod i Montreal, hvor L’Impact havde valgt at flytte kampen væk fra deres sædvanlige hjemmebane, Stade Saputo, til det forfaldne Olympiske Stadion, hvor man samlede over 61.000 mennesker.

Både fans og spillere måtte dog vente over en halv time ekstra på kampstart, da man havde målt målfeltet forkert. Montreal kom foran 3-0, og det virkede som en gentagelse af sidste sæsons nederlag, men med to mål af Michael Bradley og Jozy Altidore i anden halvleg bragte The Reds sig tilbage i opgøret. 8 dage efter kunne Toronto FC samle 36.000 hjemme på BMO Field, hvor man sikrede sig en finaleplads med et samlet resultat på 7-5 efter forlænget spilletid.

Sebastian Giovinco og Roman Torres fra finalen. Foto: Getty Images/Claus Andersen

Sebastian Giovinco og Roman Torres fra finalen. Foto: Getty Images/Claus Andersen

I Western Conference havde Seattle Sounders overrasket alle – og muligvis også sig selv - ved at have orkestreret et fantastisk comeback efter klubben havde hentet den uruguayanske playmaker Nicolas Lodeiro. Han sikrede ikke blot holdet en plads i slutspillet, men tog dem hele vejen til finalen. Finalen skulle stå på BMO Field i Toronto, fordi Toronto FC havde klaret sig bedre i grundspillet og her var både klub, spillere og fans parate til at bryde med mange års skuffelser. Alle var parate til en happy ending, men alle omkring Toronto FC måtte sande, at hverken livet eller sport er et eventyr.

På trods af massivt spilovertag og at Seattle Sounders end ikke formåede at få et enkelt skud på mål, måtte Toronto FC se sig slået på hjemmebane efter et nederlag i straffesparkskonkurrencen. Daniel Squizzato fortæller her, hvordan det var at se kampen og hvordan det føles bagefter: ”Havde jeg set kampen som neutral, havde jeg nok skiftet kanal på et tidspunkt - men som en med en egeninteresse, var det nervepirrende og medrivende. Jeg synes ikke, det er uretfærdigt at sige, at Seattle spillede for ikke at tabe – og i sidste ende gjorde de det nødvendige for at komme hjem med trofæet. De er hverken det første eller det sidste hold til at spille sådan"

- Jeg er sikker på, der er anonyme fans på sociale medier, der sviner Bradley og Morrow (henholdsvis Michael og Justin red.) til for at brænde deres straffespark, men uden dem ville TFC slet ikke være i MLS Cuppen. Sådan er livet. Det er grusomt og lunefuldt nogle gange, men man kommer videre og prøver igen næste gang. Heldigvis er ’næste gang’ kun få måneder væk, og der er allerede god grund til at være spændt. Det er en dejlig forandring fra hvordan TFCs historie har været indtil nu," sagde Daniel Squizzato. 

For Rudy Mammitzsch var det især måden at tabe på, der går ham på: ”TFC var det bedre hold på banen og havde flere chancer. Vores drenge spillede med hjertet uden på trøjen og uanset hvem der ikke scorede i straffesparkskonkurrencen, var det stadig en straffesparkskonkurrence. Det er en forfærdelig måde at vinde på og en forfærdigelig måde at tabe en finale på. Men faktum er, at vi ikke kunne score … og det vil tage mig lang tid at komme overens med det. Men i det mindste ’TFCede’ de ikke sig selv (at smide sejren på dumme personlige fejl red.)” I stedet er det Eastern Conference finalerne mod Montreal som Mammitzsch og mange andre fans vil holde fast i: ”Det var det virkelige og varige resultat, som vi vil synge om i mange år fremover.”

Fremtiden

I stedet for at krone den bedste sæson nogensinde med et mesterskab, må man nu se fremad og bygge videre på den succes, der uden tvivl har fundet sted i 2016. Kan man holde fast på kernen af holdet, fastholde motivationen og ikke lade nederlaget i finalen være en mental mavepuster, er der et godt grundlag for at have endnu en god sæson. Særligt, hvis man kan forstærke midtbanen, hvor Will Johnson har forladt klubben til fordel af Orlando City Soccer Club og sikre bredden på en vigtig position på banen.

Derudover har Toronto FC cementeret sin plads i byens og landets sportsmiljø. Udover massiv dækning i de lokale medier og masser af fans på stadion, satte Toronto FCs kampe i slutspillet gang på gang nye TV-rekorder og finalen endte med at være den mest sete MLS kamp i Canada nogensinde, da over 4,2 ud af 35,2 millioner canadiere så dele kampen og da flest så på samme tid, kunne 2,7 millioner canadiske Tv-seere se Román Torres sætte det afgørende straffespark ind for Seattle Sounders.

En person, der er enig i at Toronto FC har gode forudsætninger for succes er Paul Beirne, der var direktør for den ikke-sportslige del af klubben fra klubbens spæde start i 2006 til 2013: ”Vendepunktet for TFC var sandsynligvis den hidtil usete investering i spillere, der begyndte i 2014. I min tid i klubben var vi fokuserede på faciliteter og på at bygge til fremtiden. Vi konverterede BMO Field til græs, byggede et verdensklasse akademisystem til unge canadiere og byggede KIA TFC Training Ground. Alle disse ting kostede en masse penge og viste, at vores ejere var parate til at bruge penge. Men i 2014 begyndte pengene at gå til spillere, og det var vigtigt både for fansene og folkene i organisationen. Man kunne mærke at tingene ændrede sig. Jeg er en stor fan af klubben i dag, og jeg nød til fulde slutspils-oplevelsen frem til MLS Cup finalen.”

Terry Dunfield er også optimistisk på klubbens vegne: “Det er skønt at se klubben i den stand, den er i. Det er ikke sket fra den ene dag til den anden. Der er blevet lavet en masse hårdt arbejde bag kulisserne. Jeg elsker også det faktum, at Toronto har et af de bedste akademier i Nordamerika. Jeg er sikker på, at det kommer til at producere canadiske talenter som Ashtone Morgan og Jordan Hamilton. Jeg tror på, det er sådan at klubben bliver bæredygtig.”

Uanset om Toronto FC i 2017 får en dårlig eller bedre sæson, kan selv Danny Koevermans nok anerkende, at klubben ikke længere er verdens dårligste.

Topfoto: Getty Images/Tony Latham

Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp

Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp

Emblemet - klubben fortalt i én illustration: England

Emblemet - klubben fortalt i én illustration: England