logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Professionel fodbold i et land uden penge

Mediano Sócrates: Professionel fodbold i et land uden penge

Malawis skrantende økonomi har vidtgående konsekvenser for landets mest populære sportsgren, fodbold. For hvordan spiller man professionel fodbold uden penge? Ved et tilfælde havnede jeg på grønsværen med Malawis største fodboldstjerner.  

person.jpg

Af Buster Emil Kirchner, studerende i religionsvidenskab og deltager på Mediano Sócrates

et eller andet logo.png

Jeg befinder mig i Malawis kommercielle hovedstad, Blantyre. Min tre uger lange ferie har jeg dedikeret til landet, som de lokale stolt kalder for ’The Warm Heart of Africa’. Til dagligt har jeg base i nabolandet Zambia, hvor jeg er tilknyttet et skoleprojekt, men da eleverne på skolen bliver sendt på ferie, ser jeg mit snit til at krydse grænsen mod sydøst og udforske Malawis storslåede bjerge, smukke bugter og elskværdige lokalbefolkning.

Modsat den diplomatiske hovedstad, Lilongwe, som ikke er meget andet end en gigantisk, støvet landsby, er der noget charmerende og atypisk afrikansk over Blantyre. De brede boulevarder, små skyskrabere og fornemme restauranter giver byen et nærmest vestligt strejf. Som min højtelskede Lonely Planet-guidebog lettere kuriøst beskriver byen: ”Cheeper than London and cleaner than Paris”.

Selvom man måske kunne fristes til at tro det, er jeg dog langt fra den første dansker til at besøge hverken Blantyre eller Malawi. Da den daværende danske udenrigsminister Per Hækkerup i 1966 deltog i fejringen af Malawis selvstændighed, blev han så skuffet over kvaliteten på de lokale øl, at han lovede den malawiske præsident, at han ville bede Carlsberg åbne et bryggeri i det sydøstafrikanske land.

To år efter åbnede bryggeriet, og nu, mere end 60 år senere, pryder Carlsbergs logo enhver tænkelig beverding og restaurant i Malawi, ligesom øl-giganten lægger navn til den malawiske pokalturnering, Carlsberg Cup.

Fodboldens magnetiske kraft

Lidt småtilfældigt finder jeg frem til, at der hver onsdag er guidet rundvisning på landets største Carlsberg-bryggeri, så en tidlig onsdag eftermiddag sætter jeg kurs mod bryggeriet. Jeg kommer dog aldrig så langt.

For en vestjyde, der er vokset op med Esbjerg Idrætsparks beskedne pretiøsitet i baghaven, er Kamuzu Stadium et storslået fodboldstadion. Gammelt og slidt, nærmest faldefærdigt står denne enorme betonklods og skæver majestætisk ud over det kuperede landskab. Hurtigt glemmer jeg alt om besøget på bryggeriet.

Fortvivlet trasker jeg rundt om stadion på små, kringlede jordstier og spørger uden held et par forbipasserende om vej. Der findes intet mere uforløst i denne verden end at se et fodboldstadion udefra. Jeg må ind!

IMG_1084.jpg

Kamuzu Stadion er er et fodboldstadion, der har været centrum for skiftende politiske dagsordener i Malawi. Da stadionet blev opført i 1964, blev det døbt Rangely Stadion, opkaldt efter den daværende kolonimagt Englands Civil Servant, William Rangel. To år senere, da Malawi i mellemtiden var blevet selvstændigt, ændrede man navnet til Kamuzu Stadium, opkaldt efter landets første (og hidtil længst siddende) præsident Kamuzu Banda. I 2014 afviklede den nuværende, hårdt kritiserede præsident, Peter Mutharika, sin indvielsesceremoni på det berømte stadion.

En gruppe unge kvinder i hvide t-shirts med kristne budskaber printet på maven guider mig ind gennem en snæver smøge, jeg aldrig havde fundet uden deres hjælp. Først højre, så til venstre og op ad en lille trappe, inden jeg er indenfor på det enorme fodboldstadion. Endelig!

Mine øjne overvældes af de store, enkeltstående betontribuner. Det forventede knastørre græstæppe er til min store overraskelse erstattet af en kunststofbane. Den grønne maling, der engang har været flot og farverig, er for længst skallet af. Der er store huller i hegnet, der omringer banen.

En gruppe skoleelever leger højlydt på tribunen til højre for mig. De små legesyge drenge og piger løber rundt i alle retninger, mens læreren råber, fægter med armene og forgæves forsøger at holde styr på tropperne. På et tribuneafsnit længere nede er en flok voksne fodboldspillere i færd med at klæde om. Der er ikke mange Carlsberg-maver at spore hos spillerne, som tværtimod er ret veltrænede. Måske de kan gøre mig klogere på malawisk fodbold?

I fint selskab

En lille håndfuld spillere småsludrer, mens de langsomt iklæder sig deres røde træningstøj. Det er ikke mange fodboldklubber i Malawi, der har råd til at udstyre sine spillere med træningstøj, når jeg at tænke, mens jeg nærmer mig flokken. Der grines og pjattes, men det hænger tykt i luften, at der er noget på spil. Noget alvorligt. Flere spillere kommer til. I Malawi er man ikke så reserverede, så det føles meget naturligt, da jeg hilser på spillerne og sætter mig ved siden af dem i skyggen på betonbænken. Alligevel bliver jeg en smule overrasket og på grænsen til starstruck, da holdets målmand, Vincent Steven Gona, fortæller mig, hvilken klub spillerne tilhører: Nyasa Big Bullets FC.

Den malawiske storklub, jeg få dage forinden havde betalt penge for at overvære i hovedstaden Lilongwe. Med 13 nationale mesterskaber og et hav af pokaltitler har Maulle, som klubben kaldes på lokalsproget chechewa, vundet flere titler end nogen anden klub i landet. I 2004 nåede man sågar den fornemmeste kontinentale klubturnering, CAF Champions League, hvor man dog ikke formåede at avancere fra gruppespillet. Historisk set har den malawiske regering haft et godt forhold til klubben. I 2003 købte den daværende præsident Bakili Muluzi den hæderkronede klub og omdøbte den Bakili Bullets. I dag er klubben dog ejet af pengestærke Nyasa Manufactoring Company og har fået sit oprindelige navn tilbage. Det fortæller Andrew Chilapondwa, som er Senior Sports Journalist for Malawi24 og følger malawisk fodbold på tætteste hold:

- Hvis Bullets spiller i Mzuzu (Malawis tredjestørste by red), er det sådan, at Mzuzu Stadium er hjemmebane for Bullets. Som et resultat heraf, har Bullets en kæmpe fanbase overalt i landet. Jeg har mødt folk i øde egne af Malawi, som aldrig har været i Blantyre eller overværet en Bullets-kamp, men som støtter klubben.

”Du kan bare træne med”

Idet jeg overværede Nyasa Big Bullets besejre Kamuzu Barracks FC i den malawiske pokalfinale, begynder jeg at kunne genkende enkelte spillere. Jeg fortæller spillerne, at jeg var til stede i Lilongwe, hvor Big Bullets for øjnene af et propfyldt Civo Stadium løftede pokalen, og langsomt men sikkert går det op for spillerne, at min interesse for dem – og malawisk fodbold – på ingen måde er påtaget.

IMG_1108 (1).JPG

Angrebsstjernen Mohammed Sulumba, et stort brød af en klassisk tankcenterforward, møder ind. Fjoget og storsmilende giver han håndtegn til holdkammeraterne på betonbænken, inden han smider sportstasken fra sig og begynder at trække i træningstøjet. Det er omklædningsrumsstemning, når det er bedst. Da han kommer til sidste mand på betonbænken, mig – en ukendt mzungo – kigger han først en smule overrasket på mig, inden jeg som de øvrige spillere får et hjertevarmt håndtryk og et stort smil.

Ikke lang tid senere ankommer Fisher Kondowe. Ustyrlige dreadlocks under et Jamaica-farvet hårnet er det første, der springer i øjnene. Den karismatiske 42-årige fanfavorit bliver budt velkommen med jokes og tilråbet: ”Jah Man”, hvilket skyldes den aldrende kantspillers åbenlyse fascination af Rastafari-bevægelsen.

Og det er en surrealistisk situation. Forestil dig, at en turist i Danmark vader direkte ud til FC Københavns træningsanlæg på Peter Bangs Vej og falder i snak med Victor Fisher og Andreas Bjelland. Nej vel?

Selvom jeg hjemmefra har lært, at man skal være ydmyg, når man møder nye mennesker, så får jeg over for spillerne nævnt, at ”I am a baller myself”. Det er sådan set heller ikke løgn, da jeg indtil for nyligt har spillet Danmarksseriefodbold. Jeg fortæller naturligvis ikke spillerne, at min største løncheck består af kørepenge fra Esbjerg til Varde, men det indgyder øjeblikkeligt respekt hos spillerne, at jeg kender til fodboldens verden.

Vi går fra tribunen og ned til banen. Et par af spillerne varmer op på egen hånd. Jeg begynder at jonglere med et par af de andre spillere, og til mit held spiller teknikken bare 100 procent i dag. Sportsdirektøren hedder Rahim Ishamel, er iført hvid skjorte og har en tydelig autoritet over sig. Han spørger, om jeg ikke bare vil træne med? Ganske tilfreds med det meget pludselige tilbud påpeger jeg, at jeg hverken har støvler eller træningstøj med til træning. Ikke mange af spillerne ejer mere end ét par støvler, og det virker urealistisk at skaffe et par med så kort varsel, så træningen starter uden min deltagelse. Øv!

Vincents dystre fremtid

Jeg ender med at lave fysisk træning med holdets langtidsskadede målmand, Vincent Steven Gona, mens de resterende spillere er påbegyndt træningen. Vi har ikke kendt hinanden i mere end to minutter, da Vincent og jeg ligger på sidelinjen og laver mave- og armbøjninger. Han stønner, puster og griner af mig, når jeg ikke kan tage flere armbøjninger end ham. Det har ikke just gavnet min form, at øl i Malawi kun koster tre kroner.

IMG_1096.jpg

Da Vincent til min store lettelse endelig lader mig slippe for flere modbydeligt hårde øvelser, er min t-shirt våd af sved. Vincent klapper mig anerkendende på ryggen. Mens vi fra sidelinjen iagttager den igangværende træning, beretter målmanden begejstret om landskampe med fyldte tribuner og dramatiske begivenheder. Han fortæller om kampe mod Didier Drogba og Samuel Eto’o, inden han pludselig bliver helt stille. Melankolsk skæver han ud over træningsbanen, hvor holdkammeraterne er begyndt at spille 11 mod 11. Det er tydeligt, at Vincent savner rampelysets skær. En drilsk knæskade har holdt ham ude af spillet i snart fire måneder, og i mellemtiden har den otte år yngre målmand, Ernest Kakhobwe, erobret pladsen mellem stængerne. Kakhobwe er også blevet fast mand på landsholdet, så Vincents fodboldfremtid ser dyster ud. Om et par måneder har han kontraktudløb, og han er bekymret for, om Nyasa Big Bullets vil forlænge hans kontrakt.

De store kontrakter hænger ikke på træerne i malawisk fodbold i, og mange af klubberne i TNM Super League – landets bedste fodboldrække – kører på dampene. For nyligt blev Nchalo United tvangsnedrykket midt i sæsonen, da de i en længere periode ikke havde udbetalt løn til deres spillere, fortæller Andrew Chilapondwa:

- Den økonomiske situation i Malawi bliver kun værre. Klubberne må ty til alternative metoder, såsom at søge penge via sociale medier. Det er det, der sker lige nu. Jeg frygter, at selv de store klubber i fremtiden vil få økonomiske problemer.

Selv de største klubhold i Malawi underbetaler sine spillere, og på rygtebasis forlyder det, at også det malawiske fodboldforbund ikke betaler landsholdsspillerne, når de går fra banen uden sejr. Da Be Forward Wanderes, Malawis næststørste fodboldklub og Big Bullets’ største rivaler, forrige år offentliggjorde deres budget, kom det frem, at enkelte spillere tjener under 300 kroner om måneden.

Møder egne fans i bussen

Cheftræner Mabvuto Lungu fløjter højlydt i fløjten. Træningen er slut. Spillerne trisser langsomt over mod sidelinjen, hvor Vincent og jeg holder til. Alvoren fra det højintense 11 mod 11-spil er erstattet af en løssluppen atmosfære. Hvad der sker på banen, bliver på banen. Et par af spillerne smågriner, snakker og har svært ved at lytte efter, mens cheftræner Lungu samler flokken i en rundkreds og på lokalsproget chichewa afrunder træningspasset med en lille tale. Cheftræneren ignorerer spillernes kådhed, inden han afslutter sin monotone talestrøm. Der klappes rituelt.

Jeg følges med spillerne ud af stadion på de kringlede jordstier. Pludseligt kommer en bil kørende bagfra. Bag rattet i den bulede, gamle Peguout sidder Fisher Kondowe, holdets absolutte stjernespiller, iført store solbriller. Det må være den malawiske Cristiano Ronaldo, er min første tanke. Fisher Kondowe åbner vinduet og råber grinende efter en gruppe holdkammerater, som nærmest ekstatisk begynder at kravle ind i bilen, mens den stadig triller.

Fisher Kondowe er den eneste i Big Bullets-truppen, der har en bil, fortæller en af holdets mere profilerede spillere, midtbanekreatøren Henry Kabichi. Fisher har tidligere optrådt i sydafrikansk fodbold, hvor lønningerne er på et helt andet niveau end i Malawi. Henry og de resterende spillere, der ikke er lykkes med at kravle ind Fishers bil, benytter sig i stedet af de små, lokale minibusser, som præger bybilledet overalt i Blantyre. Minibusserne er ofte så slidte, at de udgør en decideret sikkerhedsrisiko, og så er det ikke sjovt at møde en gruppe inkarnerede fans i bussen, når man lige har tabt en vigtig kamp, siger Henry, mens vi nærmer os asfaltvejen.

Her skilles vores veje. Henry og de øvrige holdkammerater stiller sig i vejkanten og venter på, at en af de utallige minibusser ruller ind til siden. Inden jeg tager afsked med gruppen og vender snuden tilbage mod mit hostel, spørger Henry, om jeg deltager i morgendagens træning? Jeg kan købe støvler på markedet, siger han og tilføjer, at det også er der, han selv køber sine støvler.

IMG_1104.JPG

På markedet

Vi er midt i regnsæsonen og sorte, tunge skyer lurer i horisonten. I håbet om at erhverve mig et par fodboldstøvler, har jeg sat vækkeuret til tidlig søndag morgen for at tage på markedet i bydelen Limbe. Modsat det finkulturelle downtown er her ingen høje bygninger, eksklusive restauranter eller småbuttede, jakkesæt-klædte mænd.

Under tynde bliktage sidder gamle kvinder på små skamler og sorterer jordnødder. To mænd i lasede skjorter spiller dam på en ternet, hjemmelavet træplade med Fanta- og Coca Cola-kapsler som brikker. Muskuløse, trøjeløse, unge mænd med trillebørsagtige ladvogne powerwalker med jævne mellemrum forbi med tomater, kartofler og vandmeloner. Sveden hagler af mændenes kroppe, men det er et livsvilkår, hvis sulten skal holdes for døren.

Her handles for at overleve. 50,7 procent af Malawis befolkning lever under FN’s fattigdomsgrænse, og tallet ser ikke ud til at falde. Malawi har en enorm gæld og er samtidig dybt afhængig af udenlandsk bistand. Den trængte malawiske regering forsøger ihærdigt at bekæmpe den stigende inflation og fattigdom ved at investere i sundhed og uddannelse. I statsbudgettet er landets nationalsport – ikke overraskende - blevet nedprioriteret, fortæller Andrew Chilapondwa:

- Uden et politisk fokus på fodbolden, fungerer intet. Regeringens økonomiske støtte til fodbolden er for lille. Fodbold er ikke en prioritet i Malawi. En tidligere finansminister har endda udtalt, at man ikke bør satse på fodbolden.

Heldigvis har et par ivrige handelsmænd prioriteret fodbolden lidt højere end den malawiske regering. I den allerfjerneste afkrog af markedet finder jeg afdelingen for fodboldstøvler. På et aflangt træbord har sælgeren linet en lang række fodboldstøvler op. Det er secondhand fodboldstøvler af forskellig kvalitet, formentligt fra Europa. Ivrigt fremviser han støvlerne uden at tænke nærmere over, om de nu også passer mig. Jeg trækker mig til sidst sejrrig ud af en længere forhandling om et par sølvgrå Nike-støvler. Så er jeg klar til træning!

Trætte lunger og fuldtræffere

Sprint til første kegle. Baglæns tilbage. Sprint til næste kegle. Baglæns tilbage. Hele tiden hurtigere, hurtigere, hurtigere!

Solen bager ned over den overophedede kunstgræsbane på Kamuzu Stadium. Mine lunger hænger halvvejs ude af halsen på mig. Et kort øjeblik begynder jeg at frygte for, om jeg overhovedet kommer igennem træningen. Efter en rolig opvarmning, hvor stemningen stadig var høj, tog assistenttræneren over. Nu bliver der ikke snakket meget. De første par ture var intet problem for mig, men lynhurtigt bliver benene tunge. Man laver da for fanden ikke intervalløb midt i sæsonen? Et par af spillerne slacker lidt på det og skærer hjørner, men jeg vil ikke vise svaghed, så jeg ignorerer syren i benene og fortsætter ufortrødent rundt mellem keglerne, mens assistenttræneren gejler mig fra sidelinjen. De øvrige spillere skæver til mig, men jeg spiller overskudsagtig og håber inderligt på, at min drivvåde t-shirt ikke afslører, hvor træt jeg egentlig er.

Efter et kvarter med fuld knald på, har jeg allerede fået opbygget den der klamme, tørre fornemmelse i halsen. Hungrende efter vand opdager jeg, at ingen af de andre spillere drikker vand under træningen, så jeg dropper at spørge efter det. Er vandet sparet væk eller hvad?

Gudskelov er næste øvelse med bold. Vi går ned til det ene mål, hvorefter vi bliver opdelt i tre grupper. Trænerne kommunikerer udelukkende på chechewa, så jeg aner intet om, hvad der foregår. En gang imellem spørger jeg Henry eller en af de andre spillere, som så oversætter for mig. Fisher Kondowe går ned mod kanten af feltet og bliver efterfulgt af en håndfuld spillere. Tilsvarende går Henry mod højre og bliver fulgt af en gruppe spillere. Keeperne er ved at tage handsker på inde i målet. Det lugter af skudtræning!

Jeg er havnet i gruppen af spillerne, som skal placere sig midt for mål. Øvelsen er egentlig ret simpel. Kantspilleren skal gå til baglinjen og slå et indlæg ind i feltet, hvorefter angriberen – i dette tilfælde mig - skal løbe i boksen og sparke bolden i nettet.

Den ellers simple øvelse udvikler sig hurtigt til at blive fuldkommen kaotisk. Der er absolut ingen køkultur, og den systematik, træneren instruerede, er for længst ødelagt. Enkelte spillere skyder enormt meget, mens andre spillere slet ikke sparker på mål. En forsvarsspiller med afrohår har helt opgivet øvelsen og har sat sig ned bag målet. Normen er, at man skal anskaffe sig bolden hurtigst muligt, efter man har afsluttet, så man kan forsøge sig igen. Det er egentligt ikke så mærkeligt, idet der kun er otte bolde til rådighed. Fire af boldene er tilmed af så ringe kvalitet, at spillerne bevidst undgår dem. Ikke engang Malawis største fodboldklub har en stabil økonomi, fortæller Andrew Chilapondwe:

- I 2016 introducerede Football Association of Malawi (FAM) det såkaldte Club License, hvor et af kravene til klubberne var, at man kunne fremvise en vis økonomisk stabilitet, men dagen efter at licenssystemet blev indført, kom det frem, at Big Bullets havde finansielle problemer og ikke kunne efterleve de krav, der blev stillet. Selvom Big Bullets er en succesfuld fodboldklub, så ejer de ikke deres eget stadion. De har sågar ikke deres egne faciliteter.

Afrikanske fodboldspillere har ikke for vane at være blandt de bedste i afslutningsspillet, så i skudtræningen falder jeg ikke igennem. Jeg laver et par ret flotte kasser, som bliver efterfulgt af anerkendende kommentarer fra flere af spillerne, og generelt rammer jeg målet på de fleste af mine afslutninger. Efter øvelsen kommer en holdleder endda på banen med vanddunke, og i et kort øjeblik føler jeg mig helt ovenpå!

Fortjener bedre

Efter den kaotiske skudtræning bliver vi inddelt i to hold og guidet ned i den anden ende af banen. Nu er det tid til en slags zonespil, hvor det gælder om at have possession, og her viser spillerne en helt anderledes kvalitet.

Jeg må erkende, at det hurtige pasningsspil langs jorden, det høje tekniske niveau og de fysisk stærke spillere er et niveau eller to over det, jeg er vant til fra Danmarksserien. Fra min position i højre side af banen bliver mit eneste fokuspunkt hurtigt at aflevere bolden til nærmeste mand og undgå de store fejl. De er sgu dygtige, de her spillere! Alligevel får jeg i et par situationer mistet bolden, hvilket prompte bliver påpeget af mine holdkammerater, som lader mig forstå, at de ikke er tilfredse med mit spil. Det er dejligt, at jeg ikke får særbehandling, når jeg at tænke, mens jeg tørrer sveden af panden og lunter tilbage på min plads på kanten.

Da vi ikke lang tid senere færdiggør possession-spillet, samler træneren os. Det er tid til 11 mod 11, og da jeg ikke bliver udtaget til nogle af holdene, tolker jeg det som om, at min træning er slut for i dag. Træt, men samtidig ganske tilfreds med at deltage i træningen med de profilerede spillere, trasker jeg ud af banen og tager mine nyerhvervede støvler af. De har forårsaget et par halvstore vabler. Sportsdirektør Ishamel og et par andre delegerede sidder tilbagelænede på små plasticstole og småsnakker. Jeg sætter mig ved siden af Ishmael, igen i dag iført hvid skjorte. De har ikke mange kommentarer til mit spil på banen. Ishmael retter blikket mod banen og kniber øjnene sammen, som om han vil fortælle mig noget vigtigt. Han peger ind på banen. Han beder mig om at holde øje med en ung forsvarsspiller.

IMG_1097.jpg

Jeg har noteret ham undervejs. Med et godt touch på bolden og et køligt overblik, skiller John Lanjesi sig ud fra mængden. Med sine blot 22 år har den dygtige forsvarsspiller fremtiden foran sig, og hvis Nyasa Big Bullets efter fire års fravær atter skal tilbage i Afrikas bedste fodboldturnering, CAF Champions League, kan Lanjesi meget vel gå hen og blive en nøglespiller.

Uheldigvis er John Lanjesi dog undtagelsen, der bekræfter reglen. Når snakken falder på talentudvikling, har de malawiske klubber nemlig lang vej igen, fortæller Andrew Chilapondwe:

- Vores strukturer for talentudvikling er rigtig dårlige. Vi har få akademier her i landet, og vi kan ikke producere talenter. Klubberne gør ikke nok for at udvikle deres bedste unge spillere. Alle 16 klubber i den bedste række er udfordrede. Man ser dygtige spillere rende rundt på U17, U20 eller sågar U23-holdet, men to år senere tænker alle: ”Hvor blev spilleren af?”. Vi har simpelthen ikke de fornødne strukturer, hvilket betyder, at vi stadigvæk ser gamle genbrugsspillere i ligaen.

Tvivlsomt håb

Jeg lunter tilbage på banen i strømpesokker. Jeg var en del af træningen, så jeg vil selvfølgelig også deltage i udstrækningen. I Danmark er udstræk oftest overladt den til enkelte, men her er det et kollektivt gøremål, hvor spillerne synger små sange og laver øvelserne i takt.

I min fascination af det høje humør og de rytmiske udstrækningsøvelser glemmer jeg alt om det store fysiske fokus, der har præget træningen fra start til slut. Selvfølgelig slutter vi ikke bare af med udstræk, men også mavebøjninger og en krydret variant af den klassiske planke. Hurtigt er sveden tilbage på panden! 

Efter træningen kommer flere af spillerne forbi og vil snakke. En ung reservemålmand vil have mine støvler, og en anden vil have mig til at skaffe ham en kontrakt i Europa og spørger ind til, hvordan niveauet er i Europa. Det er ikke så mærkeligt, at spillerne drømmer om en karriere udenfor Malawis grænser. Nyhedsmediet Malawi24 kunne tidligere på året berette, at den bedst betalte spillere i ligaen – Peter Wadabwa fra Be Forward Wanderes – tjener i omegnen af 3500 kroner i måneden.

I morgen skal jeg på bjergvandring i den sydlige del af Malawi, inden jeg om få dage vender retur til mit arbejde på skolen i Zambia. Besøget på Carlsberg-bryggeriet må blive en anden god gang.

For Nyasa Big Bullets’ spillere betyder morgendagen en ny træning. Endnu en træning, hvor de må transportere sig med bussen, og endnu en træning, hvor boldnettet blot indeholder otte bolde.

Den malawiske regering har større problemer end utilfredse, underbetalte fodboldspillere at tage sig af, og virksomhederne vil ikke investere i fodbold. Det er for risikabelt, slutter Andrew Chilapondwe:

- Jeg tvivler på, at malawisk fodbold går en lys fremtid i møde, men der er håb. Alt har at gøre med vores finansielle status her i landet.

Alle billeder er taget af Buster Emil Kirchner

Mediano Preview - Det kan godt være, at Superligaen ikke er verdens smukkeste liga, men spændingen slår lige nu det meste

Mediano Preview - Det kan godt være, at Superligaen ikke er verdens smukkeste liga, men spændingen slår lige nu det meste

Nu flytter Superligaen ind i 'Det taktiske værksted'  - første stop er AaB

Nu flytter Superligaen ind i 'Det taktiske værksted' - første stop er AaB