Mediano Sócrates: FC Nordsjælland - Avantgarde eller utopi?

I efteråret spillede FC Nordsjælland med Europas yngste trup. Søndag skyder de forårssæsonen i gang mod Brøndby IF. To klubber, der udgør yderpunkterne i dansk talentdebat anno 2019. For har talentudviklingen i FC Nordsjælland også sine begrænsninger, når man skal vinde fodboldkampe? Eller er det, vi ser, i Farum et opgør mod en forstokket fodboldkultur?

Af Michael Kjær, U-træner i B93 og deltager på Mediano Sócrates

”Mange unge danskere har ikke mentaliteten til at tage det næste skridt”

Således udtalte Alexander Zorniger til TV3 Sport tilbage i december og åbnede dermed op for en hyppigt tilbagevendende debat om dansk talentudvikling. For er danske spillere et produkt af en omsorgsfuld velfærdsstat, som gør dem mindre konkurrencedygtige, når de begiver sig ud på den store scene?

Zorniger var ikke i tvivl. Til kampen mod Hobro havde tyskeren for første gang i Superligaens historie sat et hold på banen uden én eneste dansker. Nogle af Brøndbys tilhængere opfattede Zornigers udtalelser som en kritik af klubbens talentafdeling, og værst af alt som et angreb på klubikonet Kim Vilfort, der i dag er ansvarlig for Brøndby Masterclass. Men Zornigers kritik rakte dybere end det. Det var noget særegent dansk, som den tyske træner havde et problem med. “Maxøes tid i Tyrkiet, Marcondes, Ingvartsen... Alle de potentielle topspillere har ikke taget det næste skridt. Ikke fordi de mangler kvalitet, men det er en helt anden verden derude,” lød det fra Brøndby-træneren.

For det er ikke gået dem særlig godt. Marcus Ingvartsen, Andreas Maxsø, Emiliano Marcondes og Emre Mor kan føjes til. Alle fire etablerede sig som profiler på Hjulmands hold, inden de havde rundet 20 somre, alle fire blev solgt for millionbeløb til udlandet, og snart snakkede alle om guldminen i Nordsjælland, der producerede talenter på samlebånd. Siden er det de færreste af os, der har hørt noget om dem, og det er sjældent et godt tegn. Og det vi har hørt, har mest af alt omhandlet skader eller, i Emre Mors tilfælde, skandaler.

Så har Zorniger ret? Er den udeblevne succes et udtryk for, at man i FC Nordsjælland udvikler fodboldens curlingbørn?

Absolut ikke, lyder det fra FC Nordsjællands tekniske direktør, Flemming Pedersen: ”På vores akademi arbejder vi meget med at gøre vores spillere modstandsdygtige. Det betyder, at vi bevidst udsætter dem for nederlag og skuffelser, for det er selvsagt først i modgang, at vi kan arbejde med deres modstandsdygtighed. Evnen til hurtigst muligt at komme sig over en skuffelse,” fortæller Pedersen, som har taget imod Mediano til en snak om klubbens talentudvikling.

Flemming Pedersen befinder sig sjældent i rampelyset, men han er en af hovedarkitekterne bag den filosofi, som driver talentudviklingen i Nordsjælland. Han kom til FC Nordsjælland i 2006, hvor man stiftede akademiet, og han har, sammen med cheftræner Kasper Hjulmand, udgjort en konstant i Farum-klubben, kun afbrudt af korte ophold i henholdsvis tyske Mainz 05 og engelske Brentford. I dag er han ansat som teknisk direktør, hvor han er ansvarlig for klubbens træningsmetodik. Til sommer er Kasper Hjulmand så væk, og rygterne på, at det netop er Flemming Pedersen, der skal føres frem i rampelyset, og overtage faklen som cheftræner.

Vi sidder i klubbens hotelrestaurant, men vi sidder her ikke for at snakke rygter. Hverken om cheftrænerposter eller de rygter, der har verseret i de seneste måneder om behandlingen af spillerne på FC Nordsjællands samarbejdsakademi i Ghana. Nej, vi er her for at snakke om det, man med rette kan kalde Flemming Pedersens livsværk: Talentakademiet i Farum, der har støbt grundlaget for, at FC Nordsjælland i denne sæson har spillet med den yngste trup af alle hold i Europas 31 ligaer. Og her køber Pedersen ikke præmissen om, at man har bygget en rede, hvor spillerne bliver pakket ind i så meget bomuld, at de aldrig kan flyve fra den:

”Tværtimod sørger vi for, at vores spillere aldrig befinder sig i deres comfort-zone. I praksis betyder det, at vi har nedbrudt vores holdstrukturer, hvor vi hver uge rykker spillere både op, men også ned. Den ene dag kan man være den vigtigste spiller på holdet, for næste uge at skulle kæmpe for startpladsen. På den måde sikrer vi, at spillerne aldrig får en fast rolle i et stagneret hierarki”, siger Pedersen.

Vi sidder med et fint vue ud over kunstgræsset på Right to Dream Park. Og dernede, mens vi snakker, er klubbens U14-hold i gang med den daglige træning. Trænerne instruerer heftigt på spillerne, og det hele foregår i et skarpt toneleje, så det giver genklang på de tomme tribuner. Og den kontante tone, den er også en del af miljøet:

”Vi tror på, at afklaret ydre styring, gør det lettere for vores akademispillere at opnå indre styring. Så vi instruerer meget, vi giver mange ordrer, og vi er hudløst ærlige i vores kritik. Hvis ikke de går i et ordentlig pres eller ikke positionerer sig som aftalt, så får de en ordentlig sviner.”

Det bløde punkt i Farum

Verbale tæsk for at begå fejl. Det lyder umiddelbart ikke anderledes end den fodboldkultur, som danske spillere har mødt uden for landets grænser. Den rå kultur, hvor der netop ikke levnes plads til selv den mindste fodfejl. Derude hvor man ikke er andet end den præstation, man har leveret på banen, og derude, hvor dine holdkammerater er dine rivaler til startpladsen. Vi har hørt fortællingen om den barske verden gentagende gange fra hjemvendte spillere. Både fra dem som tilpassede sig, og fra dem, som aldrig gjorde.

Jakob Kjeldbjerg tilhørte sidstnævnte kategori. I selvbiografien Survivor beskriver den tidligere landsholdspiller om lettelsen ved at blive erklæret fodboldinvalid i en alder af 26 år. Kjeldbjerg var for blød til en kultur, hvor man ikke måtte vise svaghedstegn. Det kan godt være, at hans krop rent fysisk først sagde stop efter den fjerde operation i højre knæ, men psykisk var han for længst ødelagt. Den evige frygt for at begå fejl, havde ætset ham op. Kjeldbjerg var ikke skabt til at være professionel fodboldspiller. Det mente han i hvert fald selv. Hans præstationsangst var en svaghed, men i fodboldverdenen er det ikke tilladt at blotte sin sårbarhed. Der skal man være stærk, og gerne umenneskelig stærk. En Survival of the Fittest-kultur, hvor de svageste bliver udstødt.

Tilbage i restauranten på Right to Dream Park, er det ikke den verden, som FC Nordsjælland forbereder deres akademispillere til. Og det ikke kun fordi den er foragtelig i et menneskeligt øjemed. Den fører også til et enormt talentspild, mener Flemming Pedersen:

”Fodbold har altid været en ekstrovert sportsgren med spidse albuer og stort ego. Men der er rigtig mange dygtige spillere, med stort potentiale, der i overført betydning ikke har overlevet i denne verden.”

Det er på dette punkt, at FC Nordsjælland adskiller sig fra alle de andre. Klubbens bløde punkt, så at sige. For selvom Flemming Pedersen ikke accepterer præmissen om, at FC Nordsjælland udvikler spillere med en vattet mentalitet, så er tilgangen til talentudviklingen baseret på bløde værdier. Godt nok ønsker man at tale hårdt og kontant til hinanden, men denne ærlighed er funderet på en urokkelig tillid. En “psykologisk sikkerhed”, som Flemming Pedersen kalder det:

”Psykologisk sikkerhed betyder, at man tør stå op for det, man tror på. Når spillerne tør være uenige med os trænere, så er det tegn på et sundt miljø. Det tør de kun, når de ved, at de har vores ubetingede tillid, på samme måde som de tør være modige på bolden, selvom de lige har lavet en graverende fejl”, fortæller Pedersen.

Han forklarer, at denne tillid bliver fordret gennem klubbens adfærd, hvor man hvert år giver seks-otte akademispillere chancen for at etablere sig i førsteholdstruppen. Senest var det 15-årige Tochi Chukwuani, som fik lov til at komme med på træningslejren i Spanien, trods han slet ikke er gammel nok til at spille Superliga endnu, hvor man minimum skal være 16 år.

Denne tilgang er ikke baseret på luftige følelser, forsikrer Flemming Pedersen. Den har rødder i videnskaben. Forskning inden for udviklingspsykologien viser nemlig tydelige sammenhænge mellem psykologisk sikkerhed og optimal indlæring.

William Kahn, professor i psykologi fra Boston University, har defineret psykologisk sikkerhed som ”følelsen af at kunne udtrykke sig selv og handle i overensstemmelse med sit værdisæt, uden frygt for negative konsekvenser for sin status eller karriere.” Og samme Kahn, der er en af de førende forskere inden for organisationsadfærd, har påvist, hvordan psykologisk sikkerhed øger folks risikovillighed til at udfolde sig selv i professionelle sammenhænge i stedet for, at de trækker sig tilbage og accepterer status quo. Kahns konklusion lyder derfor, at fundamentet af sikkerhed er med til at skabe et mere ærligt miljø, hvor intern kritik leder til udvikling i stedet for udstødelse.

Det er dette miljø, de forsøger at skabe oppe i Nordsjælland, og man fornemmer da også stoltheden hos Flemming Pedersen, når han fortæller om denne grundfæstede tillid, der er gennemsyret i klubben. For tillidsbåndet gør det muligt at presse de unge mennesker på både det sportslige såvel som det menneskelige plan. Det er i dette lys, at man skal se klubbens to programmer; Give Back og Character Development, hvor U14-holdet for nyligt var i Ghana for at besøge akademiet. Formålet er at lære de unge akademispillere om glæden ved at hjælpe andre mennesker, fortæller Pedersen. Man tror på, at det gør dem til bedre mennesker og dermed bedre fodboldspillere. En personlig integritet er nemlig en betingelse for egen udvikling, lyder ræsonnementet:

”Vi skal vække deres nysgerrighed for at dygtiggøre sig. Det står i skarp kontrast til præstationspresset, hvor man sammenligner sig med hinanden. Vi opfordrer dem i stedet til at bruge hinanden i vores egen udvikling. Selv vores modstandere er altid vores hjælpere til selv at blive bedre. Så det er hele mindsettet, vi forsøger at ændre, hvor man går væk fra præstationen, og har fokus på læringen.”

På forkant med fremtiden?

En nobel og beundringsværdig tankegang. Måske endda tiltrængt i en til tider reaktionær fodboldverden. Men der er også dem der, som Alexander Zorniger, måske vil kalde den for utopisk. For kan man have psykologisk sikkerhed, hvis man spiller i Premier League? Eller lad os bare tage søndagens modstander, Brøndby IF, hvor resultatpresset utvivlsomt er større end i FC Nordsjælland. Zorniger har flere gange understreget, at han er ansat til at vinde fodboldkampe, og så er det ikke læring, men præstationerne der gælder, for kun sejrene tæller. Er det ligefrem den psykologiske sikkerhed, der kan være med til at forklare, hvorfor FC Nordsjælland-talenterne har haft det så svært i udlandet?

Det vil være en forsimplet konklusion, mener Flemming Pedersen, men han anerkender, at FC Nordsjællands bløde miljø har en betydning. Det er bare ikke FC Nordsjælland eller spillernes mentalitet, der er problemet. Det er alle de andre, den er gal med:

”Miljøet er jo for råt i mange klubber. Der er mange steder, hvor man fortsat opererer med en survival of the fittest-kultur, hvor hver mand klarer sig for sig selv. Det kan godt være, at vores spillere har haft sværere ved at vænne sig til det, når de kommer fra et miljø, hvor holdånd er kerneværdien, og hvor man glæder sig på hinandens vegne,” siger Pedersen.

Men det hænger også sammen med, slår Pedersen fast, at spillernes individuelle talent muligvis ikke var så stort, som millionbeløbene indikerede. FC Nordsjællands miljø gjorde dem simpelthen til bedre fodboldspillere end de reelt var, siger Pedersen, og forudser derfor, at det er i Farum, at man er på forkant med fremtiden:

”Mental sundhed er en del af tidsånden, og jeg er overbevidst om, at det vil smitte af på fodboldverdenen. Ganske enkelt fordi, at det får spillerne til at præstere bedre. Så på sigt er de gamle tyske trænere med deres kæft, trit og retning ved at uddø.”

Det siges, at fodbold er følelser, men om de blødere, mere feminine af slagsen, får lov til at vinde indpas i en verden karakteriseret af en brutal maskulinitet, er ikke til at vide. Der bliver investeret så mange millioner i de største klubber, at resultatpresset kun intensiveres, og trænere som Alexander Zorniger bliver ikke ansat til at skabe personlig integritet, men til at vinde fodboldkampe. Så måske forbliver det kun i idyllen i Nordsjælland, og måske forbliver dette begrænsningen for en af Europas mest produktive talentfabrikker.

Omvendt er sindets sundhed muligvis et middel til bedre præstationer, og hvorfor skulle man så ikke fokusere på vigtigheden af dette? Ved sommerens VM-slutrunde havde det engelske landshold eksempelvis tilknyttet en psykolog, hvis opgave bestod i at afholde intime gruppesamtaler med Premier League-stjernerne, hvor de skulle snakke om noget så blødt som følelser. Eller på Arsenals akademi, hvor Per Mertesacker i sommer tiltrådte som ny talentchef. Her vil han udfordre de unge Arsenal-spilleres mindset, så de ikke bliver så enstrengede.

For som tyskeren fortalte i et interview til Der Spiegel, så er det faktisk muligt at være menneske selvom man er professionel fodboldspiller. Per Mertesacker havde, ligesom Jakob Kjeldberg, forsøgt at tildække sin usikkerhed med en robust facade gennem det meste af sin karriere. Det var den eneste acceptable adfærd i fodboldverdenen, fortalte Mertesacker. Men under The big fucking German’s fernis, havde angsten ophobet sig i en sådan grad, at det at spille professionel fodbold var uudholdeligt. Og for første gang nogensinde, fortalte Mertesacker, følte han sig fri, da han i sommer lagde støvlerne på hylden.

Det er den kultur, som Per Mertesacker ønsker at tage et opgør med, og det er den kultur, som man allerede har gjort op med i FC Nordsjælland. Så når Flemming Pedersen afviser, at deres talenter ikke besidder mental styrke, så er det fordi, at man i Farum opererer med en anden definition af mental styrke:

”Hvis vores spillere befinder sig i et miljø, som de bliver dårligere mennesker af, så opfordrer vi dem til at sige fra. Så vil nogle påstå, at de ikke er stærke nok til at udholde det. Vi mener i stedet, at den personlige integritet gør dem stærke nok til at sige fra. For der er ingen, der kan få gavn af at udholde det uudholdelige,” fastslår Pedersen.

Om Pedersens profeti, med FC Nordsjælland som avantgardister for talentudviklingen, holder stik, må tiden vise. Det kan også være, at de bare er håbløse idealister. Men det bliver i hvert fald ikke FC Nordsjælland, der kommer til at ændre deres tilgang, forsikrer Flemming Pedersen. Spørgsmålet er så om alle de andre gør det?

Denne artikel er udgivet i forbindelse under et forløb i Medianos Sócrates. Mediano Sócrates er et hold af dygtige og ambitiøse formidlere, der løbende udgiver historier på Mediano - primært på tekst - igennem et forløb på otte måneder, hvor feedback, idéudvikling og oplæg fra eksterne journalister og formidlere fylder det meste.

Læs Michael Kjærs opsigtsvækkende analyse “Lionel Messi og kunsten at stå stille” eller resten af holdets udgivelser HER.

Foto: Jan Christensen/Getty Images