Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Tag med til Rwanda - når ånderne er med på banen

Tag med til Rwanda - når ånderne er med på banen

Når to hold mødes i den rwandiske liga, afgøres kampene ikke blot ud fra trænernes taktiske oplæg og de 22 spilleres evner. Der er ånder med på banen, og de kan afgøre fodboldkampe mod betaling. Fænomenet kaldes juju, og det er de såkaldte jujumasters, der formidler kontakten til ånderne.
På kampdagen er jujumasteren ikke til stede, men til daglig er han trænerens højre hånd og spillernes hemmelige våben. 

 

 

Af Anders Ellegaard Jacobsen

Første gang Salkin stiftede bekendtskab med juju, var i forbindelse med en ungdomsturnering i Burundi. En mand han ikke havde mødt før, bad ham før en afgørende kamp om at slikke noget sort pulver fra sin hånd - og beskrev så i detaljer, hvordan Salkin ville score to mål:

Det første mål efter klumpspil, og det andet direkte på frispark.

Det var præcis, hvad der skete. Salkin blev kåret som turneringens bedste spiller og belønnet med en ko. Siden den dag har juju været en del af Salkins liv som professionel fodboldspiller.

Juju har sine rødder i traditionelle afrikanske religioner og er en integreret del af fodboldspillet på kontinentet. Fodboldklubber anvender juju for at øge chancerne for at vinde som et hold, mens spillerne ønsker at forbedre deres individuelle præstationer og karriereforløb. I den hollandske antropolog Arnold Pannenborgs fascinerende forskning indenfor området, anvendes denne brede definition (frit oversat) til at beskrive fænomenet: Juju er et trossystem, hvor specialister anvender planter, urter, fetichs (religiøse genstande), dyr, ånder og ritualer til at opnå visse mål.  Ikke nogen eksakt videnskab, men ritualer, myter og traditionel medicin, der er bragt videre gennem generationer, og stadig appellerer til dele af befolkningen.

Det lyder abstrakt og omtrent ligeså eksotisk, som når vestlige medier en sjælden gang imellem bringer en historie om heksedoktorer og sort magi fra det mørke kontinent. I praksis er det ofte mere harmløst og en almindelig del af hverdagen for folk, der arbejder indenfor for fodboldmiljøet. Som når Habimana, der er manager for den congolesiske jujumaster Docteur Jonathan, forklarer sin opfattelse af, hvordan man får det optimale ud af et fodboldhold:

”For at lave en god gryderet, så må du have godt kød. Men også andre ingredienser til at give smag…  Det er det samme med et fodboldhold. Spillerne skal have talent, være veltrænede og i en god fysisk tilstand. Men for at de kan levere maksimalt, så må de også have andre inputs. Det er juju-masterens rolle at få holdet og spillerne til at præstere endnu bedre ved at bruge hans evner”.

Til fodbold i Rwanda. Foto: Anders Ellegaard Jacobsen

Til fodbold i Rwanda. Foto: Anders Ellegaard Jacobsen

Ligeså åbenmundede som de lokale fodboldfans er om disse hemmelige ritualer, ligeså afvisende er spillere, trænere og klubledere, når de bliver spurgt om deres forhold til juju. Særligt i det lille, konservative centralafrikanske land Rwanda, snakkes der ikke højt om, hvad der foregår i fodboldmiljøet.

Juju er tabu.     

Magi i en vidensbaseret økonomi

Udviklingen er gået rigtigt stærkt i Rwanda i de seneste ti år. Den beundrede og frygtede præsident Paul Kagame har med succes fokuseret på at gøre landet til en erhvervsvenlig oase i en ustabil region og sørget for tryghed til borgerne. I landets hovedstad Kigali er der nybyggede luksushoteller, flydende trafik på rene veje og en generel optimisme omkring landets fremtid. Rwanda har taget enorme, imponerende skridt væk fra de ubegribelige mørke dage i 1994, hvor folkemordet mod Tutsierne fandt sted.  

Det nye Rwanda fremstår moderne og innovativt. Der er trådløst internet i de offentlige busser, og droner bruges til at transportere blod til afsides lægeklinikker i landområderne. Unge rwandere drømmer om at blive succesfulde entreprenører og udvikle en succesfuld app. Og så er der religionen. Folk kender deres bibel og mødes i kirken til sang og bøn i weekenden. Kigali anno 2016 ligner ikke et samfund, hvor magi, ritualer og ånder har en rolle at spille.

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Fodboldstadionet er dog et af de steder, der minder om at det nye Rwanda trods alt står på skuldrene af ældgammel kultur, traditioner og lokale myter. På nationalarenaen Amahoro udfører kropsmalede fodboldfans symbolske ritualer, blæser entusiastisk i deres vuvuzelaer (jo, de findes endnu) og slæber lykkebringende planter med til kampene. En misbrugt målchance eller en god redning får straks de mest begejstrede fans til at snakke om juju. På kampdage bekymrer samfundets normer ikke disse fans, der vil gøre hvad som helst for at støtte deres hold.

”I disse tider er snak om juju bare rygter, og noget fans snakker om for sjov”, siger Jejje Muhinde, der er sportsjournalist på landets største, og regeringsvenlige, avis New Times. Da jeg interviewede Muhinde i starten af december var han afvisende overfor, at juju anvendes i det rwandiske fodboldmiljø.

En episode kort før jul i kampen mellem Mukura FC og Rayon Sport i den bedste rwandiske række, har siden givet fodboldverdenen et indblik i, hvordan et ritual bliver anvendt i praksis på en rwandisk fodboldbane. Episoden blev optaget (og kan ses her), er siden gået viralt og har fået opmærksomhed i både lokale og internationale medier.

Efter kamp i Rwanda: Foto: Anders Ellegaard Jacobsen

Efter kamp i Rwanda: Foto: Anders Ellegaard Jacobsen

I situationen header Rayon Sports’ maliske angriber Moussa Camara først en stor chance på overliggeren. Kort efter udnytter Camara, at Mukura FC’s målmand er væk fra sit mål, og graver en amulet op, som målmanden har placeret under en græstørv ved målstolpen. Camara bliver jagtet af tydeligt ophidsede modspillere, mens han spurter ud og afleverer amuletten hos holdkammeraterne på bænken. Dommeren giver under stor tumult Moussa Camara et gult kort.

Få minutter senere opstår der en næsten identisk mulighed til den store angriber, og denne gang tager hans hovedstød undersiden af overliggeren og går i mål. De stærke reaktioner blandt spillere, ledere og fans viser, hvor seriøst juju tages i fodboldmiljøet. Fantastiske billeder, der allerede har været med til at bryde det rwandiske tabu.  Det vender jeg tilbage til.      

Mens Muhinde er tilbageholdende med at snakke om juju, så giver han meget gerne en opsummering af den positive udvikling, som han mener rwandisk fodbold har gennemgået i de seneste år. Klubberne har fået flere penge gennem en TV-aftale, og fodboldforbundet satser på at udvikle unge spillere til landsholdet frem for at nationalisere spillere fra nabolandene. Endelig afholdt Rwanda i 2016 turneringen CHAN (der bedst kan kategoriseres som afrikanske mesterskaber for ligalandshold) med stor succes, og drømmer om at blive vært for African Cup of Nations nogle år ude i fremtiden. 

Som sædvanligt er ambitionerne store og strategien på plads i Rwanda. De kan dog virke lidt verdensfjerne, når man ser på livet på og udenfor banen i en rwandisk fodboldklub.

Bugesera FC

I maj 2016 besøger jeg for første gang byen Nyamata, hvor klubben Bugesera FC holder til. Forholdene er ydmyge. Træningen er denne dag henlagt til en offentlig park med græs, hvor en kvadrat på 20 meter, kan minde om en plan fodboldbane. Bugesera FC træner og spiller normalt deres hjemmekampe på en tør grusbane, men der er en vigtig kamp forude.

Dagen efter skal Bugesera FC spille på udebane mod landets mest traditionsrige klub, Rayon Sport, på et stadion med en kunstgræsbane. Byens lokale helte er omgivet af legende børn og en dansetrup, der øver sig i den traditionelle Intore-dans. Da træningen afsluttes med en gang fod-volleyball, omringes banen af 100 mennesker, der viser deres støtte inden den svære udekamp (Bugesera FC tabte kampen 4-0).

I Rwanda bor spillerne sammen under ydmyge forhold. De er en del af lokalsamfundet, og det giver en tæt relation med klubbens fans. Da jeg senere er på stadion for at opleve Bugesera FCs 3-0 hjemmesejr mod Gicumbi FC, er jeg selv med i gruppen af tilskuere, der går og småsludrer med spillerne, mens vi går tilbage fra kamppladsen til vores hverdage. Det er her, jeg første gang bliver præsenteret for Salkin.

Rwandas ungdomslandshold. Foto: Getty Images.

Rwandas ungdomslandshold. Foto: Getty Images.

 ”Anders, tror du på juju?” Det krævede en del overtalelse fra en fælles ven, før Bugesera FCs centrale midtbane-kreatør Salkin, går med til at fortælle mere om sit liv som professionel fodboldspiller. Jeg svarer, at jeg er nysgerrig efter at lære mere og selvfølgelig tror på det, han vil fortælle mig.

Svaret bliver godkendt, og i de kommende måneder mødes vi tre gange. Det står hurtigt klart, at oprykkerne fra Bugesera FC har brugt alle midler for at opnå sæsonens gode resultater.

Det er som regel træneren, der står for kontakten til en jujumaster. De to arbejder tæt sammen. Og i starten af sidste sæson gav det gode resultater i Bugesera, fortæller Salkin.

”Før hver kamp lavede jujumasteren nogle bælter som vi bar om maven og en amulet, vi puttede i støvlerne. Det fik os til at løbe hurtigere, sparke hårdere og springe højere”.

Spillerne betalte i denne periode en del af deres sejrsbonus til den kvindelige, congolesiske jujumaster. Det fik straks konsekvenser, da jujumasteren ragede uklar med holdets træner og forlod holdet. Efter en fantastisk sæsonstart, røg Bugesera FC ind i en række store nederlag, og spillerne følte sig tunge og energiforladte. De konfronterede holdets træner, og fik ham overbevist om at tilknytte en ny jujumaster.

Valget faldt på den unge congolesiske jujumaster Docteur Jonathan, der fortæller, hvordan han blev kontaktet af træneren, der var desperat og frygtede en fyring. Med Docteur Jonathans hjælp kom sæsonen tilbage på ret kurs og oprykkerne Bugesera FC endte på en tilfredsstillende syvendeplads i en række med 14 hold.   

En eftertragtet vare

Docteur Jonathan og hans manager Habimana har testet os i et døgn, før vi endelig fra grusvejen bliver vinket ind ad en port i det hektiske Kigali-kvarter, Nyabugogo. Vi blev først sendt på en fire-timers bustur til Gisenyi i den anden af landet for at mødes, men indser efter adskillige ophidsede telefonopkald, at vi er blevet holdt for nar. Vi overnatter på et hostel ved Lake Kivus bred, inden vi over morgenmaden bliver kaldt tilbage til Kigali for at mødes. Juju er en farlig branche, og Docteur Jonathan frygtede at vi var sendt af en klub, han har en uoverensstemmelse med. Det er middagstid, men da vi indfinder os på den lille bar bestiller jeg alligevel det samme som den 25-årige jujumaster. En 75 cl Primus-øl. Stemningen er god.  

På trods af sin unge alder er Docteur Jonathan en ganske erfaren jujumaster. Han er født og opvokset hos sin bedstemor i en afsides landsby i den østlige del af den Demokratiske Republik Congo, og siden han var fem år gammel, har han tillært sig familiens evner indenfor magi og ritualer. Han viser mig det kraftfulde armbånd, han har fået af bedstemoren, og fortæller om sin taske, der giver ham direkte forbindelse til ånderne. Vi aftaler, at jeg ikke skal spørge ind til, hvordan han konkret udfører det arbejde, der har været hans levevej siden han som 15-årig flyttede til storbyen Goma.       

Docteur Jonathan taler hverken det lokale kinyarwanda eller engelsk, så det er ofte hans rwandiske manager Habimana, der forhandler med trænere og klubber. Habimana fortæller, at der aktuelt er mere i juju i rwandisk fodbold end for ti år siden: ”Der er flere penge i rwandisk fodbold i disse år, og det øger presset på klubberne for at præstere. Det har øget efterspørgslen for juju. Og det er dyrt. Hvis en klub bruger 1 million Franc på juju, så får de bedre og stærkere juju end det hold, der har brugt 100,000 Franc”.    

Foto: Getty Images

Foto: Getty Images

Flere rwandiske klubber har arbejdet med europæiske trænere i de seneste år, og de forbyder som regel brugen af juju. Ifølge de to branchekendere Docteur Jonathan og Habimana, så etableres der i klubberne hemmelige arbejdsgrupper, der bag om ryggen på træneren, sørger for at spillerne får adgang til juju. De griner, når de fortæller om de hvide trænere, der foran pressen stolt beretter om deres taktiske triumf, uvidende om hvad der i virkeligheden lå til grund for spillernes præstation. 

I sidste sæson arbejdede Docteur Jonathan med tre rwandiske fodboldklubber. I nogle tilfælde blot for en enkelt kamp, men også på en længerevarende kontrakt med en af klubberne. En kontrakt blev succesfuldt afviklet, da en kriseramt angriber blev hjulpet i gang med målscoringen igen. I et andet tilfælde blev klubben som Docteur Jonathan arbejdede for, dog udmanøvreret af modstanderen.

”Efter at have spillet 1-1 på udebane mod et hold fra Congo Brazzaville i en afrikansk cupturnering, troede klubben, at sejren ville blive en formalitet på hjemmebanen. Det er vigtigt at have adgang til banen, så man kan forberede ritualer og genstande på stadion. Da jeg ankom til stadion var det tydeligt, at modstanderholdet havde bestukket sig ind på stadion og allerede udført deres juju. Holdet fra Congo Brazzaville vandt komfortabelt”, husker Docteur Jonathan.      

Helligt vand og lykkemønter

Salkin er overbevist om, at alle hold i den rwandiske liga arbejder med juju. Det er næsten en del af jobbeskrivelsen for en fodboldspiller. Spillerne bliver ikke tvunget til at anvende juju, men der et indirekte pres, der gør det naturligt for selv dedikerede kristne og muslimer at deltage i jujumasterens kollektive ritualer. Man bliver ikke rig som professionel fodboldspiller i den nationale liga, og det er ikke værd at risikere en plads på holdet og sejrsbonus på baggrund af en konflikt med jujumasteren, der er trænerens højre hånd.

Eksemplet fra kampen mellem Mukura FC og Rayon Sport, er i god overensstemmelse med de historier, som Salkin har delt ud af. Det foregår ofte således, at en jujumaster forbereder en genstand, som spillerne kan bringe med sig på banen. Det kan også være en flaske med ”helligt vand” til målmanden, der sprøjtes ud over mållinjen og sørger for at holde buret rent. Eller en særlig forberedt mønt, som en angriber kan kaste igennem målet, og derved bryde modstanderholdets juju.

Salkin har også oplevet at blive badet i ildelugtende vand, der skulle gøre ham og medspillerne immune overfor modstandernes juju. Det kan være vigtigt at tage sådan en forholdsregel, for modstandere kan forsøge at give en forbandelse ved at smøre særligt forberedt pulver på kroppen, når der gives håndtryk før kampstart. Alle jujumasters har deres egne hemmelige metoder og teorier. Deres integrerede rolle i fodboldspillet og den øgede efterspørgsel de oplever i disse år, indikerer at mange ledere og spillere tror på ritualerne. 

Mens spillerne i Bugesera FC, ifølge Salkin, ofte taler om holdets juju, så er det anderledes privat, hvis en spiller på egen hånd arbejder med en jujumaster for at forbedre egne præstationer og karriereperspektiver. Dels kan en spillers hemmelige våben blive afsløret, og samtidig kan hans faktiske evner som fodboldspiller blive betvivlet. En cocktail der skaber grobund for de røverhistorier og rygter, fans elsker at diskutere over kolde øl og ristet ged på små, snuskede barer.

Salkin er også færdig med at bruge juju udenfor holdets tjeneste. Han er familiefar og insisterer på, at han har set for mange skræmmende ting i karrieren, der alt i alt gør, at han ikke længere tør lade juju være en større del af sit liv. 

”Jeg kan ikke gøre en mekaniker til en verdensstjerne”

Det er bredt anerkendt på kontinentet, at den stærkeste juju findes i vestafrikanske lande og DR Congo. Jeg stiller Docteur Jonathan det åbenlyse spørgsmål, som skeptikere altid spørger om: Hvis jujuen er så stærk i DR Congo, hvorfor har landet så ikke vundet verdensmesterskabet?

”Der er meget galt i congolesisk fodbold. Korruption gør, at det ikke er de bedste spillere der udtages, og der er en masse falske jujumasters, der slet ikke har evnerne. De er fake.  De europæiske hold har meget bedre spillere og er i en bedre fysisk forfatning. Juju kan ikke gøre en tilfældig mekaniker til en verdensstjerne”, svarer Docteur Jonathan, mens han kigger over på fire svedende mænd, der i middagssolen arbejder på at få en Toyota RAV4 fra sidste årtusind gjort køreklar igen.   

Efterfølgende skriver jeg med både Habimana og Docteur Jonathan på WhatsApp. På trods af sprogbarrieren bliver jeg opdateret på deres kommende opgaver, og vi skriver sammen om kampe vi ser, som andre fodboldfans. Jeg sender et billede til Docteur Jonathan, hvor jeg er omgivet af rwandiske fans i fuld udklædning. Der er opbygget en større grad af tillid, og han sender et billede tilbage fra sin arbejdsplads, og giver dermed et lille indblik i familiehemmelighederne fra det østlige Congo. 

På billedet ses tre ark papirer, der ligger midt på et brunt gulv. Den håndskrevne tekst er utydelig, og det ligner, at der er hældt stearin ud over papiret fra de seks omkringstående lys.  Lige bagved papirerne er der placeret en åben bog med små bogstaver, et æg, og fem løse cigaretter. Bagest står der adskillige åbne glaskrus, en lerkrukke, samt en lukket gryde.  Det ser på samme tid harmløst og meget skræmmende ud.

Jeg får ikke mere at vide. Som de andre uindviede, må jeg nøjes med at spekulere over jujumasterens evner og hvad ritualerne mon indebærer. Er denne mystik en slags placebo, der giver spillerne tro på egne og fællesskabets evner? Kan adskillige generationer af fodboldspillere have ladet sig forføre af opportunistiske jujumasters? Har disse genstande virkelig en reel kraft? 

En skændsel for landet

Da optagelsen fra optøjerne i kampen mellem Mukura FC og Rayon Sport gik viralt, var juju ikke længere en stille accepteret hemmelighed i Rwanda. En klumme i New Times den 18. december gjorde det klart at juju ikke har nogen rolle at spille i moderne fodbold og opfordrede det rwandiske fodboldforbund FERWAFA til at straffe de involverede parter. Kort efter fulgte FERWAFA op og har nu indført sanktioner i form af bøder og karantænedage til spillere og trænere, hvis der foreligger troværdige rapporter, der kan påvise brug af juju. Det bliver spændende at følge, hvordan denne nye lovgivning bliver implementeret.

Det er ikke overraskende, at den typiske reaktion i den rwandiske offentlighed har været at undsige juju, ligesom episoden af mange anses som en skændsel for landet. Når internationale medier bringer optagelser og snak om sort magi, så er det en benhård kollision med det moderne Rwandas selvforståelse.

Kort opsummeret, så markedsfører landet sig på at gå forrest som et eksempel for kontinentet, når det kommer til at udnytte moderne teknologi og tiltrække internationale investeringer, som middel til at udvikle økonomien. Magi og ritualer er ikke en del af denne officielle fortælling, og hører til i et andet mørkere kapitel af landets historie. Langt fra alle er enige i denne udlægning, men folk går stille med dørene, hvis de selv abonnerer på en alternativ opfattelse.   

Når den 31. udgave af African Cup of Nations sparkes i gang den 14. januar i Gabons hovedstad Libreville, så deltager Rwanda ikke. Efter en fin start i kvalifikationspuljen, tog et frisparksmål fra Ghanas Mubarak Wakaso i slutminutterne af jævnbyrdig kamp, pusten fra Amavubi (som landsholdet kaldes). Til gengæld er nabolandene Uganda og DR Congo med som repræsentanter for Øst- og Centralafrika og vil blive fulgt tæt af både fans, der følger med på fjernsynsskærme i det fashionable Kigali eller via en dårlig radioforbindelse i marken.    

Interessen for fodbold er helt enorm på det afrikanske kontinent, og hvad enten fodboldens ledere vil det eller ej, så spiller juju en rolle for mange af disse fans. Langt hen ad vejen er det med til at give spillet kolorit, og afspejler at sporten er så simpel, at den ikke ekskluderer folk på grund af livsopfattelser. Spillere og fans har plads til at bringe deres egne kulturer og traditioner med ind i fodbolduniverset.

--

Navnene på enkelte af kilderne i denne artikel er anonymiseret - dels fordi den generelle pressefrihed er begrænset og der er stor overvågning af befolkningen, dels fordi bevågenheden på juju er intensiveret fra forbundets side efter de beskrevne eksempler.

Foto: Getty Images

 

FA Cup Special: Fodboldens DNA finder du her

FA Cup Special: Fodboldens DNA finder du her

Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp

Sunderland gør klar til ny overlevelseskamp