logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Brev fra München: Tyskland - dagen derpå

Brev fra München: Tyskland - dagen derpå

Essay fra Tyskland: David Barnwell var en af skribenterne, da Mediano blev født i 2016. Han bor til daglig i München. Han har sendt os disse ord, der beskriver, hvordan det må føles dernede i vores naboland lige nu.

Af David Barnwell

Egentlig startede det hele en varm sommeraften i starten af juni i Leverkusen. Som en sidste optakt til VM havde det tyske landshold udset sig Saudi Arabien i en på alle måder formålsløs test. En kamp af den slags, der mest af alt skulle sørge for at holde de forsvarende verdensmestres bentøj lunkent og moralen høj, før det gik videre mod tre dages ferie og afgangen mod VM-lejren i Watutinki. 

Sådan skulle det ikke gå. Sidst Tyskland mødte Saudi Arabien var ved VM i 2002 i en kamp der endte 8-0. Denne gang måtte man nøjes med en kneben 2-1 i en rodet og pinlig affære. Spillet var hektisk og uden idé og punch, og en mærkværdig rådvildhed prægede den ellers så velsmurte tyske maskine. Khedira luntede sig rundt i midtercirklen og lignede ikke en spiller, der ville røre bolden. Hummels og Boateng, normalt sikkerheden og roen selv, sparkede, trampede og brokkede sig som irriterede kvæg på engen. Müller løb og løb og løb, men – som det har været tilfældet det meste af sæsonen – vidste ingen helt hvorhen.  Og over det hele lå den uskønne Erdogan-affære som et tæppe af gnaven summen fra lægterne, ikke blot i form af pibekoncerter mod hovedpersonen Gündogan, men som en stille, uudtalt rasen mod DFB for at have prøvet at tie blamagen ihjel. 

16 år senere

Oliver Bierhoff var blandt målscorerne da Tyskland slog Saudi Arabien 8-0, og nu, 16 år senere, stod han atter i centrum som en af de officials, der allermest hårdnakket havde påstået at Erdogan-Gate ikke var et tema. Overhovedet. Lad os fokusere på spillet, på forberedelserne, på sammenholdet, på forventningerne - på fodbolden, lød det. Al snak om skandale var mediernes opfindelse i et forsøg på at tromme en historie op, der ikke fandtes, lod han ophidseet ARDs interviewer forstå efter kampen på BayArena. 

Beskeden var klar: tiden var ikke til at en debat om politik og de rifter den slags kan skabe i et omklædningsrum, der normalt lever af rene linjer og klare strukturer. Nuvel, men hvad så når netop fodbolden halter? Hvad nu, når problemerne åbenlyst ligger og ulmer, helt dernede, hvor det kan gøre allermest ondt, mellem nationalitetsfølelse, hierarkier, ansvarsfornemmelser og de manglende synergier på banen? Kampen mod Saudi Arabien viste på sin egen uskønne facon, at Bierhoff og DFB trods den glatte facade måske havde større problemer end en fejlaflevering eller to mellem Kroos og Khedira. Alligevel valgte man en tavshedens strategi. Hvad man snart skulle finde ud af var at Damokles-sværdets svingen ikke på samme måde kunne ties ihjel. 

GettyImages-986137466.jpg

Kampen mod Mexico udstillede på denne måde tyskerne på uovertruffen vis. Atter stod man planløst og uden den berømte Körperhaltung, og lod en på papiret svagere modstander tage teten. Igen og igen og igen lod man sig fange på mexicanernes mesterligt udførte omstillingsspil og kun held og manglende skarphed på mellemamerikanernes vegne betød, at man ikke tabte langt større. Når man endelig brød igennem, løb chancerne forudsigeligt ud i sandet. Masser af berøringer, men uden koncept, visioner, tro eller lederskab: ingenting og alting i et. Og værst af alt, en total manglende anerkendelse af, at noget måske ikke helt var som det plejer – en erkendelse, som kunne have hjulpet gevaldigt blot få dage senere. Men selvransagelsen og reaktionen udeblev, og i stedet blev minerne blot mere og mere dystre og de opgivende udslag med armene stædigt hyppigere. 

Dernæst fulgte Sverige i Sotji. Endnu en svag modstander betød chancen for revanche og tre tiltrængte point. Denne gang havde Löw taget konsekvensen med et par taktiske ændringer, der alt andet lige lignede en succes. Özils bænkning skulle give mere plads og frihed til Reus, Müller og Draxler i kæden bag Werner. Rudy erstattede Khedira på midteraksen, og Rüdiger fandt vej til bagkæden i stedet for en småskadet Hummels.

Midsommernats-mareridt

Det startede da også godt. Tyskerne gik ind til kampen med en anden gejst end et par dage forinden, og fik tilkæmpet sig gode tidlige chancer imod et svensk hold, der så decideret overmatchet ud de første 25 minutter. Alt tilbage ved det gamle? Endelig på rette spor? Måske. Lige indtil Toivonen leverede VMs smukkeste lob og panikken satte ind. Overlegenheden på bolden var intakt, men den nagende fornemmelse af at noget manglede, var tilbage. Kun Reus og til tider Werner stod for enkelte lyspunkter, og netop Reus blev da også manden der stod for den forløsende udligning – et fortjent VM-mål til et CV, der kunne være blevet til så uendeligt meget mere for den evigt uheldige stjerne.

Scoringen gav det fornødne håb, men lidelseshistorien ville ikke finde sin ende. I et drama mod uret i den tiltagende russiske sommernat var det som om, at kun Fru Fortuna selv nu kunne redde tyskerne. En på alle måde uvant og ukomfortabel situation for et landshold og en fodboldkultur, der sætter en ære i at afvise idéen om at noget så utilregneligt som held i det lange løb kan have indflydelse på resultater. Alligevel var det sammenfaldet mellem Jimmy Durmaz’ kolde ben, Werners smuttur på kanten og Toni Kroos’ gudsbenådede højrefod, der stod for forløsningen. Med 15 sekunder tilbage af overtiden var det mere end sidste udkald. Og alligevel, utroligt, ubegribeligt, ufatteligt, var det som om man stadig hellere ville tale om det spillemæssige overtag og den “fortjente sejr” end de egentlige, åbenlyse problemer, der havde gjort Sverige til en langt sværere opgave end nogensinde nødvendigt.  

Den endelige kulmination på det tyske midsommernatsmareridt kom mod Sydkorea – Gruppens svageste hold med nul point på kontoen og intet at spille for. Men selv her, mod et mandskab som i realiteten er Heung-Ming Son og alle de andre, ville intet falde på plads. Endnu engang havde Löw stillet om, og nåede med Süle og Goretzka op på 20 brugte spillere over tre gange 90 minutter. Hvor den taktiske justering halvvejs gav pote mod Sverige, så udeblev effekten denne gang komplet. Nervøsiteten var allestedsnærværende og spillet var igen-igen håbløst idéforladt og frustrerende statisk – og det selvom fire af de startende spillere (fem ved slutfløjtet efter indskiftningen af Müller) for blot fire år siden havde været med til at sende mægtige Brasilien ud af turneringen med 7-1 i en af de bedste kampe nogensinde spillet af et tysk landshold. Da netop Song dybt inde i overtiden skubbede bolden i det tomme tyske mål til slutresultatet 2-0 var det ikke chokket eller overraskelsen, man kunne spore i tyskernes øjne. Ej heller var det frustrationen eller den sammenbidte skuffelse. Nej, hvad man så i de forsvarende verdensmestres øjne var den krybende erkendelse og accept af at have fået som fortjent. En erkendelse, der kom alt, alt for sent. 

Tyskland er en fodboldgal nation. Når Die Nationalelf spiller ved en slutrunde, står landet stille og alle klicheer om kompromisløs arbejdsomhed ryger ud af vinduet. Telefonerne bliver ikke taget på kontorene, børn bliver hevet ud af skolen, fødegangene pyntes med flag. Tarvet som landsholdstræner er tilsvarende helligt og Löw står nu naturligvis som ene mand tilbage med den umulige opgave at forklare, analysere, beregne, argumentere hvorfor og hvordan det gik galt. Problemet er blot: det kan han ikke, for problemerne er større end hvad han selv kan kontrollere. 

Man snakker længe om taktiske dispositioner og til- og fravalg, men faktum er, at det burde være ligegyldigt, om du spiller med den ene 100-millioner-euro-mand eller den anden mod modstandere som Mexico, Sverige og Sydkorea. Ironisk nok er det derfor ikke Löws valg fra bænken, men snarere den kollektive fornægtelse af uroen og de grundlæggende problemer, der kostede Tyskland avancementet. Alligevel må Löw gå. Der er ingen veje fremad, ingen åbne døre, ingen tynde broer tilbage for Jogi at betræde, på trods af en kontrakt der løber til 2022. 

“Det er for tidligt for mig at forholde mig til det spørgsmål,” sagde han, tydeligt påvirket, i minutterne efter kampen i et interview, der allerede dagen derpå føles historisk. “Han skulle være gået efter 2014 - hvad mere havde han håbet på?” sagde Oliver Kahn i ZDF-studiet 10 minutter senere – og skulede olmt ned i pulten foran ham. Og sådan fortsatte aftenen, mens nationen forgæves ledte efter svar på spørgsmål man end ikke kunne formulere. 

Sandheden er, at Tyskland var noget så utysk som uforberedt. De interne problemer blev ikke taget alvorligt og de manglende præstationer blev afskrevet som afstikkere og anormaliteter, fra de første håbløse testkampe og helt indtil alvoren for alvor satte ind i det 90. minut mod de koreanske lilleputter. På intet tidspunkt blev der for alvor slået alarm, og dét – ikke den ene startopstilling eller den anden – blev enden på drømmen. Carry on and keep playing - lige indtil der ikke er mere at spille for.  

Tilbage står en slutrunde, der vil blive husket som en total fiasko. En historisk ringe præstation, med graverende mangler fra inderste til yderste led. Hvis fodbold er en kunstform, der manifesterer sig i et udtryk, så var Tysklands præstation ved dette VM et fingermaleri. Ikke et af den slags, hvor man med overbærende øjne genkender vage tegn på talent eller ideer, men snarere af den art hvor farverne er blandet for meget til et plumpt, sort-brunt sammenvælt på et sølle, krøllet stykke pap.

Formløst, formålsløst, planløst, håbløst – og end ikke med den bedste vilje pænt nok til en plads på historiens køleskabsdør. 

- David Barnwell, München 28. juni 2018.

Foto: Getty Images

Fodboldministeriet: Anekdote Special 4.0

Fodboldministeriet: Anekdote Special 4.0

VM Special # 49: Heja Sverige! Und Alles ist vorbei...

VM Special # 49: Heja Sverige! Und Alles ist vorbei...