Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano anbefaler: De bedste podcast til sommerferien I - Stures valg

Mediano anbefaler: De bedste podcast til sommerferien I - Stures valg

Mediano har eksisteret i mere end et år. Fodboldministeriet, Souplesse, Frontrunner og flere andre formater er kommet til. Vi har udgivet 200-300 udsendelser. Op til sommerferien har vi udvalgt nogle af de udsendelser, der kan holde hele sommerferien, har et særligt perspektiv eller bare er dem, vi selv er mest stolte af.
Så hvis du ikke har fået hørt det hele og bare har brug for noget interessant lyd i ørerne under parasollen, så dyk ned i disse dage, hvor vi vælger sommerens bedste lydstof ud.

Af Sture Sandø

Mediano vælger en række udsendelser ud fra vores medarbejdere og i særlige temaer. Vi begynder i dag med Sture Sandøs anbefalinger.

Det har været et vildt første år på Mediano, og vi har fået prøvet mange spændende ting af. I det første halve år skrev jeg nogle artikler, som jeg er rigtig glad for, og siden årsskiftet har jeg udelukkende lavet podcasts, og det er også blevet til mange, jeg er særligt glad for. Herunder følger mine fem sommeranbefalinger (i vilkårlig rækkefølge), som jeg synes, du skal høre, hvis du ikke allerede har gjort det.

Anbefaling 1

I januar måned lavede jeg min første 'one-on-one'-podcast. Jeg satte en aftale op med FC Helsingørs cheftræner Christian Lønstrup, der var helt med på, at vi også skulle tale om hans skifte til SønderjyskE, der gik i vasken, fordi han ikke havde den nødvendige P-licens. Før vi optager, vil interviewpersonerne ofte gerne lige briefes om, hvad vi kommer til at tale om, og da jeg skulle til at gøre det, sagde Lønstrup bare:

"Det er lige meget. Jeg svarer bare på det, du spørger mig om."

Jeg genhørte interviewet, inden jeg lavede et interview med FC Helsingørs direktør Janus Kyhl forleden, og med oprykningen in mente, tror jeg, at mange kan lære meget om klubben og Lønstrup ved at høre dette interview:

Anbefaling 2

Ved siden af mit arbejde med at dække Superligaen og 1. division agerer jeg også producer i Fodboldministeriet sammen med Lars Jacobsen og Christian Wolny, der har udviklet sig i mange uventede retninger hen over det seneste år. Det er nogle udsendelser, der altid er sjove at lave, og det er lærerigt for en grøn journalist at sidde med ved bordet, når et par garvede herrer fra hver sin side af kridtstregerne åbner op for posen.

Det er blevet til i alt 33 udgaver, der ikke tager så meget fat i aktuelle emner, så hvis man vil med på vognen, kan man roligt starte fra nummer 1 hen over ferien. Mit personlige højdepunkt i forbindelse med Fodboldministeriet var dog at være på besøg hos Michael Schjønberg. Som han sagde: "Jeg var mere kendt i Tyskland, end jeg var i Danmark."

Og det tror jeg han har ret i. Udover at være en fantastisk åben og ærlig mand har han været anfører på et hold, der vandt et tyske mesterskab og en pokaltitel - tyg lige på det:

Anbefaling 3

At jeg har en meget stor kærlighed for dansk fodbold er ingen hemmelighed. Om det er Superliga, 1. division, DBU Pokalen eller 2. division, så synes jeg, det er spændende.

De podcast, jeg har lavet om 1. division har været sjove at lave, og det er dejligt at lave noget, som folk er taknemmelige over, fordi rækken er så undereksponeret. I påsken var jeg på besøg hjemme hos Joakim Mattsson, der var blevet fyret i Vendsyssel FF og på det tidspunkt ikke var blevet Thisted FC-træner endnu. Det kom der et meget ærligt interview ud af, og jeg tror ikke, det er det sidste, vi kommer til at høre til ham:

Anbefaling 4

Bo Henriksen har altid fascineret mig med sin måde at være ligefrem og ikke give noget for, om han stod alene med sine holdninger eller ej. Derfor var det også en fornøjelse at tale med ham længe før, det stod klart, at AC Horsens ville overleve i Superligaen. Jeg har en særlig kærlighed for underdogs, og jeg har stor respekt for, hvordan AC Horsens fik klaret sig igennem sæsonen - også selvom det kostede mig 100 kr., at jeg havde spillet på dem som direkte nedrykker..

Anbefaling 5

Vi laver ikke andet end podcast om fodbold på Mediano, men der er også andre, der laver podcast i lokalerne på Nattergalevej i Københavns Nordvest-kvarter. Frontrunner er den dygtige løber Henrik Thems værk.

Han lavede i foråret en udsendelse med FC Københavns fysiske træner, Anders Storskov, som jeg ville ønske, at jeg havde lavet. Sagen er bare den, at jeg ikke havde overvejet den tilgang i et fodboldformat og min indsigt rækker slet ikke så langt, at jeg havde kunnet stille alle de gode spørgsmål. Giv Frontrunner et lyt her:

Det her var mine fem personlige højdepunkter fra Medianos arkiv, og der findes store mængder andre podcast derude, der er et lyt værd. Jeg prøver at få hørt det meste og er gået over til at lytte i 1,5 gange hastighed, for at kunne nå endnu mere.

Jeg sørger altid for at få hørt TV2 Østjyllands podcast Fodbold med Horup og Nordjyskes Ripodsten. Desuden vil jeg anbefale at høre den tidligere Tipsbladet-journalist Martin Davidsens interview med Jens Jacob Thomasen i podcasten Stemmer Fra Ådalen. Jeg håber, at ovenstående kan gøre din slutrundefri fodboldsommer lidt sjovere og lidt mere interessant!

Foto: FC Helsingør

Mediano anbefaler: De bedste podcast til sommerferien II - Kusk'ens valg

Mediano anbefaler: De bedste podcast til sommerferien II - Kusk'ens valg

Velkommen til et nyt format på Mediano - Fodbold & Filosofi

Velkommen til et nyt format på Mediano - Fodbold & Filosofi