Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Klumme fra St. Petersborg: De franske alvorsmænd besejrede tænkeren Roberto Martínez

Klumme fra St. Petersborg: De franske alvorsmænd besejrede tænkeren Roberto Martínez

Klumme: Morten Glinvad var til stede til VM-semifinalen mellem Frankrig og Belgien i St. Petersborg. Her beskriver han, hvad han så. Hør også klummen indlæst som en blogcast.

 

Af Morten Glinvad, Sankt Petersborg

Hvis Kylian Mbappé virkelig bliver en verdensstjerne for de kommende 10-15 år, vil jeg altid tænke tilbage på det øjeblik i VM-semifinalen i Sankt Petersborg med et smil. Det gik så stærkt, at jeg først troede, at mine øjne havde snydt mig. Men de langsomme gengivelser på monitoren bekræftede, hvor ekstraordinær en detalje der var tale om: Med højre fodsål skubbede Mbappé bolden ind under den venstre fod, der trak bagud og førte bolden nogle meter ind i det belgiske straffesparksfelt. Som havde han øjne i nakken fandt han Olivier Giroud, der fik sit forsøg blokeret.

Det var en detalje af den allerhøjeste kvalitet. Præsteret af en blot 19-årig spiller i sit livs største fodboldkamp. At Mbappé både havde fornemmelsen for Girouds løb bag ham, intuitionen til at finde på den usædvanlige aflevering og det tekniske niveau til at udføre det til perfektion, var det åbenlyse bevis på hans exceptionelle niveau og evnen til at kombinere det sublime og spektakulære med det effektive.

Kort forinden havde han med et godt løb og en præcis aflevering sat Antoine Griezmann i en god position. Og kort efter drejede han sig med en lynhurtig vending fri af Marouane Fellaini ude på højrekanten.

I de minutter i anden halvleg ejede Kylian Mbappé det imponerende Krestovskij Stadion på Krestovskij-øen i floddeltaet, der udgør en del af Sankt Petersborg. På det tidspunkt førte Frankrig 1-0 i VM-semifinalen mod Belgien.

”Han har ingen frygt i sit spil. Han minder mig om Henry og Trézeguet i 1998. Der er ingen grænser for, hvor langt han kan nå,” havde Marcel Desailly skrevet i den engelske avis The Guardian på kampdagen.

Mbappés aktion var det magiske øjeblik, men det var også undtagelsen, da det franske landshold spillede sig i den tredje VM-finale i historien. For Mbappé strålede kun i glimt, sådan som det har været gennem hele VM. Nok står han inden finalen som Frankrigs største offensive profil, men alligevel har han kun været det spektakulære krydderi. Historien om det franske VM og om semifinalen mod Belgien handler om et solidt og usentimentalt kollektiv, der har lagt de fine fornemmelser væk. Didier Deschamps er ikke kommet til Rusland som en revolutionær og nyskabende fodboldtænker. Han er kommet for at vinde VM med et hold bygget op om en stærk defensiv, hvor alle arbejder i kollektivets tjeneste. Og i det ligger i virkeligheden hans største bedrift med en trup spækket med store stjerner og en historie, der fortæller om et landshold, hvis opførsel i årene før Deschamps var en skamplet for nationen.

Det var et fransk hold i solid fremgang, der ankom til Sankt Petersborg. Det blege indtryk fra gruppespillet var erstattet af forrygende kontrafodbold mod et sårbart Argentina og en solid og mere spilstyrende præstation mod Uruguay i kvartfinalen. Deschamps havde efter en vis søgen fundet sit hold, og til semifinalen var eneste nyhed, at Blaise Matuidi var tilbage fra karantæne og genindtog sin position på den venstre midtbane fra Corentin Tolisso, der havde vikarieret i kvartfinalen.

Igen var formationen asymmetrisk med den løbestærke og arbejdsomme Matuidi på den ene kant og den gennembrudssøgende Mbappé på den anden, mens Griezmann havde sit udgangspunkt centralt bag Giroud.

Efter at VM tidligere i turneringen havde karakter af en global folkefest, var stemningen nu en anden. Hverken franskmænd eller belgiere var i nærheden af at præge bybilledet og tribunerne i samme grad, som de deltagende holds tilhængere har gjort tidligere i turneringen. I de afgørende kampe er stemningen mere alvorsfuld og andægtig. Og på de fine pladser var både Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Belgiens Kong Philippe og Dronning Mathilde til stede.

Efter de overraskende og i sidste ende succesrige taktiske ændringer i kvartfinalen mod Brasilien var det store spørgsmål på Krestovskij, hvad Roberto Martínez havde i ærmet denne gang. En time inden kampstart dukkede midtbanespilleren Moussa Dembélé op som den store overraskelse i startopstillingen, men stadig var det uvist, hvordan Martínez ville organisere sit hold.

Først da den uruguayanske dommer Andrés Cunha fløjtede opgøret i gang, og Kylian Mbappé med det samme satte af sted i et raid på højrekanten, begyndte brikkerne at falde på plads. Nacer Chadli var nede som højre back i stedet for den karantæneramte Thomas Meunier. Som udgangspunkt var der igen tale om en 4-3-3, men også denne gang med en række særlige Martínez-finesser.

Når belgierne havde bolden, skubbede Chadli højt op på banen i højresiden, mens Eden Hazard omvendt lod sig falde tilbage på venstrekanten, så han nærmest blev en wingback, og formationen mere lignede 3-4-2-1 med Fellaini og Kevin de Bruyne bag Romelu Lukaku.

Igen havde Martínez studeret sin modstander nøje og forsøgte at gøre den asymmetriske franske opstilling til en belgisk fordel: Når franskmændene ikke truede i deres egen venstre side, kunne Martínez godt lade Chadli gå højt op. Omvendt holdt venstrebacken Jan Vertonghen sig pænt tilbage, så han hele tiden var på plads og klar til at holde et vågent øje med Mbappé. Og samtidig søgte Martínez at udnytte, at Mbappé ikke arbejder meget i defensiven i højresiden ved at lade Hazard opholde sig i rummet bag ham med håbet om, at dribleren kunne blive isoleret i en række direkte dueller med Benjamin Pavard i stedet for at blive lukket inde på den centrale del af banen.

Hjernecellerne havde igen været på arbejde hos Martínez, der pustede på det franske korthus, hvor det så skrøbeligt ud, og prøvede at få det til at vælte. I begyndelsen så det lovende ud; belgierne havde et lille spillemæssigt overtag og fik den første store chance i opgøret, da Toby Alderweireld drejede rundt i feltet og tvang Hugo Lloris ud i fuld længde.

Men som halvlegen skred frem, fortonede det belgiske overtag sig. Med Dembélé som den værste synder begyndte belgierne at miste bolde i opspillet, så franskmændene kunne komme af sted i kontraangreb. Mbappé var under streng overvågning, men fik alligevel vist sin eminente klasse, da han spillede den fremstormende Pavard fri i feltet, så Courtois måtte ud i en flot fodparade.

Halvlegens sidste kvarter var ikke god for belgierne, mens Deschamps kunne konstatere, at hans hold stille og roligt havde arbejdet sig ind i det alvorsbetonede skakspil, der mere havde talt til hjernen end til maven.

Samuel Umtitis hovedstødsmål efter fem minutter af anden halvleg ændrede forudsætningerne for resten af opgøret. Umtiti løb væk fra Alderweireld og kom ind foran Fellaini, og som Lilian Thuram i 1998 blev en forsvarsspiller målscorer for Frankrig i en VM-semifinale.

Martínez flyttede rundt på sine brikker og bragte flere offensivspillere ind og prøvede at sætte tryk på franskmændene. Men Ngolo Kanté var som altid en effektiv oprydder, der lukkede rummene foran det fremragende midterforsvar med Umtiti og Raphaël Varane. Og på backpositionerne var både Pavard og Lucas Hernández påpasselige.

Og når Fellaini gik højt op på banen, fulgte Paul Pogba ham hele vejen ned i den franske bagkæde for at tage kampen op med klubkammeraten fra Manchester United i luften. Pogbas VM har illustreret det franske holds fokus på kollektivet. Hvor han i United har haft et anspændt forhold til José Mourinho, der ser taktiske mangler hos midtbanespilleren, har han i Rusland arbejdet i holdets tjeneste. Det samme gælder Griezmann, der har taget disciplinen med fra Atlético Madrid og både imponerede med sin arbejdsindsats og sit spil mod Belgien. Helt fremme er Giroud blevet for Frankrigs 2018-VM, hvad Stéphane Guivarc’h var i 1998: En målløs angriber, der alligevel bliver fastholdt i startopstillingen, fordi han har kvaliteter, der gavner holdet.

Belgien kom ikke for alvor i nærheden af en udligning, og i overtiden var franskmændene tættere på at udbygge føringen, end belgierne var på at udligne.

Da det hele sluttede, dannede Deschamps rundkreds med de øvrige medlemmer af trænerstaben, inden han respektfuldt gav hånd til modparten Martínez. Igen havde den spanske tænker forsøgt at påvirke udfaldet ved at justere på brikkerne, men denne gang havde han ikke samme held som mod Brasilien.

”En dødbold afgjorde kampen, så tæt var det. Frankrig prøvede at spille på kontra med Mbappé og Griezmann, men det kontrollerede vi godt. Det var jeg glad for at se. Jeg så ikke et eneste godt kontraangreb mod os,” sagde Martínez efter slutfløjtet.

”Vi må give kredit til Frankrigs forsvar. De forsvarede dybt og viste os respekt. I dag kunne vi ikke finde magien foran målet,” fortsatte han.

Men ud over Mbappés store aktioner var dette ikke en aften spækket med fodboldmagi. Det var en alvorlig og fortættet aften, sådan som en VM-semifinale skal være det, mellem to hold, som på hver deres måde har spillet et stort VM.

Belgien tog med kvartfinalesejren over Brasilien et stort skridt mod verdenstoppen, men spørgsmålet er, om det skulle have været nu, at denne stærke generation skulle have nået en finale. Sådan en nåede Frankrig allerede i 2016, hvor Deschamps’ afventende spillestil i nogen grad kolliderede med forventningerne på hjemmebane. Dengang endte det traumatisk i den forlængede spilletid mod Portugal i den store finale.

”Det var så smertefuldt den aften. Derfor ville vi smage sejren i aften, men det er ikke nok at vinde en VM-semifinale. Den vigtigste kamp er på søndag,” sagde Deschamps.

”Vi var pragmatiske og realistiske. Vi mødte et godt belgisk hold, som havde bedre kontrol over spillet, end vi havde. Men vi var i stand til at ramme dem, og vi kunne have ramt dem mere. Mine spillere var forberedt på ethvert scenarie,” fortsatte den franske landstræner, der med sejren i Sankt Petersborg blev den fjerde i historien, der både har nået en VM-finale som spiller og træner efter Mário Zagallo, Franz Beckenbauer og Rudi Völler.

Deschamps løftede trofæet i Paris som anfører dengang i 1998. Nogle måneder senere blev Kylian Mbappé født, og med teenageren som det nye stjerneskud på toppen af et solidt, troværdigt og mere og mere velfungerende kollektiv kommer Frankrig givetvis til at have favoritrollen på søndag på Luzjniki – lige meget om modstanderen hedder Kroatien eller England.

Foto: Getty Images

VM Special # 63: Football came home - men sensationen Kroatien er klar til VM-finalen

VM Special # 63: Football came home - men sensationen Kroatien er klar til VM-finalen

VM Special # 62: Allez les Bleus - kyniske Frankrig er finaleklar

VM Special # 62: Allez les Bleus - kyniske Frankrig er finaleklar