Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

600 udsendelser senere

600 udsendelser senere

Redaktørens blog: Her gør chefredaktør Peter Brüchmann en slags status for Medianos første 20 måneder og kigger frem mod 2018 og hvad der kan ventes fra Mediano i fremtiden. Du får også lidt at vide om regnskab, partnere og retningen.

Af Peter Brüchmann

Kig engang på dette skønne billede. Det er fra den 9. juni 2016 og stammer fra en af Medianos allerførste udsendelser. 

Stedet er et lånt mødelokale ovenpå Christian Fodes Metalfabrik på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Tæpperne er vores feberredning for at lave en acceptabel lyd efter, at vi var blevet hårdhændet behandlet i de første barske anmeldelser i iTunes. De selvsamme tæpper blev senere årsagen til, at vores første studie blev kaldt 'Pirlos Hule'. Også lidt, fordi vi allerede før fødslen havde flirtet lidt med navnet Pirlo og købt domænet Pirlo.dk.

Det er FC Nordsjællands akademi-træner Kasper Kurland, der er i studiet sammen med fodboldjournalisten Malte Lillelund Nørgaard. Daniel Sichlau (tv) er vært.

Bemærk især tæppet bag ved Sichlau. Det er lånt hos Craft Sisters i Jægersborggade. Bøjlestativet er fra Jysk og kostede dengang Jacob Staehelin 129 kroner. Nu er der vist ikke mange gamle BT-læsere på Drejervej, men det var et kosteligt syn, da to gamle sportschefer fra BT kom daldrende ind på Metal-fabrikken med billige bøjlestativer og tunge tæpper fra Marokko. Jeg aner ikke, hvad vi havde svaret, hvis en af drengene i gaden havde spurgt: 'Fedt, åbner der en ny bazar her?'

Hvis du hellere vil høre bloggen som podcast, så kan du høre den indtalt her:

Det var i øvrigt også lidt af et syn, når vores gæster skulle ind gennem selve metalfabrikken for at komme op i 'studiet'. Her er det Christian Wolny og Mikkel Bischoff på vej med Daniel Sichlau. Kasper Hjulmand, Jan Michaelsen og andre skulle samme vej i noget, der må have været en af deres medielivs mest anderledes oplevelser.

Første udsendelse fabrik.jpg

I dag har Mediano en rød løber på vej ind til vores studieR - ja både studie 1 og 2. Tro mig, det er finere, end det lyder. Men vi har nu levet og vokset i 20 måneder. Vi har sendt meget tæt på 600 udsendelser. Det er cirka en om dagen - ugen rundt, året rundt.  Jeg fik også selv en overraskelse, da jeg forleden gjorde det op. Vi skulle have besøg af en delegation fra et dansk mediehus, der ville høre noget om, hvordan man laver podcast, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Det kan man nemlig også hyre os til. 

Jeg var på jagt efter en forklaring på, hvordan man går fra 0 lyttere, 0 kroner i budget og et par twitter-konti med følgere fra gamle dage til i dag at lave udsender med over 14.000 lyttere pr. udsendelser - som det for eksempel nu synes at være tilfældet med vores Superliga-udsendelser.

Her er en data-slide for nogle af de allerførste udsendelser op til EM i juni 2016. Dengang havde de 1500 og i løbet af EM 2.000-2.500 lyttere pr. udsendelse. De her er efterhånden kravlet op i højere tal.

Første udsendelser data.PNG

I dag nærmer vi os altså det 5-dobbelte af det niveau. Lidt mere substantielt bliver det, når vi kigger, hvor mange, der lyttede med i 4. kvartal 2016 og hvor mange der gjorde det på samme tidspunkt i 2017. Her er vi gået fra godt en halv million til næsten en million. Mere præcist fra 517.369 i 2016 til
921.403 i 2017. Det er en vækst på mere end 78 procent. 

Jeg så forleden en person på linkedin spørge, om der var noget evidens for, om det der podcast-hejs nu også var kommet for at blive. Ligesom det der internet. Og om der var nogle tal, der underbyggede hypen. Undskyld, at jeg ikke orkede at svare og bruge en halv aften på some-ævle-bævle. Sådan har jeg det tit, heldigvis også fordi der er masser af Mediano-arbejde, der skal gøres. Men her var da nogle tal, som er ret konkrete og ude fra den virkelige verden.

Men jo, mange gider godt lytte, fordi lyd er et medie, hvor de ofte bliver taget alvorligt - og her tænker jeg ikke på P3..

Status efter 20 måneder

Denne blog er en slags status over de første 20 måneder, og det skulle helst handle om noget helt andet end tal, selv om der også skal skubbes et lille forvarsel om regnskabet for 2017 ud. Det kommer vi til.

Men det vigtigste er sådan set det, der ligger bag, når der bliver lyttet til næsten en million episoder af bare kanalen Mediano Special i et kvartal i 2017. Det er jo jer derude, der holder os ud snart på tredje år. Jer, der skubber til os, når vi falder i niveau og ikke har styr på data eller analyser. Jer, der udfordrer vores gæster. Og især jer, der husker at fortælle jeres venner om det hersens Mediano.

Der er stadig rigtig mange, der ikke er kommet til podcast-mediet. For nylig mødte jeg på to dage fire personer væsentligt yngre end mig selv, voldsomt fodbold-interesserede og mænd med masser af tid i enten bil, ved barnevogn eller i træningscenter  - som ikke kendte Mediano. To bilsælgere (den gamle Galaxy er nu skiftet ud med en 6 år gammel Peugeot), en håndværker og en butiksansat. Vi tygger stadig lidt på, hvordan vi når frem til dem, når vi endnu ikke er kommet til at have et markedsførings-budget. 

Et af vores store ønsker for julen var, at vi havde fået så godt fat i nogle af jer derude, at I henover julemad og middage ville fortælle svoger, bror, far eller søster om det her nye podcast-medie. Det er den største hjælp, I kan give os.

Men her først lidt nyheder. Lidt om vores ambitioner. Lidt om vores partnere. Og lidt om, hvordan man kan producere for os.

Regnskabet

Vores regnskabsår gik fra 1.10. 2016 til 30.9. 2017. Så vores revisor er netop nu ved at gøre det hele op. Men vi ender formentlig med et lille plus på forhåbentligt seks cifre - og i den lave ende. 

Det er primært den likviditet, vi ret hurtigt koncentrerede os om at bygge op på forholdsvis jysk maner, så vi kunne betale vores regninger uden at skulle være bange for, at en partner betalte vores fakturaer for sent. Men det er vi glade for og lidt stolte af.

Husk: Mediano får ingen mediestøtte. Vi har ikke haft investorer inde over vores projekt, selv om der hen ad vejen har været pæn interesse for vores virksomhed. 

Vi omsætter for et millionbeløb, ikke 8 cifre, ikke i den høje ende, men vi har ikke travlt med at fordoble omsætningen. Vi vil hellere være sunde, stærke og langtidsholdbare end bygge noget, der skal sælges i en fart. Mediano er ikke lavet som moderne digi-iværksætteri, men lavet for at være holdbar.

Arbejdspladser

Vi bliver tit spurgt, hvor mange ansatte, der er. Især i den journalistiske verden er der også en stor interesse i det overenskomstmæssige, og vi har haft 3F som en af vores partnere i 2017, så det er heller ikke uinteressant for os selv.

Hidtil har vi alle lavet noget ved siden af. Men fra 1.1. 2018 kan man sige, at der vil være tre ansatte, som har Mediano som hovederhverv. Vi har fået styr på Danløn, forsikringer som en rigtig arbejdsplads er ved at være der, og vi håber at kunne finde den passende overenskomst, så vi bliver et af de første frie iværksætter-medier, der kan indgå en overenskomst. Stadig uden mediestøtte. Som Journalistforbundets formand, Lars Werge, sagde på et panelarrangement for nylig med os: "Vi har 85 overenskomster, så mon ikke, at vi har en, der passer til jer også."

Her er Mediano til Aarhus Festuge, hvor vi arrangerede 'Fodboldens Folkemøde' - her interviewer Peter Brüchmann tidligere landstræner Morten Olsen på scenen i Aarhus.

Her er Mediano til Aarhus Festuge, hvor vi arrangerede 'Fodboldens Folkemøde' - her interviewer Peter Brüchmann tidligere landstræner Morten Olsen på scenen i Aarhus.

Vær klar til, at vi tager dig på ordet, Werge. Forhåbentlig i løbet af 2018. Vi har ingen ambitioner om andet. Og indenfor i år eller næste år håber vi også at være klar til at afhjælpe med manglen på lønnede praktikpladser.

Undertegnede kom for skade at sige noget om, at jeg aldrig i min karriere har tjent så lidt som nu, men heller aldrig haft det så sjovt. Selvfølgelig vil også jeg gerne tjene penge på at lave Mediano, men vi kommer ikke på kort bane til at headhunte etablerede folk fra den gamle medieverden på lønnen. Skal man lave Mediano, skal det være af andre årsager: Friheden, fagligheden, stoltheden og lysten til fordybelsen.

Så håber vi til gengæld også at blive en rigtig god arbejdsplads, der kan skabe arbejdspladser til kvalitetsindhold i en vanskelig medieverden. Og bygge på derfra.

Partnere

Lidt om vores partnere. Vi er godt igang med 2018, så mange af vores lyttere har forhåbentlig opdaget, hvem der er partnere på Mediano.

Danske Spil og Oddset er igang med den fjerde aftale med Mediano, som gælder hele 2018 - og dækker Superligaen, Champions League, Premier League, landsholdet og VM. Den bliver udbygget i 2018, så vi kan lave flere tirsdagsudsendelser og få lidt om mandags-kampene i Superligaen med, og især så vi kan lave optakts-udsendelser til weekendens kampe i både dansk og international fodbold.

Arbejdernes Landsbank er igang med den tredje aftale med Mediano og er partner på alt dansk fodbold og på VM slutrunden til sommer.

Leo Vegas Sport og Travelsense er partnere på La Liga, og vi har masser af spændende dialoger lige nu om både Mediano og nogle af de andre formater, som ikke er fodbold. 

På 1tap, vores format om e-Sport og Counter-Strike, er eOddset nu den gennemgående partner.

Hvad siger Forbrugerombudsmanden?

Da Mediano blev født i 2016, rettede vi selv henvendelse til Forbrugerombudsmanden. Vi vidste godt, at vores integrationer af partnere i indholdet og hele podcast-modellen stadig var forholdsvis ny på det danske marked. Vi ønskede og ønsker at gøre alt så transparent og relevant som muligt. Derfor integrerer vi også meget, hvis du sammenligner med det traditionelle mediebillede. Men vi ønsker at vores partnere og sponsorer skal være relevante for jer lyttere og seere. Og vi ønsker at vores partnere, skal få en kontakt med en attraktiv målgruppe - I er jo ret unge derude og dermed svære at nå for de gamle medier - som man ikke gør andre steder.

Nu har vi været til møde, og det var godt og nyttigt. Juristerne er også nysgerrige og konstruktive. Lige så nysgerrige, som vi selv er. Vi har, som nogen har bemærket, ændret formuleringer fra 'i samarbejde med' til 'sponsoreret af'. Det er i første omgang efter anbefaling fra vores egen jurist og for at være helt, helt sikker.

Som jeg læser overvejelserne, så kigger forbruger-juraen efter skjult reklame og indflydelse på indholdet. Vi gør på Mediano alt for at skabe maksimal synlighed for vores partere, så det med den skjulte reklame, skulle være på plads. De eneste klager, vi får, er for at varedeklarere for meget.

Vi siger til alle vores partnere, at de ikke har indflydelse på indholdet. Vi vælger odds, når vi taler om disse på relevante kampe. Vi vil faktisk gerne afvikle en udsendelse hos en kommerciel partner for at iscenesætte partneren, men indholdet, analyserne af fodboldkampene, vil være de samme. Det er det afgørende for os. Og det er alle vores partnere helt med på.

Vi følger dialogen og skal nok fortælle om det løbende. Det afgørende er, at lyttere og seere kan se og tydeligt forstå, hvad der foregår.

Her mangler vi partnere

Der er steder, hvor I som lyttere virkelig gerne vil have mere indhold. Det har en del af jer i hvert fald fortalt os. Så her leder vi selvfølgelig. Det drejer sig om:

  • Bundesligaen - vi laver udsendelser, men kan  endnu ikke lave dem fast eller ugentligt uden partner.
  • Serie A - det samme som ovenfor.
  • Og det samme gælder udsendelser om 1. division og Championship, som vi også gerne vil lave mere af.
I starten af 2017 modtog vi denne fine pris fra Danske Sportsjournalister.

I starten af 2017 modtog vi denne fine pris fra Danske Sportsjournalister.

Faktisk forsøger vi lige nu at sælge de 4 nævnte ligaer i en stærk pakke sammen med Mediano Special-udsendelserne. Her når vi mere end 1 million kontakter i rigtig lang tid ad gangen i 2018.

Her vil vi også gerne løfte:

  • Co-partnere til Premier League og Champions League, som vi har på Superligaen og VM. Mange lyttere på mange udsendelser med højt, højt engagement.
  • Road-partner (bilfirma, benzinselskab, værksted, udstyr eller andet i bil- og transport-branchen, når vi kommer ud i landet til 50-100 udsendelser pr. år)
  • Talentudvikling og fodboldfaglighed generelt. Vi vil gerne være scenen for faglighed og et videnscenter for fodbold. Det er unikt indhold, som kunne løftes til større volumen ved hjælp af kommercielle partnere.

Vil du vide mere om, hvordan man bliver partner på Mediano, så skriv til kommerciel chef Peter Sindahl på sindahl@mediano.nu.

Hvad går pengene til?

Når vi taler om kommercielle partnere og at de er årsagen til, at vi findes, så er det 100 procent korrekt. Uden Oddset, Arbejdernes Landsbank og de andre var der intet Mediano. Og uden partner på f.eks. Bundesliga og Serie A kan vi kun lave sporadiske udsendelser.

Vores værter skal have løn eller i nogle mere freelance-baserede formater honorar. I de første 12-15 måneder af Medianos levetid fik ingen af vores eksperter en krone for at være med. Nu får de mest faste af vores eksperter (dem, der møder op mange gange hver måned) et fremmødehonorar. Ingen af dem er i nærheden af at kunne leve af det, men vi er mindst lige så glade for vores eksperter, som vores lyttere er. De bliver bedre og bedre, og vi vil også forsøge at 'træne' med dem, så det er en post, vi gerne vil skrue op for. Det er en kerne i Mediano.

Her et et billede fra det nuværende studie på Nattergalevej i København NV, hvor de tidligere landsholdsspillere Lars Jacobsen og Christian Poulsen taler Premier League med Adam Møller Gomaa.

Her et et billede fra det nuværende studie på Nattergalevej i København NV, hvor de tidligere landsholdsspillere Lars Jacobsen og Christian Poulsen taler Premier League med Adam Møller Gomaa.

Vi kigger pt. også på yderligere udstyr. Vi har pt. to faste podcast-studier og nu tre mobile studier, som hver især kan være i en rygsæk, men gør, at vi kan sende podcast fra hvor-som-helst i verden.

Så kigger vi på video og leder efter løsninger til streaming - både i studie og mobilt. Det er alt fra 2-3 webcams i en pc til et godt Panasonic- eller Sony-kamera med knaphulsmikrofoner og en streaming-dims i bunden.

Hvordan kan du arbejde for Mediano?

Vi får heldigvis ofte henvendelser fra folk, der gerne vil arbejde for os - om det så bare er at lave kaffe til vores gæster. Hvis nogen har skrevet til os eller mig og ikke fået svar, så skriv gerne igen. Og undskyld for, at det kan være glippet.

Lige nu kigger vi især efter: Personer med video-, streaming- og video-redigering som kompetencer. Ikke til et job. Men til mulige indtægter. Vores model er ret simpel: Vi laver 1-2 produktioner. Ingen får noget for det. Så går vi ud og forsøger at finde partnere til formatet. Og når det er solgt, så får de involverede honorar eller løn. Måske bliver det en dag et job.

Det var faktisk den model, vi brugte i det her format, hvor den gamle redacteur interviewede FC Nordsjællands Mathias Jensen i et format, vi kalder 'Banen Rundt'. Det vil vi faktisk gerne lave mere af og leder efter partnere til den slags indhold.

Så skriv til kontakt@mediano.nu, hvis du gerne vil hjælpe os med at lave video.

I den funktion ligger også:

  • At være med på eksisterende podcast-produktioner (i studie og ude i marken) og lave snackable video-content
  • At tage bidder ud af podcast-lyd og krydre det med video-optagelser til social medie-markedsføring
  • At lave ekstra værdi til vores partnere

Og som et lille PS: Hvis du har interesse i håndbold og du har mod på at snuse til et nyt format, så er det som nævnt kontakt@mediano.nu

Coming up  - et nyt akademi

Du vil snart høre mere om det følgende emne, men lad mig lige pirre en eventuel nysgerrighed derude. Vi vil snart sætte en ny redaktion sammen, som skal bestå af særligt talentfulde skribenter eller personer, der har lyst til at arbejde med lyd, video eller helt andre fortælleformer.

Dels for folk, der selv ønsker at blive til noget indenfor formidling. Ikke som en uddannelse, men med sparring, feedback og et udviklingsmiljø. Dels for at udfordre os, så vi ikke bliver gamle grå og støvede.

Og nu bliver det lidt tricky, men det må godt være personer udenfor det journalistiske miljø.

Alt i projektet er pt. uden økonomi. Vi håber at finde nogen, der gerne vil udvikles og blive dygtigere. Og så investerer vi udviklingstid i holdet. Igen håber vi afgjort at kunne udvikle dette akademi yderligere - også via økonomi.

Vi siger ikke endnu noget om navn eller setup, men hold øje med noget, der kan minde om ham her:

Socrates.PNG

Det diskuterer vi lige nu

Vi holder redaktionsmøde hver mandag. Lige aktuelt i denne uge har vi to store overvejelser på agendaen, hvor vi er rigtig meget i tvivl. Hvis du er nået så langt ned i bloggen og har noget på hjerte, så skriv det endelig til os.

Her er den første:

  • Skal vi lave en ny kanal i din podcast-app til dansk fodbold, som vi kan kalde 'Mediano Danmark'? 

Det vil være en helt ny kanal for indhold om Superligaen, landsholdet, 1. division og andet dansk, så Mediano Special bliver mere for de specielle udsendelser og for de internationale ligaer.

Nogle af os tør ikke rigtigt, fordi vi har brugt 20 måneder og snart 450 udsendelser i denne kanal på at bygge noget stærkt og substantielt op til et stort publikum. Nogle efterspørger en stram struktur nærmest liga for liga, men det er ret få. Og vi vil jo stræbe efter, at man både abonnerer på f.eks. Mediano Special, Mediano Danmark og Fodboldministeriet. Og så vil ens feed alligevel blive tilsvarende længde. 

En overvejelse formuleret af en af redaktionens ældre medarbejdere: Jeg er godt nok holdt op med at læse Politiken, men da jeg gjorde, læste jeg jo heller ikke alle artikler..

Næste overvejelse er følgende:

  • Vil crowdfunding give mening for Mediano?

Det skulle i sagens natur ikke være for at samle penge ind på må og få. Det er heller ikke, fordi vores forretning ikke løber rundt. Men det skulle være for, at vi kan lave mere og/eller bedre indhold. Lave f.eks. et fast format om Serie A eller give flere af vores eksperter et fremmøde-honorar. 

Overvejelser er:

  • Guardian har gjort det på en begavet måde. Men fordi deres digitale forretningsmodel ikke er bæredygtig
  • Vi kan ikke gøre det 20 måneder inde i vores levetid, mener enkelte. Skulle vi have gjort det, skulle vi have gjort det fra start
  • Vil en kommerciel partner stå på et format, hvis det forinden har været crowdfundet?
  • Vil det skabe mere forvirring om vores model, hvor vi - synes vi selv - efterhånden har fået den formidlet klart?

Konklusionen på de to diskussioner lige nu blev lidt konservative. Vi går ikke lige nu ombord i en helt ny kanal og vi kaster os pt. heller ikke ud i crowdfunding, men vi holder øjnene åbne i begge diskussioner. Fordi de er relevante at forholde sig til.

Som Sture siger: Det er dig, vi er her for

Til sidst en brevkasse, hvor vi opfordrer alle til at putte gode forslag ind gennem sprækken. Som Producer-Sture altid siger i slutningen af sine udsendelser: Det er dig, vi er her for.

Det er hele ånden i Mediano. Er vi et medie? Eller er vi et community? I hvert fald er vi intet uden, at nogen gider bruge tid på os. Så hjælp os til at blive bedre. Og ros os, hvis vi gør noget godt. Vi sover bedre oven på en glad kommentar på Facebook og twitter. Og udhvilede værter laver bare bedre udsendelser.

God fornøjelse med resten af 2018. Vi glæder os til at kunne lave noget, som I gider bruge tid på. 

Mediano PL – runde 25: Transferopsamling, midtugerunde og fænomenale Eriksen

Mediano PL – runde 25: Transferopsamling, midtugerunde og fænomenale Eriksen

FC Roskilde Special - Thygesen og Monnerup om ambitionerne, ungdomsarbejdet og sulten efter Superliga

FC Roskilde Special - Thygesen og Monnerup om ambitionerne, ungdomsarbejdet og sulten efter Superliga