logo.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Mellem struktur og anarki - Gasperinis Atalanta

Mediano Sócrates: Mellem struktur og anarki - Gasperinis Atalanta

Det blå-sorte hold fra Bergamo har indtaget toppen af italiensk fodbold og Champions League, med en spillestil der taler til fodboldfeinschmeckerne. I spændet mellem struktureret kantspil, og anarkistisk mand-mand-pres, er holdet blevet et af Europas mest underholdende.

person.jpg

Af Michael Kjær, u-træner i FC Nordsjælland og deltager på Mediano Sócrates

logo_test.png

I aften spiller Atalanta og Manchester City mod hinanden. Det er samtidig et opgør mellem Europas to mest underholdende mandskaber. Det er i hvert fald de to hold, der har scoret flest mål af alle hold i Europas fem bedste ligaer, hvilket ikke er tilfældigt. Det er også de to hold, der ifølge StatsBomb skaber flest chancer, når man måler på den populære Expected Goals-skala. 

Det er ikke så overraskende med Manchester City. Dem kender vi godt. Ja, Pep Guardiola har efterhånden fået en slags helgenstatus, som ham, der er sendt ned til os dødelige for at forkynde, hvordan den gyldne opskrift på spillet lyder. Så dem lader vi for en gangs skyld være. 

Atalanta derimod er debutant på Europas største lærred, og det er ikke fordi de har haft nogen eventyrlig jomfrurejse ind i det forjættede land. Efter de første tre kampe, står der stadig et rundt nul ved pointtavlen, og alt andet end tre point i aftenens kamp på den lånte hjemmebane, San Siro, vil være afslutningen på et kort Champions League-eventyr. 

Det er ikke utænkeligt at City gør arbejdet færdigt, og sikrer sig selv et tidligt videre avancement. Men selv hvis det skulle ske, så er der alt mulig grund til fortsat at beskæftige sig med dette Atalanta-hold. Det er hvad jeg selv har gjort i de sidste tre år, hvor holdet fra Bergamo er blevet min egen personlige Serie A-darling.

Det har, selvfølgelig, en stor del med selve Atalanta-holdet at gøre, som jeg nok skal komme ind på. Men det har også noget at gøre med min egen udvikling som fodboldseer. For i takt med at udbuddet af fodbold er eksploderet, er jeg begyndt at se mindre fodbold. Jeg har ellers prøvet en af de der søndagsmaratoner, hvor der kører bold på skærmen fra middagstid til midnat, og aldrig har jeg følt en større afsky for fodboldspillet.

Ved fjerde eller femte kamp stirrede jeg mig blindt på ensformigheden, den makabre boldomgang og de mange indholdsløse forsøg på at sætte angreb sammen, som fremstod så latterlige, fordi de alligevel intet førte til. Jeg resignerede og gav spillets fjender ret i, at fodbold var et stærkt fordummende spil. I realiteten var det ikke andet end frådseri, det 21. århundredes stærkeste dødssynd. Som med ethvert andet overforbrug, mister man glæden, når mådeholdenheden løber løbsk. Det er ikke muligt for et menneske, er min påstand, at se tolv timers fodbold i træk. 

For mit vedkommende har det derfor handlet om at sætte begrænsninger op. At vælge sine kampe - i bogstaveligste forstand. Og når det kommer til fodbold, så er jeg en simpel mand med en simpel smag; jeg vil have det bedste. Jeg er ikke nogen “fodbold-hipster”, for jeg gider ikke middelmådighedens fodbold. Så hvorfor se Dynamo Dresden, hvis ikke de har noget interessant at byde ind med?

Men mit personlige forbud gælder også blandt topklubber. Jeg undgår Manchester Uniteds kampe, fordi de er så krampagtigt ringe at kigge på.  Det er ikke noget totalitært standpunkt, men jeg anerkender, at det er elitært, grænsende til det snobbede. Men det skyldes også, at jeg som fodboldfan er større fan af spillet end af kulturen. Det er en anomali, og man hurtigt fremstå som et følelseskoldt og kynisk menneske, der glemmer fodboldens iboende emergens og alt det der.

Så enkelt kan man dog ikke konkludere, for jeg tillægger selvfølgelig kulturen betydning. Jeg tillægger blot spillet større betydning. Jeg har eksempelvis aldrig forstået dem, der påpeger, at fodbold intet ville være uden dets fans, når det i grunden forholder sig præcist omvendt. Fans ville intet være uden fodbolden, hvorimod fodbolden absolut kan bestå uden fyldte tribuner. Fodboldspillet er det samme uanset om det er Champions League eller Serie 5, hvor jeg selv til tider optræder. 

Af denne grund tilhører jeg også den lille minoritet, som hovedsageligt er positivt indstillet over for moderne fodbold. Det betyder ikke, at jeg ikke anerkender, at der er bivirkninger, som ikke er sunde for sportsgrenen, men alt i alt har fodboldens tilstand aldrig været bedre end den er anno 2019. Se bare hvordan Champions League i dag med afstand er den mest underholdende sportsbegivenhed på jordkloden. Det er et show uden lige, hvor den ene legendariske knock-out kamp bliver overgået af den næste. Hvor en 3-0 føring ikke er ensbetydende med avancement, men hvor fodboldens uforudsigelighed, sportens kardinalpunkt, har nået sit klimaks. Det kan jeg kun bifalde. Ja, selv Red Bull-skolen, som for mange er legemliggørelsen af fodboldens uskyldstab, kan der siges meget positivt om.

Jeg ved godt, at jeg betræder et blasfemisk territorium her, men kig bare på top-8 i Bundesligaen. Fire af de otte trænere har en fortid eller nutid i en af RB-klubberne. Red Bull har smidt en masse penge ind i fodbolden, og det er ikke alt sammen lige charmerende, men de har også skubbet fodbolden i den rigtige retning, og bærer en stor del af ansvaret for, at spillet på banen konstant bliver en større oplevelse for os fans. 

Jeg beklager, at jeg tog et skarpt højresving for at køre ned af denne tirade. Tilbage på sporet, så vælger jeg altså mine kampe, og det gør jeg ud fra, om de har fodboldmæssig værdi. Der kan komme mange ting i spil. Sidste år holdt jeg eksempelvis stædigt fast i at skulle se Holstein Kiels kampe fra 2. Bundesliga, fordi deres positionelle rotationer var så ekstreme, at de til tider spillede uden centerforsvarere. I sommer skiftede deres træner så til Stuttgart, så nu er det dem jeg ser, mens jeg ikke længere ser Holstein Kiel. 

Der er dog enkelte konstanter, som jeg hver uge prøver at prioritere. Gian Piero Gasperinis Atalanta har været en af disse. Gasperini kom til klubben i 2016, og mit kendskab til både ham og Atalanta var begrænset. Det eneste jeg vidste om Gasperini var, at han havde været træner i Inter. Hans eneste topjob, og et job han kun havde i fem kampe før Massimo Moratti fyrede ham. Gasperini er ellers en moderne træner i den forstand, at hans spillerkarriere ikke er nogen prangende historie, mens trænerkarrieren startede i Juventus’ ungdomsafdeling, hvorfra han gennem årene steg i hierarkiet og til sidst endte med et cheftrænerjob i Crotone. Da han scorede stillingen i Inter var han derfor anset som et trænertalent, men fadæsen i Milano, og et par trænerfyringer i bl.a. Palermo, stemplede ham som en træner, der ikke kunne begå sig på den største scene. 

I 2016 ankom han så til Bergamo og til et hold, som det var forventet skulle kæmpe om overlevelse. Den rette hylde for Gasperini. Atalanta er dog også kendt for at have et af Italiens mest produktive ungdomsakademier, og det var selve årsagen til, at Gasperini forlod Genoa, der hvor han ellers havde fået sit gennembrud som træner, til fordel for La Dea. Her var der plads til at eksperimentere, og her var der et sted, hvor man havde tillid til ideer, der givetvis ville blive opfattet som skøre eller virkelighedsfjerne i andre italienske klubber. Det er eksempelvis stadig undtagelsen snarere end reglen, at man lader sine Primavera-spillere træde direkte ind i førsteholdet uden overhovedet at have været på et eller fem lejeophold rundt omkring i Serie B og Serie C-klubberne, men i Atalanta bliver de kastet direkte i ilden. Lige noget for en gammel ungdomstræner og romantiker som Gasperini. 

Det startede med fem nederlag i de første fem kampe, og rygterne om Gasperinis fremtid fik ben at løbe på. Præsident Antonio Percassi bevarede roen, og Gasperini fik vendt skuden. Jeg opdagede dem først i oktober, da jeg faldt over nedenstående passing-map. For god ordens skyld, så indikerer tykkelsen af stregerne hyppigheden af afleveringer mellem de givne spillere, mens deres positioner er der, hvorfra de har afleveret og modtaget flest afleveringer.

Michael 2 - billede 1.png

Jeg havde ikke set et lignende passing-map før. Spillede det her hold uden centrale midtbanespillere? Og var de ligeglade med midten af banen? Den del af banen, som kommentatorerne altid snakker om, at man skal vinde. Det var tydeligvis en 3-4-3 formation, men slående var det, at deres to ydre stoppere havde så mange fremadrettede pasninger, som støbte de smukke diamanter på siderne. Det her passing-map var et lille kunstværk i sig selv, og jeg besluttede mig for, at det her hold måtte jeg se noget mere til. 

Og jeg blev ikke skuffet. De belejrede simpelthen siderne, hvor de opsatte små rondos. En-to-tre afleveringer og bum, så havde de spillet en mand fri, som kunne angribe halvrummet. Det var især i venstre side, hvor den lille Alejandro ‘Papu’ Gomez opererede. En argentinsk tekniker, som nogle af Europas storklubber for længst burde have investeret i. Han var arkitekten på den venstre side, men det var ofte venstre wingback eller midtbanespilleren, som foretog de skærende løb og blev spillet fri. Nogle gange var det endda centerstopperen, som foretog et overlap, som var det Ricardo La Volpes Mexico-hold fra VM 2002. 

Det mindede mig om hypermodernismens skakskole, grundlagt af den lettisk-danske Aron Nimzowitsch, der i mellemkrigstiden gjorde op med konventionelle skakteori. I stedet placerede Nimzowitsch sine vigtigste brikker på siden, så man kunne kontrollere brættets centrum indirekte. Gasperini lader ligeledes et tomrum opstå inde i banens midte for i stedet at skabe lokale overtal på siderne, hvilket kan ses på deres bolddistribution henover de sidste fire sæsoner. 

Michael 2 - billede 2.jpg

Men det er ikke kun de tætte kombinationer, som Atalanta mestrer. Hvis modstanderen ikke tillader de lokale overtal, men kaster lige så mange spillere ud på fløjene for at dæmme op for kombinationerne, så spiller Atalanta gerne en direkte bold op på deres targetman. Herfra kan både midtbanespillere og wingers angribe det tomrum, som imidlertid er opstået inde centralt. Et greb, som Gasperini ingen betænkeligheder har ved, og hvorfor det i sin tid føltes som et perfekt match, da Andreas Cornelius blev hentet til klubben i 2017. Det ophold blev ingenlunde nogen succes, og nu prøver Cornelius lykken i Parma, mens Atalanta sæsonen efter hentede Duvan Zapata, som har vist sig at være det missing link, der fik dem fra subtophold til at blive et regulært tophold. Ikke bare var han vital i opbygningsspillet, hvor hans spil med ryggen til mål er fænomenalt. Han scorede også 23 mål. Han er ganske enkelt et bæst af dimensioner. 

En taktik, der er funderet på fløjspil, og en stor targetmand. Det kunne umiddelbart lyde som et hold, der ofte slår indlæg, men det er langt fra tilfældet. Atalanta var det hold, der i sidste sæsons Serie A, skabte flest målchancer med et samlet antal ‘Expected Goals’ på 63.61. Og det hænger i høj grad sammen med, at det var det hold, der havde flest afleveringer ind i boksen. 137 afleveringer blev modtaget inde i modstanderens straffesparksfelt. Det er mindst tyve afleveringer flere end ethvert andet hold i Serie A, og derfra skaber man selvsagt større scoringsmuligheder. Det er en effektivitet over holdet, som gør, at man ikke blot skyder for at skyde, men forsøger at spille chancen så stor som mulig. 

Det gør sig også gældende i den her sæson. Tag eksempelvis nedenstående billede fra kampen mod Lecce. Bolden er på siden, hvor Atalanta forsøger at skabe et lokalt overtal. Lecce har dog ofret fire mand til at dæmme op for Papu Gomez og co. kombinationer. I stedet er der opstået et tomrum inde centralt. Her ligger Duvan Zapata alene, og i ryggen, på Lecces centrale stopper. Det næste der sker er, at bolden bliver spillet ind til Zapata, som fejlvendt holder forsvarsspilleren væk. I mens foretager Papu Gomez det penetrerende løb ind i feltet. Den colombianske targetman serverer den så for argentinerens fødder, som tager bolden med i sit løb ind i feltet og hamrer den i kassen. 

Michael 2 - billede 3.png

Når en spillestil er så veldefineret, udstråler så gennemførte ideer, så er det en fryd for øjet som iagttager. Og her har jeg endnu ikke nævnt holdets bedste spiller, ja Serie As bedste spiller i sidste sæson, Josip Ilicic. Han er ikke bare et fysisk monstrum, som kan agere targetman i højre side. For trods det ikke altid er lige elegant, så er han er en af Europas bedste driblere. En uortodoks højre kant, hvis mest nærliggende sammenligning vil være Cristiano Ronaldo. 

Så Atalanta på bolden er en af Europas mest produktive chancemaskiner, og fodboldkampe er som oftest mest seværdige, når der bliver skabt målchancer. Det er i hvert fald min holdning. Men vi er slet ikke nået til den sjoveste del ved Gasperinis Atalanta-hold, for det er faktisk, når de ikke er på bolden. 

Gasperini er både nytænkende, men også særdeles gammeldags. Når modstanderen er på bolden, så klæber Atalanta-spillerne sig nemlig til deres direkte modstander. Det er helt old-school mandsopdækning, som englænderne gjorde det i tilbage i efterkrigstiden. Man troede egentlig at zoneforsvaret, der netop opstod med Arrigo Sacchis AC Milan i Gasperinis hjemland, havde eroderet den stringente mandsopdækning væk fra fodboldens verdenshorisont. 

Der har godt nok været Marcelo Bielsa, hvis hold også er karakteriseret ved at køre med mandsopdækning. Bielsa ofrer dog altid en spiller, så hans hold er i overtal nede i bagkæden. Det gør Gasperini sjældent. Han tager det i stedet tilbage til den radikale mand-mand, som man oftest kun ser det i ungdomsfodbold. Hvor der er struktur i boldomgangen, så er Atalanta uden bolden det rene anarki. 

Det er selvfølgelig risikobetonet. Det var den franske forfatter, Michel Houllebecq, der i forbindelse med sin seneste bogudgivelse sagde, at for at skrive succesfuldt, skal man skrive som dør man i morgen. Jeg har det på samme måde med de fodboldhold, jeg gerne vil se. De skal spille med en intensitet, som var det deres sidste kamp nogensinde. De skal, populært sagt, dø med støvlerne på, og det er præcis, hvad Atalanta gør. 

For indimellem koster det jo. Det har det blandt andet gjort i denne sæsons Champions League-gruppespil. Både i Serie A og i Champions League er Atalanta det hold, som der bliver forsøgt flest driblinger imod. Det er ikke så overraskende netop fordi Atalanta lukker alle spilmulighederne ned. Lykkedes man først med en dribling, hvor den direkte oppasser bliver sat, så ryster fundamentet for alvor. I Italien vinder Atalanta som oftest deres direkte dueller, hvorfor de kun bliver afdriblet 12.5 gange pr kamp. Stadig det højeste antal i Serie A, men i Champions League er det sket 22 gange pr kamp. Det højeste antal blandt alle hold i turneringen. I deres første kamp, som endte som en ren nedsabling i Zagreb, lykkedes det eksempelvis det Dinamo Zagrebs Bruno Petkovic og Dani Olmo at afdrible deres direkte modstander henholdsvis ti og ni gange. 

Det er formentlig Gasperinis svaghed, men det er også det, der gør ham så beundringsværdig. Han er da en romantiker, og han siger selv, at det løber ham koldt ned ad ryggen, når modstanderen er på bolden, så hans metode er den mest simple, og til tider ret effektive måde at vinde bolden igen på. Enten så vinder Atalanta bolden hurtigt tilbage, eller så lider de skibbrud på banens midte. Og det gør, at der er en overvældende intensitet over deres kampe. Som seer sidder man med følelsen af, at enhver duel, hvor end den foregår på banen, kan lede frem til den næste chance. Det er pulserende god underholdning, og derfor skal du, kære læser, se dem spille deres europæiske skæbnekamp i aften mod Manchester City. Og desuden forsøge at fange dem så ofte som muligt i den resterende del af sæsonen for vi har at gøre med et af Europas mest interessante mandskaber.

Foto: Mario Carlini/Iguana Press/Getty Images

Mediano Bundesliga: Kovac-fyring og optakt til ’Der Klassiker’

Mediano Bundesliga: Kovac-fyring og optakt til ’Der Klassiker’

Superliga Preview: Vi dækker op til topkamp i Herning og sidste stop før landskampspausen

Superliga Preview: Vi dækker op til topkamp i Herning og sidste stop før landskampspausen