Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Eibar – den umulige succeshistorie

Eibar – den umulige succeshistorie

Liga-klubben Eibar er på mange måder en umulighed. For hvordan kan en by af så lille størrelse tilhøre den bedre halvdel af La Liga? Magnus Stub tegner et portræt

 

Af Magnus Stub

Eibar er ikke nogen skønhedsåbenbaring. Den lille by i delstaten Gipzkoa i Baskerlandet, der i øvrigt er Spaniens mindste provins, finder man ikke på top 10, 20 eller sågar 50 over steder, man bare må besøge.

Det skulle da lige være for byens fodboldhold, der er solidt placeret i Primera Division, en af verdens bedste ligaer.

For ellers er der ikke meget at komme efter. Kommunen er på størrelse med Hvidovre, mens de ca. 27.000 indbyggere nogenlunde svarer til Svendborg, og med et udseende, der bærer præg af, at det meste af byens infrastruktur blev smadret under den spanske borgerkrig, hvorefter man opbyggede et industrisamfund med arbejderen i centrum, ja, så er der tale om en lille flække, der ikke tiltrækker den store opmærksomhed. Nuvel, der er barokkirken San Andrés, der endda ligger et pænt stykke uden for centrum, der er også den historiske våbenproduktion og rollen som vigtig handelsby i Baskerlandet. Alligevel bliver den geografiske placering sammenlignet med Mordor fra Ringenes Herre, omgivet af høje bjerge. Men det giver også en nærmest eventyrlig baggrund for Ipurua, klubbens stadion. Personligt føler jeg, at det udgør en flottere kulisse end på eksempelvis Estádio Municipal de Braga, hvor klippevæggen, der som bekendt erstatter en endetribune, som en syndflod er ved at konsumere stadion. Måske en kende karikeret beskrivelse, men der kan ikke være tvivl om, at Ipurua har en større charme. Den indrammer nemlig byens ydmyge essens med bjergene i baggrunden samt de forskellige lejlighedskomplekser, som nærmest har et bedre udsyn over banen, end nogle af tilskuerpladserne har. Ydmyghed, hårdt arbejde og fællesskab har bragt klubben til det sted, hvor man nu kan spejde europæiske billetter i horisonten, trods at have haft alle odds imod sig gennem tiden.

Eibars lille, intime stadion, klemt inde mellem bjergene.  Foto: Getty Images

Eibars lille, intime stadion, klemt inde mellem bjergene. 

Foto: Getty Images

Anonym forhistorie

For succes har langt fra altid været hverdag i den lille klub, der blev stiftet 1. januar 1940 som en sammenslutning af de mindre klubber Deportivo Gallo og Unión Deportiva Eibarresa. Det er ikke en overdrivelse, hvis man påstår, at klubben gik anonymt igennem sine første 60 års eksistens. Med kælenavnet ”Los Armeros”, på dansk ”Skytterne” eller mere direkte oversat ”Pistolmagerne”, tilbragte klubben hovedparten af sine første 60 år i 3. division. De havde en femårig periode i midt 50’erne, hvor der var Segunda på menuen, men i slutningen af 50’erne var de nede igen. Først i 1988 formåede de at vende tilbage til det næstøverste niveau i spansk fodbold, og ydermere lykkedes det for klubben at klynge sig fast der. En kæmpe optur for klubben og byen, som i denne periode led under en industriel krise, der prægede byen igennem 80’erne. Roberto Albizu, en barejer og Eibar fan, beskriver perioden således:

”Krisen var enorm. I den periode var fodbold vores eksistensgrundlag. Fodbold blev en slags social flugt, så vi der i det mindste kunne have det sjovt”.

Sporerne fra den tidligere industriby påvirker stadig fodbolden i Eibar, og et af kendetegnene ved byen på kampdage har dybe spor i netop industrien. Før i tiden var det en fast tradition, at bilfabrikanten Alfa’s fabrik i byen afspillede en sirene hver morgen klokken 7.35. Som en af de lokale beskriver det, så stod hele byen op med sirenen, det var byens eget moderne hanegal. Fabrikken blev dog nedlagt, men sirenen lever videre. Nogle af de lokale fik fat i den, og sirenen hører nu til på Ipurua, hvor den på kampdage bliver afspillet 30 minutter før kampstart. Nu er det det officielle tegn på, hvornår de lokale skal begynde at finde vej mod stadion.

Elevatortur gennem rækkerne

18 år i træk som fast inventar i Segunda blev afløst af en nedtur i 2006, hvor klubben igen måtte tage en tur ned i de regionale divisioner. Elevatoren blev sat i gang, og trods at være rykket direkte op igen, så røg de igen ned i 08/09, denne gang uden direkte retur. Holdet gik igennem tre år, hvor de ikke kunne komme igennem oprykningsplayoffs. Sæsonen 12/13 blev dog sidste gang, at Eibar havde været i de regionale divisioner, for de endte med at rykke op til Segunda uden at se sig tilbage. Ydermere havde holdet et sensationelt forløb i Copa Del Rey, hvor de slog storebror fra naboprovinsen Biscay, Athletic Bilbao ud i 1/16-finalerne. For at gøre ondt værre for Bilbao, så var det Mikel Arruabarrena, der havde spillet ungdomsfodbold i netop Athletic, der scorede kampens afgørende mål. Næste runde bød på Malaga, og trods en hæderlig 1-1 kamp på hjemmebane mod spillere som Nacho Monreal, Jeremy Toulalan og Javier Saviola, så fik Eibar en øretæve på 4-1 i Sydspanien. Vinden blæste dog stadig Eibar’s vej, og allerede sæsonen efter skete det utænkelige. Billetten til den bedste række blev indløst. Oprykningen til La Liga var dog ikke noget, som klubbens fans overhovedet havde skænket en tanke i starten af sæsonen. Efter ni kampe havde klubben blot vundet to af dem. Efterhånden fik de dog rettet op på sagerne, og med Segunda’s statistisk bedste forsvar fik de bragt sig tæt på oprykning med tre spillerunder igen. Dette krævede dog, at de selv skulle besejre Alavés hjemme på Ipurua, samt at Recreativo de Huelva (Spaniens ældste fodboldklub) skulle besejre Las Palmas på Gran Canaria. Dette lykkedes, og så kunne Eibar fejre deres første oprykning til den bedste række.

Hollywood – Go home!

Glæden i klubben var kortvarig efter oprykningen til La Liga, da klubben havde økonomiske målsætninger at skulle leve op til. Den spanske lov på området er således, at man skal have kapital i klubben, der svarer til gennemsnittet af alle de andre klubber i ligaen, de to største og mindste budgetter ekskluderet. Eibar havde på dette tidspunkt under præsident Alex Aranzabal haft en meget klar filosofi om, at man ikke brugte penge, som man ikke havde til rådighed, hvilket ydermere havde placeret Eibar i en situation som en af få hold i Spanien uden nogen form for gæld. Kort sagt betød det, at på trods af Eibar’s fornuftige økonomiske filosofi, blev de straffet for at have nået så langt på et så begrænset budget. Pludselig skulle klubben rejse deres kapital fra 422.000 euro til 2,146.000 euro - altså knap en femdobling. Klubben og præsident Aranzabal besluttede, at man ikke skulle gå væk fra rødderne, og et projekt kaldet ”Defiende Eibar”, på dansk ”Beskyt Eibar”, blev iværksat. Projektet bestod i, at man nu solgte aktieparter af klubben til interesserede købere, idet klubben i forvejen havde solgt aktier til adskillige lokale. Aktierne kom til at koste 50 euro, og efter et stykke tid havde Eibar nået målet og mere til. Nu sidder der folk i over 60 lande, som ejer et lille stykke af Eibar, og hver og en har været med til at sikre klubbens eksistens i den bedste fodboldrække.

Selve debutsæsonen 14/15 i La Liga startede overraskende godt for Eibar. Ved nytår lå de på 8.-pladsen, og Los Armeros kunne dufte til de europæiske pladser, trods realitetssansen stadig var til stede hos fansene. Foråret kan vel beskrives som Hans Scherfigs roman fra 1940, som et forsømt ét af slagsen. Kun to kampe blev vundet i en periode, som præsident Aranzabal har kaldt for en af de værste tider i klubbens historie. Det endte med en 18.-plads, og dermed nedrykning - endnu engang fristes man til at sige. Eller det troede man i hvert fald, indtil det kom frem, at Elche havde spillet med et mandskab, som de ikke havde pengene til. Derfor blev Elche tvangsnedrykket, trods en 13.-plads, og Eibar fik en chance mere i det fineste selskab. En historie, som Hollywood nok ikke engang kunne have skrevet bedre.

Mendilibar’s genkomst

Med det kunstige åndedræt kom der en ny sæson i den bedste liga. Denne skulle dog, ligesom den første, også komme til at foregå i den nederste del af tabellen. Træner Gaizka Garitano virkede til at være løbet tør for ideer, og holdet måtte tage sig til takke med at redde sig i sidste runde, hvor de slog Córdoba 3-0. Undervejs formåede klubben dog at spille hæderligt, og udover et 4-0 nederlag til Real Madrid, så formåede de ikke at blive udklasserede for ofte, hvilket har været byggestenen til den struktur, klubben har i dag. Det kunne dog konkluderes, at sæsonen ikke havde medbragt de store fremskridt, og efter sæsonen meddelte klublegende Gaizka Garitano klubben, at han ikke havde i sinde at fortsætte, hvilket åbnede døren for José Luis Mendilibar, som tilbage i 04/05 havde haft en tørn i klubben som træner. Mendilibar fik hurtigt en ny spillestil etableret på holdet. Copa Del Rey blev åbenlyst nedprioriteret i forsøget på at få etableret klubben i La Liga. Man skulle forsøge at gribe kampene an fra et mere offensivt synspunkt, især med fokus på at få bragt lejesvenden Borja Baston i spil i feltet. Dette lykkedes til fulde, og Eibar forbedrede sig ved at slutte på 13.-pladsen. Undervejs slog de både Bilbao og Sociedad i de interne kampe indenfor Baskerlandets grænser, hvilket uden tvivl var store højdepunkter for klubben.

Eibars nuværende træner Luis Mendilibar. Foto: Getty Images

Eibars nuværende træner Luis Mendilibar.

Foto: Getty Images

Det største højdepunkt kan meget vel komme i denne sæson, hvor man i skrivende stund indtager 8.-pladsen, blot tre point efter storebror Athletic Bilbao, der er placeret på den sidste europæiske plads. Det store spørgsmål melder sig hurtigt: Hvorledes har Mendilibar på rekordtid ændret holdet fra et defensivt udgangspunkt til det mere offensivt forbedrede Eibar, vi ser i dag? Der er flere aspekter i det. Opstillingen kan enten være 4-5-1 eller 4-4-2, men det ændrer ikke så meget på de primære ting, som Eibar gerne vil, når de spiller.

Som udgangspunkt vil Eibar gerne have bolden. I det opbyggende spil fungerer Dani Garcia, holdets motor på midten som 6’er, og går ned mellem midtstopperne for at bygge spillet op. Dette åbner op for backerne til at søge længere op på banen, hvilket kan skabe overtalssituationer på siderne. Dette er holdets primære fokus, kant- og backspillet. Holdet er derfor afhængige af de to backs nærmest hele kampen løber fra sidelinje til sidelinje, hvilket Ander Capa og Antonio Luna begge mestrer. Ved siden af Garcia på midten har det ofte været Gonzalo Escalante, der har spillet. Escalante har på midten været en felt-til-felt spiller, som med sit langskud har kunnet true udefra, samtidig med at han har været bindeleddet mellem midtbanen og de/den forreste. Rollen som playmaker kan han dog også udfylde, da den unge argentiner har en ganske god teknik. Kanterne har været holdets kreative islæt, især har Pedro Leon været helt fantastisk for Eibar. Leon har igennem sæsonen været holdets offensive stjerne. Med fem assists og 10 mål (i øvrigt den midtbanespiller sammen med Pablo Piatti, der har scoret flest mål i La Liga) har han været lokomotivet, der har bragt Eibar frem til deres nuværende ståsted.

Pedro Leon har været en af de største profiler for Eibar i denne sæson. Foto: Getty Images

Pedro Leon har været en af de største profiler for Eibar i denne sæson.

Foto: Getty Images

På toppen huserer Sergi Enrich, som i år har vist sig frem som en habil målscorer. 10 mål har han leveret, samt seks assists, hvilket er bedst på hele holdet. Det offensive spil hos Eibar er til for at bringe Enrich i spil, og især i feltet er han snu. Trods ikke at være den højeste (181 cm), så er han ganske ferm i hovedspillet, og hvis ikke han scorer, så er han, som skrevet, rigtig god til at bringe holdkammeraterne i spil. Hvis Eibar spiller med to angribere, hvilket hænder fra tid til anden, så er det enten Kike eller den tidligere United-spiller Bébé, der danner par med Enrich. Kike er lidt samme type som Enrich, imens Bébé er en mere kreativ hurtig angriber. Sidstnævnte gør sig også fra tid til anden som kant, når behovet har været der.

Et af de punkter, hvor man kan se det nuværende Eibar hold har ændret sig meget i forhold til Garitano-tiden, er i presspillet. Mendilibar er besat af et aggressivt mand-til-mand pres, og er ikke bange for at efterlade sine krumtapper Mauro Dos Santos og Florian Lejeune alene overfor to angribere. Hele holdet tager markant større risici i forsøget på at kontrollere kampene. Holdet har været meget afhængig af deres centrale midtbane for at få dette til at fungere, og den mangeårige klubmand Dani Garcia er utrolig vigtig for holdet. Han binder hele holdet sammen og med sin ukuelige arbejdsindsats gør han livet surt for modstanderne på den centrale midtbane. Det primære der får systemet til at fungere, er dog den kollektive indsats i presset. Et presspil af denne form falder hurtigt sammen, hvis blot en enkelt spiller ikke giver sig 100%. Dog lader det til, at Mendilibar har fået holdet til at opnå sit maksimale potentiale, og dette på en mindre defensiv baggrund end mange hold med samme økonomiske råderum gør. At Eibar lige nu ligger så højt med et af ligaens laveste budgetter gør ikke respekten mindre for Mendilibars arbejde.

Bestyrelsen og sorte skyer i horisonten

Eibar havde inden oprykningen til La Liga været styret af lokale ildsjæle, der har haft store følelser for klubben. Men da ingen, tilbage i 2005, virkede til at have nogen mærkbar interesse for at overtage klubben, tog forretningsmanden Alex Aranzabal over med en passion for klubben som få. Med den tidligere nævnte forretningsplan om ikke at bruge flere penge end klubben har haft, har han formået at bringe klubben til det øverste niveau med dyderne flid, hårdt arbejde og sammenhold. I dag er Aranzabal væk – han trak sig i sommer af grunde, som ingen rigtig har kunne finde frem til. Den nye bestyrelse er dog ikke specielt populær hos de lokale. Den nuværende præsident Amaia Gorostiza er begyndt at modernisere klubben, hvilket ikke altid er lutter lagkage i en klub, hvor traditionerne stadig vejer tungere end Tomas Brolin efter hans famøse skifte til Leeds. Kritikere af præsidenten nævner også hendes fortid, hvor hendes familie, så snart de fik råd til det, flyttede fra Eibar til det mere glamourøse Bilbao uden nogensinde at vende tilbage. Der er ingen tvivl om, at man ikke finder den samme klubfølelse som hos Aranzabal, men hvad fremtiden venter for Eibar bliver spændende at følge. Selvom man før har haft spillere som David Silva og Xabi Alonso i stalden, så er det tydeligt, at det er det kollektive, der skal bære Eibar frem til succes. Det er da ligeledes en charmerende tanke at samtlige indbyggere i Eibar alle sammen ville kunne sidde på den ene tribune på Santiago Bernabeu. Det er sejren for lokalsamfundet, og den sunde økonomi. Romantiske underdog-historier plejer vi da at kunne lide i Danmark, så hvorfor skulle Eibar ikke kunne vinde en plads i vores hjerter her? De har i hvert fald vundet en plads i mit.

Topfoto: Getty Images

 

Fodboldministeriet: Klubloyalitet og højdespring

Fodboldministeriet: Klubloyalitet og højdespring

En helt speciel trænersnak: Hjulmand og Trolle taler om fodbold set udefra og sporten set fra fodbold

En helt speciel trænersnak: Hjulmand og Trolle taler om fodbold set udefra og sporten set fra fodbold