logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mit Peru – en personlig beretning om at holde med to lande på samme tid

Mit Peru – en personlig beretning om at holde med to lande på samme tid

Essay: "Er dette fodboldhold i virkeligheden mit sidste bånd til en fjern fortid?" Journalisten og fodboldkommentatoren Morten Glinvad rejste tilbage til Peru for at forstå sin fascination af landet og holdet, der er Danmarks første modstander ved Fodbold-VM.

Af Morten Glinvad

Jeg sprang op fra sofaen i et jubelbrøl og undrede mig med det samme over min reaktion. I værelset ved siden af sov min ældste søn. Havde jeg vækket ham? Nej, det lod det ikke til. Jeg kiggede mod tv-skærmen, hvor lykkelige tilskuere omfavnede hinanden.

Peru var kommet foran 1-0 i den altafgørende playoffkamp mod New Zealand om at komme med til VM i fodbold. De peruanske spillere ilede mod målscoreren Jefferson Farfán. Den Farfán, jeg første gang så spille for mange år siden i Limas hårdkogte La Victoria-kvarter, hvor han var en talentfuld teenager i Alianza Lima.

Det var midt om natten på Østerbro. Jeg sad alene foran tv-skærmen og mærkede spændingen i kroppen. Peru holdt føringen, men en udligning ville være fatal. Jeg fik svedige hænder, når de store newzealændere fik nogle af deres frygtede dødbolde. Det ville være typisk Peru at lukke et idiotisk mål ind til sidst efter et hjørnespark. Endnu et kapitel til den uendelige lidelseshistorie. Jeg faldt først til ro, da forsvareren Christian Ramos scorede til 2-0. Og jeg var rørt, da det hele sluttede, og Estadio Nacional var et virvar af gråd, glæde og kaos.

Jeg sugede så meget til mig, som man nu kan foran en tv-skærm 11.000 kilometer væk. Hvor de dog fortjente det! Efter så mange års skuffelser! Endelig var Peru tilbage ved VM efter 36 års ørkenvandring med nederlag efter nederlag og dertil hørende frustrationer for et folk, der havde problemer nok i forvejen.

Morten Glinvad (th) i samtale med Perus landstræner Ricardo Gareca.

Morten Glinvad (th) i samtale med Perus landstræner Ricardo Gareca.

Jeg mærkede en knugende fornemmelse i maven. Hvor kom den reaktion fra? Nok havde Peru haft en stor betydning for mig i en periode i mit liv, men der var gået mange år, siden jeg havde haft nogen berøring med landet. Og normalt skal der en del til for virkelig at bevæge mig ved en fodboldkamp. Selv da mit eget Danmark aftenen forinden havde kvalificeret sig til VM med en overvældende storsejr i Irland, havde min glæde været mere afmålt. Hvorfor sprang jeg rundt som en klovn i min lejlighed en mørk novembernat i København i glæde over noget, der foregik på et andet kontinent i et land, hvor jeg ikke havde sat mine fødder siden 2005?

 Det forekom overvældende, hvor mange år der var gået siden dengang. Var dette fodboldlandshold i virkeligheden det sidste bånd til Peru og til en vigtig periode af mit liv?

Her kan du høre Morten Glinvads essay indlæst som podcast – læst af Morten selv:

JEG kom første gang til Peru i begyndelsen af 2003. Jeg var 21 år gammel og i gang med et halvt års rygsæksrejse i Caribien og Sydamerika med en kammerat. I Trujillo, den tredjestørste by i Peru, drak vi øl med nogle unge fyre, og en af deres veninder gjorde indtryk. Et par uger senere mødte jeg igen Ana i den gamle inkaby Cusco oppe i Andesbjergene. Vi blev kærester, rejste rundt i hendes land og begyndte at lægge planer om en fælles fremtid i Danmark.

I min naivitet skænkede jeg ikke de strammede danske udlændingeregler nogen tanke. Først senere forstod jeg, at 24 års-regel og tilknytningskrav faktisk også ramte sådan nogle som os. Vi talte om at bo i Peru i stedet for, men gjorde vi det, ville de danske udlændingemyndigheder givetvis vurdere, at vores samlede tilknytning til Peru var større end til Danmark, når 24 års-reglen et par år senere ikke længere ville være en hindring.

I stedet blev løsningen et langdistanceforhold med udfordringer. Ana måtte ansøge om et turistvisum til Danmark på den finske ambassade i Lima og kunne med det i hånden besøge mig i Danmark i 90 dage. Og i ferierne fra mine studier på Journalisthøjskolen rejste jeg til Peru. Det var dyrt og kompliceret, og for at hjælpe lidt på bankkontoens tilstand fik jeg en idé: I sommeren 2004 skulle Peru være vært for det sydamerikanske fodboldmesterskab Copa América. Jeg kontaktede derfor fodboldmagasinet Tipsbladet og spurgte, om de kunne være interesserede i en række artikler fra turneringen fra en journaliststuderende.

Foto fra Morten Glinvads besøg i Peru.

Foto fra Morten Glinvads besøg i Peru.

De takkede ja, og før jeg havde været akkrediteret som journalist til så meget som en superligakamp, stod jeg pludselig foran Estadio Nacional i Lima dagen før åbningskampen og så på shamaner fra Amazonas, der dansede og bad til deres guder, viftede med kranier og spyd og indtog en sælsom blanding af blomstervand, parfume og alkohol og spyttede det ud på de 12 deltagende nationers flag.

Jeg satte mig ind i Perus fodboldhistorie og læste om det legendariske landshold fra 1970’erne, der spillede forrygende fodbold, nåede en VM-kvartfinale og vandt Copa América. Jeg læste om landets store fodboldtragedie i 1987, da et gammelt Fokker-fly med Alianza Limas spillere styrtede i Stillehavet efter en udekamp i Amazonas, så alle spillere omkom. Jeg forstod, at dette var en del af de lidelser, Peru havde gennemgået som fodboldnation i de sidste mange år.

Copa América på hjemmebane skulle være vendepunktet, men sådan gik det ikke. Turneringen blev endnu en skuffelse og illustrerede landets fodboldmæssige elendighed. Holdet blev slået ud i kvartfinalen, og undervejs boykottede spillerne medierne i utilfredshed med den hysteriske dækning, og den daværende landstræner Paulo Autuori blev skydeskive for en kritik ude af proportioner.

Jeg begyndte at forstå, at fodbold i Peru var et drama. En anstrengt sæbeopera, der var præget af mange års frustreret fiasko. Og jeg tænkte både nøgternt, at jeg rent fodboldmæssigt vist hellere skulle have mødt en kæreste i et andet land. Men også, at det på den anden side ville være for nemt at have mødt en sejrsvant brasilianer. Der var noget dragende og fascinerende ved dette peruanske hold. Det passede godt til mig. Og jeg nød at være outsideren, der iagttog og prøvede at forstå denne kaotiske fodboldkultur.

Jeg begyndte at følge det peruanske landshold også hjemme fra Danmark. Jeg sad sent oppe og lyttede til transmissionerne fra holdets VM-kvalifikationskampe over internetradio og gik som regel irriteret i seng over endnu et nederlag. Fodbold blev for mig den vigtigste måde at adoptere et stykke peruansk kultur. Andre traditioner og skikke er sværere at forstå.

Fodbold er det samme spil overalt og et spil, jeg kunne forstå.

I 2005 sluttede mit forhold til Ana. Jeg rejste endnu en gang til Lima, og vi mødtes for sidste gang. Hun rejste tilbage til Trujillo, og da jeg alligevel havde nogle dage tilbage, ringede jeg til det peruanske fodboldforbund og spurgte, om det var muligt at rejse med landsholdet til den kommende VM-kvalifikationskamp i Brasilien for at lave en reportage. Det var det. Jeg besøgte landsholdslejren i Lima og blev interviewet til peruansk tv og tituleret ”Marte Climbe, hollandsk journalist.” Jeg rejste med landsholdets charterfly til Goiânia i det indre Brasilien og så spillerne kæmpe bravt mod det stjernespækkede brasilianske landshold med Ronaldo og Ronaldinho. De var kun 20 minutter fra at få et point med hjem! Men selvfølgelig tabte Peru. Jeg kiggede på tabellen og konstaterede, at det nok heller ikke blev denne gang, Peru kom med til VM.

Jeg rejste hjem til Danmark, og årene gik. Mit forhold til Peru tonede ud, og det samme gjorde kontakten til Ana, der begrænsede sig til lidt skriverier over nettet med længere og længere mellemrum. Jeg blev voksen og fik arbejde og børn. Jeg holdt stadig øje med Perus fodboldresultater og konstaterede, at det heller ikke blev til VM-deltagelse i 2010 og 2014, men gad ikke længere lade mig irritere over det. Sådan var det jo med det hold, og det var alligevel ikke længere mit land. Peru var noget fra en anden tid i mit liv.

Men den nat i november 2017 vækkede noget til live.

Nogle uger efter, at Peru havde sikret VM-billetten, var jeg alene hjemme med mine to børn. Jeg stegte frikadeller i køkkenet sidst på eftermiddagen, mens de legede i stuen, og jeg forsøgte at følge med i tv-transmissionen fra Kreml af lodtrækningen til VM-grupperne. To hold havde min særlige interesse: Danmark og Peru. Først kom Peru ud af bowlen og blev sat i gruppe med Frankrig. En svær modstander, var min første tanke. Lidt senere blev det næste hold trukket i Gruppe C:

Danmark. Som tilmed skulle møde Peru i åbningskampen i en by ved navn Saransk. Igen mærkede jeg en knugende fornemmelse i maven. Jeg forsøgte at være en nærværende far, men havde tankerne i Rusland. Og da jeg havde lagt børnene i seng, tændte jeg computeren og begyndte at undersøge, hvordan man kom til Saransk. Og hvad en flybillet til Lima egentlig var oppe i for tiden.

MIDT i april landede jeg i Lima for første gang siden 2005. Det var en tidlig fredag morgen, og Lima var så stille, som en by med ti millioner indbyggere nu kan være. Det politiske topmøde Cumbre de las Américas fandt sted i de dage, og derfor havde folk fået fri.

Jeg tog en taxa til Miraflores, det mest turistorienterede kvarter i Lima, hvor jeg tilbragte meget tid for år tilbage. Med jetlag i kroppen spadserede jeg en tur og genkendte meget lidt. Byen havde forandret sig i de 13 år, der var gået. Nye shoppingcentre var skudt op. Det samme var smarte caféer, som lige så godt kunne have ligget i Europa. Følelsen af at være hjemme her, som jeg havde haft for år tilbage, var væk. Jeg kom i tvivl, om det nu også var det rigtige at vende tilbage. Det virkede så oplagt; jeg var nu freelancejournalist, og at Danmark skulle møde Peru ved VM, var en perfekt anledning til at gense landet. Men måske havde det været bedre bare at lade Peru ligge som et minde fra fortiden.

Om eftermiddagen mødte jeg den fodboldinteresserede peruanske forfatter Santiago Roncagliolo på en café til et interview. Roncagliolo bor i dag i Barcelona, men voksede op i Lima. Han fortalte med humor om sit anstrengte forhold til Perus fodboldlandshold og om, hvordan en hel generation var blevet præget af skuffelserne. Jeg fortalte ham om min egen historie med Peru og om min uventede glæde den nat i november hjemme i lejligheden i København, da Peru kvalificerede til VM.

”Jeg havde det på samme måde, da Spanien vandt EM i 2008. Jeg jublede også foran tv-skærmen. Det havde jeg ikke regnet med. Da forstod jeg, at Spanien også var blevet mit land,” sagde han.

Hør også vores podcast med fokus på Peru som modstander og som fodboldland:

Efter mødet med Roncagliolo gik jeg videre ud i Miraflores. Jeg genkendte en restaurant, hvor jeg ofte havde spist før i tiden, og gik ind og bestilte en ceviche ligesom i gamle dage. Jeg gik ud til den karakteristiske skrænt for enden af Miraflores og kiggede ned på surferne i Stillehavet. Om aftenen satte jeg mig på en café ved Parque Kennedy og så folk danse salsa på en plads. Jeg begyndte at genkende de små detaljer i omgivelserne, dialekten, humoren og duftene, som stadig var de samme.

Jeg tænkte på, hvor lidt jeg i dag har tilbage fra Peru. Dengang overvejede jeg seriøst at sige farvel til Danmark, hvor Ana ikke var velkommen, og i stedet flytte mit liv til Peru. Nu har jeg nogle fotos, minderne og en gammel piscoflaske på mit hjemmekontor med en tegning af en fodboldspillende indianer i peruansk landsholdstøj og bare fødder. En gave fra Copa América i 2004, da den udenlandske presse var inviteret til ærescocktail på præsidentpaladset med Perus daværende statsoverhoved Alejandro Toledo og FIFA’s præsident Sepp Blatter. To korrupte mænd i magtens centrum.

I mine dage i Lima mødtes jeg med en række mennesker med relation til landsholdet for at skrive historien om den eufori, VM-kvalifikationen havde udløst. Om baggrunden for den uventede succes, som flere så som bekræftelsen af, at Peru som land er i rivende udvikling. Økonomien er tæt knyttet til Kina og i voldsom vækst, og en ny middelklasse er vokset frem, som hylder hårdt arbejde. Landsholdets tabte generation er blevet udfaset og afløst af et ungt hold af ydmyge spillere, der arbejder i holdets tjeneste.

Jeg nød at beskæftige mig med peruansk fodbold igen. Det var her, det hele startede, og for mit arbejdsliv havde Peru spillet en definerende rolle. Skriverierne til Tipsbladet fra Copa América i 2004 udviklede sig til et mere permanent samarbejde og gav et år senere et tilbud om en praktikplads på magasinet. Sådan kom jeg ind i fodboldjournalistikkens verden, som jeg nok havde set som en mulighed, men ikke som det klare mål, da jeg startede på Journalisthøjskolen. I den verden har jeg så befundet mig lige siden.

Så hvad er Peru for mig i dag? Symbolet på en anden tid, måske. Ungdommens år, hvor jeg uden forpligtelser kunne lade mig blive draget af eventyret og rejse ud i verden. Måske pirrede målene mod New Zealand en længsel midt i en travl hverdag med bleskift og momsafregninger. Sådan kan fodboldens fascinationskraft udtrykke sig så forskelligt. Som en bekræftelse af et fælles tilhørsforhold for nogen. Og for mig i dette tilfælde som et bånd til en fjern fortid, der ellers var ved at være glemt.

Se vores Youtube-analyse af Perus hold ud fra et taktisk perspektiv - det er Jonathan Hartmann, der analyserer i Mediano Bootroom:

En dag i Lima tog jeg en taxa til et hotel i forretningskvarteret San Isidro, ikke langt fra den finske ambassade, hvor Ana i sin tid søgte om sit turistvisum til Danmark. Jeg havde aftalt et interview med Perus landstræner, argentineren Ricardo Gareca. Efter interviewet talte vi lidt videre, og jeg fortalte ham om, hvordan jeg havde siddet oppe om natten i København og jublet med hans hold, da det kvalificerede sig til VM. Jeg sagde, at jeg var spændt på at se, hvordan jeg ville have det, når jeg i juni sad i Saransk og så Peru og Danmark spille åbningskamp ved VM.

Gareca smilede venligt.

”Jeg er sikker på, at når du sidder i Rusland, så vil du mærke inde i dig selv, at du holder med dit eget land,” sagde han.

Måske har han ret. Sport får nationalfølelsen frem i de fleste. Også selvom jeg ved, at den samlede glæde – hvis en sådan kunne måles – sikkert vil være større i Peru i tilfælde af en sejr. Men allerhelst går begge hold videre fra gruppen.

I hvert fald har jeg besluttet mig for også fremover at følge det peruanske landshold på afstand. Selvom det kommer til at koste noget nattesøvn. Og selvom det måske varer mange år, før de igen kommer med til et VM.

Foto: Getty Images / Morten Glinvad

Her er optakten til Danmarks første VM-kamp med alt, hvad du skal vide

Her er optakten til Danmarks første VM-kamp med alt, hvad du skal vide

VM Special # 28 - Tæt på Frankrig - en lykkepose med mange godbidder

VM Special # 28 - Tæt på Frankrig - en lykkepose med mange godbidder