Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano vurderer: Nytilkommerne i La Liga

Mediano vurderer: Nytilkommerne i La Liga

2016/2017-sæsonen i den bedste spanske række er for længst overstået, og den sidste konfetti er fejet væk fra gaderne i Madrid, hvor Real blev hyldet. Udover de sædvanlige hold, der præger La Liga, så får vi, som altid, præsenteret tre nye bekendtskaber, nemlig oprykkerne fra La Segunda, som skal forsøge at etablere sig i Spaniens bedste række

Af Magnus Stub

Deres blikke er trods en væsentlig geografisk afstand mellem dem de helt samme. Somme tider er det utroligt, hvordan vi mennesker kan ligne hinanden i konkrete øjeblikke. Det er de små ting, der gør det, uanset om det er et blik eller blot en nedsunken holdning, så udtrykker de den samme følelse. Den værste følelse som spiller i fodboldens hårde erhverv: Nedrykningen. Forudsætningerne for selvsamme kan være vidt forskellig. I Granada går hjemmeholdet fra banen efter endnu en sølle indsats, denne gang med et 2-1-nederlag i bagagen mod Espanyol. Kampen er for i øvrigt Tony Adams’ syvende og sidste som træner for holdet. Alle syv kampe er endt med nederlag for holdet, som, uden at såre nogen, kan kategoriseres som meget dysfunktionelt. Et væld af nationaliteter, samt en stor mængde spillere på lån fra større klubber endte ikke med at være opskriften på endnu en sæson i landets bedste række for byen, som alle dage har været mere kendt for dens imponerende arkitektur end dens fodboldhold.

Historien var en helt anden 250 km vestpå. Osasuna går fra banen med et 5-0 nederlag i Sevilla, men stemningen omkring dette hold er en helt anden. Holdet var endda, efter egne udsagn, ikke klar til at rykke op. Året forinden havde Osasuna sensationelt kommet med i slutspillet om at rykke op i La Liga på sidste spillerunde, og efter fire vundne playoff-kampe i træk kunne De Røde fra Pamplona kalde sig et La Liga-hold igen. I hvert fald på lånt tid. Nedrykningen var dog ikke det hårdeste slag for holdet – da vi gik ind i april måned havde holdet stadig kun taget en enkelt sejr mod Eibar. Mindsettet er derfor meget klart: Økonomisk og spillermæssigt er holdet tilbage, hvor de hører til.

Den største mavepuster, og nok de mest desillusionerede spillere gik fra banen på El Molinón. Sporting Gijon havde utallige muligheder igennem sæsonen for at bringe sig selv tættere på overlevelse, men i kampene mod deres direkte rivaler gik det galt for holdet fra Asturien. I glimt spillede de op mod begge stormagter fra Madrid, endda var de flere gange foran mod de senere mestre (godt nok B-holdet, men det siger heller ikke så lidt), men som så mange gange i denne sæson, så manglede slutproduktet kvalitet.

Som den berømte floskel siger, så har den famøse medalje to sider, og den mere positive side indebærer de nye bekendtskaber, som vi skal gøre os klogere på i dette opslag. Her er en lille introduktion til de tre oprykkerhold, som skal berige La Liga i næste sæson:

Levante

Den helt suveræne vinder af årets Segunda blev Levante. Holdet hører til i Valencia, og på trods af aldersmæssigt at være storebror, så har de altid været mindre end byrivalerne, når det kommer til resultater. Førstepladsen blev kørt hjem med Juan Muñíz bag roret, en træner, der som spiller nåede over 100 kampe for henholdsvis Rayo Vallecano og Sporting Gijón. Taktisk blev der ikke ændret meget igennem sæsonen, og kun ganske få gange blev der afveget fra deres normale 4-2-3-1. Den helt store stjerne for ’Frøerne’ i sæsonen må siges at være angriberen Roger, der har en fortid i Valencias ungdomsafdeling og senere B-holdet. Efter tre låneophold hos Zaragoza og senere to ophold hos Valladolid slog han for alvor igennem i denne sæson, hvor han brillerede med 22 kasser, hvilket gjorde ham til den næstmest scorende spiller i årets Segunda. På midtbanen har holdet i år fået det optimale ud af den rutinerede kantspiller José Luis Morales, som med over 100 kampe for klubben er ved at etablere sig som et ikon i klubben, samt fra José Campaña, der har vist sig som en stor gevinst efter, at han kom til fra Sampdoria sidste sommer. Sammen med Natxo Insa har de domineret den defensive midtbane og ligeledes været stærkt medvirkende til, at Levante har lukket næstfærrest mål ind i den forgangne sæson. Det bagerste geled er dirigeret af anfører Pedro López, som bidrager med enorme mængder rutine fra sine 6 år i klubben, imens den anden backplads er huseret af Toño. Begge spillere rykkede ned med klubben tilbage i 2015. I buret har vi indehaveren af dette års Zamora-trofæ, nemlig Raúl Fernandez. Trofæet bliver givet hvert år til den målmand, som har den bedste ratio målt på antal mål sat op imod antal kampe spillet. I den bedste spanske række gik prisen for andet år i træk til slovenske Jan Oblak fra Atletico Madrid.

Fik du hørt vores La Liga-afslutning?

Frem mod den kommende sæson i den bedste række er der store ting, vi mangler at få svar på hos Levante. Anfører Pedro López har endnu ikke fået forlænget sin kontrakt, men dette kan ske hurtigt, idet han har en option i sin kontrakt på et ekstra år. Ligeledes har den rutinerede angriber Víctor Casadesús option på et år mere, dog er det ikke ligeså sikkert, at den option bliver benyttet, da der er lange udsigter til spilletid for den tidligere Mallorca-angriber, der må se sig overgået af Roger. Reservemålmanden Oier Olazábal skifter til Granada i håbet om mere spilletid. På tilgangsfronten ser det imidlertid rigtig interessant ud, da det er flere spillere med La Liga-bold i benene, der kommer retur fra lån: Først og fremmest har vi La Liga’s ukronede luftkonge Deyverson, som vender tilbage fra Alavés. Med flest vundne luftdueller pr. kamp af alle har han i år kæmpet en brav kamp for baskerne, dog uden at have scoret bunkevis af mål. Med sig tager Deyverson også Victor Camarasa med hjem til Levante. Camarasa har ikke imponeret i samme grad, men kan dog vise sig at være en nødvendig forstærkning til midtbanen, især hvis Muñíz har tænkt sig at fortsætte med fem på midtbanen. Camarasa har fået flere kampe på det spanske U21-landshold, men savner stadig det afgørende gennembrud på La Liga niveau. Den sidste bemærkelsesværdige spiller, der kommer tilbage fra lån, er Antonio Luna, der det sidste år har huseret på venstrebacken hos Eibar. Trods problemer med en lækket video af Luna og angriberen Sergi Enrich have intimt samkvem med en kvinde, så har spillet på banen været ganske imponerende. Luna har funklet under Mendilibar’s ledelse i Eibar, og taktikken med spillet over kanterne har virkelig bragt Luna op på et nyt niveau. Hvis han vender tilbage til Levante med samme iver, så er det svært at se Toño få mere spilletid på den plads. Næste års hold kommer til at bære præg af flere spiller med La Liga-erfaring, hvilket kan blive afgørende i kampen om at etablere sig.

Girona

Mange gange, når vi taler om oprykkere til diverse ligaer, så ser vi på hold, som tidligere har været oppe og snuse til livet som hold i den bedste række. Dette er imidlertid ikke tilfældet, når vi skal til at se Girona bide skeer med de bedste spanske hold næste år. Det catalanske hold har i flere år befundet sig i toppen af den næstbedste række, men først i år har de sikret sig direkte oprykning. På blot 10 år er det lykkes dem at gå fra den fjerdebedste række til den bedste. Dette skete dog ikke uden bump på vejen: I 2015 kunne klubben offentliggøre en gæld på over 4,5 millioner euro. Denne gæld er dog så småt væk, hvilket er takket være to personer, der købte over 80% af klubben: Jaume Rores, præsident for tv-firmaet ’Mediapro’ og Pere Guardiola, agent for Andrés Iniesta, Luis Suarez, samt for hans mere kendte storebror Pep.

Girona kan nemt ende med at blive en darling for de spanske fans: Holdets første oprykning er med til at understrege deres status som underdog, og ydermere skal det nævnes, at klubbens stadion Estadi Montilivi maksimalt kan husere omkring 9300 tilskuere. Kun Ipurua, Eibar’s stadion, er mindre. Den lokale support og stolthed omkring deres hold er kolossal, og der vil altid være en vis charme over hold i små byer, hvor støtten fra lokalsamfundet er konstant.

Generelt om klubben skal det nævnes, at de har et samarbejde med Manchester City, hvilket åbner muligheden for lejeaftaler mellem holdene, og selvfølgelig også senere hen en mulighed for, at City har førsteret, hvis Girona skaber en spiller med potentiale til at komme ind på deres hold. Denne forbindelse blev skabt blot få uger efter, at Rores og Guardiola havde gjort deres indtog i klubben. Sidste år havde Girona blandt andet lånt Pablo Maffeo hos Manchester City, som fik 14 kampe for holdet, samt Pablo Mári, der fik 9 kampe. Dette er dog blot en fodnote i historien om, hvordan Pablo Machín har fået holdet op i den bedste række. Om Machín skal det nævnes, at han er tidligere fodboldspiller, der måtte stoppe karrieren i en tidlig alder grundet skader. Han fik dog en plads hos staben i Numancia, hvor træneren på daværende tidspunkt hed Juan Carlos Unzue, manden som senere hen har været assistent i Barcelona, og som fra næste sæson af skal træne danskerklubben Celta Vigo. Dette har været med til at skabe den taktiske identitet hos Machín, og dermed også Gironas hold.

Holdet spiller en 3-5-2-formation, hvor det primære fokus er kontraangreb med fuld støtte fra de fremadstormende wingbacks. At påstå Gironas succes udelukkende er baseret på taktisk snilde er dog en væsentlig overdrivelse – hovedparten bag succesen kan tilskrives klubbens snilde, når det kommer til købsmandsskab. I bagerste geled vogter Bono buret. Han er kommet til holdet efter mange år som mere end bare det tynde øl hos Atletico Madrid, hvor det aldrig blev til mere end en plads på B-holdet. Nu er han sidste skanse for et La Liga-hold, samt flere landsholdskampe for Marokko på CV’et. Pedro Alcalá i midterforsvaret er kommet til fra det endnu mindre catalanske hold Llagostera, ligesom Alex Granell på den centrale midtbane er hentet i den lille klub Prat. Jonas Ramalho er hentet hos Bilbaos restlager, ligesom topscorernomaden Samuele Longo endelig lader til at have fundet en flig af det niveau, som Inter ikke har set fra ham. De største succeshistorier er dog de spillere, som er kommet igennem hele ungdomssystemet op til førsteholdet: wingbacken Sebástian Coris skal nævnes, men det største navn er helt klart midtbanedynamoen Pere Pons, som til og med har fået sin første kamp på det catalanske landshold. Pons går en stor fremtid i møde, og det virker nu mere tvivlsomt, om hans fremtid virkelig ligger i Girona, især nu, hvor hans talent bliver vist frem på nationalt TV en gang om ugen.

Indtil videre har Girona ikke været ude med de store armbevægelser på transfermarkedet, og man skal da heller ikke regne med, at det bliver tilfældet. Klubben er i det hele taget ikke kendt for at have et specielt stort budget, og det bliver arbejdsiveren og flid, der skal etablere dem i den bedste række. På nuværende tidspunkt har klubben dog sikret sig Gorka Iraizoz, det tidligere ikon hos Athletic Bilbao med over 300 kampe for klubben, til at tage kampen op med Bono i målet.

Getafe

Den sidste oprykker blev fundet efter et hæsblæsende slutspil, og det blev Getafe, der trak det længste strå i en drabelig duel mod Tenerife. Hjemme på Colosseum Alfonso Pérez har det lille Madrid-hold været fantastiske hele året, kun et enkelt nederlag mod Girona blev det til. I slutspillet havde hjemmebanen også en afgørende betydning, idet en 3-0 sejr over Huesca og en 3-1 sejr over Tenerife var hovedfaktorerne bag oprykningen.

Planen for Getafe var klar, da de rykkede ned fra La Liga efter 15/16-sæsonen. José Bordalás blev hentet til i september i håbet om, at han kunne gentage sit successtykke fra året før med Alavés. Ligeledes har holdet været præget af den gennemgående rutine illustreret ved Jorge Molina (35), Mehdi Lacen (33), Cata Díaz (37) og Alberto Garcia (35). Igennem sæsonen har holdet skiftet mellem at spille 4-2-3-1 og 4-4-2, førstnævnte dog i størstedelen af sæsonen. I målet har det hovedsagligt været Alberto Garcia, idet Vicente Guaita har haft store problemer med en håndledsskade i løbet af efterårssæsonen. Forsvaret er præget af stor erfaring. På backerne har Francisco Molinero og Damián Suárez huseret, imens midterforsvaret har bestået af den benhårde argentiner Cata Díaz og Cala, der har sin fodboldopdragelse hos Sevilla. Rutinen hos disse er ikke bare noget, jeg baserer på alder. Til sammen har disse fire over 400 La Liga-kampe på CV’et, hvilket bare vidner om filosofien bag holdets oprykning: Rutinerede spillere med La Liga-erfaring skulle vise vejen. Midtbanen bestod af Mehdi Lacen og Alejandro Faurlín, sidstnævnte på lån fra QPR efter aldrig rigtig at have slået igennem i det engelske. Offensiven har bestået af tre spillere med fortid hos Real Betis – Jorge Molina har været flagskibet som spydspids for Getafe, og hans 22 scoringer har været stærkt medvirkende til oprykningen. På venstrekanten har Daniel Pacheco huseret, en mand, der var store forventninger til tidligere i karrieren. Med fortid hos både Barcelona og Liverpools ungdomsafdeling er renommeet i orden, imidlertid er det dog ikke lykkes kantspilleren at slå igennem på højeste niveau endnu. Hans kvaliteter er dog tydelige, og med to mål i den afgørende playoffkamp mod Tenerife fik han også bevist, at han, måske, fortjener chancen hos Real Betis næste år. På 10’eren har det været Francisco Portillo, der har svunget taktstokken med bravur, og han skal ligeledes holde sit høje niveau, hvis Getafe skal have en chance for at blive oppe i næste sæson.

Det bliver for alvor spændende at se, hvordan (eller hvis) Getafe forstærker sig frem mod næste sæson. Det kunne godt tænkes, at Cata Díaz er på vej væk, idet hans kontrakt udløber her til sommer, og en yngre erstatning på lang sigt måske kunne tænkes at være optimalt. De to dobbelte pivoter i den sædvanlige 4-2-3-1 opstilling ser heller ikke ud til at fortsætte i klubben, idet både anfører Mehdi Lacen og Alejandro Faurlin ikke har kontrakt med klubben til næste år. Det er ikke utænkeligt, at Getafe tilbyder en ny kontrakt til Lacen, imens en forlængelse af lejeaftalen med Faurlin ikke virker til at være på trapperne. I offensiven vinker de farvel til Daniel Pacheco og Alvaro Jimenéz, hvilket kan ende med at være et fatalt tab. Karim Yoda er kommet tilbage fra lån hos Almería, dog uden at spille en afgørende rolle. For at opsummere kan det dermed konkluderes, at der er behov for forstærkninger, hvis Getafe vil kunne konkurrere i La Liga, og dette kommer nok til at ske i form af lejeaftaler og fri transfers. Ellers vil det være en yderst mangelfuld Getafe-trup, som skal konkurrere i La Liga, hvilket vil blive en moderne udgave af Slaget ved Thermopylæ, hvis det sker.

En ny La Liga sæson lurer i horisonten, og igen næste år kan vi se frem til en forventet trepunktskrig med to epicentre i Madrid og et enkelt i Barcelona. Spændende bliver det også at se, om de baskiske højdespringere fra Alavés og Eibar kan bevare det flotte spil fra sidste år. Der er så meget at se frem til, og 20. juli kan vi med offentliggørelsen af kampprogrammet allerede begynde at se frem mod en bred vifte af dramaer fra hjertet af Baskerlandet til det solklædte Gran Canaria. Glæd jer! Det gør jeg i hvert fald!

EM Special Nr. 1 - Her er Danmarks plads i kvindefodboldens nutid - og et kig på fremtiden

EM Special Nr. 1 - Her er Danmarks plads i kvindefodboldens nutid - og et kig på fremtiden

EM 92 - hummel Special: Historien om Richard, venskabet med Schmeichel, Brødrene Laudrup og køkkenbordet i Over Holluf

EM 92 - hummel Special: Historien om Richard, venskabet med Schmeichel, Brødrene Laudrup og køkkenbordet i Over Holluf